Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-08317
Statutory Text (5 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-08317
TV 2 får ikke kritik for udsendelse om omstridt læge
TV 2 bragte i juni 2025 en udsendelse og en artikel, som omhandlede en omstridt praktiserende læges drift af to lægeklinikker, herunder lægens travlhed og håndtering af patienter.
I den ene af lægeklinikkerne var en anden læge anført som fast lægekapacitet, selv om denne læge imidlertid ikke fungerede som fast tilknyttet læge i klinikken.
Denne læge klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2s omtale efterlod et misvisende samlet indtryk af, at han havde ageret som ”stråmandslæge”.
Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne i omtalen havde dækning i de faktiske forhold, og at det klart fremgik af omtalen, hvor oplysningerne stammede fra.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over udsendelsen ”Den travle læge” bragt den 4. juni 2025 på TV 2 og platformen TV 2 PLAY og artiklen ”Han var fast læge i [Bynavn A] i syv år – men kan ikke huske, hvornår han sidst har været der” bragt den 4. juni 2025 på nyheder.tv2.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over TV 2s vinkling samt over TV 2s brug af en lydoptagelse.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede udsendelse
TV 2 bragte den 4. juni 2025 udsendelsen ”Den travle læge” på TV 2 og platformen TV 2 PLAY.
Udsendelsen varer ca. 42 minutter og er fortsat tilgængelig på platformen TV 2 PLAY med følgende omtale
”En omstridt og travl læge i Nordjylland har fået usædvanligt mange klager.
Trods gentagende kritik undrer patienter sig: Hvorfor får han lov til at fortsætte?
”
Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende
[Tidskode 31:20-38:23]
Der vises droneoptagelser ved en metrostation i København
” Speak voiceover : I de praktiserende lægers overenskomst fremgår det, at der i enhver lægeklinik skal være tilknyttet en fast lægekapacitet.
Det er den læge, patienterne kan forvente at møde i klinikken.
”
Der klippes til optagelser af [Formanden], formand for Praktiserende Lægers Organisation, som interviewes af TV 2s journalist [Journalisten]
” [Formanden] : Hvis der er en fast læge til stede, så giver det bedre behandling, færre henvisninger til sygehusene, bedre overlevelse, mindre uhensigtsmæssig medicinering og så videre.
Det har man dokumenteret forskningsmæssigt.
Så patienterne har krav på at vide, hvem har de som praktiserende læge.
[Journalisten] : Det lyder også sådan, at det så også er en regel, der har betydning for patientsikkerheden.
[Formanden] : Ja, altså når det er, at det giver bedre behandling, så er det klart, at det har betydning for patientsikkerheden også.
”
Der klippes til optagelser af [Journalisten], som ses parkere en bil på en parkeringsplads ved lægeklinikken [Lægeklinik A] i [Bynavn A].
Der zoomes ind på [Journalisten]s mobiltelefon, hvor der vises et skærmbillede fra platformen sundhed.dk af [Lægeklinik A].
Det fremgår af skærmbilledet, at [Klager] er ansat læge i lægeklinikken
” Speak voiceover : I vores research opdager vi til vores overraskelse, at den person, der står anført som fastansat læge i [Lægen]s klinik her i [Bynavn A], hedder [Klager].
[Journalisten] : Den er helt opdateret fra den 25.
Det er i går.
”
Der klippes til optagelser af lægeklinikken [Lægeklinik A] i [Bynavn A]
” Speak voiceover : Mens vi holder opsyn ved klinikken i et par dage, er det kun én og samme læge, vi ser, der kommer og går – [Lægen].
Og det er ham, som patienterne møder.
[[Journalisten] går ud af bilen for at opsøge patienter, der kommer ud fra lægeklinikken [Lægeklinik A]]
[Journalisten] : Undskyld, har I lige været inde ved lægen?
Patient 1 : Ja.
[Journalisten] : Hvem er det, der er læge derinde?
Patient 2 : Det er [Lægen].
[Journalisten] : En der hedder [Klager], har I set ham?
Han ser sådan her ud.
Patient 1 og 2 : Nej.
[Journalisten] : Ham her, han skulle på papiret være læge derinde.
Han hedder [Klager].
Patient 3 : Det er han ikke.
[Journalisten] : Har du set ham derinde som læge?
Patient 4 : Næ, det er kun [Lægen] derinde.
[[Journalisten] går ind i bilen, hvorefter han tager sin mobiltelefon frem og viser flere billeder af [Klager]]
Speak voiceover : Patienter, vi taler med, virker ganske tilfredse med [Lægen], men har absolut intet kendskab til den fastansatte læge [Klager].
Når vi slår ham op kan vi se, at han er virksomhedsansvarlig på tre private psykiatriklinikker langt fra [Bynavn A].
”
Der vises herefter optagelser af [Journalisten], som kontakter [Klager] telefonisk
” [Journalisten] : [Klager], jeg ringer til dig, fordi jeg undrer mig lidt over, hvem der er læge i lægehuset i [Vejnavn] i [Bynavn A].
[Klager] : Ja.
[Journalisten] : Er det dig, der er lægen der?
[Klager] : Ja, nogle gange.
[Journalisten] : Altså, hvordan nogle gange?
[Klager] : Ja, det er fordi, jeg lige er på orlov, fordi jeg har en anden stilling lige nu.
[Journalisten] : Okay.
[Klager] : Prøv at snakke med [Lægen], det er ham, der har styr på det hele.
[Journalisten] : Jo, jo, men det er jo dig, der er den fastansatte læge på papiret i den her praksis.
[Klager] : Det er korrekt.
[Journalisten] : Jeg har talt lidt med forskellige patienter, og de har altså aldrig mødt dig i klinikken.
Jeg har også vist nogle billeder af dig.
[Klager] : Ja.
[Journalisten] : Det undrer mig lidt, at de ikke rigtigt kender dig derinde?
[Klager] : Jamen, det sikkert fordi jeg ikke har været der i et stykke tid.
[Journalisten] : Er der et år, hvor du kan sige, der var du der rigtig meget?
For jeg kan se, at du har været ansat siden 2018.
[Klager] : Det har jeg lidt svært ved.
Altså, det har jeg sgu lidt svært ved at sige.
Du er nødt til at spørge [Lægen].
Det er ham, der har styr på det.
[Journalisten] : Det betyder jo så, at han kører to praksisser.
Det må man jo ikke.
[Klager] : Det ved jeg simpelthen ikke, om han gør.
Det har jeg ingen viden om.
”
Der vises et skærmbillede fra platformen sundhed.dk, hvoraf følgende tekst fremgår
”[Lægeklinik A]
Praktiserende læge
Der er tilknyttet 1 læge til denne praksis
[Klager]
Ansat læge
Alder: 52 år
Køn: Mand
Anciennitet som praktiserende læge: 15 år”
Der klippes tilbage til optagelser af lægeklinikken [Lægeklinik A] i [Bynavn A], hvorefter der klippes til optagelser af interviewet med [Formanden]
” [Formanden] : Jeg kan jo ikke udtale mig om konkrete sager og heller ikke den sag, som I refererer til her, men kun sige helt generelt, at det er et alvorligt brud på vores aftale, hvis ikke der er en navngiven læge til stede i en enkelt lægeklinik, og det er et endnu alvorligere brud, hvis det er, at man har sat netop en stråmand ind, som den, der skulle være der uden faktisk at være til stede, og det får konsekvenser og kapaciteterne, eller retten til at praktisere bliver inddraget, når det kommer dertil i sådan nogle sager.
Det har praksis været i de seneste år.
”
Der klippes til optagelser af læge [Lægen], som interviewes af [Journalisten]
” [Journalisten] : Vi kan jo se, at du melder åbent ud på din hjemmeside, at du er lægen her.
[Lægen] : Ja.
[Journalisten] : Så bare lige for at få det på plads, har [Klager] været læge her?
[Lægen] : Jeg er ikke helt sikker på, om han har passet et vikariat på en uge på et tidspunkt.
Jeg er ikke sikker.
Jeg kan simpelthen ikke huske det.
[Klager] har jo drevet vikarfirmaet, der hedder [Virksomheden], hvor han sendte vikarer ud til både hospitaler og til almen praksis.
[Journalisten] : Så [Klager] bliver læge af navn, men den faste læge er dig?
Det lyder som om, du og [Klager] heller ikke helt har afstemt forklaringerne, fordi han siger, han nogle gange er der, men henviser så i øvrigt til dig?
[Lægen] : Jeg skal jo ikke kunne sige, hvad [Klager] har sagt, vel, men altså, jeg kan kun sige, at jeg har måske brugt [Virksomheden] en eller to uger.
To uger, tror jeg, det er.
[Journalisten] : [Klager] er ikke læge her, og det har været en formalitet, han var anført som læge?
[Lægen] : Han står som navn i lægekapaciteten, og det er sådan regionen, de gerne ønskede det, og det er så det, han har gjort.
Deres krav er, at der skal stå et navn, et navn i lægekapaciteten.
De siger, hvordan I indbyrdes fordeler arbejdet, det er jeres interne spørgsmål.
Det er ikke det, der er afgørende for os.
Det afgørende er, at der skal stå en unik speciallæge i almen medicin med tilladelse til selvstændigt virke i den her lægekapacitet.
”
Der klippes til optagelser af lægeklinikken [Lægeklinik A] i [Bynavn A], hvorefter der klippes til optagelser af [Praksischefen], praksischef i Region Nordjylland, som interviewes af [Journalisten]
” Speak voiceover : [Lægen] har altså i syv år været ene læge i begge klinikker.
Stik imod reglerne.
I løbet af vores research finder vi ud af, at regionen for nyligt er begyndt at interessere sig for bemandingen i klinikken i [Bynavn A].
[Journalisten] : Hans indtryk er, I bare skal have et navn på den her klinik i [Bynavn A].
Så kan han aftale indbyrdes med [Klager], hvordan de så gør.
[Praksischefen] : Ja, altså jeg ved jo ikke, hvordan [Lægen] han har opfattet tingene.
Vi har i hvert fald gjort det rigtig, rigtig klart indtil flere gange, at det her, det er ikke en lovlig måde at drive klinik på.
[Journalisten] : [Lægen] har jo så fremlagt noget korrespondance, nogle breve og indtryk, han har fået fra møder og den slags, og der er det ret tydeligt, kan vi se, i [Lægen]s svar til regionen, at det er altså heller ikke sådan, at [Klager] er en, man kan møde.
Man kan møde én læge, og det er [Lægen].
Det er i 2019.
Hvorfor reagerer I så ikke der?
[Praksischefen] : Jeg er ikke helt enig.
Sådan læser vi i hvert fald ikke brevet.
Han skriver, han er solo-ejer af klinikken.
Det er jo ikke det samme som, at han er den eneste læge i klinikken.
[Journalisten] : En sidste mulighed for at fange det her kunne jo også være, at man ringede til den læge, der stod til at være fastansat i [Bynavn A], [Klager].
Det har vi gjort, og der gik ikke ret lang tid, så stod det lysende klart, at han var ikke fast læge.
Hvorfor har I ikke gjort det?
[Praksischefen] : Det har også været, det var selvfølgelig en mulighed, men nej, det har vi ikke gjort.
[Journalisten] : Men det er jer, der er kontrolmyndighed i det her?
[Praksischefen] : Det er vi, ja.
Men som sagt.
Det her, det er jo et tillidsbaseret system.
Altså, vi har en ret avanceret overenskomst med rigtig mange regler.
Vi har 150 klinikker og over 300 læger, så vi kan ikke kontrollere alle ned i detaljen.
Så det her, det hviler på tillid.
Hvis alle drev klinik på den her måde, ligesom [Lægen] gør, så havde vi jo ingen lægemangel i Danmark, fordi så kunne alle jo bare passe indtil flere klinikker som ene læge, så det er jo ikke den måde, alle andre læger heller forstår overenskomsten på.
”
Den påklagede artikel
TV 2 bragte den 4. juni 2025 artiklen ”Han var fast læge i [Bynavn A] i syv år – men kan ikke huske, hvornår han sidst har været der” på nyheder.tv2.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”Ifølge klinikkens ejer har regionen accepteret den særlige driftsform.
Regionen afviser og vil fratage lægen klinikken.
”
Af artiklen fremgår følgende
”Går man på sundhed.dk og søger på lægeklinikken i [Vejnavn] i [Bynavn A], er der tilknyttet en fast læge: [Klager].
Men i virkeligheden er han der aldrig.
Eller i hvert fald så sjældent, at hverken han selv, patienterne eller klinikkens ejer er klar over, hvor meget tid der er tale om.
Og af klinikkens egen hjemmeside fremgår det tydeligt, at det er klinikkens ejer, læge [Lægen], og ingen andre læger, som patienterne dagligt møder i klinikken.
Men det er et brud på sundhedsloven, at den læge, der møder patienterne, er en anden end den faste læge, der fremgår af sundhed.dk, mener Region Nordjylland.
Det handler om patientsikkerhed, at der skal være en læge til stede i praksis, forklarer [Praksischefen], der er praksischef i Region Nordjylland,
- Når han lige pludselig befinder sig på to forskellige adresser, men har åbent i begge klinikker, kan der jo ske noget i den ene klinik, hvor han som læge bør være til stede, siger han.
Så det er ikke nok bare at være der om formiddagen?
- Nej, det er ikke tilstrækkeligt, og det er også det, [Lægen] har vidst siden 2017, siger [Praksischefen].
Regionen har derfor i maj måned annonceret, at [Lægen] får frataget ydernummeret i [Bynavn A], og at de knap 1200 patienter fra 1. juli får tilbud om læge i [Bynavn B].
Hvis altså ingen andre læger forinden har budt ind på ydernummeret i den lille by mellem [Bynavn C] og [Bynavn B].
400.000 patientkontakter siden 2012
I dokumentaren ‘Den travle læge’ undersøger TV 2, hvorfor nogle læger med usædvanligt mange patientklager får lov at fortsætte.
En af dem er [Lægen], der over for TV 2 forklarer, at hans arbejdsuge nemt runder 80 timer – og at han ene læge passer to lægeklinikker i henholdsvis [Bynavn D] og [Bynavn A].
[Lægen] mener, at hans 13 kritiksager skal ses i lyset af, at han siden 2012, ifølge ham selv, har haft 400.000 patientkontakter.
Hans i dag knap 3000 patienter er, ifølge [Lægen], klar over, hvordan konstruktionen er, og at de kan træffe ham i begge klinikker hver dag.
Lægen selv afviser, at han overtræder overenskomstens regler.
Regler, der forenklet sagt beskriver, at den læge, der på sundhed.dk står som fast læge, også er den læge, patienterne skal møde i det daglige.
Så [Klager] er ikke læge her, og det har været en formalitet, at han var anført som læge?
- Han står som navn i lægekapaciteten, og det er sådan, regionen ønskede det, så det er det, han har gjort, siger [Lægen], der fuldt ud erkender, at han “gerne udfordrer den gældende orden.
”
- Det er blandt andet også det, man har akademisk uddannede mennesker til, siger [Lægen].
Ifølge ham har Region Nordjylland været vidende om – og accepteret – at han har haft lægeansvaret for to klinikker, siden han overtog klinikken i [Bynavn A] i 2018
Det blev blandt andet diskuteret på et møde i 2018, forklarer [Lægen], som også mener, at regionen har kendt til driftsformen via et brev, lægen sendte til regionen i slutningen af 2019.
I korrespondancen, som TV 2 har set, skriver [Lægen] blandt andet, at “jeg har IKKE på eller til borger.dk (gælder også sundhed.dk, red) har oplyst, at det er muligt at bestille tid hos [Klager]”.
Desuden skriver [Lægen], at han oplyser på sine klinikkers hjemmesider, at han ejer og driver både [Lægeklinik B] og [Lægeklinik A].
- Mine patienter sætter, efter hvad jeg hører, pris på, at de kender deres læge og at deres læge kender dem, at jeg følger dem tæt, skriver lægen.
Fratagelse af ydernummer er indgribende
Region Nordjylland, der er ansvarlig for at kontrollere, at reglerne overholdes, afviser at have kendt til og accepteret driftsmodellen af de to klinikker.
I december 2024 var der svarfrist for den nordjyske læge for at redegøre for, hvem der var fast læge i klinikken.
Men ifølge regionen fik man aldrig et klart svar.
[Praksischefen], der er praksischef i Region Nordjylland, forklarer, at beslutningen om at inddrage ydernummeret er truffet, fordi regionen først i foråret 2025 har fået indsigt i materiale, der viser, at [Lægen] driver begge klinikker ene læge.
- Det er ret indgribende, når vi fratager et ydernummer.
Det er en del af hans levebrød, så det skal vi selvfølgelig også have respekt for, og derfor skal vi også have en grundig og ordentlig sagsbehandling, siger han.
Det har i årevis fremgået åbent af lægeklinikkens hjemmeside, at patienterne har kunnet møde én læge i praksissen, og at det var [Lægen].
Hvorfor har I først opdaget det nu?
- Det er faktisk ikke så tydeligt på den hjemmeside.
Der står, at han driver en soloklinik – det er ikke det samme (som at han er alene læge, red.).
Men han får en tilrettevisning i 2019, og så må vi gå ud fra i et tillidsbaseret system, at så retter man ind i respekt for den aftale, man har, siger [Praksischefen].
- Men det kan vi så konstatere nu, at det har han ikke gjort, siger han.
Generelt et “meget alvorligt” regelbrud
Formanden for PLO, [Formanden], kan ikke udtale sig om den konkrete sag i Nordjylland.
Men generelt ser man “meget alvorligt” på, hvis reglerne bliver brudt, siger [Formanden] og henviser til lignende, tidligere sager.
Blandt andet sagen om [Sundhedskoncernen], hvor DR sidste år kunne fortælle, at kæden overtog ydernumre, særligt i udkantskommuner, hvorefter lægehusenes patienter i høj grad blev tilset af sygeplejersker og skiftende lægevikarer, men stort set aldrig af den læge, der stod som ejer.
[Sundhedskoncernen] blev politianmeldt, mens sundhedsministeren meldte ud, at regionerne skal have bedre mulighed for at kontrollere snyd.
En aktindsigt hos Danske Regioner viser, at i løbet af de seneste fem år har tre læger fået taget deres ydernummer på grund af overtrædelse af sundhedsloven i forbindelse med 'fast lægekapacitet'.
I marts 2024 blev det eksempelvis besluttet, at en øre- næse- halslæge skulle udelukkes fra at praktisere og blev pålagt en bod.
Det skyldtes, at lægen ikke havde speciale i almen medicin og samtidig drev to klinikker, hvoraf han kun var meget sporadisk til stede i den ene.
Af referatet, som TV 2 har fået aktindsigt i, fremgår det blandt andet, at lægens advokat henviser til, at den skiftende bemanding skyldtes, at klinikken var placeret i et lægedækningstruet område.
- En læge er ikke bare en læge
[Rådgiveren] var indtil april 2025 formand for Det Etiske Råd, er forhenværende direktør i Region Midtjylland og Kræftens Bekæmpelse, og i dag er han rådgiver og debattør på sundhedsområdet.
Han anerkender, at der visse steder i landet er store udfordringer med at få læger nok til ydernumrene.
Blandt andet i Nordjylland.
- Men hvis man holder på problematisk personale, fordi det er svært at besætte stillinger, er det jo starten på derouten.
Det nytter ikke noget, at vi af den grund accepterer noget, der er uacceptabelt, siger [Rådgiveren].
Han understreger, at det langt fra er ligegyldigt, hvilken læge der møder patienten i den almene praksis.
- En læge er ikke bare en læge.
Det skal være en, der er til stede, og en, der er kompetent.
Ellers holder man befolkningen for nar, siger han.
En “sten i skoen”
[Lægen]s opfattelse er, at han har været en “sten i skoen” for regionen i mange år.
- De har godt kunnet bruge mig som fast læge i otte år, hvor jeg har knoklet som en sindssyg, men nu smider de mig ud.
Men nu har de efterhånden fået så mange læger, at der ikke er de samme problemer med lægedækningen, siger han.
[Praksischefen] afviser, at regionen har givet [Lægen] længere snor, fordi der har været udfordringer med lægedækningen.
- Vi kommer aldrig til at sætte lægedækning over patientsikkerheden, siger han.
Den – på papiret – fastansatte læge [Klager] har i april over for TV 2 forklaret, at han er på orlov og passer et helt andet job i dag.
Dog har han ‘nogle gange’ været læge i [Bynavn A], men han kan ikke præcist huske hvornår eller hvilke år, han eventuelt har passet praksissen.
TV 2 har efterfølgende forsøgt at få uddybet, hvad 'nogle gange' dækker over, men [Klager] har i den forbindelse henvist til [Lægen].
[Lægen] har protesteret over regionens beslutning om fratagelse af ydernummer og har i den forbindelse kontaktet en advokat.
”
Til artiklen er indsat et skærmbillede fra sundhed.dk, som er ledsaget af følgende tekst
”[Klager] kan ikke præcist huske, hvornår eller hvilke år, han eventuelt har passet praksissen i [Vejnavn] i [Bynavn A].
Men han står som den tilknyttede læge, når man slår klinikken op på sundhed.dk.
”
Af billedet fremgår følgende tekst
”[Lægeklinik A]
Praktiserende læge
Der er tilknyttet 1 læge til denne praksis
[Klager]
Ansat læge
Alder: 52 år
Køn: Mand
Anciennitet som praktiserende læge: 15 år”
[Klager] klagede til TV 2, som den 4. juni 2025 afviste klagen.
[Klager]s klage over TV 2s afvisning er modtaget i Pressenævnet den 4. juni 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Sagen vedrører TV 2’s udsendelse og tilhørende artikler, hvor TV2 forkert og mod bedre vidende mistænker at jeg har fungeret som ”stråmandslæge” i en klinik i [Bynavn A].
Jeg har på det kraftigste afvist denne påstand og samtidig afvist at medvirke i interview, der kan give anledning til en sådan mistænkeliggørelse.
Jeg ønsker hermed at gøre gældende, at TV 2’s behandling af sagen og offentliggørelsen af interviewuddrag er i strid med god presseskik.
Jeg har modtaget TV 2’s svar vedrørende offentliggørelsen af interviewuddrag om min rolle som læge i [Bynavn A].
Jeg ønsker hermed at fremhæve væsentlige forhold, som efter min opfattelse ikke er tilstrækkeligt belyst i deres redegørelse, og som understøtter min indsigelse mod offentliggørelsen.
For det første vender TV 2 situationen på hovedet, når de anfører, at jeg blot kunne have stillet op til interview og uddybet mine svar.
Jeg har klart og utvetydigt afvist medvirken, og det er ikke min opgave – eller min pligt – at stille op i et interview, jeg ikke ønsker.
Det påhviler redaktionen at sikre, at fakta er korrekt og fuldstændigt afdækket, og at kilden er korrekt informeret om interviewets sammenhæng og formål, før der stilles spørgsmål.
TV2 optog samtalen med mig, uden min viden, og har senere ikke villet udlevere den, til berigtigelse af de udsagn de har udtaget.
For det andet har TV 2 et selvstændigt ansvar for, at jeg som kilde kender den kontekst, mine svar afgives i.
Det er journalistens opgave at sikre, at interviewet foregår under forudsætninger, der gør det muligt at give velovervejede og retvisende svar – ikke at fange kilden på det forkerte ben for at skabe en sensationel historie.
TV 2’s fremgangsmåde er endvidere i direkte modstrid med deres egne etiske retningslinjer, som klart fastslår: ”I tilfælde, hvor man vil skildre personer, der ikke har indvilget i at deltage i et program, kræves det, at samfundsinteressen for sagen overstiger hensynet til den pågældende persons privatliv.
”
TV 2 tolker, mod bedre vidende, min rolle som fast vikar ind i en kontekst som fast tilknyttet læge efter overenskomstens bestemmelser.
Det har ingen samfundsinteresse at bringe en historie, som de ved er forkert.
Der er ingen samfundsinteresse i, at jeg har arbejdet som vikar i klinikken, ligesom det ikke tjener samfundsinteressen, at klinikken ikke har slettet mit navn fra hjemmesiden.
Jeg anmoder derfor Pressenævnet om at tage disse forhold i betragtning ved vurderingen af sagen, og jeg fastholder min indsigelse mod offentliggørelse af interviewuddragene.
”
[Klager] har som svar på TV 2s udtalelse af 8. august 2025 anført blandt andet følgende
”Jeg fastholder min klage over TV 2’s udsendelse ”Den travle læge” og den tilhørende artikel, som efter min opfattelse bryder med god presseskik ved at skabe en fejlagtig og stigmatiserende fortælling om mig som “stråmandslæge”.
Kort baggrund
Udsendelsens egen dokumentation af, at fortællingen er forkert
Udsendelsen indeholder fire centrale passager, som – sat sammen – dokumenterer, at TV 2 kendte det korrekte faktum (at jeg ikke er fast læge), men alligevel valgte at fremføre en stråmands -vinkel
a) 34:20 – ”det er korrekt at jeg står som fast læge.
” Mit svar “det er korrekt, at jeg står som fast læge” kan ikke udlægges som dokumentation for et ansættelsesforhold.
Det er en tilkendegivelse af, at jeg i en kort periode var en af klinikkens vikarer.
Ikke mere end det.
Journalisten havde til hensigt at overrumple mig for et godt citat.
b) 34:43 – Udsendelsen fremlægger mig som “stråmandslæge”, hvorefter PLO-formand [Formanden] siger: “Det er ulovligt.
” Den udtalelse får – i den anvendte klipning – karakter af direkte retlig mistænkeliggørelse af mig personligt, uden at udsendelsen dokumenterer, at jeg har ageret som “stråmand”.
c) 35:26 – Klinikejeren siger: “Det er korrekt, [Klager] han [har] været vikar.
” Dette er klar og utvetydig modfaktisk oplysning i forhold til stråmandsvinklen.
Den bekræfter min begrænsede og midlertidige tilknytning.
d) 37:50 – TV 2 konstaterer selv: “det står lysende klart at [Klager] ikke er den faste læge.
” Når udsendelsen selv fastslår dette, er det mod bedre vidende at fastholde og forstærke en fortælling om mig som “stråmandslæge” og ledsage den med udsagnet “Det er ulovligt” .
Interviewet blev gennemført under et uanmeldt telefonopkald uden forudgående orientering om programmets præmis, og kan derfor ikke anvendes som dokumentation for “stråmandslæge”-virke.
Dette understreges i øvrigt af, at udsendelsen selv fastslår, at “det står lysende klart, at [Klager] ikke er den faste læge” (37:50), og at klinikejeren bekræfter, at jeg kun har været vikar (35:26).
Sammenstillingen af (b) og (d) efterlader seeren med en urigtig og skadevoldende samlet indtrykseffekt: Jeg bliver castet som en ulovlig “stråmand”, selvom udsendelsen samtidig medgiver, at jeg ikke er den faste læge, og selvom (c) dokumenterer, at jeg alene har været vikar.
Retlig ramme for vikaransættelser (Overenskomsten § 25)
Vikaransættelser i almen praksis er udtrykkeligt lovlige og detaljeret regulerede.
Efter § 25 kan en læge med ret til selvstændigt virke ansættes som vikar i op til to måneder (og i op til seks måneder i en flerlægepraksis, når en ejerlæge er fysisk til stede), med yderligere krav til speciallæger/supervision m.v. Min rolle i [Bynavn A] var et kortvarigt vikariat.
Når udsendelsen tematiserer “ulovlighed” og “stråmandslæge” uden at oplyse disse helt centrale rammer, skabes et forkert indtryk af, at selve vikariatformen er ulovlig.
Det er den ikke.
Væsentlig kontekst er dermed udeladt, og det bidrager til den misvisende samlet-indtrykseffekt, som klagen angår.
(Ordlyden af § 25 er vedlagt som bilag.)
Korrekthed, kildekritik og kontekst
TV 2’s henvisning til regionale skridt
TV 2 henviser til, at Region Nordjylland den 19. maj 2025 besluttede at “hjemtage lægekapaciteten”, og omtaler en formulering om, at den oplyste læge ikke er til stede.
Uanset regionale dispositioner i 2025 ændrer det ikke på sandheden om min rolle: Jeg var ikke fast læge i [Bynavn A] og har ikke fungeret som “stråmandslæge”.
At bruge senere regionale tiltag som efterrationalisering kan ikke opveje udsendelsens mangelfulde og skadevoldende personlige karakteristik.
Pressenævnets praksis
Om overrumpling
Pressenævnet gav i sag 2022-80-0868 DR fik kritik for udsendelser uden informeret samtykke.
Nævnet fandt, at de medvirkende ikke var tilstrækkeligt informeret om præmisserne.
Kendelsen understreger kravet om klar orientering før interview.
Pressenævnet gav i sag 2022-80-0854 TV 2 kritik for brug af konfrontationsoptagelse.
Nævnet lagde vægt på, at TV 2 ikke havde forsøgt at kontakte den omtalte person forud og derfor kritiserede konfrontationen.
De to kendelser understreger, at “overrumpling” – interview/klip uden ordentlig information, forelæggelse og kontekst – strider mod god presseskik.
Om forkert sammenblanding af oplysninger
Pressenævnet gav i sag 2024-14050 TV 2 Østjylland fik kritik for ikke retvisende omtale.
Nævnet lagde vægt på, at TV2 Østjylland fejlagtigt tilskrev en beboers opfattelse til en myndighed.
Pressenævnet gav i sag 2024-14168 TV 2 kritik for at have udeladt væsentlige oplysninger, som fik et sikkerhedsfirma og en tidligere direktørs svar til at fremstå forvansket i udsendelsen.
De refererede understreger, at det er i strid med god presseetik at et kort telefoncitat klippes/placeres, så seeren efterlades med et urigtigt samlet indtryk (koblingen ”stråmandslæge”/”det er ulovligt” samtidig med, at udsendelsen selv siger, at [Klager] ikke er fast læge).
Om udeladelse af væsentlige oplysninger
Pressenævnet gav i sag 2021-80-0728 DR kritik for at udelade væsentlige oplysninger om karakter af en udført test, herunder at den ikke var statistisk valid og tidsmæssig kontekst.
Pressenævnet gav i sag 2020-80-0573 Berlingske kritik for at afvise omtale af en påtaleopgivelse.
Nævnet kritiserede, at mediet ikke tog det væsentlige retlige faktum (påtaleopgivelse) med i den videre dækning.
De refererede sager understreger, at væsentlig kontekst ikke må udelades.
Det er derfor i strid med god presseetik, at TV2 ikke oplyser, at brug af vikarer er tilladt.
Samlet vurdering
Udsendelsen ved (og siger selv), at jeg ikke er fast læge, og den har (via klinikejeren) dokumentation for, at jeg var vikar.
Alligevel publikumsvinkles jeg som “stråmandslæge” og kobles direkte til udsagnet “Det er ulovligt.
” Det er en urigtig og uproportionel karakteristik af en navngiven læge, som påfører mig alvorlig skade og må anses for i strid med god presseskik (kravene om korrekthed, kildekritik, loyal gengivelse og proportionalitet).
Påstande og anmodninger
Jeg anmoder Pressenævnet om at
Udtale kritik af TV 2 for en urigtig og skadevoldende fremstilling, der – trods udsendelsens egne korrektioner – efterlader et misvisende samlet indtryk af, at jeg har ageret som “stråmandslæge”.
Pålægge berigtigelse/genmæle på tv2.dk og i den publicerede udsendelse (TV 2 Play), der tydeligt og loyalt oplyser, at: Jeg alene har været vikar, at vikaransættelser er lovlige og overenskomstregulerede (bl.a. § 25), og at min rolle i [Bynavn A] var et lovligt, kortvarigt vikariat, at jeg ikke har fungeret som fast læge i [Bynavn A], og betegnelsen “stråmandslæge” ikke har faktisk grundlag i forhold til mig.
Pålægge tydelig kontekstualisering eller fjernelse af det anvendte telefonklip i sin nuværende form, idet klipningen giver et vildledende indtryk af min rolle.
Påbyde fremhævet offentliggørelse af Pressenævnets afgørelse i både artikel og udsendelsesunivers (titel/opsummering og først i artiklen samt som forbemærkning eller overlejring i udsendelsen), så skaden effektivt imødegås.
”
2.2 TV 2s synspunkter
TV 2 har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet bemærket, at mediet i det hele henholder sig til klagesvar af 4. juni 2025 til [Klager].
I TV 2s afvisning af [Klager]s klage er anført blandt andet
”Vi har, som du er bekendt med, i dag udgivet ’Den travle læge’, hvori det også fremgår, at du har været indsat som fast lægekapacitet i [Lægen]s klinik i [Bynavn A] siden 2018.
Det er væsentligt at undersøge din rolle i klinikkerne.
Du står som den faste lægekapacitet på sundhed.dk og dit navn er årsagen til, at [Lægen] har kunne bevare sit ydernummer i [Bynavn A], siden 2018.
Den måde, klinikken har været drevet på, er ifølge Region Nordjylland, et brud på sundhedsloven.
Den faste lægekapacitet, altså dig, skal ifølge regionen, være den læge patienterne også kan forvente at møde i klinikken.
Vi har i forbindelse med programmet efterprøvet, om du er til stede i klinikken ved at spørge patienter og ved at ringe til dig.
I telefoninterviewet, hvor [Journalisten] præsenterer sig som journalist, spørger han dig konkret ind til, om du er fast læge i [Bynavn A].
Til det svarer du ’nogle gange’, men at du er på orlov nu.
[Journalisten] spørger også, om der er et år, hvor du har været der rigtig meget.
Efter opkaldet til dig spørger [Journalisten] dig flere gange til et tv-interview, både på sms og senere på mail, hvor vi giver dig mulighed for at uddybe, forklare og være mere specifik med de datoer på din tilstedeværelse i klinikken, som du siger, du ikke kan huske.
Dette afslår du.
Vi orienterer dig også i slutningen af april, altså en måned før udsendelsen, hvor vi gengiver de passager med dig, som vi vil bringe i programmet.
Her giver vi dig igen mulighed for at stille op til et tv-interview.
Vi orienterer dig også 2.juni, da der er passager, vi har skåret ud af programmet.
Senere i dag udkommer vi med en artikel, hvor det også vil fremgå, at det er dig, der har været fast lægekapacitet i [Bynavn A].
Vi har også i denne sammenhæng forsøgt at få en kommentar fra dig uden held.
”
TV 2 har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet anført blandt andet
”Udsendelsen og artiklen er egenproduceret af TV 2.
Redaktionen har fået forelagt klagen til udtalelse.
TV 2 skal i det hele henholde sig til sit svar af 4. juni 2025, der vedlægges som bilag 1, idet klagerens klage til Pressenævnet af 4. juni 2025 giver anledning til følgende tilføjelser og præciseringer
Programmet ”Den travle læge” handler om en række kritiksager i relation til læge [Lægen] og om myndighedernes ageren overfor [Lægen] og overfor andre læger, der modtager mange klager.
I programmet nævnes læge [Klager], idet han siden 2018 på sundhed.dk har stået anført som ”fast lægekapacitet” på den ene af de to lægepraksisser, som læge [Lægen] har ydernummer til.
Den læge, der står anført som ”fast lægekapacitet”, skal ifølge Region Nordjylland være den læge, patienterne møder i klinikken.
Ingen af de patienter, TV 2s journalist taler med i programmet har mødt [Klager] i lægepraksissen i [Bynavn A].
[Lægen] oplyser at ”Jeg er ikke helt sikker på, om han [[Klager]] har passet et vikariat på en uge på et tidspunkt”.
[Klager] oplyser selv i en telefonsamtale med TV 2s journalist, at han er i lægepraksissen ”nogle gange”, men ikke for tiden, da han har orlov.
Yderligere bliver han spurgt, om han kan nævne en periode, hvor han har været i lægepraksissen.
Det kan han ikke.
Det er denne telefonsamtale, som [Klager] anfægter, at TV 2 berettiget kan publicere.
I telefonsamtalen præsenterer journalist [Journalisten] sig som journalist på TV 2 i begyndelse af opkaldet.
Denne del af opkaldet er dog udeladt i programmet – af tidsmæssige årsager.
Optagelsen af og publicering af telefonsamtalen mellem læge [Klager] og journalist [Journalisten] er berettiget.
Samtalen udgør en del af redaktionens efter prøvelse af [Klager]s rolle i lægepraksissen i [Bynavn A].
Samtalen er væsentlig og har klar dokumentationsværdi og når en journalist ringer og præsenterer sig som journalist, kan samtalen videregives i et tv-program, idet lydoptagelser i dag betragtes som et almindeligt journalistisk arbejdsredskab.
En sådan telefonsamtale betragtes ikke som en skjult lydoptagelse og skal ikke opfylde betingelserne i de presseetiske regler punkt B.
7 for at være berettiget.
I øvrigt bemærkes at samtalen relaterer sig til [Klager]s erhvervsmæssige virke som læge og ikke omhandler private forhold.
TV 2 tilbyder efterfølgende [Klager] et tv-interview, såfremt han ønsker at uddybe de svar, han kommer med i telefonsamtalen.
[Klager] ønsker ikke at deltage i et tv-interview hvilket TV 2 respekterer.
Der er således ikke tale om, at TV 2 ”vender situationen på hovedet” således som [Klager] skriver i klagen.
Blandt andet på grund af TV 2s undersøgelser besluttede Region Nordjylland 19. maj 2025 at hjemtage lægekapaciteten til lægepraksissen i [Bynavn A], idet Regionen fandt, at ” Konklusionen på undersøgelserne er, at den læge, som er oplyst til at være praktiserende speciallæge i klinikken i [Bynavn A], ikke er til stede og ikke udfører medicinsk arbejde.
” , jf. nyhed fra Region Hovedstadens hjemmeside, der vedlægges som bilag.
”
TV 2 har til [Klager]s bemærkninger af 26. august 2025 supplerende anført blandt andet
”Det er et faktum i sagen, at [Klager] siden 2018 har været registreret som ”fast lægekapacitet” i klinikken i [Bynavn A].
Pressenævnet kan ligeledes lægge til grund, at [Klager] i perioden fra 2018 på nær én uge ikke har arbejdet i klinikken.
De reelle forhold stemmer således ikke med de formelle.
Dette misforhold kommenterer [Formanden], PLO på følgende måde (tidskode 34:38-35:09)
”Jeg kan jo ikke udtale mig om konkrete sager og heller ikke den sag, som I refererer til her, men kun sige helt generelt, at det er et alvorligt brud på vores aftale, hvis ikke der er en navngiven læge tilstede i en enkelt læge klinik, og det er endnu alvorligere brud, hvis det er, at man har sat netop en stråmand ind, som den, der skulle være der uden faktisk at være til stede, og det får konsekvenser og kapaciteterne eller retten til at praktisere bliver inddraget, når det kommer dertil i sådan nogle sager, Det har praksis været i de seneste år.
”
[Klager] klager blandt andet over brugen af ordet ”stråmand”.
Det er TV 2s opfattelse, at det er klart berettiget, taget misforholdet mellem det reelle og formelle i betragtning, at TV 2 videregiver [Formanden]s udtalelsers herunder bemærkningen om ”stråmand”.
I mailen af 26. august 2025 nævner [Klager], at
”klinikken/sundhed.dk har på et tidspunkt fejlagtigt opført mig som ”fast læge/fastlægekapacitet”.
Dette forhold lå uden for min kontrol.
”
Dette er et nyt argument fra [Klager].
Han har hverken i telefonsamtalen, der indgår i programmet eller i den efterfølgende skriftlige korrespondance med redaktionen anført, at han ikke skulle være vidende om, at han var registreret som ”fast lægekapacitet” på klinikken i [Bynavn A].
Hen bekræfter tværtimod bl.a., at han er ”den fastansatte læge på papiret”.
Vikarforhold
[Klager] oplyser i mailen af 26. august 2025, at han har været vikar i klinikken i [Bynavn A] i én uge.
[Klager] har ikke tidligere overfor redaktionen oplyst om vikarforholdet.
Det er TV 2s opfattelse, at det forhold, at [Klager] måtte have optrådt som vikar i en kort periode på 1 uge ikke ændrer på hovedvægten i kritikken;
at han jo er registreret som ”fast lægekapacitet” i perioden fra 2018-2025 uden at være til stede.
Det ligger klart indenfor TV 2s redigereringsret at fravælge omtale af eksempelvis overenskomstens § 25 om retlig ramme for vikaransættelser.
Oplysningen om [Klager]s vikarforhold videreformidles i øvrigt af TV 2 under interviewet med [Lægen].
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Maria Becher Trier og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34,¬og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et¬genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Det bemærkes, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om genmæle, da [Klager] ikke i forbindelse med klagen til nævnet har fremsendt et konkret forslag til genmæle.
God presseskik
Vinkling
[Klager] har klaget over, at TV 2s omtale efterlader et misvisende samlet indtryk af, at han har ageret som ”stråmandslæge”.
I den forbindelse har [Klager] henvist til, at han alene har arbejdet en uge i 2018 som vikar i lægeklinikken [Lægeklinik A] i [Bynavn A], at han på et tidspunkt fejlagtigt var opført som ”fast læge/fast lægekapacitet”, og at han aldrig har fungeret som fast tilknyttet læge i klinikken.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.
1 og A.
2.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har mulighed for at vurdere, hvorvidt vikaransættelser i almen praksis er sket i overensstemmelse med vilkår og rammebetingelser i overenskomst om almen praksis indgået mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), ligesom nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til sundhedsfaglige spørgsmål.
I udsendelsen ”Den travle læge” og artiklen ”Han var fast læge i [Bynavn A] i syv år – men kan ikke huske, hvornår han sidst har været der” medvirker [Lægen], som udtaler sig om kritikken af sit virke som privatpraktiserende læge og ejerlæge, herunder driften af lægeklinikkerne [Lægeklinik B] i [Bynavn D] og [Lægeklinik A] i [Bynavn A].
I udsendelsen og artiklen medvirker også blandt andet [Formanden], formand for PLO, og [Praksischefen], praksischef i Region Nordjylland, som udtaler sig generelt om området.
Pressenævnet finder, at det har klar samfundsmæssig interesse at belyse forhold om tildeling af ydernumre til praktiserende læger, herunder hvorvidt læger med flere ydernumre reelt varetager de tilknyttede lægepraksisser.
Pressenævnet finder efter en samlet vurdering, at TV 2s valg og fravalg af informationer i omtalen af [Klager] ikke overskrider rammerne for redigering.
Nævnet har lagt vægt på, at oplysningerne i omtalen har dækning i de faktiske forhold, og at det klart fremgår af omtalen, hvor oplysningerne stammer fra.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at TV 2 korrekt har gengivet, at [Klager] ifølge offentlige oplysninger var registreret som fast tilknyttet læge i lægeklinikken [Lægeklinik A], og at TV 2 har gengivet [Klager]s oplysning om, at han ”nogle gange” har været læge i [Lægeklinik A], men at han ikke kan huske præcist hvornår.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af omtalen, at [Klager] har drevet vikarfirmaet [Virksomheden], og at [Lægen] efter eget udsagn ”måske [har] brugt [Virksomheden] en eller to uger”, ligesom [Lægen] forklarer, at [Klager] ”står som navn i lægekapaciteten, og det er sådan regionen, de gerne ønskede det, og det er så det, han har gjort”.
Nævnet har herudover lagt vægt på, at [Formanden]s udsagn, som indledes med et tydeligt forbehold for, at han ikke kan udtale sig om konkrete sager, fremtræder som generelle udsagn, og at udsagnene ikke kan anses for at indeholde en beskyldning mod [Klager] for at have handlet i strid med gældende regler.
Det er herefter nævnets opfattelse, at seerne og læserne ikke kan anses for at efterlades med et ukorrekt indtryk af [Klager]s virke.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Lydoptagelse
[Klager] har klaget over, at TV 2 har optaget og offentliggjort en telefonsamtale med ham, uden at han har givet samtykke hertil.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Det er Pressenævnets opfattelse, at en lydoptager i dag må anses for at være et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og at en person, som taler med en journalist, må være forberedt på, at samtalen optages.
Det er endvidere nævnets opfattelse, at i de tilfælde, hvor skrevne medier efter en telefonsamtale kunne have bragt en udtalelse som citat, kan elektroniske medier også bringe et uddrag af optagelsen som lyd.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at journalist [Journalisten] fra TV 2 ved samtalen med [Klager] præsenterede sig og oplyste, at han var journalist og ringede fra TV 2.
[Klager] var således fra samtalens begyndelse bekendt med, at han talte med en journalist.
Optagelsen udgør således ikke en skjult optagelse i de presseetiske retningslinjer punkt B.
7s forstand.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at journalisten ikke oplyste [Klager] om, at samtalen blev optaget.
Pressenævnet finder, at situationen kan sidestilles med de tilfælde, hvor der er tale om en udtalelse til citat, da [Klager] under samtalen udtalte sig om sagen og besvarede de stillede spørgsmål.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere TV 2 for at have offentliggjort telefonsamtalen.
Nævnet har lagt vægt på optagelsens karakter, herunder at optagelsen ikke vedrører [Klager]s private forhold, men relaterer sig til hans erhvervsmæssige virke som privatpraktiserende læge.
Afgjort den 21. april 2026
-
Jeg arbejdede én uge som vikar i 2018 i klinikken i [Bynavn A].
-
Klinikken/sundhed.dk har på et tidspunkt fejlagtigt opført mig som “fast læge/fast lægekapacitet”.
Dette forhold lå uden for min kontrol.
-
Jeg har aldrig fungeret som fast tilknyttet læge i klinikken, og jeg afviste at medvirke i interview netop for at undgå en fejlagtig mistænkeliggørelse.
-
Korrekthed : Udsendelsen blander en hjemmesideoplysning (at jeg står som fast læge) sammen med et påstandskompleks om stråmandsvirke.
Kernen – at min faktiske funktion var vikar i en kort periode – bliver ikke loyalt og tydeligt gjort til hovedbudskab.
-
Væsentlig udeladelse af kontekst : Udsendelsen lader udsagnet “Det er ulovligt” stå i umiddelbar forlængelse af en vinkel om “stråmand”, men undlader at oplyse, at vikaransættelser i almen praksis netop er tilladte og reguleret i overenskomstens § 25.
Denne udeladelse forstærker en urigtig samlet indtrykseffekt af min lovlige vikarrolle.
-
Kildekritik : Når klinikejeren selv bekræfter vikarforholdet (c), og når udsendelsen selv erkender, at jeg ikke er fast læge (d), tilsiger basal kildekritik, at den mistænkeliggørende og retlige karakteristik (“stråmandslæge”/“ulovligt”) ikke kan bruges om mig.
-
Kontekst/indtryk : TV 2 skriver, at telefonoptagelsen er berettiget.
Spørgsmålet her er imidlertid ikke optagelsens lovlighed, men om udvælgelse, klipning og placering af uddraget skaber et misvisende samlet indtryk.
Ved at udelade journalistens præsentation og ved at klippe min konstatering af en registreringsstatus sammen med generelle udsagn om “ulovlighed”, skabes et forkert narrativ om min rolle.
-
Forelæggelse : At jeg afviser et studieinterview, kan ikke fritage redaktionen for pligten til at sikre korrekt faktuel fremstilling og loyal kontekstualisering af allerede tilvejebragte oplysninger, herunder den afgørende oplysning om, at jeg alene var vikar.