Nævnet tilsidesætter ikke en varsling som ugyldig, da ny ejer ikke havde sammenligningsbudgettet
Statutory Text (3 Articles)
Nævnet tilsidesætter ikke en varsling som ugyldig, da ny ejer ikke havde sammenligningsbudgettet
Afgørelse nr. 13, 1987
Afgørelse af 17.11.86 fra ankenævnet for de Københavnske Huslejenævn
U mod L (anke 1379)
U, der havde overtaget ejendommen 01.11.85, varslede ved brev af 23.12.85 ny omkostningsbestemt leje uden angivelse af sammenligningsbudget, idet U på dette tidspunkt ikke havde fået budgettet fra tidligere ejer. Under hensyn til, at det ikke havde været muligt for U at opfylde kravet om sammenligningsbudget, var varslingen gyldig.
I Ankenævnets afgørelse hedder det bl.a.
»Den 1. september 1986 traf ankenævnet følgende afgørelse vedrørende omkostningsbestemt lejeforhøjelse, som varslet i skrivelse af 23. december 1985
»Efter gennemgang af varslingsskrivelsen med bilag samt korrespondancen i sagen skal et flertal på 3 medlemmer meddele, at man i medfør af boligreguleringslovens § 12, stk. 1 har vedtaget at afvise lejeforhøjelseskravet som ugyldigt, idet varslingsskrivelsen ikke indeholder oplysning om det omkostningsbestemte lejebudget, som ligger til grund for beregningen af hidtil gældende leje, jfr. herved Højesterets dom af 21. april 1986 (sag nr. 16/85).«
Efter denne afgørelse har NN på udlejers vegne anmodet om sagens genoptagelse. Der henvises dels til, at udlejer ikke har haft mulighed for at gøre indsigelse mod det foreliggende bedømmelsesgrundlag, der er anset for mangelfuldt, dels til, at den nuværende udlejer, der købte ejendommen pr. 1. november 1985, ikke på varslingstidspunktet havde modtaget det tidligere gældende omkostningsbestemte lejebudget fra den tidligere ejer. På denne baggrund gøres gældende, at varslingen er gyldig, idet det var umuligt for ejeren at opfylde det i Højesterets dom af 21. april 1986 stillede formkrav til varslingens gyldighed.
Lejerne er hørt i sagens anledning.
Efter en gennemgang og drøftelse af sagens oplysninger finder ankenævnet, at det i den foreliggende sag må lægges til grund, at ejendommens ny ejer ikke på varslingstidspunktet var i besiddelse af det hidtil gældende omkostningsbestemte lejebudget. Ankenævnet finder således efter sagens omstændigheder, at det ikke har været muligt for ejeren at opfylde kravet i boligreguleringslovens § 12, jfr. Højesterets dom af 21. april 1986 om, at varslingsskrivelsen skal indeholde oplysning om det omkostningsbestemte lejebudget, som ligger til grund for beregningen af hidtil gældende leje.
På denne baggrund har ankenævnet vedtaget at genoptage sagen og har truffet afgørelse om, at det i varslingsskrivelse af 23. december 1985 indeholdte lejeforhøjelseskrav er gyldigt.'
Ingen
U, der havde overtaget ejendommen 01.11.85, varslede ved brev af 23.12.85 ny omkostningsbestemt leje uden angivelse af sammenligningsbudget, idet U på dette tidspunkt ikke havde fået budgettet fra den tidligere ejer.
Under hensyn til at det ikke havde været muligt for U at opfylde kravet om sammenligningsbudget, var varslingen gyldig.