Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-09936
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-09936
Sjællandske Nyheder får ikke kritik for omtale af nabokonflikt
Sjællandske Nyheder omtalte i august 2025 en voldsepisode omkring en minigolfbane.
Sammen med omtalen var bragt et billede af en nabo til minigolfbanen, der ikke var en del af den omtalte voldsepisode.
Af overskriften fremgik det, at en kvinde var sigtet for vold.
Naboen klagede til Pressenævnet over, at billedet af ham var bragt i en misvisende sammenhæng.
Pressenævnet fandt, at det var tydeligt for læserne, at det var en kvinde og ikke manden på det bragte billede, der var sigtet i sagen, og udtalte ikke kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Kvinde er sigtet for vold efter ny ballade ved Minigolfparken” bragt den 18. august 2025 på sn.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, han ikke er blevet forelagt, og at der er bragt et billede af ham i en misvisende sammenhæng.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
Sjællandske Nyheder bragte den 18. august 2025 16.27 artiklen ”Kvinde er sigtet for vold efter ny ballade ved Minigolfparken” på sn.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”En 11-årig pige blev udsat for vold, da en konflikt blussede op ved Minigolfparken i [Bynavn 1].
”
Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”[Klager] blev landskendt, da han og Minigolfparkens ejer [Person 1] optrådte i TV2-dokumentaren Naboen fra Helvede.
Nu har politiet igen været på stedet.
”
Af artiklen fremgår
”Konflikten ved Minigolfparken i [Bynavn 1] blussede i weekenden op for fuld styrke.
Sagen, som er kendt fra TV-programmet Naboen fra Helvede, tog en voldsom drejning, da en 11-årig pige fra Horsens blev rykket så hårdt i håret, at hun væltede om på jorden.
En [Aldersangivelse 2] kvinde fra Odsherred er sigtet for vold efter episoden, ligesom en [Aldersangivelse 1] mand er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han skubbede ifølge [Politikredsen] til en anden mand.
Sjællandske Nyheder erfarer, at den [Aldersangivelse 1] er [Klager], som ikke ønsker at kommentere på episoden.
Balladen begyndte, da en bus med 20 gæster fra Jylland ankom til Minigolfparken lørdag formiddag.
De ville prøve banen, som de havde set og hørt så meget om, og de fik anvist en plads, hvor de skulle parkere bussen.
- Bussen holdt på fabrikken ved siden af os, men den var ikke bakket langt nok ned ad vejen.
Derfor bad [Klager] veninde om, at den blev flyttet længere tilbage, fordi den var til gene.
Det kan jeg sagtens forstå, så derfor blev chaufføren bedt om at rykke den 50 meter, siger [Person 1], ejer af Minigolfparken.
Han havde travlt i køkkenet, da der var fuldt hus i parken, som også skulle have grisefest samme aften.
Han var derfor ikke tilstede, da balladen opstod klokken 11.47.
Her var bussens chauffør og [Klager] kommet op at skændes.
Chaufføren ville nemlig flytte bussen, men i mellemtiden havde [Klager] parkeret en autocamper bagved, så den ikke kunne bakke hen på den anviste plads.
En 11-årig pige, som var chaufførens lillesøster, filmede skænderiet på sin telefon.
Det fik en [Aldersangivelse 2] kvinde til at blande sig og rykke pigen så hårdt i håret, at hun faldt omkuld.
Sjællandske Nyheder har talt med pigens far, som også var til stede ved optrinnet.
Han ønsker af hensyn til sin datter ikke at stå frem med navn.
Men han fortæller, at kvinden har haft så hårdt fat i armen på pigen, at der er mærker fra tre fingre på hendes arm og desuden hul i huden efter neglene, så det blødte.
- Hun er okay i dag, men hun er noget rystet.
Hun er normalt en meget stille og rolig pige, så det var en voldsom oplevelse, siger faren, der efterfølgende var på skadestuen for at få dokumenteret skaderne til politirapporten.
Faren erkender, at familien var advaret om, at der kunne opstå konflikter med naboen ved Minigolfparken, men han mener ikke, at familien kunne have forudset, at det blev så voldsomt.
- At de kunne finde på at råbe og skrige, havde vi nok forventet.
Det andet her er at gå over stregen.
Vi kom for at spille minigolf, ikke for at genere nogen.
At vores interesse er blevet vakt for lige præcis det sted, bunder selvfølgelig i, at vi har set det i fjernsynet, det er klart.
Vi havde da også joket med på vejen dertil, om vi nu ville få ham at se.
Men at det skulle eskalere så voldsomt, havde jeg ikke set komme, siger han og understreger, at de netop havde parkeret bussen som anvist nede ved et værksted for at undgå at være i vejen, og at de også straks forsøgte at flytte bussen, da de blev bekendt med, at den generede naboen.
Ved optrinnet blev den 26-årige chauffør ifølge politiets døgnrapport også skubbet af en [Aldersangivelse 1] mand, som Sjællandske Nyheder erfarer er [Klager].
[Klager] blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han er i forvejen tiltalt for 24 forhold herunder trusler, overtrædelser af et polititilhold og overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.
Den sag er berammet til at skulle for retten til januar.
Sjællandske Nyheder har talt med [Klager] for at høre, hvordan han oplevede episoden.
Han ønsker dog ikke at udtale sig.
”
Efter offentliggørelsen
Det fremgår af den version af artiklen, som Sjællandske Nyheder har sendt til Pressenævnet den 3. september 2025, at artiklen er blevet opdateret den 18. august 2025 kl.
18:11.
Følgende fremgår øverst i artiklen i forbindelse med brødteksten
”Artiklen er opdateret.
Det fremgik af politiets døgnrapport, at det var en 11-årig pige, der blev overfaldet, men det var en trykfejl i politiets døgnrapport.
Det viser sig, at det var en 21-årig kvinde.
”
Artiklen er ligeledes blevet opdateret med et andet billede under underrubrikken, således at der ikke længere er et billede af [Klager], men et billede af en mand, der fejer en minigolfbane.
Af billedteksten fremgår: ”Minigolfparken i [Bynavn 1] og dens nabo har igen været i centrum.
”
Parternes korrespondance
[Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, han havde med mediet.
Den 18. maj 2025 kl.
17.03 sendte Sjællandske Nyheder følgende mail til [Klager]
”Hej [Klager].
Jeg kan forstå, at du i dag har forsøgt at kontakte flere på redaktionen og i administrationen i Ringsted.
Al kontakt skal gå gennem mig og gerne på skrift, da jeg oplever, at telefoniske samtaler med dig ofte løber af sporet.
Jeg vil gerne forklare dig rationalet bag vores journalistiske til- og fravalg, men det er ikke muligt i en telefonsamtale.
Ydermere må jeg sætte en grænse, når du natten til fredag ringer og sms’er til mig kort før midnat.
Jeg forstår, at du synes, det er svært at navigere i det hele ovenpå weekendens begivenheder ved minigolfbanen, men vi dækker sager fra politiets døgnrapport i alle vores lokalområder, og denne sag er særligt interessant set i lyset af, at du for ganske nyligt blev tiltalt for en række forhold – heriblandt trusler, overtrædelse af polititilhold og overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.
Vi holder ikke op med at dække denne sag, når der sker noget der er relevant for mennesker i det lokalområde, vi er sat til at betjene.
Der er flere implicerede end dig, og du kan ikke bestemme om vi skal omtale og perspektivere offentligt tilgængelig information fra en myndighed.
Du bestemmer naturligvis selv, om du vil udtale dig, og vi vil fortsat forsøge at få en kommentar fra dig, som vi er forpligtet til, og som vi også meget gerne vil have med i vores dækning.
Du er som altid velkommen til at klage til Pressenævnet over vores dækning, hvis du mener vi begår fejl.
Men det kan ikke nytte noget at du kimer os ned og skriver rasende beskeder, hver gang vi blot indleder dækningen af en aktuel og relevant udvikling i den igangværende sag, hvor du spiller en aktiv rolle.
Du er som sagt ikke den eneste, der bliver berørt, når der sker ting som det der skete i den forgangne weekend.
Venlig hilsen [Chefredaktøren] Ansvarshavende Chefredaktør”
Den 18. maj [tidspunkt ukendt, men muligvis før offentliggørelsen] sendte [Klager] følgende beskeder til Sjællandske Nyheder
” [Klager] : Jeg har gentagende gange forklaret dig at jeg ikke udtaler mig til [Journalist 1].
Da vi har verserende sager og at hun har svinet mig til på Facebook og at hun har tabt flere sager i Pressenævnet mod mig.
¬Derfor er det ikke okay at sende pis.
Så helt konkret vil jeg gerne udtale mig til sn.dk men ikke gennem [Journalist 1].
Derfor kan I ikke skrive at jeg ikke vil udtale mig.
Gør I det bliver i anmeldt.
Skriver I mit navn og påstår noget bliver I anmeldt.
Antager noget bliver I anmeldt.
Bliver jeg på nogen måder nævnt direkte eller indirekte, og kommer jeg ikke til genmæle bliver I meldt.
håber du forstår selv med din ringe evner.
Kl.
17.39
Du står til en bøde.
Du har antaget det er mig.
Det er det ikke.
Du er et kæmpe svin.
Og nu er det personligt .
”
Sjællandske Nyheder har herudover indsendt udklip af udaterede sms-korrespondancer.
Af den første fremgår
”[Klager] : Selvfølgelig haster det.
Ellers er der en ny sag i Pressenævnet.
Du har 2 min.
I mellemtiden skal du stoppe din sindssyge pis pis i at begå endnu en lovovertrædelse.
Sjællandske Nyheder : [Journalist 1] arbejder med en helt konkret politisag fra weekenden.
Til brug for det har hun forsøgt at få en kommentar fra dig.
Du er som altid velkommen til at klage over vores dækning, men der er ikke noget at komme efter i forhold til de presseetiske retningslinjer.
”
Af en anden besked fremgår følgende
”[Klager] : Nej… Jeg laver en artikel om dig og [Journalist 1], hvor jeg antager, at I har gjort noget som er kriminelt.
I den vil jeg offentliggøre med detaljerede beskrivelser hvor du og [Journalist 1] bor.
Og så vil jeg lægge et billede op af jeres ansigter, hvem I er gift med, hvad jeres børn hedder osv. Jeg vil selvfølgelig på bagkant ringe til dig og spørge, hvad du synes.
Og så vil jeg måske skrive det ind, jeg finder relevant.
”
Af en tredje fremgår følgende
Sjællandske Nyheder : Hej [Klager].
Jeg er i møde.
Hvis du fortsætter med at kime mig ned, må jeg blokere dig.
Skriv hvis det haster.
[Klager] : Ja, det haster.
Men nu når du har trykt avisen uden at skrive det, du lovede, så er der jo ikke noget at gøre.
Skide smart.
Sjællandske Nyheder : I artiklen i avisen fremgår det at vi har forsøgt at få en kommentar fra dig til tiltalerne – dermed har vi løst fores forpligtelse.
Der er som jeg sagde i går intet galt med artiklen – men vi burde have forelagt inden vi udkom digitalt.
Det gjorde vi for sent – men vi fik rettet op på fejlen.
Og rettet den digitale artikel.
Derfor er artiklen i avisen helt ok.
[Klager] har til Pressenævnet herudover indsendt en udateret lydfil med en telefonsamtale mellem ham og journalisten [Journalist 1].
[Klager] oplyser blandet andet, at han gerne vil udtale sig til Sjællandske Nyheder, men at han ikke vil udtale sig til [Journalist 1], fordi hun ”sviner ham til” på Facebook.
[Klager] gentager herefter flere gange spørgsmålet om, hvorfor [Journalist 1] ikke vil respektere, at han ikke vil samarbejde med hende.
[Journalist 1] oplyser blandt andet, at det er hendes arbejde at skrive artiklerne og kontakte ham.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 20. august 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Af følgende årsager skal jeg endnu engang anmelde sn.dk for grove udokumenterede beskyldninger, grove antagelser, grov manipulation, inhabil journalistik, samt injurier.
I mandags d. 18/8 udgav sn.dk en artikel: kvinde er sigtet for vold efter ny ballade på minigolfparken.
I den første udgave, som jeg desværre ikke nåede at få adgang til, men som jeg skal bede Pressenævnet om at udlevere, bliver overskriften koblet sammen med et billede af mit ansigt.
Desuden stod der i artiklen, at volden var begået mod en 11-årig pige.
Jeg bliver således koblet sammen med vold på en 11-årig pige.
Senere ændrer sn.dk alderen til 21 år.
Men der ER artiklen allerede skrevet og citeret af andre, blandt andet tv2 øst og netavisen.
‘d.d.’ skriver fortsat i netavisen, at det er en 11-årig pige.
[Journalist 1] kontakter mig på dagen, hvor jeg tydeligt informerer [Journalist 1] om, at jeg ikke kan udtale mig til hende, da hun er inhabil.
Jeg gør det klart, at jeg gerne vil udtale mig til en anden journalist, men ikke til [Journalist 1], da vi har verserende sager kørende.
Hun har offentligt svinet mig til på Facebook og at hun har tabt flere sager i Pressenævnet mod mig.
[Journalist 1] ignorerer mig og sender efterfølgende en række spørgsmål, deriblandt hvordan jeg har det med vold mod børn.
Det står klart for mig, at [Journalist 1] er i gang med grov manipulation, og at hendes ærinde ikke er at lytte og få klarhed over situationen, men at tilsvine.
Jeg forsøger umiddelbart efter, at kontakte [Chefredaktøren] for at stoppe [Journalist 1].
Men [Chefredaktøren] tager ikke telefonen, derfor sender jeg en sms, hvor jeg gør hende klart, at jeg ikke kan og vil samarbejde med [Journalist 1], og at jeg ikke vil kobles sammen med en episode, der alene er rygter og antagelser.
Trods jeg ringer mere end 10 gange over flere timer, svarer [Chefredaktøren] ikke telefonen, og hun ender med at blokere mig.
[Chefredaktøren] sender mig senere en sms, hvor hun fastholder udgivelsen og dermed samtidig antager, at jeg har være involveret i en voldssag.
Jeg får senere på dagen kontakt til [Journalist 2], en anden journalist på avisen og bekendtgør ham den grove artikel.
Han kontakter [Chefredaktøren].
Samtidig får jeg fat i chefen for sn.dk, som også lover at kontakte [Chefredaktøren].
Der bliver umiddelbart herefter redigeret i artiklen, men hvorledes ved jeg ikke.
¬Jeg modtager først artiklen kl.
20.00 om aftenen af journalist [Journalist 2].
Det på trods, at sn.dk selv har lovet, at sende mig artikler der vedrører mig.
Trods [Journalist 1] manipulerer med sandheden og løber med rygter og antagelser, har jeg ikke fået muligheden for at komme til genmæle, da artiklen udkommer.
Og jeg fastholder at det ikke er validt at lade [Journalist 1] interviewer mig.
Artiklen er ikke efterforsket, politiet har ikke afhørt modparten og derfor står det uvist, hvem der starter episoden og hvad der lå til grund.
Artiklen er skrevet alene ved afhøring af modparten.
Sigtelsen er desuden ikke anerkendt af modparten.
Når personer er sigtet for vold, er der navneforbud.
Det kan således ikke lade sig gøre at antage, at det er mig, der er den dømte, med mindre politiet har lækket oplysninger.
At avisen antager, at det er mig og sætter mit fulde navn samt billede af mit ansigt på forsiden, er direkte injurier og konklusioner uden saglig grund.
Derfor konkluderer jeg at dette er et forsøg på karaktermord, og jeg ønsker derfor at Pressenævnet tager denne sag mere alvorligt end tidligere sager.
Jeg ønsker også at Pressenævnet, med de mange sager, begynder at forstå sammenhængen i, at sn.dk benytter enhver lejlighed til at lave click bates i min person og derfor driver uetisk forretning uden empati i min person.
[…]
[Journalist 1] skriver således på sms
”Hej [Klager]
Tak for snakken.
Som jeg nævnte i telefonen kan jeg forstå, at der har været politi ude på [Adresse] i weekenden Jeg erfarer, at det er blandt andet dig, der har været i konflikt med en gæst ved minigolfparken Kan du bekræfte det?
Vil du fortælle, hvad der er sket?
¬Hvem var kvinden, der trak den 11-årige pige i håret?
Var det din veninde, som du har huset sammen med?
Hvordan har du det med, at et barn er blevet udsat for vold pga.
den her strid mellem dig og minigolfparken?
Ifølge døgnrapporten blev der skudt med gaskanon ind over minigolf banen, og du blev sigtet for overtrædelse af dit tilhold.
Var det dig, der skød og i så fald hvorfor?
Hvis du vil have din side af sagen med i artiklen, er du velkommen til at ringe eller skrive.
Hav en god dag
Mvh [Journalist 1], journalist Nordvestnyt Odsherred”
Jeg svarer således til [Journalist 1] og til [Chefredaktøren]
”Jeg har gentagende gange forklaret dig at jeg ikke udtaler mig til [Journalist 1].
Da vi har verserende sager og at hun har svinet mig til på Facebook og at hun har tabt flere sager i Pressenævnet mod mig.
Derfor er det ikke okay at sende pis.
Så helt konkret vil jeg gerne udtale mig til sn.dk men ikke gennem [Journalist 1].
Derfor kan i ikke skrive at jeg ikke vil udtale mig.
Gør i det bliver i anmeldt.
Skriver i mit navn og påstår noget bliver i anmeldt.
Antager noget bliver i anmeldt.
Bliver jeg på nogen måder nævnt direkte eller indirekte, og kommer jeg ikke til genmæle bliver i meldt.
håber du forstår selv med din ringe evner.
Efterfølgende bliver jeg ignoreret og artiklen skrives.
[…]”
[Klager] har supplerende anført, at
”Jeg skal hermed klage over sn.dks brug af billede uden ophavsret, ude af kontekst, samt manglende forelæggelse, før publicering.
Mandag den 18/8 2025 udgiver sn.dk en artikel om 2 kvinder, der har været oppe at slås på en minigolfbane.
På forsiden af artiklen bringer sn.dk et billede af mit ansigt.
Billedet er mit private billede som sn.dk ikke har ophavsret til.
Billedet stammer fra en artikel, hvor jeg klager over kommunen.
Billedet er sendt til journalist Pipaluk i februar 2023, til brug for denne artikel alene.
Brugen af billedet er ikke forlagt mig, sn.dk har ikke ladet mig komme til genmæle på brugen af billedet, og sn.dk har ikke min tilladelse til at bruge billedet.
Billedet er ydermere brugt i en sammenhæng, der kæder mig sammen med vold mellem 2 kvinder, hvor af den ene er 11 år.
Billeder er således også helt ude af kontekst.
Jeg har efter kontakt med sn.dk fået billedet fjernet.
Men det har allerede fået voldsomme konsekvenser for mig og mit omdømme.
Jeg forventer at Pressenævnet udtaler kritik, og ser på sammenhængen mellem Journalisten [Journalist 1] og de personlige kontroverser, der har ligget forud for artiklen.
”
[Klager] har som svar på Sjællandske Nyheders udtalelse anført blandt andet, at
”[…]
Der foreligger intet bevis for, at jeg har givet samtykke til brugen af det anvendte billede.
Billedet er desuden ikke brugt loyalt eller etisk forsvarligt – det anvendes i en kontekst, der stærkt insinuerer, at jeg skulle være involveret i vold, hvilket er groft krænkende og uden dokumentation.
Dette strider mod god presseskik.
Artiklen blev publiceret, før jeg blev kontaktet.
Det er ydermere stærkt problematisk, at det overlades til en journalist som [Journalist 1] at kontakte mig – en person, der gentagne gange har udvist manglende presseetik, været personligt krænkende, og som har ført en åbenlys personlig kampagne imod mig.
[Journalist 1] indleder eksempelvis dækningen med en grundløs og udokumenteret anklage om vold mod et barn – en påstand, der senere viser sig at skyldes en fejl hos politiet.
Artiklen forbinder desuden denne hændelse med en helt anden sag om en såkaldt gaskanon, hvilket yderligere skaber en fejlagtig og stigmatiserende kobling mellem mig og billedet.
SN.dk har dermed ikke forholdt sig til de faktuelle omstændigheder, og har i stedet bidraget til en sammenblanding af sager og insinuationer, som ingen journalistisk dækning bør rumme.
Det er i øvrigt velkendt blandt redaktionen – herunder [Chefredaktøren] – at jeg ikke ønsker at udtale mig til [Journalist 1].
At hun alligevel gentagne gange kontakter mig, opleves som en provokation og chikane.
Jeg bliver i artiklen entydigt identificeret og koblet direkte til en voldsepisode.
Det er klart for enhver læser, at det er mig, der er tale om, hvilket også afspejles i den efterfølgende telefonstorm, jeg blev udsat for.
Min identitet er udstillet, og reglerne om navneforbud ved sigtelser er brudt ved at nævne mit navn og beskrive omstændigheder, der entydigt knytter mig til sagen.
[Journalist 1] er inhabil i dækningen af sager, der vedrører mig.
Hun har ikke udvist professionel adfærd og har ved flere lejligheder udtrykt sig krænkende om mig – både i sin journalistik og på sociale medier.
Det underminerer tilliden til hendes arbejde, og hendes påstande bør derfor ikke betragtes som valide.
Der er ingen saglig eller presseetisk grund til at omtale mig i så nedladende og fordømmende vendinger – særligt ikke på baggrund af, at jeg har medvirket i en tv-udsendelse.
En udsendelse, der i øvrigt belyste, hvordan SN.dk har undladt at dække sagens fulde omfang og i stedet vinklet historien til min ugunst.
Jeg er ikke ejendom for SN.dk, og jeg bør ikke reduceres til clickbait.
Jeg udgør ikke en offentlig person i en grad, der retfærdiggør denne konstante og ensidige dækning.
SN.dk har modtaget adskillige opfordringer til at høre min side af sagen, men har konsekvent ignoreret disse.
I stedet har mediet valgt at føre en ensidig og misvisende kampagne imod mig, som har skadet både mit ry og forståelsen af sagen i lokalbefolkningen.
Derfor mener jeg ikke, at SN.dk’s dækning har været i offentlighedens interesse – men i stedet har bidraget til at sprede ensidig sladder og personangreb.
”
2.2 Sjællandsk Mediers synspunkter
Sjællandske Nyheder har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende
”[…] Vi har modtaget klagen fra [Klager] vedrørende brug af billede, forelæggelse, kontekst og påstand om personlige relationer i forbindelse med artiklen udgivet den 18. august 2025.
Vi tager naturligvis klagen alvorligt, men vurderer, at god presseskik er fulgt.
Billedbrug
Klager anfører, at vi har anvendt et billede uden ophavsret og uden hans tilladelse.
Billedet stammer imidlertid fra materiale, som klager selv tidligere har indsendt til redaktionen i forbindelse med en anden artikel.
Når en kilde fremsender et portrætbillede til brug i journalistisk dækning, er det almindelig praksis, at billedet kan genanvendes i senere, relevante artikler om den pågældende person, så længe det anvendes loyalt og uden krænkende billedbehandling.
Der er tale om et neutralt portrætbillede, der blot identificerer klager, og billedet er ikke blevet manipuleret eller brugt på en måde, der giver en fejlagtig fremstilling.
Vi afviser derfor, at der er sket en krænkelse af ophavsret eller god presseskik.
Forelæggelse
Klager anfører, at han ikke er blevet forelagt.
Han blev imidlertid tilbudt at udtale sig i forbindelse med artiklen, men valgte selv at afslå, fordi han ikke ønskede at tale med den journalist, som dækkede sagen.
Det er redaktionens ansvar at beslutte, hvilken journalist der dækker en historie, og en kilde kan ikke betinge sig at udtale sig kun til bestemte journalister.
Når muligheden for at kommentere er givet, men afslås, kan dette ikke sidestilles med manglende forelæggelse.
Forelæggelseskravet er dermed opfyldt.
Kontekst for billedbrug og omtale
Klager mener, at billedet blev sat i en misvisende kontekst, hvor han kædes sammen med en voldsepisode.
Artiklen beskrev en aktuel lokal hændelse med relevans for en længerevarende nabokonflikt, som klager selv er en central figur i.
Billedet blev anvendt for at identificere ham som en del af den samlede kontekst.
Det blev ikke skrevet, at han selv havde været involveret i voldsepisoden.
Klager har i øvrigt selv tidligere valgt at eksponere sig selv og sin sag i stor offentlighed gennem medvirken i TV2’s dokumentar “Naboen fra Helvede” , hvilket understøtter den redaktionelle relevans af at bruge et portrætbillede af ham.
Vi vurderer derfor, at billedbrugen var journalistisk legitim og proportional.
I forhold til den kortvarige henvisning til en 11-årig pige skyldtes dette en fejl i politiets døgnrapport, der blev videregivet af vagthavende.
Vi rettede naturligvis straks alderen, da politiet oplyste os om, at de havde givet os forkerte oplysninger.
Påstand om personlig konflikt
Klager anfører, at der skulle være personlige konflikter mellem ham og en navngiven journalist, hvilket efter hans opfattelse påvirker dækningen.
Redaktionens valg af vinkler, kilder og journalister sker imidlertid uafhængigt af personlige relationer.
Artiklen er redaktionelt godkendt af ansvarlig lokalredaktør og baseret på dokumenterbare oplysninger.
Klagerens subjektive opfattelse af relationen til en journalist ændrer ikke ved, at artiklen er udarbejdet i overensstemmelse med presseetiske regler.
Konklusion
Vi bestrider, at der er sket brud på god presseskik.
Klager blev tilbudt at udtale sig, men afslog selv.
Brugen af portrætbilledet var legitim og proportional, og der er ikke sket ophavsretskrænkelse.
Omtalen er relevant, korrekt og i offentlighedens interesse.
Påstande om personlige konflikter mellem klager og enkelte journalister bør være uden betydning for Pressenævnets vurdering.
Artiklen fra 18. august er vedhæftet.
Ligeledes har jeg vedhæftet sms fra klager til undertegnede for at belyse, at jeg og flere andre oplever, at klager chikanerer os med sms’er, mails og opkald, når vi udkommer med relevante artikler i en sag, som han selv har bidraget til stor offentlig interesse omkring, og som har stor bevågenhed lokalt.
En sag med mange interessenter, der belaster flere lokalt og som derfor ikke kan forsøges begrænset eller styret af udelukkende en af parterne.
Jeg vedhæfter også en mail, jeg har sendt til klager, hvor jeg beder ham om at stoppe chikanen.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt samt ophavsretlige spørgsmål, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Korrekt information, forelæggelse og privatlivets fred
[Klager] har klaget over navnlig, at han ikke er blevet forelagt beskyldningerne i artiklen, og at Sjællandske Nyheder har bragt et billede af ham i en misvisende sammenhæng, og at den journalist, der har dækket sagen, er inhabil.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.
Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.
Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.
1, A.
3, A.
4, A.
6 og A.
7.
Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. punkt B.
1.
Det følger herudover af punkt C.
1, at de under A og B anførte almindelige presseetiske retningslinjer også gælder for retsreportagen.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at [Klager], i forbindelse med sin offentlige ageren som led i debatten om minigolfbanen og sin medvirken i et landsdækkende tv-program herom, må tåle kritisk omtale af sin person og handlinger, især når emnet er af almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet.
Af artiklen fremgår blandt andet
”Konflikten ved Minigolfparken i [Bynavn 1] blussede i weekenden op for fuld styrke.
Sagen, som er kendt fra TV-programmet Naboen fra Helvede, tog en voldsom drejning, da en 11-årig pige fra Horsens blev rykket så hårdt i håret, at hun væltede om på jorden.
En [Aldersangivelse 2] kvinde fra Odsherred er sigtet for vold efter episoden, ligesom en [Aldersangivelse 1] mand er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han skubbede ifølge [Politikredsen] til en anden mand.
Sjællandske Nyheder erfarer, at den [Aldersangivelse 1] er [Klager], som ikke ønsker at kommentere på episoden.
[…]
En 11-årig pige, som var chaufførens lillesøster, filmede skænderiet på sin telefon.
Det fik en [Aldersangivelse 2] kvinde til at blande sig og rykke pigen så hårdt i håret, at hun faldt omkuld.
Sjællandske Nyheder har talt med pigens far, som også var til stede ved optrinnet.
Han ønsker af hensyn til sin datter ikke at stå frem med navn.
Men han fortæller, at kvinden har haft så hårdt fat i armen på pigen, at der er mærker fra tre fingre på hendes arm og desuden hul i huden efter neglene, så det blødte.
[…]
- At de kunne finde på at råbe og skrige, havde vi nok forventet.
Det andet her er at gå over stregen.
Vi kom for at spille minigolf, ikke for at genere nogen.
At vores interesse er blevet vakt for lige præcis det sted, bunder selvfølgelig i, at vi har set det i fjernsynet, det er klart.
Vi havde da også joket med på vejen dertil, om vi nu ville få ham at se.
Men at det skulle eskalere så voldsomt, havde jeg ikke set komme, siger han og understreger, at de netop havde parkeret bussen som anvist nede ved et værksted for at undgå at være i vejen, og at de også straks forsøgte at flytte bussen, da de blev bekendt med, at den generede naboen.
Ved optrinnet blev den 26-årige chauffør ifølge politiets døgnrapport også skubbet af en [Aldersangivelse 1] mand, som Sjællandske Nyheder erfarer er [Klager].
[Klager] blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han er i forvejen tiltalt for 24 forhold herunder trusler, overtrædelser af et polititilhold og overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.
Den sag er berammet til at skulle for retten til januar.
Sjællandske Nyheder har talt med [Klager] for at høre, hvordan han oplevede episoden.
Han ønsker dog ikke at udtale sig.
”
- mulighed for at komme til orde og brug af den konkrete journalist
[Klager] har klaget over, at Sjællandske Nyheder manipulerer med sandheden og løber med rygter og antagelser, og at mediet ikke gav ham mulighed for at komme til orde, inden artiklen udkom.
Nævnet finder, at omtalen indeholder beskyldninger mod [Klager], herunder blandt andet oplysninger om, at han skulle være sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham, og at der derfor er tale om oplysninger, der skal forelægges for ham.
Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at en journalist fra Sjællandske Nyheder kontaktede [Klager] forud for offentliggørelsen, men at han ikke ville udtale sig til den konkrete journalist, men han gerne ville udtale sig til mediet, hvilket også fremgår af artiklen.
Nævnet lægger på baggrund af den af parterne indsendte korrespondance endvidere til grund, at [Klager] forsøgte at kontakte andre personer på Sjællandske Nyheder og også over for dem tilkendegav, at han gerne ville udtale sig til mediet, men ikke til den konkrete journalist.
Pressenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at kritisere mediet for manglende forelæggelse.
I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at det må have stået [Klager] klart, at han – ved ikke at udtale sig til den pågældende journalist – fraskrev sig mulighed for at give en kommentar til beskyldningerne.
Nævnet skal i forhold [Klager]s indsigelser mod den konkrete journalist bemærke, at der, som sagen er oplyst, ikke ses at foreligge omstændigheder, der sandsynliggør, at der mellem klager og journalisten foreligger en interessekonflikt af en sådan karakter, at der er grundlag for at kritisere mediet for at anvende den pågældende journalist.
Nævnet udtaler ikke kritik.
- brug af billede
[Klager] har klaget over, at der er bragt et billede af ham, der er misvisende i sammenhæng med overskriften af artiklen, og at han således bliver koblet sammen med vold.
Artiklen har overskriften: ”Kvinde er sigtet for vold efter ny ballade ved Minigolfparken” på sn.dk.
Af underrubrikken fremgår: ”En 11-årig pige blev udsat for vold, da en konflikt blussede op ved Minigolfparken i [Bynavn 1].
”
Der er i artiklen herefter indsat et billede af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”[Klager] blev landskendt, da han og Minigolfparkens ejer [Person 1] optrådte i TV2-dokumentaren Naboen fra Helvede.
Nu har politiet igen været på stedet.
”
Det fremgår af sagens oplysninger, at artiklen efter publiceringen samme dag kl.
18.22 blev opdateret med oplysningen om, at det fremgik af politiets døgnrapport, at det var en 11-årig pige, der blev overfaldet, men det var en trykfejl i politiets døgnrapport, og at der rettelig var tale om en 21-årig kvinde.
Herudover er artiklen efter publiceringen blevet opdateret med et andet billede, og billedet af [Klager] fremgår ikke længere af artiklen.
Pressenævnet lægger til grund, at det bragte billede er et billede, som [Klager] har sendt til mediet i forbindelse med en tidligere omtale.
Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere Sjællandske Nyheder for ikke at have indhentet samtykke fra [Klager] til at bringe billedet i en anden sammenhæng og finder ikke, at billedet i sig selv udgør en krænkelse af hans privatliv.
Pressenævnet bemærker dog samtidig, at sammensætning af tekst og billede i kombination kan udgøre en krænkelse, selv om teksten og billedet ikke hver for sig ville udgøre en krænkelse.
I forhold til brugen af billedet til illustration af den konkrete omtale om en episode der har fundet sted ved minigolfbanen, i hvilken forbindelse [Klager] tidligere har været genstand for omtale, finder Pressenævnet, at billedet i den sammenhæng, det er bragt med omtalen af, at der er en kvinde, der er sigtet i sagen, ikke efterlader læseren med det indtryk, at det skulle være [Klager], der er blevet sigtet i sagen.
Nævnet finder på den baggrund, at billedet ikke er bragt i en misvisende sammenhæng.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 19. maj 2026
1
Billedbrug
2
Forelæggelse
3
Kontekst for billedbrug og identifikation
4
Påstand om personlig konflikt
5
Konklusion