Leveringsstandsning - naturligt vareområde (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Leveringsstandsning - naturligt vareområde (* 1)
En forretning med hovedvægten lagt på fotoudstyr, klagede til monopoltilsynet over, at Olivetti A/S havde standset leveringen af skrivemaskiner til forretningen.
Forretningen havde forhandlet Olivettiprodukter siden 1977. Baggrunden for leveringsstandsningen var en kontrovers, der opstod allerede i 1980 mellem forretningen og Olivetti om forhandleransvaret ved et skrivemaskinesalg til en af forretningens kunder.
Forretningen bestilte en skrivemaskine i begyndelsen af 1983, men blev nægtet levering af Olivetti.
En forudsætning for at meddele et leveringspålæg efter monopolloven er, at kunden har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at få den pågældende leverandørs varer. Der lægges her vægt på, om varen er af væsentlig betydning for klageren. Det betyder også noget, om det er muligt at erstatte varen med tilsvarende varer.
Monopoltilsynet besøgte forretningen for at få disse forhold belyst, og herunder søgte man at indhente oplysninger hos forretningen om betydningen i omsætningen af de varer, som leveringsnægtelsen omfattede. Forretningen kunne dog ikke bidrage med nøjagtige oplysninger om omsætningen af Olivettiprodukter eller af skrive- og regnemaskiner i øvrigt.
Tilsynet fandt ud fra de foreliggende oplysninger ikke, at betingelserne var til stede for at meddele Olivetti et leveringspålæg. Efter monopoltilsynets vurdering fremtrådte forretningen som fotoforretning, og skrivemaskiner hører normalt ikke til fotoforretningers naturlige varesortiment. Hertil kommer, at forretningen førte et begrænset sortiment og lager af disse maskiner, ligesom omsætningen heraf måtte skønnes at være beskeden, også målt i forhold til forretningens samlede omsætning. Forretningen havde dog ikke kunnet give nøjagtige oplysninger om den omsætningsmæssige betydning af disse varer. Det fremgik endvidere ikke af sagen, at forretningen forgæves havde søgt at skaffe andre tilsvarende maskiner.
Monopoltilsynet meddelte derfor forretningen, at der efter de foreliggende oplysninger ikke var grundlag for at give et leveringspålæg til Olivetti A/S allerede af den grund, at man ikke fandt, at forretningen havde en tilstrækkeligt væsentlig erhvervsmæssig interesse i at få leveret Olivetti skrivemaskiner.
Olivetti A/S havde standset leveringen af skrivemaskiner til en forretning med hovedvægten lagt på fotoudstyr. Monopoltilsynet afviste klagen, da forretningen fremtrådte som en fotoforretning, og skrivemaskiner ikke normalt hører til fotoforretningers naturlige varesortiment, ligesom forretningen kun førte et begrænset sortiment og lager af disse maskiner.