Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold
J.nr. 24-84549
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med bipolar lidelse, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).
Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at arbejdsgiveren den 8. april 2024 afskedigede hende fra sin stilling.
Det fremgik af et klinisk notat af 21. oktober 2024, at kvinden var diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse.
Kvinden havde oplyst, at diagnosen ikke medførte en begrænsning af kvindens arbejdsevne.
På den baggrund vurderede nævnet, at kvinden ikke havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede virksomhed den 8. april 2024 afskedigede klager fra sin stilling.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede den 8. april 2024 afskedigede klager fra sin stilling.
Sagsfremstilling
Den 1. september 2023 blev klager ansat som tjener hos indklagede.
Den 14. marts 2024 sygemeldte klager sig fra sit arbejde, da hun blev indlagt på hospital i forbindelse med en ulykke.
Den 8. april 2024 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
”Jeg må beklageligvis opsige vores samarbejde d.d., da samarbejdet ikke lever op til virksomhedens forventninger.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. august 2024.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 33.000 kr. svarende til 12 måneders løn.
Klager har fremlagt et klinisk notat af 21. oktober 2024, hvoraf fremgår bl.a.
”Vedrørende [klager]
Denne lægeerklæring udfærdiges på patientens anmodning.
Nedenstående baseres på journalnotater, da ut.
ikke har personligt kendskab til patienten.
Det drejer sig om en 52-årig kvinde… som for flere år siden blev diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse og som har ift.
hendes grundus morbus haft et mangeårig forløb og opfølgning i psykiatrisk regi.
Bipolar lidelse er en psykisk sygdom, hvor man i perioder har store udsving i humør og aktivitetsniveau – altså manier/hypomanier og depressioner.
Det er en kronisk tilstand, hvor den medicinske behandling kun lindrer symptomerne.
Det er således tale om en varig og livslang tilstand, med øget risiko for destabilisering.
Personer som lider af en bipolar affektiv lidelse kendetegnes ved tydelig reduceret stresstærskel og dermed øget risiko for psykosociale stressfaktorer.
…
Derfor skønnes det nødvendigt at skabe gode rammer omkring en, der lider af bipolar lidelse.
Dermed er der behov for forudsigelighed, tryghed og støtte omkring stressende begivenheder, da [klager] tilhører den patientgruppe.
”
Parternes bemærkninger
Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengivet delvist.
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev erklæret uarbejdsdygtig på grund af sin diagnose.
Klagers sygefravær skyldes ikke klagers diagnose, men derimod en krise- og belastningsreaktion.
Klager har i 20 år arbejdet som folkeskolelærer, hvor klagers lidelse aldrig har påvirket klagers job.
Klagers diagnose har ikke haft en væsentlig betydning i det pågældende job hos indklagede.
Indklagede gør gældende, at klager ikke tilstrækkeligt har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Klagers bipolare lidelse har ikke medført en funktionsnedsættelse.
Klager har ikke haft noget sygefravær grundet sin psykiske lidelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Handicap
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.
2018.830H og U.
2018.853H.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Det fremgår af et klinisk notat af 21. oktober 2024, at klager er diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse.
Klager har oplyst, at diagnosen ikke medfører en begrænsning af klagers arbejdsevne.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager får derfor ikke medhold i sin klage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a om delt bevisbyrde