Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-08665

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-08665

Ikke kritik af Zetland for gengivelse af interview.

Zetland omtalte i juli 2025, at en politiker i en bog havde takket en navngiven person.

I den påklagede artikel undersøgte Zetland, hvem denne person var, og i den forbindelse blev en række andre personer, som havde kendskab til pågældende, omtalt.

En af disse klagede til Pressenævnet over blandt andet, at Zetland havde bragt oplysninger fra en telefonsamtale med ham, uden at han havde samtykket til det.

Pressenævnet fandt ikke anledning til at kritisere Zetland for at offentliggøre og omtale interviewet og lagde blandt andet vægt på, at der ikke var tale om skjulte optagelser.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Afsnit 2: [Person 1] har særligt én magtfuld politikers øre.

“Jeg har ikke sagt noget til nogen endnu””, bragt den 15. juli 2025, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at en udtalelse fra ham er bragt som citat og lydklip i artiklen, uden at han forinden var informeret herom, samt over manglende forelæggelse.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Zetland bragte den 15. juli 2025 artiklen ” Afsnit 2: [Person 1] har særligt én magtfuld politikers øre.

“Jeg har ikke sagt noget til nogen endnu” ” i serien ” Med dansk hilsen ”.

Artiklen har følgende underrubrik

”Til en reception på Christiansborg dukker vores hovedperson op og mystificerer politikerne”

Der er i artiklen indsat et lydklip af 22 minutters varighed.

Indholdet er i det væsentlige svarende til artiklen.

I lydklippet er der blandt andet også inddraget den i artiklen omtalte lydoptagelse med telefonopkaldet til [Klager].

Af artiklen fremgår blandt andet

”Det var en festdag på Christiansborg.

[Person 2] fra partiet [Parti A] havde klædt sig i et fint jakkesæt og stod i et lille lokale på Christiansborg, hvor væggene var dækket til med portrætter af tidligere [Parti C] statsministre.

Vi er i august 2024, [Person 2]s kollega i Folketinget, socialdemokraten [Person 3], havde skrevet en bog og inviteret [Person 2] og andre udvalgte til at fejre udgivelsen.

[Titel], hedder bogen, en bog om konsekvenserne ved for stor indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika.

Der var omkring 10 – 15 mennesker til receptionen, da [Person 2] ankom.

Folk, der hyggesnakkede i hjørnerne med et glas champagne i hånden.

[Person 2] tog en Faxe Kondi fra køleskabet og gik rundt for at hilse på folk, både de kendte og ukendte ansigter.

Det tænkte han ikke videre over.

Dagen efter var [Person 2] tilbage på sit kontor på Christiansborg, da en mail tikkede ind.

Afsenderens navn kendte [Person 2] efterhånden ret godt, i hvert fald på skrift: [Person 1].

Manden, der sendte hundredvis af mails til politikerne.

Var det nu en ros eller en sviner, der stod i mailen?

tænkte [Person 2].

Men det var ingen af delene.

[Person 1] ville takke [Person 2] og [Parti A] for at være mødt talstærkt op til receptionen.

“Da jeg læser mailen ved jeg, at [Person 1] har været til bogreceptionen,” fortæller [Person 2].

[Person 1] havde åbenbart også hilst på ham, skrev han i mailen.

Men han havde ikke introduceret sig.

[Person 2] blev lidt paf: “Det var jo lidt mystisk, at en mand, der har skrevet til os gennem lang tid, ikke rigtig sagde, hvem han var.

” Hvorfor introducerede [Person 1] sig ikke?

Det nagede [Person 2].

Så han forsøgte at genskabe situationen.

Gik tilbage til lokalet for at se det for sig.

Hvor stod folk?

Hvem havde han hilst på?

Hvor kunne [Person 1] have været?

Uanset hvor meget han prøvede, fik han ikke et ansigt frem på nethinden.

“Det irriterer mig stadig den dag i dag,” fortæller [Person 2].

“Jeg overvejer stadig at prøve at skrive til ham: Lad mig lige se dig.

Altså … hvem er du?

”

Dette er andet afsnit af vores nye serie Med dansk hilsen.

En slags politisk thriller, der møder filmen Catch Me If You Can, hvis du har set den.

I centrum af historien står [Person 1].

Og det er på sin vis en historie om, hvem denne mystiske mand er.

Samtidig rummer fortællingen en større historie om et af tidens måske vigtigste og mest ømfindtlige politiske spørgsmål: Hvem skal have lov at kalde sig dansk?

Det er en historie, vi her på Zetland har gravet i siden december 2024.

Og undervejs læste vi pludselig [Person 1]s navn i [Person 3]s bog.

Navnet stod i bogens takkekapitel, klemt ind mellem [Parti B]s formand, [Person 4], og de [Parti C] ministre [Person 5] og [Person 6].

Hvad lavede [Person 1]s navn der i det fine selskab?

Vi har forsøgt at spørge [Person 3], hvorfor han takker [Person 1] i sin bog.

[Person 3] ønsker ikke at svare på spørgsmålet.

Men det er ikke svært at forestille sig, hvorfor [Person 1]s navn står der.

[Person 3]s bog handler om en bekymring for Danmarks fremtid, som han deler med et flertal i Folketinget: at indvandrere og efterkommere fra Mellemøsten og Nordafrika er markant overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne.

At regningen for indvandringen fra de lande alene i 2019 var på 24 milliarder kroner.

At mange af dem ifølge [Person 3] bærer på antidemokratiske, udanske værdier.

Og når man først har tildelt dem statsborgerskab, er det tæt på umuligt at skille sig af med dem igen.

Hvis [Person 3]s bog er et politisk manifest, er [Person 1] manden, der gør rugbrødsarbejdet.

I hundredvis af hans mails kan vi se, at han er optaget af, hvem der må kalde sig dansk statsborger.

Han går i detaljen, finkæmmer ansøgernes Facebook-profiler, skaffer gamle domme og indhenter aktindsigter.

Han dokumenterer, at nogle statsborgerskabsansøgere enten har begået kriminalitet eller giver udtryk for holdninger, der kan anses for udanske og antidemokratiske.

[Person 1] har sendt oplysninger videre til ministre og medlemmer af Folketinget — oplysninger, som i flere tilfælde har ført til, at ansøgere blev kaldt til samtale om deres værdier eller fået afslag.

Derfor er det måske ikke så overraskende, at han figurerer i takkekapitlet i [Person 3]s bog.

Og nu ved vi også, at [Person 1] er virkelig.

Han er ikke bare en opdigtet mailsignatur eller et pseudonym for en gruppe mennesker.

Han er en, der har mænget sig med politikerne på Christiansborg.

Det er især i et rum på slottet, hvor [Person 1] gør sin indflydelse gældende: I det udvalg, hvor politikerne diskuterer, hvem der får statsborgerskab.

Og for at forstå, hvordan [Person 1] gør det, har vi spist en pizza med en mand, der har været på [Person 1]s radar.

[…]

Den sag gjorde os også mere nysgerrige på [Person 1].

Vi vil forstå manden, der dukker op til bogreception, trykker hånd med politikere, og som har indflydelse på et af tidens store politiske spørgsmål, nemlig, hvem der skal have lov at kalde sig dansker.

Vi har dog end ikke et billede af ham.

Men vi ved nu, at han kan paragrafferne, der kan afsløre ansøgere, som ikke lever op til reglerne.

Så lad os følge det, vi kalder jurasporet.

“Jeg gennemgår nu 100 andragere om dagen frem til spørgsmålsfristen den 13. maj 2024 sideløbende med, at jeg eksamenslæser tingsret.

Mit liv er forbandet kedeligt.

Med dansk hilsen, [Person 1].

” Sådan slutter en af de mange mails, som [Person 1] har sendt til embedsværket.

Andragere er et ord, [Person 1] bruger om ansøgere til statsborgerskab.

100 om dagen gennemgår han, og det er ikke kun bøder, han finder.

Han finder også mere alvorligere sager.

Som en tyrkisk mand, der nær havde fået statsborgerskab, hvis da ikke [Person 1] opdagede, at ansøgeren i 2002 havde slået en politiker fra [Parti B] ned efter et debatmøde.

Så blev han ellers strøget.

Særligt én politiker ser ud til at have [Person 1]s opmærksomhed.

Det er [Parti B]s [Person 7], formanden for Indfødsretsudvalget.

Han er en af de få, [Person 1] er på fornavn med i sine e-mails.

Og der er også oplysninger, som [Person 1] først sender til [Person 7].

“Kære [Person 7].

Hold meget godt øje med nr. (sløret),”, skriver han for eksempel i en mail og udpeger en særlig ansøger for [Person 7].

Ansøgerens nummer her er sløret.

“Jeg har ikke sagt noget til nogen endnu,” tilføjer [Person 1].

I flere spørgsmål til ministeren nævner [Person 7] direkte [Person 1] ved navn.

Det gælder blandt andet sagerne om pizzeriaejeren og voldsmanden mod [Parti B]-politikeren.

Og i andre spørgsmål kan vi se, at [Person 7] spørger ind til borgere og deres udtalelser og opslag på eksempelvis Facebook, kort tid efter at [Person 1] har gjort ministeriet opmærksom på de selvsamme borgere og Facebook-opslag.

Når man læser de mange mails, er det ofte, som om [Person 1]s rugbrødsarbejde slutter der, hvor [Person 7]s politiske arbejde begynder.

Så vi ringer til [Person 7].

[Person 1], siger det dig noget?

“Jaaa…” svarer han tilbageholdende.

Du trækker lidt på det?

“Jo, men det er jo en fyr, der sender mails til, jeg tror, snart hele Folketinget,” fortæller [Person 7].

Han kan ikke henvise til specifikke sager, [Person 1] har bidraget til.

Men så siger han: “Hvis folk henvender sig med viden eller informationer, uanset hvilke borgere de så er, som kan være relevante for vores arbejde, så kan det jo godt være noget, der bliver brugt i forhold til, hvordan vi håndterer nogle sager.

” Vi har efterfølgende inviteret [Person 7] til at uddybe sin relation til [Person 1], og hvordan [Person 1] bidrager til [Person 7]s arbejde og de spørgsmål, han stiller ministeren.

[Person 7] har ikke ønsket at stille op til et opfølgende interview.

Så vi graver videre i [Person 1]s mails, som vi har, fordi vi har søgt aktindsigt i de mails, han har sendt embedsværket.

Det er den præcis samme ret, [Person 1] udnytter, når han som journalist søger aktindsigter i andragernes sager for at tjekke, om de har rent mel i posen.

Han søger helt vildt mange oplysninger.

Faktisk stod [Person 1] i 2023 bag svimlende 20 procent af alle aktindsigter til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det betyder, at embedsværket bruger rigtig mange ressourcer på at levere oplysninger til [Person 1].

Så det er oplagt at spørge udlændinge- og integrationsminister [Person 5] til [Person 1], da vi taler med ministeren på hans kontor.

Er det egentlig et menneske, du har mødt?

“Ja, jeg har mødt ham,” svarer [Person 5].

Det er et gennembrud: en politiker, der fortæller, at han har mødt [Person 1].

Ministeren husker, at han havde vist nogle gæster rundt på Christiansborg, hvorefter [Klager], lederen af højrefløjspartiet [Parti D], henvendte sig: “Og så siger jeg hej til ham, og så præsenterer han [Person 1].

” [Person 5], [Klager] og [Person 1] snakkede sammen i ti minutter, husker ministeren.

Især om en udfordring med, at udlændinges kriminalitet blevet slettet fra registrene efter et vist antal år.

[Klager] og [Person 1] fortalte ministeren om en konkret person, de mente skulle fratages statsborgerskabet.

Og så gik [Person 5] videre.

Ud fra beskrivelsen af samtalen lyder det som den [Person 1], vi leder efter.

Så måske kan [Klager] føre os til [Person 1].

Vi søger på [Klager]s navn i stakken af mails fra [Person 1], og der er bid.

Den ene mail indeholder en fødselsdagssang, [Person 1] har skrevet til [Klager], som [Person 1] af en eller anden grund også har sendt til embedsværket: “[Klager] har fødselsdag og det har han jo og det er i dag.

[Klager] har fødselsdag og det har han jo i dag.

” Sangen slutter med: “Og så vil jeg udråbe et trefoldigt fuck islam: [Klager] længe leve … Fuck islam!

Fuck islam!

Og så det lange … Fuuuuuuck islaaaaaam!

“ I en anden mail lykønsker [Person 1] partilederen med at have bestået sin teoriprøve.

Og i en tredje foreslår han [Person 5], at Udlændinge- og Integrationsministeriet omdøbes til “Fremmedministeriet” med [Klager] som departementschef og ham selv som afdelingschef med et par tidligere [Parti D]-medlemmer i andre chefstillinger.

Vi kan ikke se, om [Klager] besvarer [Person 1]s mails.

Så vi ringer til partilederen og spørger, om han har været på Christiansborg med [Person 1].

“Hvis [Person 5] siger, at han har set mig med [Person 1], så det lyder da rigtigt,” svarer han.

Men hvad er din relation til [Person 1]?

spørger vi [Klager] om.

Er I bekendte?

Er I venner?

Har han tidligere været medlem af [Parti D]?

Hvordan kender I hinanden?

“Det har jeg faktisk ikke nogen kommentar til,” svarer han.

Men, siger han, send en sms med et navn og mail på journalisten, der vil i kontakt med [Person 1]: “Og så i det omfang, jeg stadig har kontaktoplysninger for [Person 1], så skal jeg nok skrive til ham, du gerne vil have kontakt med ham.

” [Klager] lover ikke for meget, men vi har nu kontakt til en, der måske har kontakt til [Person 1].

Så vi venter.

Venter for at kunne finde ud af, hvad denne ihærdige mailskriver håber at opnå med alt sit slid.

(Ud over en god eksamen i tingsret, selvfølgelig).

For [Person 1] er nemlig ikke kun optaget af regler.

Han er også optaget af det modsatte.

Af værdier.

Af holdninger.

Af ansøgernes sindelag.

Og hvordan [Person 1] præcis graver i folks sindelag, og hvad det har af konsekvenser, vil vi fortælle i næste afsnit.

Men hvad med [Person 1]s sindelag?

I de mange, mange mails, han sender til embedsværket om ansøgere, er det ikke kun deres detaljer, han beder om.

Han deler også en del om sig selv og sit eget syn på verden.

[…]

Hvis vi skal forsøge at forstå [Person 1]s motivation for at grave i ansøgeres liv, skal den måske findes i noget, [Person 1] ofte skriver om.

Det er befolkningsudviklingen her til lands.

At der ikke bliver født nok børn, etnisk danske børn forstås: “Danske kvinder vil kun dødsføde i skraldeposer og adoptere katte, hunde, muslimer og negere.

” Det provokerer ham derfor, at politikere uden børn sidder og godkender ansøgere fra udlandet.

For eksempel i denne mail: “Nærmest ingen folketingsmandater har børn.

Har lige set et indslag på TV2 Øst fra 1998 om en åndssvag, der blev steriliseret (…).

Hun legede med dukker som voksen.

Det samme gør mandater, der stemmer for love om befolkningsudskiftning.

Bare fordi de ikke selv gider føde og opfostre rigtige danskere med ægte dansk indfødsret (jus sanguinis).

” De sidste to ord i mailen, “jus sanguinis”, er en sætning, [Person 1] bruger ofte.

Det er latinsk for “blodets ret”.

Det er en juraterm for, at ens nationalitet bestemmes af ens forældres nationalitet, uanset hvor man er født i verden.

Dét er blodets ret.

Jus sanguinis.

De ansøgere, der interesserer [Person 1], har ikke blodets ret til statsborgerskab.

De skal på anden vis retfærdiggøre, at de skal kunne kalde sig dansker.

For eksempel i et rum fuld af politikere, der skal bedømme, om de er danske nok.

I næste afsnit skal vi ind i det rum.

For [Person 1] graver ting frem om en syrisk mand på Fyn, og kort efter bliver manden indkaldt til en samtale om hans værdier på Christiansborg.

Den allerførste i danmarkshistorien.

Og vi skal med.

Vi har spurgt [Person 1], hvorfor han var til stede under [Person 3]s bogreception, hvorfor han kender [Klager], og hvilke tanker han gør sig om de ord, han bruger om folk med anden etnisk baggrund end dansk.

Vi har også spurgt ham, hvad der bekymrer ham ved udviklingen i Danmark og vores indfødsretssystem.

Det har han ikke svaret på.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 15. juli 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

”Jeg indgiver hermed klage over Zetland for overtrædelse af de presseetiske regler vedr.

denne artikel: […]

1.

Manglende oplysning om interviewsituation

Den 27. juni 2025 kl.

13.49 blev jeg telefonisk kontaktet af Zetlands journalist [Journalisten].

Han oplyste ikke, at

I.

Samtalen blev optaget

II.

Det var et interview til brug for en artikel

III.

Udtalelser kunne blive citeret offentligt

Jeg deltog i samtalen i god tro om, at det drejede sig om en personlig forespørgsel i journalistisk research – ikke et interview.

2.

Ulovlig offentliggørelse og citatbrug

Trods ovenstående valgte Zetland i dag 15. juli 2025 at offentliggøre artiklen “Sådan fik Zetland kontakt til [Person 1]”, hvor følgende problematiske elementer fremgår

A.

Udtalelser fra mig gengives i journalistens tekst og lydklip, uden mit samtykke og uden forudgående orientering om formål.

B.

Lydoptagelse fra samtalen offentliggøres i artiklen.

C.

Min bemærkning om, at jeg kunne sende [Person 1] kontaktoplysningerne, gengives i en sammenhæng, der kan opfattes som samtykke til journalistens henvendelse – hvilket ikke var tilsigtet.

3.

Brud på god presseskik Zetland har dermed overtrådt

B.

6 og B.

7 – Det skal tydeligt fremgå, når en samtale sker med henblik på offentliggørelse.

Enhver har krav på at vide, om udtalelser gives til citat.

A.

1 – Citat skal være loyalt og i overensstemmelse med det, den interviewede har sagt og ment.

Mine udtalelser er blevet gengivet ud af kontekst og det er eksempelvis ikke nævnt, at jeg oplyste, at det måtte være meget lang tid siden, at jeg mødte [Person 5] og [Person 1] på Christiansborg.

A.

3 – Jeg er ikke blevet forelagt udtalelserne fra [Person 5] om samtalen Christiansborgs indhold.

Det fremgår, at jeg ønskede, at en specifik udlænding skulle fratages dansk statsborgerskab.

Det bestrider jeg!

Da det er agtelsesforringende oplysning, så burde jeg have været forelagt dette først!

”

[Klager] har som svar på Zetlands udtalelse anført blandt andet, at

”I denne sag kan jeg oplyse, at jeg efter artiklens offentliggørelse havde en telefonsamtale med ministeren.

Han bekræftede over for mig, at jeg ikke havde sagt til ham, at jeg "ønskede, at en specifik udlænding skulle fratages dansk statsborgerskab".

Det var alene [Person 1], som havde sagt dette.

”

2.2 Zetlands synspunkter

Zetland har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

” Baggrund

Zetland udgav den 13.-17. juli i alt fem afsnit af serien ‘Med dansk hilsen,’ der fortæller historien om en mystisk mand ved navn [Person 1] og hans markante indflydelse på dansk integrationspolitik i de seneste år.

Artiklerne kan læses og lyttes online på følgende adresser.

Kodeord og login kræves ikke.

[Der er i mediesvaret indsat links til de omtalte artikler, Pressenævnet ]

Afsnit 1: En ansigtsløs mand ændrer dansk politik fra skyggerne.

Hvem er [Person 1]?

Afsnit 2: [Person 1] har særligt én magtfuld politikers øre.

“Jeg har ikke sagt noget til nogen endnu”.

Afsnit 3: Mohamad troede, at statsborgerskabet var hjemme.

Så fandt [Person 1] hans 10 år gamle profilbillede.

Afsnit 4: En trussel om halshugning afslører [Person 1]s skjulte fortid.

Han har ikke altid været [Person 1].

Afsnit 5: [Person 1] opstod ikke ud af det blå.

Vi sporer ham til Natholdet, Nordkorea og en konflikt med unge socialister.

I de fem afsnit fortæller vi blandt andet, at [Person 1] er blevet nævnt fra talerstolen i Folketingssalen blandt andet af en minister, at han har mødtes med samme minister på dennes kontor, at han står i takkeordet i en anden ministers bog, at han har fundet kompromitterende materialer om de personer, der senere blev indkaldt til de såkaldte sindelagssamtaler på Christiansborg og ikke mindst sendt tusindvis af emails til politikere og embedsmænd med oplysninger om blandt andet almindelige borgere, der har ført til en lang række §20-spørgsmål.

Serien dokumenterer derudover, at en række personer af udenlandsk oprindelse egentlig var godkendt til at blive danske statsborgere, men med oplysningerne fra [Person 1]s personlige research sendt til politikerne i indfødsretsudvalget blev personerne fjernet fra lovforslag.

Serien fortæller også om [Person 1]s baggrund og person.

Heriblandt at han tidligere var meget aktiv på venstrefløjen, blev smidt ud af en ungdomsorganisation på den yderste venstrefløj og blandt andet har stået bag den omstridte hjemmeside Syrienblog, der blandt andet afdækkede folk bosiddende i Danmarks rejser til kampene i Syrien.

Serien udkommer – som alle Zetlands udgivelser – både på lyd og tekst.

[Person 1] har klart udtrykt, at han ikke selv ønsker at medvirke i serien eller svare på Zetlands spørgsmål.

Klagers optræden i Zetlands serie

[Klager] optræder i seriens andet afsnit.

Her fortæller udlændinge- og integrationsminister [Person 5], at han har mødt [Person 1].

Vi fortæller derefter: [Der er i mediesvaret herefter indsat et citat fra artiklen, Pressenævnet ]

[…]

[Klager] optræder ikke i seriens fire øvrige afsnit.

Klagen fra [Klager]

I forbindelse med seriens fremstilling har Zetland kontaktet en lang række kilder, der på den ene eller anden måde må formodes at kende [Person 1].

I forbindelse med et interview med integrationsminister [Person 5] fortæller ministeren, at han blandt andet har mødt [Person 1], da [Person 1] og [Klager] på en ukendt dato gik på Christiansborgs gange.

De tre havde her en samtale.

Journalist på Zetland [Journalisten] kontakter den 27. juni 2025 [Klager].

Telefonsamtalen bliver optaget af [Journalisten].

Samtalen varer knap fire minutter.

Zetlands journalister er meget opmærksomme på reglerne for både optagelser og eventuel brug af disse optagelser af kilder.

Foruden de presseetiske regler og afgørelserne fra Pressenævnet har Zetland egne regler for integritet og etik, der specifikt omhandler Zetlands optagelser af kilder.

Disse regler blev senest justeret i januar 2024 og på et årligt møde gennemgås disse for eventuelle justeringer.

De aktuelle regler kan altid findes på zetland.dk/etik Paragraf 12 i Zetlands regelsæt og integritet og etik siger

“Vi optager gerne interviews og samtaler med kilder.

Hvis vi taler med medievante kilder, og vi klart har oplyst, at de taler med en journalist fra Zetland, så kan disse optagelser frit bruges til offentliggørelse.

Taler vi med kilder, der ikke er vant til kontakt fra medier, skal vi oplyse, at en optagelse er i gang, hvis vi senere ønsker at bruge optagelserne til offentliggørelse.

Lyd af for eksempel første forsøg på kontakt til kilder eller reallyd af umiddelbart tilfældige mennesker på gaden eller tilsvarende kan benyttes.

Kun i ganske særlige tilfælde kan optagelser med ikkemedievante personer offentliggøres uden forudgående oplysning om optagelse.

Dette kræver godkendelse af Zetlands chefredaktør.

”

Som det ses af regelsættet er det afgørende for Zetlands egen brug af lydoptagelser, at a) vi præsenterer os tydeligt som journalister fra Zetland og b) om en kilde er medievant eller ej.

I forhold til de presseetiske retningslinjer er det afgørende, at a) om vi præsenterer os tydeligt som journalister, 2) om kilden afviser at udtale sig eller ikke vil udtale sig til citat, og 3) om optagelserne i benægtende fald har en sådan samfundsmæssig interesse, at de alligevel kan anvendes.

I telefonopkaldet den 27. juni 2025 præsenterer [Journalisten] sig klart og tydeligt som journalist.

Telefonopkaldet begynder således på denne måde

[Klager]: [Klager]

[Journalisten]: Goddag [Klager].

[Journalisten], jeg er journalist på Zetland.

[Klager]: Ja

I samtalen med [Klager] spørger [Journalisten] [Klager] om dels hjælp til at få kontakt til [Person 1], og dels til deres relation.

[Klager] afviser ikke at udtale sig, men besvarer spørgsmålene uden at præcisere, at svarene ikke er til citat.

[Klager] må anses for at være særdeles medievant.

Han har gennem flere år som blandt andet partileder og aktiv i den offentlige danske debat systematisk opsøgt og fået massiv mediedækning.

Hans kommunikationsstil er tilrettelagt med henblik på at skabe maksimal offentlig opmærksomhed, og han har demonstreret en gennemgående evne til at håndtere interviews, presseomtale og sociale medier strategisk.

Derudover har hans juridiske baggrund bidraget til en præcis og bevidst brug af ytringsfrihedens grænser, hvilket yderligere understøtter hans professionelle omgang med medierne.

Vi mener således, at det er fuldt indenfor de presseetiske regler og tilsvarende Zetlands egne etiske regler, at vi både optager og vælger at offentliggøre uddrag af optagelserne med [Klager].

For så vidt angår [Klager]s konkrete klager

Påstand I) Zetland burde have oplyst, at samtalen blev optaget.

Pressenævnet har flere gange taget stilling til dette, blandt andet i sagsnummer 2022-80-0781, hvor Pressenævnet skriver: “Det er Pressenævnets opfattelse, at en lydoptager i dag må anses for at være et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og at en person, som taler med en journalist, må være forberedt på, at samtalen optages”.

Gengivelse af korte uddrag af en telefonsamtale med kilder omtales også i Pressenævnets afgørelse nr. 2022-80-0941.

Her skriver Pressenævnet: “Det er videre nævnets opfattelse, at i de tilfælde, hvor skrevne medier efter en telefonsamtale kunne have bragt en udtalelse som citat, kan elektroniske medier også bringe et uddrag af optagelsen som lyd”.

Påstand II) At Zetland skulle have oplyst, at det var et interview til brug for en artikel.

Zetlands journalist har klart og tydeligt præsenteret sig som netop journalist, og [Klager] er en erfaren kilde.

En journalist kontakter typisk kilder netop for at indhente information til offentliggørelse.

En medievant person – eksempelvis en tidligere partileder – kan med rimelighed forventes at forstå dette udgangspunkt og er vant til, at samtaler med journalister kan blive brugt netop i mediesammenhæng.

I det hele taget gælder der ikke nogen forpligtelse til at oplyse, at kildens udtalelser vil blive anvendt, når blot kilden er bekendt med, at vedkommende taler med en journalist.

Påstand III) At Zetland skulle have oplyst, at udtalelserne kunne blive citeret offentligt

Det er den grundlæggende præmis for dialogen mellem journalist og kilde, at udtalelser i udgangspunktet kan citeres offentligt, medmindre andet er tydeligt aftalt.

Dette gælder især, når der er tale om en medievant person, der er fortrolig med pressearbejde.

Journalistik bygger på offentliggørelse af information i offentlighedens interesse, og det ville være uforeneligt med pressefriheden, hvis en kilde uden udtrykkelig aftale kunne forvente fortrolighed uden forudgående aftale om “off record” eller lignende.

Som berørt ovenfor indebærer det forhold, at en kilde åbent taler med en journalist, at vedkommende må være forberedt på, at udtalelserne bliver optaget og senere offentliggjort.

Påstand 2A) At Zetland gengiver udtalelser uden [Klager]s samtykke og uden foregående orientering om formål.

Vi henviser her til svar på klagepunkt I, II og III.

Påstand 2B) At Zetland skulle undlade at offentliggøre samtalen i artiklen.

Vi henviser her til svar på klagepunkt I, II og III.

Påstand 2C) [Klager] oplyser: “Min bemærkning om, at jeg kunne sende [Person 1] kontaktoplysningerne, gengives i en sammenhæng, der kan opfattes som samtykke til journalistens henvendelse – hvilket ikke var tilsigtet.

”

Vi fortæller i historien: Men, siger han, send en sms med et navn og mail på journalisten, der vil i kontakt med [Person 1]: “Og så i det omfang, jeg stadig har kontaktoplysninger for [Person 1], så skal jeg nok skrive til ham, du gerne vil have kontakt med ham.

” Zetland gengiver således ikke tilsagnet om muligvis at hjælpe med kontakt til [Person 1] som et samtykke til journalistens henvendelse.

Påstand 3) Zetland har overtrådt B.

6 og B.

7 i de presseetiske regler

For så vidt angår B.

6: Vi vil henvise til, at [Klager] må anses for at være særdeles medievant, og bestemmelsen finder helt klart ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde.

For så vidt angår B.

7: Der er ikke tale om skjulte optagelser, og alene af den grund finder pkt. B.

7 ikke anvendelse.

Bortset herfra har Zetland opfyldt sine presseetiske forpligtelser med hensyn til anvendelse af lydoptager.

Påstand 3, A.

1: Citat skal være loyalt og i overensstemmelse med det, den interviewede har sagt og ment.

[Klager]s citat er blevet gengivet ud af kontekst og det er eksempelvis ikke nævnt, at han oplyste, at det måtte være meget lang tid siden, at han mødte [Person 5] og [Person 1] på Christiansborg.

De tre citater angives i fuld og klar kontekst.

Det har ikke været muligt for Zetland – heller ikke med [Klager]s hjælp – at få opklaret, hvornår mødet på gangen på Christiansborg præcist fandt sted.

Det står dog klart, at mødet var, mens [Person 5] var udlændinge- og integrationsminister.

Det blev han [Dato].

Der er således under alle omstændigheder tale om et møde, der har fundet sted i nyere tid.

Det falder i øvrigt inden for redigeringsretten at undlade at oplyse de forhold, som [Klager] nævner, og som på ingen måde forvansker indholdet af de udtalelser, som bringes.

Påstand 3, A.

3: [Klager] er ikke blevet forelagt udtalelserne fra [Person 5] om samtalen Christiansborgs indhold.

Indholdet er “agtelsesforringende” og han burde være forelagt dette først.

Vi fortæller i historien: [Person 5], [Klager] og [Person 1] snakkede sammen i ti minutter, husker ministeren.

Især om en udfordring med, at udlændinges kriminalitet blevet slettet fra registrene efter et vist antal år.

[Klager] og [Person 1] fortalte ministeren om en konkret person, de mente skulle fratages statsborgerskabet.

I telefonsamtalen med [Journalisten] afviser [Klager] flere gange at svare på konkrete spørgsmål om hans relation til [Person 1] og hans viden om [Person 1]s baggrund.

På et konkret spørgsmål om [Person 1]s fortid svarer [Klager] i telefonsamtalen således: [Klager]: Det har jeg faktisk heller ikke nogen kommentarer til.

[Journalisten]: Okay.

Så i journalistsprog betyder det ofte, at du hverken vil be- eller afkræfte?

[Klager]: Ja, det kan godt være, at det betyder det.

Men jeg kan i hvert fald sige det sådan her: Ethvert spørgsmål, du måtte stille mig om [Person 1], det har jeg ingen kommentarer til.

Dette ønske respekterer vi, og samtalen afsluttes.

[Klager] får navn, email og telefonnummer på [Journalisten] tilsendt i en sms.

Han vender aldrig tilbage.

Retningslinjer for god presseskik angiver tydeligt, at “oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende”.

[Klager] er en kendt politisk figur med klare og markante holdninger til hvem, der bør få dansk statsborgerskab.

Som partileder for partiet [Parti D] har han og partiet flere gange udtalt sig om netop specifikke personer, som de mener skal udvises af Danmark.

Det skete for eksempel på [Parti D]s hjemmeside i 2019, hvor [Parti D] optrådte med “[Parti D]s Top 20” - “De Skal Ud - evt.

med faldskærm”.

Her blev 20 navngivne personers fortid beskrevet i korte tekster efterfulgt af budskaber af, at de skulle smides ud eller rejse hjem til deres oprindelseslande.

På samme hjemmeside blev det oplyst, under partiets politik, at “fremmede, der er meddelt dansk statsborgerskab ved lov, skal have statsborgerskabet revurderet og som udgangspunkt have det annulleret”.

Budskaber af denne karakter har [Klager] siden gentaget i adskillige medier og på egne platforme.

Det kan således ikke siges at være agtelsesforringende at gengive, at en minister oplyser, at han har haft en samtale med [Klager] om en konkret person, som [Klager] mener skal fratages statsborgerskabet.

Tværtimod har blandt andet fratagelse af statsborgerskaber altid været en mærkesag for partiet, og vi gengiver alene holdninger, som [Klager] ofte har fremført offentligt.

I lyset af [Klager]s og [Parti D]s politiske historie er oplysningen derfor ukontroversiel.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.

God presseskik

Brug af lydoptagelse, redigering og forelæggelse

[Klager] har klaget over, at udtalelser fra ham er gengivet i tekst og lydklip, uden at han har samtykket hertil, at hans udtalelser er gengivet ude af kontekst, og at væsentlige dele er udeladt.

[Klager] har også klaget over, at han ikke er blevet forelagt udtalelserne fra [Person 5] om den omtalte samtale på Christiansborgs indhold om, at han ønskede, at en specifik udlænding skulle fratages dansk statsborgerskab, hvilket ikke er korrekt.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.

1 og A.

3.

Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at ved indsamling eller offentliggørelse af information må andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes.

Offentliggørelse af skjulte optagelser må kun ske, hvis de medvirkende har givet samtykke, eller hvis den samfundsmæssige interesse klart overstiger den enkeltes krav på beskyttelse, og den fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde, jf. punkt B.

6 og B.

7.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.

Af den påklagede artikel fremgår blandt andet

”Det var en festdag på Christiansborg.

[Person 2] fra partiet [Parti A] havde klædt sig i et fint jakkesæt og stod i et lille lokale på Christiansborg, hvor væggene var dækket til med portrætter af tidligere [Parti C] statsministre.

Vi er i august 2024, [Person 2]s kollega i Folketinget, socialdemokraten [Person 3], havde skrevet en bog og inviteret [Person 2] og andre udvalgte til at fejre udgivelsen.

[Titel], hedder bogen, en bog om konsekvenserne ved for stor indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika.

Der var omkring 10 – 15 mennesker til receptionen, da [Person 2] ankom.

Folk, der hyggesnakkede i hjørnerne med et glas champagne i hånden.

[Person 2] tog en Faxe Kondi fra køleskabet og gik rundt for at hilse på folk, både de kendte og ukendte ansigter.

Det tænkte han ikke videre over.

Dagen efter var [Person 2] tilbage på sit kontor på Christiansborg, da en mail tikkede ind.

Afsenderens navn kendte [Person 2] efterhånden ret godt, i hvert fald på skrift: [Person 1].

Manden, der sendte hundredvis af mails til politikerne.

Var det nu en ros eller en sviner, der stod i mailen?

tænkte [Person 2].

Men det var ingen af delene.

[Person 1] ville takke [Person 2] og [Parti A] for at være mødt talstærkt op til receptionen.

“Da jeg læser mailen ved jeg, at [Person 1] har været til bogreceptionen,” fortæller [Person 2].

[Person 1] havde åbenbart også hilst på ham, skrev han i mailen.

[…]

Så vi ringer til [Person 7].

[Person 1], siger det dig noget?

“Jaaa…” svarer han tilbageholdende.

Du trækker lidt på det?

“Jo, men det er jo en fyr, der sender mails til, jeg tror, snart hele Folketinget,” fortæller [Person 7].

Han kan ikke henvise til specifikke sager, [Person 1] har bidraget til.

Men så siger han: “Hvis folk henvender sig med viden eller informationer, uanset hvilke borgere de så er, som kan være relevante for vores arbejde, så kan det jo godt være noget, der bliver brugt i forhold til, hvordan vi håndterer nogle sager.

” Vi har efterfølgende inviteret [Person 7] til at uddybe sin relation til [Person 1], og hvordan [Person 1] bidrager til [Person 7]s arbejde og de spørgsmål, han stiller ministeren.

[Person 7] har ikke ønsket at stille op til et opfølgende interview.

Så vi graver videre i [Person 1]s mails, som vi har, fordi vi har søgt aktindsigt i de mails, han har sendt embedsværket.

Det er den præcis samme ret, [Person 1] udnytter, når han som journalist søger aktindsigter i andragernes sager for at tjekke, om de har rent mel i posen.

Han søger helt vildt mange oplysninger.

Faktisk stod [Person 1] i 2023 bag svimlende 20 procent af alle aktindsigter til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det betyder, at embedsværket bruger rigtig mange ressourcer på at levere oplysninger til [Person 1].

Så det er oplagt at spørge udlændinge- og integrationsminister [Person 5] til [Person 1], da vi taler med ministeren på hans kontor.

Er det egentlig et menneske, du har mødt?

“Ja, jeg har mødt ham,” svarer [Person 5].

Det er et gennembrud: en politiker, der fortæller, at han har mødt [Person 1].

Ministeren husker, at han havde vist nogle gæster rundt på Christiansborg, hvorefter [Klager], lederen af højrefløjspartiet [Parti D], henvendte sig: “Og så siger jeg hej til ham, og så præsenterer han [Person 1].

” [Person 5], [Klager] og [Person 1] snakkede sammen i ti minutter, husker ministeren.

Især om en udfordring med, at udlændinges kriminalitet blevet slettet fra registrene efter et vist antal år.

[Klager] og [Person 1] fortalte ministeren om en konkret person, de mente skulle fratages statsborgerskabet.

Og så gik [Person 5] videre.

Ud fra beskrivelsen af samtalen lyder det som den [Person 1], vi leder efter.

Så måske kan [Klager] føre os til [Person 1].

Vi søger på [Klager]s navn i stakken af mails fra [Person 1], og der er bid.

Den ene mail indeholder en fødselsdagssang, [Person 1] har skrevet til [Klager], som [Person 1] af en eller anden grund også har sendt til embedsværket: “[Klager] har fødselsdag og det har han jo og det er i dag.

[Klager] har fødselsdag og det har han jo i dag.

” Sangen slutter med: “Og så vil jeg udråbe et trefoldigt fuck islam: [Klager] længe leve … Fuck islam!

Fuck islam!

Og så det lange … Fuuuuuuck islaaaaaam!

“ I en anden mail lykønsker [Person 1] partilederen med at have bestået sin teoriprøve.

Og i en tredje foreslår han [Person 5], at Udlændinge- og Integrationsministeriet omdøbes til “Fremmedministeriet” med [Klager] som departementschef og ham selv som afdelingschef med et par tidligere [Parti D]-medlemmer i andre chefstillinger.

Vi kan ikke se, om [Klager] besvarer [Person 1]s mails.

Så vi ringer til partilederen og spørger, om han har været på Christiansborg med [Person 1].

“Hvis [Person 5] siger, at han har set mig med [Person 1], så det lyder da rigtigt,” svarer han.

Men hvad er din relation til [Person 1]?

spørger vi [Klager] om.

Er I bekendte?

Er I venner?

Har han tidligere været medlem af [Parti D]?

Hvordan kender I hinanden?

“Det har jeg faktisk ikke nogen kommentar til,” svarer han.

Men, siger han, send en sms med et navn og mail på journalisten, der vil i kontakt med [Person 1]: “Og så i det omfang, jeg stadig har kontaktoplysninger for [Person 1], så skal jeg nok skrive til ham, du gerne vil have kontakt med ham.

” [Klager] lover ikke for meget, men vi har nu kontakt til en, der måske har kontakt til [Person 1].

Så vi venter.

Venter for at kunne finde ud af, hvad denne ihærdige mailskriver håber at opnå med alt sit slid.

(Ud over en god eksamen i tingsret, selvfølgelig).

[…]

Vi har spurgt [Person 1], hvorfor han var til stede under [Person 3]s bogreception, hvorfor han kender [Klager], og hvilke tanker han gør sig om de ord, han bruger om folk med anden etnisk baggrund end dansk.

Vi har også spurgt ham, hvad der bekymrer ham ved udviklingen i Danmark og vores indfødsretssystem.

Det har han ikke svaret på.

”

Det er Pressenævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af sit virke som deltager i den offentlige debat og som partileder er en person, som offentligheden har kendskab til.

Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] ved telefonsamtalernes begyndelse var bekendt med, at han udtalte sig til en journalist.

Det er Pressenævnets opfattelse, at lydoptagelsen med klagers samtale med journalisten ikke udgør en skjult optagelse i de presseetiske regler punkt B.

7.s forstand.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at en lydoptager i dag må anses for at være et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og at en person, som taler med en journalist, må være forberedt på, at samtalen optages.

Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at kritisere, at telefonsamtalen blev optaget.

Under hensyn til optagelsens karakter, herunder at optagelsen angår [Klager]s professionelle virke som partileder, samt at der efter nævnets opfattelse ikke er tale om en skjult lydoptagelse, finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Zetland for at offentliggøre lydoptagelsen.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at det er nævnets opfattelse, at i de tilfælde, hvor skrevne medier efter en telefonsamtale kunne have bragt en udtalelse som citat, kan elektroniske medier også bringe et uddrag af optagelsen som lyd.

Pressenævnet finder endvidere, at gengivelse af udtalelserne, herunder valg og fravalg af information ligger inden for mediets redigeringsret.

I forhold til omtalen af oplysningerne fra ministeren om, at ”[Klager] og [Person 1] fortalte ministeren om en konkret person, de mente skulle fratages statsborgerskabet”, finder Pressenævnet – uanset at [Klager] har oplyst, at det alene var [Person 1], der havde sagt dette – at oplysningerne i den konkrete sag ikke kan anses for en oplysninger af en sådan karakter, at der i forbindelse med den øvrige omtale er tale om oplysninger, der er skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager].

Nævnet finder derfor, at Zetland ikke har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge disse oplysninger for [Klager].

Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 16. juni 2026