Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2026
Statutory Text (2 Articles)
Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2026 – Familiesammenføring – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet
Udlændingenævnet hjemviste den 27. februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Kosovo, der søgte om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til sin herboende ægtefælle, der også er statsborger i Kosovo.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren søgte i september 2021 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen.
Både ansøgeren og referencen er statsborgere i Kosovo.
Ansøgeren og referencen var blevet gift i februar 2020, og de havde fået 2 børn sammen i henholdsvis november 2022 og juli 2024.
Referencen havde en varig skulderskade som følge af en arbejdsskade, og derudover havde han også psykiske udfordringer.
Han havde som følge af sine helbredsudfordringer i en årrække modtaget kontanthjælp, og fra november 2021 var han blevet meddelt fleksjob.
I maj 2022 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 5, da referencen havde modtaget kontanthjælp inden for de sidste 3 år.
Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, og nævnet hjemviste i oktober 2023 sagen med henblik på, at Udlændingestyrelsen skulle foretage en vurdering af referencens arbejdsskade i forhold til FN’s Handicapkonvention.
Udlændingestyrelsen indhentede yderligere oplysninger i sagen, og Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2024 igen afslag på ægtefællesammenføring på grund af manglende overholdelse af selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5.
Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, og nævnet omgjorde i oktober 2024 sagen.
Udlændingenævnet vurderede, at referencen havde en varig funktionsnedsættelse, og at hans handicap var omfattet af FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet vurderede også, at det ville udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonvention, hvis selvforsørgelseskravet i denne sag blev stillet som betingelse for ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen med henblik på, at Udlændingestyrelsen skulle tage stilling til, om de øvrige betingelser for ægtefællesammenføring var opfyldt.
I april 2025 traf Udlændingestyrelsen på ny afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.
Afslaget var denne gang begrundet med, at referencen og ansøgeren ikke opfyldt integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse
”Vi har vurderet, at du og din ægtefælle ikke opfylder kravet om, at mindst 4 ud af 6 betingelser i integrationskravet skal være opfyldt.
Vi har med denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt din ægtefælle opfylder kravet om at have bestået Prøve i Dansk 3 i danskuddannelsesloven, eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, eller mindst 5 år at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet, der i væsentlig grad har medført kommunikation på dansk.
Vi bemærker, at din ægtefælle til sagen har oplyst, at han har bestået Prøve i Dansk 3, men at han ikke har fremlagt dokumentation herfor.
Vi har med denne afgørelse heller ikke taget stilling til, hvorvidt din ægtefælle opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst 5 år forud for ansøgningens indgivelse, da vi ikke har modtaget dokumentation herfor.
Vi har imidlertid ikke anmodet om dokumentation for, at din ægtefælle opfylder betingelserne, idet vi ved afgørelsen allerede har vurderet, at du og din ægtefælle ikke opfylder 3 ud af de øvrige 5 betingelser i integrationskravet.
Vi har ved afgørelsen vurderet, at din ægtefælle ikke opfylder betingelsen om at have været under uddannelse her i landet i mindst 6 år, heraf mindst 1 års sammenhængende fuldtidsuddannelse ud over grundskolen og 10. klasse.
Vi har lagt vægt på, at din ægtefælle til sagen har oplyst, at han ikke har taget en uddannelse eller er i gang med at tage en uddannelse i Danmark.
Det forhold, at der til sagen er fremlagt et AMU-bevis for din ægtefælles gennemførelse af et Gaffeltruck kursus i perioden fra den […] januar 2024 til den […] januar 2024 kan ikke føre til en ændret vurdering.
Det forhold, at din ægtefælle fik en arbejdsskade i 2008, som har medført at han er tilkendt flexjob i 2021, kan ikke med udgangspunkt i FN’S Handicapkonvention i sig selv begrunde, at din ægtefælles 3 integrationsrelevante betingelser kan anses som værende opfyldt.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er tale om en fysisk lidelse, der har resulteret i en langvarig funktionsnedsættelse, som er omfattet af FN’s Handicapkonvention, hvorefter han ikke på sigt kan opfylde de integrationsrelevante betingelser.
Vi har samtidig vurderet, at du ikke opfylder betingelsen om at have bestået et offentligt anerkendt uddannelsesforløb af mindst 1 års varighed af en videregående uddannelse her i landet eller som kan sidestilles med en dansk erhvervsuddannelse, forud for ansøgningens indgivelse.
Vi har lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du hverken har en uddannelse eller er i gang med at tage en uddannelse.
Det fører ikke til en ændret vurdering, at du til sagen har indsendt dokumentation for, at du har afsluttet 10, 11 og 12. klasse, da der ikke er tale om et uddannelsesforløb på niveau med 1 år af en videregående uddannelse her i landet eller som kan sidestilles med en dansk erhvervsuddannelse.
Vi har desuden vurderet, at du ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år ud af de seneste 5 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse.
Vi har hertil lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du ikke har et arbejde eller tidligere har haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
Det fører ikke til en ændret vurdering, at du til sagen har fremlagt en ansættelseskontrakt for din beskæftigelse som kok ved [navn på arbejdsplads] i perioden fra den […] maj 2018 med varighed af 24 måneder, da du sammenlagt kun kan have været i fuldtidsbeskæftigelse i 2 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse.
Vi har også vurderet, at du ikke opfylder betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, eller en engelskprøve på B1-niveau eller på et tilsvarende eller højere niveau.
Vi har herved lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du hverken har bestået Prøve i Dansk 1, en engelskprøve på B1-niveau, eller en dansk- eller engelskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Da du og din ægtefælle ikke opfylder betingelserne for familiesammenføring, har vi taget stilling til, om der er ganske særlige grunde, som taler for, at du alligevel kan få opholdstilladelse.
Vi har vurderet, at der ikke er oplysninger i sagen, som understøtter, at din ægtefælle er afskåret fra at indrejse og tage ophold sammen med dig i Kosovo.
Der foreligger desuden ikke oplysninger om alvorlige helbredsmæssige problemer, der medfører, at det vil være humanitært uforsvarligt at henvise din ægtefælle til at tage ophold i Kosovo.
Da du og din ægtefælle således har mulighed for at udøve jeres familieliv i et andet land, kan I ikke fritages for at skulle opfylde de almindelige betingelser for familiesammenføring.
Det fører ikke til en ændret vurdering, at du til sagen har oplyst, at din ægtefælles helbredstilstand gør det umuligt for jer at etablere jer i Kosovo, og at hans arbejdsskade har medført en permanent funktionsnedsættelse, at Udlændingenævnet allerede har fastslået, at din ægtefælle er omfattet af FN's Handicapkonvention, og at det af lægeerklæringen af […] februar 2024 fremgår, at din ægtefælle ikke vil kunne klare sig i udlandet grundet hans helbredstilstand.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at du og din ægtefælle har 2 fællesbørn, [navn på barn1], født den […] november 2022, og [navn på barn2], født den […] juli 2024, der begge bor og har opholdstillade i Danmark.
Vi har herved lagt vægt på, at jeres fællesbørn ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at du kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af, at de almindelig krav for familiesammenføring skal fraviges.
Det kan oplyses, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, først efter 6 til 7 års uafbrudt fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene kontinuerligt har været tilknyttet en dansk institution eller skole, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for børnene, at de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring kan fraviges.
”
I april 2025 klagede ansøgeren over Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse
” Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved afgørelsen af […] april 2025 har meddelt [ansøgeren] afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at [referencen] og [ansøgeren] ikke opfylder mindst 4 ud af 6 betingelser i integrationskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8.
Det fremgår af afgørelsen, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til, om [referencen] opfylder sprogkravet eller arbejdskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1. pkt., og § 9, stk. 8, nr. 1, da styrelsen ikke har modtaget dokumentation for, at kravene er opfyldt.
Udlændingestyrelsen har angivet, at styrelsen ikke har anmodet om dokumentation for, at [referencen] opfylder kravene, idet styrelsen ved afgørelsen har vurderet, at [referencen] og [ansøgeren] ikke opfylder de øvrige krav i integrationskravet.
Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at [de] ikke kan opfylde integrationskravet, uanset hvad dokumentationen måtte vise.
Udlændingestyrelsen har som begrundelse endvidere anført følgende i afgørelsen, som er sendt til [ansøgeren]
”Det forhold, at din ægtefælle fik en arbejdsskade i 2008, som har medført at han er tilkendt flexjob i 2021, kan ikke med udgangspunkt i FN’S Handicapkonvention i sig selv begrunde, at din ægtefælles 3 integrationsrelevante betingelser kan anses som værende opfyldt.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er tale om en fysisk lidelse, der har resulteret i en langvarig funktionsnedsættelse, som er omfattet af FN’s Handicapkonvention, hvorefter han ikke på sigt kan opfylde de integrationsrelevante betingelser.
”
Udlændingenævnet skal indledningsvist beklage, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til, hvorvidt [referencen] opfylder sprogkravet i udlændingelovens § 9, stk. 8, 1. pkt. Udlændingenævnet henviser til, at sprogkravet til den herboende ægtefælle er et obligatorisk krav i integrationskravet, og at Udlændingestyrelsen er forpligtet til at tage stilling til, om dette krav er opfyldt eller ej, idet en retlig afklaring i forhold til det obligatoriske krav har stor betydning for [referencen] og [ansøgerens] retsstilling i forhold til at kunne få familiesammenføring.
Udlændingenævnet skal også beklage, at Udlændingestyrelsens afgørelse er formuleret på en sådan måde, at det fremstår som om, at styrelsen har vurderet, at [referencen] ikke har en langvarig funktionsnedsættelse.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingenævnet ved afgørelse af […] oktober 2024 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse af […] marts 2024, hvorved Udlændingestyrelsen havde meddelt [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at [referencen] havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik inden for de sidste 3 år, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet vurderede ved afgørelsen af […] oktober 2024, at [referencen] har en varig funktionsnedsættelse, og at [han] lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention.
Følgende fremgår af Udlændingenævnets afgørelse af […] oktober 2024
”Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af udtalelse fra [referencens] læge af […] februar 2024, at [referencen] har psykiske problemstillinger, der kan skyldes, at [han] formentlig lider af ADHD, og at [han] derudover har en skulderlidelse, som medfører, at [han] - på trods af afsluttet behandling - fortsat har nedsat funktion i venstre arm.
Ifølge lægeudtalelsen medfører [referencens] psykiske udfordringer og skulderproblematikken, at [referencen] er blevet tilkendt fleksjob, da [han] har brug for massiv hjælp til struktur og på grund af nedsat funktion af venstre arm.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af brev af […] maj 2021 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til [referencen], at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den […] december 2017 har truffet afgørelse omkring [referencens] tab af erhvervsevne på grund af en skade fra den […] april 2008, og at det er vurderet, at [referencen] har en anerkendt arbejdsskade, som har medført en nedsættelse af [hans] erhvervsevne med 15 %.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgår af sagen, at […] Kommune har oplyst, at [referencen] den […] oktober 2021 er blevet visiteret til fleksjob.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det efter § 116 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er en betingelse for at bevillige fleksjob, at borgeren har varige og væsentlige begrænsninger i sin arbejdsevne grundet en varig funktionsionsnedsættelse, hvorfor borgeren ikke vil kunne fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.
”
Udlændingenævnet henviser også til, at det fremgår af eIndkomst, at det siden den […] november 2021 er registreret, at [referencen] hver måned har arbejdet 32,5 timer om måneden, hvilket svarer til 7,5 timer om ugen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det ikke er enhver langvarig funktionsnedsættelse, der vil medføre, at der skal dispenseres fra integrationsrelevante betingelse i integrationskravet.
Det afgørende vil være, om den konkrete funktionsnedsættelse har et sådant omfang, at det vil være umuligt eller særligt vanskeligt for personen at opfylde en eller flere af de integrationsrelevante betingelser.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at FN’s Handicapkonvention omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Konventionen beskytter således både mod direkte og indirekte forskelsbehandling, og konventionen skal sikre en lige adgang.
Udlændingenævnet vurderer herefter, at [referencen] pga.
[sit] handicap skal fritages for at opfylde [sin] del af integrationskravet, dvs. fritages for at opfylde sprogkravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1. pkt., arbejdskravet, jf. § 9, stk. 8, nr. 1, og uddannelseskravet, jf. § 9, stk. 8, nr. 2.
Dette skyldes, at det er Udlændingenævnets vurdering, at [referencen] på grund af [sin] funktionsnedsættelse ikke vil være i stand til at forberede [sig] til og bestå Prøve i Dansk 3, at opnå ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller at fuldføre fuldtidsuddannelse.
På baggrund af en konkret vurdering af [referencens] helbredsmæssige forhold finder Udlændingenævnet, at [referencens] handicap hindrer [ham] i at kunne opfylde de 3 krav, der stilles til den herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at det forhold, at [referencen] på grund af [sit] handicap fritages for at opfylde [sin] del af integrationskravet, ikke betyder, at [ansøgeren] også skal fritages fra at opfylde de integrationskrav, der stilles til ansøgeren i udlændingelovens § 9, stk. 8.
[Ansøgeren] skal således fortsat opfylde 1 af de øvrige integrationskrav i udlændingelovens § 9, stk. 8, nr. 3-5.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, ligesom Udlændingestyrelsen, at [ansøgeren] ikke opfylder nogen af kravene i udlændingelovens § 9, stk. 8, nr. 3-5, og nævnet henviser til Udlændingestyrelsens begrundelse herfor.
Udlændingenævnet vurderer dog, at Udlændingestyrelsen ikke på tilstrækkeligvis har undersøgt, om der pga.
[referencens] handicap er sådanne ganske særlige grunde, som henset til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Handicapkonvention taler for at tillade ægtefællesammenføring, selvom [ansøgeren] ikke opfylder mindst 1 af integrationskravene i udlændingelovens § 9, stk. 8, nr. 3-5.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at det vil være muligt for [referencen] og [ansøgeren] at udøve [deres] familieliv sammen i Kosovo, da det er styrelsens vurdering, at [referencen] ikke har alvorlige helbredsmæssige problemer, hvorfor det ikke er humanitært uforsvarligt at henvise [dem] til at tage ophold i Kosovo.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at [ansøgeren] i forbindelse med en partshøring inden Udlændingestyrelsens afgørelse har påberåbt sig, at det ikke vil være muligt for [dem] at udleve familielivet i Kosovo, da [referencen] ikke vil kunne få et fleksjob i Kosovo.
Udlændingestyrelsen har ikke forholdt sig til dette anbringende i afgørelsen.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsen som følge af officialmaksimen mangler at undersøge, om [referencen] – henset til at [referencen] på grund af [sit] handicap ikke har fuld erhvervsevne og arbejder i fleksjob – vil møde en ekstra barriere ved at henvises til at udøve familielivet i Kosovo, end hvis [referencen] ikke var handicappet.
Det bør indgå i Udlændingestyrelsens vurdering af sagen, at [referencen] har en væsentlig nedsat erhvervsevne, idet [referencen] alene kan arbejde i fleksjob 7,5 time om ugen, og at Udlændingestyrelsen må undersøge, om det er muligt at opnå fleksjob i Kosovo, eller om der i Kosovo er mulighed for andre kompenserende ordninger i forhold til [referencens] nedsatte erhvervsevne.
Udlændingenævnet bemærker, at [ansøgeren] i sin klage har påberåbt sig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7. december 2021, Savran mod Danmark, sag 57467/15, og FN’s Handicapkomités afgørelse i sagen HM mod Sverige, CRPD/C/7/D/3/2011, og at Udlændingestyrelsen bør forholde sig til disse, når Udlændingestyrelsen vurderer sagen på ny.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen i forhold til EMRK artikel 8 og FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.
FAM/2026/7