Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-09942
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-09942
NORDJYSKE får ikke kritik for at omtale og bringe billede af privat bolig.
NORDJYSKE bragte i august 2025 en artikel med omtale af et botilbuds økonomiske dispositioner, herunder at en af stifternes sønner var ansat som ekstern konsulent hos botilbuddet og havde udlejet sin private bil og et kontor i hans private bolig til botilbuddet.
Der var i artiklen bragt et billede af sønnens hus og indkørsel samt tre biler, der holdt på gårdspladsen.
Sønnen klagede til Pressenævnet over, at NORDJYSKE havde omtalt og bragt et billede af hans private bolig.
Nævnet fandt, at omtalen og anvendelsen af billedet ikke indebar en krænkelse af sønnens privatliv og lagde i den forbindelse vægt på, at billedet ikke viste forhold, der var egnet til at krænke hans privatliv, at omtalen vedrørte hans erhvervsmæssige virke, hvor han havde udlejet sin private bil og et kontor i hans private bolig til botilbuddet, samt at omtalen havde almen interesse.
Nævnet udtalte herefter ikke kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Søn kørte privat i Range Rover betalt med offentlige midler – mens han og hustruen fik millioner af bosted ”, bragt den 5. august 2025 på nordjyske.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at NORDJYSKE har omtalt og bragt et billede af hans private bolig uden hans samtykke.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
NORDJYSKE bragte den 5. august 2025 artiklen ” Søn kørte privat i Range Rover betalt med offentlige midler – mens han og hustruen fik millioner af bosted ” på nordjyske.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”Tvangslukningen af de omstridte bosteder [Botilbuddet] blev også truffet på baggrund af overførsler til stifternes børn.
Den ældste søn udtog en Range Rover til privat brug, lejede den tilbage til [Botilbuddet] – og fortsatte med at bruge den selv”
Der er indsat et billede af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”[Klager] trådte tilbage som direktør for Behandlingstilbuddene [Botilbuddet] 30. april 2025, efter at have faktureret for konsulentydelser, der ifølge Socialtilsynet ”ikke er relevante for tilbuddets drift”.
Af artiklen fremgår blandt andet
”Han kørte privat i en Range Rover på det offentliges regning.
Samtidig fakturerede [Klager][Botilbuddet] for 1,3 millioner kroner i konsulentydelser, som ingen kan redegøre for.
Oveni hans millionløn.
Og så er der en mystisk betaling på 363.000 kroner for arbejde udført af hans hustru, som ikke er ansat i virksomheden.
Det er ikke kun stifterne af den omstridte kæde af bosteder, [Botilbuddet], [Person 1] og [Person 2], som er blevet tilgodeset af de millioner, kommunerne betaler for, at de hjælper udsatte borgere.
Betydelige pengebeløb er også strømmet til deres tre børn, kan Nordjyske nu fortælle.
Socialtilsynet, der har gransket familien i flere måneder, kalder det "uansvarlig anvendelse af offentlige midler".
Som Nordjyske de seneste dage har beskrevet, har myndighederne tvangslukket [Familien]s fem botilbud i [Bynavn 1] og [Bynavn 2] [Der er indsat et link til artiklen ” Vil tvangslukke kæde af bosteder: - Der er en helt masse ting, der vælter ud af skabene ” bragt den 29. juli 2025 af NORDJYSKE, Pressenævnet ].
Det sker, efter at Socialtilsyn Midt i en stikprøve har fundet ud af, at mindst 4 millioner kroner fra [Botilbuddet]s pengekasse er havnet i selskaber, som medlemmer af familien selv kontrollerer.
En del af det beløb betegner tilsynet som "uvedkommende for tilbuddets virksomhed".
Forstå sagen om [Botilbuddet] på 30 sekunder
Konsulentydelser oveni millionløn
Socialtilsynet undrer sig især over en række transaktioner til én af sønnerne, [Klager].
Han var indtil maj i år direktør for [Botilbuddet], men fratrådte for at gøre plads til familiens yngste søn.
Men inden kom storebror i myndighederne søgelys for flere forskellige forhold.
Lad os begynde med det mest alvorlige
[Klager] har en enkeltmandsvirksomhed, som hedder [Virksomheden].
Gennem den har han faktureret [Botilbuddet] for 1,3 millioner kroner i konsulentydelser.
Han har selv forklaret til Socialtilsynet, at han havde "leveret et større arbejdsomfang", end man kunne forvente af en øverste direktør.
En arbejdsindsats, som han i forvejen – ifølge et partshøringssvar i sagen fra ejerne af [Botilbuddet] – blev betalt knap 1,4 millioner kroner for.
Socialtilsynet har en lidt anden udlægning af konsulentydelserne.
[…]
De mener, at "samtlige udgifter til konsulentydelser fra [Virksomheden] ikke er relevante for tilbuddets drift".
Og at det var en del af hans funktion som direktør, fordi der i hans kontrakt står, at der ikke kompenseres særskilt for overarbejde.
Da Socialtilsynet i maj dukkede op på uanmeldt økonomisk tilsyn, kunne hverken administrationschef og bestyrelsesformand [Person 1], direktør [Person 3] eller andre medarbejdere redegøre for, hvilke ydelser, der var købt fra [Klager].
Ud af de 1,3 millioner kroner, er 363.000 kroner faktureret som ydelser leveret af [Klager]s hustru.
Hun er ikke ansat i [Botilbuddet], og ingen i virksomheden ved, hvad de har betalt hende for.
Socialtilsynet har fået tilsendt en samarbejdsaftale mellem [Botilbuddet] og sønnens enkeltmandsvirksomhed, hvor det fremgår, at hustruen leverer ydelser.
Aftalen er underskrevet af moderen, [Person 1], i slutningen af april i år, efter tilsynet begyndte at stille kritiske spørgsmål til [Botilbuddet].
- Det fremstår derfor yderst bekymrende, at [Person 1] ikke kan besvare spørgsmål om, hvilke ydelser (hustruen, red.) leverer til tilbuddet, står der i afgørelsen, som ophæver [Botilbuddet]s godkendelse til at drive opholdssteder.
Udtog Range Rover til privat brug
Leje af en dyr Range Rover har også fanget myndighedernes blik.
I lidt mere end seks måneder sidste år betalte bostedskæden nemlig 106.000 kroner for at leje den britiske firehjulstrækker.
Af [Klager]s private firma.
Dét på trods af, at han havde udtaget den til privat brug og ifølge både revisoren og bogholderen benyttede den privat.
Og i øvrigt havde to andre biler at køre i privat.
”
Der er i artiklen indsat et billede, der blandt andet viser porten til [Klager]s hus og indkørslen samt tre biler, der holder på gårdspladsen.
Af billedteksten fremgår: ”[Botilbuddet] har betalt for leje og vedligehold af et kontor i [Klager]s private hjem for i alt 145.000 kroner.
Foran pragtvillaen i [Bynavn 1] står blandt andet parkeret hans to sportsvogne, en Porsche og en Audi RS6.
”
Af artiklen fremgår blandt andet videre
”Range Roveren har i alt kostet [Botilbuddet] 288.000 kroner.
– Socialtilsynet vurderer, at dette er udtryk for uansvarlig anvendelse af offentlige midler, fremgår det af afgørelsen, som Nordjyske har fået aktindsigt i.
Nordjyske har til denne artikel forsøgt at få en kommentar fra [Klager], men han har afvist at svare på konkrete spørgsmål.
[…]
For få dage siden sendte [Familien] en skriftlig meddelelse til Nordjyske, hvor de afviste at svare på den konkrete kritik, der er rejst af Socialtilsynet i forbindelse med tvangslukningen.
De erkendte dog, at ikke alt er kørt efter bogen.
- Der er givetvis sket fejl i overgange fra interessentskab til anpartsselskab i dele af vores økonomiske rapportering, og det tager vi naturligvis ansvar for.
Derfor har vi i det fremsendte til Socialtilsyn Midt engageret et eksternt revisionsfirma til at foretage en grundig gennemgang af alle forhold og sikre, at der bliver ryddet op, så fejlene ikke gentager sig.
Både [Person 3] og [Klager] henviser i deres afslag på at besvare konkrete spørgsmål til denne meddelelse.
I den skriftlige udtalelse lyder det også, at familien vil anke afgørelsen.
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 24. august 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet
” Klagepunkter
1.
Krænkelse af privatlivets fred
2.
Unødvendig krænkelse af pårørende
3.
Manglende proportionalitet og relevans
Konsekvenser
Som følge af Nordjyskes fremstilling oplever jeg og min familie en markant forringelse af vores tryghed.
Mine børn føler sig chikaneret, og vi oplever, at mediernes fremstilling har sat en ”målskive” på vores hjem.
Dette føler vi hænger sammen med, at vi efterfølgende er blevet udsat for hærværk.
”
2.2 NORDJYSKEs synspunkter
NORDJYSKE har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet
” Indledende bemærkninger
[…]
Det gøres gældende, at Nordjyske ikke har handlet i strid med god presseskik.
Klagen angår navnlig offentliggørelsen af billedmateriale med visning af Klagers private bolig, som indgår sagligt og relevant i dokumentationen af en sag med klar offentlig interesse.
1.
Billedmaterialets offentliggørelse og journalistiske relevans
Artiklen omtaler kritisable økonomiske dispositioner relateret til Klager og hans familie, herunder fakturering af konsulentydelser og privat brug af en firmabil betalt af de fem bosteder kaldet [Botilbuddet], som har været genstand for tvangslukning efter afgørelse fra Socialtilsynet.
Det påklagede billede viser Klagers bopæl og er taget fra offentlig vej.
Billedet benyttes som visuel dokumentation af Klagers hjem, hvor [Botilbuddet] har betalt 145.000 kr. for leje og vedligeholdelse af et kontor.
Offentliggørelsen af billedet understøtter dermed dokumentationen af en saglig begrundet kritik af mulig misbrug af offentlige midler.
Dette stemmer overens med Pressenævnets praksis, hvor det anerkendes, at billeder af private boliger kan offentliggøres, når de har en journalistisk dokumentationsfunktion og er taget fra offentlig tilgængelige steder (jf. Pressenævnets sag 2022-80-0813).
Det må derfor anses som en lovlig og presseetisk forsvarlig del af en bred og relevant samfundsdebat om offentligt finansierede institutioner og familiære økonomiske dispositioner.
2.
Hensynet til pårørende og særligt børn
Det bestrides, at der er sket en krænkelse af Klagers børn eller hustru.
Artiklen omtaler Klagers hustru i sammenhæng med fakturering fra Klagers firma og nævner, at ingen ved, hvad hendes ydelser har bestået i – en oplysning, der stammer fra Socialtilsynets afgørelse.
Børnene nævnes ikke og optræder ikke i billedmaterialet, ligesom ingen identificerende oplysninger om dem fremgår af artiklen.
Det konkrete billede viser kun biler og ejendommen, og der ses ingen personer – hverken børn eller voksne – i billedet.
Henset til sagens væsentlige karakter og sammenhængen med [Botilbuddet]s drift, vurderes det, at offentliggørelsen ikke indebærer unødvendig krænkelse af pårørende i strid med de presseetiske retningslinjer.
3.
Proportionalitet og presseetisk vurdering
Det bestrides, at der foreligger sensationspræget formidling eller manglende proportionalitet.
Artiklen er et led i en sammenhængende journalistisk dækning af et aktuelt emne af væsentlig offentlig betydning – nemlig tilsynsmyndigheders kritik og efterfølgende tvangslukning af de fem bosteder, som har modtaget betydelige offentlige midler.
Billedmaterialet underbygger påviseligt artiklens informationer og anvendes ikke i en dekorativ eller udstillende sammenhæng.
Fremstillingen er saglig og balanceret og stemmer overens med de presseetiske retningslinjer om korrekt og ansvarlig billedanvendelse.
Nordjyske anerkender, at medier skal udvise særlig omtanke ved brug af billeder med privat karakter.
Netop derfor er billedet valgt og beskåret med henblik på at vise relevante fysiske forhold (biler og bopæl), som underbygger artiklens indhold, uden at uvedkommende personer eksponeres.
Afsluttende bemærkninger
Nordjyske fastholder, at der ikke foreligger brud på god presseskik.
Offentliggørelsen af billedmateriale er sket efter en konkret og presseetisk vurdering, i overensstemmelse med gældende praksis og med respekt for de involveredes privatliv, i det omfang hensynet til offentlighedens interesse tillader det.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.
God presseskik
Privatlivets fred
[Klager] har klaget over, at NORDJYSKE har omtalt og bragt et billede af hans private ejendom uden hans samtykke.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Af artiklen fremgår blandt andet
”Han kørte privat i en Range Rover på det offentliges regning.
Samtidig fakturerede [Klager] [Botilbuddet] for 1,3 millioner kroner i konsulentydelser, som ingen kan redegøre for.
Oveni hans millionløn.
Og så er der en mystisk betaling på 363.000 kroner for arbejde udført af hans hustru, som ikke er ansat i virksomheden.
Det er ikke kun stifterne af den omstridte kæde af bosteder, [Botilbuddet], [Person 1] og [Person 2], som er blevet tilgodeset af de millioner, kommunerne betaler for, at de hjælper udsatte borgere.
Betydelige pengebeløb er også strømmet til deres tre børn, kan Nordjyske nu fortælle.
Socialtilsynet, der har gransket familien i flere måneder, kalder det "uansvarlig anvendelse af offentlige midler".
Som Nordjyske de seneste dage har beskrevet, har myndighederne tvangslukket [Familien]s fem botilbud i [Bynavn 1] og [Bynavn 2] [Der er indsat et link til artiklen ” Vil tvangslukke kæde af bosteder: - Der er en helt masse ting, der vælter ud af skabene ” bragt den 29. juli 2025 af NORDJYSKE, Pressenævnet ].
Det sker, efter at Socialtilsyn Midt i en stikprøve har fundet ud af, at mindst 4 millioner kroner fra [Botilbuddet]s pengekasse er havnet i selskaber, som medlemmer af familien selv kontrollerer.
En del af det beløb betegner tilsynet som "uvedkommende for tilbuddets virksomhed".
[…]
Udtog Range Rover til privat brug
Leje af en dyr Range Rover har også fanget myndighedernes blik.
I lidt mere end seks måneder sidste år betalte bostedskæden nemlig 106.000 kroner for at leje den britiske firehjulstrækker.
Af [Klager]s private firma.
Dét på trods af, at han havde udtaget den til privat brug og ifølge både revisoren og bogholderen benyttede den privat.
Og i øvrigt havde to andre biler at køre i privat.
”
Der er i artiklen indsat et billede, der blandt andet viser porten til [Klager]s hus og indkørslen samt tre biler, der holder på gårdspladsen.
Af billedteksten fremgår: ”[Botilbuddet] har betalt for leje og vedligehold af et kontor i [Klager]s private hjem for i alt 145.000 kroner.
Foran pragtvillaen i [Bynavn 1] står blandt andet parkeret hans to sportsvogne, en Porsche og en Audi RS6.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”Range Roveren har i alt kostet [Botilbuddet] 288.000 kroner.
– Socialtilsynet vurderer, at dette er udtryk for uansvarlig anvendelse af offentlige midler, fremgår det af afgørelsen, som Nordjyske har fået aktindsigt i.
Nordjyske har til denne artikel forsøgt at få en kommentar fra [Klager], men han har afvist at svare på konkrete spørgsmål.
[…]
For få dage siden sendte [Familien] en skriftlig meddelelse til Nordjyske, hvor de afviste at svare på den konkrete kritik, der er rejst af Socialtilsynet i forbindelse med tvangslukningen.
De erkendte dog, at ikke alt er kørt efter bogen.
- Der er givetvis sket fejl i overgange fra interessentskab til anpartsselskab i dele af vores økonomiske rapportering, og det tager vi naturligvis ansvar for.
Derfor har vi i det fremsendte til Socialtilsyn Midt engageret et eksternt revisionsfirma til at foretage en grundig gennemgang af alle forhold og sikre, at der bliver ryddet op, så fejlene ikke gentager sig.
Både [Person 3] og [Klager] henviser i deres afslag på at besvare konkrete spørgsmål til denne meddelelse.
I den skriftlige udtalelse lyder det også, at familien vil anke afgørelsen.
”
Det er Pressenævnets opfattelse, at omtale af behandlingstilbud og hvordan offentlige midler anvendes har almen interesse.
Pressenævnet finder, at anvendelsen af billedet af [Klager]s private bolig og oplysningerne om denne i sammenhæng med omtalen ikke kan anses for at indebære en krænkelse af hans privatliv.
Nævnet har lagt vægt på, at det anvendte billede ikke viser forhold, der er egnet til at krænke hans privatliv.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at omtalen vedrører [Klager]s erhvervsmæssige virke, herunder at han har udlejet sin private bil og et kontor placeret i hans private bolig til et behandlingstilbud finansieret af offentlige midler.
Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af NORDJYSKE for at bringe billedet og omtalen af hans private bolig uden [Klager]s samtykke.
Afgjort den 16. juni 2026
-
Nordjyske har uden mit samtykke offentliggjort billeder af min private bopæl, indkørsel og detaljer om mine parkerede biler.
-
Dette er oplysninger og visuelle elementer, der ikke er nødvendige for sagens journalistiske indhold, men som alene udstiller min familie og mig.
-
Ved at offentliggøre billeder og beskrivelser af vores hjem har Nordjyske udstillet mig, mine børn og hustru på en måde, der har skabt utryghed og oplevelse af chikane.
-
Børnene, der ingen del har i den offentlige sag, er blevet gjort til genstand for sammenhæng i medieomtale, hvilket strider mod presseetiske principper om skånsomhed overfor pårørende.
-
De anvendte billeder og beskrivelser bidrager ikke væsentligt til den samfundsmæssige debat eller dokumentation, men har karakter af sensationspræget udstilling.
-
Nordjyske kunne have formidlet den kritiske journalistik uden at trænge ind i vores privatliv.