Legislator Case Law & Legislation
W20260940925 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9409 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2026 9409 Valid

J.nr. 24-58657

En kvinde (klager) klagede over sit forsikringsselskab (indklagede).

Kvinden mente, at forsikringsselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at forsikringsselskabet afslog at dække kvindens skade i forbindelse med fødsel.

Fødslen var gennemført ved kejsersnit.

Som komplikation til kejsersnittet var der opstået massiv blødning, og kvinden fik på grund heraf fjernet sin livmoder.

Forsikringsselskabet begrundede sit afslag på forsikringsdækning med, at kejsersnit er lægelig behandling, og at blødningen var en følge heraf.

Forsikringsselskabet henviste til forsikringsbetingelserne i ulykkesforsikringen, der undtager følger af lægelig behandling, som ikke er nødvendiggjort af en skade, der er dækket af forsikringen.

Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet lagde vægt på indholdet af forsikringsselskabets afslag, hvor forsikringsselskabet begrundede afslagene med henvisning til undtagelsen om dækning ved følger af lægelig behandling, og at forsikringsselskabet lagde vægt på, at kvinden ikke havde godtgjort, at kejsersnittet, der var årsagen til blødningen, var nødvendiggjort af en pludselig hændelse, eller at hysterektomien var nødvendiggjort af en pludselig hændelse.

Den anvendte forsikringsretlige begrundelse fandtes efter nævnets vurdering ikke at være kønsdiskriminerende i forbindelse med en fødsel.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2026 9409 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede forsikringsselskab afslog at dække klagers skade i forbindelse med fødsel.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at indklagede afslog at anerkende klagers skade i forbindelse med fødsel.

Sagsfremstilling

Klager havde tegnet en privat ulykkesforsikring hos indklagede.

Den 1. oktober 2016 fødte klager sit barn ved kejsersnit.

Det fremgår af de lægelige oplysninger, at der efter kejsersnittet opstod kraftig blødning, hvilket resulterede i, at lægerne fjernede klagers livmoder (hysterektomi).

Den 30. juni 2017 traf Ankenævnet for Patienterstatningen afgørelse om, at der ikke var beget lægelig fejl under fødslen, og at der var tale om en hændelig komplikation til kejsersnittet.

Klager fik på den baggrund afslag på erstatning.

Den 23. september 2022 anmeldte klager sin skade til indklagede.

Den 20. oktober 2022 modtog klager et afslag på anerkendelse af skaden, hvoraf fremgår bl.a.

”…

Din ulykkesforsikring dækker de direkte følger af ulykkestilfælde.

Ulykkesforsikringen dækker ikke følger af lægelig behandling.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at på grund af manglende fremgang under fødslen den 1. oktober 2016 bliver det besluttet, at foretage et kejsersnit.

Som komplikation til kejsersnittet opstår der massiv blødning og du bløder næsten 13 liter.

Tilstanden er livsfarlig og for at få kontrol over blødningen er der ingen anden udvej end at fjerne hele livmoderen.

Kejsersnit er lægelig behandling og blødningen er en følge heraf og derfor en følge af lægelig behandling.

Da din ulykkesforsikring ikke omfatter følger af lægelig behandling, kan vi ikke anerkende dine gener som følge af fødslen, men vi vil gerne understrege, at vi har forståelse for, at du har været igennem et meget voldsomt forløb.

…”

Den 29. november 2023 henvendte klagers partsrepræsentant sig til indklagede og anmodede indklagede om at genoverveje afslaget på anerkendelse af klagers skade.

Den 16. januar 2024 fastholdt indklagede sit afslag.

Følgende fremgår af indklagedes brev

”…

Efter modtagelsen af din klage har vi set på sagen igen og må desværre fortælle dig, at din klage ikke giver anledning til ændring af vores tidligere afgørelse i sagen.

I forbindelse med behandling af sagen har sagen har været forelagt for vores rådgivende læger.

Som tidligere oplyst dækker ulykkesforsikringen de direkte følger af ulykkestilfælde.

Ulykkesforsikringen dækker ikke følger af lægelig behandling.

I jeres henvendelse angiver I, at vores afvisning af vores kundes skade efter jeres vurdering skulle udgøre en ulovlig direkte forskelsbehandling på baggrund af køn, hvorfor vores kunde skulle være berettiget til kompensation.

Derudover har I angivet, at I vil vende tilbage med yderligere dokumentation til sagen, når I har modtaget dette fra vores kunde.

På baggrund af jeres henvendelse har vi foretaget en gennemgang af sagen med henblik på at vurdere, om der har fundet ulovlig forskelsbehandling sted.

Efter at have gennemgået sagen er det vores vurdering, at vores kunde hverken direkte eller indirekte er blevet ulovligt forskelsbehandlet, hvorfor hun efter vores opfattelse ikke er berettiget til kompensation.

Vi fastholder desuden vores afvisning af forsikringsdækning i sagen.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at på grund af manglende fremgang under fødslen den 1. oktober 2016 bliver det besluttet, at foretage et kejsersnit.

Som komplikation til kejsersnittet opstår der massiv blødning og du bløder næsten 13 liter.

Tilstanden er livsfarlig og for at få kontrol over blødningen er der ingen anden udvej end at fjerne hele livmoderen.

Kejsersnit er lægelig behandling og blødningen er en følge heraf og derfor en følge af lægelig behandling.

Da ulykkesforsikringen ikke omfatter følger af lægelig behandling, kan vi ikke anerkende skadelidtes gener som følge af fødslen, men vi vil gerne understrege, at vi har forståelse for, at skadelidte har været igennem et meget voldsomt forløb.

Vores vurdering

Af sagens oplysninger fremgår det, at vores kunde den 23. september 2022 anmeldte, at

"Da jeg skulle føde min søn fik jeg foretaget et akut kejsersnit.

efterfølgende på opvågningsstuen begynder jeg at bløde, og jeg bliver kørt tilbage på operationsstuen.

Blødningen kan ikke bringes under kontrol og lægerne fortager i nød en hysterektomi", citat slut.

Vi afviste dækning på vores kundes ulykkesforsikring den 2. oktober 2022 med henvisning til, at generne var en følge af kejsersnittet, og at dette ikke udgjorde et dækningsberettiget ulykkestilfælde i forsikringens forstand.

Af forsikringsbetingelsernes punkt 2, fremgår det, at forsikringen dækker skader som følge af ulykkestilfælde, og at der ved ulykkestilfælde forstås en pludselig hændelse, der forårsager personskade.

Af forsikringsbetingelsernes punkt 2.9.10, fremgår det, at forsikringen ikke dækker

"Følger efter tandlæge-, læge- og andre behandlinger, som ikke er nødvendiggjort af et dækningsberettiget ulykkestilfælde".

Spørgsmålet om forsikringsdækning

Vi bemærker, at det i henhold til almindelige forsikringsretlige principper er vores kunde, der skal bevise rigtigheden og størrelsen af sit krav, herunder at der er sket et ulykkestilfælde i forsikringens forstand, og at det var et sådant ulykkestilfælde, der nødvendiggjorde den lægelige behandling.

På baggrund af sagens oplysninger fremgår det, at fødslen d. 1. oktober 2016 munder ud i fjernelse af livmoder.

Vores rådgivende læge oplyser, at der er tale om et meget voldsomt forløb.

På grund af manglende fremgang under fødslen bliver det besluttet at foretage kejsersnit.

Som komplikation til kejsersnittet opstår der massiv blødning og skadelidte bløder næsten 13 liter.

Vores rådgivende læge oplyser, at skadelidtes tilstand er livsfarlig og for at få kontrol over blødningen er der ingen anden udvej end at fjerne hele livmoderen.

Skadelidte har dermed desværre mistet evnen til at føde børn.

Vores rådgivende læge oplyser, at kejsersnit er lægelig behandling.

Blødning er en følge heraf og altså en følge af lægelig behandling.

Som det fremgår af forsikringsbetingelserne er lægelig behandling undtaget i forsikringsbetingelserne og det vurderes derfor fortsat, at tilstanden falder udenfor rammerne for dækning.

På baggrund af sagens oplysninger er det derfor fortsat vores vurdering, at skadelidte ikke har bevist, at kejsersnittet og den efterfølgende hysterektomi var nødvendiggjort af et ulykkestilfælde, hvorfor vi fastholder vores afgørelse om forsikringsdækningen.

Ved vurderingen har vi lagt vægt på, at vores kundes søn blev forløst ved kejsersnit på grund af manglende fremgang i fødslen, hvilket var et forløb over flere timer.

Da kejsersnittet således ikke var nødvendiggjort af en pludselig hændelse, så dækker forsikringen ikke følgerne af den lægelige behandling, som et kejsersnit unægtelig er.

Derudover har vi lagt vægt på, den efterfølgende blødning fra livmoderen - som medførte behovet for at fjerne livmoderen - skyldtes, at livmoderen ikke trak sig sammen som den skulle, samt at blødningen fandt sted over tid og ikke pludseligt.

Hysterektomien var således heller ikke nødvendiggjort af et ulykkestilfælde og blødningen var desuden en følge af kejsersnittet.

Vi har naturligvis dem dybeste medfølelse for det voldsomme forløb og de eftervirkninger, vores kunde oplever på grund af forløbet omkring fødslen, men dette ændrer desværre ikke på, at det er en forudsætning for at kunne få dækning på en ulykkesforsikring, at der er sket en pludselig hændelse, hvorfor vi ikke kan tilbyde dækning.

For så vidt angår, at ikke alle skader opstået i forbindelse med fødsler er omfattet af ulykkesforsikringens dækning fremgår af Ankenævnet for Forsikrings kendelse 97976, hvor nævnet fandt, at skader opstået i forbindelse med en lang pressefase ikke opfyldte ulykkesforsikringens pludselighedskriterie.

Kendelsen er vedlagt dette svar.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. juni 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagedes afslag på forsikringsdækning af klagers skade var udtryk for forskelsbehandling.

Forbuddet mod direkte diskrimination på grund af køn følger af ligestillingslovens § 2, stk. 2.

Enhver ringere behandling af kvinder på grund af graviditet og moderskab udgør direkte forskelsbehandling.

Beskyttelsen bygger på graviditetsdirektivet 92/85/EØF, som fastslår, at kvinder er en særlig risikogruppe, som skal sikre deres sikkerhed og sundhed.

Det følger blandt andet af EU-Domstolens afgørelse i C-177/88, Dekker, at enhver negativ diskrimination af kvinder i forbindelse med graviditet, fødsel og barselsorlov er direkte diskrimination på grund af køn, uden det forudsættes, at der er en hypotetisk sammenligningsperson, som ellers normalt er et krav.

For direkte forskelsbehandling gælder, at forskelsbehandlingen ikke kan retfærdiggøres til forskel for indirekte forskelsbehandling, som kan være lovligt, hvis forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Enhver form for negativ forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel er direkte diskrimination, uden at det forudsættes, at der er en sammenligningsperson.

I andre situationer foreligger der kun direkte diskrimination, hvis en person på grund af køn bliver behandlet ringere, end en anden person ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Dermed adskiller den diskriminationsretlige vurdering i sager om graviditet og fødsel sig fra andre sager, fordi man skal inddrage de særlige forhold, der gør sig gældende ved graviditet og fødsel, som i sagens natur ikke kan sidestilles med andre situationer.

Sammenfattende gælder, at en diskriminationsretlig vurdering i relation til graviditet og fødsel adskiller sig fra den almindelige vurdering, fordi der ikke findes tilsvarende situationer.

Der skal derfor tages højde for, at forskellige situationer ikke må behandles ens.

Det skal ske med inddragelse af EU-rettens gentagende anerkendelse af, at gravide og fødende kvinder er en særlig risikogruppe, hvor det skal sikres, at de ikke får en dårligere behandling.

Klager har fået afslag på forsikringsdækning for en skade, som kun fødende kvinder kan få.

Dette afslag på forsikringsdækning udgør uden tvivl dårligere behandling i lovens forstand.

Det fremgår af indklagedes afslag af 16. januar 2024, at klagers søn blev forløst ved kejsersnit på grund af manglende fremgang i fødslen, hvilket var et forløb over flere timer.

På den baggrund var det indklagedes vurdering, at kejsersnittet ikke var nødvendiggjort af en pludselig hændelse, hvorfor forsikringen ikke dækker følgerne af den lægelige behandling, som et kejsersnit unægtelig er.

Det følger af Ligebehandlingsnævnets kendelse nr. 9240 af 20. marts 2024, at det var i strid med ligestillingsloven, at et forsikringsselskab havde begrundet et afslag med, at en fødsel ikke var en pludselig skade.

Dermed havde selskabet ikke foretaget en reel vurdering af, om der var sket en ulykke i forbindelse med kvindens fødselsforløb.

Det er klagers vurdering, at indklagedes afslag svarer til det ulovlige afslag i kendelse nr. 9240, da indklagede ligeledes begrunder afslaget med at fødslen var et forløb over flere timer og dermed ikke en pludselig hændelse.

Hertil er det klagers vurdering, at indklagedes praksis om at henføre et kejsersnit – som er en fødsel – til dækningsundtagelsen for lægelig behandling de facto udgør en dækningsundtagelse for fødsler.

En forsikringsbetingelse, der undtager skader i forbindelse med fødsler, er ulovligt.

Det er klagers vurdering, at indklagede ikke har foretaget en reel vurdering af klagers skade.

Den generelle dækningsundtagelse for lægelig behandling, som undtager skader i forbindelse med kejsersnit, betyder, at klager afskæres fra at få sin skade materielt vurderet.

Det betyder i forsikringsretlig henseende, at det vurderes, om der er årsagssammenhæng mellem ulykken og skaden, herunder om hændelsen er egnet til at forårsage personskade.

Det er denne vurdering, som klager mener, at klager har krav på for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes.

Derfor er klagers vurdering, at indklagede har krænket ligebehandlingsprincippet ved sit afslag på forsikringsdækning af klagers fødselsskade.

Indklagede påpeger i sit andet afslag, at hvis ikke dækningsundtagelsen om lægelig behandling fandt anvendelse, ville også følger efter kosmetiske operationer eller andre lignende selvvalgte behandlinger være omfattet af forsikringen.

Det bemærkes hertil, at et akut kejsersnit ikke er en selvvalgt behandling.

Derfor er det ikke klagers vurdering, at der foreligger forskelsbehandling, hvis der gives afslag på forsikringsdækning for skader indtrådt ved andre lægelige indgreb, som ikke er relateret til graviditet eller fødsel, f.eks. kosmetiske operationer.

Klager fastholder, at indklagedes afslag på dækning af den skade, som klager pådrog sig under sin fødsel er i strid med ligestillingslovens § 2, stk. 2.

Skaden er en følge af, at der opstod kraftig vaginal blødning under fødslen, hvor hun mistede 13 liter blod og efterfølgende fik fjernet sin livmoder for at stoppe blødningen.

Som en hypotetisk sammenlignelig situation kan som eksempel nævnes et færdselsuheld, som konkret opfylder ulykkesbegrebet.

Hvis man i den forbindelse mister en stor mængde blod, som nødsager lægelig behandling, ville følgerne heraf været dækket af en ulykkesforsikring.

Den afgørende forskel er således, at klagers fødsel gennemføres ved kejsersnit, som indklagede henfører til dækningsundtagelsen for lægelig behandling.

Det er derfor klagers vurdering, at klager får en dårligere forsikringsdækning, fordi skaden skete under hendes fødslen.

På den baggrund gør klager gældende, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager har været udsat for direkte diskrimination.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt selskabet har forskelsbehandlet klageren ved at stille krav om, at en skade skal være en følge af en pludselig initialpåvirkning og ved at undtage dækning for følger efter lægelig behandling, der ikke er nødvendiggjort af et ulykkestilfælde.

Klager anmeldte den 23. september 2022, at hun i forbindelse med fødslen af sin søn ved akut kejsersnit den 1. oktober 2016 fik fjernet sin livmoder, da det ikke var muligt at stoppe bødningen fra hendes livmoder.

Sammen med skadeanmeldelsen indsendte klageren sin lægejournal vedrørende forløbet efter fødslen.

Indklagede afviste dækning af skaden den 20. oktober 2022 med henvisning til, at forsikringen dækker den direkte følge af ulykkestilfælde, og at man ikke dækker følger efter lægelig behandling.

Der blev henvist til, at behovet for fjernelsen af livmoderen var en følge af det foretagne kejsersnit, at et kejsersnit udgør lægelig behandling, og at kejsersnittet blev foretaget på grund af manglende fremgang i fødslen.

Herefter hørte indklagede ikke noget til sagen førend den 29. november 2023, hvor indklagede modtog en klage fra klagers partsrepræsentant indgivet på vegne af klageren.

Indklagede besvarede henvendelsen den 16. januar 2024, hvor indklagede gav en uddybende forklaring på afvisningen.

Det blev bl.a. tydeliggjort, at den manglende fremgang af fødslen ikke udgjorde et ulykkestilfælde i forsikringens forstand, idet dette forudsætter, at der er sket en pludselig hændelse (initialpåvirkning), der har forårsaget en skade.

I klagerens konkrete tilfælde var der tale om det modsatte – at der over længere tid ikke var sket noget – hvorfor der ikke var tale om et ulykkestilfælde, som nødvendiggjorde kejsersnittet.

Det blev samtidig tydeliggjort, at forsikringen undtog dækning for følger efter lægelig behandling, som ikke var nødvendiggjort af et ulykkestilfælde, og ikke generelt undtog dækning for lægelig behandling, hvilket også fremgår af forsikringsbetingelserne.

Klager ses at gøre gældende overfor nævnet, at indklagede behandler gravide og fødende kvinder dårligere, allerede fordi indklagede har afvist en skade, som kun kvinder kan få.

Klager henviser derudover til kendelse nr. 9240 af den 20. marts 2024, journalnummer 22-6987, og anfører, at indklagede – til trods for en gennemgang af klagerens konkrete journalmateriale samt konkrete fødselsforløb og argumenteret på baggrund deraf – ikke skulle have lavet en reel vurdering af, om der var sket et ulykkestilfælde i forbindelse med fødslen.

Derudover anser klager det som en de facto dækningsundtagelse for fødsler, at selskabet anser et kejsersnit for lægelig behandling og gentager, at selskabet ikke skulle have foretaget en reel vurdering af klagerens skade, men derimod har henvist til en generel dækningsundtagelse.

Af forsikringsbetingelserne for klagers ulykkesforsikring fremgår det, at forsikringen dækker følger efter ulykkestilfælde, og at der ved ulykkestilfælde forstås en pludselig hændelse, der forårsager personskade.

Kravet om en pludselig hændelse er ved Højesterets dom, U.

2018.7H, forklaret ved, at der skal være en initialpåvirkning af kroppen, som skal have været pludselig.

Derudover fremgår det af forsikringsbetingelserne, at forsikringen ikke dækker følger efter lægelig eller lignende behandling, der ikke er nødvendiggjort af et dækningsberettigende ulykkestilfælde.

Indklagede har i sagen foretaget en reel konkret vurdering af klagers fødselsforløb for at afklare, om der under fødslen skete en hændelse, der opfylder forsikringens betingelser for at være et ulykkestilfælde.

Dette underbygges af, at klagers journal netop har været forelagt en lægekonsulent hos indklagede, som har foretaget en konkret vurdering af hændelsesforløbet.

Afslaget af 20. oktober 2022 samt i særdeleshed afslaget af 16. januar 2024 ses tillige at underbygge, at indklagede har foretaget en konkret vurdering ud fra de fremlagte oplysninger i klagers konkrete sag.

Det fremgår således af begge afslag, at forsikringen dækker følge efter ulykkestilfælde, og at klagers konkrete kejsersnit blev foretaget, fordi der ikke var fremgang i klagerens fødsel.

Der er således i begge afslag foretaget en konkret vurdering af fødselsforløbet i relation til, om der er sket et ulykkestilfælde som defineret i forsikringsbetingelserne.

Indklagede bemærker i den forbindelse, at det er et grundlæggende princip ved forsikringer, at ikke alle skader kan være dækket.

I modsat fald ville der være tale om en garantiordning og ikke en forsikring.

Denne opfattelse ses Ligebehandlingsnævnet at have accepteret ved kendelse nr. 9118 af den 26. januar 2024, j.nr. 22-28283.

Det er indklagedes opfattelse, at en vurdering af, om der i et konkret tilfælde er sket en pludselig hændelse/initialpåvirkning, udgør en objektiv bedømmelse af, hvad der rent faktuelt er foregået og er uden relation til skadelidtes køn.

Kravet om en pludselig hændelse er i øvrigt alment gældende på det danske forsikringsmarked og er det grundlægge krav, der skal være opfyldt for, at alle kunder – uanset køn eller andre forhold – vil have mulighed for at opnå dækning på en ulykkesforsikring.

Den omstændighed, at skaden skal leve op til de præcist samme kriterier som samtlige andre anmeldte skader på en ulykkesforsikring, gør efter selskabets vurdering ikke, at der skulle være tale om ringere behandling af klager på baggrund af køn alene af den grund, at der er tale om en skade, som kun kvinder kan pådrage sig.

På den baggrund er det indklagedes primære påstand, at der ikke har fundet hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling sted ved behandlingen af klagers skadesag.

Til støtte for sin opfattelse af sagen skal indklagede endnu en gang henvise til Ligebehandlingsnævnets kendelse nr. 9118 af den 26. januar 2024, j.nr. 22-28283, der tilsvarende aktuelle sag handlede om følger efter et akut kejsersnit, som blev foretaget, uden der forudgående var indtrådt et ulykkestilfælde.

Nævnet fandt i den sag, at det var i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, at ikke enhver skade kan være dækket på en forsikring, at selskabet havde forsikringsbetingelser, der var fuldstændig identiske med dem i aktuelle sag, herunder pludselighedskriteriet, og at selskabet havde afvist dækning med henvisning til, at skaden var en følge af lægelig behandling, der ikke var nødvendiggjort af et ulykkestilfælde.

Tilsvarende er det indklagedes vurdering, at Ligebehandlingsnævnets kendelse nr. 9240 ikke kan sammenlignes med den aktuelle sag, idet den sag vedrørte et forsikringsselskab, der havde afvist dækning med henvisning til, at skaden var sket under en fødsel, samt at en fødsel ikke var en pludselig skade.

Med henvisning til ovenstående skal indklagede gøre opmærksom på, at der er væsentlige forskelle på argumentationen i aktuelle sag og i sag 9240, hvor indklagede i den aktuelle sag netop har foretaget en konkret vurdering af, om der er sket et ulykkestilfælde i forbindelse med klagers fødselsforløb.

Klager ses at gøre gældende, at hvis en person havde været involveret i et færdselsuheld og derved pådraget sig en større blødning, som nødvendiggjorde lægelig behandling, så ville forsikringen dække følgerne efter den læge behandling.

På den baggrund konkluderer klager, at klager bliver forskelsbehandlet, fordi skaden skete under hendes fødsel, da selskabet anser et kejsersnit som lægelig behandling.

Indklagede er ganske uforstående over for sammenligningen mellem de to situationer og finder, at en sådan konklusion på ingen måde kan drages.

Forskellen på klagers hypotetiske eksempel og klagers konkrete skade er, at der i det hypotetiske eksempel netop er indtrådt et ulykkestilfælde, der nødvendiggør den lægelige behandling, mens der i klagers situation er tale om manglende fremgang i fødslen, dvs. at der ikke er sket noget.

Såfremt klager som gravid havde været ude for et færdselsuheld eller et andet ulykkestilfælde, som havde nødvendiggjort et kejsersnit, så havde følgerne efter kejsersnittet også været dækket af hendes ulykkesforsikring, præcis som det er beskrevet i forsikringsbetingelserne, og præcis som det gælder for alle andre kunder uagtet deres køn.

Med ovenstående bemærkninger fastholder indklagede, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på baggrund af sit køn, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 5.

Til støtte for denne opfattelse skal indklagede henvise til Ligebehandlingsnævnets kendelser af 23. oktober 2024 med journalnummer 23-24893 og 23-94624, hvor nævnet i begge sager fandt, at klagerne ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klagerne havde været udsat for forskelsbehandling på baggrund af sit køn.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger.

Lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger finder blandt andet anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Ved forsikring og lignende finansielle ydelser forstås sådanne ydelser, som ikke er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt den skade, som klager fik i forbindelse med fødslen den 16. oktober 2016, er dækket af klagers private ulykkesforsikring.

Der er således tale om en forsikringstype, der er omfattet af lovens definition af forsikring og lignende finansielle ydelser.

Det følger af forsikringsligebehandlingslovens § 4, stk. 3, og af § 4, stk. 1 og 2, modsætningsvist, at alene lovens kapitel 4 a finder anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Lovens kapitel 4 a indeholder alene en bestemmelse om forbud mod brug af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Nævnet lægger herefter til grund, at spørgsmålet om kønsdiskrimination i relation til privattegnede forsikringer, bortset for spørgsmål om beregning af ydelsen mv., henhører under ligestillingsloven.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager fødte den 1. oktober 2016 sit barn ved kejsersnit.

Som følge af en komplikation, der resulterede i kraftig blødning, fik klager fjernet sin livmoder (hysterektomi).

Den 20. oktober 2022 afslog indklagede at anerkende skaden.

Indklagede begrundede afslaget med, at kejsersnit er lægelig behandling, og at blødningen var en følge heraf.

Indklagede henviste til forsikringsbetingelserne i ulykkesforsikringen, der undtager følger af lægelig behandling, som ikke er nødvendiggjort af en skade, der var dækket af forsikringen.

Indklagede fastholdt sit afslag den 16. januar 2024.

Indklagede begrundede afslaget med, at klager ikke havde bevist, at kejsersnittet og den efterfølgende hysterektomi var nødvendiggjort af et ulykkestilfælde.

Indklagede lagde vægt på, at klagers søn blev forløst ved kejsersnit på grund af manglende fremgang i fødslen, hvilket var et forløb over flere timer.

Indklagede lagde også vægt på, at den efterfølgende blødning fra livmoderen, som medførte behovet for at fjerne livmoderen, skyldtes, at livmoderen ikke trak sig sammen.

Hysterektomien var derfor ifølge indklagede heller ikke nødvendiggjort af et ulykkestilfælde.

Nævnet vurderer, at klager ikke med det oplyste har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet har lagt vægt på indholdet af indklagedes afslag, hvor indklagede begrundede afslagene med henvisning til undtagelsen om dækning ved følger af lægelig behandling, og at indklagede lagde vægt på, at klager ikke havde godtgjort, at kejsersnittet, der var årsagen til blødningen, var nødvendiggjort af en pludselig hændelse, eller at hysterektomien var nødvendiggjort af en pludselig hændelse.

Den anvendte forsikringsretlige begrundelse findes efter nævnets vurdering ikke at være kønsdiskriminerende i forbindelse med en fødsel.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

KEN#LOKDOK23 2026 9409 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2026 9409 Valid

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →