Skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger - forhandlingsbeføjelser - eksport (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger - forhandlingsbeføjelser - eksport (* 1)
En af landbrugsministeriet autoriseret osteeksportør har til monopoltilsynet klaget over, at han, der igennem et par år har virket som eksportør af fast ost til Australien, af producentforeningen af Danish Blue Cheese og Mycella og Foreningen af Eksportører af Danish Blue Cheese og Mycella er blevet forhindret i at eksportere Danablu-ost. Om dette indgreb i hans forretningsførelse oplyste eksportøren, at de to foreninger havde nægtet at godkende en af ham med et ostemejeri indgået overenskomst vedrørende køb af Danablu til eksport. Klageren har fremhævet, at den omstændighed, at han ikke er i stand til at efterkomme den australske importørs ønske om at få leveret Danablu, vanskeliggør eksporten af andre ostetyper.
De to ovennævnte foreninger har i 1957 indgået en aftale, hvorefter leverancer af de ovennævnte ostetyper fra producent til eksportør først kan finde sted, når der mellem producentforeningens medlemmer og eksportører af Danablu og Mycella er indgået overenskomster af et forudbestemt indhold, og hvor hver enkelt overenskomst er blevet godkendt af de to foreninger. Ifølge disse overenskomster er eksportøren forpligtet til udelukkende at købe de to nævnte ostesorter hos medlemmer af producentforeningen, ligesom producentforeningens medlemmer er forpligtet til kun at sælge de nævnte ostetyper til eksport gennem eksportører, som har opnået godkendelse af en overenskomst. Der stilles ikke krav om, at eksportørerne skal være medlem af eksportørforeningen. Samtlige producenter af lurmærket Danablu og Mycella er medlemmer af Producentforeningen, og ost af de to typer kan som følge heraf kun købes til eksport af firmaer, der har indgået og fået godkendt overenskomst.
De to foreninger har over for monopoltilsynet principalt gjort gældende, at forholdet ikke omfattes af monopolloven, idet overenskomsten alene tager sigte på salg til eksport, medens salget af Danablu og Mycella til hjemmemarkedet er frit.
Subsidiært har foreningerne anført, at det indseende, som foreningerne mener at måtte have med, hvilke firmaer der deltager i eksporten af disse varer, alene har til formål at sikre en sund og forsvarlig eksporthandel med specialvarerne Danablu og Mycella, og at der ikke herigennem er sket nogen urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse. Foreningerne har specielt fremhævet, at de to ostetyper er særligt vanskelige varer at handle med, fordi de, såfremt de ikke behandles tilstrækkeligt kyndigt, kan kvalitetsforringes til skade for eksporten - og at det derfor i langt højere grad end gældende for andre ostetyper er nødvendigt, at eksporten forestås af virksomheder, der råder over personale med tilstrækkeligt branchekendskab og markedskendskab. Endvidere følges den praksis, at eksportører, hvis eksport af de to ostetyper anses for at være for lille, ikke opnår godkendelse. Foreningerne har ikke fundet, at klageren opfyldte de krav med hensyn til fagkundskab eller eksportens omfang, som ud fra forannævnte stilles til en eksportør.
Med hensyn til spørgsmålet om afgrænsningen af monopollovens anvendelsesområde over for eksportvirksomhed kunne monopoltilsynet ikke give tilslutning til det synspunkt, der er kommet til udtryk i foreningernes principale påstand. Monopoltilsynet er af den opfattelse, at der ikke efter monopolloven er hjemmel til at gribe ind over for virkninger i udlandet af aftaler, der begrænser konkurrencen i eksporthandelen, men at sådanne aftaler derimod er omfattet af monopolloven for så vidt angår virkningerne her i landet. Monopoltilsynet måtte derfor kunne tage stilling til rimeligheden af etablerede begrænsninger med hensyn til adgangen til her i landet at drive eksportvirksomhed - for så vidt disse begrænsninger ikke er fastlagt af offentlig myndighed i henhold til særlig hjemmel. I overensstemmelse hermed har tilsynet fundet grundlag for at behandle den foreliggende klage, der vedrører adgangen til at udøve en bestemt erhvervsvirksomhed her i landet.
Med hensyn til den foreliggende begrænsning i klagerens erhvervsudøvelse fandt tilsynet, at klageren, der er autoriseret som osteeksportør, havde en berettiget interesse i at kunne eksportere samtlige ostetyper, og at der ikke forelå dokumentation for, at det af kvalifikationsmæssige grunde var berettiget at nægte godkendelse af den mellem klageren og et privatmejeri indgåede eksportoverenskomst.
Efter forhandling med de to foreninger har disse meddelt, at de fastholder deres principale standpunkt, men efter omstændighederne efterkommer monopoltilsynets henstilling om at give klageren mulighed for at eksportere Danablu og Mycella.
En ostehandler klagede over, at Eksportforeningen og Producentforeningen af Danish Blue Cheese og Mycella nægtede at godkende en overenskomst, som han havde indgået med et ostemejeri om køb af Danablu til eksport. Efter forhandling efterkom de to foreninger Monopoltilsynets henstilling om at give klageren mulighed for at eksportere Danablu og Mycella.