Licitation - anvendelsesområde - sprinkleranlæg (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Licitation - anvendelsesområde - sprinkleranlæg (* 1)
Tilsynet blev i begyndelsen af 1982 forelagt spørgsmålet om, hvorvidt tilbudsgivning på levering og installering af sprinkleranlæg omfattes af licitationslovens bestemmelser. Tilsynet udtalte, jfr. »meddelelser« 1982 nr. 7, side 346, at sådanne anlæg kunne karakteriseres som specielle tekniske anlæg, der kun installeres i særligt byggeri, hvorfor man ikke kunne anse dem for omfattet af licitationslovens bestemmelser, jfr. herved ordlyden af lovens § 1: »...finder anvendelse på tilbudsgivning ved arbejder og leverancer inden for bygge- og anlægsvirksomhed«.
VVS-branchens organisationer, Fælleslicitationskontoret og Varmebranchens Licitationsforening »Jermer«, ønskede imidlertid dette spørgsmål drøftet nærmere, hvorefter tilsynet førte en række forhandlinger med disse organisationer. Der blev indhentet udtalelser fra en række sagkyndige og fra øvrige interesseorganisationer, der samstemmende anførte, at sprinkleranlæg måtte være omfattet af loven. Herefter forelagdes sagen for monopolrådet i marts 1983.
Rådet fandt, at tilbudsgivning på sprinkleranlæg må anses for omfattet af licitationslovens bestemmelser.
Rådets stillingtagen indebærer, at organisationsregler om udregningsvederlag kan bringes i anvendelse, ligesom lovens bestemmelser om begrænset adgang til indhentning af underhåndsbud, forbudet mod tilbudsregulering m.v. samt reglerne for afholdelse af licitation finder anvendelse på dette område.
På forespørgsel om, hvorvidt levering mv. af sprinkleranlæg er omfattet af licitationsloven, fandt Monopoltilsynet, at sådanne anlæg som regel er en integreret del af den samlede byggeproces, idet de projekteres sammen med de øvrige (nødvendige) installationer og udføres af de samme håndværkere, og således må anses for omfattet af licitationslovens bestemmelser.