Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-08870
Statutory Text (5 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-08870
Kritik for misvisende omtale og utilstrækkelig berigtigelse
TV MIDTVEST bragte i 2024 en artikel og et nyhedsindslag med omtale af en kommunes sagsbehandling vedrørende en sag om et barn med cerebral parese, hvis familie havde søgt om hjemmetræning samt tabt arbejdsfortjeneste.
Af artiklen fremgik det blandt andet, at familien havde sendt en ansøgning til kommunen om hjemmetræning i 2023, og at familien havde ventet 15 måneder på at få svar på denne ansøgning, hvilket ikke stemte overens med kommunens oplysninger om en sagsbehandlingstid på maksimalt seks måneder.
Det fremgik ligeledes, at børne-og familiechefen i kommunen ikke ville udtale sig om sagen.
TV MIDTVEST opdaterede efter henvendelse fra børne-og familiechefen artiklen med oplysning om, at familien ”rettede henvendelse” til kommunen i juni 2023, og at børne-og familiechefen ”ikke kan gå ind i konkret sag”.
Børne- og familiechefen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekt og misvisende information om sagsbehandlingstiden i kommunen, samt at artiklens oplysning om, at han ikke ville udtale sig om sagen, var ukorrekt.
Han klagede også over, at TV MIDTVESTs berigtigelse af omtalen var utilstrækkelig, idet artiklen alene var opdateret, hvorved læsere af artiklen ikke kunne antages at blive bekendt med rettelserne.
Pressenævnet fandt, at det forhold, at børne- og ungechefen som følge af reglerne om tavshedspligt var afskåret fra at kommentere oplysninger om konkrete forhold i sagen, skærpede mediets forpligtelse til at referere de faktiske forhold i sagen præcist.
Nævnet fandt herefter grundlag for at kritisere TV MIDTVEST for at bringe misvisende omtale om ansøgningstidspunktet og sagsbehandlingstiden, idet det ikke fremgik af den påklagede omtale, at sagsbehandlingstiden blev regnet fra indgivelse af en officiel ansøgning, og uden at angive, at det var familiens opfattelse, at de med deres henvendelse i 2023 allerede havde ansøgt om hjemmetræning/tabt arbejdsfortjeneste.
Nævnet kritiserede endvidere TV MIDTVEST for utilstrækkelig berigtigelse.
[Klager], der er Børne- og familiechef i [Kommunen], har klaget til Pressenævnet over artiklen ” 5-årige [Barnet] får det værre og værre: - Det er bekymrende og hjerteskærende ” bragt på tvmidtvest.dk, og et indslag bragt i nyhedsudsendelsen kl.
19.30 på TV MIDTVEST samt et opslag/en reel på mediets Facebook, som alle blev bragt den 21. oktober 2024, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har navnlig klaget over, at den påklagede omtale indeholder ukorrekt og misvisende information, og at mediet har afvist at slette artiklen samt omtalen på Facebook.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
TV MIDTVEST bragte den 21. oktober 2024 kl.
6.00 artiklen: ” 5-årige [Barnet] får det værre og værre: - Det er bekymrende og hjerteskærende ” på tvmidtvest.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”En familie fra [Bynavn A] føler sig svigtet af [Kommunen], og en forening mener, at der er begået lovbrud.
”
Der er øverst i artiklen indsat en video på 31 sekunder med et kortere interview med den 5-årige [Barnet]s mor, [Moren], som sidder på gulvet sammen med [Barnet]s far, [Barnet] og hans lillebror.
Af teksten under videoen fremgår: ”Familien føler, at kommunen har svigtet deres søns behov, imens han er blevet mere hæmmet af sygdommen Cerebral Parese.
” Af videoen fremgår følgende
[Moren]: “Det gør jo helt vildt ondt.
Øhm… fordi… undskyld.
[Moren græder og tørrer sine øjne].
Når man kigger på [Barnet], så snakker vi jo ikke kun om, hvad han har mistet.
Vi snakker jo også om, hvor han kunne have været, hvis han havde fået den rigtige hjælp.
Så… Jeg synes, det, der gør ondt at se, det er, at han er gået i forfald.
Men det handler også om at se sit barn ikke få lov til at udleve det fulde potentiale, han kunne.
”
Af artiklen fremgår
”En familie fra [Bynavn A] føler sig dybt svigtet af [Kommunen].
I 15 måneder har de ventet på at få retten til at hjemmetræne deres 5-årige søn, der lider af sygdommen Cerebral Parese.
- Det er virkelig hårdt og opslidende det her, siger [Barnet]s far, [Faren], til TV MIDTVEST.
Cerebral Parese er en hjerneskade, der giver nedsat kraft og bevægelighed i musklerne og samtidig gør det vanskeligt at spise og tale.
Familien mener, at kommunen har svigtet barnets behov, fordi sagen er trukket i langdrag, imens deres søn har fået det værre og værre.
En historie Herning Folkeblad også har fortalt [Teksten udgør et link til artiklen ” [Barnet]s krop forfalder og hans forældre er »i krig mod kommunen« ” bragt den 11. oktober 2024 på herningfolkeblad.dk, Pressenævnet ]
Har mistet evnen til at gå
Deres søn har et stort behov for at træne sin motorik på daglig basis, men forældrene oplever, at daginstitutionen ikke er i stand til at varetage den store opgave - særligt fordi [Barnet] også lider af hyppige epileptiske anfald.
Den manglende træning gør, at familien oplever, at [Barnet]s evne til at bevæge sig med tiden er blevet kraftigt forringet.
Som 2-årig kunne han selv gå rundt med støtte af en lille rollator, mens han i dag blot kan ligge på maven og skubbe sig frem med sine hænder.
- [Barnet]s fodled er blevet mere og mere skæve, og vi er nået dertil, at der venter en operation i det nye år, siger [Barnet]s mor, [Moren].
”
Der er i artiklen indsat en video af [Barnet], der går i henholdsvis 2021 og 2024.
Af billedteksten fremgår
”Her kan du se forskellen på [Barnet]s evne til at gå fra 2021 til 2024.
”
Af artiklen fremgår videre
” Sender ansøgning til kommunen
I juni 2023 sendte familien en ansøgning til [Kommunen] med et stort ønske om at få lov til at hjemmetræne deres søn.
- Det var ekstremt vigtigt for os at komme i gang med træning hurtigst muligt, så vi kunne sætte en prop i den dårlige udvikling, vi så hos vores søn, siger [Faren].
Familien har et stort håb om, at [Barnet]s mor, [Moren], kan modtage økonomisk støtte fra kommunen, så hun kan træne med sønnen om formiddagen, når han er mest oplagt.
Forud for henvendelsen havde familien rådført sig med en overlæge fra Regionshospitalet [Bynavn B] om, hvornår hjemmetræningen helst skulle foregå.
I et dokument, som TV MIDTVEST er i besiddelse af, skriver overlægen, at ”Det er væsentligt, at træningen foregår på et tidspunkt af døgnet, hvor [Barnet] er vågen og oplagt (…) Det er således ikke nogen løsning, at træningen foregår sidst på eftermiddagen, hvis han er træt.
” Familien tog derfor kontakt til kommunen med håbet om at få dækket [Barnet]s behov.
”
Der er i artiklen indsat et billede af familien, der sidder på gulvet i deres stue.
[Barnet] ligger på gulvet forrest i billedet.
Af artiklen fremgår videre
” - Fuldstændig uhørt
Til familiens store bekymring måtte de vente 15 måneder, før de fik et svar fra [Kommunen], selvom der står på kommunens hjemmeside, at sagsbehandlingsfristen er på seks måneder.
I den lange ventetid, hvor [Barnet] ifølge familien ikke har haft mulighed for at træne tilstrækkeligt, er det kun gået den forkerte vej.
[Barnet] kan ikke længere gå selv, og hans ene fod er blevet skæv.
- Det er bekymrende og hjerteskærende.
Det gør helt vildt ondt på os.
Når vi snakker om [Barnet] handler det ikke kun om, hvad vi har mistet.
Det handler også om, hvor han kunne have være, hvis han havde fået hjælp i tide, siger [Moren].
Men skal I ikke også respektere, at det tager tid for kommunen at indsamle dokumenterne i en kompleks sag?
- Jo, helt bestemt, og jeg synes også, det er vigtigt at indtage den rigtige dokumentation, men det er jo ikke bare sagsbehandlingstiden i sig selv.
Det handler også om, at vi har med et barn at gøre, som mister færdigheder i de her måneder.
Foreningen Hjernebarnet, der hjælper familier med handicappede børn, mener, at det er i strid med reglerne, at [Kommunen] først giver et svar efter 15 måneder.
- Det er fuldstændig uhørt - særligt set i lyset af, at der er tale om et barn med alvorlige funktionsnedsættelser, der har haft tilbagegang i sine færdigheder, siger [Person A], der er familierådgiver i Hjernebarnet.
”
Af artiklen fremgår videre
” Børnechef vil ikke udtale sig om sagen
[Klager] er børne- og familiechef i [Kommunen], men han ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, og hvorfor det har taget så lang tid for kommunen at behandle sagen.
- De her sager om hjemmetræning er meget komplicerede, og der er behov for at hente informationer udefra.
Det kan godt forlænge sagen, siger [Klager].
Men det er vel dybt kritisabelt, at der går 15 måneder, når der kun bør gå seks?
- Det kommer an på, hvad der har været af sagskridt (indsamling af dokumenter red.) undervejs, men jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag.
5-årige [Barnet] har jo fået det dårligere og dårligere i de 15 måneder, der er gået, men du mener stadig, at 15 måneder er indenfor skiven?
- Det kan jeg ikke svare på.
Men de her sager er komplekse, lyder det fra børne- og familiechefen.
”
Af artiklen fremgår videre
” - Jeg begyndte at græde
Efter 15 måneders ventetid fik familien i september 2024 tildelt retten til hjemmetræning - men det var alt andet end jubelbrøl og klapsalver, der spredte sig i parcelhuset i [Bynavn A].
Familien fik tildelt retten til hjemmetræning, men fik afslag på tabt arbejdsfortjeneste til moderen, der ellers ifølge moderen ville gøre det muligt at gå ned i tid på sit arbejde, så hun kan træne derhjemme med sin søn.
Og nok så vigtigt for familien: Det betyder også, at træningen skal foregå om eftermiddagen eller aftenen, når [Barnet] kommer hjem fra børnehave.
- Jeg begyndte at græde.
Jeg bliver vred og frustreret.
Jeg synes, det er en gratis omgang at sige, at jeg skal det om aftenen, hvor [Barnet] ikke er fysisk i stand til at udføre træningen, siger moderen.
”
Der er i artiklen indsat et billede af [Barnet], der ligger på stuegulvet og kigger op.
Af artiklen fremgår videre
” Forening: Bryder reglerne igen
Foreningen Hjernebarnet mener, at kommunen begår endnu et brud på reglerne ved ikke at tildele familien tabt arbejdsfortjeneste, så familien selv kan bestemme, hvornår træningen skal foregå.
- Kommunen sagsbehandler forkert.
Familien har en forventning om, hvornår [Barnet] er mest oplagt til at modtage træningen, og det bakker deres læge op.
Men skal man ikke respektere, at kommunen selv har de faglige kompetencer til at vurdere, hvornår træningen bør foregå?
- De bliver nødt til følge reglerne.
Det kan kommunen ikke tilsidesætte - særligt når det er dokumenteret af en læge også.
”
Af artiklen fremgår videre
”- Det kan jeg ikke svare dig på
TV MIDTVEST har spurgt Børne- og familiechefen i [Kommunen], [Klager], hvorfor moderen ikke er blevet tildelt tabt arbejdsfortjeneste, når Hjernebarnet mener, der er tale om et lovbrud.
- Det kan jeg ikke svare på, for jeg kan ikke gå ind i den enkelte sag.
Jeg kan kun sige, at de her sager er meget komplekse, siger [Klager].
Kommunens afslag til tabt arbejdsfortjeneste begrundes blandt andet med, at ”visitationsudvalget finder det i [Barnet]s bedste af have stabilt fremmøde i børnehave, hvor mødetiderne er den samme om morgenen.
”
Børne- og familiechefen i [Kommunen] vil dog ikke komme nærmere ind på, hvorfor kommunens vurdering er stik imod, hvad overlægen anbefalede - nemlig at træningen skulle foregå om formiddagen.
- Det er os, der har afgørelsen.
Hvis der er en læge, der udtaler sig, så indgår det også i afgørelsen, siger [Klager].
Men har lægens afgørelse spillet en rolle?
- Det kan jeg ikke svare dig på.
”
Af artiklen fremgår videre
”Kan blive nødt til at sælge huset
Familien har nu sendt en klage over kommunens afgørelse, som de håber at få svar på hurtigst muligt.
- Vi håber, at kommunen indser, at de har begået en fejl, og at de retter op på fejlen, så vi kan komme i gang med at hjemmetræne i det omfang, der er i [Barnet]s bedste, siger [Faren].
Hvis det ender med endnu et afslag fra kommunen, kan det ifølge familien selv får store konsekvenser.
For dem er det bidende [bydende, Pressenævnet ] nødvendigt at hjemmetræne med [Barnet] om formiddagen, og hvis de ikke kan få økonomisk støtte fra kommunen, kan de blive nødt til at sælge deres hus i [Bynavn A].
- Vi er afhængige af to indkomster for at kunne bo her, og der har vi behov for at kommunen går ind og støtter os, afslutter [Faren].
Kommunen kan også vælge at sende sagen videre til Ankestyrelsen, hvor der ifølge Hjernebarnet kan være op til et års sagsbehandlingstid.
”
Der er i artiklen indsat et billede af [Barnet]s far.
Af billedteksten fremgår
”Ifølge [Barnet]s far kan familien blive nødt til at sælge huset i [Bynavn A], hvis de ikke får tildelt tabt arbejdsfortjeneste.
”
Efter offentliggørelsen
Af den påklagede artikel, som den er tilgængelig på tvmidtvest.dk, fremgår nu øverst en tekstboks med følgende indhold
” Præcisering
Vi har opdateret vores artikel med følgende
- Tidligere fremgik det af artiklen, at familien i 2023 sendte en ansøgning om at hjemmetræne deres søn.
Det er nu rettet til, at familien rettede henvendelse til kommunen.
- Tidligere stod der i artiklen, at børne- og familiechef, [Klager], ikke vil udtale sig – det er nu rettet til ”ikke kan”.
”
TV MIDTVEST bragte den 21. oktober 2024 i nyhedsudsendelsen kl.
19.30 et indslag, som omhandlede 5-årige [Barnet] og hans families udfordringer med [Kommunen] og deres sagsbehandling af hans sag om hjemmetræning/tabt arbejdsfortjeneste.
Af indslaget, som indeholder en række optagelser fra familiens hjem samt interview med [Barnet]s forældre, fremgår
[Tidskode: 07.23-24.02]
” Nyhedsvært [Følgende overskrift vises i bunden af skærmen: ”[Barnet] på fem år får ikke nødvendig hjælp]: En familie føler sig dybt svigtet af [Kommunen].
Sagen handler om deres fem-årige [Barnet], der lider af den kroniske hjerneskade cerebral parese.
Familien fra [Bynavn A] mener ikke, at kommunen giver deres handicappede søn den hjælp, han har brug for, og vurderingen fra en forening lyder, at kommunen har begået lovbrud.
[Der klippes til optagelser af [Barnet] og hans familie i deres hjem i [Bynavn A] i forskellige hverdagssituationer.
]
[Faren] [Far til [Barnet]]: Det er vanvittigt urimeligt og helt vildt unfair, og man mister lidt tilliden til systemet.
Speak: Det er fem-årige [Barnet], der er hovedperson.
Han lider af cerebral parese.
En hjerneskade, der giver nedsat kraft og bevægelighed i musklerne.
Den gør også, at han har svært ved at spise og tale.
[Moren] [Mor til [Barnet]]: Det er sådan helt lavpraktisk simpelthen hjernen, der er udfordret i at sende signaler ned til musklerne.
Speak: Hans forældre er havnet i en konflikt med [Kommunen].
De mener, at kommunen svigter deres søn.
[Faren]: Det er jo ekstremt hårdt og opslidende det her.
Speak: Forældrene fortæller, at deres søn har stort behov for at træne sin motorik på daglig basis, men de oplever, at daginstitutionen ikke er i stand til at varetage opgaven – særligt fordi, at [Barnet] også lider af hyppige epileptiske anfald.
Den manglende træning gør, at familien oplever, at [Barnet]s evne til at bevæge sig med tiden er blevet kraftigt forringet.
[Moren]: Han har en helt forkert fodstilling.
Fødderne er trukket skævt, og han er oppe på tå.
[Der klippes til en video/privatoptagelse af [Barnet], der går med en rollator i 2021]
Speak: Videoen her er tre år gammel, og dengang kunne [Barnet] selv gå rundt med hjælp fra en rollator.
[Der klippes herefter til, at [Faren] støtter [Barnet] under armene, mens han forsøger at gå.
]
Speak: I dag skal han mere eller mindre løftes af sin far.
[Moren] [Mens der vises optagelser af [Barnet] og hans far, der hjælper ham med at sætte sig ved spisebordet]: Jamen, det gør jo helt vildt ondt.
Øhm… fordi… undskyld [græder].
Det, der gør ondt at se, det er jo, at han er gået i forfald, men det handler også om at se sit barn ikke få lov til at udleve det fulde potentiale, han kunne.
Speak: I 2023 sendte familien derfor en ansøgning afsted til [Kommunen] med et stort ønske om at få lov til at hjemmetræne deres søn om formiddagen.
[Faren]: Så kan vi forhåbentlig sætte en prop i [Barnet]s tilbagegang.
Speak: Forud for ansøgningen havde familien rådført sig en overlæge fra Regionshospitalet [Bynavn B] om, hvordan hjemmetræningen helst skulle foregå.
I et dokument, som TV MIDTVEST er i besiddelse af, skriver overlægen [Fremgår af en tekstboks i indslaget]: ”Det er væsentligt, at træningen foregår på et tidspunkt af døgnet, hvor [Barnet] er vågen og oplagt (…) Det er således ikke nogen løsning, at træningen foregår sidst på eftermiddagen, hvis han er træt.
”
Speak: På kommunens hjemmeside står der, at det højest må tage seks måneder at behandle en ansøgning om hjemmetræning, men familien måtte vente 15 måneder på at få et svar.
[Moren]: Jeg har egentlig indtrykket af, at det er fordi, der har været nogle manglende kompetencer på området.
Man er ikke vant til at håndtere hjemmetræningssager i [Kommunen], og derfor har man måske ikke helt vidst, hvordan man skulle forløbe sådan en sag
Journalist: Men i sådan en proces kan det jo også være vigtigt at få indhentet de helt rigtige oplysninger.
Bør I ikke have respekt og forståelse for, at det også er nødvendigt?
[Moren]: Jo, helt bestemt, og jeg synes også, at det er mega vigtigt at indtage rigtig dokumentation.
Øhm.
Altså det er jo ikke bare sagsbehandlingen i sig selv.
Det er jo ikke bare det med, at man siger, at det tager seks måneder, og så tager det femten måneder.
Det er ikke kun det.
Det handler også om, at vi har med et barn at gøre, som mister færdigheder i de her måneder.
Speak: Foreningen Hjernebarn, der hjælper familier, der har børn med et handicap, mener, at det er i strid med reglerne, at [Kommunen] venter 15 måneder med at give et svar.
[Der klippes til et video-interview med [Person A], familierådgiver ved Hjernebarnet]
[Person A]: Jamen det er fuldstændig forkasteligt.
Altså kommunen har sagsbehandlet forkert.
Når man informerer om, at man kun skal bruge seks måneder, så skal man bruge seks måneder, og der er ikke noget i den her sag, der gør, at det skulle tage 15 måneder.
[Der klippes tilbage til optagelserne af familien i hjemmet i [Bynavn A].
]
Speak: I september 2024 får familien så et svar og bliver tildelt retten til hjemmetræning, men det var alt andet end jubelbrøl og klapsalver, der spredte sig i parcelhuset i [Bynavn A].
[Moren]: Jamen jeg begynder at græde.
Jeg begynder at græde, og jeg bliver vred, og jeg bliver frustreret.
Speak: Familien havde nemlig også søgt om tabt arbejdsfortjeneste, der ifølge [Barnet]s mor, ville gøre det muligt at gå ned i tid på sit arbejde, så hun kan træne med sin søn om formiddagen, ligesom lægen anbefalede.
[Moren]: Så for at jeg ligesom kan give ham den træning, han har behov for, så bliver jeg også nødt til at købes fri fra min arbejdsplads.
Det er sådan hele set-uppet omkring hjemmetræning, det er lavet.
Speak: Men kommunen ender med at give afslag til tabt arbejdsfortjeneste, og så fortæller familien, at de ikke har mulighed for at hjemmetræne [Barnet] om formiddagen.
[Moren]: Jeg synes, at det er en gratis omgang at sige til mig: ”Værsgo, du må gerne hjemmetræne med dit barn.
Du må gerne bruge den her udbyder, du har valgt, men du skal gøre det om aftenen, hvor han ikke er i fysisk stand til at kunne træne.
Speak: Foreningen Hjernebarnet mener, at kommunen begår endnu et lovbrud på reglerne ved ikke at lytte til familien og lægens anbefaling om, at træningen skal foregå om formiddagen.
[Der klippes til et video-interview med [Person A], familierådgiver ved Hjernebarnet]
[Person A]: Og det synes vi jo er så forkert, som det overhovedet kan være, fordi at dels arbejder en læge under et lægeløfte og må ikke udtale sig om ting, som ikke passer, men derudover så kan man jo ikke sidde bag et skrivebord i kommunen og beslutte, hvordan [Barnet] har det.
Der bliver man nødt til at lytte til de eksperter og fagpersoner, som er tættest på barnet, og det er [Barnet]s læge i det her tilfælde.
Speak: Som begrundelse for afslaget, skriver kommunen blandt andet [Fremgår af en tekstboks i indslaget]
”Visitationsudvalget finder det til [Barnet]s bedste at have et stabilt fremmøde i børnehaven, hvor mødetider er den samme om morgenen, så [Barnet] kan starte dagen positivt op i børnehaven.
”
Journalist: Bør I ikke også respektere det, som kommunen går ind og vurderer der?
[Faren]: Jo, men det kan man jo godt sige, hvis de havde noget, ligesom et belæg for det her.
[Barnet], han har jo hans epilepsi, og i alle de år, han har gået i institution, der har der ikke været noget stabilt fremmøde, fordi at så har der været et anfald, og så har der været forskellige hospitalsbesøg.
Journalist: Men kommunen siger jo netop, at de har fagligheden til at vurdere sagen?
[Faren]: Ja, men det har de jo ikke, når det er, at der er en overlæge, som kommer med en modsat anbefaling af det, de kommer med.
Speak: Familien har nu sendt en klage over kommunens afgørelse, som de håber at få et svar på hurtigst muligt.
[Faren]: Vi håber, at kommunen først og fremmest kigger på den klage, som vi har sendt på deres afgørelse i forhold til tabt arbejdsfortjeneste og indser, at de har begået en fejl, og at de retter op på fejlen.
Speak: Og hvis familien ikke vinder sagen, kan det få konsekvenser for deres bopæl.
[Faren]: Jamen ganske kort, så betyder det, at vi er nødt til at flytte herfra, for så har vi ikke råd til at blive boende, fordi vi ikke har de to indtægter.
[Der klippes tilbage til nyhedsstudiet]
Nyhedsvært: Chefen for Børne- og familieafdelingen i [Kommunen] har ikke ønsket at stille op til et tv-interview, fordi han ikke vil udtale sig om den her konkrete sag, men han siger i en artikel, som du kan læse lige nu på vores hjemmeside, at han efter medieomtalen har bedt kommunen om at udarbejde en sagskronologi, så de kan kigge forløbet igennem.
”
TV MIDTVEST bragte på den 21. oktober 2024 en reel/historie på deres Facebook-side, som indeholder et kortere klip fra interviewet med [Barnet]s mor, [Moren].
Det fremgår af sagens oplysninger, at [Klager] den 29. oktober 2024 klagede til TV MIDTVEST over omtalen og anmodede om sletning af den påklagede artikel samt opslag på Facebook.
TV MIDTVEST besvarede klagen den 9. december 2024 og oplyste, at de på baggrund af hans henvendelse havde opdateret artiklen med to præciseringer, som gengivet ovenfor.
Mediet afviste den øvrige del af klagen samt anmodningen om sletning.
Mediets svar på klage indeholdt ikke klagevejledning.
Den 19. december 2024 kvitterede [Klager] for modtagelsen af mediets klagesvar, men fastholdt de øvrige kritikpunkter, herunder anmodning om sletning, og afsluttede herefter mailen med følgende: ”Hvis ikke det kan imødekommes vil jeg bede om at sagen oversendes til Pressenævnet.
” Den 28. februar 2025 rykkede [Klager] for svar eller kvittering for, at sagen var blevet oversendt til Pressenævnet.
Begge henvendelser fra [Klager] til TV MIDTVEST ses efter det oplyste at være ubesvarede.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 23. juli 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] klagede den 29. oktober 2024 til TV MIDTVEST over omtalen i nyhedsudsendelsen, i en reel på mediets Facebookside og i en artikel på tvmidtvest.dk, som alle blev bragt den 21. oktober 2024.
Af klagen til TV MIDTVEST fremgår blandt andet
”Undertegnede skal hermed klage over, at TV-MIDTVEST ikke har overholdt god presseskik og derudover afvist at foretage tilstrækkelig research samt at undgå fremkomsten af forkerte oplysninger.
Klagen vedrører udsendelsen om en dreng ved navn [Barnet] fra [Bynavn A], offentliggjort på TVMIDTVESTs Facebookside, TV-MIDTVESTs hjemmeside og i nyhedsudsendelsen den 21. oktober 2024.
Der klages også over, at TV-MIDTVEST har viderebragt ukorrekte oplysninger og dermed ikke har overholdt god presseskik ved den 23. oktober at have offentliggjort fejlagtige og udokumenterede oplysninger i et interview med folketingspolitiker og handicapordfører [Politikeren] fra [Parti A].
Dette har ført til, at hun udtalte sig på et fejlagtigt grundlag.
Undertegnede klager desuden over, at TV-MIDTVEST ikke blot i indhold, men også i medarbejder fra stationens handlemåde, har handlet i strid med god presseskik i henhold til Pressenævnets retningslinjer.
Her henvises til udsendelsens indhold, herunder forkerte oplysninger, journalist [Journalist A]s spørgsmål og manglende respekt for, at en offentlig myndighed eller myndighedsperson ikke kan udtale sig om personsager.
TV-MIDTVEST har endvidere undladt at følge god presseskik i
forbindelse med måden, hvorpå oplysningerne er blevet fremskaffet.
Medier har ifølge god presseskik til opgave at bringe korrekte oplysninger og så vidt det er muligt, at kontrollere om de oplysninger der gives eller gengives er sande.
Det er også TV-MIDTVESTs opgave at udvise kritisk sans over for kilder, især når deres udsagn kan være påvirket af personlige interesser.
Det ses at være en skærpende omstændighed, at en part i en sag på grund af tavshedspligt ikke har mulighed for at udtale sig i en konkret sag.
Det er undertegnedes opfattelse, at TV MIDTVEST i den konkrete udsendelse og i samtidige opslag ikke gjorde det klart, hvad der var faktuelle oplysninger, og hvad der var kommentarer eller vurderinger.
I den konkrete sag refereres der til en lægeudtalelse, som forældrene selv har fået udfærdiget.
Da der således har været adgang til konkrete dokumenter i sagen, ville det have været muligt gennem hele sagsforløbet, at få bekræftet udtalelser om datoer og sagsforløb, inden offentliggørelse.
Uden at gå i detaljer om den konkrete sag kan det oplyses, at der på baggrund af sagen er blevet foretaget en intern undersøgelse af sagsbehandlingstider i hjemmetræningssager i [Kommunen].
Denne undersøgelse viser, at den længste sagsbehandlingstid i hele 2023 og i 2024 indtil nu for ansøgninger om hjemmetræning er fire måneder.
Den fastsatte sagsbehandlingstid er seks måneder.
I forbindelse med forberedelsen af udsendelsen har der været tre telefonsamtaler med journalist [Journalist A].
I disse samtaler blev det præciseret, at undertegnede på grund af tavshedspligt i personsager ikke kunne udtale sig om den konkrete sag, men kun generelt om hjemmetræning.
Der blev givet tilsagn om at give interview med betingelse af, at det handlede om generelle spørgsmål om hjemmetræning.
Alligevel var spørgsmålene i interviewet rettet mod den konkrete sag.
Nedenstående er uddrag fra TV-MIDTVESTs hjemmeside, hvoraf det fremgår at der blev stillet spørgsmål til sagen.
[Der er i klagen indsat skærmbilleder af dele af den påklagede artikel, Pressenævnet ]
Overskriften [mellemrubrik, Pressenævnet ] ses også som en forvanskning.
Der er ikke tale om jeg ikke vil udtale mig, men som der blev informeret grundigt om, - at jeg ikke kan og må.
I forbindelse med interviewet blev [Journalist A] på flere måder gjort opmærksom på, uden at gå konkret ind i sagen, at der kunne konstateres manglende journalistisk omhyggelighed i forhold til at udføre tilstrækkelig research.
Han blev desuden gjort opmærksom på, at emnet kunne være påvirket af særlige interesser fra leverandører og interesseorganisationer.
I den forbindelse blev han advaret om
risikoen for at bringe forkerte oplysninger og der blev brugt metaforen: "Du skal være opmærksom på, hvilken vogn du er ved at blive spændt foran." [Journalist A] afviste alligevel at undersøge sagen nærmere.
Resultatet af udsendelsen er, at en række seere og læsere har fundet [Kommunen]s handlinger uforsvarlige og har bidraget til en shitstorm mod kommunen, samt sendt chikanøse mails.
Dertil kommer, som tidligere anført, at en folketingspolitiker har udtalt sig på et fejlagtigt grundlag.
Jeg skal bede TV-MIDTVEST fjerne opslag på hjemmeside og Facebook samt bringe en beklagelse af, at de fremførte oplysninger i udsendelsen ikke var baseret på fyldestgørende research og korrekte oplysninger, hvorved der blev skabt et fejlagtigt billede af [Kommunen]s sagsbehandling.
”
[Klager] sendte den 19. december 2024 som opfølgning på mediets klagesvar af 9. december 2024 følgende mail til TV MIDTVEST
”Jeg anerkender rettelsen "retter henvendelse til".
Jeg må bede om at titlen "borgmester [Klager]" rettes til Børne- og familiechef [Klager].
Der ud over kan jeg i fuldt omfang ikke anerkende afvisning af klagen.
Jeg præciserer at det er TVMidtVest der har ansvaret for at faktatjekke oplysningerne i en sag, hvor vi som kommune er den ene part i en personsag.
Forvaltningsloven yder beskyttelse af borgerne og forhindrer, at vi hverken direkte eller indirekte, kan udtale os om personsager.
Det er derfor TVMidtVests opgave at sikre at oplysningerne er korrekte.
Jeg er ikke bekendt med hvilken dokumentation TVMidtVest i øvrigt er i besiddelse af.
Men jeg finder ikke at det er tilstrækkeligt at der tages udgangspunkt i et dokument og ikke hele sagsforløbet i sådan en sag.
Hvis TVMidtVest havde orienteret sig på [Kommunen]s hjemmeside om hjemmetræning, ville konklusionen være den samme som [Kommunen] er kommet frem til, - at der i 2023 og 2024 ikke er ansøgninger om hjemmetræning der har varet ud over den fastsatte behandlingstid.
På hjemmesiden fremgår det også præcist hvordan der søges om hjemmetræning og hvilke betingelser der skal opfyldes inden der kan søges.
Hvis det er familiens opfattelse at de har søgt i juni 2023 og det fremgår af kommunens hjemmeside at en ansøgning om hjemmetræning har nogle bestemte faser med målgruppeafklaring og ansøgning og behandling, bør det som minimum fremgå at der ikke er overensstemmelse mellem det familien opfatter og den måde kommunen beskriver en ansøgningsproces.
I forhold til påstanden om at jeg har fået alle muligheder for at tilbagevise faktuelle fejl, må jeg igen gør klart at i de spørgsmål jeg er blevet stillet, ville ethvert faktuelt svar være at kommentere på en personsag.
Så igen er det TVMidtVests opgave i sådan en sag, hvor den ene part ikke har mulighed for at udtale sig, at sikre sig at de oplysninger der frembringes som faktuelle faktisk er faktuelle.
Jeg mener ikke at en læge kan eller bør have interesse i at udtale sig til en bestemt parts fordel.
Men en læge kan ikke træffe afgørelse om behandling inden for det sociale område.
På den baggrund fastholder jeg min anmodning om at udsendelse og tilhørende artikler fjernes og at der fremkommer et dementi.
Hvis ikke det kan imødekommes vil jeg bede om at sagen oversendes til Pressenævnet.
”
[Klager] har i klagen til Pressenævnet af 23. juli 2025 anført blandt andet følgende
Da jeg ikke har modtaget svar på, om TV Midtvest har accepteret min opfølgning på klagen – eller som anmodet har videresendt sagen til Pressenævnet – retter jeg hermed henvendelse direkte til Pressenævnet.
Jeg antager, at nævnet ikke har modtaget sagen.
Jeg betragter TV Midtvest som et medie, der selv skal håndtere klager over presseetik, før en eventuel behandling i Pressenævnet kan finde sted.
Sagen har – som det fremgår – været behandlet hos TV Midtvest, men efter min vurdering ikke blevet korrekt afsluttet.
Jeg mener ikke, at der er givet et tilstrækkeligt dementi eller tilstrækkelig vejledning om muligheden for at klage videre.
På baggrund af den vedhæftede klage er der sket visse justeringer
”Præcisering
Vi har opdateret vores artikel med følgende
- Tidligere fremgik det af artiklen, at familien i 2023 sendte en ansøgning om at hjemmetræne deres søn.
Det er nu rettet til, at familien rettede henvendelse til kommunen.
- Tidligere stod der i artiklen, at børne og familiechef, [Klager], ikke vil udtale sig - det er nu rettet til "ikke kan".
Som det fremgår af TV Midt Vests opslag har familien som udsendelsen drejer sig om rettet henvendelse til kommunen, men der er uklarhed om hvorvidt der er tale om en henvendelse om tabt arbejdsfortjeneste, om hjemmetræning eller begge dele.
TV Midt Vest bringer udsendelsen som om det drejer som om hjemmetræning.
Hjemmetræning i sig selv er ikke forbundet med tabt arbejdsfortjeneste og udløser ikke automatisk tabt arbejdsfortjeneste.
Det fremgår stadig TV Midt Vests hjemmeside at familien sendte en ansøgning til kommunen i juni 2023.
I teksten er det dog rettet til ”rettede henvendelse”.
Der er stor forskel på om der er tale om en løbende rådgivning og sagsbehandling eller en om en konkret ansøgning.
TV Midt Vest har ikke kunnet dokumentere, som det er påstået, at der sendtes en ansøgning.
Da hele udsendelsen handler om at fortælle en historie om meget lang sagsbehandlingstid i forhold til hjemmetræning, findes det kritisabelt at TV Midt Vest ikke ændrer tematik og overskrift når der gøres opmærksom på det.
[Følgende tekstboks med udsnit fra artiklen er indsat i klagen, Pressenævnet ]
”Sender ansøgning til kommunen
I juni 2023 rettede familien henvendelse til [Kommunen] med et stort ønske om at få lov til at hjemmetræne deres søn.
- Det var ekstremt vigtigt for os at komme i gang med træning hurtigst muligt, så vi kunne sætte en prop i den dårlige…”
Ved ikke at lytte til det der bliver forklaret fra undertegnede, uden at kunne gå ind i den konkrete sag, er der ikke alene en ensidig fremstilling af sagen, men også en mangelfuld indsigt fra TV Midt Vest i, hvad sagen reelt handler om.
Der henvises blot til den vejledning der er givet af interesseorganisationen Hjernebarnet, som faktuel viden.
Alligevel sendes udsendelsen og teksten bliver stående på nær ovenstående præcisering.
Jeg mener fortsat ikke at TV Midt Vest har levet op til god presseetik.
Det vurderes især ud fra at ikke at have lyttet til de forklaringer og den vejledning jeg har givet på det generelle plan.
Efter min vurdering, er der forud for udsendelsen ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at den ene part i en sag som denne juridisk set ikke har mulighed for at udtale sig.
Hvis det havde været muligt ville sagen kunne oplyses anderledes.
Det er min vurdering at det for TV Midt Vest som medie har handlet om at skabe en sensationel historie fremfor at undersøge sagen og afdække de faktuelle forhold.
I forhold til de kommentarer og henvendelser udsendelsen har givet, har TV Midt Vest pådraget sig et stort ansvar i forhold til at fremstille et særligt negativt billede af [Kommunen], hvilke har fået borgere og politikere til at reagere på et ikke tilstrækkeligt oplyst grundlag.
”
[Klager] har som svar på TV MIDTVESTs udtalelse af den 12. august 2025 anført blandt andet
”TVMIDTVEST beskriver i deres svar 12. august 2025 at de fandt at sagen var lukket på trods af at jeg i mail af 19. december 2024 tydeligt gav udtryk for at jeg ikke i fuldt omfang kunne anerkende afvisningen af klagen.
Jeg begrundede hvorfor jeg ikke kunne anerkende afvisningen og redegjorde tydeligt for, at hvis TVMIDTVEST ikke kunne imødekomme min klage, at jeg anmodede om at sagen blev oversendt til
Pressenævnet.
Jeg rykkede for svar eller kvittering 28. februar 2025.
Jeg modtog mail d. 19. marts 2025, som ikke rigtig gav mig nogen mening, men jeg antog at det var del af den research TVMIDTVEST var i gang med for underbygge deres behandling af klagen.
Da jeg ikke hørte yderligere rykkede jeg ikke mere, men oversendte sagen til Pressenævnet 27. juli 2025.
Hvis ikke TVMIDTVEST, som det vil være almindelig praksis andre sammenhænge, finder at det er deres opgave at videresende en sag til højere instans, som de ikke ønsker at behandle yderligere, burde de efter min mening have givet besked om det.
Et af de forhold jeg har påpeget er, at det er konstateret at der i ingen sager om hjemmetræning er en overskridelse af de fastlagte behandlingstider.
Når udsendelsens klare påstand er at der er tale om en ventetid på 15 måneder ændrer det ikke meget ved TVMIDTVEST’s rettelse at ansøgning er rettet til ”rette henvendelse”, når overskriften stadig er ”Sender ansøgning til kommunen”.
Hvis der havde foreligget en ansøgning ville den være behandlet indenfor 6 måneder, som er den sagsbehandlingsfrist der fremgår af kommunens hjemmeside.
Jeg er på ingen måde enig i at der er tale om ”ordkløveri”.
Det er ret væsentligt at [Kommunen] faktisk overholder sagsbehandlingstider, og TVMIDTVEST fremstiller det som om en familie har ventet i 15 måneder.
Der er generelt i sager som den omtalte tilknyttet medarbejdere der rådgiver og behandler ansøgninger, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, tilbud om specialiseret dagtilbud og kvalificeret børnefysioterapi.
Der vil ikke være tale om flere måneders ventetid.
Fra henvendelse til kontakt, rådgivning m.v. går der mindre en 8 dage.
TVMIDTVEST har efter det oplyste været i besiddelse af sagsakter, hvoraf det må fremgå at en familie som den der omtales er tilbudt en række indsatser, rådgivning m.v.
Jeg må fastholde at TVMIDTVEST ikke har taget hensyn til, at [Kommunen] som den ene part i sagen ikke har mulighed for at kommentere den konkrete sag.
Det fremgår også at deres svarskrivelse at de ikke har forstået alvoren af reglerne om GDPR og forvaltningsloven, i forhold til at enhver udtalelse i en konkret sag vil være at overtræde tavshedspligten.
TVMIDTVEST er efter min vurdering i den konkrete sag tvunget til at belyse sagen fra begge sider, selvom den ene part i form af [Kommunen] ikke kan udtale sig.
TVMIDTVESTS afsluttende kommentar viser med al tydelighed, at de ikke har sat sig ind i lovgivningen og varetaget deres presseetiske ansvar som et stort medie, ved at sikre sig begge parters perspektiv.
Kommentaren ”[Klager] har haft alle muligheder for at udtale sig” er simpelthen ikke rigtig.
At henføre det til, at det skulle være min ”mening”, at jeg ikke kan udtale mig, er for mig bevis på at TVMIDTVEST ikke har sat sig ordentlig ind i hvilke lovmæssige regler der gælder for området.
Der er ikke tale om holdninger, men om lovgivning.
Jeg forstår ikke bemærkningen om at ”Det er først nu her bagefter, at historien pludselig er forkert”.
Jeg har hele tiden i interviews anbefalet at undersøge sagen grundig og klaget umiddelbart efter at udsendelsen er sendt og der er lagt indlæg på hjemmesiden.
I forbindelse med interviewet blev [Journalist A] på flere måder gjort opmærksom på, uden at gå konkret ind i sagen, at der kunne konstateres manglende journalistisk omhyggelighed i forhold til at udføre tilstrækkelig research.
Han blev desuden gjort opmærksom på, at emnet kunne være påvirket af særlige interesser fra leverandører og interesseorganisationer.
I den forbindelse blev han advaret om risikoen for at bringe forkerte oplysninger og der blev brugt metaforen: "Du skal være opmærksom på, hvilken vogn du er ved at blive spændt foran." [Journalist A] afviste alligevel at undersøge sagen nærmere.
(uddrag af klage)
2.2 TV MIDTVESTs synspunkter
TV MIDTVEST har i udtalelsen til Pressenævnet bemærket, at de har besvaret [Klager]s klage den 9. december 2024.
Af mediets klagesvar af 9. december 2024 til [Klager] fremgår blandt andet
”Vi har nu læst sagen grundigt igennem, hvorfor du får et fyldestgørende svar på din klage.
Vi mener grundlæggende ikke, TV MIDTVEST har handlet uhensigtsmæssigt eller forkert jf. gældende presseetiske regler.
Din anmodning om, at vi fjerner vores artikel og opslag på Facebook imødekommer vi derfor ikke.
Overordnet mener vi, at TV MIDTVEST har overholdt god presseskik og har foretaget den nødvendige research i det omfang, historien har krævet det.
Der er dog to forhold, som vi gerne vil rette og hvor vi gerne vil imødekomme dig.
Efter din henvendelse, har vi derfor opdateret artiklen med to præciseringer.
Dette fremgår i vores artikel.
Vi har opdateret vores artikel med følgende
- Tidligere fremgik det af artiklen, at familien i 2023 sendte en ansøgning om at
hjemmetræne deres søn.
Det er nu rettet til, at familien rettede henvendelse til
kommunen.
- Tidligere stod der i artiklen, at "borgmester [Klager] ikke vil udtale sig — nu er det rettet til "ikke kan".
Men vi kan som sagt ikke imødekomme dit krav om at tage artiklen ned og komme med en berigtigelse.
I klagen fremgår det, at vi har viderebragt ukorrekte oplysninger.
Det fremgår ikke direkte, hvilke ukorrekte oplysninger, der skulle være tale om, men vi antager, at der hentydes til, at familien først har lavet en officiel ansøgning i april 2024 — og dermed altså ikke har haft en sagsbehandlingstid på 15 måneder, som vi skriver i vores dækning.
Her vil vi gerne henvise til, at den reelle behandling af sagen har varet i 15 måneder.
Vi har dokumentation for, at familien første gang rettede henvendelse til [Kommunen] den 15/6-2023, og at de modtager en afgørelse den 16/9-2024.
Efter forældrene rettede henvendelse til kommunen, blev der igangsat flere tiltag, der understøtter, at der har været en sag, som kommunen har behandlet i forlængelse af første henvendelse i juni 2023.
Og altså ikke i forlængelse af ansøgningen i april 2024.
Helt konkret har vi fået indsigt i afgørelsen på barnets målgruppevurdering fra den 4/12-2023.
Heri fremgår det, at barnets mor den 30/8/2023 i en telefonsamtale tilkendegiver, at forældrene ønsker at ansøge om hjemmetræning.
Dette understreges af, at [Kommunen] har modtaget status fra barnets børnehave den 14/9-2024, [Bynavn B] Hospital den 20/9-2024 og Aarhus Universitetshospital den 9/11-2024.
[Der må rettelig være tale om 2023, Pressenævnet .
]
Det er familiens klare opfattelse, at sagsbehandlingen går i gang fra den 15/6-2023 i
forbindelse med den første henvendelse til [Kommunen], og derfor er det
ligeledes familiens opfattelse, at den endelige sagsbehandlingstid er på i alt 15 måneder.
Vi medgiver dog, at formuleringen, at de har sendt en ansøgning afsted, er upræcis, hvorfor vi som tidligere nævnt, nu har lavet en præcisering i artiklen, hvori det fremgår, at familien i 2023 rettede henvendelse til kommunen med et ønske om at hjemmetræne deres søn.
I klagen fremgår det desuden, at journalist [Journalist A] skulle have udvist
"manglende respekt for, at en offentlig myndighed eller myndighedsperson ikke kan udtale sig om personsager."
Sagen omhandler en familie, der retter en konkret kritik af [Kommunen].
Det er en vigtig journalistisk opgave at viderebringe denne kritik, inden historien publiceres — for at give begge parter mulighed for at udtale sig.
Journalist [Journalist A] har fremlagt samtlige kritikpunkter i telefoninterviewet med dig, og de udtalelser bringer vi i et kritisk interview i artiklen.
Derudover skriver vi i artiklen, at du ikke ønsker at kommentere på den konkrete sag, og den formulering giver vi kilden mulighed for at uddybe i et af de opfølgende svar, hvor kilden udtaler
"Det kan jeg ikke svare på, for jeg kan ikke gå ind i den enkelte sag."
Du kommer til orde i artiklen, og forklarer her, at du mener, at du ikke kan svare på en enkeltsag.
Vi giver dig altså alle muligheder for at forklare, hvorfor du ikke kan sige mere end du gør i interviewet.
I forhold til lægeudtalelsen så stoler vi som medie på uddannede lægers udtalelser.
Hvis du mener, at lægen har interesser i at udtale noget bestemt til en parts fordel, så vil vi meget gerne høre mere om det, for det er bestemt en relevant opfølgning.
Vi mener også, at vi har givet dig alle muligheder for at tilbagevise eventuelle faktuelle fejl i vores fremlæggelse af kritikpunkterne.
Vi har rettet to punkter i vores artikel, der fremstod upræcise.
”
TV MIDTVEST har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende
”I det følgende har vi på TVMIDTVEST taget stilling til [Klager]s nye klagepunkter i en sag, som han nu har sendt til jer.
Som det fremgår i hans egne tilsendte bilag, har vi allerede svaret ham en gang.
Vores svar er highlightet med rød skrift.
[I det følgende fremgår mediets kommentarer med sort almindelig skrifttype, Pressenævnet.
] [Klager]’s med kursiv.
[Klager]: Da jeg ikke har modtaget svar på, om TV Midtvest har accepteret min opfølgning på klagen – eller som anmodet har videresendt sagen til Pressenævnet – retter jeg hermed henvendelse direkte til Pressenævnet.
Jeg antager, at nævnet ikke har modtaget sagen.
TVMIDTVEST har svaret [Klager] på sin første henvendelse, hvor vi var lydhøre og forstående.
Vi ændrede de dele af artiklen, hvor vi fandt, at [Klager] havde en berettiget anklage.
Og vi forklarede ham grundigt, hvorfor vi ikke imødekommer hans krav om at fjerne vores udgivelser.
Dette ses i [Klager]’s vedhæftede bilag.
Derefter er det vores klare holdning, at sagen er lukket.
Vi har ikke mere at tilføje.
[Klager]s efterfølgende henvendelse ændrede ikke vores holdning, da der ikke var nye anklager.
Vi mener ej heller, det er vores opgave at indberette en klage til Pressenævnet.
Det må være anklagerens opgave.
[Klager]: Jeg betragter TV Midtvest som et medie, der selv skal håndtere klager over presseetik, før en eventuel behandling i Pressenævnet kan finde sted.
Sagen har – som det fremgår – været behandlet hos TV Midtvest, men efter min vurdering ikke blevet korrekt afsluttet.
Jeg mener ikke, at der er givet et tilstrækkeligt dementi eller tilstrækkelig vejledning om muligheden for at klage videre.
I [Klager]s anden mail til os gjorde han det klart, at han gerne så sagen blive overdraget til Pressenævnet, hvis TVMIDTVEST ikke slettede og fjernede artikel.
En vejledning fra os om muligheden for at klage videre, virker derfor overflødig.
Vi mener ikke, vi kan gøre mere, og derfor står det naturligvis [Klager] frit for, om han vil indberette til Pressenævnet.
På baggrund af den vedhæftede klage er der sket visse justeringer: Præcisering Vi har opdateret vores artikel med følgende: - Tidligere fremgik det af artiklen, at familien i 2023 sendte en ansøgning om at hjemmetræne deres søn.
Det er nu rettet til, at familien rettede henvendelse til kommunen.
Korrekt.
Vi har ændret ordlyden efter [Klager]’s henvendelse.
- Tidligere stod der i artiklen, at børne og familiechef, [Klager], ikke vil udtale sig - det er nu rettet til "ikke kan".
Korrekt.
Vi har ændret formuleringen efter [Klager]’s henvendelse.
Som det fremgår af TV Midt Vests opslag har familien som udsendelsen drejer sig om rettet henvendelse til kommunen, men der er uklarhed om hvorvidt der er tale om en henvendelse om tabt arbejdsfortjeneste, om hjemmetræning eller begge dele.
TV Midt Vest bringer udsendelsen som om det drejer som om hjemmetræning.
Hjemmetræning i sig selv er ikke forbundet med tabt arbejdsfortjeneste og udløser ikke automatisk tabt arbejdsfortjeneste.
Det fremgår stadig TV Midt Vests hjemme side at familien sendte en ansøgning til kommunen i juni 2023.
I teksten er det dog rettet til ”rettede henvendelse”.
Der er stor forskel på om der er tale om en løbende rådgivning og sagsbehandling eller en om en konkret ansøgning.
Vi forstår ikke dette.
Det fremgår ikke længere, at familien sendte en ansøgning, da det netop er rettet til ”rettet henvendelse”.
Såfremt der skulle forelægge en faktuel fejl her, må det være op til [Klager] selv at tilbagevise det.
Vi har rakt ud gentagne gange og har ikke kunnet få svar på vores spørgsmål - heller ikke på det generelle plan.
[Klager] har haft rig mulighed for at forklare os forskellen på at rette henvendelse til en sagsbehandler hos en kommune og sende en konkret ansøgning.
I vores optik er det ordkløveri.
I erfaringskildernes øjne er der ingen forskel på at rette henvendelse og sende en konkret ansøgning, da de ikke har følt sig vejledt tilstrækkeligt af kommunen.
De forventede at en henvendelse til en sagsbehandler de facto var det samme som en ansøgning.
TV Midt Vest har ikke kunnet dokumentere, som det er påstået, at der sendtes en ansøgning.
Da hele udsendelsen handler om at fortælle en historie om meget lang sagsbehandlingstid i forhold til hjemmetræning, findes det kritisabelt at TV Midt Vest ikke ændrer tematik og overskrift når der gøres opmærksom på det.
Vi forstår stadig ikke anklagen.
Vi har netop præciseret, at der ikke er tale om en ansøgning, men at familien rettede henvendelse til artiklen.
Det fremgår heller ikke i tematik og overskrift.
”Sender ansøgning til kommunen
I juni 2023 rettede familien henvendelse til [Kommunen] med et stort ønske om at få lov til at hjemmetræne deres søn.
- Det var ekstremt vigtigt for os at komme i gang med træning hurtigst muligt, så vi kunne sætte en prop i den dårlige…” Ved ikke at lytte til det der bliver forklaret fra undertegnede, uden at kunne gå ind i den konkrete sag, er der ikke alene en ensidig fremstilling af sagen, men også en mangelfuld indsigt fra TV Midt Vest i hvad sagen reelt handler om.
Der henvises blot til den vejledning der er givet af interesseorganisationen Hjernebarnet, som faktuel viden.
TVMIDTVEST har givet al mulighed til [Klager] for at forklare sig, men da han siger, han ikke kan udtale sig i den konkrete sag og derfor ikke kan svare på vores spørgsmål, kan vi jo som medie ikke gøre mere.
Så må [Klager] vælge at udtale sig i den konkrete sag eller forklare i mere generelle termer, hvad han mener om mulighederne for hjemmetræning på et generelt plan og et lovmæssigt plan.
[Klager] er blevet forelagt kritikken grundigt og har valgt ikke at udtale sig.
Alligevel sendes udsendelsen og teksten bliver stående på nær ovenstående præcisering.
Jeg mener fortsat ikke at TV Midt Vest har levet op til god presseetik.
Det vurderes især ud fra at ikke at have lyttet til de forklaringer og den vejledning jeg har givet på det generelle plan.
TV MIDTVEST har lyttet og præciseret artikel efter ønske fra [Klager].
Efter min vurdering, er der forud for udsendelsen ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at den ene part i en sag som denne juridisk set ikke har mulighed for at udtale sig.
Hvis det havde været muligt ville sagen kunne oplyses anderledes.
Det er min vurdering at det for TV Midt Vest som medie har handlet om at skabe en sensationel historie fremfor at undersøge sagen og afdække de faktuelle forhold.
I forhold til de kommentarer og henvendelser udsendelsen har givet, har TV Midt Vest pådraget sig et stort ansvar i forhold til at fremstille et særligt negativt billede af [Kommunen], hvilke har fået borgere og politikere til at reagere på et ikke tilstrækkeligt oplyst grundlag.
[Klager] har haft alle muligheder for at udtale sig.
Hvis han mener, han ikke kan udtale sig i en konkret sag, men mener, at familiens klage ikke er rigtig, kunne han have sagt, at [Kommunen] ikke kan genkende de omstændigheder, familien beskriver - og at de mener, der er tale om urigtige oplysninger.
Det kunne han vel godt sige uden at gå ind i en konkret sag.
Det er først nu her bagefter, at historien pludselig er forkert.
Overordnet set, ser TVMIDTVEST ikke noget nyt i [Klager]s klage.
Vi har lyttet og tilrettet vores artikel efter dele af klagen, som vi har fundet berettiget.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Klagefrist
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 3, at en klage over de regionale TV 2-virksomheders tilsidesættelse af god presseskik i første omgang skal indgives til mediet senest 12 uger efter offentliggørelsen.
TV MIDTVESTs svar på klagen kan senest 12 uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet, hvilket TV MIDTVEST skal vejlede klageren om, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3, henholdsvis forvaltningslovens § 25, stk. 1.
[Klager] klagede den 29. oktober 2024 til TV MIDTVEST over omtalen og anmodede om sletning.
TV MIDTVEST afviste klagen den 9. december 2024 og oplyste, at de på baggrund af hans henvendelse havde opdateret artiklen med to præciseringer, som gengivet ovenfor.
Mediet afviste den øvrige del af klagen samt anmodningen om sletning.
Mediets klagesvar indeholdt ikke klagevejledning om muligheden for at klage til Pressenævnet, herunder oplysning om klagefristen.
Den 19. december 2024 kvitterede [Klager] for modtagelsen af mediets klagesvar, men fastholdt de øvrige kritikpunkter, og afsluttede herefter mailen med følgende: ”Hvis ikke det kan imødekommes, vil jeg bede om at sagen oversendes til Pressenævnet.
” Den 28. februar 2025 rykkede [Klager] TV MIDTVEST for svar eller kvittering for, at sagen var blevet oversendt til Pressenævnet.
Begge henvendelser fra [Klager] til TV MIDTVEST ses efter det oplyste at være ubesvarede.
Nævnet finder, at [Klager] ved – efter at TV MIDTVEST i det væsentlige havde afvist hans klage – at have udtrykt ønske over for mediet om, at sagen blev oversendt til Pressenævnet, såfremt mediet fortsat afviste de øvrige klagepunkter, herunder at dette ønske blev fremsat inden 12-ugers fristen i medieansvarslovens § 34, stk. 3, og at [Klager] rykkede TV MIDTVEST for svar eller kvittering for oversendelse til Pressenævnet inden for 12-ugers fristen i sammenhæng med mediets manglende klagevejledning, må anses for at have haft en berettiget forventning om, at klagen over mediets afgørelse ville blive undergivet realitetsbehandling af Pressenævnet, såfremt TV MIDTVEST fortsat afviste den resterende del af klagen.
På denne baggrund realitetsbehandles [Klager]s klage.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
[Klager] har klaget over et opslag/reel bragt på TV MIDTVESTs Facebook [facebook.com/tvmidtvest], der ikke ses at være anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3.
Da hjemmesiden facebook.com/midtvest ikke er anmeldt til Pressenævnet – og efter Pressenævnets oplysninger ikke modtager offentlig mediestøtte – jf. medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3.
Klagen over TV MIDTVESTs Facebook-side hører således ikke under nævnets kompetence.
Denne del af klagen afvises derfor i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
God presseskik
Korrekt information og berigtigelse
[Klager] har klaget over, at den påklagede omtale indeholder ukorrekt og misvisende information, og at TV MIDTVEST ikke har efterprøvet de faktiske forhold i tilstrækkeligt omfang, herunder i lyset af, at han, som Børne- og familiechef i [Kommunen], ikke kan eller må udtale sig om konkrete sager.
[Klager] har endvidere klaget over, at mediet ikke har udvist den fornødne kildekritik, og at TV MIDTVEST ikke har bragt en behørig berigtigelse af de ukorrekte oplysninger.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.
Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger.
Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.
1, A.
2, A.
3, A.
4, A.
5, og A.
6.
Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.
Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.
7.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Af artiklen fremgår blandt andet
” Sender ansøgning til kommunen
I juni 2023 sendte familien en ansøgning til [Kommunen] med et stort ønske om at få lov til at hjemmetræne deres søn.
- Det var ekstremt vigtigt for os at komme i gang med træning hurtigst muligt, så vi kunne sætte en prop i den dårlige udvikling, vi så hos vores søn, siger [Faren].
Familien har et stort håb om, at [Barnet]s mor, [Moren], kan modtage økonomisk støtte fra kommunen, så hun kan træne med sønnen om formiddagen, når han er mest oplagt.
Forud for henvendelsen havde familien rådført sig med en overlæge fra Regionshospitalet [Bynavn B] om, hvornår hjemmetræningen helst skulle foregå.
I et dokument, som TV MIDTVEST er i besiddelse af, skriver overlægen, at ”Det er væsentligt, at træningen foregår på et tidspunkt af døgnet, hvor [Barnet] er vågen og oplagt (…) Det er således ikke nogen løsning, at træningen foregår sidst på eftermiddagen, hvis han er træt.
” Familien tog derfor kontakt til kommunen med håbet om at få dækket [Barnet]s behov.
”
[…]
” - Fuldstændig uhørt
Til familiens store bekymring måtte de vente 15 måneder, før de fik et svar fra [Kommunen], selvom der står på kommunens hjemmeside, at sagsbehandlingsfristen er på seks måneder.
I den lange ventetid, hvor [Barnet] ifølge familien ikke har haft mulighed for at træne tilstrækkeligt, er det kun gået den forkerte vej.
[Barnet] kan ikke længere gå selv, og hans ene fod er blevet skæv.
- Det er bekymrende og hjerteskærende.
Det gør helt vildt ondt på os.
Når vi snakker om [Barnet] handler det ikke kun om, hvad vi har mistet.
Det handler også om, hvor han kunne have være, hvis han havde fået hjælp i tide, siger [Moren].
Men skal I ikke også respektere, at det tager tid for kommunen at indsamle dokumenterne i en kompleks sag?
- Jo, helt bestemt, og jeg synes også, det er vigtigt at indtage den rigtige dokumentation, men det er jo ikke bare sagsbehandlingstiden i sig selv.
Det handler også om, at vi har med et barn at gøre, som mister færdigheder i de her måneder.
Foreningen Hjernebarnet, der hjælper familier med handicappede børn, mener, at det er i strid med reglerne, at [Kommunen] først giver et svar efter 15 måneder.
- Det er fuldstændig uhørt - særligt set i lyset af, at der er tale om et barn med alvorlige funktionsnedsættelser, der har haft tilbagegang i sine færdigheder, siger [Person A], der er familierådgiver i Hjernebarnet.
”
[…]
” Børnechef vil ikke udtale sig om sagen
[Klager] er børne- og familiechef i [Kommunen], men han ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, og hvorfor det har taget så lang tid for kommunen at behandle sagen.
- De her sager om hjemmetræning er meget komplicerede, og der er behov for at hente informationer udefra.
Det kan godt forlænge sagen, siger [Klager].
Men det er vel dybt kritisabelt, at der går 15 måneder, når der kun bør gå seks?
- Det kommer an på, hvad der har været af sagskridt (indsamling af dokumenter red.) undervejs, men jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag.
5-årige [Barnet] har jo fået det dårligere og dårligere i de 15 måneder, der er gået, men du mener stadig, at 15 måneder er indenfor skiven?
- Det kan jeg ikke svare på.
Men de her sager er komplekse, lyder det fra børne- og familiechefen.
”
[…]
”- Det kan jeg ikke svare dig på
TV MIDTVEST har spurgt Børne- og familiechefen i [Kommunen], [Klager], hvorfor moderen ikke er blevet tildelt tabt arbejdsfortjeneste, når Hjernebarnet mener, der er tale om et lovbrud.
- Det kan jeg ikke svare på, for jeg kan ikke gå ind i den enkelte sag.
Jeg kan kun sige, at de her sager er meget komplekse, siger [Klager].
Kommunens afslag til tabt arbejdsfortjeneste begrundes blandt andet med, at ”visitationsudvalget finder det i [Barnet]s bedste af have stabilt fremmøde i børnehave, hvor mødetiderne er den samme om morgenen.
”
Børne- og familiechefen i [Kommunen] vil dog ikke komme nærmere ind på, hvorfor kommunens vurdering er stik imod, hvad overlægen anbefalede - nemlig at træningen skulle foregå om formiddagen.
- Det er os, der har afgørelsen.
Hvis der er en læge, der udtaler sig, så indgår det også i afgørelsen, siger [Klager].
Men har lægens afgørelse spillet en rolle?
- Det kan jeg ikke svare dig på.
”
Af indslaget i nyhedsudsendelsen fremgår blandt andet
”[…]
Speak: I 2023 sendte familien derfor en ansøgning afsted til [Kommunen] med et stort ønske om at få lov til at hjemmetræne deres søn om formiddagen.
[Faren]: Så kan vi forhåbentlig sætte en prop i [Barnet]s tilbagegang.
Speak: Forud for ansøgningen havde familien rådført sig en overlæge fra Regionshospitalet [Bynavn B] om, hvordan hjemmetræningen helst skulle foregå.
I et dokument, som TV MIDTVEST er i besiddelse af, skriver overlægen [Fremgår af en tekstboks i indslaget]: ”Det er væsentligt, at træningen foregår på et tidspunkt af døgnet, hvor [Barnet] er vågen og oplagt (…) Det er således ikke nogen løsning, at træningen foregår sidst på eftermiddagen, hvis han er træt.
”
Speak: På kommunens hjemmeside står der, at det højest må tage seks måneder at behandle en ansøgning om hjemmetræning, men familien måtte vente 15 måneder på at få et svar.
[…]”
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det er nævnets opfattelse, at offentlige institutioner og personer, der bestrider en ledende stilling i den offentlige forvaltning, i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.
Pressenævnet finder på baggrund af sagens oplysninger, at Børne- og familiechef i [Kommunen] [Klager] i tilstrækkeligt omfang er blevet gjort bekendt med kritikpunkterne i omtalen, og at han har fået mulighed for at kommentere omtalens indhold generelt.
Det forhold, at [Klager] som følge af reglerne om tavshedspligt må anses for at have været afskåret fra at kommentere oplysninger om konkrete forhold vedrørende sagsbehandlingen, må imidlertid efter nævnets opfattelse skærpe mediets forpligtelse til at referere de faktiske forhold i sagen præcist, og ikke mindst i det tilfælde, hvor kilden kan være farvet af personlig interesse.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at forældrene til [Barnet] i april 2024 sendte en officiel ansøgning om hjemmetræning/tabt arbejdsfortjeneste til [Kommunen], og at familien modtog svar på denne ansøgning den 16. september 2024.
Af mediets udtalelse til Pressenævnet fremgår det, at familien i en længere periode op til indgivelsen af ansøgningen i april 2024 var i kontakt med kommunen, herunder at der blev rettet henvendelse til kommunen i juni 2023, og at der i perioden herefter, og inden ansøgningen til kommunen formelt blev indgivet, var foretaget en målgruppevurdering af [Barnet], ligesom kommunen skulle have modtaget status fra [Barnet]s børnehave samt fra to hospitaler.
Nævnet finder efter en samlet vurdering, at TV MIDTVEST ved i artiklen samt i nyhedsudsendelsen at omtale, at familien sendte en ansøgning til kommunen i juni 2023 [2023 i tv-indslaget] i sammenhæng med oplysningen om, sagsbehandlingstiden i den konkrete sag har været 15 måneder, har bragt oplysninger, som kunne efterlade læseren/seeren med et ikke retvisende indtryk af de faktiske omstændigheder.
TV MIDTVEST har således ikke bragt tilstrækkeligt præcise oplysninger om de faktiske forhold i sagen ved ikke samtidig at præcisere, at den af kommunen oplyste maksimale sagsbehandlingstid på seks måneder, som omtales i både artikel og indslag, regnes fra indgivelse af en officiel ansøgning, og uden at angive, at det var familiens opfattelse, at de med deres henvendelse i juni 2023 allerede havde ansøgt om hjemmetræning/tabt arbejdsfortjeneste.
Nævnet finder, at dette – navnlig i lyset af sagens karakter samt [Klager]s tavshedspligt og dermed begrænsede mulighed for at udtale sig om de konkrete forhold i sagen – er kritisabelt.
Nævnet udtaler på denne baggrund kritik af TV MIDTVEST for at bringe misvisende omtale.
Berigtigelse
Pressenævnet bemærker, at medier som udgangspunkt bør bringe en særskilt nyhed om en rettelse, så læsere af en oprindelig artikel med fejl bliver gjort opmærksom på en rettelse, da oprindelige læsere ikke kan forventes på ny at klikke ind på en artikel og på den måde blive gjort bekendt med en rettelse.
TV MIDTVEST har erkendt, at oplysningen i artiklen om, at familien i juni 2023 sendte ansøgning til [Kommunen] med ønske om at hjemmetræne [Barnet], var upræcis, og at der rettelig var tale om, at familien havde rettet henvendelse til kommunen, samt at omtalen ”Børnechef vil ikke udtale sig om sagen” også var upræcis.
Det fremgår af sagens oplysninger, at TV MIDTVEST efter offentliggørelsen af artiklen foretog en præcisering af, at familien rettede henvendelse til kommunen i juni 2023 i artiklens brødtekst, og at der ligeledes blev foretaget rettelse, således at det nu fremgår af artiklen, at ”Børnechef kan ikke gå ind i konkret sag”.
Som sagen er oplyst, lægger nævnet til grund, at TV MIDTVEST ikke bragte en særskilt nyhed om, at artiklen var rettet.
Nævnet bemærker, at TV MIDTVEST ikke har foretaget rettelse af mellemrubrikken ”Sender ansøgning til kommunen”, hvorfor det efter nævnets opfattelse derfor fortsat – trods præcisering i brødteksten – fremstår som om, at familien indsendte en officiel ansøgning til kommunen i juni 2023.
Nævnet har – som det fremgår ovenfor – fundet anledning til at kritisere denne omtale for at være misvisende.
Det er ubestridt, at det påklagede indslag i nyhedsudsendelsen, som indeholder misvisende omtale, ikke er berigtiget.
Pressenævnet finder herefter grundlag for at udtale kritik af TV MIDTVEST for utilstrækkelig berigtigelse af artiklen samt manglende berigtigelse af nyhedsindslaget.
Nævnet udtaler kritik.
Sletning – punkt D.
1
[Klager] har klaget over, at TV MIDTVEST har afvist at slette den påklagede omtale i artiklen.
Generelt om punkt D.
1
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.
Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.
1.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.
1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Nævnet bemærker, at TV MIDTVEST med denne kendelse er blevet pålagt at bringe en selvstændig artikel med Pressenævnets kritik, samt at TV MIDTVEST opretter et link ved den påklagede artikel med teksten: ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på pressenaevnet.dk, hvis omtalen fortsat er tilgængelig på tvmidtvest.dk og ikke ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Den konkrete sag
Den påklagede artikel indeholder kritisk omtale af [Kommunen]s sagsbehandling i en sag vedrørende en families mulighed for at hjemmetræne deres søn, som har cerebral parese, herunder udtalelser fra chefen for kommunens Børne-og familieafdeling [Klager].
Det er Pressenævnet opfattelse, at oplysningerne i artiklen fra 2024 på tvmidtvest.dk har en sådan karakter, at de ikke kan anses for følsomme eller private og dermed særligt belastende for [Klager].
Nævnet udtaler derfor ikke kritik af TV MIDTVEST for at afvise klagers anmodning om sletning.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende
redaktør af TV MIDTVEST at offentliggøre et resumé af nævnets kendelse
For så vidt angår offentliggørelse af nævnets kendelse på TV MIDTVESTs hjemmeside skal offentliggørelse ske snarest til Pressenævnets logo som illustration med følgende udformning
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer TV MIDTVEST
[underrubrik]
TV MIDTVEST får kritik for misvisende omtale og utilstrækkelig berigtigelse
[tekst]
”TV MIDTVEST bragte i oktober 2024 en artikel med omtale af [Kommunen]s sagsbehandling vedrørende en sag om et barn med cerebral parese, hvis familie havde søgt om hjemmetræning samt tabt arbejdsfortjeneste.
Af artiklen fremgik det blandt andet, at familien havde sendt en ansøgning til kommunen om hjemmetræning i juni 2023, og at familien havde ventet 15 måneder på at få svar på denne ansøgning, hvilket ikke stemte overens med kommunens oplysninger om en sagsbehandlingstid på maksimalt seks måneder.
Det fremgik ligeledes, at børne-og familiechefen i [Kommunen], [Klager], ikke ville udtale sig om sagen.
TV MIDTVEST opdaterede efter henvendelse fra børne-og familiechefen artiklen med oplysning om, at familien ”rettede henvendelse” til kommunen i juni 2023, og at børne-og familiechefen ”ikke kan gå ind i konkret sag”.
Børne- og familiechefen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekt og misvisende information om sagsbehandlingstiden i kommunen, og at TV MIDTVESTs berigtigelse af omtalen var utilstrækkelig, idet artiklen alene var opdateret, hvorved læsere af artiklen ikke kunne antages at blive bekendt med rettelserne.
Pressenævnet kritiserer TV MIDTVEST for at bringe misvisende omtale om ansøgningstidspunktet og sagsbehandlingstiden og for utilstrækkelig berigtigelse.
”
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse i den digitale udgave
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, som der er indgivet en klage over, og som er anmeldt til Pressenævnet, og hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i den øverste kategori i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
For så vidt angår offentliggørelse af nævnets kendelse på tv-kanalen TV MIDTVEST skal offentliggørelse ske snarest i en tilsvarende udsendelse på samme tidspunkt som det kritiserede indslag, umiddelbart før eller efter en udsendelse og uden at være afbrudt af reklame eller lignende.
Offentliggørelsen skal bringes i følgende udformning
Studieværten siger henvendt til kameraet
”Pressenævnet har udtalt kritik af et indslag, som vi bragte i oktober 2024.
”
Speaken fortsætter med
”I indslaget fortalte vi en historie om [Kommunen]s sagsbehandling i en sag om et barn med cerebral parese, hvis familie havde søgt om hjemmetræning samt tabt arbejdsfortjeneste.
Af indslaget fremgik det blandt andet, at familien havde sendt en ansøgning til kommunen om hjemmetræning i 2023, og at familien havde ventet 15 måneder på at få svar på ansøgningen, hvilket ikke stemte overens med kommunens oplysninger om en sagsbehandlingstid på maksimalt seks måneder i sager om hjemmetræning.
Det fremgik ligeledes, at børne-og familiechefen i [Kommunen] ikke ville udtale sig om den konkrete sag.
[Klager], der er børne- og familiechef i [Kommunen], har klaget til Pressenævnet over, at nyhedsindslaget indeholder misvisende og ukorrekt information om sagsbehandlingstiden i kommunen, og at det er ukorrekt, at han ikke ville udtale sig om den konkrete sag, men at han grundet sin tavshedspligt ikke kan udtale sig om konkrete sager.
Han har endvidere klaget over, at TV MIDTVEST ikke har berigtiget omtalen.
Pressenævnet er enig med [Kommunen]s børne- og familiechef i, at TV MIDTVEST har bragt misvisende omtale om ansøgningstidspunktet og sagsbehandlingstiden i den konkrete sag, og at det er misvisende, at børne- og familiechefen ikke ville udtale sig om sagen.
Pressenævnet er også enig i, at denne omtale burde være berigtiget.
”
Speaken billeddækkes af relevante stillbilleder eller levende billeder fra de kritiserede indslag, idet billederne dog ikke må indebære en krænkelse af klager eller af andres rettigheder
Indslaget slutter med oplæsning af følgende til et billede af Pressenævnets logo
”Pressenævnet har derfor udtalt kritik af TV MIDTVEST for at have bragt misvisende omtale og for manglende berigtigelse”
Den sidste sætning understøttes af en grafik med Pressenævnets webadresse til illustration af Pressenævnets logo.
”
Er udsendelserne fortsat tilgængelige via en internetside eller lignende, skal indslaget, der indeholder Pressenævnets kritik, på tilsvarende vis gøres tilgængelig.
Det skal ske på en sådan måde, at man ikke kan tilgå de kritiserede udsendelser uden først at have set indslaget, der indeholder Pressenævnets kritik.
Endvidere skal der ved udsendelserne (om muligt) være et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af udsendelsen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk.
Hvis udsendelserne er tilgængelig via en on-demand audiovisuel medietjeneste, skal der alternativt indsættes en URL ved udsendelserne
Afgjort den 19. maj 2026
-
Hjemmesiden tvmidtvest.dk
-
Tv-kanalen TV MIDTVEST