Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-07183
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-07183
Ikke kritik af DR for kritisk omtale af politiets arbejde
DR bragte i marts 2025 en artikel med omtale af politiets arbejde.
I artiklens omtale stod blandt andet en tidligere betjent frem og kritiserede, at nogle sager blev lukket uden den rette efterforskning.
Den omtalte politikreds klagede til Pressenævnet over blandt andet, at DR ved redigeringen havde udeladt væsentlige oplysninger om, at den kritik, der blev rejst af den tidligere betjent, baserede sig på oplevelser fra 2016, og at der ikke var sket tilstrækkelig forelæggelse.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere omtalen og lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af omtalen, at den tidligere betjent, der udtalte sig, var pensioneret, og at den fremsatte kritik således ikke rettede sig mod aktuelle forhold.
Nævnet fandt herudover, at politikredsen var blevet gjort tilstrækkelig bekendt med kritikken forud for offentliggørelsen, og at det fremgik tydeligt, at politikredsen havde afvist beskyldningerne.
Fyns Politi har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Politibetjente står frem med navn og ansigt: 'Vi lyver for borgerne” , som blev bragt den 23. marts 2025 på dr.dk, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.
Fyns Politi har klaget over navnlig, at DR har udeladt væsentlige oplysninger i omtalen.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
Fyns Politi har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, som politikredsen havde med DR forud for offentliggørelsen.
Den 10. marts 2025 sendte DR følgende mail til Fyns Politi
”Til politidirektør [Person 1]
Den 26. januar 2025 og i dagene derefter udkom DR med en række historier om anonyme betjente og tidligere betjente, som fortalte, at de ”vaskede” sager.
Begrebet dækker over forskellige metoder, der har til formål at gøre det, der skal til for at sagen kan henlægges.
Herunder at undlade at efterforske, undlade at indhente tekniske beviser, tale en forurettet fra at anmelde eller andre lignende metoder.
Efter disse historier er DR blevet kontaktet af en række ansatte hos politiet, både nuværende og tidligere.
På baggrund af disse henvendelser kommer vi nu med en ny række historier om emnet, herunder også historier der vedrører Fyns Politi.
Derfor kontakter vi nu jer for at få jeres kommentarer til det.
Derfor kontakter vi jer for at bede om et interview der kan bruges på alle DR Nyheders platforme.
Vi beder derfor af hensyn til vores produktion svar på om dette kan lade sig gøre senest onsdag 12.3 kl.
12.00.
Interviewet kan afholdes i hele uge 11.
Hvis I takker nej til et interview skal skriftlige svar sendes inden for samme tidsfrist.
Vi har et længere interview med en politimand, der har været ansat hos Fyns Politi i årtier og blev pensioneret for et par år siden, som står frem med navn og ansigt.
Han siger blandt andet om det at vaske sager
- Det udtryk kender alle i dansk politi.
Det er bekymrende for vores retsfølelse i Danmark.
Jeg synes, det er synd for de borgere, som har anmeldt en sag til politiet, og så at man vasker den eller henlægger den uden efterforskning.
Betjenten fortæller at politiet havde oplevet klager fra borgere, der kunne se, at den dag de havde anmeldt deres indbrud i deres bolig, så var der udfærdiget en slutskrivelse.
At den var henlagt samme dag, fortæller han.
Han fortæller, at politiledelsens løsning ikke var at efterforske sagerne.
I stedet fik betjentene et såkaldt Action Card med en ordre om at lade sagerne ligge i op til en måned, før de skrev en dato på, inden de skrev ud til borgerne, at sagen ikke kunne opklares.
- Tidligere betjent: Og det er efter min mening jo at stikke borgerne blår i øjnene, at man har ladt den ligge og modne i et stykke tid, inden man sender en slutskrivelse ud.
- Journalist: Foregår der en reel efterforskning i den mellemliggende tid?
Tidligere betjent: Nej, det gør der ikke.
- Journalist: Hvordan havde du det med det?
- Tidligere betjent: Det havde jeg skidt med, og det var faktisk også derfor, jeg kontaktede jer med det her, fordi jeg synes jo, at det er at vildlede befolkningen.
En professor i strafferet betegner den praksis som i strid med retsplejeloven.
- Det må man ikke.
Det er jo ganske enkelt.
Hvis man reelt ønsker at lukke en sag på et bestemt tidspunkt, og det har man truffet beslutningen om, og man så giver en anden dato for det, inden der er det rigtige, så må man ikke.
Det er klart, at hvis der er en og alene at tale om, at man gerne vil give det indtryk, at man har lavet mere og tænkt sig om i længere tid, så er det dybt usagligt og ulovligt.
I virkeligheden er det noget så grundlæggende som, at enhver offentlig myndighed skal være saglig.
Det vil sige, at det de siger, de gør, er også det, de gør.
Og det de gør, er det de siger, siger professoren.
Den tidligere betjent siger om det at opgive sager uden reel efterforskning
- Det er jo helt ude i hampen.
Det kan man jo ikke.
Det er jo at omgå retsplejeloven.
Jeg synes, det er helt galt.
Rigspolitiet er på baggrund af afsløringerne om at vaske sager blevet sat til at undersøge problemet.
Og her mener den tidligere betjent at man skal spørge de almindelige betjente og ikke cheferne i politiet
- Jeg tror ikke, at Rigsadvokaten vil få nogle valide og sandfærdige udsagn fra de ledere, der sidder rundt omkring.
Det tror jeg ikke, fordi det kan man ikke have siddende på sig, at man ved, at det foregår på den måde.
Så jeg synes, at man skal tale med de almindelige betjente, og det kan så ske gennem tilslutningsrepræsentanter, som i hvert fald ved, hvad der foregår.
Betjentens udsagn med at sager ligger uberørte hen, inden man henlægger dem, bakkes op af andre betjente fra andre politikredse.
Hvad er Fyns Politis kommentarer til ovenstående?
Kan Fyns Politi bekræfte, at betjente har fået Action Cards med en sådan beskrivelse?
Vasker I sager hos Fyns Politi på denne måde?
Hvad er kommentaren til, at professoren i strafferet mener at den beskrevne praksis er i strid med retsplejeloven?
Hvis I har spørgsmål til denne henvendelse, er I selvfølgelig også velkomne til at henvende jer.
Mvh [Journalist 1] og [Journalist 2], DR Undersøgende […”]
DR har til Pressenævnet indsendt en sms-korrespondance, som parterne havde den 12. marts 2025.
Af denne fremgår
DR : Hej [Person 2].
Interviewet i morgen vil som aftalt tage udgangspunkt i det vi har sendt til dig, det i har talt om og den tidligere betjent der står frem ved navn.
For en god ordens skyld vil jeg informere dig om, at vi også har talt med to andre tidligere betjente, der har været i Fyns Politi og som bekræfter den navngivne betjents hovedbudskab om, at der blev vasket sager hos Fyns Politi.
Disse er imidlertid anonyme (vi kender deres identitet) og derfor vil vi ikke gå nærmere ind i dem.
Men i vores baghoveder bakker de jo den navngivne betjents hovedbudskab op.
Fyns Politi : Det var da pudsigt, at det først bliver sagt nu.
Men tak.
Det ændrer dog ikke ved vores svar, som I vil få i morgen.
Må jeg spørge, hvorfor den oplysning ikke var med i jeres indledende brev til os?
DR : Det var sådan set bare for at informere jer så grundigt som muligt.
Det var ikke for at snyde på vægten på nogen måde.
Det var ikke med i første omgang fordi vi ikke vil spørge jer ind til de anonyme betjente, men kun til den navngivnes argumenter.
Jeg tænker heller ikke det ændrer jeres svar.
”
DR har til Pressenævnet endvidere indsendt en sms-korrespondance, som parterne havde den 20. marts 2025 inden offentliggørelsen af den påklagede artikel
Fyns Politi : Hej [Journalist 2].
Er der noget nyt fra jer?
Hvornår bliver jeres historie publiceret?
Hvilken form er vi med i?
Og hvad med de tal, du spurgte efter?
Bh [Person 2]
DR : Hej [Person 2].
Vores plan er at køre historierne fra søndag, men der er Fyn efter planen ikke med.
Det er I efter planen mandag – og de planer kan som sagt rykkes.
Mht det med tallene beklager jeg, men jeg skal lige have fat i [Journalist 1] der, og hun farer rundt med alt muligt, så der må jeg lige vende tilbage.
Mvh [Journalist 2].
Fyns Politi : Okay.
Mandag er det så i tv, nyheder, radio, web eller alle the above?
DR : I hvert fald tv og web.
Radio er jeg lidt usikker på, men mon ikke også de hopper med…”
Påklaget artikel
DR bragte den 23. marts 2025 artiklen ”Politibetjente står frem med navn og ansigt: 'Vi lyver for borgerne' ” på dr.dk under rubrikken ”Indland”.
Artiklen har følgende underrubrik
”30 nuværende og tidligere betjente fortæller til DR, at politisager bliver lukket uden den rette efterforskning.
”
Der er i artiklen indsat en kort video af 7 sekunders varighed, som viser [Person 3] og [Person 4] uden afspilning af øvrig lyd.
Videoen viser de nævntes ansigter.
Af billedteksten fremgår: ”[Person 3] (tv) og [Person 4] (th), en tidligere og en nuværende betjent stiller sig frem med navn og fortæller, hvordan politiet 'vasker sager'.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”Han har altid betragtet sig selv som en betjent, der sætter lov og orden først.
Derfor står [Person 4] nu frem og fortæller om en praksis i politiet, der tynger på hans samvittighed.
- Vi krænker borgerens retssikkerhed ved at undlade at efterforske anmeldte sager.
Og vi lyver for borgerne om årsagen, siger betjenten, der til dagligt er efterforsker hos Østjyllands Politi.
[Person 4] er en af i alt 30 politibetjente, der har kontaktet DR siden januar, hvor anonyme betjente første gang beskrev fænomenet 'at vaske en sag'.
Det betyder kort fortalt, at sager lukkes uden tilstrækkelig og relevant efterforskning for at få sagsbunkerne ned.
To af betjentene stiller sig frem med navn og ansigt.
Resten ønsker at være anonyme, men DR kender identiteten på alle kilder.
De 30 henvendelser kommer fra ti ud af landets 12 politikredse, og der er tale om ti nuværende og 20 tidligere betjente.
”
Af artiklen fremgår fem bokse med uddrag af anonyme kilder.
Hver boks er angivet ”Betjent” efterfulgt af et bogstav fra A-E.
Af første boks ”Betjent A” fremgår
”Sjælland
Nuværende betjent
- Ledelsen forsøgte at presse min afdeling til at undlade nogle helt konkrete ting.
Hvis vi skulle gøre det, så skulle vi bryde lovgivningen og fifle med data.
”
Af anden boks ”Betjent B” fremgår
”Jylland
Nuværende leder
- Man prioriterer hver evigt eneste dag, men det ledelsen satte os til, vil jeg ikke kalde prioritering.
Det var en måde at henlægge sager på, der ikke var lovlig.
”
Af tredje boks ”Betjent C” fremgår
”Sjælland
Tidligere betjent
- Alle ved, at der vaskes sager.
Mindre voldssager og voldtægtsager, dem har jeg været med til at vaske.
”
Af fjerde boks ”Betjent D” fremgår
”Jylland
Nuværende betjent
- Man har vitterligt intet valg.
Ledelsen bestemmer.
I sidste ende er du bare et nummer, der har en eftertragtet efterforskningsstilling.
”
Af femte boks ”Betjent E” fremgår
”Jylland
Nuværende leder
- Som leder har jeg mange gange følt, at vi er gået fra at få kvalitet i efterforskningen til ofte at lede efter de smuthuller, der gør at vi kan lukke sagen.
”
Af artiklen fremgår videre
”De 30 politikilder tegner samlet et billede af, at det er alment kendt i politiet, at betjente 'vasker sager'.
Det sker ofte ved at undlade at indsamle videoovervågning, tale med vidner eller indhente tekniske beviser.
Det sker, ifølge kilderne, også i sager om personfarlig kriminalitet og større sager om økonomisk kriminalitet.
Og størstedelen af de 30 betjente, der har kontaktet DR siden januar, beskriver, at de selv har vasket sager på direkte opfordring fra deres ledelse.
De går dermed i rette med politiets øverste myndighed, Rigspolitiet.
Tilbage i januar afviste Rigspolitiets chefpolitiinspektør, [Person 5], at kende til begrebet vask.
Og han afviste at have hørt om, at ledelsen pålægger betjente at vaske sager.
”
Der er i artiklen indsat en faktaboks, hvoraf fremgår et billede af DR-journalist [Journalist 1].
Af faktaboksen fremgår yderligere
”Sådan gjorde vi
DR kender identiteten på alle betjente, der er blevet verificeret gennem dokumentation som lønsedler, politiskilt, andet ID eller tidligere medieoptrædener.
Kilder er blevet valgt fra, hvis de ikke har fremvist den nødvendige dokumentation eller af andre grunde.
Du kan kontakte DR's undersøgende korrespondent, [Journalist 1], hvis du har oplysninger vedrørende 'vask' af sager, som du tænker kunne have offentlighedens interesse.
[…]”
Af artiklen fremgår videre
”En seriøs og grundig efterforskning
Mens betjentene råber op om 'vask af sager', skal Rigsrevisionen nu undersøge fænomenets omfang.
Det sker efter DRs dækning, og efter at tal viser, at der er sket "en markant stigning" i antallet af henlæggelser af sager om økonomisk kriminalitet hos politiet fra 2019 til 2024.
[Teksten ”Rigsrevisionens nu undersøge” udgør et link til Statsrevisorernes anmodning til Rigsrevisionen om ”Undersøgelse af politiets henlæggelse af sager” af 10. marts 2025, Pressenævnet .
]”
Der er i artiklen indsat et billede af en graf over anmeldte og henlagte sager om økonomisk kriminalitet i perioden fra 2019 til 2024.
Af billedteksten fremgår: ”Kilde: Tal fra Rigspolitiet.
OBS: Der vil være en periodevis forskydning af data, da eksempelvis antallet af henlæggelser i 2021 kan vedrøre sager anmeldt i 2020.
”
Af artiklen fremgår videre
”Når du ringer til politiet, skal du nemlig kunne stole på, at "sagen bliver håndteret seriøst og grundigt efterforsket".
Det slår Statsrevisorerne fast.
Det er dem, der har bestilt undersøgelsen, som skal have et særligt fokus på it-økonomisk kriminalitet.
Udviklingen i antallet af henlæggelser og betjentenes fortællinger om vask af sager får panderynken frem hos politiforsker [Person 9] fra Forsvarsakademiet.
- Det tyder på, at der er et stort problem her, som er systematisk.
Det er ikke enkeltsager.
Der er et større mønster i det her, siger han.
Økonomisk svindel hober sig op
Svindel med mobilepay, kryptovaluta og bedrageri er et felt, som [Person 4] har fået et særligt kendskab til i afdelingen for økonomisk kriminalitet i Østjylland.
Han fortæller, at han sidste år blev placeret i en arbejdsgruppe, der skulle tage sig af de store sagsbunker på området.
Men i stedet for at forholde sig til den enkelte sag, blev han bedt om at lukke den ned og finde på undskyldninger, der er løgn, fortæller betjenten.
- Det handler om at undgå klager.
Man finder en forklaring på, hvorfor en sag ikke kan opklares.
Nogle af undskyldningerne er simpelthen tåkrummende, siger [Person 4].
Selv sager med navngivne mistænkte eller svindel "i millionklassen" blev ikke efterforsket, fortæller han.
En anden nuværende betjent fra Østjyllands Politi bekræfter anonymt til DR, at det også handler om store sager.
[Person 4] og en betjent fra Østjyllands Politi, der ønsker at være anonym, siger, at de og kollegaerne lyver for borgerne.
Se, hvad fungerende politiinspektør, [Person 6], fra Østjyllands Politi siger til det.
”
Der er i artiklen indsat en video.
I videoen interviewer DR's undersøgende korrespondent, [Journalist 1], fungerende politiinspektør fra Østjyllands Politi, [Person 6].
Af artiklen fremgår videre
”Ledelsen hos Østjyllands Politi afviser, at politikredsens betjente gør noget ulovligt eller lyver for borgerne.
Fungerende politiinspektør, [Person 6], understreger, at det udelukkende er et prioriteringsspørgsmål, når sager lukkes.
- Det er rigtigt, at vi henlægger sager, hvor der reelt set er efterforskningsmuligheder, men hvor vi har prioriteret, at det ikke er den sag, vi vil gå efter, siger [Person 6].
Men kender du til det her begreb 'at vaske en sag'?
- Jamen, jeg vil bare holde fast i, at vi prioriterer i vores sager, og hvordan det bliver stillet op fra andre, det ved jeg ikke.
Træt af dårlige undskyldninger
Politiet vil aldrig have nok hænder til at efterforske alle sager.
Der skal prioriteres, og det ved de betjente, som DR har talt med, godt.
Men det må ikke blive en undskyldning for at krænke borgernes rettigheder, siger tidligere betjent [Person 3], der har mere end 40 års erfaring bag sig – heraf de sidste 35 år hos Fyns Politi.
Han er den anden af de 30 nuværende og tidligere betjente, der stiller sig frem med ansigt.
[Person 3] fortæller, at han selv er blevet pålagt at skulle 'lade som om', at han efterforskede sager, når det ikke var tilfældet.
- Det havde jeg det skidt med, og det var faktisk også derfor, jeg kontaktede jer, fordi jeg synes jo, at det er at vildlede befolkningen, fortæller [Person 3], der gik på pension i 2020.
Hos Fyns Politi kender man godt til begrebet 'at vaske en sag', men det foregår ikke i kredsen, siger vicepolitiinspektør [Person 7]
- Vi vasker ikke sager i Fyns Politi.
Her forholder vi os fagligt til sagerne, og det vil sige, at når vi får sagerne, så vurderer vi, hvad de indeholder.
Der er i artiklen indsat en video uden lyd.
I videoen ses [Person 3] se på en computer.
Af billedteksten fremgår: ”[Person 3] fulgte med, da DR først bragte historien i januar.
Han kontaktede redaktionen for at fortælle om sine oplevelser i politiet.
”
Af artiklen fremgår videre
”‘Snak med jeres ledelse’
Rigspolitiet, der er politiets øverste myndighed, afviser, at politiet har et problem med at vaske sager.
- Når jeg siger, at vi skal prioritere rigtig hårdt, så skal det jo stadigvæk ske inden for lovens rammer, siger politidirektør hos Rigspolitiet, [Person 8].
Men de her betjente siger jo netop, at det ikke sker inden for lovens rammer?
- Så synes jeg, at de betjente skal tale med deres ledelse, hvis de bliver bedt om at prioritere eller gøre nogle ting, som, de ikke mener, er okay, lyder svaret.
Det har [Person 4] allerede gjort.
Han skrev til sin leder sidste sommer og luftede sine bekymringer for arbejdsgangene i kredsen.
Han fik besked om, at "alt er drøftet og besluttet".
Det viser en mailkorrespondance, som DR har set.
Den er sat op grafisk herunder.
”
Der er i artiklen indsat et billede af en mail til [Person 4], som er sendt fra ”Leder i Østjyllands Politi” med emnet ”Henlæggelse 2.0”.
Mailen er dateret til 14. august 2024, kl.
10:05.
Af mailens brødtekst fremgår: ”Hej [Person 4].
Alt er drøftet og besluttet.
”
Af artiklen fremgår videre
”I fremtiden håber [Person 4], at der vil blive lyttet til hans kritikpunkter, og at den øverste ledelse i politiet tager betjentenes bekymring alvorligt.
- Hvis jeg får tæv for det her og bliver forsøgt kørt under bussen, så er det bare for mig en indikation af, at jeg er i den forkerte organisation.
- Jeg står fuldstændig på mål for alt, hvad jeg fortæller her.
Frygter [Person 4], at hans udtalelser får konsekvenser?
Hør hans overvejelser her.
”
Der er i artiklen indsat et videointerview med [Person 4] af en varighed på 42 sekunder.
Nederst i artiklen fremgår følgende med kursiv
”Rettelse 23. marts 12:40: I en tidligere udgave stod der, at [Person 9] er politiforsker ved Syddansk Universitet.
Han er nu politiforsker ved Forsvarsakademiet, som det nu fremgår af artiklen.
”
”Rettelse 27. marts 13:20: Det er tilføjet, at [Person 3] arbejdede de sidste 35 år af sin karriere i Fyns Politi.
”
Fyns Politi rettede den 26. marts 2025 henvendelse til DR, som den 27. marts 2025 besvarede mailen.
Fyns Politis klage er modtaget i Pressenævnet den 10. juni 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 Fyns Politis synspunkter
Fyns Politi har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”[…] Fyns Politi fremsender hermed en klage over den måde, hvorpå Danmarks Radio har fremlagt kritik, fremført af en tidligere ansat.
Klagen omhandler ufuldstændig angivelse af konteksten for kritikken, herunder
1.
Manglende oplysninger om, at kritikken er baseret på oplevelser tilbage fra 2016.
2.
Manglende oplysninger om, at kritikken omhandler indbrudssager, og ikke sager vedrørende online økonomisk kriminalitet.
3.
Manglende oplysninger om, hvor den pågældende pensionerede betjent, der udtaler kritik, var ansat.
Baggrund: beskrivelse af forløbet
Den 10. marts 2025 modtog Fyns Politi en anmodning fra Danmarks Radio om en kommentar til den kritik, som en tidligere ansat havde rejst vedrørende Fyns Politis straffesagsbehandling.
DR anmodede om enten et interview eller et skriftligt svar, til anvendelse på alle DR Nyheders platforme, herunder 21Søndag (anmodning vedlagt i bilag 1).
Det fremgik af anmodningen, at en nu pensioneret betjent fra Fyns Politi stod frem med navn og fortalte, at han ”vaskede sager” omhandlende indbrud under sin ansættelse ved Fyns Politi.
Konkret kritiserede den tidligere ansatte en praksis, hvor indbrudssager, jf. den ansattes oplevelse, skulle afvente i op til en måned, førend Fyns Politi lukkede/henlagde sagen.
Denne praksis skulle jf. den tidligere ansatte være blevet formuleret som en ordre i et Action card på foranledning af klager fra utilfredse borgere, som havde oplevet at modtage en slutskrivelse på deres indbrudssag samme dag, som de havde anmeldt indbruddet.
Ved at lade sagerne ligge i en måned kunne der jf. den tidligere ansattes gengivelse efterlades et indtryk hos borgerne af, at sagen reelt var blevet efterforsket i den mellemliggende periode, uden at det reelt var tilfældet.
Af anmodningen fremgik ligeledes, at en professor i strafferet påpeger, at det er i strid med retsplejeloven såfremt der angives en anden dato for en henlæggelse, end den dato hvor der er truffet beslutning om sagens slutning.
Den 12. marts 2025 tilkendegav Fyns Politi, at politikredsen ønskede at stille op til tv-interview.
Spørgerammen var angivet således af Danmarks Radio i deres anmodning (jf. også bilag 1)
- Hvad er Fyns Politis kommentarer til ovenstående?
- Kan Fyns Politi bekræfte, at betjente har fået Action Cards med en sådan beskrivelse?
- Vasker I sager hos Fyns Politi på denne måde?
- Hvad er kommentaren til, at professoren i strafferet mener at den beskrevne praksis er i strid med retsplejeloven?
Den 13. marts 2025 blev interviewet gennemført på politigården i Odense, hvor Vicepolitiinspektør [Person 7] svarede på den fremførte kritik.
[Person 7] forklarede, at Fyns Politi i 2016 oplevede udfordringer med de tekniske systemer, som fremsender breve til borgere.
Fejlen betød, at nogle borgere oplevede at få en slutskrivelse på deres indbrudssag, inden de havde modtaget en anmeldelseskvittering.
Da dette ikke blev vurderet hensigtsmæssigt, foregik der en dialog i politikredsen om, hvorvidt udfordringen kunne imødekommes.
Der blev på den baggrund truffet beslutning om, at sagsbehandlerne skulle sikre, at borgerne reelt havde modtaget en anmeldelseskvittering på deres indbrudssag, forud for fremsendelse af en slutskrivelse, således at kommunikationen til borgerne forløb i korrekt rækkefølge.
Beslutningen om at slutte en sag blev – og bliver fortsat altid truffet – efter en grundig visitation, en række indledende efterforskningsskridt og en konkret faglig vurdering af muligheden for videre efterforskning i den enkelte sag.
Det blev desuden oplyst, at det er et begrænset antal medarbejdere som reelt har kompetence til at kvalitetssikre og afslutte en straffesag.
Samtidig påpegede VPI [Person 7], at Fyns Politi ikke har kendskab til det omtalte Action card.
Således afviste VPI [Person 7] kritikken om, at sager blev lagt på en hylde i op mod en måned med det formål at give borgerne et forkert indtryk af behandlingen af deres sag.
Den 20. marts 2025 forespurgte Fyns Politis kommunikationsafdeling via en SMS til journalisterne ved Danmarks Radio, i hvilket format Fyns Politis svar på kritikken ville indgå, herunder om interviewet ville blive bragt i 21Søndag, eller om der alene ville være tale om en skriftlig artikel eller andre formater.
Danmarks Radio svarede tilbage via SMS, at interviewet fra Fyns Politi ikke vil indgå i 21Søndag og heller ikke i andre formater om søndagen den 23. marts 2025 (se journaliseret notat vedr.
SMS-korrespondance i bilag 2).
Den 23. marts 2025 publicerer DR artiklen på nedenstående link: [Der er i klagen indsat link til den påklagede artikel, Pressenævnet .
]
Artiklen bærer overskriften: Politibetjente står frem med navn og ansigt: 'Vi lyver for borgerne' - 30 nuværende og tidligere betjente fortæller til DR, at politisager bliver lukket uden den rette efterforskning.
Artiklen tager udgangspunkt i kritik fra en efterforsker fra Østjyllands Politi, som fortæller om fænomenet ”vask af sager” i relation til sager om økonomisk kriminalitet henset målet om at nedbringe sagsbeholdningen på dette specifikke sagsområde.
I artiklen fremvises som underbyggende argument illustrationer af stigende anmeldelsestal og henlæggelsestal fsva.
økonomisk kriminalitet siden 2019 og frem til 2024, samt en henvisning til at Rigsrevisionen igangsætter en undersøgelse af fænomenets omfang, særligt med fokus på it-økonomisk kriminalitet.
Efterfølgende præsenteres i artiklen et afsnit med mellemrubrik: ”Træt af dårlige undskyldninger”, hvori den tidligere ansatte ved Fyns Politi fremfører dele af sin kritik, herunder ikke konkretiseret i forhold til det årstal kritikken vedrører, sagsområde eller nærmere indhold, men i mere generelle termer jf. følgende passage fra artiklen
[Person 3] fortæller, at han selv er blevet pålagt at skulle 'lade som om', at han efterforskede sager, når det ikke var tilfældet.
- Det havde jeg det skidt med, og det var faktisk også derfor, jeg kontaktede jer, fordi jeg synes jo, at det er at vildlede befolkningen.
(DR den 23. marts 2025)
Efterfølgende fremføres, som afslutning på indholdet vedrørende Fyns Politi, VPI [Person 7]s svar som følger
Vi vasker ikke sager i Fyns Politi.
Her forholder vi os fagligt til sagerne, og det vil sige, at når vi får sagerne, så vurderer vi, hvad de indeholder.
(DR den 23. marts 2025)
Ad.
klagepunkt 1
I forhold til ovennævnte redegørelse og indholdet i den frembragte artikeltekst fra den 23. marts 2025 mener Fyns Politi ikke, at Danmarks Radio har frembragt informationer i sagen så korrekt som muligt, jf. de presseetiske regler, idet det ikke fremgår af artiklen, at kritikken er baseret på oplevelser tilbage fra 2016.
Det er Fyns Politis vurdering, at man som læser efterlades med et indtryk af, at den tidligere ansattes kritik vedrører tiden op til pensionering (det vil sige frem mod 2023) og ikke 2016 som kritikken reelt vedrører.
Som følge af måden hvorpå artiklen er bygget op – en kort og meget generel kritik rettet mod Fyns Politi ”indskudt” som en bi-historie i en større hovedhistorie omkring vask af sager relateret til økonomisk kriminalitet (inkl.
datapræsentation) – er det videre vores vurdering, at man som læser automatisk vil kæde Fyns Politi sammen med casen fra Østjyllands Politi, som omhandler aktuelle oplevede kritikpunkter.
Fyns Politi sendte en mail til Danmarks Radio den 26. marts 2025, hvor politikredsen gjorde opmærksom på utilfredshed med udeladelse af oplysningerne om, at kritikken er baseret på oplevelser tilbage fra 2016 - dette i klageform […].
DR svarede tilbage den 27. marts 2025, hvor de i forhold til kritikken vedrørende manglende oplysninger omkring årstallet ikke anerkender, at det er relevant at oplyse, at kritikken stammer fra en betjents oplevelser i 2016.
Der blev givet følgende bemærkning
Det er korrekt, at artiklen ikke specifikt nævner at [Person 3] efterforskede indbrud i 2016, men det ligger inden for rammerne af DRs redigeringsret, at vi kan udelade oplysninger, der for en part eller andre forekommer centrale – naturligvis inden for rammerne af god presseskik.
[…].
Det er Fyns Politis vurdering, at årstallet for kritikken er en meget væsentlig oplysning, der er helt nødvendig for at kunne fremlægge kritikken rejst mod Fyns Politi korrekt.
Man bør som læser kunne få oplyst, at kritikken vedrører oplevelser omkring hændelser, der har fundet sted for tæt på 10 år siden, og Fyns Politi mener på den baggrund ikke at udeladelse heraf ligger inden for rammerne af redigeringsretten.
Ad.
klagepunkt 2
I forhold til ovennævnte redegørelse og indholdet i den frembragte artikeltekst fra den 23. marts 2025 mener Fyns Politi ikke, at Danmarks Radio har frembragt informationer i sagen så korrekt som muligt, jf. de presseetiske regler, idet det ikke fremgår af artiklen, at kritikken mod Fyns Politi drejer sig om indbrudssager og ikke sager vedr.
økonomisk kriminalitet.
Det i artiklen frembragte svar fra vicepolitiinspektør [Person 7] om, at Fyns Politi forholder sig fagligt til sagerne, efterlader et indtryk af, at Fyns Politi har svaret på en kritik, der drejer sig om, hvorvidt politikredsen ”vasker” aktuelle sager om økonomisk kriminalitet og ikke kritik af tidspunktet for henlæggelse i indbrudssager for tæt på 10 år siden.
Fyns Politi stillede op til interview den 13. marts 2025 med udgangspunkt i anmodning og spørgeramme modtaget fra Danmarks Radio, hvori præmissen var, at interviewet omhandlede indbrudssager fra 2016.
Det er politikredsens vurdering, at de manglende oplysninger om kritikkens indhold, herunder sagsområde og årstal er med til at give et stærkt misvisende billede af, hvad der egentlig kritiseres ved Fyns Politi.
Ad.
klagepunkt 3
I forhold til klagepunktet vedrørende udeladelse af det faktuelle forhold omkring, hvor den pågældende pensionerede betjent var ansat, vurderer politikredsen, at det er en væsentlig oplysning, som har betydning for vurderingen af kildens troværdighed.
DR ønskede ikke at oplyse identiteten på den pågældende pensionerede betjent til politikredsen inden interview ej heller, at den pågældende var ansat som lokal-betjent på [Placering A].
Pågældende var således ikke en del af den dedikerede gruppe der arbejdede med indbrudssager (indbrudsgruppen) i politikredsen i 2016.
DR har selvsagt ret til ikke at oplyse identiteten på deres kilde.
Politikredsen antog derfor forud for interviewet, at kilden må have arbejdet i politikredsens indbrudsgruppe siden kritikken vedrørte dette sagsområde.
Hvis politikredsen havde fået oplyst identiteten på kilden, ville politikredsens svar på kritikken have været væsentligt anderledes.
Da det ikke var muligt at få oplyst kildens identitet, er det politikredsens vurdering, at det er en væsentlig oplysning, hvor den pågældende pensionerede betjent var ansat, idet det giver læseren mulighed for at vurdere validiteten af den kritik der rejses.
DR anerkendte den 27. marts 2025, at det ikke fremgår af artiklen, hvor pågældende pensionerede betjent var ansat.
Dette blev efterfølgende korrigeret således, at det fremgår, at den pensionerede betjent var ansat ved Fyns Politi.
Denne korrektion imødekommer dog ikke ovenstående.
Endeligt skal det bemærkes, at Danmarks Radio som svar på vores klage i mail af den 27. marts 2025 henviser til, at både kritik og svar fremgår mere uddybende af artiklen;
[Der er i klagen linket til artiklen: ” [Person 3] lod, som om han efterforskede indbrud: 'Det havde jeg det skidt med' ” bragt den 24. marts 2025 på dr.dk, Pressenævnet.
]
Denne blev imidlertid først publiceret mandag d. 24. marts 2025, som en underliggende historie, og var således ikke synlig på DR’s platforme.
Fyns Politi ønsker på den baggrund fortsat at fastholde klagepunkterne, som anført ovenfor.
”
Fyns Politi har som svar på DRs udtalelse af den 6. august 2025 anført blandt andet, at
”[…] Vedr.
svar på klagepunkt 1 om udeladelse af væsentlige oplysninger om, at kritikken er baseret på oplevelser tilbage fra 2016.
Politikredsen bemærker, at det af artiklen fra den 23. marts 2025 fremgår følgende
Men det må ikke blive en undskyldning for at krænke borgernes rettigheder, siger tidligere betjent [Person 3], der har mere end 40 års erfaring bag sig – heraf de sidste 35 år hos Fyns Politi.
Han er den anden af de 30 nuværende og tidligere betjente, der stiller sig fremmed ansigt.
[Person 3] fortæller, at han selv er blevet pålagt at skulle' lade som om', at han efterforskede sager, når det ikke var tilfældet.
Der nævnes specifikt mere end 40 års erfaring, heraf de sidste 35 år hos Fyns Politi.
Dette er eneste tidsangivelse ud over pensioneringstidspunktet, som rettelig er i 2020.
Idet ovenstående er eneste tidsangivelse i artiklen vedr.
kritikken fra den tidligere betjent, må man som læser konkludere, at det påståede skulle være foregået igennem hele betjentens karriere.
I anmodningen om interview står følgende: Betjenten fortæller at politiet havde oplevet klager fra borgere, der kunne se, at den dag de havde anmeldt deres indbrud i deres bolig, så var der udfærdiget en slutskrivelse.
At den var henlagt samme dag, fortæller han.
Han fortæller, at politiledelsens løsning ikke var at efterforske sagerne.
I stedet fik betjentene et såkaldt actioncard med en ordre om at lade sagerne ligge i op til en måned, før de skrev en dato på, inden de skrev ud til borgerne, at sagen ikke kunne opklares.
Politikredsen er grundlæggende uenig i DR’s påstand om, at der var tale om et interview vedrørende en generel kritik.
Der henvises i den forbindelse til den fremsendte spørgeramme […], men også til den løbende dialog med journalist [Journalist 2], hvor politikredsen bl.a. forsøgte at få afklaret, hvilket årstal det omtalte acctioncard på indbrudsområdet skulle være udstedt, da actioncardets ordlyd var hovedkritikpunktet.
Det er også actioncardets ordlyd professoren i strafferet kommenterer på, jf. bilag 1
Det må man ikke.
Det er jo ganske enkelt.
Hvis man reelt ønsker at lukke en sag på et bestemt tidspunkt, og det har man truffet beslutningen om, og man så giver en anden dato for det, inden der er det rigtige, så må man ikke.
DR oplyste derfor i en telefonsamtale den 12. marts 2025, at det skulle være foregået i 2016.
Idet hovedkritikpunktet var actioncardets ordlyd er det politikredsens vurdering, at det er en helt væsentlig oplysning, at den tidligere betjent refererer til oplevelser tilbage i 2016 og dermed for mere end 8 år siden.
Vedr.
svar på klagepunkt 2 om manglende oplysninger om, at kritikken omhandler indbrudssager og ikke sager vedrørende online økonomisk kriminalitet.
Politikredsen kan oplyse, at der forud for interviewet var telefonisk dialog med journalist [Journalist 2] om bl.a. efterforskningsmetoderne i indbrudssager, som afviger væsentligt fra efterforskningsmetoderne i sager vedrørende økonomisk kriminalitet.
På grund af disse forskelle var det afgørende at få præciseret kritikkens indhold, idet politikredsen ikke ønskede en sammenblanding af de to områder.
Dette er også oplyst til journalist [Journalist 2] og til [Journalist 1] i forbindelse med afgivelse af selve interviewet.
DR anfører i sit svar på klagen, at der nævnes andre sagsområder end økonomisk kriminalitet i faktabokse, samt at følgende ordlyd fremgår efter afsnittet med politikredsens tidligere betjent.
” […] Det sker, ifølge kilderne, også i sager om personfarlig kriminalitet og større sager om økonomisk kriminalitet”.
Det er politikredsens vurdering, at den indsatte ordlyd netop bekræfter, at DR bevidst undlader at nævne, at betjentens udsagn omhandler indbrud.
Hvis DR ønskede at tegne et retvisende billede af kritikken kunne DR have skrevet, at det jf. kilden ovenfor foregik i indbrudssager i 2016.
DR’s svar på klagen understreger således netop, at betjentens udtalelser omkring indbrud indsættes i en forkert kontekst.
Vedr.
svar på klagepunkt 3 om udeladelse af oplysninger om, hvor den tidligere betjent var ansat.
Fyns Politi skal bemærke, at det fremgår af Pressenævnets afgørelse i sag 15-70-00858, som DR henviser til, at ” Ekstra Bladet i det konkrete tilfælde kunne have oplyst navnene på praktikanterne, således at klager havde bedre mulighed for at kunne svare på kritikken.
”
Fyns Politi forsøgte naturligvis at få oplyst navn på den tidligere betjent og/eller placering i politikredsen, hvilket både [Journalist 2] og [Journalist 1] afviste under henvisning til kildebeskyttelse.
Da politikredsen ønskede at svare på kritikken, måtte man under interviewet nøjes med årstallet 2016.
Såfremt DR havde givet disse oplysninger til politikredsen ville svaret på kritikken have været anderledes, da efterforskning af indbrudssager også tilbage i 2016 blev håndteret af en særlig indbrudsgruppe, som den tidligere betjent aldrig har været en del af.
Politikredsen vurderer på denne baggrund, at DR ville kunne have bragt et mere retvisende billede af politikredsens håndtering og efterforskning af indbrudssager, hvis disse oplysninger havde indgået i interviewet og artiklen, ikke mindst når DR i artiklen valgte at offentliggøre navn og billede af den tidligere betjent.
”
Fyns Politi har supplerende anført følgende vedrørende den dialog, politikredsen havde med DR i forbindelse med forelæggelsen
”12. marts 2025 bliver det ved telefonsamtale aftalt, at Fyns Politi stiller op til interview med DR omkring vask af sager, der skulle være foregået i 2016 eller 2017 – det drejer sig om indbrudssager.
Senere 12. marts 2025 sender DR en sms, hvor de fortæller, at der vil indgå yderligere to betjente i deres dækning.
Disse er også fra Fyns Politi men er anonyme.
Fyns Politi svarer, at det virker sært, at de ikke indledningsvist har fortalt, at de har tre betjente og ikke blot en.
Hertil svarer DR, at det blot var til orientering og ikke for at holde noget skjult.
17. marts 2025 skriver DR for at sige tak for interviewet.
De spørger til opklaringsprocenten på indbrud, da de har fået tal for det fra en anden kreds.
Fyns Politi svarer tilbage, at det ikke er et begreb, vi opererer med.
Men vi kan for eksempel finde sigtelsesprocent eller fældende afgørelser.
Er det sådanne tal, DR ønsker?
20. marts rykker Fyns Politi DR for svar.
Samtidig spørger Fyns Politi, hvilken rolle vi kommer til at spille i udrulningen af historien?
Er vi med i 21Søndag?
Er det en selvstændig vinkel?
DR svarer, at Fyns Politi ikke indgår i dækningen søndag, men først vil blive bragt mandag eller senere.
Det bliver en selvstændig vinkel.
Angående tallene, så er de endnu ikke afklaret på, hvad de efterspørger.
”
2.2 DRs synspunkter
DR har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende
”[…] Fyns Politi (herefter kaldet "Klager") har den 10. juni 2025 klaget til Pressenævnet over DR.
Klagen angår DR's artikel "Politibetjente står frem med navn og ansigt: 'Vi lyver for borgerne"' bragt på www.dr.dk den 23. marts 2025 (herefter kaldet "Artiklen").
[…]
DR forstår klagen således, at der er tale om følgende klagepunkter
1) Artiklen er ikke retvisende, fordi det ikke fremgår, at betjentens udsagn vedrører et forhold i 2016 (pkt. A.
1 i presseetiske regler) (Klagepunkt 1)
2) Artiklen er ikke retvisende, og det er uklart hvilken kritik, der rettes mod Klager (pkt. A.
1 i de presseetiske regler) (Klagepunkt 2)
3) DR har undladt væsentlige oplysninger i forbindelse med forelæggelsen, idet DR ikke oplyste Klager om, hvilken afdeling, som den pågældende betjent havde været ansat i, hvilket ifølge Klager havde betydning for Klagers svar på forelæggelsen (pkt. A.
3 i de presseetiske regler) (Klagepunkt 3).
I det følgende beskrives først Artiklen og sagens forløb.
Derefter følger DR's svar på de enkelte klagepunkter.
1.
Beskrivelse af artiklen
DR har i månederne forud for publiceringen af Artiklen publiceret en række artikler og TV-indslag, hvori flere anonyme betjente fra hele landet fortæller om et begreb, de kalder "at vaske sager".
Forenklet fortalt går det ud på at håndtere efterforskningen af et anmeldt, muligt strafbart forhold på en måde, så sagen kan henlægges i stedet for at efterforske sagen yderligere og forhåbentlig nå frem til en opklaring.
Anonyme betjente har fortalt, at det fx kan gøres ved bevidst at undlade at indhente relevant videoovervågning eller at undlade at afhøre vidner.
Den 23. marts 2025 publicerede DR Artiklen " Politibetjente står frem med navn og ansigt: Vi lyver for borgerne " på dr.dk.
I Artiklen medvirker to navngivne betjente samt en række anonyme betjente.
Den hovedmedvirkende betjent er [Person 4] fra Østjyllands Politi, mens tidligere betjent ved Klager, [Person 3], medvirker i et enkelt afsnit i Artiklen.
Artiklen beskriver, at i alt flere end 30 tidligere og nuværende betjente siden januar 2025 har kontaktet DR og fortalt om forskellige oplevelser med "vask af sager".
Det beskrives, hvordan de 30 betjente har gjort tjeneste i 10 af landets 12 politikredse, og Artiklen citerer 5 forskellige betjente (heraf en nuværende leder) i en faktaboks.
Artiklen oplyser, at flertallet af de 30 betjente beskriver, at de selv har "vasket sager" på opfordring af deres ledelse.
Artiklen oplyser herefter, at Rigsrevisionen skal undersøge fænomenets omfang med henvisning til den markante stigning i antallet af henlæggelser relativt til antallet af anmeldelser, og en ekspert kommenterer på denne udvikling.
Overordnet omhandler Artiklen således emnet "vask af sager" generelt og på tværs af politikredse og afdelinger, men omtaler specifikt to politikredse nærmere, fordi der her var betjente, der ville stå frem med navn.
Derefter retter Artiklen fokus på [Person 4] fra Østjylland Politi i et afsnit med underrubrikken "Økonomisk svindel hober sig op".
Det oplyses, at han arbejder i afdelingen for økonomisk kriminalitet, og han fortæller, at han bliver sat i en arbejdsgruppe, der bliver bedt om at lukke sager, for at sagsbunkerne kan bringes ned.
Han oplyser, at der er eksempler på store sager "i millionklassen", der ikke efterforskes, og Artiklen oplyser, at en anden nuværende betjent i Østjyllands Politi bekræfter dette.
Ledelsen i Østjyllands politi afviser denne påstand til citat i samme afsnit.
Artiklen skifter derefter til et nyt afsnit med mellemrubrikken "Træt af dårlige undskyldninger".
DR forstår klagen således, at det specifikt er indholdet af dette afsnit med tidligere betjent ved Klager, [Person 3], der klages over.
Afsnittet gengives her
" Træt af dårlige undskyldninger
Politiet vil aldrig have nok hænder til at efterforske alle sager.
Der skal prioriteres, og det ved de betjente, som DR har talt med, godt.
Men det må ikke blive en undskyldning for at krænke borgernes rettigheder, siger tidligere betjent [Person 3], der har mere end 40 års erfaring bag sig.
Han er den anden af de 30 nuværende og tidligere betjente, der stiller sig frem med ansigt.
[Person 3] fortæller, at han selv er blevet pålagt at skulle 'lade som om', at han efterforskede sager, når det ikke var tilfældet.
- Det havde jeg det skidt med, og det var faktisk også derfor, jeg kontaktede jer, fordi jeg synes jo, at det er at vildlede befolkningen, fortæller [Person 3], der gik på pension i 2020.
Hos Fyns Politi kender man godt til begrebet 'at vaske en sag', men det foregår ikke i kredsen, siger vicepolitiinspektør [Person 7]
- Vi vasker ikke sager i Fyns Politi.
Her forholder vi os fagligt til sagerne, og det vil sige, at når vi får sagerne, så vurderer vi, hvad de indeholder."
På baggrund af en henvendelse fra Klager den 27. marts 2025 blev afsnittet tilføjet en sætning, der præciserer, at [Person 3] var ansat ved Klager frem til sin pensionering i 2020.
Den tilføjede sætning er her markeret med understregning
"[ .
.
.
]
Men det må ikke blive en undskyldning for at krænke borgernes rettigheder, siger tidligere betjent [Person 3], der har mere end 40 års erfaring bag sig - heraf de sidste 35 år hos Fyns Politi .
[.
.
.
]"
Artiklen skifter igen til et nyt, mere generelt afsnit, hvori Rigspolitiets ledelse afviser, at politiet har et problem med vask af sager og opfordrer betjente til at tage prioriteringer op med deres lokale ledelse, hvorefter [Person 4] oplyser, at han uden resultat har orienteret sin egen ledelse om de arbejdsgange, han mener er forkerte.
Sagens forløb
DR har forud for publiceringen af Artiklen ad flere omgange publiceret andre artikler og indslag omhandlende betjente, der fortæller, at de på usagligt grundlag lukker politisager for at komme til bunds i sagsbunkerne, og at dette er noget, de pålægges af deres ledelse.
Den 10. marts 2025 sendte DR en forelæggelse til Klager […], hvoraf det fremgik, at en unavngiven tidligere, nu pensioneret betjent rejser en kritik af sin tidligere arbejdsplads, Klager.
Det fremgik af forelæggelsen, at baggrunden for at anmode om et interview med Klager var en række henvendelser fra nuværende og tidligere ansatte i Politiet, herunder "historier der vedrører Fyns Politi".
Af forelæggelsen fremgik det endvidere, at betjenten generelt oplyser over for DR, at begrebet "at vaske sager" efter hans vurdering er "et udtryk alle i dansk politi kender", og at han synes, at det er synd for de borgere, der har anmeldt en sag, som "man vasker eller henlægger uden efterforskning".
Af forelæggelsen fremgik det desuden, at betjenten fortæller om at have fået klager fra borgere, der kunne se, at deres indbrudsanmeldelse var blevet henlagt samme dag.
Det fremgik også, at betjenten fortæller, at ledelsen (hos Klager) fik udarbejdet et action card, der instruerede betjente i at lade sager ligge en måned, før de skrev en slutskrivelse om, at sagen ikke kunne opklares.
Dette var ifølge betjenten "at stikke borgerne blår i øjnene", hvilket var baggrunden for, at han kontaktede DR, da han mente, at det var at "vildlede befolkningen".
Forelæggelsen indeholdt også den tidligere betjents generelle holdning til, hvordan Politiet burde undersøge fænomenet "at vaske sager".
Forelæggelsen indeholdt endelig også en vurdering fra en unavngiven ekspert i strafferet.
Forelæggelsen afsluttes med en række specifikke og generelle spørgsmål til Klager, som DR ønskede svar på.
Den 12. marts 2025 tilkendegav Klager et ønske om at deltage i et interview, hvilket blev gennemført den 13. marts 2025 på Politigården i Odense.
Intervieweren indleder med at spørge vicepolitiinspektør [Person 7] om han kender til begrebet at "vaske en sag", hvilket han bekræfter at have hørt som begreb, men understreger at der ikke vaskes sager i Klager.
Intervieweren oplyser, at en tidligere ansat ved Klager fortæller til DR, at der vaskes sager ved Klager i den forstand, at man ikke gør det, der skal til for at efterforske en sag.
[Person 7] afviser i sine svar gentagne gange, at politiet bevidst undlader at tage bestemte efterforskningsskridt.
[Person 7] bliver flere gange stillet spørgsmål, der tager udgangspunkt i betjentens påstande og oplevelser, men han spørger ikke nærmere ind til betjentens identitet, arbejdsfunktion, arbejdssted eller arbejdsopgaver og tager i sine svar ikke forbehold for manglende kendskab til den pågældende betjents præcise ansættelsessted.
Den 20. marts 2025 rettede Klager henvendelse til DR for at få oplyst hvordan og hvornår, interviewet ville blive bragt, hvortil DR's journalist svarer i SMS (fremlagt som Bilag B)
"Vores plan [DR's] er pt at køre historierne fra søndag, men der er Fyn efter planen ikke med.
Det er I efter planen mandag - og de planer kan som sagt rykkes."
Den 23. marts 2025 publicerede DR Artiklen, hvori et enkelt afsnit omhandler den tidligere ansatte ved Klager.
Den 24. marts 2025 publicerede DR en længere artikel med hovedfokus på den tidligere ansatte ved Klager.
Klagepunkter og DR's svar herpå
l.
Manglende oplysninger om at kritikken er baseret på oplysninger tilbage fra 2016
DR bemærker indledningsvist, at den tidligere betjent blev pensioneret i 2020 og ikke i 2023, som Klager oplyser i sin klage.
Det fremgår af Artiklen, at betjenten blev pensioneret i 2020, og alene af den grund kan læserne ikke være i tvivl om, at kritikken udelukkende kan vedrøre årene frem til 2020.
Af Artiklen fremgår følgende baseret på den tidligere betjents udsagn om sit arbejde i Klager
"[Person 3] fortæller, at han selv er blevet pålagt at skulle 'lade som om', at han efterforskede sager, når det ikke var tilfældet.
- Det havde jeg det skidt med, og det var faktisk også derfor, jeg kontaktede jer, fordi jeg synes jo, at det er at vildlede befolkningen, fortæller [Person 3]"
DR's interview med betjenten var ikke begrænset til 2016, men handlede generelt om betjentens oplevelser i løbet af sin mangeårige ansættelse ved Klager.
Ovenstående citat skal derfor heller ikke opfattes som udelukkende vedrørende en specifik periode eller afdeling, men er repræsentativ for den tidligere betjents samlede oplevelse af kritisabel henlæggelsespraksis i sin tid som ansat ved Klager.
DR svarede Klager i redaktionens klagesvar den 27. marts 2025 […] at det efter DR's opfattelse ligger indenfor rammerne af DR's redigeringsret at udelade oplysninger, der for en part eller andre fremstår centrale, så længe det publicerede fremstår retvisende.
Den tidligere betjent var som tidligere nævnt ansat 35 år ved Klager.
DR har ikke
"udeladt" årstallet 2016 i Artiklen som anført af Klager, idet årstallet 2016 ikke er relevant for Artiklen, som omhandler en generel kritik.
Det er fortsat DR's vurdering, at det publicerede i Artiklen er dækkende for en mere generel oplevelse hos den tidligere betjent frem mod pensioneringen i 2020, og at betjentens udsagn efter det over for DR oplyste ikke er specifikt begrænset til 2016.
2.
Manglende oplysninger om at kritikken omhandler indbrudssager og ikke sager vedrørende online økonomisk kriminalitet.
DR henviser til sit svar på klagepunkt 1, idet der særligt henvises til argumenterne for, at de publicerede udsagn og oplysninger fra den tidligere betjent vedrører en påstand om "vask af sager" som et mere generelt fænomen og dermed ikke i forhold til en specifik sagstype eller periode.
Klager gør gældende, at Artiklen efterlader det indtryk "at Fyns Politi har svaret på en kritik, der drejer sig om, hvorvidt politikredsen "vasker" aktuelle sager om økonomisk kriminalitet", og at Artiklen samlet set giver "et stærkt misvisende billede af, hvad der kritiseres ved Fyns Politi".
Det anføres endvidere, at Klager stillede op til interview, "hvori præmissen var at interviewet handlede om indbrudssager fra 2016".
DR afviser, at præmissen for interviewet var begrænset til indbrudssager fra 2016 og henviser i denne forbindelse til forelæggelsens meget generelle ramme om "vask af sager".
Således fremgik det af forelæggelsen
"Den 26. januar 2025 og i dagene derefter udkom DR med en række historier om anonyme betjente og tidligere betjente, som fortalte, at de "vaskede" sager.
Begrebet dækker over forskellige metoder, der har til formål at gøre det, der skal til for at sagen kan henlægges.
Herunder at undlade at efterforske, undlade at indhente tekniske beviser, tale en forurettet fra at anmelde eller andre lignende metoder.
[…]
Efter disse historier er DR blevet kontaktet af en række ansatte hos politiet, både nuværende og tidligere.
På baggrund af disse henvendelser kommer vi nu med en ny række historier om emnet, herunder også historier der vedrører Fyns Politi.
Derfor kontakter vi nu jer for at få jeres kommentarer til det.
Derfor kontakter vi jer for at bede om et interview der kan bruges på alle DR Nyheders platforme.
[…]
Vi har et længere interview med en politimand, der har været ansat hos Fyns Politi i årtier og blev pensioneret for et par år siden, som står frem med navn og ansigt.
Han siger blandt andet om det at vaske sager: - Det udtryk kender alle i dansk politi.
Det er bekymrende for vores retsfølelse i Danmark.
Jeg synes, det er synd for de borgere, som har anmeldt en sag til politiet, og så at man vasker den eller henlægger den uden efterforskning.
[…]"
I forelæggelsen oplyses Klager således tydeligt om, at interviewet har et generelt udgangspunkt, men at det også vil omhandle betjentens oplevelser med efterforskning af indbrud.
DR henviser også til selve interviewet, der begynder med generelle spørgsmål om Klagers kendskab til begrebet "at vaske sager", som citeres i Artiklen således
DR forstår klagen således, at der er tale om følgende klagepunkter
"Hos Fyns Politi kender man godt til begrebet 'at vaske en sag', men det foregår ikke i kredsen, siger vicepolitiinspektør [Person 7]
- Vi vasker ikke sager i Fyns Politi.
Her forholder vi os fagligt til sagerne, og det vil sige, at når vi får sagerne, så vurderer vi, hvad de indeholder"
DR er ikke enige i, at læserne bibringes det indtryk, at Klager udtaler sig om økonomisk kriminalitet i Artiklen.
Det fremgår af Artiklen, at det publicerede svar angår Klagers kendskab til begrebet "at vaske en sag" og kommer i øvrigt i umiddelbar forlængelse af betjentens generelle kritik rettet mod Klager i et afsnit, der ikke nævner økonomisk kriminalitet.
DR gør i øvrigt gældende, at Artiklen som helhed ikke er vinklet på "vask af sager" om økonomisk kriminalitet, men generelt omhandler i alt syv betjentes oplevelser med "vask af sager" i dansk politi.
Det er korrekt, at der i det forudgående afsnit i Artiklen fokuseres på en enkelt betjents oplevelser med efterforskning af økonomisk kriminalitet i Østjyllands Politi, men i faktaboksen med uddrag af anonyme citater fra nuværende og tidligere betjente i første del af Artiklen, nævner "Betjent C" "mindre voldssager og voldtægtssager" som sagstyper, den pågældende betjent oplyser at have været med til at "vaske".
I det efterfølgende afsnit i Artiklen fremgår følgende om sagstyper, som "vaskes"
"[.
.
.
] Det sker, ifølge kilderne, også i sager om personfarlig kriminalitet og større sager om økonomisk kriminalitet."
Hovedparten af brødteksten samt Artiklens rubrik og underrubrik har således karakter af en generel omtale af begrebet "vask af sager" og Artiklens fokus er ikke sager om økonomisk kriminalitet, men omhandler og nævner forskellige sagstyper, som ifølge kilderne blev "vasket".
Afsnittet om Klager er desuden klart adskilt fra Artiklens øvrige brødtekst med mellemrubrikker.
Det ligger indenfor DR's redigeringsret at udvælge og præsentere et udsnit af oplysninger fra et bredt researchmateriale og bringe dem i en samlet form.
Der er efter DR's opfattelse således ikke belæg for Klagers påstand om, at der gives et misvisende billede af, hvilken type sager, kritikken af Klager angår.
3.
Manglende oplysninger om hvor den pågældende pensionerede betjent var ansat.
DR forstår klagepunktet således, at Klager på baggrund af oplysningerne i forelæggelsen antog, at den pågældende betjent havde været ansat i en specialafdeling under Klager, hvilket dog ikke var tilfældet, og at oplysningen om hvilken afdeling den pågældende betjent var ansat i før sin pensionering og/eller oplysning om den tidligere betjents identitet, ville have foranlediget et "væsentligt anderledes" svar på den kritik, den pågældende betjent fremfører i Artiklen.
Klager gør desuden gældende, at oplysningen har betydning for kildens troværdighed DR gør for det første gældende, at DR ikke var forpligtet til at oplyse kildens identitet i forelæggelsen, jf. også Pressenævnets afgørelse i sag 15-70-00858, hvor Pressenævnet ikke kritiserede Ekstra Bladet for ikke i forelæggelsen at have nævnt navne på de personer, der fremkom med kritik mod den virksomhed, som efterfølgende klagede til Pressenævnet.
Pressenævnet lagde i sagen vægt på, at der var fremkommet enslydende kritik fra flere, og at virksomhedens kommentarer var gengivet i avisen.
Den rejste kritik af Klager er generel og ikke rettet mod en specifik afdeling, og forelæggelsen har givet Klager overblik over det, som kritikken vedrører, og i hvilken sammenhæng udtalelserne anvendes af DR.
Klager har heller ikke selv efterspurgt yderligere oplysninger for at kunne identificere den medvirkende betjent.
Klager har således haft mulighed for at kommentere den fremsatte kritik og Klagers svar er gengivet loyalt i Artiklen.
Det kan ikke komme DR til skade, at Klager på baggrund af forelæggelsen selv antog, hvor den tidligere betjent har været ansat, særligt ikke når Klager hverken i forbindelse med forelæggelsen eller selve interviewet oplyste hvilke forudsætninger, der lå bag Klagers svar.
Klager tilkendegav heller ikke, at det var en forudsætning for svarene, at DR oplyste kildens identitet eller præcise arbejdssted, ligesom Klager heller ikke i øvrigt anmodede om at få identiteten oplyst.
Det er DR's opfattelse, at det må påhvile Klager at gøre opmærksom på det, hvis en forelæggelse savner oplysninger, der er nødvendige for at kunne svare meningsfyldt på spørgsmålene.
Det er samtidigt DR's opfattelse, at den tidligere betjents udtalelser i Artiklen er af generel karakter, hvorfor det allerede af den grund savner belæg, at en oplysning om vedkommendes præcise tjenestested skulle være afgørende for læsernes mulighed for at vurdere kildens troværdighed og udtalelsernes validitet.
Endelig har det formodningen imod sig, at Klagers svar på kritikken i Artiklen ville have været "væsentligt anderledes", dersom Klager havde kendt betjentens præcise tjenestested.
Klager har heller ikke selv oplyst nærmere, hvordan Klagers svar i givet fald ville have været.
I artiklen citeres Klager for følgende
"Hos Fyns Politi kender man godt til begrebet 'at vaske en sag'.
men det foregår ikke i kredsen, siger vicepolitiinspektør [Person 7]
- Vi vasker ikke sager i Fyns Politi.
Her forholder vi os fagligt til sagerne, og det vil sige, at når vi får sagerne, så vurderer vi, hvad de indeholder."
Det fremgår således tydeligt af Artiklen, at Klager alene udtaler sig om et generelt kendskab til begrebet "at vaske sager" og generelt afviser, at dette finder sted hos Klager.
Det er efter DR's opfattelse uden betydning for disse svar, hvor hos Klager den tidligere betjent gjorde tjeneste indtil sin pensionering i 2020, og at det derfor ligger klart indenfor DR's redigeringsret at udelade oplysning om det præcise tjenestested eller betjentens identitet i forbindelse med forelæggelsen.
Samlet set er det DR's opfattelse, at Artiklen er i overensstemmelse med god presseskik.
[…]”
DR har til klagers bemærkninger af 11. august 2025 supplerende anført blandt andet
”Fyns Politi har den 11. august 2025 uddybet sine klagepunkter og argumenter i ovennævnte sag vedr.
DR's artikel "Politibetjente står frem med navn og ansigt: 'Vi lyver for borgerne"' bragt på www.dr.dk den 23. marts 2025 (herefter kaldet "Artiklen").
DR fastholder i det hele sin udtalelse af 6. august 2025 i sagen til Pressenævnet, men Klagers supplerende bemærkninger giver dog anledning til følgende bemærkninger angående klagepunkterne nedenfor.
Klagepunkt 1
DR fastholder, at den tidligere betjents kritik, som Klager fik forelagt, ikke kan afgrænses til alene at vedrøre hverken 2016, indbrudssager eller det omtalte action card, men er af mere generel karakter.
De nævnte forhold indgår i kritikken, men kritikken er ikke begrænset hertil.
DR fastholder, at forelæggelsen og den øvrige kommunikation med Klager i forbindelse med forelæggelsen underbygger, at der er tale om generel kritik.
Forelæggelsen for Klager slås således generelt an og henviser til at DR vil udkomme med "en række historier om emnet, herunder også historier der vedrører [Klager]." Det fremgår desuden af forelæggelsesskrivelsen (bilag 1) at
"Vi har et længere interview med en politimand, der har været ansat hos [Klager]i årtier og blev pensioneret for et par år siden, som står frem med navn og ansigt.
Han siger blandt andet om det at vaske sager
- Det udtryk kender alle i dansk politi.
Det er bekymrende for vores retsfølelse i Danmark.
Jeg synes, det er synd for de borgere, som har anmeldt en sag til politiet, og så at man vasker den eller henlægger den uden efterforskning."
Dette er således også udtryk for en generel kritik.
Det er korrekt, at der efterfølgende i forelæggelsen er nævnt indbrudssager som eksempel, ligesom action cardet nævnes, men DR genkender ikke Klagers udlægning af, at indbrudssager og action cardet var hovedkritikpunktet i forelæggelsen.
Dette understreges også af sms-korrespondancen mellem DR's journalist [Journalist 2] og Klager den 12. marts 2025, som fremlægges som bilag C.
DR informerede her Klager om, at den fremlagte kritik er underbygget af andre (anonyme) betjentes kritik mod Klager
"For et god ordens skyld vil jeg informere om, at vi også har talt med to andre betjente, der har været i [Klager] og som bekræfter den navngivne betjents hovedbudskab om, at der blev vasket sager hos [Klager].
.
.
.
]"
Hertil svarede Klager bl.a.
"Det var da pudsigt, at det først bliver sagt nu.
Men tak.
Det ændrer dog ikke ved vores svar, som I vil få i morgen."
Det er således DR's opfattelse, at kritikken hele tiden har været præsenteret som en generel kritik over for Klager, og DR fastholder dermed, at det må stå for Klagers egen regning, at Klager fokuserer på indbrud og 2016.
Klagepunkt 2
DR fastholder det anførte i forhold til klagepunkt 2 i DR's udtalelse af 6. august 2025.
Det er ikke korrekt, som Klager anfører, at den tidligere betjents kritik mod Klager alene vedrører indbrudssager.
Det er derimod DR's opfattelse, at oplysningerne i Artiklen har fuld dækning i interviewet med den tidligere betjent, som udtaler sig generelt om oplevelser i sit arbejdsliv ved Klager.
Det ligger inden for DR's redigeringsret at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede, hvilket efter DR's opfattelse er tilfældet her.
Klagepunkt 3
DR fastholder, at Klager ikke i forbindelse med forelæggelsen eller interviewet tilkendegav, at oplysningen om den tidligere betjents navn eller tjenestested havde væsentlig betydning for eller var en forudsætning for Klagers svar på forelæggelsen.
Klagers påstand om, at oplysningen om den tidligere betjents tjenestested var afgørende for Klagers svar, er først fremsat af Klager i forbindelse med Klagen til Pressenævnet.
Klager ses også i forhold til dette klagepunkt at fastholde, at kritikken skulle omhandle indbrudssager.
I den forbindelse kan DR oplyse, at den tidligere betjent over for DR har tilkendegivet at have arbejdet i såvel beredskabet og som landbetjent på bl.a. [Placering A], hvor han har kørt ud til bl.a. indbrud.
Herudover er DR som også tidligere oplyst ikke enig i, at præmissen for forelæggelsen for Klager var, at den tidligere betjent skulle have arbejdet i en særlig indbrudsgruppe.
Som redegjort for tidligere var kritikken rettet mod Klager ikke afgrænset til indbrudssager.
Det ligger inden for DR's redigeringsret at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede, hvilket efter DR's
opfattelse er tilfældet her.
DR har således valgt alene at medtage den generelle kritik i forhold til Klager i Artiklen.
Samlet set er det DR's opfattelse, at Artiklen er i overensstemmelse med god presseskik.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Maria Becher Trier og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
Pressenævnet bemærker endvidere, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og retningslinjer for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt retsplejelovens bestemmelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Korrekt information, forelæggelse, angreb og svar i sammenhæng og redigering
Fyns Politi har klaget over blandt andet, at DR ved redigeringen af artiklen har udeladt væsentlige oplysninger, og at der ikke er sket tilstrækkelig forelæggelse.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.
Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.
1, A.
2, A.
3, A.
4 og A.
7.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Af artiklen fremgår blandt andet
”Han har altid betragtet sig selv som en betjent, der sætter lov og orden først.
Derfor står [Person 4] nu frem og fortæller om en praksis i politiet, der tynger på hans samvittighed.
- Vi krænker borgerens retssikkerhed ved at undlade at efterforske anmeldte sager.
Og vi lyver for borgerne om årsagen, siger betjenten, der til dagligt er efterforsker hos Østjyllands Politi.
[Person 4] er en af i alt 30 politibetjente, der har kontaktet DR siden januar, hvor anonyme betjente første gang beskrev fænomenet 'at vaske en sag'.
Det betyder kort fortalt, at sager lukkes uden tilstrækkelig og relevant efterforskning for at få sagsbunkerne ned.
To af betjentene stiller sig frem med navn og ansigt.
Resten ønsker at være anonyme, men DR kender identiteten på alle kilder.
De 30 henvendelser kommer fra ti ud af landets 12 politikredse, og der er tale om ti nuværende og 20 tidligere betjente.
[…]
De 30 politikilder tegner samlet et billede af, at det er alment kendt i politiet, at betjente 'vasker sager'.
Det sker ofte ved at undlade at indsamle videoovervågning, tale med vidner eller indhente tekniske beviser.
Det sker, ifølge kilderne, også i sager om personfarlig kriminalitet og større sager om økonomisk kriminalitet.
Og størstedelen af de 30 betjente, der har kontaktet DR siden januar, beskriver, at de selv har vasket sager på direkte opfordring fra deres ledelse.
De går dermed i rette med politiets øverste myndighed, Rigspolitiet.
Tilbage i januar afviste Rigspolitiets chefpolitiinspektør, [Person 5], at kende til begrebet vask.
Og han afviste at have hørt om, at ledelsen pålægger betjente at vaske sager.
[…]
Økonomisk svindel hober sig op
Svindel med mobilepay, kryptovaluta og bedrageri er et felt, som [Person 4] har fået et særligt kendskab til i afdelingen for økonomisk kriminalitet i Østjylland.
Han fortæller, at han sidste år blev placeret i en arbejdsgruppe, der skulle tage sig af de store sagsbunker på området.
Men i stedet for at forholde sig til den enkelte sag, blev han bedt om at lukke den ned og finde på undskyldninger, der er løgn, fortæller betjenten.
- Det handler om at undgå klager.
Man finder en forklaring på, hvorfor en sag ikke kan opklares.
Nogle af undskyldningerne er simpelthen tåkrummende, siger [Person 4].
Selv sager med navngivne mistænkte eller svindel "i millionklassen" blev ikke efterforsket, fortæller han.
En anden nuværende betjent fra Østjyllands Politi bekræfter anonymt til DR, at det også handler om store sager.
[Person 4] og en betjent fra Østjyllands Politi, der ønsker at være anonym, siger, at de og kollegaerne lyver for borgerne.
Se, hvad fungerende politiinspektør, [Person 6], fra Østjyllands Politi siger til det.
[…]
Ledelsen hos Østjyllands Politi afviser, at politikredsens betjente gør noget ulovligt eller lyver for borgerne.
Fungerende politiinspektør, [Person 6], understreger, at det udelukkende er et prioriteringsspørgsmål, når sager lukkes.
- Det er rigtigt, at vi henlægger sager, hvor der reelt set er efterforskningsmuligheder, men hvor vi har prioriteret, at det ikke er den sag, vi vil gå efter, siger [Person 6].
Men kender du til det her begreb 'at vaske en sag'?
- Jamen, jeg vil bare holde fast i, at vi prioriterer i vores sager, og hvordan det bliver stillet op fra andre, det ved jeg ikke.
Træt af dårlige undskyldninger
Politiet vil aldrig have nok hænder til at efterforske alle sager.
Der skal prioriteres, og det ved de betjente, som DR har talt med, godt.
Men det må ikke blive en undskyldning for at krænke borgernes rettigheder, siger tidligere betjent [Person 3], der har mere end 40 års erfaring bag sig – heraf de sidste 35 år hos Fyns Politi.
Han er den anden af de 30 nuværende og tidligere betjente, der stiller sig frem med ansigt.
[Person 3] fortæller, at han selv er blevet pålagt at skulle 'lade som om', at han efterforskede sager, når det ikke var tilfældet.
- Det havde jeg det skidt med, og det var faktisk også derfor, jeg kontaktede jer, fordi jeg synes jo, at det er at vildlede befolkningen, fortæller [Person 3], der gik på pension i 2020.
Hos Fyns Politi kender man godt til begrebet 'at vaske en sag', men det foregår ikke i kredsen, siger vicepolitiinspektør [Person 7]
- Vi vasker ikke sager i Fyns Politi.
Her forholder vi os fagligt til sagerne, og det vil sige, at når vi får sagerne, så vurderer vi, hvad de indeholder.
[…]
Snak med jeres ledelse’
Rigspolitiet, der er politiets øverste myndighed, afviser, at politiet har et problem med at vaske sager.
- Når jeg siger, at vi skal prioritere rigtig hårdt, så skal det jo stadigvæk ske inden for lovens rammer, siger politidirektør hos Rigspolitiet, [Person 8].
[…]”
Nederst i artiklen fremgår følgende med kursiv
”Rettelse 27. marts 13:20: Det er tilføjet, at [Person 3] arbejdede de sidste 35 år af sin karriere i Fyns Politi.
”
Pressenævnet bemærker generelt, at det er nævnets opfattelse, at offentlige institutioner i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.
Særligt når emnet er af samfundsmæssig interesse, hvilket må anses at være tilfældet i nærværende sag.
- oplysninger om, at kritikken er baseret på oplevelser fra 2016
Fyns Politi har klaget over, at DR har udeladt væsentlige oplysninger i omtalen ved ikke at oplyse, at den kritik, som den tidligere ansatte har rejst af Fyns Politi, er baseret på oplevelser fra 2016, hvorved læseren efterlades med et indtryk af, at kritikken vedrører tiden op til, at vedkommende blev pensioneret i 2020.
DR har heroverfor oplyst, at DRs interview med den tidligere ansatte betjent ikke var begrænset til forhold i 2016, men handlede generelt om betjentens oplevelser i løbet af hans mangeårige ansættelse hos Fyns Politi.
Der er således mellem parterne uenighed om, hvorvidt kritikken fra den tidligere ansatte hos Fyns Politi hovedsageligt eller i særlig grad rettede sig mod konkrete episoder fra 2016 eller udgjorde en generel kritik af håndteringen af visse sager.
Pressenævnet kan på baggrund af sagens oplysninger ikke tage stilling til, hvilken udlægning der er den rigtige.
Nævnet finder på denne baggrund ikke anledning for at kritisere DR for at udelade oplysningen i omtalen.
Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at den påklagede artikel omhandler en generel kritik fra flere kilder, herunder [Person 3], der var ansat ved Fyns Politi indtil 2020, og at der i den påklagede omtale ikke er gengivet af kritik af håndteringen af konkrete sagsområder.
Det forhold, at DR i den påklagede artikel ikke har medtaget hele Fyns Politis svar på forelæggelsen, kan – henset til indholdet af den konkrete omtale – ikke føre til en anden vurdering.
Nævnet bemærker hertil, at der den 24. marts 2025 blev publiceret en artikel, som omtaler situationen med håndteringen af indbrudssager fra 2016, hvor Fyns Politis svar på den konkrete kritik er gengivet i sammenhængen.
- oplysninger om, at kritikken omhandler indbrudssager
Fyns Politi har klaget over, at det i omtalen fremstår som om, at Fyns Politis besvarelse omhandler, hvorvidt politikredsen ”vasker” aktuelle sager om økonomisk kriminalitet, og ikke kritik af tidspunktet for henlæggelse i indbrudssager for tæt på 10 år siden, som var præmissen for det interview, der blev afholdt den 13. marts 2025 forud for offentliggørelsen.
DR har heroverfor anført, at de publicerede udsagn og oplysninger fra den tidligere betjent vedrører en påstand om "vask af sager" som et mere generelt fænomen og dermed ikke i forhold til en specifik sagstype eller periode.
DR har herudover afvist, at præmissen for interviewet var begrænset til indbrudssager fra 2016.
Der er mellem parterne uenighed om, hvad præmisserne for den kritik og det interview, der blev afholdt, var, og Pressenævnet kan på baggrund af sagens oplysninger ikke tage stilling til, hvilken forklaring der er den rigtige.
Nævnet finder imidlertid på baggrund af sagens oplysninger, at politikredsen ved den indledende forelæggelse blev gjort bekendt med, at DRs omtale blandt andet ville omhandle et citat fra en tidligere ansat, der blandt andet, om det at ”vaske sager”, havde oplyst, at ”det udtryk kender alle i dansk politi.
Det er bekymrende for vores retsfølelse i Danmark.
Jeg synes, det er synd for de borgere, som har anmeldt en sag til politiet, og så at man vasker den eller henlægger den uden efterforskning”, og at Fyns Politi således blev gjort bekendt med, at der – selv om det af DR fremsendte eksempel i forbindelse med forelæggelsen omhandlede sager om indbrud – også var tale om en mere generel kritik.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere DR for redigeringen af artiklen, hvor kritikken ikke er præciseret yderligere.
Idet nævnet bemærker, at det fremgår af omtalen, at den pågældende kilde blev pensioneret i 2020, finder Pressenævnet, at det for læseren fremgår tilstrækkeligt tydeligt, at kritikken fra den navngivne kilde ikke retter sig mod de aktuelle forhold.
Nævnet udtaler ikke kritik.
- oplysninger om den pensionerede betjent samt forelæggelse af disse
Fyns Politi har klaget over, at politikredsen ved forelæggelsen eller i forbindelse med det efterfølgende interview ikke fik oplyst navn eller placering på den tidligere ansatte politibetjent, og at det heller ikke er omtalt i artiklen, hvor han var ansat.
DR har heroverfor anført, at udeladelsen af disse oplysninger ligger inden for mediets redigeringsret.
Fyns Politi har i forbindelse med klagesagen oplyst, at politikredsen forsøgte at få oplyst navn og/eller placering på den tidligere ansatte, hvilket blev afvist af DR under henvisning til kildebeskyttelse, og at politikredsen derfor måtte nøjes med at få oplyst årstallet 2016.
DR har heroverfor oplyst, at Fyns Politi under interviewet ikke spurgte nærmere ind til oplysninger om den omtalte betjent, og at politikredsen i sine svar ikke tog forbehold for manglende kendskab til den pågældende betjents præcise ansættelsessted.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Fyns Politi ikke forud for offentliggørelsen blev gjort bekendt med, hvem den navngivne betjent var.
Af den forelæggelsesmail, som DR sendte til politikredsen forud for offentliggørelsen, fremgår det, at der er tale om en polititjenestemand, der havde været ansat hos Fyns Politi ”i årtier”, og at han blev pensioneret ”for et par år siden”.
Nævnet lægger endvidere til grund, at DR ikke oplyste Fyns Politi nærmere om identiteten på den pågældende medarbejder ved det efterfølgende interview.
Det er Pressenævnets opfattelse, at personer, der bliver anmodet om en udtalelse, som udgangspunkt skal have mulighed for at få overblik over, hvad kritikken vedrører, og i hvilken sammenhæng udtalelserne skal anvendes.
Nævnet bemærker, at DR i det konkrete tilfælde kunne have givet Fyns Politi flere oplysninger om den tidligere medarbejder, herunder eksempelvis oplysninger om, hvilke arbejdsopgaver den omtalte betjent primært varetog, således at Fyns Politi havde bedre mulighed for at besvare kritikken mere nøjagtigt.
Pressenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering ikke grundlag for at kritisere DR for utilstrækkelig forelæggelse.
Nævnet har lagt vægt på, at kritikken, som den er gengivet i artiklen – uanset at Fyns Politi måtte have opfattet det således, at der var tale om en kritik af et specifikt sagsområde – fremstår som en generel kritik og ikke kritik af en specifik afdeling eller sagsområde.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår tydeligt af artiklen, at Fyns Politi generelt afviser, at der bliver ”vasket sager” i politikredsen.
Nævnet finder – henset til den generelle kritik, som [Person 3] fremsætter i artiklen – endvidere, at det ligger inden for rammerne af mediets redigeringsret ikke at omtale, hvilken stilling kilden fra Fyns Politi varetog.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 21. april 2026