Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
J.nr. 24-87006
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse og PTSD, klagede over en virksomhed (indklagede).
Kvinden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at virksomheden gav hende afslag på at medbringe sin servicehund i butikken.
Om handicap
Klager var diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse og PTSD.
Derudover var kvinden bevilliget en servicehund som hjælpemiddel efter servicelovens § 112.
På den baggrund vurderede nævnet, at kvinden havde godtgjort, at hun havde et handicap i lovens forstand.
Om afslaget
Efter sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at kvinden fik afslag på at medbringe sin servicehund med den begrundelse, at hunde ikke var tilladt i indklagede butik.
Nævnet vurderede herefter, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet havde herved lagt vægt på, at kvinden havde et behov for sin servicehund på grund af kvindens handicap.
Det påhvilede herefter virksomheden at bevise, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Virksomheden havde ikke fremlagt oplysninger for nævnet, som kunne løfte denne bevisbyrde.
Kvinden fik derfor medhold i sin klage og en godtgørelse på 2.500 kr.
Nævnet havde ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på bl.a., at virksomheden efter det oplyste havde instrueret sine medarbejdere om, at personer med servicehund kan medbringe denne i butikken.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede butik gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i butikken.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i butikken.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 2.500 kr. med procesrente fra den 12. august 2024, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager har fremlagt lægelige oplysninger af 3. maj 2021, hvoraf fremgår bl.a., at klager er diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse og posttraumatisk belastningsreaktion.
Den 11. juni 2021 blev klager bevilliget en servicehund som hjælpemiddel efter servicelovens § 112 af sin bopælskommune.
Klager har oplyst, at hun skulle hente to pakker hos indklagede butik.
Da klager ankom til butikken, blev klager nægtet mulighed for at medbringe sin servicehund i butikken.
Indklagede har oplyst, at medarbejderen anmodede klager om at binde sin servicehund uden for butikken, da hunde ikke var tilladt i butikken.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. august 2024.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 2.500 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager blev anmodet om at efterlade sin servicehund uden for butikken, hvilket klager ikke var i stand til.
Klager prøvede at forklare, at hun havde brug for at medbringe sin servicehund.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling.
Indklagede behandler alle kunder på en respektfuld og pæn måde.
Indklagedes medarbejder havde anmodet klager om at binde hunden uden for butikken.
Medarbejderen ville gerne servicere klager, men hun forlod butikken, før medarbejderen nåede hen til hende.
Indklagede har instrueret alle sine medarbejdere om, at alle med servicehunde må komme ind i butikken.
Indklagede beklager den misforståelse, som opstod mellem klager og medarbejderen.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapbegrebet
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.
2018.830H og U.
2018.853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Klager er diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse og PTSD.
Derudover er klager bevilliget en servicehund som hjælpemiddel efter servicelovens § 112.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun har et handicap i lovens forstand.
Om afslaget
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Efter sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund med den begrundelse, at hunde ikke var tilladt i indklagede butik.
Nævnet vurderer herefter, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet har herved lagt vægt på, at klager har et behov for sin servicehund på grund af klagers handicap.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har ikke fremført oplysninger for nævnet, som kan løfte denne bevisbyrde.
Klager får derfor medhold i sin klage.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 2.500 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Der er endvidere lagt vægt på, at indklagede efter det oplyste har instrueret alle sine medarbejdere om, at personer med servicehund kan medbringe denne i butikken.
Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 12. august 2024, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde
•
§ 11 om godtgørelse