Legislator Case Law & Legislation
W20260941125 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse - kommuner - medhold

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9411 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse - kommuner - medhold

KEN#LOKDOK23 2026 9411 Valid

J.nr. 24-16473

En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn og alder i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling.

Kvinden blev afskediget som følge af budgetbesparelser.

Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder.

Kvinden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

For så vidt angik klagen angående forskelsbehandling på grund af køn havde arbejdsgiveren for nævnet oplyst, at der i kvindens team var ansat to kvinder og to mænd.

Der var én kvindelig lærer og én mandlig lærer.

Arbejdsgiveren havde oplyst, at det blev besluttet, at der skulle afskediges en lærer, og at der i kvindens team var behov for to mandlige ansatte til bl.a. at varetage omklædning til idræt samt efterfølgende badesituation.

Der var herefter påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at kvinden var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn.

Nævnet vurderede også, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiveren ved afskedigelsen af kvinden ikke havde lagt vægt på kvindens køn.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 340.000 kr. svarende til ni måneders løn.

KEN#LOKDOK23 2026 9411 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn og alder i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling.

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 340.000 kr. med procesrente af den nedlagte påstand på 250.000 kr. fra den 2. februar 2024, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Den 25. juni 2022 blev klager ansat i en stilling som lærer hos indklagede.

Den 18. januar 2024 sendte indklagede en besked til sine medarbejdere, hvoraf fremgår

”…

Såfremt man går med tanker om nedsat tid, pension mm så vil jeg gerne at man giver mig en melding inden søndag d. 21/1.

Dette er set i lyset af den økonomiske situation på skoleområdet.

Proces og kriterier for overtallighed drøftes på MED mødet på tirsdag.

Dagsorden kommer ud i d ag til dette møde.

…”

Den 1. februar 2024 modtog klager en påtænkt afskedigelse.

Heraf fremgår bl.a.

”…

Baggrunden for den påtænkte afskedigelse er arbejdsmangel som følge af budgetbesparelser.

Som konsekvens af sparekrav begrundet i reducerede budgetter foranlediget af faldende elevtal mv. er ledelsen nødsaget til at reducere i antallet af medarbejdere.

[Indklagede] har på den baggrund, ud fra en samlet vurdering, besluttet at meddele dig påtænkt uansøgt afskedigelse.

[Indklagede] har undersøgt muligheden for at omplacere dig til en anden stilling.

Det er for øjeblikket ikke muligt.

[Indklagede] vil i en eventuel opsigelsesperiode fortsat søge at omplacere dig til en anden fast stilling.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. februar 2024.

Den 27. februar 2024 modtog klager et afskedigelsesbrev, hvoraf fremgår bl.a.

”…

Baggrunden for den uansøgte afskedigelse er arbejdsmangel som følge af budgetbesparelser.

Som konsekvens af sparekrav begrundet i reducerede budgetter foranlediget af faldende elevtal mv. er ledelsen nødsaget til at reducere i antallet af medarbejdere.

…

Ved brev dateret 1. februar 2024 blev du meddelt påtænkt uansøgt afskedigelse.

Du blev samtidig meddelt en frist til den 19. februar 2024 til at fremkomme med

dine bemærkninger til den påtænkte afsked.

Ved mail modtaget den 6. februar 2024 er du fremkommet med en række bemærkninger og undren i forhold til den påtænkte opsigelse af dig.

Årsagen til opsigelsen af dig er, som ovenfor anført, de fremtidige økonomiske rammer for [indklagede] samlet set.

I den forbindelse kan det konstateres, at der ved afdelingen ved [adresse] er faldende børnetal, hvorfor også en del af den kommende besparelse vil skulle falde her.

Som du er bekendt med, har der i forbindelse med overtallighedsprocessen været drøftelse af kriterier i MED-udvalget den 23. januar 2024.

Her har man besluttet, at de konkrete personalereduktioner skulle ske ud fra en vurdering af følgende: Personalebehov, Faglige kvalifikationer, Personlige kvalifikationer og Øvrige kriterier/stabilitet.

Det fremgår af mødet den 23. januar 2024 i MED-udvalget, at vurderingen vil ske med udgangspunkt i et samlet billede og at der ikke er tale om prioriterede kriterier.

[Indklagede] har på den baggrund, ud fra en samlet vurdering, besluttet at meddele dig opsigelse.

Det kan samtidig oplyses, at ledelsen selvfølgelig forud for beslutningen om at skulle afskedige lærere som følge af budgetreduktionerne, har undersøgt, om der var lærere, der af den ene eller af den anden grund ikke ville være til rådighed for det kommende skoleår, således at man eventuelt ville kunne undgå at foretage afskedigelser.

Du undres endvidere over, at hvis der er 13 lærere at vælge imellem ved [afdeling], hvoraf 4 er kvinder, så er det 2 kvinder, der bliver påtænkt opsagt.

Du anfører derudover, at det undrer, at man vælger at opsige en faglært lærer fremfor en ufaglært.

Idet man netop ved vurderingen har anvendt de ovenfor nævnte kriterier, og kriterierne ikke er knyttet op på køn, men afspejler en professionel praksis, vil det være vilkårligt, hvilket køn, der bliver repræsenteret blandt de medarbejdere, der konkret bliver berørt af besparelserne.

Vedrørende de konkrete medarbejderreduktioner er de som nævnte sket ud fra de udmeldte kriterier.

Man har her vurderet samtlige medarbejdere ud fra de givne kriterier;

også medarbejdere uden formel læreruddannelse.

Henset til de særlige opgaver, der løses ved afdelingen på [adresse], har man vurderet, at også anderledes uddannede medarbejdere i høj grad vil kunne leve op til de krav, der stilles for at være ansat ved afdelingen i [adresse].

…”

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 250.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling.

Klager oplevede under sin ansættelse, at hendes afdelingsleder fortalte hende, at hun skulle ændre sin personlighed ved at gå fra at være stille til mere frembrusende.

Dette blev ikke sagt til de mandlige kollegaer.

En af klagers mandlige teammakkere kommanderede med kvinderne på sit team, men ikke med de mandlige kollegaer.

Den mandlige teammakker overførte også meget af sin arbejdsbyrde til klager, da han var tillidsrepræsentant, så klager skulle tage sig af hans opgaver.

Den mandlige teammakker kørte psykisk på klager fra august 2023 ved at komme med stikpiller i forhold til arbejdet, true med, at klager ikke var medlem af en fagforening, og hundse med klager hver eneste dag.

I klagers afdeling var der kun ansat fire kvinder.

I afskedigelsesrunden blev to kvinder afskediget ud fra en samlet vurdering til trods for, at kvinderne var i undertal.

Til klagers afskedigelsessamtale deltog klagers chef, men ikke klagers afdelingsleder.

En af begrundelserne for afskedigelsen var besparelser, men klagers leder nævnte også, at der havde været andre kriterier.

Dette omfattede blandt andet kriterier, som ikke fremgik af afskedigelsen, nemlig barsel, efterløn og pension.

Indklagede afskedigede to kvinder, hvoraf den ene, klager, var i den fødedygtige alder.

Klager blev valgt fra som faglært kvinde over for en ufaglært mand.

Ved klagers ansættelse blev der ikke nævnt noget om særlige funktioner, prioriterede kvalifikationer eller hensyn, som kunne have betydning ved en eventuel reduktion i medarbejderstaben.

Klager havde derfor en klar forventning om, at alle medarbejdere ville blive vurderet på lige vilkår ud fra objektive og kendte kriterier.

Efter klagers afskedigelse er klager blevet bekendt med, at vurderingen blev foretaget ud fra et samlet billede, hvor erfaring med elever med særlige behov og AKT-kompetencer blev tillagt væsentlig betydning.

Dette var imidlertid ikke tidligere kommunikeret som et prioriteret kriterium – hverken ved ansættelsen eller under selve processen.

Derudover har indklagede oplyst, at den klasse, klager var tilknyttet, bestod af 10 drenge, og at der efter ledelsens vurdering var behov for mandligt personale til at varetage idrætsundervisning og badning.

Det nævnes direkte, at der var behov for to mandlige medarbejdere i klassen, og at afskedigelsen derfor måtte ske blandt lærerne, hvor klager som kvinde var den ene.

Klager blev aldrig informeret om, at køn kunne få betydning for vurderingen af medarbejdere ved overtallighed.

Når dette kriterium i praksis har haft indflydelse på udvælgelsen, må det efter klagers opfattelse betragtes som et usagligt og ikke-lovligt hensyn, da en sådan forskelsbehandling ikke kan begrundes alene med kønsfordeling i en elevgruppe.

Indklagede anfører, at klager blev afskediget, fordi der i klassen “var behov for to mandlige personaler” til omklædning og badning i idræt.

Dette er en direkte indrømmelse af, at køn har indgået som et udvælgelseskriterium, hvilket i sig selv er i strid med ligebehandlingsloven, medmindre der foreligger tungtvejende, saglige grunde, hvilket ikke er tilfældet i en skolesammenhæng.

Skolen kunne have organiseret opgaverne på anden måde, fx ved tilsyn i fællesrum eller differentieret bemanding, men valgte i stedet at lade køn afgøre, hvem der skulle afskediges.

Indklagede har i sin udtalelse til Ligebehandlingsnævnet udtrykkeligt anført, at ”den klasse, som [klager] var tilknyttet, bestod kun af drenge, hvorfor der var behov for to mandlige personaler til omklædning og badesituation”.

Denne formulering dokumenterer, at køn reelt blev inddraget som udvælgelseskriterium.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn og alder.

Klager blev afskediget i februar 2024 som konsekvens af sparekrav på folkeskoleområdet begrundet i reducerede budgetter foranlediget af faldende elevtal mv. I denne proces blev der afskediget i alt 19 medarbejdere, heraf 16 lærere.

Ved indklagede, inkl.

alle afdelinger, er der for nuværende i alt ansat 120 medarbejdere.

Heraf er 78 kvinder og 42 mænd.

Samlet set er medarbejderstaben således fordelt med 65 % kvinder og 35 % mænd.

På afdelingen, klager var ansat, er der ansat 28 medarbejdere, hvoraf 9 er kvinder, og 19 er mænd.

Idet det var nødvendigt at effektuere den udmeldte besparelse ved uansøgt afsked, blev der på MED-møde den 23. januar 2024 vedtaget retningslinjer for udmøntning af de konkrete afskedigelser.

Det fremgår af de vedtagne retningslinjer, at vurderingen af, hvem der skulle afskediges, skulle ske ud fra et samlet billede, og at de opstillede kriterier ikke var i prioriteret rækkefølge.

Ved opstilling af retningslinjerne har der været fokus på, at når man skulle være færre medarbejdere, var det vigtigt, at man beholdt de bedst kvalificerede medarbejdere til varetagelse af kerneopgaven.

På baggrund af de udmeldte kriterier blev der efterfølgende ud fra en samlet vurdering afskediget 4 lærere fordelt med 3 kvinder og 1 mand.

To medarbejdere blev opsagt ved klagers afdeling, og to medarbejdere blev opsagt på indklagedes skole.

Det er korrekt, at klager var blevet rådet til og vejledt om, at hun med fordel kunne være mere verbalt til stede på teammøder.

På samme måde som andre medarbejdere – hvilket kan være både mandlige og kvindelige medarbejdere –har fået samme råd eller råd og vejledning i at skulle give mere plads til kollegaer på teammøder.

Dette er sket i den almindelige vejledning, der løbende sker mellem leder og medarbejder.

I det team, hvor klager var ansat, var der to kvinder (1 lærer og 1 pædagog) og to mænd (1 lærer og 1 pædagog).

Det var besluttet, at der skulle ske afskedigelse blandt lærerne, idet der stadig var behov for alle pædagoger for at dække skolefritidsordningen både morgen og eftermiddag.

Den klasse, som klager var tilknyttet, bestod kun af drenge, hvorfor der var behov for 2 mandlige personaler til bl.a. at varetage omklædning til idræt samt efterfølgende badesituation.

Det er endvidere vurderet, at de fagmoduler, som klager har fra sin uddannelse, nemlig engelsk, billedkunst og natur/teknik ud fra en faglig vurdering vil kunne dækkes af andre medarbejdere.

Den klasse, klager var tilknyttet, bestod af ti drenge i aldersgruppen 2. til 5. klasse.

Det kan i den forbindelse oplyses, at i den nuværende leders tid har der været kvindelige ansatte til at varetage idræt med dermed følgende omklædning og badning for pigerne og mandlige ansatte til at varetage idræt med dermed følgende omklædning og badning for drengene.

Dette for at beskytte og passe på alle parter i situationen.

Det skal samtidig understreges, at den mandlige lærer havde mange års erfaring fra en almen skole, ligesom vedkommende var AKT-lærer (Adfærd, Kontakt og Trivsel).

Da der er tale om en afdeling for elever med særlige behov, er dette en høj prioriteret faglig kvalifikation, der falder i tråd med de kriterier, der var udmeldt i forbindelse med processen, der alene var en overtallighedsproces.

I det samlede billede havde den ene lærer væsentlig mere at kunne tilbyde organisationen.

Dette som beskrevet tidligere ikke baseret på køn, men på de samlede kvalifikationer.

Afskedigelsen af klager er alene sket ud fra de udmeldte kriterier.

Der er specielt vurderet på, hvilke kompetencer og kvalifikationer skolen generelt havde brug for at kunne opretholde et undervisningstilbud i en specialafdeling med særligt udfordrede børn.

Herunder særligt, hvorledes man såvel fag-fagligt som pædagogisk fremadrettet kunne få opgaverne løst på en for eleverne forsvarlig måde.

At dette bl.a. medfører, at der i særlige undervisningssituationer er behov for, at der er 2 mandlige personaler til stede, tilsiger ikke, at der er sket en forskelsbehandling på baggrund af køn.

Igennem de sidste 11 år er der afskediget 3 mandlige personaler og 3 kvindelige personaler i specialafdelingen.

Alle opsigelser er sket ud fra en faglig vurdering af, hvem der var mindst egnet til at varetage sine samlede opgaver.

Idet den afdeling, hvor klager var ansat, er et specialtilbud, er der mange faktorer i at være ansat.

Det er korrekt, at der ud af 28 ansatte er en medarbejder, der ikke har en formel læreruddannelse.

Den pågældende medarbejder har de fornødne både personlige og faglige forudsætninger for at være en både dygtig og kvalificeret underviser, ligesom vedkommende har pædagogiske evner til at varetage arbejdet professionelt.

Det kan endvidere oplyses, at den pågældende medarbejder har bevis på undervisningsfag på læreruddannelsen.

Det er derfor vurderingen, at den pågældende er fuldt ud kvalificeret til at varetage undervisningsopgaven.

Det bestrides, at det af skolelederen har været italesat, at en opsigelse af klager skulle have udspring i en formodning om, at hun over tid ville skulle på barsel.

Indklagede har på intet tidspunkt fået indikationer fra klager på, at klager skulle være på vej på barsel eller havde andre planer i den henseende.

Ved afskedssamtale med klager blev der muligvis af skoleleder refereret til den mail, der blev udsendt den 18. januar 2024, hvor man har undersøgt, om der var faktorer, der gjorde, at man kunne udlade at afskedige, herunder om der var medarbejdere, der overvejede naturlig afgang ved pension, nedsat timetal eller orlov, som i en periode kunne bidrage til at nedbringe lønudgiften.

Indklagede forskelsbehandler ikke medarbejdere på grund af køn.

Indklagede har på intet tidspunkt fået indikation af, at en mandlig medarbejder (TR) skulle ”køre” på klager.

Fra skoleåret 2023 kom klager i et nyt team, da ingen fra hendes tidligere team ønskede at fortsætte samarbejdet med hende.

Klager har ved samtale den 8. september 2023 tilkendegivet, at det nye team fungerede godt.

Det er dog korrekt, at der i løbet af efteråret var tiltagende samarbejdsvanskeligheder.

Ved trivselsmåling i oktober 2023 gav en medarbejder udtryk for, at det var svært at være i pågældendes team.

Den pågældende medarbejder (kvinde) henvendte sig efterfølgende til den faglige koordinator og oplyste, at den pågældende fandt samarbejdet med klager vanskeligt.

Klager har ikke selv adresseret et eventuelt dårligt arbejdsmiljø til ledelsen.

Som tillidsrepræsentant havde den pågældende mandlige kollega en opgave i at repræsentere sine kollegaer.

Vilkårene – herunder tidsforbruget –for at varetage tillidsrepræsentantarbejdet for læreren ved afdelingen er aftalt mellem indklagede og lærerkredsen.

Varetagelse af denne funktion vil på lige fod med varetagelse af andre særlige funktioner indgå i beregningen af tillidsrepræsentantens arbejdstid, hvilket naturligt medfører, at der vil være andre opgaver, der ikke varetages, og som vil skulle varetages af kollegaer.

Indklagede er ikke bekendt med og er ikke af klager blevet gjort bekendt med, at en tillidsrepræsentant skulle have truet hende til at blive medlem af en særlig faglig organisation.

Det bestrides, at indklagede har anvendt usaglige hensyn i forbindelse med effektuering af afskedigelserne i februar måned 2024.

Ved vurderingen af, hvem der skulle afskediges ved indklagede med tilhørende afdelinger, har man alene ud fra de vedtagne retningslinjer og ud fra en samlet vurdering besluttet, hvem man bedst ville kunne undvære i den aktuelle situation, hvor der skulle ske reduktion i antallet af medarbejdere.

Det bestrides, at ledelsen ved vurderingen af, hvem der bedst kunne afskediges, har inddraget barsel, efterløn og pensionsplaner i kriterierne.

Det skal samtidig bemærkes, at de 4 lærere, der blev opsagt ved indklagede, er i alderen 28, 34, 45 og 59 år.

Med den aldersfordeling, der i øvrigt er i medarbejdergruppen, ses der ikke at være nogen indikation af, at der skulle være udvist aldersdiskrimination.

På baggrund af ovenstående finder indklagede, at der er tale om en saglig afskedigelse af klager på grund af budgetbesparelse, og at der i forbindelse med afskedigelsen ikke er sket brud på hverken ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Forskelsbehandling på grund af alder

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har gjort gældende, at der ved afskedigelsen af hende blev lagt vægt på, at hun var i den fødedygtige alder.

Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Forskelsbehandling på grund af køn

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har gjort gældende, at der ved afskedigelsen af hende blev lagt vægt på, at hun er en kvinde.

Indklagede har oplyst, at der i klagers team var ansat to kvinder og to mænd.

Der var én kvindelig lærer og én mandlig lærer.

Indklagede har desuden oplyst, at det blev besluttet, at der skulle afskediges en lærer, og at der i klagers team var behov for to mandlige ansatte.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at der er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med afskedigelsen af klager lagde vægt på klagers køn.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Indklagede har oplyst, at den klasse, som klager var tilknyttet, kun bestod af drenge, hvorfor der var behov for to mandlige ansatte til bl.a. at varetage omklædning til idræt samt efterfølgende badesituation.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det af indklagede anførte om, at afskedigelsen af klager udelukkende var baseret på de udmeldte kriterier, kan ikke føre til en anden vurdering, henset til at indklagede også har oplyst, at der skulle afskediges en lærer i klagers team, hvor der var én mandlig og én kvindelig lærer, og at der i klagers team var behov for to mandlige ansatte, herunder den mandlige lærer.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 340.000 kr., svarende til omkring ni måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 340.000 kr. til klager med procesrente af den nedlagte påstand på 250.000 kr. fra den 2. februar 2024, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2026 9411 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2026 9411 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 4 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 14 om godtgørelse

•

§ 16 a om delt bevisbyrde

KEN#LOKDOK23 2026 9411 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →