Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-13374
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-13374
Ikke kritik for omtale af afgørelse fra Ankestyrelsen
TV MIDTVEST bragte i november 2025 en artikel, der omtalte, at Ankestyrelsen havde hjemvist en kommunes afgørelse i en sag om blandt andet hjemmetræning til et barn med cerebral parese på grund af alvorlige fejl i sagsbehandlingen.
Det fremgik af artiklen, at Ankestyrelsen havde begrundet hjemvisningen med, at kommunen ikke havde inddraget barnet ved samtale eller indirekte kontakt for at sikre, at barnets holdninger og synspunkter blev inddraget i den samlede vurdering af sagen, ligesom det fremgik, at TV MIDTVEST havde forsøgt at få et interview med børne- og familiechefen i den omtalte kommune, men at han ikke ønskede at udtale sig med den begrundelse, at kommunen ikke udtaler sig i konkrete borgersager.
Der indgik i artiklen et skriftligt svar fra kommunen.
Børne- og familiechefen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklens oplysninger ikke var efterprøvet i tilstrækkeligt omfang, og at det ikke var præciseret i artiklen, hvori den alvorlige fejl i sagsbehandlingen bestod.
Han klagede endvidere over, at omtalen af, at han ikke ønskede at udtale sig, var misvisende, idet han ikke havde udtalt dette til TV MIDTVEST.
Pressenævnet fandt, at det fremgik klart af artiklen, hvilken alvorlig mangel Ankestyrelsen havde begrundet hjemvisningsafgørelsen med, og at mediet ved at forelægge Ankestyrelsens afgørelse for kommunens børne- og familiechef i tilstrækkeligt omfang havde efterprøvet artiklens oplysninger.
Nævnet fandt heller ikke anledning til at kritisere mediet for den konkrete redigering af artiklens afsnit om børne- og familiechefen.
[Klager], der er Børne- og familiechef i [Kommunen], har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Husker du [Barnet], der mistede evnen til at gå?
Kommune begik alvorlige fejl i hans sag ” bragt den 5. november 2025 på tvmidtvest.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder misvisende omtale, og at mediet ikke har efterprøvet artiklens oplysninger i tilstrækkeligt omfang.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
Det fremgår af sagens oplysninger, at TV MIDTVESTs journalist [Journalist A] den 4. november 2025 kl.
15.48 sendte følgende mail til Børne- og familiechef i [Kommunen] [Klager]
”Hej [Klager],
Jeg arbejder på en artikel om 6-årige [Barnet] fra [Bynavn A], hvor forældrene har ansøgt kommunen om hjemmetræning og tabt arbejdsfortjeneste.
I den forbindelse vil jeg rigtig gerne lave et interview med dig.
Derfor har jeg også tidligere i dag klokken 14.30 forsøgt at ringe, ligesom jeg også har sendt dig en sms.
Historien handler om, at Ankestyrelsen er kommet med afgørelse i sagen, hvor [Kommunen] bliver bedt om at behandle sagen igen for så vidt angår hjemmetræning og tabt arbejdsfortjeneste.
Ankestyrelsen konkluderer, at sagsmanglerne er så alvorlige, at afgørelsen ikke kan opretholdes, som den der.
Det vil jeg gerne stille dig nogle spørgsmål til.
Jeg vil gerne høre fra dig inden onsdag den 5/11 klokken 10, så vi kan aftale nærmere.
Med venlig hilsen
[Journalist A]”
Af sagens oplysninger fremgår videre, at [Klager] videresendte denne mail til [Direktøren], der er direktør for Børne- og Fællesskabsområdet i [Kommunen], som den 5. november 2025 kl.
9.26 sendte følgende mail til TV MIDTVESTs journalist
”Hej [Journalist A]
Tak for din henvendelse, som jeg efter aftale med [Klager] svarer på.
Vi udtaler os ikke om konkrete borgersager.
Som kommune træffer vi løbende en række afgørelser og borgerne har mulighed for at klage over vores afgørelser til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen kan enten stadfæste en afgørelse (hvis de er enige med kommune), omgøre (hvis Ankestyrelsen er uenig med kommunen) eller hjemvise en sag til fornyet sagsbehandling.
Vi retter os altid efter Ankestyrelsens afgørelser og det betyder f.eks. ved en hjemvisning, at vi genoptager sagsbehandlingen og træffer på den baggrund en ny afgørelse.
Det er vigtigt at understrege at resultatet af en fornyet sagsbehandling, hvor kommunen imødekommer de oplysninger, som Ankestyrelsen efterspørger, godt kan ende med samme afgørelse.
Derudover følger vi løbende op på Ankestyrelsens afgørelser og arbejder med at viden fra afgørelser overgår til andre sager, der behandles efter samme lovgivning.
”
Påklaget artikel
TV MIDTVEST bragte den 5. november 2025 artiklen ” Husker du [Barnet], der mistede evnen til at gå?
Kommune begik alvorlige fejl i hans sag ” på tvmidtvest.dk .
Artiklen har følgende underrubrik
”I et nyt dokument slår Ankestyrelsen fast, at der var alvorlige mangler i sagsbehandlingen, da [Kommunen] skulle tage stilling til sagen om seksårige [Barnet], der lider af cerebral parese.
”
Der er øverst i artiklen indsat en video på 31 sekunder med et kortere interview med den 5-årige [Barnet]s mor, [Moren], som sidder på gulvet sammen med [Barnet]s far, [Barnet] og hans lillebror.
Af teksten under videoen fremgår: ”Familien føler, at kommunen har svigtet deres søns behov, imens han er blevet mere hæmmet af sygdommen Cerebral Parese.
Videoen her er fra oktober 2024.
”
Af videoen fremgår følgende
” [Moren] : “Det gør jo helt vildt ondt.
Øhm… fordi… undskyld.
[Moren græder og tørrer sine øjne].
Når man kigger på [Barnet], så snakker vi jo ikke kun om, hvad han har mistet.
Vi snakker jo også om, hvor han kunne have været, hvis han havde fået den rigtige hjælp.
Så… Jeg synes, det, der gør ondt at se, det er, at han er gået i forfald.
Men det handler også om at se sit barn ikke få lov til at udleve det fulde potentiale, han kunne.
”
Af artiklen fremgår
”Der er begået alvorlige fejl i sagsbehandlingen af en seksårig dreng fra [Bynavn A], der lider af cerebral parese – også kendt som spastisk lammelse.
I et dokument, som TV MIDTVEST har fået indsigt i, slår Ankestyrelsen fast, at [Kommunen] ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at afgøre familiens sag om hjemmetræning og tabt arbejdsfortjeneste.
- Vi finder, at manglen er så alvorlig, at afgørelsen ikke kan opretholdes, som den er, skriver Ankestyrelsen i afgørelsen.
Ankestyrelsen har derfor hjemvist sagen til kommunen, hvor sagen skal behandles fra ny.
Dermed er der skrevet endnu et kapitel til historien om seksårige [Barnet] og hans frustrerede og bekymrede familie, der i over to år har kæmpet for retten til at hjemmetræne deres søn.
[Teksten ”historien om seksårige [Barnet]” er understreget og fremhævet med lilla og udgør et link til artiklen: ” 5-årige [Barnet] får det værre og værre: - Det er bekymrende og hjerteskærende ” offentliggjort den 21. oktober 2025 på tvmidtvest.dk, Pressenævnet.
]
- Det var forventeligt, for da vi sendte sagen videre til Ankestyrelsen, var vi helt overbeviste om, at vi nok skulle få en form for medhold.
Det er helt vildt ærgerligt, siger [Barnet]s far, [Faren].
Men Ankestyrelsen har jo ikke givet jer ret, men bare sagt, at sagen skal behandles fra ny - så I har jo ikke nødvendigvis fået medhold?
- Nej, det er korrekt.
Men sagen er blevet hjemsendt, fordi den har mangelfuld sagsbehandling, og derfor har kommunen ikke belæg for at træffe den afgørelse, de har truffet.
”
Der er i artiklen indsat et billede af [Barnet], hans forældre og hans lillebror.
Familien sidder på gulvet foran en sofa.
Af billedteksten fremgår: ”Her ses familien fra [Bynavn A].
[Barnet] ligger forrest på billedet.
Yderst til højre ses hans lillebror.
”
Af artiklen fremgår videre
” Presset hverdag
Forældrene rettede henvendelse til [Kommunen] i 2023 med et ønske om at hjemmetræne deres søn.
Samtidig ansøgte de om 37 timers tabt arbejdsfortjeneste til barnets mor - [Moren] - så hun kunne gå derhjemme med barnet, når der var behov for det.
Efter 15 måneders ventetid fik familien i september 2024 tildelt retten til hjemmetræning - men til familiens store frustration fik de kun tildelt fem timers tabt arbejdsfortjeneste, og derfor blev sagen sendt i Ankestyrelsen.
Nu slår Ankestyrelsen fast, at kommunen ikke har indhentet tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, i hvilket omgang familie har ret til hjemmetræning og tabt arbejdsfortjeneste.
Noget der ifølge familien er altafgørende for, at deres hverdag kan hænge sammen.
- Vi har en familiesituation, hvor vores barn kræver 1:1-bemanding.
Derudover er det fuldstændig umuligt at nå selv de mest almindelige hverdagsting og generelle huslige ting.
Derfor har vi ret til at søge om fuldt tabt arbejdsfortjeneste for at få dækket det her behov, siger [Faren].
”
Der er i artiklen indsat en video af [Barnet], der går i henholdsvis 2021 og 2024.
Af billedteksten fremgår: ”Her kan du se forskellen på [Barnet]s evne til at gå fra 2021 til 2024.
”
Af artiklen fremgår videre
”Udtaler sig ikke i konkrete borgersager
I Ankestyrelsens afgørelse begrundes den mangelfulde sagsbehandling med, at [Kommunen] ikke har inddraget [Barnet] ved samtale eller indirekte kontakt for at sikre, at barnets holdninger og synspunkter bliver inddraget i den samlede vurdering af sagen.
Noget kommunen ellers er tvunget til at gøre ifølge Barnets Lov §5 stk. 3.
- Vi vurderer derfor, at den manglende inddragelse ikke kan udelukkes at have haft indflydelse på resultatet af kommunens afgørelse, skriver Ankestyrelsen.
TV MIDTVEST har forsøgt at få et interview med Børne- og Familiechefen i [Kommunen], [Klager].
Han har ikke ønsket at medvirke med den begrundelse, at kommunen ikke udtaler sig i konkrete borgersager.
I et skriftligt svar fra [Kommunen] lyder det
"Vi retter os altid efter Ankestyrelsens afgørelser og det betyder f.eks. ved en hjemvisning, at vi genoptager sagsbehandlingen og træffer på den baggrund en ny afgørelse."”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 7. november 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Jeg finder anledning til at indgive en fornyet klage over TV Midtvest vedrørende
• opdigtet citering/referering.
• mangelfuld research i en sag med flere parter, hvor en part ikke har mulighed for at udtale sig.
Klagen vedrører følgende artikel: [Der er i klagen indsat link til den påklagede artikel, Pressenævnet .
]
Af artiklen på TV Midtvests hjemmeside fremgår det, at jeg skulle have udtalt, at jeg ikke ønsker at medvirke.
Jeg har imidlertid ikke været i kontakt med TV Midtvest.
"TV MIDTVEST har forsøgt at få et interview med Børne- og Familiechefen i [Kommunen], [Klager].
Han har ikke ønsket at medvirke med den begrundelse, at kommunen ikke udtaler sig i konkrete borgersager."
Jeg finder det uhensigtsmæssigt, at jeg fremstår med navn og titel som en person, der ikke ønsker at medvirke, når det faktuelt er forkert, at jeg skulle have udtalt mig.
Hvis jeg havde haft anledning til at svare, ville jeg have oplyst, at jeg ikke ønskede at udtale mig til [Journalist A].
Min erfaring er, at han begår mange fejl, herunder tidligere har fejlciteret mig flere gange og efterfølgende måttet rette artiklerne.
Disse rettelser er imidlertid ikke nødvendigvis det, læserne hæfter sig ved, da der er tale om stille rettelser på hjemmesiden og ikke egentlige dementier.
Som eksempel på sjusk blev jeg i en tidligere artikel fejlagtigt omtalt som borgmester.
Pressenævnet har en sag under behandling vedrørende dette.
Jeg er også kontaktet af andre medier på baggrund af artiklen i TV Midtvest.
Her er jeg parat til at udtale mig generelt om f.eks. Ankestyrelsens praksis, udfordringer for kommunerne med at få dialog, inddragelse og medvirken fra børn i ansøgningssager børnene ikke har forudsætninger for at forstå og børn der ikke har et sprog.
Hvis TV Midtvest havde foretaget den research, de er forpligtet til i sager, hvor en part ikke kan udtale sig, ville de uden videre have kunnet konstatere, at Ankestyrelsens formulering er standard, når sager hjemvises til fornyet behandling.
De ville også let have kunnet afdække, at en lang række sager i øjeblikket hjemvises med samme begrundelse, fordi Ankestyrelsen har haft særligt fokus på bestemmelserne om børneinddragelse.
Dette fortolkes meget bogstaveligt, og der sker hjemvisning i sager, hvor der ikke har været samtale med barnet – også i tilfælde hvor børn ikke har et sprog eller forudsætning for at udtale sig om forhold som fx tabt arbejdsfortjeneste til deres forældre.
I artiklen fremstilles det, som om [Kommunen] har begået en alvorlig fejl, uden at det præciseres, hvad denne alvor består i.
Vedrørende den konkrete sag er det korrekt, at [Journalist A] den 4. november 2025 kl.
15.48 sendte en mail med anmodning om kontakt inden den 5. november kl.
10.
Jeg havde ikke mulighed for dette og videresendte derfor henvendelsen til direktionen (bilag).
Direktøren svarede samme dag, at kommunen som udgangspunkt ikke udtaler sig i konkrete borgersager (bilag).
[Klager] har som svar på TV MIDTVESTs udtalelse anført
”Det anføres i svaret: ”Vi har givet [Klager] alle muligheder for at udtale sig til os.
Et sådant interview ville vi hellere end gerne have lavet – men det er ikke en udtalelse, han har tilbudt os.
”
Det finder jeg ikke er rigtigt.
Jeg modtog den 4. november kl.
15.48 en mail med anmodning om at vende tilbage inden den 5. november klokken 10.
Det ser jeg ikke som at være ”alle muligheder”.
Til sammenligning kan jeg orientere om, at Ekstra Bladet også dækker den samme historie.
Her har jeg fået mulighed for at vende tilbage og give forskellige tidspunkter for, hvornår det var muligt at give interview.
I Ekstra Bladets dækning har de også sendt de udtalelser, som de ønskede at citere, til tjek og kontrol, inden det blev udgivet.
I den forbindelse var der kun en enkelt mindre rettelse.
Ekstra Bladet indhentede også generelle informationer og kommunale perspektiver i forhold til emnet og var helt afklaret med, at jeg ikke kunne udtale mig i en personsag.
I forhold til TV Midtvest fremfører de: ”Vi mener, at det naturligvis er helt på sin plads, at vi skriver hans navn og titel i artiklen, så vi med al tydelighed viser over for vores læsere, at vi har forsøgt at række ud til den ansvarlige på området, og at han dermed har fået muligheden for at svare på den hjemsendelse og kritik, som Ankestyrelsen har lavet.
Det er, i vores optik, igen helt gængs journalistisk praksis.
”
Jeg finder ikke, at det er acceptabelt at fremføre navn og titel, når de har givet så kort varsel og i øvrigt refererer til, at jeg personligt ikke ønsker at udtale mig.
På det tidspunkt, hvor artiklen trykkes, har jeg ikke haft mulighed for at respondere.
Påstanden om, at det ”tydeligt understreges”, at det ikke er mig, der udtaler mig, har jeg svært ved at genkende.
I forhold til den mangelfulde research må jeg fastholde, at jeg fortsat finder, at der ikke er forsøgt at afdække kommunens perspektiv.
Igen kan jeg sammenligne med Ekstra Bladets artikel, som refererede til nogle af de dilemmaer, der er i sådanne sager.
I forhold til håbet om, at jeg for fremtiden vil kontakte TV Midtvest, hvis der udgives artikler eller indslag med formuleringer, jeg ikke er enig i, er det selvfølgelig en opfordring, jeg vil huske.
Jeg finder, at den praksis, der er med at rette i onlinenyhedsartikler flere dage efter, de er udgivet, er problematisk.
Det fremførte jeg også over for [Redaktøren], da han ringede og udtrykte utilfredshed med, at jeg havde klaget til Pressenævnet.
Jeg fremførte, at når TV Midtvest skriver noget, der er forkert som nyhed, så er skaden sket i det øjeblik artiklen er online.
Folk følger jo ikke med i de rettelser, der indsættes flere dage efter, at fejlen har været fremme.
Jeg kan anbefale TV Midtvest fremover at være mere omhyggelig med, at det, der skrives i deres artikler, er faktatjekket, og at citater er korrekte.
2.2 TV MIDTVESTs synspunkter
TV MIDTVEST har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet
”• [Klager] finder det i sin klage uhensigtsmæssigt, at han fremstår med
navn og titel, når han ikke har udtalt sig.
Han mener desuden, at vi har opdigtet,
hvad han kalder et citat.
Vi finder det helt indenfor rammerne af god presseskik, at vi henvender os til Børne-og Familiechefen i kommune, fordi han har det overordnede ansvar for det
pågældende område, ligesom det også er ham, der har udtalt sig (generelt) om
[Barnet]-sagen ved tidligere lejligheder.
[Klager] svarede ikke selv på vores
journalist [Journalist A]s henvendelse.
I stedet var det direktøren for Børne-og Fællesskabsområdet, der svarede på [Journalist A]s mail.
I mailen, som
[Klager] har vedhæftet sin klage, skriver direktøren, at [Kommunen], som [Klager] repræsenterer, ikke udtaler sig i konkrete sager.
Derfor mener vi, at det er korrekt, at [Klager] ikke ønsker at medvirke
med begrundelsen, at kommunen ikke udtaler sig i konkrete borgersager.
• [Klager] skriver videre, at han er parat til at udtale sig generelt til andre
medier om Ankestyrelsens praksis.
Vi har givet [Klager] alle muligheder
for at udtale sig til os.
Et sådant interview ville vi hellere end gerne have lavet –
men det er ikke en udtalelse, han har tilbudt os.
• Vi mener, at det naturligvis er helt på sin plads, at vi skriver hans navn og titel i
artiklen, så vi med al tydelighed viser overfor vores læsere, at vi har forsøgt at
række ud til den ansvarlige på området, og at han dermed har fået muligheden for
at svare på den hjemsendelse og kritik, som Ankestyrelsen har lavet.
Det er, i vores
optik, igen helt gængs journalistisk praksis.
• I forlængelse af, at vi omtaler [Klager] ved navn, bringer vi et citat, hvor
det tydeligt understreges, at det ikke er [Klager], der udtaler sig, men
[Kommunen] generelt.
• [Klager] skriver også, at han mener, vores research har været
mangelfuld.
Han skriver videre, at ”Ankestyrelsens formulering er standard, når
sager hjemvises til fornyet behandling.
De ville også let have kunnet afdække, at en
lang række sager i øjeblikket hjemvises med samme begrundelse (…) I artiklen
fremstilles det, som om [Kommunen] har begået en alvorlig fejl, uden at
det præciseres, hvad denne alvor består i.
” Ankestyrelsens skriver i afgørelsen, at
”sagen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at vi kan afgøre, om i hvilket
omfang i har ret til at hjemmetræne [Barnet]”.
Samme formulering bruges, når det
gælder tabt arbejdsfortjeneste.
Ankestyrelsen skriver videre, at ”manglen er så
alvorlig, at afgørelsen ikke kan opretholdes, som den her.
” Det er derfor muligt, at
[Klager] vurderer, at Ankestyrelsens formulering ’er standard’ – men
dette ændrer ikke på, at Ankestyrelsen beskriver manglen som værende ’alvorlig’.
• [Klager] skriver, at det ikke præciseres, hvad ovenstående alvor består i.
Til denne anklage vil vi henvise til følgende formulering i artiklen, som er hentet
direkte fra Ankestyrelsens afgørelse: ”I Ankestyrelsens afgørelse begrundes den
mangelfulde sagsbehandling med, at [Kommunen] ikke har inddraget
[Barnet] ved samtale eller indirekte kontakt for at sikre, at barnets holdninger og
synspunkter bliver inddraget i den samlede vurdering af sagen.
”
• Vi er af den holdning, at hvis [Klager] mener, at det er vigtigt at få frem i
lyset, at han åbenbart mener, at Ankestyrelsens formulering er ’standard’, har han
haft alle muligheder for at sige dette i et interview.
Det har jo intet med den konkrete
sag at gøre, som han ikke vil/kan udtale sig i.
Vi håber, at [Klager] for fremtiden vil kontakte os, hvis vi har udgivet artikler eller indslag med formuleringer, han er uenig i, fremfor at oprette sager i Pressenævnet.
Som vi tidligere har gjort [Klager] opmærksom på, tilrettede vi foregående artikler efter hans klage.
Vi har som vigtigste formål for vores journalistik, at alt er korrekt, sagligt og oplysende, hvilken linje, vi synes, vi har opretholdt i både den verserende sag og den, der i forvejen er til behandling i Pressenævnet.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
God presseskik
Korrekt information og efterprøvelse
[Klager] har klaget over, at mediet i artiklen bringer misvisende omtale, og at mediet ikke har efterprøvet artiklens oplysninger i tilstrækkeligt omfang.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
1, A.
2 og A.
3.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.
Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.
7.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det er nævnets opfattelse, at offentlige institutioner og personer, der bestrider en ledende stilling i den offentlige forvaltning, i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.
Artiklen indeholder omtale af en afgørelse fra Ankestyrelsen, der hjemviser [Kommunen]s afgørelse – i en sag om hjemmetræning af et barn med cerebral parese og tabt arbejdsfortjeneste – til fornyet behandling på grund af en alvorlig mangel i sagsbehandlingen.
Nævnet finder, at omtale af offentlige myndigheders sagsbehandling af sager om hjemmetræning og tabt arbejdsfortjeneste har klar offentlig interesse.
Pressenævnet finder, at artiklen indeholder oplysninger, som kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager] i hans egenskab af Børne- og familiechef i [Kommunen].
Oplysningerne skulle derfor forelægges for ham i rimelig tid.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at TV MIDTVESTs journalist den 4. november 2025 forsøgte at kontakte Børne-og familiechef i [Kommunen] [Klager] telefonisk kl.
14.30, og at journalisten samme dag kl.
15.48 sendte en mail til [Klager] og forelagde, at Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om hjemvisning i sagen vedrørende kommunens afgørelse om hjemmetræning og tabt arbejdsfortjeneste på grund af alvorlige sagsmangler, og at han gerne ville høre fra [Klager] inden kl.
10 den følgende dag.
Det fremgår videre af sagens oplysninger, at [Klager] videresendte denne besked til [Direktøren], der er direktør for Børne- og Fælleskabsområdet i [Kommunen], som den 5. november 2025 kl.
9.26 besvarede mailen fra TV MIDTVESTs journalist.
Pressenævnet finder på denne baggrund, at TV MIDTVEST i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid gjorde Børne- og familiechef i [Kommunen] [Klager] bekendt med kritikpunkterne i artiklen, og at han fik fornøden mulighed for at kommentere artiklens indhold.
Nævnet har lagt vægt på, at henvendelsen fra TV MIDTVEST til [Klager] havde en karakter, som det for [Klager] som Børne- og familiechef i [Kommunen] burde være muligt at besvare uden længere forberedelsestid og uden at blive ledsaget af dokumentation.
Nævnet har også lagt vægt på, at TV MIDTVEST inden den fastsatte svarfrist modtog kommentarer fra direktøren for Børne- og Fælleskabsområdet i [Kommunen], og at mediets henvendelse således ikke henstod ubesvaret, samt at [Klager] – der har oplyst, at han ikke på tidspunktet havde mulighed for at besvare henvendelsen – ikke udbad sig yderligere svartid.
[Klager] har klaget over, at det af artiklen fremgår, at [Kommunen] har begået en alvorlig fejl, uden at det præciseres, hvad denne alvor består i, og at TV MIDTVEST ikke har foretaget tilstrækkelig efterprøvelse af sagens oplysninger, hvorved mediet kunne have afdækket, at Ankestyrelsens formulering i afgørelsen om hjemvisning er en standardformulering, som bruges i hjemvisningssager, herunder at en lang række sager på tidspunktet blev hjemvist med denne begrundelse, da Ankestyrelsen havde fokus på bestemmelserne om børneinddragelse.
Pressenævnet bemærker, at nævnet ikke kan tage stilling til ovennævnte om, hvorvidt Ankestyrelsen bruger en standardformulering i hjemvisningssager, eller at Ankestyrelsen i en nærmere angiven periode har haft fokus på bestemmelserne om børneinddragelse og i den forbindelse hjemvist en lang række sager.
Pressenævnet finder, at det fremgår klart af artiklen, at Ankestyrelsen i sin begrundelse har fundet, at den alvorlige mangel består i, at [Kommunen] ikke har inddraget barnet ved samtale eller indirekte kontakt for at sikre, at barnets holdninger og synspunkter blev inddraget i den samlede vurdering af sagen, og at den manglende inddragelse ikke kan udelukkes at have haft indflydelse på resultatet af kommunens afgørelse.
På denne baggrund finder nævnet, at det er præciseret tilstrækkeligt, hvilken alvorlig mangel Ankestyrelsen har hjemvist sagen til fornyet behandling med henvisning til.
Nævnet finder endvidere, at TV MIDTVEST ved at forelægge Ankestyrelsens afgørelse for Børne- og familiechefen i [Kommunen] må anses for at have efterprøvet artiklens oplysninger i tilstrækkeligt omfang.
Det forhold, at [Klager] kan være underlagt tavshedspligt i relation til nogle af de forhold, som TV MIDTVEST forelagde ham, medfører efter nævnets opfattelse ikke, at det kan lægges til grund, at [Klager] i det hele var afskåret fra at fremsætte kommentarer til Ankestyrelsens afgørelse og praksis.
Da [Klager] i sin funktion som Børne- og familiechef i [Kommunen] således har haft lejlighed til at fremsætte sine kommentarer til artiklens oplysninger, og da [Kommunen]s svar på mediets forelæggelse er delvist gengivet i artiklen, finder nævnet herefter ikke grundlag for at udtale kritik af mediets efterprøvelse.
Redigering
[Klager] har endvidere klaget over, at det er urigtigt og misvisende, at det fremgår af artiklen, at han ikke har ønsket at medvirke med den begrundelse, at kommunen ikke udtaler sig i konkrete borgersager, når han slet ikke har udtalt dette til TV MIDTVEST.
Af artiklen fremgår blandt andet
”Udtaler sig ikke i konkrete borgersager
I Ankestyrelsens afgørelse begrundes den mangelfulde sagsbehandling med, at [Kommunen] ikke har inddraget [Barnet] ved samtale eller indirekte kontakt for at sikre, at barnets holdninger og synspunkter bliver inddraget i den samlede vurdering af sagen.
Noget kommunen ellers er tvunget til at gøre ifølge Barnets Lov §5 stk. 3.
- Vi vurderer derfor, at den manglende inddragelse ikke kan udelukkes at have haft indflydelse på resultatet af kommunens afgørelse, skriver Ankestyrelsen.
TV MIDTVEST har forsøgt at få et interview med Børne- og Familiechefen i [Kommunen], [Klager].
Han har ikke ønsket at medvirke med den begrundelse, at kommunen ikke udtaler sig i konkrete borgersager.
I et skriftligt svar fra [Kommunen] lyder det
"Vi retter os altid efter Ankestyrelsens afgørelser og det betyder f.eks. ved en hjemvisning, at vi genoptager sagsbehandlingen og træffer på den baggrund en ny afgørelse."”
Som ovenfor beskrevet videresendte [Klager] TV MIDTVESTs henvendelse til [Direktøren], der er direktør for Børne- og Fælleskabsområdet i [Kommunen], og som den 5. november 2025 kl.
9.26 besvarede mailen fra TV MIDTVESTs journalist, der blev gengivet delvist i artiklen.
Nævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt TV MIDTVEST havde beskrevet mere præcist, at de ikke havde modtaget svar fra [Klager], der havde videresendt deres henvendelse til direktøren for Børne- og Fællesskabsområdet i [Kommunen], men finder efter en samlet vurdering ikke grundlag for at kritisere TV MIDTVEST for den konkrete redigering af artiklens afsnit om Børne- og familiechef [Klager].
Nævnet har lagt vægt på, at [Klager] videresendte mediets henvendelse, og at denne blev besvaret af direktøren for Børne- og Fællesskabsområdet i [Kommunen] inden den fastsatte svarfrist, og hvis svar er delvist gengivet i artiklen.
Det er på baggrund af det netop beskrevne forløb nævnets opfattelse, at TV MIDTVEST må anses for at have haft grundlag for at tro, at [Klager] i egenskab af Børne- og familiechef ikke ønskede at deltage i et interview om Ankestyrelsens afgørelse.
Nævnet finder herefter, at mediet ikke kan anses for at have overskredet rammerne for redigering, og nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 19. maj 2026