Legislator Case Law & Legislation
W20260946025 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-05251

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9460 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-05251

KEN#LOKDOK23 2026 9460 Valid

Frihedsbrevet bragte i foråret 2025 en artikel, som omtalte en tilknytning mellem en person og en kritiseret privat bostedskæde, som havde en kontroversiel ejerkreds med blandt andet en tidligere islamisk ekstremist iblandt.

Personen, der blev knyttet til bostedskæden, var i offentligheden kendt fra en dokumentarserie, som viste, hvordan blandt andet rockere og bandemedlemmer samarbejder med advokater og erhvervsfolk i forbindelse med blandt andet hvidvask og skattesnyd.

Af den påklagede artikel, der kritisk omtalte blandt andet selskabskonstruktionen bag den omtalte bostedskæde, fremgik det, at hun som led i ansættelsen hos et revisionsfirma havde foretaget en ændring i bostedskædens CVR-oplysninger.

Personen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt misvisende omtale, som efterlod læseren med et indtryk af, at hun havde en tilknytning til ejerkredsen i selskabet, herunder at artiklens overskrift og billedbrug var misvisende.

Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at omtalen måtte anses for at have tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold og lagde endvidere vægt på, at personen var blevet forelagt oplysningerne, og at det i artiklerne fremgik, at hun afviste ethvert kendskab til selskabet bag bostedskæden og dets ejere.

Nævnet fandt heller ikke grundlag for at udtale kritik af artiklens overskrift eller billedbrug.

KEN#LOKDOK23 2026 9460 Valid

[Klager] ved advokat [Advokaten] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Bosted ejet af tidligere islamisk ekstremist trækker tråde til Den Sorte Svane” bragt den 18. marts 2025 på frihedsbrevet.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over blandt andet, at artiklen indeholder misvisende omtale og billedbrug.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

Frihedsbrevets journalist [Journalist] sendte den 14. marts 2025 følgende mail til [Klager]s advokat [Advokaten]

”Kære [Klager] og [Advokaten],

Jeg skriver en historie om en privat bostedskæde.

I forbindelse med min research har jeg gennem Socialtilsynets hjemmeside og en række aktindsigter fundet oplysninger om dig [Klager].

I artiklen er der ikke en kritik rettet mod dig, men for en god ordens skyld, sender jeg afsnittet, hvor du nævnes, såfremt du skulle have lyst til at kommentere eller komme med bemærkninger.

Afsnittet lyder

Den 15. februar 2019 bliver oprettet et selskab ved navn [Selskab A] på adressen [Vejnavn 1] 3 i indre [Bynavn 1].

Selskabet skal drive bosteder for nogle af landets mest sårbare borgere, og ejeren bag hedder [Person 1].

Frihedsbrevet har tidligere kunne afsløre, hvordan han har været en ledende figur i det ekstreme islamistiske miljø i Danmark, og hvordan [Selskab A] i dag står anklaget for massiv omsorgssvigt af sine beboere.

Men bag den mondæne adresse gemmer der sig opsigtsvækkende navn.

På det tidspunkt, hvor [Selskab A] blev oprettet, havde [Klager], også kendt som Den Sorte Svane, nemlig sit kontor på [Vejnavn 1] 3.

En aktindsigt ved Erhvervsstyrelsen viser samtidig, at [Klager] gjorde mere end blot at lægge adresse til selskabet.

Her kan man se i de såkaldte selskabsregistreringer, hvordan hun laver ændringer i [Selskab A] som partsrepræsentant.

Hvilke ændringer vides ikke, men [Klager] gør det via selskabet [Selskab B], der er ejet af den berygtede skandalerevisor [Person 2], der er Den Sorte Svanes tidligere læremester.

Da dokumentaren om Den Sorte Svane udkom sidste år blev bosteder netop nævnt som en fidus, den kriminelle underverden kunne lukrere på.

Den juridiske rådgiver, [Person 3], trådte nemlig frem i dokumentaren med et interessant tilbud til [Klager].

“Vi kan få 300.000 kroner for autister per person.

Det er hvide penge, som har så meget værdi,” lød det fra [Person 3], der herefter foreslog, at de to kvinder skulle åbne et bosted for mennesker med autisme for på den måde at trække penge ud af de kommunale kasser."

Spørgsmål til [Klager]/[Advokaten]

* Har du/I kommentarer eller bemærkninger, som du ønsker at tilføje til afsnittet?

Deadline for svar er tirsdag den 18. marts klokken 10:00.

Ring endelig, hvis I har spørgsmål til min henvendelse.

--

Med venlig hilsen/Regards

[Journalist]”

[Klager] ved advokat [Advokaten] svarede den 17. marts 2025 Frihedsbrevets journalist [Journalist] følgende

”Til [Journalist],

Tak for din mail.

Jeg kan oplyse, at jeg allerede i december 2021 selv gav informationer om denne historie til Frihedsbrevet.

I den forbindelse havde jeg møder med [Person 4], hvor vi drøftede forskelligt materiale, herunder vedrørende [Selskab A].

Jeg finder det bemærkelsesværdigt, at I nu påtænker at inddrage mig i historien om den private bosteds-kæde som jeg intet har haft med at gøre, særligt set i lyset af den

kildebeskyttelse, som [Chefredaktøren] lægger så stor vægt på.

Det er en besynderlig måde at behandle en kilde på.

Desuden vil jeg gerne korrigere nogle faktiske fejl i din udlægning af de oplysninger du har modtaget via den aktindsigt du har foretaget.

Jeg skal indledningsvis understrege, at jeg ikke har haft kontor på [Vejnavn 1] 3 siden september 2017.

Selskabet blev, som det fremgår af CVR registeret, stiftet den 15. februar 2019 og på dette tidspunkt havde jeg som nævnt ikke kontor på [Vejnavn 1] 3.

Jeg har derfor ikke "lagt adresse til" det pågældende selskab, som du skriver: ”På det tidspunkt, hvor [Selskab A] blev oprettet, havde [Klager], også kendt som Den Sorte Svane, nemlig sit kontor på [Vejnavn 1] 3.

”.

Dette bedes venligst korrigeret.

Derudover fremgår at de ændringer der er foretaget i [Selskab A] af CVR-registeret, hvor det i registreringshistorikken er muligt at se, de fire ændringer som er foretaget i 2019.

Denne information er let tilgængelig ved blot et simpelt opslag på deres CVR-nummer.

Jeg har kun foretaget anmeldelsen af den ændring i direktionen som blev registreret den 5. marts 2019 og hvorefter [Person 1] udtrådte af direktionen og [Person 5] indtrådte i direktionen.

Denne registrering skete udelukkende på foranledning og efter anvisning af [Person 2], da jeg var ansat hos ham, og [Selskab A] var kunde hos ham.

Jeg var på det tidspunkt ansat på kontoret i [Bynavn 2].

Hvis du på trods heraf ønsker at nævne at jeg anmeldte en ændring i selskabet, bedes du venligst oplyse hvilken ændring der er tale om samt at ændringen udelukkende blev foretaget på foranledning af [Person 2] og at jeg intet havde med [Selskab A] at gøre.

[Person 5], der blev en del af direktionen i 2019, blev i øvrigt også kontaktet af mig under optagelserne til TV2's "Den Sorte Svane", hvor han deltog i et møde på kontoret.

Det forekommer mig temmelig besynderligt, at I vælger at knytte mig til historien om den private bosteds-kæde alene på baggrund af en registrering, der fandt sted for seks år siden og som jeg som nævnt udførte efter anvisning fra [Person 2].

Jeg havde intet med [Selskab A] at gøre og jeg havde og har intet med bosteder at gøre, endsige de omsorgssvigt af beboere på bosteder, eller det forhold at der tjenes penge på bekostning af beboere på bosteder.

Dette bedes også præciseret i artiklen.

Din sammenkædning med [Person 3]s udtalelser i 2022 på TV2-kontoret og denne sag er helt uden sammenhæng.

Der er ingen sammenhæng overhovedet.

Endelig har jeg intet kendskab til [Person 1].

Jeg ser din artikel som en forlængelse af den sværtning af mig, som TV2 og dermed også [Chefredaktøren] vælger at underholde med offentligt.

Fakta i din artikel er ikke korrekt og sammendraget af forskellige hændelser virker tilnærmelsesvis manipulerende og alene med det formål at opnå en sammenkobling og dermed indirekte anklage mellem min person og [Selskab A].

Denne sammenkobling eksisterer ikke.

Jeg finder anledning til (endnu en gang) at gøre Frihedsbrevet opmærksom på, at I ikke må anvende det materiale I har fået af mig tilbage i den tid hvor jeg havde et samarbejde med Frihedsbrevet.

Jeg må på det kraftigste [opfordre, Pressenævnet] Frihedsbrevet om at destruere det materiale, som I tilsyneladende fortsat tillader jer at opbevare og dele med jeres journalister.

Såfremt Frihedsbrevet vælger at publicere historien, ønsker jeg mit svar bragt i sin helhed.

”

Påklaget artikel

Frihedsbrevet bragte den 18. marts 2025 artiklen ”Bosted ejet af tidligere islamisk ekstremist trækker tråde til Den Sorte Svane” på frihedsbrevet.dk.

Der er øverst i artiklen indsat et splitbillede/portrætfoto af henholdsvis [Person 1] og [Klager].

Af artiklen fremgår

” Det korte af det lange

Beboere på bostedet [Selskab A] er blevet udsat for groft omsorgssvigt, mens selskabet har tjent millioner på kommunale midler.

Bag selskabet står en tidligere islamistisk figur, og Frihedsbrevet kan nu afsløre, at [Klager], kendt fra TV 2’s Den sorte svane, dukker op i virksomhedens papirspor.

Hele historien

En ung psykisk syg mand på bostedskæden [Selskab A] fik en syngende lussing af en ansat for at gå i bad uden tilladelse.

Da han i frustration over forholdene på bostedet sprang ud ad vinduet med knoglebrud til følge, så han ikke kunne gå, fik han i stedet for toilethjælp en overskåret sodavandsflaske til at tisse i.

Historien er blot ét af flere eksempler på alvorlige omsorgssvigt, som Frihedsbrevet i sidste uge kunne afsløre efter at have afdækket forholdene på bostedskæden.

[Teksten ”som Frihedsbrevet i sidste uge kunne afsløre” er fremhævet med orange tekstfarve og udgør et link til artiklen: ” Massive svigt på bosteder ejet af tidligere islamisk ekstremist ” offentliggjort den 16. marts 2025 på frihedsbrevet.dk, Pressenævnet.

]

Nu kan vi så tilføje et nyt og opsigtsvækkende kapitel om [Selskab A], der er grundlagt af [Person 1], en tidligere ledende figur i det ekstreme islamistiske miljø.

[Klager], også bedre kendt som Den Sorte Svane, dukker nemlig op, når man undersøger selskabets papirspor.

I forbindelse med at [Selskab A] blev oprettet, blev der lavet en lang række ændringer i virksomhedens oplysninger, viser Frihedsbrevets aktindsigt hos Erhvervsstyrelsen.

Langt de fleste stod [Selskab A]-ejerne og deres advokat for, men på den lange liste optræder [Klager]s navn pludselig.

Her står hun anført som partsrepræsentant for selskabet.

Da Frihedsbrevet spørger [Klager] ind til hendes eventuelle rolle i tilblivelsen af [Selskab A], svarer hun, at hun blot har foretaget en enkelt anmeldelse af en ændring i direktionen, og at hun derudover intet har haft med selskabet at gøre.

“Jeg havde intet med [Selskab A] at gøre, og jeg havde og har intet med bosteder at gøre, endsige de omsorgssvigt af beboere på bosteder, eller det forhold at der tjenes penge på bekostning af beboere på bosteder,” skriver [Klager].

Hun pointerer, at registreringen, som Frihedsbrevet har fundet, er lavet på vegne af hendes tidligere chef, skandalerevisoren [Person 2], og hans selskab [Selskab B].

“Denne registrering skete udelukkende på foranledning og efter anvisning af [Person 2], da jeg var ansat hos ham, og [Selskab A] var kunde hos ham.

Jeg var på det tidspunkt ansat på kontoret i [Bynavn 2],” skriver [Klager].

Ejerne af [Selskab A] har en lidt anden udlægning af, hvad [Klager] hjalp dem med.

Men de siger, ligesom hende, at hun ikke spillede nogen nævneværdig rolle.

“[Selskab A] har alene modtaget hjælp fra [Klager] i forbindelse med

adresseændringen fra [Vejnavn 1] til [Vejnavn 2] den 29. maj 2019.

Derudover, har [Selskab A] ikke modtaget rådgivning eller hjælp fra [Klager],” skriver ejerne til Frihedsbrevet.

Uanset hvem der designede konstruktionen omkring [Selskab A], så får den en af landets førende revisionseksperter, [Person 6], til at hæve øjenbrynene.

Selskabskonstruktionen er nemlig lavet på en måde, så myndighederne ikke kan føre tilsyn med, hvad der foregår i flere af de nærtstående selskaber, som ejerne af [Selskab A] har oprettet.

“300.000 kroner for autister”

Da dokumentaren Den sorte svane udkom på TV 2 sidste år, blev bosteder netop nævnt som en fidus, den kriminelle underverden kunne lukrere på.

Den juridiske rådgiver [Person 3] trådte nemlig frem i dokumentaren med et interessant tilbud til [Klager].

“Vi kan få 300.000 kroner for autister per person.

Det er hvide penge, som har så meget værdi,” lød det fra [Person 3], der herefter foreslog, at de to kvinder skulle åbne et bosted for mennesker med autisme for på den måde at trække penge ud af de kommunale kasser.

[Teksten ”foreslog” er fremhævet med orange tekstfarve og udgør et link til artiklen: ” TV 2 vinder forbudssag i landsretten – fjerner sløring af rådgiver i ‘Den sorte svane’ ” offentliggjort den 13. juni 2024 på tv2.dk, Pressenævnet.

]

Der er dog ingen sammenhæng mellem [Person 3]s udtalelser og [Selskab A], siger [Klager] i sit skriftlige svar.

Endeligt afviser hun at have nogen form for kendskab til den ene af [Selskab A]s ejere, [Person 1].

Frihedsbrevet har forelagt alle kritikpunkter i denne artikel for [Person 1] og forretningspartneren [Person 5], der udgør den nuværende ejerkreds i [Selskab A].

De ønsker ikke at medvirke i et interview, men skriver følgende i en mail

"Artiklen antyder en lang række forhold, blandt andet omkring oprettelsen af vores virksomheder, økonomien i virksomhederne og forbindelser til forskellige mennesker og grupperinger.

Vi kan på ingen måde genkende det unuancerede billede, Frihedsbrevet tegner af vores virksomhed."

Forgyldes trods alvorlige svigt

I dag er [Selskab A] blevet en millionforretning med i alt fem bosteder på Sjælland.

Hvert år betaler landets kommuner millioner af skattekroner for, at bostedskæden passer på deres udsatte borgere.

De seneste år er både indtægter og antallet af ansatte steget markant.

Ved seneste regnskab i 2023 havde [Selskab A] en bruttofortjeneste på 35,6 millioner kroner.

Selskabets omsætning er dog ikke offentliggjort, men ifølge dokumenter fra Socialtilsynet betalte en række kommuner sammenlagt 43 millioner kroner i opholdsbetalinger.

Det er på trods af, at flere breve og notater fra myndighederne afslører en række meget alvorlige svigt af de psykisk syge beboere i [Selskab A].

Bostedskæden er ikke det eneste selskab, som [Person 1] og [Person 5] ejer sammen.

Foruden [Selskab A] ejer de også selskaberne [Selskab C] og billeasingselskabet [Selskab D].

Selskaberne er ikke underlagt Socialtilsynets økonomiske kontrol, da de ikke er datterselskaber af [Selskab A].

“Vi fører ikke tilsyn med eller indhenter materiale vedr.

[Selskab A]s nærtstående selskaber,” skriver Socialtilsyn Øst i en mail.

Det er på trods af, at revisionsprotokollaterne viser, at der i 2022 og 2023 var en samhandel mellem [Selskab C] og [Selskab A] på omkring en halv million kroner.

Ifølge selskabets revisor er den samhandel sket inden for markedsvilkår, men hvad handlen mellem selskaberne konkret har bestået af, kan man dog ikke læse ud fra regnskaberne.

Selskabskonstruktionen vækker opsigt, mener en af landets førende revisionseksperter [Person 6].

“Jeg undrer mig over, hvorfor man laver en så stor selskabskonstruktion ved siden af hovedforretningen [Selskab A].

Hvad laver de, og hvem leverer de til?

” siger han.

Ulovligt udbytte og i myndighedernes søgelys

Men det er ikke det eneste, som [Person 6] studser over.

I [Selskab C] viser de ikke-reviderede regnskaber, at der er udloddet over to millioner kroner i udbytte til ejerne.

“De fravælger revision, og så tømmer de ellers selskabet godt og grundigt med udbytte.

Første gang i 2021 med et udbytte på 1,04 millioner kroner, hvor de glemmer at opgøre det i regnskabet og sidenhen må lave et korrigeret regnskab.

Derefter i 2023, hvor de hæver et udbytte på én million kroner, så selskabets egenkapital ender på minus 740.000 kroner,” siger [Person 6], der kalder det sidste udbytte for ulovligt.

[Person 6] hæfter sig også ved en anden detalje i [Selskab C].

I begyndelsen af selskabets levetid er der kun en håndfuld ansatte.

Det tal vokser heftigt i 2024, hvor selskabet når op på 31 ansatte for derefter at falde drastisk igen.

“Jeg tænker, at det er en mulighed for at give folk arbejde i koncernen uden om tilsynet.

Dermed går selskabet og dets medarbejdere under radaren,” siger han.

[Person 6] understreger dog, at det kun er et gæt.

Så længe Socialtilsynet ikke kan føre økonomisk tilsyn med de andre selskaber, så er det ikke muligt at få et indblik i, hvad de laver.

Frihedsbrevet har forelagt [Person 6]s kritik af konstruktionen af virksomhederne for de to ejere, men dette forholder de sig ikke til i deres svar.

Til gengæld skriver de, at det ulovlige udbytte er forkert regnskabsført, og at det efterfølgende er blevet korrigeret i regnskabet, og at der foreligger en revisorerklæring på dette.

Samtidig skriver de også, at der ikke har været nogen aktiviteter i [Selskab D], og at de planlægger at afvikle både [Selskab D] og [Selskab C] for at fokusere på [Selskab A].

Underretning fra NSK

I en anden aktindsigt i korrespondancen mellem myndighederne og [Selskab A] dukker der også en bemærkelsesværdig ting frem, nemlig at Politiets National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, har haft dialog med Socialtilsynet om [Selskab A].

Det fremgår blandt andet, at der har været en “underretning” fra NSK til tilsynet.

Frihedsbrevet har anmodet om aktindsigt i korrespondancen mellem NSK og Socialtilsynet, men med henvisning til hvidvaskloven gives der afslag med denne passus

“Disse dokumenter undtages i deres helhed, da der er tale om dokumenter, der er tavshedsbelagte under henvisning til offentlighedslovens § 35, jf. hvidvasklovens § 38a,” skriver Socialtilsynet.

Dermed er det altså ikke muligt at sige, hvorfor NSK har fattet sin interesse for [Selskab A], og hvad deres underretning indeholder.

Frihedsbrevet har spurgt [Person 1] og [Person 5], hvorfor NSK har lavet en underretning på [Selskab A].

Det spørgsmål svarer de to ejere ikke på.

I stedet skriver de

“NSK har ikke afdækket straffelovsovertrædelser, og har afsluttet efterforskningen.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 22. april 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført følgende

”Undertegnede klager hermed over artiklen med overskriften: “ Bosted ejet af tidligere islamisk ekstremist trækker tråde til Den Sorte Svane ”, som er skrevet af journalist [Journalist] og publiceret på frihedsbrevet.dk den 18.3.

2025 kl.

13.31.

[Der er i klagen indsat link til den påklagede artikel, Pressenævnet .

]

Artiklen er skrevet og billederne sat op på en måde, der, sammen med den generelt tendentiøse tilgang til historien, gør det meget svært, hvis ikke umuligt, for læseren at gennemskue, hvad det reelt er, artiklen angiver som værende de ’tråde der trækker til den Sorte Svane’.

Læseren står tilbage med indtrykket af, at jeg, [Klager], har med bostedet og dets grundlægger at gøre.

Dette er ikke tilfældet, og det er Frihedsbrevet fuldt ud bekendt med.

Virkeligheden er, at jeg, som menig ansat hos bostedets revisor i 2019 ændrede ét enkelt forhold på virk.dk for bostedet på foranledning af bostedets daværende revisor, [Person 2], for 6 år siden, hvilket jeg har redegjort nærmere for, i en mail til Frihedsbrevet af den 17. marts 2025, jf. nedenfor.

Anden sammenhæng findes ganske enkelt ikke mellem mig og bostedet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Frihedsbrevet chefredaktør, [Chefredaktøren], var vært på programrækken, Den Sorte Svane på TV 2, og at jeg sidenhen forsøgte at bremse programmernes udgivelse, da publiceringen ville ødelægge mit liv.

Herefter har [Chefredaktøren] og TV 2 på forskellig vis forsøgt at devaluere mig og har løbende bragt og været kilder til historier i pressen, som skaber sammenhænge, der tegner et billede af min person, som en man ikke vil associeres med og en man ikke kan stole på som kilde.

Den pågældende artikel i frihedsbrevet.dk, er en af dem.

Klagepunkt 1) billederne – her er jeg afbilledet ved siden af en mand, som jeg aldrig har mødt, skrevet eller talt med.

Jeg kender ham ikke.

Han betegnes som ekstrem islamist og grundlægger af et bosted, der – længe efter mit arbejde for revisor [Person 2] – har været beskrevet som skandaløst på forskellig vis, blandt ved omsorgssvigt af beboere på bosteder.

Dette har intet med mig at gøre.

Jeg har intet og har aldrig haft noget med denne mand at gøre.

Det er urimeligt at der ligger et billede fremme på nettet af mig ved siden af denne mand på en facon, så alle der ser det, tror at vi er associerede.

Klagepunkt 2) overskriften – overskriften til artiklen er skrevet så tendentiøs, at læseren tror, at jeg har med tidligere islamistiske ekstremister og det pågældende bosted at gøre i dag.

Klagepunkt 3) indholdet af artiklen – selve artiklens tekst bygger op til en afsløring af, hvordan jeg ’dukker op i virksomhedens papirspor’.

Da artiklen så endelig kommer til ’papirsporet’, beskriver den ikke, i hvilken jobfunktion, jeg har udført anmeldelsen på virk.dk for selskabet, hvilket gør, at det fremstår, som om jeg har langt mere med bostedet at gøre, end det faktuelt er sandt.

Af artiklen fremgår det også at ejerne af bostedet skriver, at min rolle ikke er nævneværdig.

Hvorfor det er kritisabelt at udgive en hel artikel om, at jeg har lavet én ud af i alt over 20 ændringer i selskabets redigeringshistorik på virk.dk.

Ændringen blev foretaget i 2019, altså tre år inden jeg deltog i optagelserne til programmerne, Den Sorte Svane.

Alligevel vælger journalisten at referere, at der i programmerne er en scene, hvor en tredje person, nemlig [Person 3], i sommeren 2022 foreslår mig at svindle med bosteder.

Dette flettes ind i artiklen på måde, hvor tidsperspektivet ikke er med, så læseren sidder tilbage med indtrykket af, at [Person 3] har givet mig en god idé (i 2022), som jeg så har brugt til bostedets konstruktion (i 2019).

Med til det fulde billede hører desuden, at jeg i sin tid har givet informationerne til denne historie til Frihedsbrevet, da jeg skrev for mediet og gav [Chefredaktøren] og nogle af hans ansatte adgang til mine arkiver.

Jeg mener ikke, at frihedsbrevet.dk har overholdt de presseetiske regler ved udarbejdelse af denne artikel.

Formålet med artiklen er ikke at ”indsamle informationer og viderebringe den så korrekt som muligt”.

Formålet med denne artikel er at sværte mig til, og altså er der indsamlet informationer for at viderebringe den i en version, der kan miskreditere mig så meget som muligt.

Jeg ønsker at frihedsbrevet.dk fjerner mit billede fra artiklen, ændrer overskriften så Den Sorte Svane ikke indgår, samt at det beskrives tydeligt, i hvilken funktion jeg har foretaget anmeldelse af ændringer for selskabet på virk.dk.

Endvidere bør det fremgå at jeg gjorde dette i 2019, mens samtalen med [Person 3] blev optaget i 2022.

”

[Klager] har som svar på Frihedsbrevets udtalelse anført

”Klagepunkt 1) billederne

Jeg har ingen tilknytning til [Selskab A]-ejerkredsen.

Min registrering er foretaget, mens jeg var ansat hos [Person 2], og jeg har derfor ingen ejer- eller driftmæssig tilknytning til [Selskab A].

Under optagelserne til Den Sorte Svane, som TV2 arrangerede, kontaktede jeg [Person 5], da TV2 ønskede at undersøge hans virksomheder.

Jeg inviterede ham til et kontormøde i den forbindelse.

Registreringen og den påståede tilknytning til selskabet fandt sted i 2019, altså fire år før jeg blev landskendt gennem TV2s programmer.

Splitbilledet afspejler ikke artiklens indhold, og det drejer sig blot om en registrering af en virksomhed.

Det øvrige indhold i artiklen står i kontrast til påstanden om, at det er væsentligt at illustrere mig ved siden af bostedsejeren.

Klagepunkt 2) overskriften

Artiklen beskriver ikke direkte mistanke om hvidvask eller konstaterer, at der er tale herom.

Regel A.

6 fastslår, at overskrifter og mellemrubrikker skal have dækning i form og indhold i den pågældende artikel eller udsendelse.

Overskrifter må ikke have et sensationspræget præg, der ikke er hjemlet i artikelindholdet, alene for at tiltrække læsere og øge læsertallet.

Overskriften har til formål at få læseren til at opfatte, at der er en væsentlig og stor relation mellem [Selskab A] og mig — en opfattelse, der ikke stemmer overens med artiklens indhold.

Klagepunkt 3) artiklen

Sammenkoblingen mellem mig og [Selskab A] er ude af proportioner i forhold til artikelindholdet.

En længere redegørelse for den registrering, jeg har foretaget, samt selskabets ejerskabsforhold, følges af følgende afsnit

„Uanset hvem der har designet konstruktionen omkring [Selskab A], får den en af landets førende revisionseksperter, [Person 6], til at hæve øjenbrynene.

“

Dette indikerer, at jeg skulle have haft noget at gøre med selskabskonstruktionen, hvilket jeg under ingen omstændigheder har haft.

Desuden giver overskriften „300.000 kroner for autister“ og det efterfølgende indhold indtryk af, at der skulle være en sammenhæng mellem TV-programmerne Den Sorte Svane, [Person 3] og [Selskab A].

Dette er imidlertid ikke tilfældet.

Det fremgår ikke tydeligt af artiklen, at Frihedsbrevets intention har været at illustrere, at der findes kriminelle, der udnytter sociale bosteder, når de omtaler scenen med [Person 3].

Læseren får dermed indtrykket af, at netop denne konstruktion er anvendt i selskabet [Selskab A].

Jeg fastholder dermed mine klagepunkter over Frihedsbrevet.

”

2.2 Frihedsbrevets synspunkter

Frihedsbrevet har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende

”Hermed følger Frihedsbrevets svar på [Klager]s klage fra den 22. april 2025 over artiklen med overskriften: “ Bosted ejet af tidligere islamisk ekstremist trækker tråde til Den Sorte Svane ”.

Artiklen er publiceret hos Frihedsbrevet den 18. marts 2025.

Ifølge [Klager] er “artiklen er skrevet og billederne sat op på en måde, der, sammen med den generelt tendentiøse tilgang til historien, gør det meget svært, hvis ikke umuligt, for læseren at gennemskue, hvad det reelt er, artiklen angiver som værende de ’tråde der trækker til den Sorte Svane’.

”

Herefter oplister [Klager] tre konkrete klagepunkter, som vi i det følgende vil svare på.

Frihedsbrevet afviser samtlige klagepunkter.

Klagepunkt 1)

[Klager] klager over forsidebilledet, hvor hendes billede fremgår ved siden af grundlæggeren af bostedskæden [Selskab A], [Person 1].

Frihedsbrevets svar på klagepunkt 1): I artiklen beskriver Frihedsbrevet økonomien hos [Selskab A] bostederne, der er grundlagt af [Person 1], der sammen med vennen [Person 5] udgør ejerkredsen bag [Selskab A].

På bostederne er der sket en række alvorlige omsorgssvigt, men der er også problemer med forvaltningen af bostedernes økonomi.

Eksempelvis har Politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, undersøgt bostedernes økonomi.

Fordi bostederne og særligt den ene ejer [Person 1] er meget kontroversiel, er det opsigtsvækkende, at [Klager] dukker op, når vi søger aktindsigt i de ændringer, der er foretaget i virksomheden.

Netop [Klager] har en fortid med tætte forbindelser til det kriminelle miljø og er blevet berømt for hendes indgående kendskab til hvidvask af penge og økonomisk kriminalitet.

[Klager] erkender i en mail, der er vedlagt hendes klage fra den 17. marts 2025 til Pressenævnet, at hun har bånd til [Selskab A]-ejerkredsen.

Hun skriver således, at [Selskab A]-ejeren [Person 5] blev “kontaktet af mig under optagelserne til TV2's "Den Sorte Svane", hvor han deltog i et møde på kontoret.

”

I artiklen giver vi ikke indtryk af, at [Klager] kender [Person 1], som hun er afbildet ved siden af.

Men vi konstaterer blot, at hun har berørt hans virksomhed [Selskab A].

Fordi bostederne har en kontroversiel ejerkreds, der er blevet knyttet til hvidvask, vurderede vi, at det var relevant at illustrere, at dette årtusindes mest berømte skattejurist [Klager], har haft berøring med [Selskab A], på artiklens forsidebillede.

Split-billedet i toppen af artiklen afspejler således indholdet af artiklen, der er baseret på faktuelle og dokumenterbare forhold, der stammer fra Erhvervsstyrelsen.

Der henvises til vedhæftede bilag 1 og bilag 2.

[Bilag 1 udgør et dokument fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at [Person 5] er reel ejer af [Selskab A].

Bilag 2 er en oversigt i Excel over, hvem der har foretaget ændringer i cvr-oplysninger for [Selskab A], Pressenævnet ]

[Klager] nedtoner og bagatelliserer sin rolle, men det faktum, at hun har foretaget en ændring i virksomheden ejet og drevet af føromtalte [Person 1] berettiger klart illustrationen, da det er baseret på faktuelle forhold.

Øvrige registreringer i selskabet før og efter [Klager]s (Den sorte svane) er i øvrigt mestendels foretaget af [Person 1], som [Klager] påstår hun aldrig har mødt.

At hun ikke har mødt ham, ændrer ikke på, at hun har foretaget ændringer på vegne af hans virksomhed over for de danske myndigheder.

Frihedsbrevet vil gerne understrege, at det ikke er hvem som helst, der kan foretage ændringer i andre virksomheders cvr-oplysninger, og ifølge [Klager] havde [Selskab A], da også et kundeforhold til [Person 2]s revisionsfirma, hvor hun var ansat, og hvor hun har spillet en nøglerolle.

Der er tale om et af Danmarks mest skandaliserende revisionsfirmaer, som i en lang årrække har serviceret og hjulpet kriminelle.

Et faktum, som [Klager] har talt åbent om på landsdækkende tv.

Det er således helt åbenlyst i offentlighedens interesse at beskrive, at virksomheder, der tager sig af vores mest udsatte borgere, trækker dokumenterbare tråde til personer, som i årevis har serviceret kriminelle og hjulpet med økonomisk kriminalitet, herunder [Klager].

Klagepunkt 2)

[Klager] klager over, at overskriften til artiklen er skrevet så tendentiøst, at læseren tror, at hun har med tidligere islamistiske ekstremister og det pågældende bosted at gøre i dag.

Frihedsbrevets svar på klagepunkt 2): Rubrikken til artiklen lyder;

“Bosted ejet af tidligere islamisk ekstremist trækker tråde til Den Sorte Svane”.

Rubrikken konstaterer det i klagepunkt 1) nævnte forhold, at [Klager]s navn dukker op, når man gennemgår historikken i de ændringer, der er lavet i virksomhedens historik.

[Klager] er dette årtusindes mest berømte skattejurist, primært på grund af hendes indgående kendskab til hvidvask af penge og økonomisk kriminalitet.

Bostedskæden knyttes netop til hvidvask og en uigennemsigtig økonomi.

Derfor vurderer vi, at det er journalistik relevant at gøre opmærksom på sammentræffet mellem [Selskab A]-bostederne og [Klager] i rubrikken.

Vi kan derfor ikke genkende, at rubrikken - ifølge klagepunkt 2) - er skrevet så tendentiøst, at læseren tror, at [Klager] har med tidligere islamistiske ekstremister og det pågældende bosted at gøre i dag.

Frihedsbrevet kan tilbagevise klagepunktet.

Der er ikke tale om et brud på de presseetiske regler.

Rubrikken er præcis og dækkende for indholdet af artiklen, der er baseret på faktuelle forhold skitseret.

Klagepunkt 3)

Her klager [Klager] over indholdet af artiklen.

Hun skriver bl.a., at selve artiklens tekst bygger op til en afsløring af, hvordan jeg ’dukker op i virksomhedens papirspor’.

Da artiklen så endelig kommer til ’papirsporet’, beskriver den ikke, i hvilken jobfunktion, jeg har udført anmeldelsen på virk.dk for selskabet, hvilket gør, at det fremstår, som om jeg har langt mere med bostedet at gøre, end det faktuelt er sandt.

Frihedsbrevets svar på klagepunkt 3): Det er ikke korrekt, som [Klager] skriver, at vi ikke gør rede for den jobfunktion, som hun havde, da hun har udført anmeldelsen på virk.dk for selskabet.

I første afsnit af artiklen skriver vi, at [Klager] “pointerer”, at den omtalte registrering “er lavet på vegne af hendes tidligere chef, skandalerevisoren [Person 2], og hans selskab [Selskab B].

”

Under klagepunkt 1) og 2) har vi redegjort for, hvorfor [Klager]s rolle i papirsporet er væsentligt at fremhæve i artiklen.

Bostedskæden [Selskab A] anklages i vores artikel for en række problemer i deres forvaltning af økonomien – herunder hvidvask.

I en påtænkt afgørelse fra Socialtilsynet fra den 8. april 2025 udgør bostedets økonomistyring netop et af hovedargumenterne for tilsynets ønske om at lukke bostedskæden.

Derfor vurderer vi, at det er relevant at nævne, at det ikke er en tilfældig skattejurist men netop [Klager], der har bistået med at lave en ændring i bostedsvirksomheden.

Vi noterer i øvrigt, at der er uenighed mellem [Selskab A]-ejerne og [Klager] i udlægningen af, hvad denne ‘ændring’ bestod i.

[Klager] selv skriver, at hun foretog en ændring i direktionen.

[Selskab A]s direktør [Person 5] skriver til Frihedsbrevet;

“[Selskab A] har alene modtaget hjælp fra [Klager] i forbindelse med adresseændringen fra [Vejnavn 1] til [Vejnavn 2] den 29. maj 2019.

Derudover, har [Selskab A] ikke modtaget rådgivning eller hjælp fra [Klager].

”

[Klager] kritiserer yderligere i kritikpunkt 3), at vi refererer til en scene i Den sorte svane, hvor hun mødes med den svindeldømte jurist [Person 3], som anbefaler [Klager] at åbne bosteder.

I dokumentaren lyder argumentet fra [Person 3], at man her kan tjene “hvide penge, som har så meget værdi”.

Denne scene er vigtig, da den underbygger, at der findes folk i det kriminelle miljø såsom [Person 3], som alene af økonomiske årsager overvejer at sælge kernevelfærd til kommunernes svageste borgere.

[Klager] skriver, at scenen med [Person 3] “flettes ind i artiklen på måde, hvor tidsperspektivet ikke er med, så læseren sidder tilbage med indtrykket af, at [Person 3] har givet mig en god idé (i 2022), som jeg så har brugt til bostedets konstruktion (i 2019).

”

Det kan vi ikke genkende.

I artiklen påpeger vi tydeligt, at scenen med [Person 3] indgik i Den sorte svane, som blev sendt “sidste år” - altså i 2024.

Derudover citerer vi [Klager] for at sige, at der “ingen” sammenhæng er mellem [Person 3]s udtalelser og [Selskab A].

Vi knytter altså ikke [Person 3]s udtalelser til [Selskab A].

Afrunding

Frihedsbrevet finder med afsæt i argumentationen ovenfor ikke anledning til at imødekomme de ønskede ændringer i artiklen, der fremgår af klagepunkter 1-3 fra [Klager].

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Maria Becher Trier og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet skal indledningsvist bemærke, at Pressenævnet har kompetence til at udtale kritik af et medie, såfremt nævnet finder, at det påklagede medie har tilsidesat god presseskik.

Pressenævnet har således ikke efter medieansvarsloven kompetence til at pålægge mediet at fjerne omtale.

Det bemærkes videre, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om sletning efter punkt D.

1 i retningslinjer for god presseskik samt medieansvarslovens bestemmelser om genmæle, da klager ikke har fremsendt en anmodning herom til mediet, som mediet har afvist at imødekomme.

God presseskik

Korrekt information, billedbrug og overskriftens dækning

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder misvisende omtale, som efterlader læseren med et indtryk af, at hun har en tilknytning til ejerkredsen i selskabet [Selskab A], hvilket hun har anført er ukorrekt.

[Klager] har endvidere klaget over, at overskriften ikke har dækning i artiklens indhold, og at billedet øverst i artiklen – hvor et portrætfoto af hende optræder ved siden af et portrætfoto af [Person 1] – associerer hende med en mand, som hun aldrig har haft kontakt med.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad ved krænkende og skadelige udsagn, jf. punkt A.

1, A.

3 og A.

4.

Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

6.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.

Det er Pressenævnet opfattelse, at offentlige personer i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.

Nævnet finder, at omtale af selskabskonstruktioner og mulig omgåelse af lovgivningen ved oprettelse af selskaber, som modtager offentlige midler, har klar almen interesse.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Frihedsbrevet ved mail af 14. marts 2025 forelagde artiklens oplysninger om [Klager] og virksomheden [Selskab A] for [Klager] og hendes advokat, og at [Klager] besvarede denne mail den 17. marts 2025, hvor hun blandt andet afviste at have personligt kendskab til [Person 1], som har været ejer af [Selskab A].

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet endvidere til grund, at [Klager] som ansat hos [Person 2] i 2019 foretog en ændring i virksomheden [Selskab A]s CVR-oplysninger i forbindelse med oprettelsen af virksomheden.

Det er ubestridt, at [Klager] er en i offentligheden kendt person, der har været særdeles omtalt i forbindelse med TV 2s udsendelser om ”Den Sorte Svane”, som blandt andet omhandlede hvidvask i kriminelle miljøer, og hvor [Klager] berettede om, hvilke metoder der anvendes blandt kriminelle i forsøget på at hvidvaske penge.

Pressenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at omtalen må anses for at have tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at artiklen omtaler en offentlig registrering, som – uanset at den er foretaget som led i ansættelsen hos et firma ejet af [Person 2] – er foretaget af [Klager].

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at [Klager] er blevet forelagt oplysningerne, og at hun kommer til orde i artiklen, herunder at det fremgår klart af artiklen, at [Klager] afviser ethvert nærmere kendskab til [Selskab A], herunder også i forhold til den kritiske omtale af virksomhedens bosteder.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sammenhængen, at den ændring i CVR, som [Klager] har foretaget, er udført i 2019, mens det i artiklen beskrives, at dokumentaren ”Den Sorte Svane”, hvor [Person 3] fremkommer med udtalelser om svindel med midler til bosteder, udkom ”sidste år”, dvs. 2024.

Nævnet finder på denne baggrund, at læseren ikke efterlades med et indtryk af, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem de to situationer beskrevet i artiklen, og det fremgår ligeledes af artiklen, at [Klager] afviser, at der er en sammenhæng mellem [Person 3]s udtalelser og [Selskab A].

For så vidt angår artiklens overskrift finder nævnet, at denne kan efterlade læseren med et indtryk af, at [Klager] har en nærmere tilknytning til ejerne af [Selskab A] end det reelle indhold af artiklen gengiver.

Nævnet finder imidlertid, at overskriften – uanset den skarpe vinkling – ikke overskrider rammerne for mediets redigeringsret.

Nævnet har navnlig lagt vægt på, at det fremgår tilstrækkelig klart af artiklens brødtekst, hvilken relation [Klager] har haft til virksomheden, ligesom [Klager]s kommentarer hertil indgår i artiklen.

Endelig finder Pressenævnet, at artiklens billedbrug ligeledes ikke kan anses for at overskride rammerne for redigering.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om et såkaldt ”splitbillede”, hvorefter det tydeligt ses, at der er tale om to selvstændige billeder af henholdsvis [Person 1] og [Klager], og at denne billedbrug ikke giver indtryk af en tættere relation end den, der beskrives i artiklens brødtekst.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 21. april 2026

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →