Studielån, pengeinstitutter (* 1)

Studielån, pengeinstitutter (* 1)

Tilsynets skrivelse af 24. maj 1982 til flere pengeinstitutter vedrørende pengeinstitutternes forhøjelse af renten på studielån i afviklingstiden under henvisning til, at låntager ikke var helkunde.

Udtalt, at man i almindelighed ikke fandt grundlag for at kritisere, at et pengeinstitut som vilkår for ydelse af lån stiller krav om, at debitor benytter banken som sin eneste forbindelse i bankforretninger. I de foreliggende sager fandt man imidlertid pengeinstitutternes praksis stridende mod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6 under henvisning til, at det hverken ved forhandlingerne med Statens Uddannelsesstøtte om studielånsordningen eller ved de enkelte låns etablering fra pengeinstitutternes side var nævnt som en forudsætning, at studielåntageren i øvrigt skulle være kunde i pengeinstituttet, og at pengeinstitutterne var bekendt med, at det fra statens side var en forudsætning, at der ved fastsættelsen af renten blev taget hensyn til formålet med lånet og statens garanti.

Tilsynet ville derimod ikke finde det stridende mod § 1, stk. 6, såfremt pengeinstitutterne som en betingelse for ydelse af favørrente også i afviklingsperioden indføjer i låneaftalen ved lånets etablering, at låntager bliver helkunde og forbliver det, indtil lånet er afviklet, men udtalte, at man ville lægge vægt på, at der forinden blev optaget fornyede forhandlinger med Statens Uddannelsesstøtte herom.

Til brug ved sagen var der forinden indhentet udtalelse fra Statens Udannelsesstøtte og Forbrugerombudsmanden.

Et pengeinstitut forhøjede renten på et studielån, fordi låntager ikke var helkunde.

Tilsynet udtalte, at da der ikke ved etableringen af lånet var stillet betingelse om at være helkunde, stred dette mod loven.