Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06029

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06029

Kritik af Kontrast for ikke at udvise hensyn til offer

Kontrast bragte i to artikler i april 2025 omtale af en straffesag, hvor en person var blevet dømt for blandt andet voldtægt og udvist af Danmark.

I artiklerne blev der blev rettet en række beskyldning mod den tidligere partner til den dømte.

Begge var anonymiserede i omtalen.

Begge de omtalte var benævnt ved pseudonym.

Den omtalte tidligere partner klagede til Pressenævnet over, at Kontrast ikke havde udvist hensyn til hende som forurettet i den omtalte straffesag, og at artiklerne indeholdt grove beskyldninger, hun ikke var blevet forelagt.

Pressenævnet kritiserede Kontrast for ikke at have udvist størst muligt hensyn til klager og for uden forelæggelse at bringe omtalen med krænkende beskyldninger uden et tilstrækkeligt faktuelt grundlag.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Noahs historie I” og ”Noahs historie II” , som blev bragt af Kontrast henholdsvis den 25. april 2025 og den 27. april 2025 på kontrast.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at hun er identificeret i artiklerne, at Kontrast ikke har udvist hensyn til hende som offeret i den omtalte straffesag, og at artiklerne indeholder ukorrekt information og krænkende beskyldninger, som hun ikke er blevet forelagt.

1 Sagsfremstilling

De påklagede artikler

Kontrast bragte den 25. april 2025 artiklen ”Noahs historie I” på kontrast.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”At mænd og drenge kan blive anklaget og dømt for overgreb mod kvinder helt uden beviser, har vi vidst længe.

Men det feministiske uretssystem dømmer også de mænd, der selv er blevet udsat for vold, mishandling og psykisk vold af deres kærester, samlevere og ekshustruer.

Det blev bekræftet, da jeg for nogle uger siden overværede netop en sådan sag i Østre Landsret.

”

Der er i artiklen indsat et billede af et sæt hænder i håndjern og en dommerhammer.

I nederste venstre hjørne af billedet fremgår teksten ”Første afsnit”.

Af artiklen fremgår følgende

”Der er tale om en ung mand, født og opvokset i Danmark i en velintegreret familie med mellemøstlige rødder.

For syv år siden havde han mødt og var blevet forelsket i en ung kvinde, ligeledes med mellemøstlige rødder.

[[Klager] er den omtalte unge kvinde, som senere i artiklen kaldes ”Fatima”, Pressenævnet ] .

Kort tid efter blev de kærester.

Kvinden og hendes familie kan på ingen måde siges at være velintegreret i det danske samfund.

Mens den unge mand har arbejdet siden han var 13 år, taget uddannelse – trods ordblindhed – og aldrig været på overførselsindkomst, må den unge kvindes familie siges at være protoeksemplet på den kedelige type indvandrer, der mest er optaget af, hvordan de kan svindle, bedrage og nasse sig frem her i verden.

Mens de i stor udstrækning lever dels af midler fra den danske statskasse, dels af midler, de krejler sig til fra især de mænd, de kommer i nærheden af, tager de på lange ophold i oprindelseslandet, hvor moren efter sigende skulle eje flere boliger (hvor pengene til dem så end stammer fra).

Dertil kommer, at de har en stærk traditionsbunden forankring og tilhørsforhold til en meget primitiv og lukket bevægelse med rødder i deres oprindelsesland.

Bevægelsen udviser sekteriske træk og præges af strenge normer og klanagtig social kontrol.

Den anden familie har derimod ingen særlig tilknytning til Mellemøsten.

De har været på kortere ferier dernede med 3-4 års mellemrum.

Og det er det.

Hvad angår religion, identificerer de sig som muslimer, men deres livsførelse er præget af en sund og menneskelig orienteret livsstil med lighed og frihed, hvor troen betragtes som en personlig sag.

Kvinderne er veluddannede og selvstændige.

I det hele taget er der ligestilling mellem kønnene, og såvel døtrene og sønnerne tager selvstændigt stilling til, hvordan de vil bruge deres liv.

Vil pigerne uddanne sig i boglig-teoretisk retning, gør de det.

Og vil drengene uddanne sig til konditorer og blomsterbindere, så gør de det.

Jeg kan sige det med så stor sikkerhed, fordi jeg nu har kendt familien i over et år, og er kommet jævnligt i deres hjem, og derfor har oplevet tæt på, hvordan de lever deres dagligdag.

En dagligdag, der ikke mindst er præget af deres far, som stopfodrede børnene med Matador, siden de var små, og satte en ære i at stå i køkkenet og lave kartofler med brun sovs til dem.

At den anden familie også lever som beskrevet, fremgår af alt det materiale og al den dokumentation, jeg sammen med den unge mands familie har brugt over et år på at gennemgå, fra tekstbeskeder, til videoer, billeder, lydfiler, breve etc. Efter deres advokats opfattelse svarende til omkring 20 ringbind, som de vel at mærke egenhændigt har måttet indsamle størstedelen af, eftersom politiet – på tidstypisk vis – udelukkende syntes interesserede i at efterforske spor, der understøttede kvindens forklaring.

I det omfang, Noah blev bedt om at fremlægge sin side af sagen, følte han sig på forhånd så intimideret og misforstået, at det strandede på det.

Da Noah og den unge kvinde møder hinanden i 2017, forholder han sig til tro på en personlig og spirituel måde, uden at det fylder i det ydre.

Bliver han spurgt, betegner han sig selv som kulturmuslim og dansk langt ind i knoglerne.

Omvendt med pigen.

Pigen er, ligesom sine søstre og moren, stærkt optaget af en ekstremt religiøs livsopfattelse.

Moren har gennem årene levet alene efter flere mislykkede forhold.

Da pigen var yngre, blev hun sendt på en såkaldt genopdragelsesrejse til oprindelseslandet, fordi moren frygtede, at hun var ved at blive for integreret og “for dansk”.

Formålet var at styrke hendes tilknytning til familiens strengt traditionsbundne og konservative værdier.

Da hun og den unge mand indleder et forhold, forsøger pigen og hendes familie, der bedst kan betegnes som en art ”kvindeklan”, at forme ham efter deres egne forestillinger om, hvordan en mand bør være – præget af en ekstremt traditionel og autoritær forståelse af kønsroller og kultur, som ligger hundred kilometer væk fra de vestlige og danske værdier, han selv er vokset op med.

Værdier, hvor det tværtimod er individet, der står i centrum.

Baggrunden

Belægget for, at det er sådan, det hænger sammen, fremgår af den dokumentation, den unge mands familie har givet mig adgang til, da de kontaktede mig efter hans byretsdom for overgreb mod kvinden, fordi de vidste, at jeg beskæftigede mig med mænds og drenges bristende retssikkerhed under det nye skævvredne feminist-regime.

På billeder og videoer kan man se, at Noah inden mødet med Fatima (som vi kalder dem her) er en frisk fyr med et glad smil, der går op i at se godt ud, spille fodbold og uddanne sig med henblik på at kunne skabe sig et fremtidigt liv med en familie.

Han er solbrændt med masser af gelé i håret, som en hvilken som helst anden dansk knægt.

Forsvaret har han endogså beredvilligt meldt sig til.

Da han bliver kæreste og senere forlovet med Fatima, skifter det.

Han bliver bleg, han begynder at gå i lang muslimsk kjortel – eller ”kjole”, som det hedder – han får fuldskæg, og han begynder at se videoer og læse tekster med religiøst indhold.

Alt sammen noget, han bliver påvirket til af sin kommende hustru og dennes familie.

At det hænger sådan sammen, er der ikke nogen som helst tvivl om.

Et tydeligt eksempel på, at det er Fatima og hendes familie, der trækker Noah i en ekstremt konservativ retning – og ikke omvendt – ses i forbindelse med brylluppet.

For Fatima og hendes familie var den islamiske vielse den vigtigste, da de kun ønskede at være gift islamisk for at få støtte og hjælp fra systemet som samlevende, ikke som ægtefæller.

For Noah var det derimod uacceptabelt, da det gik imod hans værdier og den måde, han var dannet på.

Det er tydeligt, hvem der trækker hvem væk fra den danske livsstil og mod en mere ekstrem religiøs retning, hvilket blandt andet fremgår af de videoer og tekstbeskeder, jeg har set fra deres bryllup i 2018.

Brylluppet finder sted i en moské hos en imam, hvor de begge skal recitere nogle ægteskabsløfter på ”koransprog".

Fatima reciterer løfterne flydende og ubesværet, mens Noah har svært ved udtalen.

For han kender hverken meget til Koranens indhold eller det arabiske sprog, som han i praksis ikke forstår eller kan en stavelse af.

Resultatet bliver, at Fatima og hendes søstre griner lidt nedladende ad ham.

Ham, der vel at mærke senere bliver anklaget for at være en traditionalistisk islamisk patriark, som skulle udøve negativ social kontrol og såvel fysisk som psykisk vold overfor sin kone – hvor det træk så ellers skulle komme fra med den opvækst, han har haft.

Enhver kan allerede på disse videooptagelser – samt alskens anden dokumentation – bevidne, at det forholder sig præcis omvendt.

At det er ham , der er underhunden, som konstant prøver at please hustruen og det aparte religiøse matriarkat, hun er en del af.

Andre indikationer på, at han gradvist bliver en del af et mere strengt og ekstremt kultur- og værdisæt, som entydigt stammer fra Fatima og hendes familie og ikke fra Noah og hans, findes der massevis af.

Noahs familie er mest optaget af, at deres søn har mødt en pige, som han er glad for, og som også lader til at være glad for ham.

Hendes familie er derimod udelukkende optaget af, hvilke økonomiske og materielle fordele, der kan komme ud af forholdet.

Her fremgår det af den dokumentation, jeg har gennemset og gennemhørt, at de efterhånden mener, de har købt katten i sækken.

Det gælder først og fremmest Fatimas mor – som også kaldes for ”[Kaldenavn i miljøet]” i det [Land A] miljø i Danmark, eftersom alle er rædde for hende, da hun ikke lægger fingrene imellem, hvis der er nogen, hun vil til livs.

Da Fatimas mor efter forlovelsen finder ud af, at Noah dels ikke er den ”guldkalv”, hun havde håbet på, dels ikke er ud af en familie, der rask væk malker hinanden for penge – ej heller selvom de er rige, som Noahs onkel er det, hvilket nok var noget Fatimas mor havde sat næsen op efter at lukrere på – mister hun hurtigt interessen i de unges forhold og begynder at gøre alt for at ødelægge det.

Til en familiekomsammen siger hun direkte, at hun vil gøre, hvad hun kan, for at skille dem ad.

Alligevel, trods det at Noahs familie begynder at få bange anelser om, hvad dette forhold egentlig går ud på, er han selv så forblændet af kærlighed, at han går videre med forehavendet og bliver gift med Fatima.

Klon af sin mor

Skønt turbulent fra starten af, fordi Fatimas mor vil kontrollere alt, hvad hendes datter foretager sig – og straffe hende, når hun afviger fra morens plan – blomstrer det unge brudepars ægteskab i første omgang.

Knap når Fatima dog at blive gravid, før forholdet går helt op i sømmene.

Parret har på det tidspunkt, skønt gift, aldrig rigtigt boet sammen, eftersom Fatimas mor, som havde været imod romancen lige siden hun fandt ud af, at Noah nok næppe ville drive det til mere end taxachauffør og pædagog, og at familien ikke gik rundt og tømte hinandens pengepunge, forhindrede det (det eksorbitante beløb Fatimas mor forlangte i medgift, som langt oversteg de mere almindelige gaver, som Noahs familie brugte, lånte Noahs mor således af en veninde frem for at få dem af et familiemedlem).

Fra nu af går det kun stejlt ned ad bakke.

Fatima begynder også at overtage mere og mere af morens hustler -adfærd.

Som det fremgår af de lydbeskeder og tekstbeskeder, hun sender til Noah, hvor hun taler til ham i en iskold kommanderende tone – som hun selv påstår over for retten er inspireret af Noah selv.

Noah er fortvivlet og forstår ingenting.

Han prøver stadig at kæmpe for forholdet.

Måske fordi han i starten øjner et glimt af ægte kærlighed også hos Fatima;

et glimt, som dog hurtigt slukkedes igen under morens hårdhændede dominans.

Måske fordi han stikker sig selv blår i øjnene.

For det er muligt, at den ægte kærlighed aldrig fandtes mellem dem.

Det er muligt, at Fatima fra starten af var en perfekt klon af sin mor.

Under alle omstændigheder forsøger Noah endnu på dette tidspunkt at skjule for sin familie, hvor slemt det står til.

På trods af, at de ikke kan undgå at mærke, hvordan han forandrer sig mere og mere og bliver ulykkeligere og ulykkeligere.

Og på trods af, at de ikke kan undgå at bemærke alle de blå mærker og kradsemærker, der efterhånden hober sig op på hans arme og hals fra den fysiske vold, Fatima og hendes mor udsætter ham for oven i alle de psykiske ydmygelser, han må stå model til.

Igen vendes og drejes tingene i retten, så det hedder sig, at maltrakteringen af Noah skete ”i selvforsvar”.

Selvom intet understøtter det.

Til sidst går det fuldstændig galt.

De unge mennesker er på det tidspunkt blevet separeret, men Noah forsøger ikke desto mindre at få det til at fungere nogenlunde imellem dem af hensyn til deres kommende fælles barn.

Pludselig finder han imidlertid ud af, at Fatima har været på politistationen og anmeldt ham for vold.

Det sker først måneder efter, da han bliver hentet ind til afhøring.

Inden da vidste han ikke noget om det.

Han begriber ingenting, for det sidste, han kunne finde på i denne verden, var at lægge hånd på sin elskede – eller nogen som helst andre for den sags skyld.

Tværtimod har hans reaktion, hver gang han selv blev udsat for psykisk og fysisk vold, været at ”vende den anden kind til”.

Fatima slår anmeldelserne hen og siger, han ikke skal tage sig af dem.

Den eneste grund til, at hun har gjort det, er nervøsiteten for, at myndighederne skal gribe ind i forhold til barnet, nu hvor hun – angiveligt afpresset af sin mor – er på vej ud af ægteskabet, men stadig er i kontakt med barnets far.

Noah, som på det tidspunkt er blevet så hjernevasket og gaslightet af Fatima og hendes families manipulationer, løgnehistorier, og virkelighedsfordrejninger, accepterer tilsyneladende i første omgang denne forklaring.

Det er først, da sagen om deres fælles barn efter skilsmissen ender i familieretten, det for alvor går op for ham, hvor alvorligt det står til, og hvor langt Fatima og hendes familie er villige til at gå for at blive ham kvit.

Sagen slutter med, at Noah får tildelt forældresamvær med barnet.

Det er umiddelbart herefter, at anklagerne begynder at rulle som en pose kampesten, der bliver hældt ned ad et bjerg.

Sten, Noah bliver mere og mere kvast under.

For til sidst at få den endelige ”dødsdom”.

Anklagerne

Blandt de nye ting, der dukker op ud af det blå, er også fem voldtægtsanklager.

Her bliver der rejst sigtelse i nærmest samme sekund, Noah gennem familieretten har fået tildelt samvær med sit barn.

Det viser sig, at en bestemt politikvinde har været særlig gesjæftig i forhold til at få disse anklager bygget op.

Fatima fortæller således, at hun ”åbnede op”, da politidamen ringede til hende og spurgte ind til hende og Noahs sexliv.

Dette sker ovenikøbet flere måneder efter, at forbrydelserne angiveligt skulle have fundet sted.

Den anden af de i alt to gange, Noah hentes til politistationen for at blive afhørt, mens Fatima har været derinde hos dem i alt 15-20 gange – i øvrigt flere gange i følgeskab med sin mor – forklarer han, at også disse nye anklager er fuldstændig grundløse og fabrikerede – hvad al dokumentation også peger på.

Kort efter, at han har forklaret sig, frafalder politiet da også sigtelserne, idet de konstaterer, at der ingen substans er i anklagerne.

Dette fører til, at Noah i samarbejde med sin advokat indgiver en anmeldelse for falsk anklage mod Fatima.

Imidlertid er vi nu kommet ind i 2021, hvor samtykkeloven er blevet vedtaget under stort bulder og brag fra de feministiske ideologers og pressionsgruppers side.

Så da Fatima klager til statsadvokaten – hvis kontor har været særdeles aktivt i indførelse af samtykkeloven under direkte inspiration fra Enhedslisten (jævnfør min artikel om kulturmarxismens indtog i retssystemet) – genoptages samtlige voldtægtsanklager mod Noah straks.

Og selv om de formelt set ikke køres som samtykkesager, er de – som jeg også har påpeget med andre § 216-sager afviklet gennem de sidste fire år – så gennemsyret af samtykkelovens ånd, at det er svært at få øje på forskellen.

Skåret ind til benet går ånden i samtykkeloven ud på, at beviskravene sænkes af rent ideologiske årsager.

For ikke at sige: de forsvinder nærmest helt.

Tankegangen er, at man ikke mener, der har været reel lighed mellem kønnene før.

Derfor laver man nu – sådan lyder den forskruede DEI-tankegang [”Diversity, Equity, and Inclusion”, dvs. mangfoldighed, retfærdighed og inklusion, Pressenævnet ], som her slår igennem på fuld skala – ulighed mellem dem for at skabe reel lighed.

Helt og aldeles i strid med alle grundlæggende vestligt-demokratiske retsprincipper.

”

Der er nederst i artiklen indsat en tekstboks med en mindre udgave af det billede, der fremgår øverst i artiklen.

Af tekstboksen fremgår følgende

”Læs også

Noahs historie II [”Teksten ”Noahs historie II” udgør et link til artiklen: ” Noahs historie II ” offentliggjort den 27. april 2025 på kontrast.dk, og som gengives i sagsfremstillingen nedenfor, Pressenævnet.

]

I woke-ideologien findes sandhed ikke.

Der findes kun mere eller mindre stærke narrativer.

At ingen eller kun få kan se problemet i dette, er nok vor tids største katastrofe.

[Skribenten] fortsætter fortællingen med anden del om Noah, der blev dømt for vold, voldtægt og frihedsberøvelse i en sag, hvor retssystemet i følge [Skribenten] har byttet om på bøddel og offer.

”

Kontrast bragte den 27. april 2025 artiklen ”Noahs historie II” på kontrast.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”I woke-ideologien findes sandhed ikke.

Der findes kun mere eller mindre stærke narrativer.

At ingen eller kun få kan se problemet i dette, er nok vor tids største katastrofe.

[Skribenten] fortsætter fortællingen med anden del om Noah, der blev dømt for vold, voldtægt og frihedsberøvelse i en sag, hvor retssystemet i følge [Skribenten] har byttet om på bøddel og offer.

”

Der er i artiklen indsat et billede af et sæt hænder i håndjern og en dommerhammer.

I nederste venstre hjørne af billedet fremgår teksten ”Andet afsnit”.

Af artiklen fremgår følgende

”Da sagen mod Noah går i gang, har politiet stort set ikke efterforsket et eneste af de mange spor, som peger på Noahs uskyld – herunder at han selv var blevet gennemtæsket af Fatima og hendes mor, hvilket ingen af de involverede parter sådan set har bestridt, ej heller under selve retssagen.

Til gengæld har man gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt for at bygge en stribe fiktive forhold op mod ham, som anklagemyndigheden så har rejst tiltale efter.

Det hører i øvrigt med til historien, at da Noahs søster forsøgte at anmelde en række tekstbeskeder i hendes navn som falske, var der ingen, som ville hjælpe hende.

Jeg kan bevidne det, for jeg var selv med hende på politistationen.

Og skønt hun har gjort alt for at få politiet til at lave en teknisk undersøgelse af beskederne, som ville kunne bevise, at de er falske og lavet af brorens ekshustru, så er der indtil videre INGEN, der har reageret på det.

Trods utallige henvendelser.

Disse falske beskeder er angiveligt også sendt ind af brorens ekskone som bevismateriale i den sag om tilhold, der blev rejst mod hende af Noahs storesøster.

At Fatima på et tidspunkt får sin nye kæreste til at opsøge Noahs søskende på deres bopæl midt om natten med trusler på livet – udslynget mens familiens små børn var til stede – er heller ikke noget, myndighederne har villet kære sig om.

Gentagne ansøgninger om tilhold er ikke blevet efterkommet.

Og de falske beskeder, som brorens ekshustru har konstrueret, er netop blevet brugt som argument for, at kvindens nye kæreste nærmest ”havde lov” til at opsøge familien med trusler på livet.

Dommen blev skærpet

Resultatet af landsretssagen, som jeg selv fulgte over seks dage fra tilhørerpladserne, var, at byretsdommen blev stadfæstet – og endda skærpet.

I dommen hedder det, at

”Tiltalte er straffet for at have udsat sin daværende hustru for blandt andet tre voldtægter, vold, herunder vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter, psykisk vold, trusler og frihedsberøvelse.

Landsretten finder under hensyn til navnlig karakteren og omfanget af den personfarlige kriminalitet, som er begået over en længere periode, og som straffes med fængsel i 4 år og 6 måneder, at tiltalte må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden.

”

I henhold til det sidste punkt bliver Noah udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Som begrundelse for dommen anføres, at anmelderen, altså Fatima, ”har afgivet en sammenhængende og troværdig forklaring”, der kan lægges til grund for sagens afgørelse.

Ud over det, der er fremhævet af byretten, har landsretten yderligere lagt vægt på, at anmelderen – trods den lange gerningsperiode – ”i det væsentlige har forklaret enslydende om de forhold, hun har været udsat for”, samt at forklaringen har været ”detaljerig ikke blot i beskrivelsen af den kontekst, hvori hændelserne skulle have fundet sted, men også i relation til oplevede følelser.

”

Desuden understøttes forklaringen, hedder det i landsretsdommen, ”i vid udstrækning af den fremlagte korrespondance mellem tiltalte og anmelder, de lægelige oplysninger i sagen og øvrige vidneforklaringer.

”

Dømt på trods

Det er som om, dommen intet som helst har at gøre med den faktiske person, Noah, eller med den faktiske realitet, som ligger bag den ulykkelige ægteskabshistorie.

Som om den er konstrueret over en teoretisk skabelon for, hvordan ægteskabsvold ser ud ”efter bogen”, så der kan sættes flueben ud for de forskellige punkter.

Noah bliver således dømt

På trods af, på trods af, på trods af ….

I alt kan der oplistes langt over 30 forhold, der sort på hvidt modsiger, at Fatima og hendes mors vidneudsagn er troværdige.

Alligevel bliver Noah dømt.

Og dømt hårdt.

Noahs iturevne ansigt

Sidst, men ikke mindst: Noah blev dømt på trods af, at vi, der fulgte retssagen, direkte sad og så den unge mands iturevne ansigt på skærmene, efter at han – nok engang – var blevet tæsket, nevet og gennemflået af Fatima og hendes mor.

Fatimas mor hævder, at Noah ved den lejlighed skulle have smidt hendes datter ned på gulvet og trampet hende på brystet, hvorfor angrebet på ham altså skulle være sket i en form for selvforsvar.

En temmelig speciel måde at begå hustruvold på, kan man måske synes.

Ja, men ikke i oprindelseslandet.

I det mellemøstlige oprindelsesland, hvor Fatimas mor, i modsætning til Noah og hans familie, har en stærk kulturel og følelsesmæssig tilknytning, har denne form for fysisk afstraffelse historisk været brugt som et kontrollerende magtmiddel.

Det kaster et urovækkende skær ind over de handlinger og den behandling, Noah senere blev udsat for.

Spoler vi tiden en uge tilbage fra den famøse augustaften 2020, finder vi måske forklaringen på, hvordan de særprægede skader på Fatimas krop kan være opstået.

Ugen før blev Fatima nemlig slået af sin mor og smidt ud på gaden.

Selvom Noah ikke var til stede, blev han kontaktet af Fatima via tekstbeskeder, hvor hun skrev, at hun havde brug for hjælp.

Hun beskrev, at hun følte sig svimmel og havde smerter, og hun indikerede, at det igen var hendes mor, som havde forårsaget det.

Så volden er ægte nok.

Og den tiltagende religiøse ekstremisme i det unge pars forhold er ægte nok.

Og det psykiske tyranni er ægte nok.

Og manipulationen og den negative sociale kontrol er ægte nok.

Men det går den anden vej rundt.

Det er Fatima og hendes matriarkatagtige klanfamilie, der er voldelige – herunder er moren og søstrene voldelige mod både Fatima og Noah.

Det er dem , der udviser ekstrem kulturel adfærd.

Det er dem , der manipulerer og udøver psykisk vold.

Og sidst, men ikke mindst, er det dem , der pålægger Noah negativ social kontrol.

Byttet om på bøddel og offer

Så man har altså, kan man sige, fået rigtigt fat i det, der er foregået – men har behændigt byttet rundt på offer og bøddel undervejs.

Beviserne på dette er aldeles overvældende.

Alligevel har hverken politiet, anklagemyndigheden eller dommerne i retten ønsket at tage dem med i deres overvejelser.

At de findes, viser en simpel gennemgang af al sagsmaterialet.

Men det er et arbejde, de danske myndigheder åbenbart ikke har villet besvære sig med, og som Noahs familie derfor med stor møje har måttet forestå.

Uden at det dog gjorde et særlig gunstigt indtryk på nogen.

Faktisk blev familien nærmest overfuset af både anklagemyndigheden og dommerne for at have ydet deres for at få afdækket sandheden og virkeligheden bag de astronomiske mængder af løgne, manipulationer og selvmodsigende, bevisligt usandfærdige forklaringer, der var søgt konstrueret fra den anmeldende parts side.

Godt bistået, som det er fremgået, af myndighederne selv.

Og den førnævnte politidame?

Ja, hun skrev såmænd beredvilligt i rapporten, at da Fatima anmeldte sagen, havde hun ikke lange negle.

Så derfor kunne det jo nok ikke være hende, der havde revet og flået Noah til blods.

Hvilket lugter langt væk af, at hele systemet har været ekstatisk opsat på, at det var og blev Noah, der skulle fældes.

Ikke Fatima.

Og ikke Fatimas familie.

Fordi det er dén vej, toget kører i øjeblikket.

Mod en mærkelig ny form for religiøs feminisme, som man kan kalde det.

Kun én vej ud af moradset

Efter min opfattelse viser Noahs sag med al ønskelig tydelighed, hvor farligt det er, når retssystemet politiseres – hvad enten det så sker i den ene eller den anden retning.

Retssystemet skal koncentrere sig om én eneste ting: at få buret rigtige forbrydere inde – og sørge for, at mennesker, der kommer under anklage for noget, de ikke har gjort, bliver renset og får genoprejsning.

Hvorefter dem, der er kommet med anklagen, må retsforfølges.

Og gerne med en vid udnyttelse af straframmen for falsk anmeldelse, som er op til seks år.

Selvom de få domme, der falder for falsk anmeldelse, som regel kun er på 14-30 dages betinget fængsel.

Hvordan sørger man så for det?

Jo, det er faktisk lige så enkelt, som det lyder.

Man forholder sig til enhver tid rent juridisk til den enkelte, konkrete anklage, den enkelte konkrete anklager, og den enkelte konkrete anklagede.

Og intet andet.

Det vil sige: Man tillader ikke, at nogen forsøger at koordinere anklager samt lave forhåndsaftaler om, hvordan man skal forklare sig hos politiet og i retten på baggrund af køn, race eller andre gruppetilhørsforhold.

Fordi alle anklager skal være uafhængige og ufremprovokerede.

Ellers skrider det alt for let.

Og det er ingen af os på hverken kort eller lang sigt tjent med.

Selvsagt sørger man for det ved, at vores politi og vores myndigheder ikke lige frem aktivt hjælper forbryderne med at få medhold i retten.

Retssystemet skal baseres på ideer, ikke på ideologi

Man kan også formulere det på en anden måde: Retssystemet skal være baseret på idéer, såsom at der skal være lighed for loven, at enhver har ret til en upartisk og uvildig rettergang, og at bevisbyrden altid påhviler anklager.

Idéer med rødder dybt nede i en grundfæstet tradition, der har stået sin prøve og gradvist er blevet forfinet med diamantsliber over århundrede og årtusinder.

Det være sig Romerretten, Jyske Lov, Den Amerikanske Uafhængighedserklæring eller Den Franske Menneskerettighedserklæring.

Retssystemet skal derimod ikke baseres på ideologi, der kan regnes for flygtige ”fikse ideer”, som om lidt kan drive over og blive erstattet med nogle helt andre ”fikse ideer”.

Det kunne fx være, at nu skulle kvinder i stort hobetal pludselig anklages og uden skyggen af objektiv dokumentation eller belæg indfanges, dømmes og straffes.

Blot fordi den tilfældige politiske magt her og nu synes det.

Fordi det ”føler nogle mænd altså, at de skal”.

Lige nu er retsvæsenet baseret på ideologi frem for idéer.

Det skal laves om, og det kan kun gå for langsomt.

For mens dette skrives, sidder der allerede en ny Noah og en ny Anders og en ny Rasmus på skafottet og bliver udsat for præcis det samme justitsmord, som Noah er blevet udsat for.

Og som mange, mange andre drenge og mænd allerede er blevet udsat for, siden man for første gang siden de fatale 1930’ere igen begyndte at vedtage love, hvis fremmeste formål var at komme en bestemt befolkningsgruppe til livs.

Der er kun én ting at sige om den føromtalte sag: Hvis Noahs forsøg på at anmelde Fatima for falsk anklage var blevet taget alvorligt – som det burde have været – ville denne sag aldrig have set dagens lys.

Noah og hans familie ville aldrig have fået deres liv ødelagt på den måde, de nu har.

De ville ikke have været tvunget til at stå i denne tragiske situation, hvor deres omdømme er blevet smadret, og deres tiltro til retssystemet er blevet alvorligt rystet.

En civilisatorisk skandale

Og det er ikke kun deres liv, der er blevet ødelagt.

Det er deres tillid til Danmark – et land, de i årtier har arbejdet hårdt for at blive en integreret og værdifuld del af – der er blevet brudt på en måde, det føles umulig at rette op på.

Hvis retssystemet havde handlet retvist i første omgang, kunne denne tragedie have været forhindret.

Så ville denne civilisatoriske skandale kunne have været afværget.

Men det ville selvfølgelig betyde, at retssystemet skulle have taget de ideologiske briller af og de jurafaglige briller på.

Og det sker ikke i dag.

Fru Justitia har taget bindet fra øjnene og de ultraideologiske brilleglas på.

Det er fatalt.

For herved bliver sort pludselig til hvidt og den fyldte vægtskål pludselig til den tomme vægtskål.

Som enhver med øjne i hovedet kan se.

Vedholdende løgnagtighed kan i nutidens retsystem veksles til troværdighed, som er lig med dom.

Bare den gentages tilstrækkelig mange gange.

Og systemet hjælper hellere end gerne anmelder med at finpudse løgnen og blive i stand til at fastholde den over tid.

Det viser egentlig, hvor lidt tillid systemet i dag har til sine egne grundprincipper.

Man regner dybest set ikke med, at en ”objektiv” og ”uvildig” tilgang kan føre til en retfærdig afgørelse.

I woke-ideologien findes sandhed ikke

Derfor må man hjælpe ”retfærdigheden” lidt på vej med strategisk uretfærdighed, som man kan kalde det.

Ud fra den overbevisning, at virkeligheden og sandheden ikke findes.

Der findes kun, ifølge det nye woke-paradigmes logik, mere eller mindre stærke narrativer.

At ingen eller kun få kan se problemet i dette, er nok vor tids største katastrofe.

Hvad mere er: Åbner man først døren på klem for dette spil, åbner man også for, at det kan gå den anden vej.

Det bør såvel borgerlige som venstreorienterede huske sig selv på, når de føler sig fristet til en lille genvej til den totale dominans og magtfuldkommenhed.

Er vores system hundrede procent retfærdigt?

Nej, for det er der intet i denne verden, der er.

Men det er det mest retfærdige system, som nogensinde er blevet stablet på benene af menneskeheden – og nogensinde kommer til at blive stablet på benene af menneskeheden.

Det er det, fordi det ganske enkelt opererer med et sandhedsbegreb.

Løgn kan aldrig blive til sandhed.

Lige meget hvad.

Og sandhed kan aldrig blive til løgn.

Lige meget hvad.

Dette er humlen i det vestlige system.

Vores eneste opgave må derfor være altid at gøre vores bedste for at skelne mellem det ene og det andet.

Ellers vil historien gøre det for os.

Og da falder det ikke altid lige kønt ud.

”

Der er nederst i artiklen indsat en tekstboks med en mindre udgave af det billede, der fremgår øverst i artiklen.

Af tekstboksen fremgår følgende

”Læs også

Noahs historie I [”Teksten ”Noahs historie I” udgør et link til artiklen: ” Noahs historie I ” offentliggjort den 25. april 2025 på kontrast.dk, og som er gengivet i sagsfremstillingen ovenfor, Pressenævnet.

]

At mænd og drenge kan blive anklaget og dømt for overgreb mod kvinder helt uden beviser, har vi vidst længe.

Men det feministiske uretssystem dømmer også de mænd, der selv er blevet udsat for vold, mishandling og psykisk vold af deres kærester, samlevere og ekshustruer.

Det blev bekræftet, da jeg for nogle uger siden overværede netop en sådan sag i Østre Landsret.

”

Øvrige oplysninger

[Klager] har til Pressenævnet indsendt kopi af Østre Landsrets dom af 19. marts 2025.

Af denne fremgår blandt andet

” Indledende bemærkninger

Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at vidnet [Klager] har afgivet en sammenhængende og troværdig forklaring, der kan lægges til grund for sagens afgørelse.

Ud over det, der er fremhævet af byretten, har landsretten yderligere lagt vægt på, at [Klager] – trods den lange gerningsperiode – i det væsentlige har forklaret enslydende om de forhold, hun har været udsat for, samt at forklaringen har været detaljerig ikke blot i beskrivelsen af den kontekst, hvori hændelserne skulle have fundet sted, men også i relation til oplevede følelser.

Som også anført af byretten understøttes forklaringen i vid udstrækning af den fremlagte korrespondance mellem tiltalte og [Klager], de lægelige oplysninger i sagen og øvrige vidneforklaringer.

Tiltalte har i landsretten fremlagt nye beviser i form af yderligere korrespondance parterne imellem, ligesom en del af tiltaltes familie og øvrige relationer har afgivet forklaring om parrets forhold.

Landsretten finder, at flere af vidneforklaringerne er i modstrid med den øvrige bevisførelse i sagen, herunder tiltaltes egen forklaring, navnlig i relation til beskrivelsen af tiltaltes religiøse ståsted, men også i spørgsmålet om, hvorvidt og hvornår tiltalte skulle have involveret andre i den vold og sociale kontrol, han oplyser, at [Klager] har udsat ham for.

Landsretten finder herefter, at den angivne bevisførelse ikke kan føre til en anden bedømmelse af [Klager]s troværdighed.

¬Herefter, og da landsretten tiltræder, at tiltalte også i landsretten på væsentlige punkter har afgivet en utroværdig og undvigende forklaring, der ikke stemmer overens med den øvrige bevisførelse, findes det ubetænkeligt at tilsidesætte hans forklaring.

[…]

Straffastsættelse ¬Straffen, der fastsættes i medfør af de af byretten citerede bestemmelser samt straffelovens § 243, § 244, stk. 2, jf. stk. 1, og § 261, stk. 1, forhøjes til fængsel i 4 år og 6 måneder.

Der er ved strafudmålingen lagt vægt på karakteren og grovheden af forholdene samt den langvarige gerningsperiode.

Der er endvidere henset til de fysiske og psykiske følger, som overgrebene har haft for [Klager].

Udvisning

Landsretten tiltræder, at udvisningsbetingelserne i udlændingelovens § 22, stk. 1, nr. 1, 2 og 6, er opfyldt, og at tiltalte derfor skal udvises af Danmark, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

[…]

Tiltalte er straffet for at have udsat sin daværende hustru for blandt andet tre voldtægter, vold, herunder vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter, psykisk vold, trusler og frihedsberøvelse.

Landsretten finder under hensyn til navnlig karakteren og omfanget af den personfarlige kriminalitet, som er begået over en længere periode, og som straffes med fængsel i 4 år og 6 måneder, at tiltalte må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden.

[…]

Efter karakteren og omfanget af den kriminalitet, som tiltalte har begået, finder landsretten, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og hans begrænsede tilknytning til [Land A] foreligger meget tungtvejende grunde til at udvise ham.

Det bemærkes, at hans familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i [Land A] og ved at kommunikere via telefon og internet.

[…]

Særligt under hensyn til tiltaltes betydelige tilknytning til Danmark og til, at han ikke tidligere er straffet og derfor heller ikke tidligere er advaret om risikoen for udvisning, tiltræder landsretten, at indrejseforbuddets varighed er fastsat til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

[…]”

[Klager] har herudover indsendt en række bilag til Pressenævnet, herunder blandt andet

Kontrast har ligeledes indsendt en række bilag til Pressenævnet, herunder blandt andet

[Klager] rettede den 14. maj 2025 henvendelse til Kontrast med anmodning om sletning af artiklerne.

Kontrast besvarede mailen samme dag

”Tak for din henvendelse.

Vi var ved offentliggørelsen ret overbeviste om, at anonymiseringen var tilstrækkelig, og at vi havde overholdt reglerne.

Jeg har bedt om juridisk rådgivning i sagen, og vil vende tilbage til dig, så snart jeg hører tilbage.

Kontrast har ingen intentioner om at bryde med de presseetiske regler, og hvis du har ret i din formodning om, at vi har overtrådt loven, bliver artiklerne uden tøven fjernet fra vores platform.

mvh [Chefredaktøren], chefredaktør”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 5. maj 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

”Klage til Pressenævnet over artikler bragt af Kontrast.dk den 25. og 27. april 2025

Jeg indgiver hermed klage over to artikler offentliggjort på Kontrast.dk

• "Noahs historie I", bragt den 25. april 2025

• "Noahs historie II", bragt den 27. april 2025

Artiklerne omhandler en straffesag, hvor jeg er forurettet, og hvor jeg omtales under dæknavnet “Fatima”.

Den mand, der i artiklerne omtales som “Noah”, er dømt for vold og voldtægt mod mig ved byretten og landsretten.

Selvom ingen af os er nævnt ved navn, er jeg og min familie klart identificerbare.

Dette skyldes, at den dømtes familie har delt artiklerne offentligt på sociale medier, hvor de skriver, at “Noah” er deres bror.

Vi blev selv gjort opmærksomme på artiklerne, da flere bekendte og personer fra vores netværk kontaktede os og sendte os linket, fordi de med det samme kunne genkende, at artiklerne handlede om os.

I vores lokalmiljø er det almindeligt kendt, at jeg har været gift med den pågældende mand, og det betyder, at jeg og min familie ikke er anonymiserede – hverken reelt eller virkningsfuldt.

Jeg mener, at artiklerne indeholder alvorlige brud på medieansvarslovens § 34, som pålægger medier at udvise god presseskik, og at de groft tilsidesætter både de journalistiske retningslinjer og hensynet til mig som offer i en alvorlig straffesag.

Artiklerne omtaler en straffesag med et offer for vold og voldtægt og udleverer detaljer om mine personlige og familiemæssige forhold i en stigmatiserende kontekst og generelt faktuelt forkerte.

Det er mediets ansvar at sikre, at anonymiseringen er effektiv og ikke blot formel.

Når anonymiseringen ikke virker i praksis, er det i strid med både punkt B.

1 og hensynet til privatlivets fred.

Eksempel

"De har en stærk traditionsbunden forankring og tilhørsforhold til en meget primitiv og lukket bevægelse med rødder i deres oprindelsesland.

Bevægelsen udviser sekteriske træk og præges af strenge normer og klanagtig social kontrol."

Dette udsagn er både nedladende, generaliserende og udokumenteret.

Det udgør et klart brud på privatlivets fred.

Derudover fremgår det

"Men det går den anden vej rundt.

Det er Fatima og hendes matriarkatagtige klanfamilie, der er voldelige – herunder er moren og søstrene voldelige mod både Fatima og Noah.

Det er dem, der udviser ekstrem kulturel adfærd.

Det er dem, der manipulerer og udøver psykisk vold.

Og sidst, men ikke mindst, er det dem, der pålægger Noah negativ social kontrol."

Disse grove og generaliserende påstande er ikke underbygget med dokumentation og er klart krænkende.

Artiklerne indeholder flere urigtige og ærekrænkende udsagn om mig og min familie

• At min familie og jeg udøver vold

"Det er Fatima og hendes matriarkatagtige klanfamilie, der er voldelige – herunder er moren og søstrene voldelige mod både Fatima og Noah."

• At jeg ikke har bestridt vold mod “Noah”

".

.

.

herunder at han selv var blevet gennemtæsket af Fatima og hendes mor, hvilken ingen af de involverede parter sådan set har bestridt, ej heller under selve retssagen."

Dette er direkte usandt.

Jeg har hele tiden nægtet vold, og han blev dømt for vold mod mig.

• At vi er dårligt integrerede og lever af sociale ydelser

"Kvinden og hendes familie kan på ingen måde siges at være velintegreret i det danske samfund." "Mens de i stor udstrækning lever dels af midler fra den danske statskasse, dels af midler, de krejler sig til fra især de mænd, de kommer i nærheden af."

Disse udsagn er både faktuelt forkerte og stærkt krænkende.

Hverken jeg eller min familie lever af sociale ydelser, og der er ingen dækning for påstanden om “krejleri”.

• Jeg anklages desuden for at have løjet i retten, for at være sendt i genopdragelseslejr, og for at være del af en primitiv, sekterisk kvindeklan.

Intet af dette har hold i virkeligheden: Jeg er halvt dansk, uddannet [Stillingsbetegnelse 1], aldrig sendt i nogen genopdragelseslejr, og min mor er gift med en dansker.

Mine søskende og jeg er veluddannede, integrerede og lever et almindeligt familieliv.

Jeg blev aldrig kontaktet af journalisten eller redaktionen bag Kontrast.dk for at give mit perspektiv, selvom artiklen indeholder meget alvorlig kritik og krænkende udtalelser.

Dette er i strid med punkt A.

3.

Som forurettet i en alvorlig straffesag burde jeg være blevet behandlet med omtanke og respekt.

Artiklerne udviser ingen hensyntagen og fremstiller mig som utroværdig, manipulerende og kulturelt afvigende.

Artiklerne medfører reviktimisering og udhængning, hvilket er i strid med punkt B.

3.

Artiklen fra Kontrast.dk

• Undlader enhver omtanke i forhold til min situation som offer,

• Reproducerer ukritisk og udførligt den dømtes families synspunkter,

• Bidrager til reviktimisering, da jeg nu igen udsættes for offentlig mistænkeliggørelse og udhænging - med identifikation.

• Der er ikke blevet taget hensyn til, at visse dele af retssagen er blevet afholdt for lukkede døre, grundet flere krænkende voldtægtsforhold.

Konklusion og anmodning

Jeg anmoder hermed Pressenævnet om at tage stilling til, om Kontrast.dk med disse artikler har overtrådt

• Medieansvarslovens § 34

• God presseskik, særligt punkterne A.

1, A.

3, B.

1 og B.

3

Jeg anmoder om

• At begge artikler fjernes fuldstændigt fra Kontrast.dk’s hjemmeside.

• Alternativt, at alle usande, udokumenterede og krænkende udsagn fjernes eller korrigeres, så artiklerne lever op til de presseetiske regler.

Endelig anmoder jeg om: • At nævnet udtaler kritik og offentliggør kendelsen.

• At jeg og min familie ikke nævnes ved navn i kendelsen.

Jeg vedhæfter hermed dokumentation for

Link/kopi af artiklen fra Kontrast.dk: Noahs historie II

Skærmbilleder af opslag, hvor "Noah" identificeres offentligt

Domsudskrift (som dokumenterer gerningsmandens dom og sagens beviser)”

[Klager] har supplerende anført, at

”I artiklen beskyldes jeg for at stå bag falske beskeder.

Der står således:¬

"Disse falske beskeder er angiveligt også sendt ind af brorens ekskone som bevismateriale i den sag om tilhold, der blev rejst mod hende af Noahs storesøster."

1.

Beskyldning om falske beskeder/opslag: Den dømte er blandt andet dømt for psykisk vold på grund af den sociale kontrol, jeg var udsat for.

Jeg har haft mistanke om, at søsteren har delt Instagram-opslag om mig, hvor det påstås, at jeg færdes med mænd, hvilket er skamfuldt ifølge familien.

2.

Jeg fandt opslagene så krænkende, at jeg henvendte mig til politiet.

Familien har forsøgt at udøve social kontrol på lang afstand ved at sprede disse opslag om mig – grundet vi har et fællesbarn.

3.

I artiklen står der, at jeg skulle stå bag opslagene og beskederne, hvilket ikke stemmer overens med virkeligheden.

Jeg har været hos politiet og rapporteret disse opslag, og der er ingen dom eller efterforskning i denne sag, som skulle indikere, at jeg står bag disse opslag/beskeder.

Artiklen og diverse opslag spreder altså usande rygter om mig.

Der står heller intet om, at tilholdssagen intet førte med sig, efter en afhøring hos politiet, der vurderede der intet hold var I det søsteren påstod.

[Klager] har som svar på Kontrasts udtalelse af 21. maj 2025 anført, at

”Jeg fastholder min klage og ønsker nu at udvide og præcisere den, efter at have læst mediets udtalelse.

Artiklerne er en ensidig, krænkende og faktuelt forkert gengivelse af en alvorlig straffesag, hvor jeg var forurettede og min eksmand blev dømt for vold og voldtægt.

Artiklerne krænker ikke kun mig som privatperson og offer – de hænger også min familie ud og undergraver domstolenes autoritet på et falsk grundlag.

¬Kontrast og forfatteren forsøger at konstruere et narrativ, hvor “Noah” fremstilles som den perfekte danske dreng, der vokser op med Matador i fjernsynet og kartofler med brun sovs på tallerkenen – mens jeg og min familie reduceres til en uintegreret, klanbaseret og sekterisk “stamme” fra et mørkt kultursamfund, der sidder og chanter på arabisk og venter på næste offer, vi kan udnytte.

Det lyder som plottet til en karikeret og kulturelt fordomsfuld fortælling – måske endda et eventyr – men det har intet med virkeligheden at gøre.

Problemet er, at denne fortælling ikke præsenteres som en mening eller et satirisk indlæg.

Den fremstår som en form for dokumentarisk sandhed, underbygget af “dokumentation”, som i virkeligheden er udvalgt, misbrugt eller ikke-eksisterende.

At en redaktion vælger at videreformidle et så unuanceret, stigmatiserende og faktuelt forkert billede af en privatperson og hendes familie i en alvorlig straffesag – uden at høre den berørte part – bør aldrig kunne rummes inden for god presseskik.

1.

Jeg er identificerbar – anonymiseringen er utilstrækkelig

Selvom Kontrast bruger dæknavnet “Fatima”, er jeg i praksis fuldt identificerbar som tidligere beskrevet.

Når den beskrevne person er genkendelig for flere uden for den nære kreds – og når jeg er forurettede i en alvorlig sag – er anonymiseringen illusorisk og utilstrækkelig.

Dette gælder i særdeleshed, når sagen omhandler følsomme oplysninger og alvorlig kriminalitet.

2.

Jeg er offer i en alvorlig straffesag – og bliver hængt ud som gerningsperson

Jeg er forurettede i en sag om vold, frihedsberøvelse og voldtægt.

Min eksmand er dømt for disse forhold i både byret og landsret.

Alligevel fremstiller Kontrast mig som gerningspersonen: som voldelig, manipulerende, socialt kontrollerende og økonomisk udnyttende.

Det er klassisk reviktimisering og i strid med § B.

3 i presseetikken.

Artiklerne tager ikke hensyn til mig som offer, tværtimod bliver jeg hængt ud som upålidelig og farlig, baseret på et partsindlæg forklædt som “en kronik”.

3.

Artiklerne indeholder faktuelt forkerte og udokumenterede påstande ¬Eksempler

• Jeg skulle have udøvet vold mod “Noah” → Faktuelt forkert.

Han blev dømt for vold mod mig på baggrund af klare beviser og vidneudsagn.

• Jeg blev sendt på “genopdragelsesrejse” → Faktuelt forkert.

Hvad er dokumentationen?

Enhver kan komme og sige, at jeg har betroet dem fortrolige detaljer om det ene eller det andet.

Jeg har aldrig været på nogen genopdragelsesrejse.

I forhold til narrativet om min angivelige religiøsekstremisme og social kontrol

Artiklerne hævder, at jeg og min familie er del af en “ekstrem religiøs”, “klanagtig” og “sekterisk” struktur.

Dette er en grundløs og stærkt stigmatiserende karakteristik.

¬Min far er dansk og ikke muslim, og jeg er opvokset i en almindelig dansk kultur.

Et centralt modbevis, der ligeledes blev præsenteret under retssagen: Sommeren inden ægteskabet boede Noah hjemme hos mig og min mor i [Land A].

[Oplysninger om parternes samliv].

Jeg er selv, adskillige gange blevet kaldt for: ”dansk, billig og værdiløs” grundet mine værdier og tankegang.

Noah har selv bekræftet under retssagen, at han overnattede hjemme hos os inden ægteskabet.

Hvis vi virkelig havde været så religiøst ekstreme og underlagt kontrol, som artiklerne påstår, ville dette aldrig være blevet accepteret.

Det viser, hvor usandt og æreskrænkende narrativet er.

Artiklen omtaler min mor som, at hun er kendt som “[Kaldenavn i miljøet] i det [Land A] miljø”, der ikke “lægger fingrene imellem, når hun vil nogen til livs”.

Dette er dybt krænkende, og i klar forlængelse heraf fremstår hun som truende og potentielt voldelig – og indirekte som en, der kunne begå mord.

Det er ikke blot groft ærekrænkende – det underminerer påstanden om, at jeg skulle være tilstrækkeligt anonymiseret.

Når det hævdes, at hun har dette ry i det [Land A] miljø, er det vel samtidig en klar identifikationsmarkør for personer i netop dét miljø.

4.

Min familie hænges ud – uden dokumentation og med krænkende stereotyper

Artiklerne hævder, at min familie

• Er en “kvindeklan”, der “krejler og nasser sig frem”

• Tilhører en “sekterisk, klanagtig bevægelse”

• Kontrollerer mænd og er voldelige

• Har en mor, som “ikke lægger fingrene imellem, når hun vil nogen til livs”

Artiklerne fremstiller mig og min familie som socialt marginaliserede, dovne og beregnende personer, der lever af ydelser og ”krejler” os frem.

Det er en dybt krænkende påstand uden dokumentation.

• Jeg har aldrig levet af sociale ydelser.

Jeg var rigtigt nok på sygedagpenge som følge af en anerkendt hjernerystelse forårsaget af den vold, som Noah blev fundet skyldig i.

Jeg kunne ikke varetage mit fuldtidsjob, og min arbejdsevne skulle gradvist genoptrænes.

• Dette omtales i artiklen som om, det dokumenterer, at jeg og min familie “nasser på samfundet”.

Det er uacceptabelt og stigmatiserende – og i strid med god presseskik, der forbyder æreskrænkende omtale uden belæg (punkt B.

8).

• Artiklen omtaler ikke bare mig, men hele min familie som en gruppe, der lever af ydelser og bedrager mænd økonomisk.

Det er faktuelt forkert og injurierende.

Min familie består af selvforsørgende og højtuddannede mennesker

o Én søster er bankrådgiver

o Én er ingeniør

o Én er socialrådgiver

Min bror er selvstændig og professionel sportsudøver på det danske [sportsgren]-landshold

o Min mor har været på efterløn efter et langt arbejdsliv, og er i dag pensionist

o Mine søstre har været gift i 14+ år

• Der findes ingen dokumentation for, at vi som familie har svindlet, nasset, eller “krejlet” os til noget.

Ingen kontakt med os er forsøgt for at bekræfte disse påstande.

De bygger alene på fordomme og fjendtlige fortolkninger.

Kontrast og forfatteren antyder, at det forhold, at jeg har modtaget sygedagpenge, og at jeg engang havde planer om at tilbyde privatundervisning i [Land A], skulle være dokumentation for, at jeg og min familie “nasser” på det danske samfund.

Dette er både faktuelt forkert og moralsk uacceptabelt

• Jeg har lægelig dokumentation for, at jeg som følge af den vold, som “Noah” er dømt for, pådrog mig en hjernerystelse, som medførte varige kognitive følger.

Ifølge¬lægeerklæring kunne jeg “læse som en 6-årig” og havde nedsat evne til at arbejde.

Det er netop dét, sygedagpenge er tiltænkt.

• Tanken om at tilbyde mundtlig privatundervisning i [Land A] til børn blev aldrig realiseret.

Jeg ønskede det oprigtigt, men måtte opgive det, fordi min tilstand ikke tillod det.

Det var et håb – ikke en realitet.

• Det er dybt krænkende at fremstille dét som bevis for, at jeg simulerer sygdom eller lever uretmæssigt af systemet.

Det er i strid med presseetikken, særligt når jeg er forurettede i en voldssag og har helbredsmæssige mén som følge.

Jeg kan dokumentere beviser og lægelig dokumentation hvis ønskes.

At bruge et urealiseret ønske om at undervise som “dokumentation” for nasseri, er ikke bare ulogisk – det er bevidst vildledende og skadeligt.

Der er ingen dokumentation – kun fordomme og nedgørende spekulationer.

5.

Jeg blev aldrig kontaktet – manglende forelæggelse

Påstandene er så konkrete og krænkende, at det var påkrævet at høre mig.

Jeg blev aldrig kontaktet af redaktionen eller forfatteren, selvom jeg i artiklerne beskyldes for

- Vold og psykisk mishandling - Løgn i retten - Deltagelse i sekterisk kontrol - Socialt bedrageri og manipulation

Det er ikke tilstrækkeligt at skrive, at “Fatima afviser anklagerne”.

Jeg fik ingen konkret mulighed for at imødegå eller kommentere påstandene, som det kræves i god presseskik.

Dette er i min optik brud på § A.

3 og § B.

1 i de presseetiske regler.

6.

Retssagen byggede på omfattende bevismateriale

Landsretssagen varede 6 dage, netop fordi der var mange beviser

• Lydoptagelser

• Videoer

• Lægelige vurderinger

• Uafhængige vidneforklaringer, inkl.

vidner til episoder på gaden

• Et lægefagligt vidne, der dokumenterede, at Noah løj

Retten dømte ham på baggrund af disse beviser.

Det er ikke en “proces uden substans”.

At påstå det kræver belæg, og det bør ikke videreformidles som faktuelt grundlag i en kronik.

[Klager har ikke nævnet et punkt 7, Pressenævnet ]

8.

At det er en kronik, fritager ikke for presseetisk ansvar ¬Kontrast kalder artiklerne en “kronik” – men den er skrevet som en slags dokumentarisk gennemgang af en konkret straffesag.

Den ligner en reportagestil med udlægning af domsbeviser og oplevelser fra retsmøder mv.

I øvrigt er det ikke tydeligt markeret som en subjektiv holdningsartikel – den fremlægges snarere som alternativ sagsgennemgang, hvilket kun burde øge kravene til dokumentation og partshøring.

Når en tekst fremlægger konkrete påstande om personer – og især private personer, der er ofre i en voldssag – så gælder de presseetiske krav uanset genre.

¬

Ytringsfrihed fritager ikke for sandhedsforpligtelse, forelæggelse og hensyn til privatliv.

9.

Jeg anmoder om, at artiklerne fjernes og afgørelsen offentliggøres

Jeg har selv anmodet Kontrast om at fjerne artiklerne.

De sagde de ville vende tilbage, men jeg har endnu ikke hørt fra dem.

Derfor beder jeg Pressenævnet

• At pålægge Kontrast at fjerne artiklerne

• At pålægge Kontrast at offentliggøre nævnets kendelse på deres hjemmeside”

[Klager] har som svar på mediets udtalelse af 24. juni 2025 anført blandt andet

” Krænkelse af privatliv

Jeg havde en forventning om beskyttelse, og det føles som et massivt overgreb, at disse følsomme oplysninger nu bruges i en artikel, hvor jeg indirekte hænges ud, og min troværdighed bringes i tvivl.

Det er særlig alvorligt, eftersom mine forklaringer – herunder om voldtægt og psykisk vold – blev afgivet bag lukkede døre.

Ift anonymitet: Kontrast hævder, at jeg har “bekræftet min identitet i offentligheden” hvilket jeg ikke har.

Min klage til Pressenævnet er ikke offentlig og udgør ikke samtykke til, at min identitet måtte eller kunne afsløres af Kontrast.

Det er korrekt, at "Noahs historie I og II" tager udgangspunkt i den dømtes oplevelse.

Men i den konkrete sag er jeg den forurettede part i en alvorlig straffesag, og det er mig, kronikkerne systematisk forsøger at miskreditere.

Når et medie uden min viden eller samtykke bringer alvorlige beskyldninger og antyder, at jeg har løjet og udøvet psykisk og fysisk vold, har jeg krav på at blive hørt – uanset at mine forklaringer har været gengivet i retten.

Dette gælder navnlig, når kronikken præsenteres som en “sagsgennemgang” og lægger vægt på at fremstå faktuel.

[Skribenten] har aldrig kontaktet mig.

Det er ikke tilstrækkeligt, at hun har læst retsdokumenter og været til stede i retten, når jeg hænges ud i offentligheden i en tekst, der ligner en journalistisk rekonstruktion og som angiveligt bygger på verificerbar dokumentation.

Dette udgør brud på god presseskik.

Jeg gør gældende, at jeg i kronikkerne fremstilles som gerningsperson, både direkte og indirekte, idet jeg beskyldes for at udøve fysisk og psykisk vold, social kontrol og manipulation.

Min troværdighed angribes og kronikkerne bidrager til at stille spørgsmålstegn ved, om jeg har løjet i retten.

Uanset at der er tale om en “kronik”, har fremstillingen karakter af en journalistisk artikel, og der gælder derfor de almindelige presseetiske krav om dokumentation og partshøring.

Det er åbenbart krænkende, når jeg – under fuldt dæknavn – hænges ud som mulig årsag til et “justitsmord”.

Artiklen bidrager til kulturel stigmatisering og social kontrol

Denne sag handler ikke kun om mig personligt, men indskriver sig i en bredere kulturel problematik: I mange islamisk prægede miljøer er det et stærkt tabu, at kvinder går til politiet med anmeldelser om vold, overgreb og kontrol.

Kvinder bliver ofte mødt med skam, udstødelse og kollektiv fordømmelse – ikke mindst fra deres egne familier og netværk.

[…]

Ensidig, mangelfuld og vildledende fremstilling

Artiklen fremstår stærkt vinklet.

Den udlægger min sag fra modpartens perspektiv og undlader centrale informationer

• Der nævnes intet om de lægelige erklæringer, der dokumenterer fysisk og psykisk vold – bl.a. hjernerystelse, nedtrykthed og kontrol.

• Der nævnes intet om de vidner, som bekræftede min forklaring – eller om, at modpartens vidner gav modstridende forklaringer.

• Det bliver ikke nævnt, at retten fandt mine forklaringer troværdige og understøttet af beviser, mens modpartens forklaringer blev vurderet som utroværdige og modstridende.

Endvidere gives der en fordrejet gengivelse af centrale lydoptagelser.

For eksempel nævnes det, at jeg undskylder over for min eksmand – men uden at nævne, at det sker kort efter, jeg blev overfaldet under graviditet.

Undskyldningen blev givet i frygt og som en strategi for at få fred – hvilket jeg også forklarede i retten.

Uden denne kontekst bliver det hele misvisende og direkte skadeligt.

Kulturelt misbrug og fejltolkning

Et særligt problem er den måde, artiklen håndterer kulturelle og religiøse elementer på.

Min mors henvisning til den religiøse figur “[Person 5]” bliver udlagt, som om det er suspekt eller mærkeligt – men det er i virkeligheden en åndelig reference, som har en betydningsfuld plads i vores kultur og tro.

Det blev også forklaret i retten, at hendes udtalelse var fejlagtigt oversat og dernæst misforstået.

[…]

Havde Kontrast kontaktet os, kunne disse misforståelser nemt være blevet afklaret.

At bruge denne optagelse som afsæt for at betegne vores familie som en “klan” eller “sekt” hører ingen steder hjemme.

Det vidner alene om [Skribenten]s manglende sproglige og kulturelle forståelse.

[Land A] indeholder udtryk og talemåder, som ikke kan oversættes 1:1 til dansk – det kræver kontekst og indblik i sprogets sociale betydning.

Forvrængning i spørgsmålet om medgift

I artiklen fremstilles jeg som en kvinde, der alene var optaget af økonomisk gevinst, og som stillede krav på en materialistisk og manipulerende måde.

Det er en grov og stigmatiserende fordrejning af virkeligheden.

Faktum er, at der var indgået en aftale mellem vores familier om en medgift på 60.000 kr. – en kulturelt og religiøst anerkendt praksis, som også modpartens familie selv efterlever, og som flere af hans familiemedlemmer har bekræftet, dog i modstridende versioner.

Beløbet var blandt andet tiltænkt udgifter til bryllup og brudekjole.

Det var en gensidig aftale – ikke et ensidigt krav fra min side.

Men fordi jeg blev gravid uden for ægteskabet, blev jeg i modpartens familie betragtet som “billig” og “ikke værdifuld”.

Jeg blev nægtet både bryllup og medgift – alene på baggrund af graviditeten.

[…]

Misvisende fremstilling af religiøsitet og kulturel baggrund

Artiklen fremhæver, at min eksmand ifølge hans egne eller familiens oplysninger blev “mere og mere religiøs” under forholdet med mig, at han bar islamiske klæder og ændrede adfærd undervejs.

Denne vinkel bruges til indirekte at fremstille mig og min familie som en ekstremt religiøs enhed, der har presset ham ind i et miljø, han ikke tidligere var en del af.

Men virkeligheden er langt mere nuanceret – og artiklens fremstilling er direkte misvisende.

Min familie praktiserer ikke islam i en konservativ eller kontrollerende form.

Min far er dansk og ikke-muslim, og min mor har aldrig påtvunget religiøs praksis.

Min eksmand overnattede hos os før ægteskabet, og min mor var bevidst om, at jeg blev gravid uden for ægteskab.

Vi var ikke underlagt religiøse dogmer i hjemmet – det var derimod hans familie, der pressede på for, at vi skulle indgå et islamisk ægteskab.

Fordi jeg blev gravid uden for ægteskabet, nægtede hans familie mig et bryllup.

Jeg blev stemplet som “billig” og som en “dansk luder”.

[…]

Den påståede “genopdragelsesrejse”, som bruges til at illustrere et mønster af religiøs social kontrol, fandt sted, da jeg var 9 år gammel.

Jeg har vedlagt billeder herfra.

At et 9-årigt barn skulle være sendt på “genopdragelse” af en [Land A] mor gift med en dansk mand, fordi barnet var “for dansk”, er ganske enkelt usandt – og blev også afvist under retssagen.

Det fremgår tydeligt af materialet, som blev fremlagt og vurderet i retten.

Påstande om “verificerbar dokumentation”

Kontrast hævder, at der ikke er tale om spekulation, men om “verificerbar dokumentation”, herunder lydoptagelser og vidneforklaringer.

Jeg gør opmærksom på: Det meste af det materiale, som nu præsenteres af Kontrast, blev allerede fremlagt, gennemgået og vurderet af domstolene – med kontekst, forklaringer og baggrund.

[…]

Et brud på presseetik

Denne artikel er med til at hænge mig og min familie ud, uden forståelse for kulturel kontekst, uden hensyntagen til min anonymitet, og uden journalistisk balance.

[…]

Ubalance og partsindlæg forklædt som dokumentation

Kontrast betegner min forklaring som et “partsindlæg”, men gengiver ukritisk og uredigeret den dømtes families synspunkter.

Det er et partsindlæg – men uden partshøring fra mig.

Jeg anfægter ikke retten til at kritisere domstolene.

Det er vigtigt, at pressen kan rejse kritik.

Men det forudsætter, at man bygger på fakta, ikke på fejlagtige oplysninger og dokumentation, som allerede er blevet vurderet og tilsidesat i retten.

[Skribenten] kender hverken mig eller min familie.

Hun har aldrig talt med os.

Alligevel udtaler hun sig kategorisk om vores liv og værdier.

Det er ikke presseetisk ansvarligt.

Identificerbarhed – også gennem min mor

Kontrast omtaler min mor og hævder, at hun er kendt som “[Kaldenavn i miljøet] i det [Land A] miljø”.

Hvis det er tilfældet, er det netop et bevis på, at anonymiseringen ikke er tilstrækkelig.

I kombination med de øvrige detaljer har det ført til, at jeg er blevet genkendt og kontaktet.

Artiklerne har haft alvorlige personlige konsekvenser.

Presseetik – ikke genoptagelse

Denne sag har varet fire år, og jeg er udmattet.

Jeg skal ikke igen genoptage eller forsvare, hvad jeg har været udsat for.

Det handler ikke længere om retten – men om pressens ansvar.

[…] Jeg ønsker ikke at forhindre kritik af retssystemet.

Det er vigtigt, at der er plads til debat.

Men kritikken skal være faktuelt korrekt, afbalanceret og etisk forsvarlig.

Det er den ikke her.

[…] [Skribenten] kender ikke mig eller min familie.

Hun har aldrig talt med os.

At hun alligevel udtaler sig skråsikkert om vores baggrund og motiver – uden at foretage nogen journalistisk kontrol – viser, hvor svag den presseetiske forankring er.

”

[Klager] har ved mail af 11. august 2025 fremsendt yderligere bemærkninger til mediets udtalelse.

Bemærkningerne er i det væsentlige gengivet i de synspunkter, der fremgår ovenfor.

2.2 Kontrasts synspunkter

Kontrast har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

”[Klager] har klaget til Pressenævnet over kronikkerne ”Noahs historie I", bragt den 25. april 2025, og "Noahs historie II", bragt den 27. april 2025 på Kontrast.

[Skribenten] er forfatter til kronikkerne, mens [Chefredaktøren] er redaktør.

Skribenternes indlæg på Kontrast markeres ofte som ”artikel”, selvom formatet ofte i almindelig journalistisk forståelse snarere er en kronik.

Det gør vi af hensyn til læserne.

Det er også tilfældet her.

Produktet er i stort omfang udtryk for skribentens egne holdninger.

[Skribenten] er en del af ”Modløberne” på Kontrast, som er en gruppe af skribenter og meningsdannere.

[Skribenten] er ikke journalist og præsenteres ikke som journalist på Kontrast.

Klager og hendes familie har haft en nær relation til kronikkernes hovedperson, ”Noah”, og hun omtales som ”Fatima”.

Anonymisering

Det er klagers påstand, at man nemt kan identificere hende og hendes familie i kronikkerne, på trods af, at omtalen af alle medvirkende personer har fået pseudo-navne og det ikke fremgår, hvor i landet de bor.

Fatima og Noah er således ikke personernes rigtige navne.

Pressenævnet har udtalt i kendelse nr. 2009-6-0797, at der i den daværende pågældende sag krævedes et særligt kendskab til sagen, for at det er muligt at identificere klager, og Nævnet fandt derfor på denne baggrund, at avisen ved anonymiseringen af klager havde udvist de fornødne hensyn, hvorfor nævnet ikke udtalte sin kritik.

Det var ved redigeringen af [Skribenten]s kronik min vurdering, at man skal have et særligt kendskab til sagen, som den bliver beskrevet for at kunne identificere de omtalte personer.

Det er derfor min opfattelse, at Kontrast har udvist det nødvendige hensyn i forhold til anonymisering.

At ”Noahs” familie efterfølgende har delt kronikken på sociale medier, og man derfor har kunne identificere de omhandlede personer, kan ikke være Kontrasts ansvar i presseetisk forstand.

Kontrast har forsøgt at udvise det fornødne hensyn til personerne ved at give dem pseudo-navne og undlade at fortælle, hvor parterne bor.

Det er derfor min konklusion, at Pressenævnet bør fastslå, at Kontrast har vist det fornødne hensyn gennem anonymiseringen af de omtalte personer.

Forelæggelse

Klager påstår, at der burde have været en forelæggelse af kronikkerne for hende, forud for udgivelsen.

Det synspunkt bestrider jeg.

I ”Noahs historie II” fremgår det flere steder, at ”Fatima” har udfordret og bestridt de anklager og påstande, der fremgår af kronikken.

[Skribenten] har således inddraget hendes og hendes families synspunkter, som er hendes kategoriske uenighed og benægtelse af de påstande, der fremsættes om hende og hendes familie.

En forelæggelse ville ikke havde ændret de udsagn om benægtelse, som kronikkerne i forvejen indeholder.

Kronikken er et udtryk for ”Noahs” opfattelse af hændelsesforløbet, samt forfatterens opråb om den samfundsmæssigt relevant problematik, at mænds retssikkerhed kan være svækket ved den nyligt indførte samtykkelovgivning.

Kronikkerne omfatter i virkeligheden indhold, som i større udstrækning er forfatterens personlige holdning og fortælling.

Det fremgår af Pressenævnets praksis, at sprogets karakter kan være mere vidtrækkende ved kronikker og debatindlæg, samt at forelæggelse ikke er nødvendig, såfremt omtalte personer er anonymiserede Det er min opfattelse, at de oplistede sager herunder underbygger dette, og derfor danner grundlag for en afvisning af klagen

• Sagsnummer: 2020-80-0523

• Sagsnummer: 2020-80-0529

• Sagsnummer: 2020-80-0519

Der kan også henvises til kendelsen 2021-80-0701, hvor Weekendavisen ikke fik kritik for gengivelse af en kvindes forklaring til en advokatundersøgelse uden forudgående forelæggelse, idet hun var tilstrækkeligt anonymiseret.

Modsat blev Weekendavisen i sag 2021-80-0719 kritiseret for i samme artikel ikke at forelægge for tre kvinder, der i artiklen var omtalt ved navn.

Alle tre kendelser kom frem til, at sproget i en kronik kan være mere vidtrækkende, samt at det ikke var nødvendigt at forelægge en fortælling, hvis personerne i fortællingen var anonymiseret.

Indhold omfattet af klagen

Klager påstår, at kronikkerne indeholder urigtige udsagn fremsat af ’Noah’ eller fortalt af ’Noah til forfatteren

Som redaktør er jeg blevet præsenteret for dokumentation for disse påstande af forfatteren [Skribenten].

Dokumentationen omfatter udskrifter fra retsbogen med vidneafhøringer og gengivelse af korrespondance, som blev fremlagt i retten.

Desuden har [Skribenten] interviewet mange af de involverede familiemedlemmer.

Det har været min vurdering, at der er tilstrækkeligt belæg for påstandene i kronikken.

Dele af dokumentationen er vedhæftet denne udtalelse.

Til påstand 1 om vold mod ’Noah’ og påstand 3 om offentlig forsørgelse er vedhæftet to zip-filer med udskrifter fra retsbogen og billeder af korrespondance.

Billederne af Noahs ansigt med rifter og blod stammer fra d. 26. august 2020, hvor Noah blev udsat for en voldsom episode, som efterlod synlige rifter i hans ansigt.

Dette er ikke blot nævnt af Noah selv (jævnfør dennes vidneudsagn fra landsretten), men bekræftes tillige af forskellige vidner i landsretten (hvis vidneudsagn, notabene, er afgivet under strafansvar).

Billeder af Noahs ansigt med mærker og skader fra denne dag eksisterer og er tidligere blevet fremlagt i sagen i både byret og landsret.

Hændelsen har central betydning, fordi den viser, at Noah selv har været udsat for fysisk vold – noget han aldrig har gengældt, men som han, desværre for sagens opklaring, valgte at forholde sig tavs om i håbet om at kunne bevare en form for samarbejde for sit og Fatimas fælles barns skyld.

Hændelsen underbygges i øvrigt yderligere af en samtale mellem Noah og Fatima, hvor hun direkte erkender, hvad hun gjorde den dag, samt sender en undskyldning til ham.

Denne undskyldning er en klar bekræftelse på, at volden fandt sted, og at den blev begået af hende.

Til påstanden (2) om genopdragelsesrejsen har [Skribenten] oplysningerne fra en samtale med ’Noahs’ storesøster, som [Skribenten] har talt med ad flere omgange.

Under en fortrolig samtale, som hun havde med Fatima i maj 2020 – i perioden mellem d. 7. og d. 28. maj – delte Fatima flere personlige og sårbare oplysninger med hende.

Fatima fortalte bl.a., at hun som barn blev sendt til [Land A] af sin mor med det formål at blive opdraget der, fordi moderen var bekymret for, at datteren var ved at blive “for dansk”.

Fatima gik derfor i skole i [Land A] i en periode som led i denne opdragelsesrejse.

Under samme samtale betroede Fatima ligeledes Noahs storesøster, at hun havde været udsat for vold fra både sin mor og sin egen søster.

Denne oplysning fortalte Noahs søster ligeledes til politiet under afhøringen af hende.

Så det er dokumenteret i sagen.

Rejsen var ikke et skjult tema i familien.

Tværtimod blev den nævnt af Fatimas mor – også direkte til Noahs mor og i selskaber, hvor Noah og hans søskende var til stede – dog uden de personlige detaljer, som Fatima senere betroede Noahs storesøster.

Familien udtrykte en form for stolthed over beslutningen og så det som en måde at sikre, at Fatima ikke tog for meget del i danske normer og værdier.

Noah kendte også til klagerens opdragelsesrejse.

Hensyn til ofre for forbrydelser

Klager påstår, at det er i strid med god presseskik, at hun omtales på den måde hun gør, efter hun har været forurettede i de omtalte straffesager.

Det er min vurdering, at der er taget fornødent hensyn, i kraft af, at hun i tilstrækkelig grad er anonymiseret, jf. ovenfor.

Proportionalitetsafvejningen

Det er relevant at foretage en proportionalitetsafvejning mellem hensynet til forfatterens ytringsfrihed, versus klagers rettigheder.

Der er i denne sag tale om en kronik, da forfatteren har et særligt kendskab til emnet der undersøges og diskuteres.

Emnet diskuteres med udgangspunkt i forskellige synspunkter, herunder forfatterens egne.

Forfatteren har et særligt kendskab til området gennem hendes virke som lektor (nu lektor emeritus) ved Københavns Universitets Humanistiske Fakultet, samt ved hendes samfundsrelevante forskning.

Forfatteren har taget et konkret udgangspunkt i en samfundsrelevant undersøgelse af mænds svækkede retssikkerhed ved samtykkelovgivningen, ved at inddrage en historie fra det virkelige liv.

Da hun i kronikken udtrykker sine egne holdninger, har hun også mere vidtgående mulighed for at gengive ”Noahs” fortælling med sine egne subjektive betragtninger og holdninger.

Forfatteren har i ”Noahs historie Del II” inddraget klagers holdninger flere steder, hvorfor klagers ret til forelæggelse allerede er effektueret.

Alle disse aspekter af kronikken bør derfor veje tungere end klagers påstande, manglende forelæggelse, og mangel på god presseetik.

Det fremgår at Pressenævnets praksis, at Pressenævnet anerkender et mere vidtrækkende frisprog i kronikker.

Det er min vurdering, at [Skribenten]s kronik ikke overtræder de presseetiske regler, grundet tilstrækkelig anonymisering og indlæggets karakter.

Kontrast har til [Klager]s bemærkninger af 1. juni 2025 anført blandt andet

”[…] Idet Kontrast fastholder og henviser til sin argumentation i det første mediesvar, skal vi til [Klager]s replik bemærke følgende

Vi mener, som det også fremgik af vores mediesvar, at [Skribenten] i sin kronik har udvist den fornødne omhu og ansvarlighed i fremstillingen af sagen.

”Noahs historie 1-2” bygger på omfattende og verificerbar dokumentation, herunder domsudskrifter, vidneforklaringer, lydoptagelser, skriftlig og mundtlig kommunikation samt oplysninger fra uafhængige kilder.

Der er ikke tale om spekulationer, men om grundigt underbygget sagsgennemgang, som bidrager væsentligt til den offentlige debat om retssikkerhed.

[Klager]s påstand om, at Kontrast skulle fremstille hende som en “gerningsperson”, er efter vores opfattelse ikke korrekt.

Kronikken belyser en konkret straffesag ud fra den dømtes perspektiv og sætter spørgsmålstegn ved processuelle og bevismæssige forhold i sagen – en fuldt ud legitim og nødvendig mediemæssig opgave i et demokratisk samfund.

Det er afgørende at understrege, at Noah ikke blev dømt på baggrund af håndfaste beviser, men i en ord-mod-ord-situation.

Alligevel førte én parts påstande til domfældelse.

Dette rejser alvorlige spørgsmål om retssikkerheden, som [Skribenten] tager op i sin kronik.

At man i Danmark i dag kan blive dømt alene på baggrund af én persons ord uden løftet bevisbyrde, er efter hendes opfattelse bekymrende – især i sager, hvor stærke personlige konflikter, brud og barnesager danner baggrund.

Det er netop dette kritiske aspekt, kronikken forsøger at belyse.

På trods af at [Klager] i sin klage flere gange henviser til “beviser” og lægelige dokumenter, findes der ifølge [Skribenten]s kronik ikke noget bevismateriale, der direkte dokumenterer, at Noah skulle have begået vold, voldtægt eller psykisk vold.

Tværtimod foreligger der konkrete og verificerbare beviser, hvor det er [Klager], der udøver fysisk vold mod Noah – noget hun siden selv undskylder for skriftligt (jævnfør den tidligere vedlagte dokumentation).

Der foreligger desuden dokumentation, som viser gentagne tilfælde af kontrol og psykisk overgreb fra [Klager]s side mod Noah.

Disse forhold blev enten ignoreret eller tillagt ringe betydning under retssagen, og det er, som det fremgår, denne ubalance, [Skribenten] i sin kronik i Kontrast har ønsket at belyse.

Det understreger efter hendes opfattelse, at dommen hverken blev afsagt på et balanceret grundlag eller efter princippet om ligeværdig bevisførelse.

I tilfælde af, at hun har ret, er det ikke alene problematisk – så er der tale om et potentielt justitsmord.

Og selvfølgelig er det pressens opgave at forsøge at afdække, hvis dette sker.

Det er ligeledes efter min og Kontrasts vurdering fejlagtigt, når [Klager] hævder, at hendes identitet er blevet udstillet.

Kontrast har konsekvent anvendt dæknavne, undladt at navngive privatpersoner og sløret identiteten i det omfang, presseetiske retningslinjer foreskriver.

At [Klager] selv har valgt at stå frem og bekræfte sin identitet i sin klage til Pressenævnet, kan ikke pålægges mediet.

Endelig kan flere af [Klager]s konkrete påstande i replikken tilbagevises

• Hendes benægtelse af at have været på en såkaldt “genopdragelsesrejse” står i direkte modstrid med vidneforklaringer.

• At beskylde [Skribenten] og Kontrast for grundløst at inddrage familiens rolle ignorerer, at netop familiens adfærd og påvirkning blev dokumenteret i retten og har relevans for sagens kerne.

¬(Se den yderligere vedlagte dokumentation)

• Påstanden om, at omtalen af hendes mor krænker familiens omdømme, negligerer det forhold, at de anvendte udsagn stammer fra kilder med førstehåndskendskab – og ikke er redaktionelle påstande, men referencer indlejret i den samlede fortælling.

(Se den yderligere vedlagte dokumentation)

Om det journalistiske ansvar og pressefriheden

Det er efter min og Kontrasts bedste overbevisning misvisende at betegne artiklerne som “ærekrænkende” og “stigmatiserende”, når det centrale fokus netop er at undersøge, om der er begået alvorlige fejl i en straffesag, og om en uskyldig kan være blevet dømt.

At fremhæve dette er ikke en krænkelse, men et nødvendigt demokratisk korrektiv, som medier i et frit samfund både må og skal påtage sig.

Både i journalistisk form og – som her – i kronikform, hvor spillerummet for personlige vurderinger og retorisk stil er videre.

[Klager]s klage må derfor ses som et partsindlæg.

Hendes version blev hørt og vurderet under retssagen.

”Noahs historie 1-2” underminerer ikke domstolene, men repræsenterer et forsøg på at belyse en sag, hvor en mand – baseret på meget alvorlige påstande – rejser spørgsmål om dommens holdbarhed gennem sin erklæren sig selv for uskyldig.

Det er hverken udemokratisk eller uetisk at forsøge at undersøge dette.

Det er pressefrihed i praksis.

Forfatteren til kronikken, [Skribenten], har fulgt sagen nøje, været til stede ved alle seks retsdage i Østre Landsret, og gennemgået samtlige relevante sagsakter.

At hun ikke har kontaktet [Klager] for et supplerende interview, er et valg truffet på baggrund af et grundigt kendskab til sagens indhold og aktører – herunder [Klager]s påstande under retssagen, for så vidt de blev gengivet for åbne døre.

Vi opfordrer på den baggrund Pressenævnet til at afvise klagen i sin helhed.

Kronikken er efter vores skøn i fuld overensstemmelse med gældende presseetik, bygger på solid dokumentation og udgør et vigtigt journalistisk bidrag til debatten om retssikkerhed og den dømtes rettigheder til at få belyst sin sag med det almene fornuftsblik, som er et sine qua non for strafferetten – jævnfør også hele lægdommersystemet og princippet om offentlighed i retsplejen.

Skal medierne fortsat kunne leve op til rollen som den 4. statsmagt, er det vigtigt, at de kan stille kritiske spørgsmål til de tre formelle magtinstansers dispositioner, herunder den dømmende magts.

Det er just det, bemeldte kronik forsøger på at gøre.

Supplerende dokumentation

A-1-a-c: Lydfil med [Klager], der fortæller til Noah, at i hendes familie, der skiller kvinderne sig fra de mænd, de har været gift med, mens mændene stadig skal sørge for kvinderne materielt og økonomisk.

(Det er [Klager] selv, der har sendt lydfilen i tre dele).

A-2: Transskription af lydfil med [Klager], der fortæller til Noah, at i hendes familie, der skiller kvinderne sig fra de mænd, de har været gift med, mens mændene stadig skal sørge for kvinderne materielt og økonomisk.

B-1: Lydfil med [Klager], der siger til Noah, at han ikke længere må køre taxa, men skal have et andet job, fx som buschauffør.

Hvis ikke han gør det, truer hun med at gå fra ham.

B-2: Transskription af lydfil med [Klager], der siger til Noah, at han ikke længere må køre taxa, men skal have et andet job, fx som buschauffør.

Hvis ikke han gør det, truer hun med at gå fra ham.

C-1-a-c: Lydfil med [Klager]s mor, der på [Land A] fortæller Noahs mor, at det vil gå dem ilde, hvis ikke Noah giver afkald på hendes datter.

Truslen rummer en eksplicit henvisning til en sektlignende religiøs bevægelse centreret omkring [Person 5] (Det er [Klager]s mor selv, der har sendt lydfilen i tre dele).

C-2-a-c: Oversættelse (ved professionelt firma på foranledning af Noahs tidligere advokat) af lydfil med [Klager]s mor, der på [Land A] fortæller Noahs mor, at det vil gå dem ilde, hvis ikke Noah giver afkald på hendes datter.

Truslen rummer en eksplicit henvisning til en sektlignende religiøs bevægelse centreret omkring [Person 5].

C-3: Om [Person 5].

”

Kontrast har ved mail af 4. og 18. august fremsendt yderligere bemærkninger, der i det væsentlige er gengivet i de synspunkter, der fremgår ovenfor.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Maria Becher Trier og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.

Pressenævnet bemærker endvidere, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Retlig interesse

Pressenævnet bemærker, at det som udgangspunkt er en betingelse for, at Pressenævnet kan behandle en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.

Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

[Klager] er selv omtalt i artiklerne og har derfor retlig interesse for så vidt angår omtalen af hende.

De klagepunkter, der alene vedrører omtale af [Klager]s mor og øvrige familiemedlemmer behandles imidlertid ikke, idet der ikke er fremsendt en fuldmagt fra de pågældende familiemedlemmer.

God presseskik

Vinkling, korrekt information, forelæggelse og hensyn til ofre for forbrydelser

[Klager] har klaget over artiklernes vinkling, og at artiklerne indeholder en række ukorrekte oplysninger og beskyldninger mod hende, som ikke er blevet forelagt.

[Klager] har endvidere klaget over, at omtalen gør det muligt for offentligheden at identificere hende, og at Kontrast ikke har udvist hensyn til hende som offeret i den omtalte straffesag.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.

Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger, jf. punkt A.

1, A.

2, A.

3, A.

4 og A.

5.

Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale.

Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn.

Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede, jf. punkt B.

1 og B.

3.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Artiklerne ”Noahs historie I” og ”Noahs historie II” er bragt på kontrast.dk, hvor ordet ”artikel” under overskrifterne er fremhævet med en blå bjælke.

Ved afslutningen af artiklen ”Noahs historie I” og i underrubrikken til artiklen ”Noahs historie II” fremgår det, at ”[Skribenten] fortsætter fortællingen med anden del om Noah, der blev dømt for vold, voldtægt og frihedsberøvelse i en sag, hvor retssystemet ifølge [Skribenten] har byttet om på bøddel og offer.

”

Kontrast har over for Pressenævnet oplyst, at skribenternes indlæg på Kontrast ofte markeres som ”artikel”, selv om formatet ofte i almindelig journalistisk forståelse snarere er en kronik, hvilket også er tilfældet med de påklagede artikler, der således i stort omfang er udtryk for skribentens egne holdninger.

Kontrast har om skribenten [Skribenten], som har skrevet de påklagede artikler, oplyst, at hun er en del af en gruppe af skribenter og meningsdannere, og at hun ikke er journalist og præsenteres ikke som journalist på Kontrast.

Det er Pressenævnets opfattelse, at en kronik i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at det bør være klart, også for andre end mediets faste læsere, hvilken type artikel der er tale om.

Pressenævnet finder, at de påklagede artikler ikke er tydeligt deklareret som kronikker, kommentarer eller analyser, og artiklernes brug af ordet ”artikel” gør heller ikke læseren opmærksom på, at der er tale om en subjektiv fremstilling.

Teksterne vurderes derfor ikke efter de videre rammer for frisprog.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i artiklerne er omtalt som ”Fatima” og som en kvinde med mellemøstlig baggrund.

Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager]s tidligere partner, der i artiklerne er omtalt som ”Noah”, ved Østre Landsrets dom af 19. marts 2025 blev idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for blandt andet blandt andet tre voldtægter, vold, herunder vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter, psykisk vold, trusler og frihedsberøvelse af [Klager], og at han blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Der er mellem parterne uenighed om en række faktuelle forhold vedrørende omtalen og den dokumentation, der er blevet lagt til grund i både retssagen, og indholdet af de påklagede artikler.

Pressenævnet bemærker hertil generelt, at det ikke er Pressenævnets opgave at afgøre, om myndigheder har begået fejl ved behandling af en sag.

Det er i den forbindelse ikke Pressenævnets opgave at foretage en bevisvurdering af de oplysninger og den dokumentation, der er præsenteret og fremlagt under behandlingen af disse sager.

Pressenævnets opgave er at vurdere, om offentliggørelser og mediets handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 1, og retningslinjer for god presseskik.

Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse.

Det er Pressenævnets opfattelse, at de påklagede artikler fremstår som skribenten [Skribenten]s subjektive udlægning af sagen, som er baseret på ”Noahs” opfattelse og udlægning af forløbet som en del af en generel kritik af retsstillingen på området.

Pressenævnet finder imidlertid, at artiklens indhold overvejende fremstår som nedsættende omtale af [Klager], og at artiklerne indeholder særdeles meget grove beskyldninger af faktisk karakter mod [Klager] om blandt andet udøvelse af fysisk og psykisk vold, fremsættelse af falsk anklage og samt religiøs ekstremisme.

Det er ubestridt, at Kontrast ikke forud for offentliggørelsen af artiklerne forelagde [Klager] beskyldningerne i artiklen.

Pressenævnet finder, at der er tale om særdeles krænkende og skadelige oplysninger, som ikke bør offentliggøres uden et tilstrækkeligt faktuelt grundlag, som ikke ses at foreligge.

Nævnet har i den forbindelse tillagt det vægt, at der for kilden ”Noah” – som ved ankedom blev idømt en ubetinget fængselsstraf for voldtægt, vold, herunder vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter, psykisk vold, trusler og frihedsberøvelse af [Klager] – består et tydeligt modsætningsforhold til [Klager], og at et sådant modsætningsforhold bør skærpe kravene til et medies kontrol af grundlaget og rigtigheden af kildens oplysninger, da kilden kunne være farvet af personlig interesse og skadevoldende hensigt.

På denne baggrund finder Pressenævnet, at Kontrast har tilsidesat god presseskik ved at have bragt beskyldningerne i omtalen uden forelæggelse for [Klager].

Nævnet finder også, at Kontrasts omtale af [Klager] – som forurettet i en straffesag – og den anvendte, stærke sprogbrug indebærer en krænkelse af [Klager]s privatliv, og at Kontrast ikke har udvist størst muligt hensyn til [Klager] som offer i den omtalte straffesag.

Pressenævnet udtaler derfor kritik for manglende efterlevelse af kravene til at sikre korrekt information, for manglende forelæggelse for [Klager] og for krænkelse af [Klager]s privatliv.

For så vidt angår Kontrasts angivelse af [Klager]s etnicitet, køn og religiøse overbevisning, som de er bragt uden yderligere oplysninger om [Klager]s bopæl, arbejde eller lignende, finder nævnet, at oplysningerne vanskeligt kan tjene til identificering af [Klager], som i artiklerne er benævnt ”Fatima”, medmindre man i forvejen har kendskab til, at [Klager] er den omtalte person.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at vurderingen af, om oplysninger kan tjene til identifikation, alene angår de oplysninger, som det indklagede medie har offentliggjort.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Kontrast for at bringe disse oplysninger.

Sletning – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at Kontrast ikke har imødekommet hendes anmodning om at slette artiklerne.

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklerne indeholder kritisk omtale af [Klager], der er forurettet i en straffesag.

[Klager] er ikke nævnt ved navn i de påklagede artikler.

Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklerne fra 2025 på kontrast.dk med omtale af straffesagen indeholder oplysninger om [Klager] af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for hende.

Som anført ovenfor er [Klager] imidlertid ikke navngivet eller på anden vis identificeret i de påklagede artikler.

Det er således ikke muligt ud fra oplysningerne i artiklen at identificere [Klager], medmindre man på forhånd har kendskab til, at hun er forurettede i den omtalte straffesag.

På den baggrund finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af Kontrast for ikke at imødekomme [Klager]s anmodning om sletning af artiklerne.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Kontrast at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Kontrast

[underrubrik]

Kontrast får kritik for omtale af straffesag

[tekst]

Kontrast bragte i april 2025 i to artikler omtale af en straffesag, hvor en person var blevet dømt for blandt andet voldtægt af sin partner.

I de to artikler blev sagen omtalt, og der blev rettet en række beskyldninger mod den tidligere partner, som var forurettede i straffesagen, om blandt andet vold, falsk anklage og religiøs ekstremisme.

Begge parter var anonymiserede i omtalen.

Forurettede i den omtalte straffesag klagede til Pressenævnet over, at Kontrast ikke havde udvist hensyn til hende som offeret i den omtalte straffesag, og at artiklerne indeholdt grove og krænkende beskyldninger, som hun ikke var blevet forelagt.

Pressenævnet kritiserer Kontrast for ikke at have udvist størst muligt hensyn til klager som offer i den omtalte straffesag og for uden forelæggelse at bringe omtalen med krænkende og skadelige oplysninger uden et tilstrækkeligt faktuelt grundlag.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse i den digitale udgave

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, som der er indgivet en klage over, og som er anmeldt til Pressenævnet, og hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i den øverste kategori i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 21. april 2026

-

På trods af, at Fatima taler bevisligt usandt om, hvorvidt hendes familie skulle have stillet krav eller kommet med ultimatum om et bryllup.

Hun påstår, at der aldrig var forventninger om, at det skulle finde sted.

Alligevel eksisterer der tydelig dokumentation, som afslører det modsatte: Fatima stiller direkte krav til Noah om bryllup – med en fast deadline.

Derudover findes en lydoptagelse, hvor Fatimas mor retter hård kritik mod Noah og hans familie for ikke at have givet hendes datter guld, bryllup og øvrige forventede ydelser.

Det efterlader ingen tvivl om, at det drejede sig om et traditionelt [Land A] bryllup, med alt hvad det indebærer af kulturelle forpligtelser og sociale markeringer.

-

På trods af, at Fatima taler bevisligt usandt, når hun postulerer, at politianmeldelserne ikke var lavet med henblik på at skade Noah i forhold til hans samvær med barnet.

For det første nægter hun ham pure samarbejde hele vejen igennem.

For det andet anmelder hun ham på ny få timer efter, at Noah modtager sit samværsdokument fra Familieretshuset.

For det tredje findes der beskeder fra slutningen af deres forhold, hvor Fatima skriver, at hun ikke kan trække anmeldelserne tilbage fra politiet, selvom hun har forsøgt.

Hun er bange for, at myndighederne vil komme og tage barnet, hvis hun fortsætter med Noah, da hun har hørt om en kvinde i hendes netværk, der fik barnet fjernet, da hun fortsatte med at være sammen med sin mand efter, at hun havde anmeldt ham.

-

På trods af at Fatima bevisligt taler usandt, når hun hævder, at Noah ikke prioriterede hende eller udviste omsorg efter, at hun blev gravid.

Al dokumentation viser det stik modsatte.

Noah indrettede hele sit liv efter at stille Fatima tilfreds og tage ansvar for hende og det kommende barn.

Han satte konsekvent sine egne behov og følelser til side – også selv når han selv havde det psykisk dårligt.

Et tydeligt eksempel er en episode, hvor han – efter deres brud – blev kommanderet til at komme forbi Fatima og hendes familie med en vandmelon, de pludselig havde fået lyst til.

Ikke nok med det: han blev verbalt overfuset, fordi vandmelonen efter deres mening var for lille og afleveret på en forkert måde.

-

På trods af, at Fatima taler bevisligt usandt, når hun siger, at hendes familie ikke var imod hendes forhold til Noah.

De har angiveligt hverken straffet hende eller sat hende uden for fællesskabet pga.

forholdet.

Men hun skriver selv beskeder til Noah om, at hun on and off er blevet smidt ud af familien.

Og hun fortæller også Noahs søster om dette, mens hun bor hos deres mor.

Helt fra starten af relationen blev hun jævnligt strittet ud hjemmefra.

Der findes desuden flere beskeder fra Fatima til Noah, hvor hun stiller krav til ham og siger, at han skal gøre, som han bliver bedt om, da hun ikke ønsker, at hendes mor og familien skal skære hånden af hende og ekskludere hende.

Modsat findes der ikke nogen beviser for, at det skulle forholde sig, som hun hævder.

-

På trods af, at Fatima bevisligt taler usandt, når hun hævder, at Noah kunne finde på at tage dørhåndtaget af til stuen i deres lejlighed, så hun ikke kunne komme ud, og at det er sket flere gange.

KAB oplyser, at ingen dørhåndtag var itu ved udflytningen, og at man desuden ikke bare kunne tage dørhåndtaget af, sådan som Fatima beskrev det.

Alligevel skriver landsretten i dommen, at man tillægger Fatimas ”troværdige forklaring” større vægt end det forhold, at KAB oplyser, at ingen dørhåndtag var itu ved udflytningen, og at man desuden ikke bare kunne tage dørhåndtaget af, sådan som Fatima havde beskrevet det.

-

På trods af, at Fatima taler bevisligt usandt, når hun siger, at ruden i bilen blev ødelagt af Noah den sidste gang, de sås, altså den 17. november 20.

Det, der sker den famøse nat, er, at de to først er sammen, hvor de prøver at tale om det, der er hændt, og hvordan de kan få forældreskabet omkring deres barn til at fungere, nu hvor Fatima dels har anmodet om separation , dels har anmeldt ham for vold.

Derefter kører de lidt rundt.

Til sidst sætter Fatima Noah af hjemme hos ham selv og kører til sin mors adresse.

De næste timer følger en højst besynderlig beskedudveksling, givet at det skulle passe, hvad Fatima har fortalt er foregået umiddelbart forinden.

Hendes mor vil tilsyneladende ikke lukke hende ind, og hun vil så have den mand, hun siger netop har overfaldet hende og givet hende en skalle samt nevet hende, til at komme og vente sammen med hende i bilen på parkeringspladsen.

Ja, hun bliver endda mere og mere desperat for, at han skal komme hen til hende.

” Føj, du er faktisk rigtig klam af en mand.

Jeg ringer til dig og fortæller, at jeg ikke kan komme ind.

Men du vælger bare at tage hjem under dynen og sove, mens du lader mig være her i en bil og mener, du ikke kan komme til mig pga.

omstændighederne.

Hvor er det vildt og klamt.

Wow” , skriver hun bl.a. Noah lader dog på det tidspunkt til omsider at have gennemskuet agendaen og nægter at komme.

Halvandet døgn efter tager Fatima så på skadestuen dels med en bule i panden, dels med blå nivemærker affotograferet på baggrund af inventaret i morens lejlighed, som hun ifølge politirapporten siger er kommet dagen inden.

Men som data viser, er Fatima ikke sammen med Noah efter midnat halvandet døgn inden.

Her trygler hun ham tværtimod om at komme hen til sig i bilen.

Et godt gæt er, at skaderne er opstået dagen efter, og er lavet af moren og måske en eller flere af Fatimas søskende i fællesskab.

-

På trods af, at de fem voldtægtsanklager nærmest skriger til himlen af at være konstruerede, opfundet til lejligheden, godt bistået af den gesjæftige politidame.

I anklageskriftet er voldtægtsanklagerne typisk beskrevet à la: ”Ved på et eller andet tidspunkt i den og den måned at have gennemtvunget samleje med anmelder uden hendes samtykke.

”I et par tilfælde er tidshorisonten sågar udvidet til over et halvt år.

Hvor Fatima og Noah vel at mærke ikke havde set hinanden halvdelen af tiden.

Det afholder på ingen måde anklagemyndigheden fra at have så meget tiltro til anmeldelserne, at man mener, de holder alle fem.

Hvilket altså vil sige, at man nu som borger kan regne med, at der kan blive rejst tiltale mod én, selvom man kan bevise, at man slet ikke har været til stede det pågældende sted på det pågældende tidspunkt.

Er det tilfældet, er basis for retssystemet selvsagt blevet forvandlet til en ren fiktionsfortælling.

Hvilket burde være en umulighed i en retsstat, men altså ikke er det p.t.

Problemerne forstørres naturligvis kun, når Fatima så skal forklare, hvordan hun ind imellem disse påståede voldtægter adskillige gange har haft frivillig sex med Noah.

-

Skærmbilleder af Facebook-opslag, hvor en række personer har delt de påklagede artikler på Facebook, herunder blandt andre en navngiven person, der har skrevet følgende: ”Det her handler om min bror.

En person, jeg kender og elsker – som er blevet uretfærdigt dømt for noget, han ikke har gjort.

Det gør ondt helt ind i hjertet at se, hvordan systemet kan svigte så groft.

Jeg deler dette, fordi sandheden skal frem […].

”

-

Skærmbilleder af beskeder sendt til [Klager]s søster fra [Person 1].

[Klager] har oplyst, at [Person 1] er en bekendt af ”Noahs” familie, og at beskederne blandt andet indeholdt op opfordringer til at trække sagen tilbage.

-

Skærmbilleder af et spørgeskema, hvor [Klager] har besvaret en række spørgsmål om blandt andet vold mod hende.

-

Et bilag navngivet ”billeder angående undervisning i eget hjem under sygemelding”.

Bilaget er et skærmbillede af et Facebook-opslag, skrevet af [Klager] den 13. december 2025 i gruppen ”[Land A] i Danmark”, hvor hun blandt andet skriver, at hun tilbyder sprogundervisning i [Land A] for børn.

-

Underretning af 17. december 2020 sendt fra Hvidovre Hospital til Københavns Kommune vedrørende [Klager]s graviditet.

Af brevet fremgår det blandt andet, at ”[Klager] er uddannet [Stillingsbetegnelse 1], men er lige nu sygemeldt.

”

-

Skærmbilleder af en udateret dombog fra landsretten, hvor en række forklaringer er markeret, herunder blandt andet, at [Klager] har forklaret, at hun stadig er sygemeldt, at [Person 2] har forklaret, at hun er tiltaltes søster, og at ”[Klager] havde overfaldt ham [tiltalte] voldsomt, og han havde en række skader, som ses på de fotos, der er fremlagt i sagen”.

Herudover fremgår det, at [Person 3], har forklaret, at hun er tiltaltes søster, og at ”Det var vidnets indtryk, at det var [Klager]s mor, der stod bag anmeldelserne”.

-

Skærmbilleder af en dombog fra Retten i [Bynavn 1] fra november 2023, hvor en række forklaringer fra tiltalte i sagen er markeret.

-

Skærmbilleder af en besked sendt fra [Klager] til ”Noah”.

-

Udtalelse af 25. juli 2021 fra en psykolog vedrørende ”Noah”, hvor det blandt andet fremgår, at han har fortalt, at [Klager] blandt andet har revet ham i ansigtet.

-

Lydfiler af telefonsamtaler mellem [Klager] og ”Noah” og [Klager]s mor og ”Noah” samt transskription af disse.

-

Facebook-opslag skrevet af [Person 1] om ”Noahs historie”.

-

Skærmbilleder af en korrespondance mellem [Person 1] og [Klager]s søster.

-

Foreløbig udtalelse af 9. juli 2025 fra en ekstern psykolog, der har tilset ”Noah” i Vestre Fængsel.

-

En række lydfiler med telefonsamtaler og talebeskeder og transskription af disse, herunder samtaler mellem en person med navnet [Person 4] og [Klager] samt mellem [Klager] og ”Noah”.

1)

Mangelfuld og illusorisk anonymisering (God presseskik punkt B.

1)

2)

Usande og ærekrænkende oplysninger (God presseskik punkt A.

1)

3)

Manglende partshøring (God presseskik punkt A.

3)

4)

Mangel på hensyn til offerrollen (God presseskik punkt B.

3 )

1)

At hendes familie og klager selv udøver vold, og at klager har udøvet vold mod ”Noah”, (2) at klageren har været sendt på genopdragelsesrejse, (3) at familien delvis lever af penge fra staten