Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06244
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06244
Se og Hør får ikke kritik for ikke at forelægge rådgivers vurdering
Se og Hør omtalte i februar 2025, at en person, der blandt andet var kendt fra radio og TV, var blevet sigtet i en sag.
I artiklen var omtalt en kommunikationsrådgivers vurdering af sagen.
Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Se og Hør ikke havde forelagt kommunikationsrådgiverens udtalelser for hende.
Nævnet fandt, at der var tale om subjektive vurderinger, der ikke havde en sådan faktisk karakter, at de skulle forelægges.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Ekspert om [Klager]s sag: Slipper let, fordi hun er kvinde” bragt den 19. februar 2025 på seoghoer.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over navnlig manglende forelæggelse.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
Det fremgår af sagens oplysninger, at Se og Hørs journalist [Journalist 1] den 14. februar 2025 kl.
13.08 sendte følgende sms-besked til [Klager]
”Hej [Klager], har forgæves forsøgt at få fat på dig.
Har netop talt med din advokat om sagen, hvor du skal møde i byretten den 4. marts i tilståelsessagen om stalking.
Jeg er meget interesseret i at høre din kommentar til sagen, og din forklaring på, hvad der er sket.
Du er meget velkommen til at ringe på det her nummer.
Jeg har deadline på historien senere i eftermiddag, men uanset hvad, er du meget velkommen til at ringe både før og efter publicering.
Vh.
[Journalist 1]/Journalist på SE og HØR”
Pressenævnet har endvidere modtaget skærmbillede af en del af en sms-korrespondance mellem [Klager]s advokat, [Advokat A], og Se og Hørs journalist [Journalist 1].
Af denne fremgår blandt andet en del af en sms, som [Journalist 1] ses at have sendt til advokaten [det fremgår ikke af skærmbilledet, hvornår den er sendt], hvortil [Advokat A] den 17. februar 2025 kl.
15.06 svarer
”Jeg vender tilbage ca. 15.45 / bh.
[Advokat A]”
Se og Hørs journalist [Journalist 1] kvitterer herefter med ”Tak”.
Det fremgår herefter af skærmbilledet, at [Journalist 1] den 18. februar 2025 kl.
09.44 sender følgende sms til [Advokat A]
”Hej [Advokat A].
Jeg kan se, at din klient [Klager] skriver i sin forklaring på Instagram om sagen, hvor hun er sigtet: ”Jeg stod ikke alene om det”.
Du sagde det samme til mig i går i telefonen – hvordan skal det forståes?
Er der medgerningspersoner?
Dbh [Journalist 1]/SE og HØR”
Påklaget artikel
Se og Hør bragte den 19. februar 2025 artiklen ”Ekspert om [Klager]s sag: Slipper let, fordi hun er kvinde” på seoghoer.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”Havde [Klager] været en mand, havde høtyvene været fremme nu.
Det vurderer kommunikationsrådgiver [Person B] i sagen om stalking og chikane”
Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”Havde en mand chikaneret en kvinde, som [Klager] har gjort det, ville folkestemningen være en helt anden, vurderer kommunikationsrådgiver i blandt andet shitstorme [Person B].
”
Af artiklen fremgår
”- Hun vil gerne smøre den så tyndt ud som muligt for at efterlade et indtryk af, at offeret selv var ude om det, og at hun bare kunne lade være med at bryde ind i ægteskabet, siger [Person B], som er erfaren i at rådgive andre i shitstorme.
Hun er meget overrasket over, at folkestemningen ikke er vendt mere mod tv-værten, som har erkendt at have foretaget kriminelle handlinger og chikaneret en kvinde ved at misbruge hendes identitet.
[Teksten ”erkendt at have foretaget kriminelle handlinger og chikaneret en kvinde ved at misbruge hendes identitet” udgør et link til artiklen: ” Afsløret: Det var [Klager] som stalkede mandens veninde” offentliggjort den 17. februar 2025 på seoghoer.dk, Pressenævnet .
]
- Det er vildt, hun får lov at slippe af sted med det.
Hvis hun var en mand, så var hun helt færdig, siger kommunikationsrådgiveren fra [Firmanavn].
Hun mener, at [Klager] får sympati efter sit ”offerkort” af en udtalelse, [Teksten ”sit ”offerkort” af en udtalelse” udgør et link til artiklen: ” Ekspert om [Klager]s udtalelse: - Hun trækker offerkortet” offentliggjort den 17. februar 2025 på seoghoer.dk, Pressenævnet .
] hvor hun forklarer, at hun stalkede og chikanerede sin mands veninde, fordi hendes ægteskab var i krise.
[Teksten ”fordi hendes ægteskab var i krise.
” udgør et link til artiklen: ” [Klager] bryder tavsheden: - Jeg var knust” offentliggjort den 17. februar 2025 på seoghoer.dk, Pressenævnet .
]
Derfor er hun sigtet efter både stalking-paragraffen og en paragraf om identitetstyveri.
Havde en mand erkendt de ting, hun har gjort, havde stemningen været meget hårdere, siger [Person B].
Hun sammenligner med [Person 2]s metoo-skandale, hvor hun mener, der var langt mindre opbakning til skuespilleren fra offentligheden, end der er til [Klager].
- Og hun har endda erkendt, at hun har gjort det.
Politiet har undersøgt det.
Vi ved, det har fundet sted.
Men hun høster masser af likes på sit opslag, siger kommunikationsrådgiveren, som er uimponeret over, at DR-værten ikke på noget tidspunkt lader til at angre over for offeret – kun i forhold til sig selv.
- Jeg ville have anbefalet en undskyldning.
Ingen kan se, at du ikke mener det.
Men det handler om at vise en empatisk side.
Det er mærkeligt, hun ikke kan op mønstre lidt mere empati eller forståelse.
Læs mere om [Klager]s ”offerkort” her.
[Teksten ”Læs mere om [Klager]s ”offerkort” her” er understreget og udgør et link til artiklen: ” Ekspert om [Klager]s udtalelse: - Hun trækker offerkortet” offentliggjort den 17. februar 2025 på seoghoer.dk, Pressenævnet .
]”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 9. maj 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Se & Hør har i perioden 17. februar til dags dato skrevet over 70 net-artikler – plus en liveblog fra mit retsmøde – om mig, klager [Klager] og medklager, min mand, [Ægtefællen].
De har skrevet i stort set alle publicerede artikler, at de har forsøgt at få en kommentar.
Det er ganske enkelt løgn.
De har henvendt sig en (1) gang på SMS – og så en enkelt gang ved at møde fysisk op på min adresse.
Førstnævnte er en sms fra journalist [Journalist 1] den 14. februar, hvor han gerne vil have en generel kommentar til sagen.
Anden gang er den 19. februar, hvor en journalist, hvis navn jeg ikke fanger, andet end at han er fra mediet, spørger mig, hvordan jeg har det.
Dette siger jeg “ingen kommentarer” til.
Herefter rækker de ikke ud igen til mig, ligesom de ikke forelægger en eneste linje, som jeg kan forholde mig til.
Dette til trods for de smider mig både på forsiden af deres fysiske blad og de omtalte mindst 70 artikler plus en liveblog.
De har derudover disse artikler stående på deres site i en tema-boks frem til mindst den 19. april.
Jeg har ikke fået mulighed for forelæggelse, dvs. de har ikke sendt mig nogle oplysninger, jeg skulle forholde mig til.
Vi har til gengæld forsøgt at ringe til Se&Hør adskillige gange.
Det viser sig, at man ikke kan blive stillet igennem til mediets journalister, når man ringer til ugebladets hovednummer.
Det er lykkedes dog en gang – trods gentagne forsøg – og efter meget lange samtaler med receptionister at nå igennem til redaktionssekretær [Person 1].
Den pågældende redaktionssekretær ville desværre overhovedet ikke tale om sagen og lagde på.
Han vendte dog tilbage kort tid efter.
Her ville redaktionssekretæren overhovedet ikke høre om “manglende forelæggelse” – og sagde, at “[Klager] er en stor pige, der kan klare sig selv.
” Det er svært at være en stor pige, når et medie som Se&Hør ignorerer helt basale retningslinjer indenfor journalistik, skriver adskillige fejlagtige, anklagende, misvisende og insinuerende artikler UDEN AT FORELÆGGE dem for en, smider dem på forsiden som ugens historie i hele Danmark, og derefter gemmer sig bag receptionisterne på Aller, når man på en god dag har kræfterne til at forsøge at ringe.
Se & Hør har skrevet gentagne gange, at de har forsøgt at få en kommentar.
Hvilket er usandt, hvilket chefredaktøren også fortæller efter retsmødet.
Chefredaktør, [Chefredaktøren], erkender i podcasten “Det Vi Taler Om” sendt på Podimo d. 28/3, at de på ugebladet slet ikke har forsøgt at forelægge nogen af deres artikler op mod retsmødet.
19:17: (Handler om [Ægtefællen]) “… Hvor han ringer ind til os, han vil have fat i en journalist.
Han er sur over, at vi skriver, at vi har rakt ud til [Klager] i nogen genop… Vi har lavet nogle omskrivninger af nogle artikler, for sagen bliver udskudt, så vi bliver nødt til ligesom at genopfriske, hvad det handler om, så vores læsere ikke kommer i retten helt nøgne.
Og der skriver vi, at vi har rakt ud til [Klager], det gjorde vi, da vi skrev de oprindelige, det gjorde vi ikke, da vi gjorde det i anden omgang, der var ikke nye forelæggelsesoplysninger i artiklerne.
”
Så vidt vi ved, så skal man forelægge oplysninger hver eneste gang.
Også selvom man skriver en artikel om, når man ikke lige orker at lave en ny.
Dette gør bladets journalister ikke.
De retter ikke henvendelse eller forelægger noget som helst hverken i februar, marts eller april.
Vi har valgt at fokusere på en håndfuld af de over 70 artikler, som Se & Hør har publiceret.
[Klager] har herefter i forhold til den påklagede artikel anført følgende
”Manglede Forelæggelse.
[Person B] kommer med en lang række anklager, og [Klager] er på intet tidspunkt blevet forelagt disse.
At betegne [Person B] som ekspert er også imod god presseskik, da hun i en lang række opslag på sine sociale medier (facebook, instagram, LinkedIn) kommer med ekstremt subjektive, dømmende og insinuerende udsagn.
Hun er i den grad med til selv at gøre sagen stor, og er ikke hvad man i et medie typisk ville kalde en ekspert.
Uanset, så bliver hendes udsagn om, hvordan [Klager] agerer, tænker og gør ikke forelagt den omtalte hovedperson i den artikel.
[Klager] får ikke mulighed for at udtale sig, da hun aldrig bliver forelagt det, [Person B] siger.
Citater fra artiklen, som burde være blevet forelagt: - Hun vil gerne smøre den så tyndt ud som muligt for at efterlade et indtryk af, at offeret selv var ude om det, og at hun bare kunne lade være med at bryde ind i ægteskabet - Hun mener, at [Klager] får sympati efter sit “offerkort” af en udtalelse, hvor hun forklarer, at hun stalkede og chikanerede sin mands veninde, fordi hendes ægteskab var i krise.
- Havde en mand erkendt de ting, hun har gjort, havde stemningen været meget hårdere.
- Hun sammenligner med [Person 2]s metoo-skandale, hvor hun mener, der var langt mindre opbakning til skuespilleren fra offentligheden, end der er til [Klager].
Og hun har endda erkendt, at hun har gjort det.
Politiet har undersøgt det.
Vi ved, det har fundet sted.
Men hun høster masser af likes på sit opslag, siger kommunikationsrådgiveren, som er uimponeret over, at DR-værten ikke på noget tidspunkt lader til at angre over for offeret — kun i forhold til sig selv.
”
[Klager] har som svar på Se og Hørs udtalelse anført blandt andet følgende
[Bemærkninger til det af Se og Hør anførte om ”offentlige personer”, Pressenævnet ]
”Som “kendt person” bør der stadig være en samfundsmæssig interesse, hvis man vælger at ignorere en navneforbudsbegæring.
Interessen for sagen er udelukkende eksisterende, fordi bl.a. Se&Hør vælger at skrive om den.
Hvad der interesserer folk, har ikke altid en samfundsmæssig interesse.
En dybt privat sag som denne er ikke af den kaliber, da den har absolut ingen relevans for nogen andre end de implicerede.
Se & Hør kunne sagtens have skrevet om denne sag, uden at skrive navne, det har de gjort før i andre sager, hvor “kendte mennesker” er involveret.
[…]
Men hvis vi godtager, at der overskrides helt almindelig pli og der omtales en straffesag – der i øvrigt har en strafferamme der normalvis tilsiger, at den slet ikke omtales – og som er så privat som nærværende, så er det absolut også nødvendigt at pressen håndterer den ordentligt, og sørger for at forelægge i rimeligt omfang og i rimelig tid.
Dette er ikke sket.
Se&Hør har rakt ud samlet set tre gange, de har skrevet over 70¬artikler om sagen og de involverede – plus liveblogget, samt chefredaktør [Chefredaktøren] har gentagende gange siddet og udbredt sig om sagen i podcasts.
Ligesom injurierende udtalelser fra en part, skal være klart forelagt for den kritiserede part.
Dette er heller ikke sket.
Ej heller da indklagede lavede en fysisk forside på historien flere gange, og havde en emneboks om den i halvanden måned på seoghor.dk.
Det skal også nævnes, at hvis man forsøger at komme i kontakt med indklagede med bladets eget angivne telefonnummer, bliver man standset af receptionisterne.
Man kan med andre ord ikke komme i kontakt med redaktionen på Se&Hør via telefon.
[Bemærkninger til Se og Hørs udtalelse om forelæggelse, Pressenævnet ]
”Så er det godt at [Chefredaktøren], ansv.
chefredaktør på Se&Hør, selv dokumenterer det lystigt i sit bijob som podcaster.
Han fortæller om i podcasten “Det Vi Taler Om” på Podimo, hvordan klager – [Ægtefællen] – har forsøgt at komme i kontakt med redaktionen.
I og med chefredaktøren selv er bevidst om, at vi har forsøgt at få fat i redaktionen, må det i hvert fald dække for dokumentation.
DVTO 28. marts 2025, 19:15 [Chefredaktøren]: “.
.
.
Vi oplevede det faktisk et par dage før på redaktionen på Se&Hør, hvor han ringer ind til os, og han vil have fat i en journalist.
Han er sur over, at vi skriver, at vi har rakt ud til [Klager] i nogle.
.
Vi har lavet nogen genopskrivninger af nogle artikler, fordi sagen bliver udskudt, så bliver nødt til at genopfriske, hvad det handler om, så vores læsere ikke kommer i retten helt nøgne.
Og der skriver vi, at vi har rakt ud til [Klager], det gjorde vi, da vi skrev de oprindelige, det gjorde vi ikke, da vi gjorde det i anden omgang.
.
.
” Og i samme program
19:42 “Han ringer ind, og han saver vores receptionist over to gange, så receptionisten sidder og er rystet, på sådan en måde hvor ‘du lyver, du passer ikke dit arbejde.
Jeg skal ha hendes nummer, selvfølgelig kan du give mig journalistens nummer’.
.
.
”Ansvarshavende chefredaktør på Se&Hør fortæller, at der er blevet ringet ind mindst to gange.
Vi har talt antallet af opkald til fem, men man kan ikke ringe ind til redaktionens journalister, der skriver krænkende og injurierende blogindlæg om ens privatliv.
Man kan blive venligst afvist i receptionen.
Han påpeger derudover, at de ikke har søgt genmæle i anden omgang.
Alene dette burde være under al kritik af pressenævnet, når en chefredaktør helt fredeligt fortæller i en meget populær podcast, at de ikke søger genmæle i deres artikler.
Hvilket man os bekendt bør.
Mange ting kunne have ændret sig over den halvanden måned, vi kunne have korrigeret flere fejl, i så fald de havde forelagt os oplysningerne og/eller krænkende udtalelser om os inden, at de publicerede.
Vi er blevet kontaktet, som vi allerede har nævnt i klagen - og som bakkes op af Se&Hør – tre gange: Et telefonopkald i midten af februar, en sms med en meget generel forespørgsel og et hjemmebesøg, hvor [Klager] blev spurgt om, hvordan hun havde det.
Dette er i vores optik på ingen måde nok til at understøtte det, som vi pt kan tælle os frem til er over 70 artikler på ugebladets hjemmeside.
Vi har ikke læst det, de printer på papir.
Igen, når man ringer ind, kan man ikke komme i kontakt.
Herunder ses [Ægtefællen]s antal af opkald til Se&Hør i marts alene, der er fem opkald, hvor han forsøger at komme i kontakt med journalisterne, der står som by-line i historierne men bliver stoppet af receptionisten, da man ikke kan tale med journalisterne.
Endelig kommer han igennem og taler med en redaktør der helt kort fortæller, at “vi har selvfølgelig forelagt, og [Klager] er jo en stor pige, hun kan sagtens ringe selv”.
Hvilket [Klager] som den store pige, hun er, også har forsøgt.
At et medie udviser så stor ligegyldighed med reglerne for forelæggelse bør give anledning til alvorlig kritik, da det må anses for at være den simpleste af alle de medieetiske regler at overholde.
[Der er indsat et skærmbillede af en opkaldsoversigt, som viser, at der er ringet til nummeret [Telefonnummer] [Aller Media] den 6. marts 2025 (to gange), den 12. marts 2025 (én gang) og den 24. marts 2025 (to gange), Pressenævnet .
]
[[Klager]s bemærkninger til det af Se og Hør anførte om, at klager har frabedt sig yderligere kontakt til medierne, Pressenævnet ]
”[Journalist 1]s besked den 14. februar, altså en lille uge før Ekstra Bladet bryder navneforbudsbegæringen, er en fiskende besked.
I og med sagen er så lille og i øvrigt af dybt privat karakter, vurderer vi, at der ikke er nogen grund til at sige noget.
Sagen har ingen samfundsmæssig interesse, strafferammen ligger så lavt, at der ikke er kutyme for at skrive anklagedes navn.
Der indsendes dog for en sikkerheds skyld herefter en navneforbudsbegæring, den bliver selvsamme journalist også gjort opmærksom på af klagers advokat, [Advokat A], som anført i den oprindelige klage.
Hvad angår blokeringen af Se&Hørs journalister.
Det er ikke en journalistisk ret at have adgang til nogens sociale medier.
Vi kan jo se, at journalisterne har vores telefonnummer, så hvad har en – i øvrigt årelang blokering – noget med sagen her at gøre?
Man kan ikke “forsøge at kontakte” nogen på sociale medier, når man er blokeret.
Man kan lede efter personer, men de dukker ikke op, ergo har der ikke været nogen kontakt.
Dette er ganske enkelt ikke muligt, og derudover også irrelevant: Journalister kontaktede også kilder ved opkald/beskeder/mails/besøg/breve inden sociale medier.
Når det er skrevet, så stopper en eventuel blokering jo ikke ansatte på bladet, fortæller ansvarshavende chefredaktør i Det Vi Taler Om podcasten 9. maj, se mere om det senere.
Sidste gang vi bliver kontaktet er den 19. februar, hvor en person banker på døren til vores hjem, og siger, at han er fra Se&Hør og bare gerne vil høre, hvordan [Klager] har det.
Da [Klager] siger, at det har hun ikke nogen kommentarer til, rækker han begge arme i vejret og går igen.
Dette overværes af både [Klager], [Ægtefællen] og en god bekendt, som står og iagttager det hele fra vinduet.
Det er vores opfattelse, at der fra den 14. februar til 26. marts - og så igen frem til dags dato – er god mulighed for at komme i kontakt med os, da redaktionen har både nummer og adresse.
Og blot fordi klager har sagt ingen kommentar, betyder det ikke, at dette ikke kan ændre sig, da det viser sig, at Se & Hør har tænkt sig at skrive alle tænkelige og utænkelige vinkler over de næste 2 måneder.
Hvorfor det stopper dem i at forsøge at forelægge meget vitale, oftest super krænkende og injurierende indlæg, det forstår vi ikke, hvorfor vi som bekendt har forsøgt at ringe til redaktionen.
Dette er som bekendt ikke muligt.
Når klager til sit eget retsmøde, som hun ikke har bedt om dækning af, fortæller, at hun har følt sig stalket af medierne, kommer det sig også af at være genstand for over 70 artikler på se&hør omhandlede den pågældende sag.
Her har ansvarshavende chefredaktør, [Chefredaktøren], igen erkendt i Det Vi Taler Om, at det i hvert fald ikke er et problem for dem, at vi blokerer: [Chefredaktøren], 9. maj, i Det Vi Taler Om, 23:51: “Det skal siges, at jeg ved det, selvom jeg er blokeret fra hendes ([Klager]s) profil, ligesom alle andre medlemmer af Dansk Journalistforbund er det, aber dann haben wir anderen metoden.
.
”
Man må gå ud fra, at de med den ansvarshavende i spidsen, kan finde ud af at kontakte os for at forelægge eventuelle påstande.
Som note kan det nævnes at så sent som dags dato, har en journalist fra indklagede medie forsøgt at kontakte [Ægtefællen] – så påstanden om, at kontakt er umulig, er dybt useriøs.
[[Klager]s bemærkninger til Se og Hørs udtalelse om den påklagede artikel, Pressenævnet :]
”[Person B] kommer med en lang række kritikpunkter af klager, som klager aldrig får mulighed for at forsvare sig mod, for der kommer ingen forelæggelse.
Det er vel det mindste man kan gøre som ansat på et mediestøttet ugeblad;
forlæg, når man publicerer en lang række kritikpunkter og til sammenligning kommer her en fin forelæggelse fra BT, der lavede en lignende historie, dog med et andet menneskes mening: [Der er i svaret indsat et skærmbillede af en mail, hvor B.
T.
forelægger udtalelser fra [Person A] for [Klager], Pressenævnet ] Og når man vælger at publicere med klagers billede, så bør man i den grad sørge for, at personen på billedet er klar over, hvad der sker og forelægges kritikken.
Hvad angår stemplingen af [Person B] som “ekspert”.
[Person B] har ingen uddannelse indenfor kommunikation, ligesom hun ingen uddannelse har til at vurdere “folkestemninger” og/eller hvad folk mener.
Men fred være med det.
”
2.2 Se og Hørs synspunkter
Se og Hør har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Hermed skal jeg på vegne af Se og Hør (herefter omtalt indklagede) meddele bemærkninger i sag med referencenummer 2025-06244.
Klagen er indgivet af [Ægtefællen] på vegne af [Ægtefællen]s ægtefælle, [Klager] herefter samlet omtalt ”klagerne”, og/eller hver for sig ”klager”.
Klagerne er begge offentligt kendte personer.
Den ene af klagerne er radiovært og kendt fra blandt andet podcasten [Podcastnavn], den anden af klagerne er journalist, influencer og tilmed også radiovært.
Begge er således kendte ansigter i mediebilledet.
Pressenævnet skal træffe afgørelse i lyset af klagernes status som offentligt kendte personer, som i kraft at deres virke, må tåle en mere kritisk omtale af dem som personer - og deres handlinger - og den samfundsmæssige interesse, der kan være i den konkrete omtale.
Nærværende klage er en enkel ud af i alt fem klager, som klagerne har indgivet til Pressenævnet.
Artiklerne, som der klages over, vedrører en sag, som straks offentliggørelse opnåede stor mediebevågenhed, ikke blot fra indklagede, men også hos de øvrige store medier.
Sagen vedrører en af klagernes stalking af en anden kvinde.
Genstand for sagen er også en af klagernes utroskab.
Samtlige klager indledes med selvsamme introduktion.
Af introduktionen fremgår, at klagerne ikke mener, at der er blevet forelagt i overensstemmelse med god skik, ligesom klager mener, at indklagede ikke har villet indgå i dialog med klagerne.
Dette generelle argument, som i øvrigt er udokumenteret og således fremstår uklart, afvises, jf. nærmere i det følgende.
Det er indklagedes opfattelse, at ingen af de i artiklerne omtalte oplysninger har krævet forelæggelse, idet disse ikke er af skadelig, krænkende og/eller agtelsesforringende karakter.
At indklagede – i nogle tilfælde – har forelagt klager oplysninger er ikke en anerkendelse heraf, idet indklagede – som øvrige medier – blot altid er interesseret i kommentarer fra de omtalte, der berettes om i indklagedes indhold uanset oplysningernes karakter.
Indklagede har adskillige gange forsøgt at kontakte klagerne igennem hele forløbet.
Som dokumentation herfor fremlægges Bilag A, som er en sms, som indklagedes journalist, [Journalist 1], har skrevet til klager, [Klager], den 14. februar 2025, således inden at den først påklagede artikel blev bragt.
I sms’en skriver indklagedes journalist følgende: ”Hej [Klager], har forgæves forsøgt at få fat på dig.
Har netop talt med din advokat om sagen, hvor du skal møde i byretten den 4. marts i tilståelsessagen om stalking.
Jeg er meget interesseret i at høre din kommentar til sagen, og din forklaring på, hvad der er sket.
Du er meget velkommen til at ringe på det her nummer.
Jeg har deadline på historien senere i eftermiddag, men uanset hvad, er du meget velkommen til at ringe både før og efter publicering.
Vh [Journalist 1]/Journalist på SE og HØR.
”
Indklagede har endvidere forsøgt at kontakte klager på klagers sociale medieprofiler, herunder Instagram, men kontakten og en eventuel kommentar fra klager blev forhindret, idet klager valgte at blokere hele indklagedes redaktion.
Endelig har indklagede forsøgt at gå i dialog med klager ved personligt fremmøde, som klager imidlertid afviste.
Indklagede bemærker, at klager på sin offentlige Instagramprofil har meddelt, at klager ikke har ønsket at meddele yderligere oplysninger i sagen, ligesom klager under sin forklaring i retssagen udtalte, at hun følte sig ”stalket af medierne”.
Indklagede har af hensyn hertil i stedet forsøgt at kontakte klagers advokat, både telefonisk og på skrift.
Som dokumentation for skriftlig kontakt fremlægges bilag B som viser en sms-korrespondance mellem klagers advokat og indklagedes journalist, [Journalist 1], i perioden den 17.-18. februar 2025.
Klagers eget ønske om ikke at udtale sig til medierne samt klagers oplevelse af at føle sig ”stalket” stiller indklagede - samt øvrige medier - i en journalistisk kattepine, idet indklagede på den ene side er interesseret i at få klagers stillingtagen til det skrevne – og i øvrige tilfælde kan være forpligtede til at forelægge - samtidig med, at indklagede ønsker at varetage hensynet til, at klager ikke føler sig ”stalket” og respekterer, at klager har meddelt ikke at have yderligere kommentarer til sagen.
Ovennævnte forhold samt modstridende hensyn bør indgå i Pressenævnets vurdering af sagerne, herunder bør det særligt tillægges betydning, at klager selv har frabedt sig yderligere kontakt fra medierne, ligesom indklagede adskillige gange har forsøgt at gå i dialog med klager, enten ved at rette direkte henvendelse til klager eller via klagers advokat.
Forelæggelse
Nærværende sag drejer sig om en artikel, hvor [Person B], en kommunikations og branding-ekspert udtaler sig om stalking-sagen, som klager er indblandet i.
Artiklen vedrører [Klager].
[…]
I artiklen udtaler kommunikations- og brandingekspert [Person B] sig om chikanesagen, herunder giver [Person B] sit besyv med, hvorfor klager har handlet, som klager har gjort.
Ifølge klager burde disse udtalelser fra [Person B] være forelagt klager, ligesom klager mener, at det er forkert, at omtale [Person B] som ”ekspert”.
Dette afvises.
Indledningsvis bemærkes, at [Person B] er indehaver og direktør i PR-bureauet [Firmanavn], som beskæftiger sig med krisekommunikation, PR og presserådgivning, strategisk kommunikation og branding.
[Person B] har driftet virksomheden siden 2008 og udtaler sig ofte i krisesager, og er således et fremtrædende ansigt i medierne, når konkrete sager skal vurderes ud fra et kommunikativt- og/eller brandingmæssigt synspunkt.
Således er der intet til hinder for at omtale [Person B] som ekspert.
I øvrigt bemærkes hertil, at brugen af titlen ”ekspert” ikke forhindres af, at den pågældende ekspert også udtrykker egne subjektive holdninger på diverse medier og lignende.
Citaterne fra artiklen indsættes nedenfor: [De påklagede citater er herefter indsat i mediesvaret, Pressenævnet ]
Indledningsvis gøres det gældende, at klager ikke har præciseret, hvilke udsagn fra citaterne, der krævede forelæggelse.
Allerede af denne grund, bør synspunktet herom afvises.
Som det fremgår af citaterne er disse udtryk for [Person B] egen subjektive holdning og vurdering på baggrund af den viden og erfaring, som [Person B] har i sin egenskab som kommunikativ- og strategisk rådgiver – og på baggrund af allerede offentligt tilgængelige oplysninger.
Læseren er endvidere ikke i tvivl om, at udtalelserne stammer fra en ekspert, idet citaterne henviser til [Person B].
Der findes ikke praksis på, at mediernes vurderinger, der fremsættes på baggrund af faktiske forhold, skal forelægges for den omtalte person.
Der henvises i den forbindelse til sag 2020-80-0522, hvor Pressenævnet udtalte følgende: ”Pressenævnet finder, at det påklagede debatindlæg klart fremstår som et indlæg, hvori skribenten [Skribenten] med udgangspunkt i den omtalte retssag tilkendegiver sin holdning til det retspolitiske forslag om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, herunder de positive og negative aspekter ved en sådan lovændring, samt blandt andet [Klager]s ageren i debatten i forbindelse med frifindelsen af den tiltalte i den omtalte retssag.
Nævnet finder endvidere, at udsagnene ”forsøgte at karaktermyrde en mand”, ”folkedomstolsvendetta” og ”følte sig hævet over loven og basale menneskerettigheder” klart fremstår som skribentens vurdering, der ikke overskrider de vide rammer for frisprog i debatindlæg.
På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for at bringe det påklagede debatindlæg uden forelæggelse for [Klager].
Herudover finder nævnet, at udsagnene, henset til omtalens karakter, sammenholdt med [Klager]s ageren i debatten, ikke kan indebære en krænkelse af [Klager]s privatliv.
”
Endelig henvises til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0789.
Af kendelsen udtalte nævnet følgende: ”Det fremstår efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om en klumme (’Det var Sørensens’), hvori skribenten tilkendegav sin holdning til oplysninger, der tidligere var offentliggjort.
Pressenævnet finder, at Helsingør Dagblad i klummen ikke har overskredet de vide rammer, der må gælde for sådanne artikler, der i sagens natur ofte består af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige artikler.
Nævnet finder videre, at oplysningerne i artiklen ikke er en sådan karakter, at der har været grundlag for at forelægge klager skribentens vurderinger, og nævnet udtaler ikke sin kritik af avisen.
” Det er ganske tydeligt i den i sagen omtvistede artikel, som klager har påklaget, at artiklen er udtryk for ekspertens holdning.
Eksperten vurderer, kommenterer og giver på den baggrund sin subjektive vurdering af sagen.
Som i de to føromtalte sager er der ej heller i nærværende sag tale om oplysninger af en sådan karakter, der bør forelægges, idet ingen af disse er krænkende, skadelige og/eller agtelsesforringende, jf. Pressenævnets retningslinjer om god presseskik punkt A3, ligesom det gøres gældende, at sagen har almen offentlig interesse, som berettiger omtale, jf. retningslinjernes punkt B1.
På baggrund af ovenstående gøres det sammenfattende gældende, at Pressenævnet ikke har grundlag for at udtale kritik.
Se og Hør har til klagers bemærkninger af 19. juni 2025 supplerende anført blandt andet
” Indledende bemærkninger
Indklagede fastholder at stalking-sagen, hvor klagerne begge er involveret, har
samfundsmæssig interesse, og at afgørelserne i nærværende sager skal træffes i lyset af klagernes status som offentligt kendte personer.
Hvad der har gjort sig gældende i en anden sag har ikke relevans for nærværende sager.
Klagers argumentation herom afvises på denne baggrund.
Indklagede forholder sig til reglerne i det presseetiske regler, som i øvrigt også er de, som Pressenævnet tager stilling til i deres behandling og vurdering af sagerne.
Klagers opfattelser og subjektive vurderinger, herunder hvad der ifølge klager udgør – og ikke udgør – pli kan ikke lægges til grund.
Klager henviser til nogle udtalelser i en podcast.
Det afvises, at disse har betydning og kan indgå i behandlingen af nærværende sager, som vedrører en række artikler udgivet af indklagede.
Kontakt til indklagede
Klager anfører, at klager har forsøgt at komme i kontakt med indklagede i en nærmere ikke afgrænset periode.
Klager og indklagede har været i kontakt både før og efter artiklernes publicering, ligesom det præciseres, at kontaktoplysninger på indklagede blandt andet fremgår af indklagedes website.
Det afvises, at klagerne ikke har mulighed for at kontakte indklagede.
Det er indklagedes helt generelle opfattelse, at klagerne ikke har været interesseret i en dialog med indklagede, jf. indklagedes bemærkninger i det indledende svar.
Indklagedes dialog med klager
Indklagede fastholder sin argumentation.
Således er det fortsat indklagedes opfattelse, at ingen i de i artiklen omhandlede oplysninger har krævet forelæggelse, idet ingen af disse er af skadelig, krænkende og/eller agtelsesforringende karakter.
Indklagedes kontakt til klager er ene og alene sket, fordi indklagede – som altid – er
interesseret i kommentarer fra dem, der omtales i indklagedes udgivelser.
Klager har anført, at indklagedes journalists besked til klager, jf. bilag A, er ”en fiskende besked”.
Det fremstår uklart for indklagede, hvordan dette skal forstås.
Ifølge indklagede er budskabet i beskeden ganske klart;
indklagede ønsker klagers kommentar til sagen.
Det fastholdes, at klager har blokeret indklagede på sociale medier, og at dette skal
tillægges betydning.
Da sagen begyndte at rulle, blev størstedelen af indklagedes redaktion blokeret af klager, hvilket indebar, at indklagede ikke havde mulighed for at komme i kontakt med klager og modtage klagers kommentarer til sagen.
Dette bevirker desuden, at indklagede befinder sig i den låsthed samt i det dilemma, som indklagede har beskrevet i sine indledende bemærkninger.
Klager anfører, at der i perioden fra den 14. februar til den 26. marts ”er god mulighed for at komme i kontakt med os, da redaktionen har både nummer og adresse.
”
Faktum er imidlertid, at indklagede har forsøgt at etablere kontakt til klagerne i denne periode.
Der henvises til den tidligere anførte argumentation herom samt sagens bilag.
Klager har fortsat ikke dokumenteret hvilke forhold, der har krævet forelæggelse.
Argumentationen afvises i sin helhed.
Subjektive udtalelser mv.
Det af indklagede anførte fastholdes i sin helhed.
Det fremstår fortsat uklart for indklagede, hvilke oplysninger, der burde være forelagt.
Det er fortsat indklagedes opfattelse, at ingen af de i sagen omhandlede oplysninger har krævet forelæggelse.
Indklagede bemærker, at klager frafalder argumentet om, at [Person B] ikke kan omtales ekspert.
Indklagede er naturligvis berettiget til at bringe et billede af klager (her [Klager]) til at vise læseren, hvem artiklen drejer sig om.
Der er ikke praksis for, at subjektive vurderinger, på baggrund af offentliggjorte oplysninger, skal forelægges for den person, som omtales.
Der henvises i den forbindelse til følgende supplerende kendelse med sagsnummer 2023-04749.
Sagen drejede sig om oplysninger, der blev bragt under en podcastudsendelse.
I sagen bragte Berlingske en udsendelse ved navn ”Pilestræde”, der indeholdt en kritisk omtale af en tidligere dirigent i forbindelse med hans ansættelse som vært på en tv-kanal.
Dirigenten havde klaget over, at udsendelsen indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger, og at Berlingske havde nægtet at bringe et genmæle.
I udsendelsen spurgte programmets vært klagers nye chef ind til klagers forhold, herunder anklagerne om sexisme og den krænkende adfærd, samt de advokatundersøgelser, der var indhentet i den forbindelse.
Klager påklagede blandt andet, at han ikke var blevet kontaktet af Berlingske og forelagt de oplysninger, som udsendelsen omhandlede og at disse oplysninger var skadelige for ham.
Hertil udtalte Pressenævnet blandt andet følgende
”Pressenævnet finder, at de oplysninger, som er nævnt ovenfor under punktet om korrekt information, ikke kan anses for at være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager], hvorfor nævnet ikke finder grundlag for at kritisere Berlingske for ikke at have forelagt disse oplysninger.
Nævnet udtaler ikke kritik.
”
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at omtalen af dirigenten måtte anses for at have tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold, og at enkelte udsagn var udtryk for Berlingskes subjektive vurderinger.
Nævnet fandt heller ikke grundlag for at give den tidligere dirigent genmæle.
Nævnet udtalte således
”Pressenævnet finder, at Berlingske ikke ved de påklagede spørgsmål til gæsten [Kommunikationsdirektøren] har overskredet rammerne for redigering.
Nævnet har lagt vægt på, at det må anses for ubestridt, at [Klager]s adfærd og rolle som chefdirigent i [Koret] samt på [Sangskolen] har været genstand for kritisk omtale, og at flere tidligere sangere i [Koret] har kritiseret et seksualiseret og grænseoverskridende miljø under [Klager]s tid som chefdirigent for [Koret] i perioden 2001-2010.
”
Det er indklagedes opfattelse, at forelæggelse ej heller er påkrævet i nærværende tilfælde, idet der ikke er tale om skadelige, krænkende og/eller agtelsesforringende oplysninger i henhold til reglerne om god presseskik A3’s forstand, og at oplysningerne fra indklagedes interview med [Person B] har dækning i de faktiske forhold.
I forlængelse af ovennævnte kendelse henvises i øvrigt til Pressenævnets kendelse med sagsnummer 2021-80-0736.
[…] Det fastholdes, at udtalelserne fra [Person B] er udtryk for hendes subjektive opfattelse af sagen, ligesom oplysningerne ikke kan efterprøves som sådan.
Endelig fastholdes, at det fremstår klart i artiklen, at der er tale om et udsagn fra en ekspert.
At en journalist fra BT vælger at forelægge udtalelser fra [Person A] over for klager, ændrer ikke på, at dette ikke følger af de presseetiske regler eller praksis i øvrigt.
Der henvises i øvrigt til de kendelser, som indklagede har henvist til indledningsvist.
Det fastholdes, at der ikke er handlet i strid med god presseskik, og at nævnet ikke har grundlag for at udtale kritik.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Kildekritik og forelæggelse
[Klager] har klaget over, at [Person B] i artiklen er omtalt som ekspert, da hun i en række opslag på sociale medier har tilkendegivet sin subjektive, dømmende og insinuerende udsagn om sagen til kende, og at hendes udsagn om, hvordan [Klager] agerer, tænker og gør ikke er blevet forelagt for hende.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.
Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger.
Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.
1, A.
2, A.
3, A.
4, A.
5 og A.
6.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Artiklen ”Ekspert om [Klager]s sag: Slipper let, fordi hun er kvinde” på seoghoer.dk har følgende underrubrik
”Havde [Klager] været en mand, havde høtyvene været fremme nu.
Det vurderer kommunikationsrådgiver [Person B] i sagen om stalking og chikane”
Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”Havde en mand chikaneret en kvinde, som [Klager] har gjort det, ville folkestemningen være en helt anden, vurderer kommunikationsrådgiver i blandt andet shitstorme [Person B].
”
Af artiklen fremgår
”- Hun vil gerne smøre den så tyndt ud som muligt for at efterlade et indtryk af, at offeret selv var ude om det, og at hun bare kunne lade være med at bryde ind i ægteskabet, siger [Person B], som er erfaren i at rådgive andre i shitstorme.
Hun er meget overrasket over, at folkestemningen ikke er vendt mere mod tv-værten, som har erkendt at have foretaget kriminelle handlinger og chikaneret en kvinde ved at misbruge hendes identitet.
[Teksten ”erkendt at have foretaget kriminelle handlinger og chikaneret en kvinde ved at misbruge hendes identitet” udgør et link til artiklen: ” Afsløret: Det var [Klager] som stalkede mandens veninde” offentliggjort den 17. februar 2025 på seoghoer.dk, Pressenævnet .
]
- Det er vildt, hun får lov at slippe af sted med det.
Hvis hun var en mand, så var hun helt færdig, siger kommunikationsrådgiveren fra [Firmanavn].
Hun mener, at [Klager] får sympati efter sit ”offerkort” af en udtalelse, [Teksten ”sit ”offerkort” af en udtalelse” udgør et link til artiklen: ” Ekspert om [Klager]s udtalelse: - Hun trækker offerkortet” offentliggjort den 17. februar 2025 på seoghoer.dk, Pressenævnet .
] hvor hun forklarer, at hun stalkede og chikanerede sin mands veninde, fordi hendes ægteskab var i krise.
[Teksten ”fordi hendes ægteskab var i krise.
” udgør et link til artiklen: ” [Klager] bryder tavsheden: - Jeg var knust” offentliggjort den 17. februar 2025 på seoghoer.dk, Pressenævnet .
]
Derfor er hun sigtet efter både stalking-paragraffen og en paragraf om identitetstyveri.
Havde en mand erkendt de ting, hun har gjort, havde stemningen været meget hårdere, siger [Person B].
Hun sammenligner med [Person 2]s metoo-skandale, hvor hun mener, der var langt mindre opbakning til skuespilleren fra offentligheden, end der er til [Klager].
- Og hun har endda erkendt, at hun har gjort det.
Politiet har undersøgt det.
Vi ved, det har fundet sted.
Men hun høster masser af likes på sit opslag, siger kommunikationsrådgiveren, som er uimponeret over, at DR-værten ikke på noget tidspunkt lader til at angre over for offeret – kun i forhold til sig selv.
- Jeg ville have anbefalet en undskyldning.
Ingen kan se, at du ikke mener det.
Men det handler om at vise en empatisk side.
Det er mærkeligt, hun ikke kan op mønstre lidt mere empati eller forståelse.
Læs mere om [Klager]s ”offerkort” her.
[Teksten ”Læs mere om [Klager]s ”offerkort” her” er understreget og udgør et link til artiklen: ” Ekspert om [Klager]s udtalelse: - Hun trækker offerkortet” offentliggjort den 17. februar 2025 på seoghoer.dk, Pressenævnet .
]”
Nævnet bemærker indledningsvist, at kunstnere og andre personer, hvis professionelle og private liv gennem mange år har været hyppigt omtalt i medierne, afhængig af de nærmere omstændigheder, må tåle en mere omfattende omtale i medierne.
Det er nævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af sin offentlige optræden og som en person med ca. 35.000 følgere på Instagram, hvor hun blandt andet beskriver sig selv som forfatter, journalist, radio- og tv-vært og podcaster, er en person, der er kendt i offentligheden.
Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger.
Pressenævnet skal i forhold til omtalen af kilden [Person B] som ”ekspert” bemærke, at omtalen og ordvalget ligger inden for mediets redigeringsret.
Nævnet bemærker videre, at den almindelige kritik, som mediet bør udvise over for en nyhedskilde, skærpes, når kilden ikke kan forventes at forholde sig objektivt til sagen, eksempelvis, hvor der består et konkurrenceforhold, og at mediet i disse tilfælde særligt skal kontrollere grundlaget for og rigtigheden af kildens oplysninger.
Pressenævnet finder dog i den konkrete sag, at vurderingerne fra [Person B] ikke fremstår som faktiske oplysninger, men som [Person B]s subjektive vurderinger og synspunkter, som er fremsat som en reaktion på, at [Klager] offentligt havde erkendt at have foretaget de omtalte handlinger samt [Klager]s kommunikation til offentligheden i den forbindelse.
Dette understreges også i underrubrikken, hvor det er præciseret, at der er tale om vurdereringer fra en kommunikationsrådgiver.
Uanset, at der i de subjektive vurderinger er anvendt en sprogbrug, der retter en række beskyldninger mod [Klager], finder nævnet, at der i den konkrete situation ikke er tale om beskyldninger, der har en sådan karakter, at der er tale om beskyldninger, der kan gøres til genstand for efterprøvelse.
Pressenævnet finder således ikke grundlag for at kritisere Se og Hør for ikke særskilt at forelægge kritikken for [Klager].
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 19. maj 2026