Hjælp til tandbehandling (* 1) (* 4)
Statutory Text (2 Articles)
Hjælp til tandbehandling (* 1) (* 4)
MEDDELELSE OM AFGØRELSEN
En 21-årig ugift klagede over, at et socialudvalg havde afslået at yde hjælp til betaling af tandbehandling med det fulde beløb, 3.239 kr., og i stedet havde bevilget hende et tilskud på 2.000 kr.
Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse, da det af det sociale udvalg ydede beløb efter en faglig vurdering dækkede prisen for en fuldt forsvarlig og velbegrundet behandling.
Da det af sagen fremgik, at ansøgeren ikke forud for behandlingen var blevet orienteret om den forventede pris for denne og derfor ikke havde været i stand til at vurdere sine muligheder for at afholde udgiften, henledte amtsankenævnet opmærksomheden på, at det af § 15, stk. 6, i overenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Tandlægeforening fremgår, at det er tandlægens pligt før behandlingens påbegyndelse at træffe aftale med patienten om honorarets størrelse og betalingsmåden, med mindre behandlingen alene består af overenskomstafalte ydelser, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag.
Ansøgeren har i medfør af overensskomstens § 8, stk. 3, adgang til at rejse klage over tandlægens forsømmelighed.
Amtsankenævnet afgjorde, at en kommune var berettiget til at yde hjælp til betaling af tandbehandling alene med et beløb, der efter en faglig vurdering dækkede prisen for en fuld forsvarlig og velbegrundet behandling, selv om den faktiske udgift for tandbehandlingen var højere. Amtsankenævnet henledte i øvrigt opmærksomheden på, at de i overenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Tandlægeforening fremgår, at det er tandlægens pligt før behandlings påbegyndelse at træffe aftale med patienten om honorarets størrelse, med mindre behandlingen alene består af overenskomstaftalte ydelser.