Opholdskommuneforpligtelse - personlig rådgiver (* 1) (* 2)

Opholdskommuneforpligtelse - personlig rådgiver (* 1) (* 2)

MEDDELELSE OM AFGØRELSEN

I en skrivelse af 10. april 1978 har en kommune forelagt det spørgsmål, om udgiften til en personlig rådgiver kan kræves refunderet af barnets tidligere opholdskommune, der har anbragt barnet i familiepleje i den nuværende opholdskommune.

Efter fornyet overvejelse af dette spørgsmål har socialministeriet udtalt, at bistandslovens § 133, stk. 2, og henvisningen hertil i socialministeriets cirkulære af 9. oktober 1975, pkt. 41, kun angår spørgsmålet om statsrefusion og således ikke kan anvendes til en afgrænsning af, hvilke udgifter en kommune kan kræve refunderet efter bistandslovens regler om opholdskommuneforpligtelser.

Da beslutningen om at beskikke personlig rådgiver er en del af beslutningen om anbringelse i familiepleje, må udgifterne vedrørende rådgiveren efter socialministeriets mening omfattes af § 11 - også i tilfælde, hvor barnets opholdskommune er bedt om at beskikke rådgiver. Såfremt der ikke er tale om særskilt vederlæggelse, men om en socialarbejder, der for sin sædvanlige løn udfører rådgivningen som en del af sit almindelige arbejde, vil der dog ikke kunne tilbageføres nogen del af udgifterne til lønnen.

Udgiften til personlig rådgiver kan kræves refunderet af barnets tidligere opholdskommune, såfremt der er tale om særskilt vederlæggelse.