Spørgsmål om registrering af et varemærke for diverse massageartikler udgjorde en utilbørlig udnyttelse og/eller åbenbar forringelse af den goodwill, der var knyttet til et andet stærkt indarbejdet registreret varemærke.
Statutory Text (3 Articles)
Spørgsmål om registrering af et varemærke for diverse massageartikler udgjorde en utilbørlig udnyttelse og/eller åbenbar forringelse af den goodwill, der var knyttet til et andet stærkt indarbejdet registreret varemærke.
Firmaet Hofman-Bang & Boutard,
København.
Deres ref.: 503/79
Indsigelse mod anmeldelse af varemærke V.A. 1979 nr. 4119.
Billedmærke, indeholdende betegnelsen LECOrubb.
I medfør af varemærkelovens § 20 har De i skrivelse af 2. marts 1981 på vegne KIRKBI A/S, Billund, nedlagt indsigelse mod registreringen af ovennævnte varemærke, indeholdende betegnelsen »LECOrubb«. Anmeldelsen, der er indgivet af Leco Gesundheitshilfen GmbH & Co. KG, Gerstetten/Wurtt., Forbundsrepublikken Tyskland, omfatter klasse 10: massageartikler i form af massagesvampe, -klude, -handsker, -børster, -bælter, -måtter, - indlægssåler og fodtøj med indvendige massagesåler, stoffer i flere lag, bestående af et bærende lag af kunststof og/eller tekstil og et påkacheret massagelag bestående af en kombination af kunststof og naturlige stoffer til fremstilling af massagesåler til fodtøj.
Til støtte for indsigelsen gøres det gældende, at betegnelsen »LECOrubb« er forveksleligt med firmanavnet og varemærket »Lego«, der tilhører indsigerne. Navnet »Lego« må såvel på grundlag af registrering som på grund af indarbejdelse nyde en vidtstrakt beskyttelse her i landet. I skrivelse af 11. juli 1983 har De yderligere begrundet indsigelsen. Det i varemærkemæssig henseende karakteristiske element i det anmeldte mærke er ordet »Leco«, medens angivelsen »-rubb« må anses for rent beskrivende som en afledning af det engelske ord »rub«, der kan betyde gnide, frottere o.s.v. således at den sidste del af varemærket har en direkte tilknytning til de af varefortegnelsen omfattede varearter.
Da ordet »Lego« er overordentlig stærkt indarbejdet som varemærke her i landet, må det nyde beskyttelse i medfør af varemærkelovens § 6 stk. 2 a, og der henvises også til bestemmelsen i varemærkelovens § 6 stk. 2 b.
I skrivelse af 19. januar 1984 har anmelderne imødegået indsigelsen og bestridt at mærkerne »Lego« og »LECOrubb« er forvekslelige. Uden iøvrigt at tage stilling til, om varemærket »Lego« er således indarbejdet, at § 6 stk. 2 a kan komme på tale, afvises indsigelsen i medfør af denne bestemmelse bl.a. under hensyn til, at der ikke er en sådan mærkelighed mellem »LECOrubb« og »Lego«, at bestemmelsen kan bringes i anvendelse. Det bestrides også, at bestemmelsen i varemærkelovens § 6 stk. 2 b kan finde anvendelse, da der intet særligt »følsomt« er ved de varegrupper, der her er tale om. Desuden bestrides indsigelsen nedlagt i medfør af varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 4, da det anmeldte varemærke »LECOrubb« ikke indeholder indsigerens firmanavn.
Med skrivelse af 12. april 1984 har De fastholdt og yderligere uddybet indsigelsen. Det bemærkes bl.a., at indsigerne har registreret firmanavne indeholdende ordet »Lego«, og at indsigermærket »Lego« er særlig stærkt indarbejdet her i landet, således at indsigerne må kunne påberåbe sig varemærkelovens § 6 stk. 2 a, idet det tilføjes, at denne bestemmelse ikke kun kan finde anvendelse, såfremt der er tale om en utvivlsom forvekslelighed.
I skrivelse af 5. november 1984, hvoraf kopi vedlægges, har anmelderne påny fremhævet, at varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 4 ikke kan finde anvendelse, da betegnelsen »LECOrubb« ikke fremtræder som navnet på indsigernes selskaber, og at der ikke er en sådan mærkelighed mellem betegnelsen »LECOrubb« og ordet »Lego«, at bestemmelserne i varemærkelovens § 6 stk. 2 a og § 6 stk. 2 b kan finde anvendelse.
Sagen er herefter taget op til afgørelse.
Der må gives anmelderne medhold i, at betegnelsen »LECOrubb« ikke indeholder noget, der kan opfattes som navnet på indsigernes firmaer. Indsigelsen nedlagt med henvisning til varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 4 kan derfor ikke tages til følge.
Det er direktoratets opfattelse, at »Lego« må anses for et varemærke, der kan nyde beskyttelse i medfør af varemærkelovens § 6 stk. 2 a som et varemærke, der er særlig stærkt indarbejdet og velkendt i vide kredse her i landet. Det anmeldte varemærke består imidlertid ikke af ordet »Lego«, men af betegnelsen »LECOrubb«, der ikke som sådan kan anses for forveksleligt med ordet »LEGO«, idet tilføjes, at der ikke kan bortses fra endelsen »-rubb«. En brug af betegnelsen »LECOrubb« for de af anmeldelsen omfattede varearter skønnes ikke at indebære en utilbørlig udnyttelse af Legomærkets værdi og goodwill. Indsigelsen nedlagt i medfør af bestemmelsen i varemærkelovens § 6 stk. 2 a kan derfor ikke tages tilfølge.
Også indsigelsen begrundet med bestemmelsen i varemærkelovens § 6 stk. 2 b må afvises, da der som ovenfor nævnt, ikke er forvekslelighed mellem mærkerne, og da de varer, der omfattes af nærværende ikke har en sådan karakter, at en brug af ordet »LECOrubb« for disse varer vil være åbenbart egnet til at forringe varemærket »Lego's værdi væsentligt.
Mærket vil herefter blive registreret.
P.D.V.
Birte Nehm
fuldmægtig
Ingen
Indehaverne af firmanavnet og varemærket »Lego« nedlagde indsigelse mod registrering af varemærket »LECOrubb« for diverse massageartikler i kl. 10. Udtalt, at »Lego« måtte anses for et særligt stærkt indarbejdet og i vide kredse velkendt varemærke her i landet, men at der ikke var tale om »et lignende mærke« i § 6's forstand.