Legislator Case Law & Legislation
W20260962725 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-09280

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9627 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-09280

KEN#LOKDOK23 2026 9627 Valid

Ekstra Bladet får ikke kritik for lederartikel

Ekstra Bladet bragte i august 2025 en lederartikel om omfanget og håndteringen af sager om overgreb mod børn, herunder en straffesag mod en tidligere minister for besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn.

Den omtalte tidligere minister klagede til Pressenævnet blandt andet over, at lederartiklen indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandet andet vægt på, at udsagnene fremstod som journalistens vurderinger, der ikke overskred de vide rammer for frisprog i en lederartikel.

KEN#LOKDOK23 2026 9627 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over lederartiklen ”De gør børn fortræd” , som blev bragt af Ekstra Bladet den 4. august 2025 på ekstrabladet.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at lederartiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, og at Ekstra Bladet har anvendt et billede af ham.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede lederartikel

Ekstra Bladet bragte den 4. august 2025 [Journalisten]s lederartikel ”De gør børn fortræd” på ekstrabladet.dk.

Lederartiklen blev bragt under bjælken ”EKSTRA BLADET MENER”.

Der er øverst i lederartiklen indsat et billede af [Klager] ledsaget af følgende billedtekst

”[Klager] er blandt andet tiltalt for besiddelse af tusindvis af billeder og videoer med børneporno.

Han erkender at have købt, downloadet og gennemset materialet, men nægter sig skyldig.

”

Af lederartiklen fremgår følgende

”NÅR [Klager] senere på måneden indfinder sig i Københavns Byret, blandt andet tiltalt for store mængder børneporno, indskriver han sig i en skræmmende statistik.

Ekstra Bladet sætter fokus på 'Det pædofile Danmark'.

En gennemgang af samtlige retssager gennem fire uger viser, at der dagligt sidder tre mænd på anklagebænken, tiltalt i en sag om overgreb mod børn.

Det er mere end 1000 sager om året, som handler om alt lige fra at dele et nøgenbillede af mindreårige til besiddelse af overgrebsmateriale og fysiske overgreb.

Antallet svarer stort set til rigsadvokatens tal for hele sidste år.

Størstedelen bliver dømt, og eksperter advarer om kæmpe mørketal.

OMFANGET ER CHOKERENDE.

Og for langt de fleste af os næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Men netop fordi vi har allermest lyst til at lukke øjnene, er det vigtigt at åbne dem.

Ekstra Bladets kortlægning viser, at et fåtal af gerningsmændene tilsyneladende angrer.

De forsøger sig med mere eller mindre fantasifulde forklaringer.

En hævder, at han er offer for hackere.

En anden 'kom til' at sende penisvideoer til sin papdatter, fordi han har 'tykke tommelfingre'.

Flere andre bedyrer, at de ikke anede, at der var tale om børn.

[Klager] hævder, at han var på jagt efter pædofile og nægter sig skyldig.

STRAFFERAMMEN for besiddelse af børnepornografi er op til et år – uanset om du har haft et billede eller tusindvis, og uanset om der er tale om kategori 1-materiale eller det groveste i kategori 3.

For eksempel udløste det sølle fem måneders fængsel, da en 78-årig mand for nylig blev dømt for 125.674 billeder og videoer af nøgne børn, og børn, der bliver voldtaget.

Det er ikke første gang, han er dømt.

Faren for at historien gentager sig, når han om et splitsekund kommer ud igen, virker umiddelbart overhængende.

NU HAR POLITIKERNE så vedtaget en ny strafreform, der fordobler den straf, men det træder formentlig først i kraft i 2027.

Det er for sent – og for lidt.

Samtidig efterlyser eksperter mere forebyggelse.

Psykolog [Psykologen] fra Red Barnet fortæller, at der i andre lande findes nærmest døgnåbne anonyme rådgivningslinjer for personer, der har tanker om sex med børn.

I Danmark har initiativet 'Bryd Cirklen' telefontid fire timer om ugen.

Det er nærmest latterligt.

FOREBYGGELSE, behandling og straf skal øverst på politikernes dagsorden.

Uanset om gerningsmanden har begået fysiske overgreb eller har købt eller deler materiale, hvor andre gør det for dem, bliver et ægte barn gjort fortræd.

Det er vores ansvar at beskytte dem.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 5. august 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

”Ekstra Bladet har valgt at bringe en kampagne, hvor man anvender min person som blikfang.

Det er mit forlangende, at foto af mig omgående bliver fjernet.

Af overskriften fremgår det, at “De gør børn fortræd” med altså et billede af mig.

Jeg har aldrig gjort nogen børn fortræd.

Er hverken sigtet, tiltalt eller dømt for dette.

Jeg er p.t.

anklaget i en sag om besiddelse af overgrebsmateriale, hvor jeg nægter mig skyldig.

Tværtimod fremfører jeg i min bog at jeg selv har været udsat for seksuelle overgreb som barn, hvilket er årsagen til at jeg ledte efter overgrebsmateriale.

”

[Klager] har afsluttende anført blandt andet

”Ekstra Bladet bruger mig som dækbillede og præsenterer det som en faktisk oplysning, at jeg gør børn fortræd.

Det er der absolut ikke dækning for.

Ekstra Bladet har anklageskriftet i min sag, de ved, hvad jeg er tiltalt for, de ved at jeg ikke er dømt, og at jeg nægter mig skyldig.

Det er misvisende og giver læseren et fejlagtigt indtryk.

Jeg mener at Pressenævnet i sin afgørelse bør lægge vægt på, at Ekstra Bladet var medvirkende til, at sagen mod mig blev offentligt kendt, da de bragte en række oplysninger og et billede af mig, med en tydeligt bevidst utilstrækkelig sløring.

Hermed har de sikret sig at de kan skrive om mig.

Det er tydeligt, at lederen kun er skrevet for at udbrede sig negativt om mig igen.

Deres henvisning til en fordobling af straframmen, der blev aftalt 6 uger før artiklen blev bragt , savner mening.

Indtil 4. august (hvor de bragte artiklen), har de kun omtalt den aftalte fordobling af straffen i en faktaboks på dagen for aftalen og i en artikel, hvor Red Barnet i stedet for at bakke op om strafskærpelsen, kritiserer at der ikke er fokus på forebyggelsestiltag [der er indsat et link til artiklen ”Ny reform: Hårdere straffe venter for grov vold” bragt den 25. juni 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet ].

Ekstra Bladets pludseligt opståede interesse for strafskærpelsen kan kun ses som deres kampagne mod mig op til sagen mod mig den 21. august.

Da de et par uger tidligere bragte en artikel om sager vedrørende seksuelle krænkelser af børn, nævnte de ikke engang strafskærpelsen [der er indsat et link til artiklen ”Her er ’Det pædofile Danmark’” bragt den 24. juli 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet ]”

2.2 Ekstra Bladets synspunkter

Ekstra Bladet har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet anført blandt andet

”Ekstra Bladet gør gældende, at lederen ” De gør børn fortræd ” indeholdende et billede af Klager, er et meningsbaseret debatindlæg, for hvilke der tillades en højere grad af frisprog, og som i det hele er i overensstemmelse med god presseskik.

Lederen er skrevet af en af Ekstra Bladets journalister og er udtryk for skribentens holdning.

Lederen er i toppen markeret med ”Lederen” og er deklareret med underrubrikken ”Ekstra Bladet mener”.

Det er dermed klart, også for andre end Ekstra Bladets faste læsere, hvilken type artikel der er tale om.

Lederen er en generel kommentar til omfanget og håndteringen af sager om overgreb begået mod børn i Danmark, som Ekstra Bladet aktuelt sætter fokus på i en artikelserie om ”Det pædofile Danmark”.

I lederen beskrives karakteren og omfanget af sager om overgreb mod børn i Danmark, ligesom spørgsmål om straf og forebyggelse debatteres.

Ekstra Bladet afviser Klagers påstand om, at Ekstra Bladet bruger Klager som blikfang for en kampagne.

Ekstra Bladet omtaler Klager og anvender billedet af Klager i lederen, fordi han aktuelt er tiltalt i en sag om besiddelse af børneporno, og sagen mod Klager beskrives i lederen som et eksempel på en af de mere end 1000 sager om overgreb mod børn i Danmark, som årligt behandles i det danske retssystem.

Vedrørende Klager fremgår følgende af brødteksten

”Når Klager senere på måneden indfinder sig i Københavns Byret blandt andet tiltalt for store mængder børneporno, indskriver han sig i en skræmmende statistik.

”

Videre fremgår det

”Klager hævder, at han var på jagt efter pædofile og nægter sig skyldig.

”

Billedet af Klager, som anvendes i lederen, viser Klager iført jakke, skjorte og slips.

Billedet ledsages af en billedtekst med følgende ordlyd

”Klager er blandt andet tiltalt for besiddelse af tusindvis af billeder og videoer med børneporno.

Han erkender at have købt, downloadet og gennemset materialet, men nægter sig skyldig”.

Straffesagen mod Klager er en sag af væsentlig offentlig interesse, som siden sagens begyndelse i marts 2025 har været under massiv offentlig bevågenhed og omtalt i samtlige danske medier, herunder Ekstra Bladet.

Klager er tidligere toppolitiker, folketingsmedlem og senere topfigur i dansk erhvervsliv og således en offentlig kendt person, som må tåle en mere nærgående omtale end andre.

Videre stod Klager i en pressemeddelelse i marts 2025 selv frem som tiltalte i sagen.

Klager har i interviews udtalt sig om sagen, herunder i podcastprogrammet Q&CO.

Klager udgav i juni 2025 derudover en bog, hvori Klager fortæller sin egen version af sagen.

Oplysningerne vedrørende Klager i lederen er alene faktuelle oplysninger om, hvad Klager er tiltalt for, ligesom lederen indeholder oplysning om, hvordan Klager forholder sig til tiltalen, idet det fremgår, at Klager erkender at have købt, downloadet og gennemset børnepornografisk materiale, men at han nægter sig skyldig.

Billedet af Klager har ikke en privat eller følsom karakter.

Anvendelsen af billedet af Klager har dækning i lederen, idet Klager omtales, fordi han aktuelt er tiltalt i en sag om besiddelse af børneporno.

Anvendelsen af billedet er således i overensstemmelse med Ekstra Bladets redigeringsret.

For så vidt angår overskriften ”De gør børn fortræd” , har denne dækning i lederens indhold og fremstår som skribentens vurdering af personer, som begår overgreb mod børn, herunder i form af besiddelse af børnepornografisk materiale.

Det fremgår bl.a. af brødteksten

”Forebyggelse, behandling og straf skal øverst på politikernes dagsorden.

Uanset om gerningsmanden har begået fysiske overgreb eller har købt eller deler materiale, hvor andre gør det for dem, bliver et ægte barn gjort fortræd.

”

Efter Ekstra Bladets opfattelse går billedet og oplysningerne i lederen ikke udover de vide rammer for frisprog, der tilkommer medierne i et debatindlæg.

Det er således Ekstra Bladets opfattelse, at der ikke er grundlag for at fjerne billedet af Klager.

Lederen er dermed i det hele i overensstemmelse med god presseskik.

Det understøttes også af Pressenævnets praksis.

Ekstra Bladet henviser i den forbindelse til Pressenævnets kendelser i sag nr. 2024-12205, sag nr. 2024-08688, sag nr. 2023-08296 og sag nr. 2023-04996.

Sagerne angik alle lederartikler med et markant – og i visse tilfælde groft – sprogbrug, herunder blandt andet ”ulækkert langer ud efter de andre politikere” og ”groteske menneskesyn” (sag nr. 2023-04996), 'han blev holdt skjult - familien planlagde det'” og ”[person 1]s familie har med sine løgne og bedrag skadet integrationen mere, end onklerne aner” (sag nr. 2023-08296), ”afsløringen af en lodret løgn af karakterskadende art om en kvinde” (2024-12205) samt omtalen af en klager som ”højreradikal” (sag nr. 2024-08688).

Pressenævnet udtalte ikke kritik af medierne i disse sager med henvisning til de vide rammer for frisprog, og idet lederartiklerne var tydeligt deklareret som debatstof og fremstod som vurderinger og ikke som faktuelle oplysninger eller reelle beskyldninger.

”

Ekstra Bladet har i mediets afsluttende bemærkninger anført blandt andet

”Til klagepunktet om, at Ekstra Bladet bruger Klager som dækbillede i lederen ”De gør børn fortræd” , henviser Ekstra Bladet til udtalelsen af 14. august 2025 og bemærker, at Klager på publiceringstidspunktet var tiltalt i en sag om besiddelse af omfattende børnepornografisk materiale samt en børnesexdukke.

Ekstra Bladet bemærker i forlængelse heraf, at Klager i Københavns Byret den 1. september 2025 er blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel i sagen.

Som det fremgår af udtalelsen af 14. august 2025, er lederen et meningsbaseret debatindlæg, for hvilke der tillades en højere grad af frisprog.

Overskriften ”De gør børn fortræd” , har dækning i lederens indhold og fremstår som skribentens vurdering af personer, som begår overgreb mod børn, herunder i form af besiddelse af børnepornografisk materiale.

Billedet af Klager har ikke en privat eller følsom karakter.

Anvendelsen af billedet af Klager har efter Ekstra Bladets opfattelse utvivlsomt dækning i lederen og tiltalen mod Klager.

Anvendelsen af billedet er således i overensstemmelse med Ekstra Bladets redigeringsret, og lederen er i det hele i overensstemmelse med god presseskik.

For så vidt angår Klagers bemærkning om, at Pressenævnet ved vurdering af klagen bør tillægge det vægt, at Ekstra Bladet var medvirkende til, at sagen mod Klager blev offentligt kendt, ved at bringe en række oplysninger om Klager samt en, ifølge Klager, ”tydeligt bevidst utilstrækkelig sløring”, bemærker Ekstra Bladet, at straffesagen mod Klager er en sag af væsentlig offentlig interesse, som siden sagens begyndelse i marts 2025 har været under massiv offentlig bevågenhed og omtalt i samtlige danske medier, herunder Ekstra Bladet.

Klager stod i en pressemeddelelse i marts 2025 selv frem som tiltalte i sagen og har i interviews udtalt sig om sagen, herunder i podcastprogrammet Q&CO.

Derudover udgav Klager i juni 2025 en bog, hvori han fortæller sin egen version af sagen.

Det bemærkes i øvrigt, at Klager ikke tidligere har klaget over Ekstra Bladets dækning af straffesagen mod Klager – heller ikke i relation til Ekstra Bladets sløring af Klager forud for Klagers pressemeddelelse, hvori han stod frem som tiltalte.

Klagefristen, for så vidt angår dette punkt, er således overskredet og bør følgelig heller ikke indgå i Pressenævnets vurdering af, hvorvidt lederen er i overensstemmelse med god presseskik.

Vedrørende klagepunktet om, at Ekstra Bladet kun har skrevet lederen for at udbrede sig negativt om Klager, samt at Ekstra Bladets omtale af en strafskærpelse på området er en kampagne mod Klager op til straffesagens begyndelse, bemærker Ekstra Bladet, at lederen er en generel kommentar til omfanget og håndteringen af sager om overgreb begået mod børn i Danmark, som Ekstra Bladet har sat fokus på i en artikelserie om ”Det pædofile Danmark”.

I lederen beskrives karakteren og omfanget af sager om overgreb mod børn i Danmark, ligesom spørgsmål om straf og forebyggelse debatteres.

Det er i den forbindelse yderst relevant at omtale den vedtagne strafskærpelse på området.

Ekstra Bladet fastholder, at billedet og oplysningerne i lederen ikke går udover de vide rammer for frisprog, der tilkommer medierne i et debatindlæg, og at lederen i det hele i overensstemmelse med god presseskik.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

God presseskik

Korrekt information og privatlivets fred

[Klager] har klaget over, at lederartiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, og at Ekstra Bladet har anvendt et billede af ham i sammenhæng med overskriften ”De gør børn fortræd” .

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at han aldrig har gjort nogen børn fortræd, at han hverken er sigtet, tiltalt eller dømt for dette, og at han tværtimod fremfører i sin bog, at han selv har været udsat for seksuelle overgreb som barn, hvilket er årsagen til, at han ledte efter overgrebsmateriale.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

1 og A.

6.

Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. punkt B.

1.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om¬redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Det er Pressenævnets opfattelse, at en lederartikel i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler.

Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af sit virke som minister, medlem af Folketinget, leder i det private erhvervsliv og debattør er en offentligt kendt person.

Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer i højere grad end privatpersoner i almindelighed må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger.

Den påklagede lederartikel er blevet bragt under en bjælke med teksten ”EKSTRA BLADET MENER”.

Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om en lederartikel.

Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i marts 2025 blev tiltalt ved Københavns Byret for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2 (besiddelse af seksuelt materiale af personer under 18 år) samt straffelovens § 235 a (besiddelse af en dukke, som fremstår som et barn, og som er konstrueret med et seksuelt formål for øje).

Pressenævnet finder, at den påklagede lederartikel klart fremstår som et indlæg, hvori journalist [Journalisten] med udgangspunkt i en række straffesager om seksuelt overgrebsmateriale med børn tilkendegiver sin holdning til omfanget af disse forbrydelser i Danmark, herunder gerningspersonernes forklaringer, kritik af en for lav strafferamme og en begrænset adgang til forebyggende behandlingstilbud.

Uanset den markante sprogbrug finder nævnet, at overskriftens formulering ”De gør børn fortræd” i sammenhæng med billedet af [Klager] ikke overskrider de vide rammer for frisprog i en lederartikel.

Nævnet bemærker, at det korrekt fremgår af lederartiklen, at [Klager] blandt andet var tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn, at hans stillingtagen til skyldsspørgsmålet fremgår af lederartiklen, og at hans synspunkt om, at han ”var på jagt efter pædofile” ligeledes er gengivet.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for at bringe den påklagede lederartikel.

Afgjort den 16. juni 2026

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →