Legislator Case Law & Legislation
W20260939825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - parts- og vidneforklaringer

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9398 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - parts- og vidneforklaringer

KEN#LOKDOK23 2026 9398 Valid

J.nr. 24-77138

En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling under sit fravær efter barselsloven.

Der var for nævnet tvivl om blandt andet hvilken aktivitet, der konkret var hos arbejdsgiveren i oktober 2023, hvor kvinden blev afskediget, herunder hvilke andre medarbejdere, der var ansat hos arbejdsgiveren og deres kvalifikationer.

Der var i den forbindelse videre tvivl om karakteren og omfanget af de opgaver hos arbejdsgiveren, der muligt blev løst i andre selskaber i koncernen.

Der var videre tvivl om, hvilke arbejdsopgaver kvinden havde i stillingen som postproduktionsleder, og hvorvidt kvinden var kvalificeret til at varetage de arbejdsopgaver, der var hos arbejdsgiveren efter virksomhedsoverdragelsen.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

KEN#LOKDOK23 2026 9398 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling under sit fravær efter barselsloven.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Den 1. januar 2021 blev klager ansat som leder af postproduktionsafdelingen hos selskab 1.

Den 1. april 2022 indgik klager og selskab 1 en allonge til klagers ansættelseskontrakt, hvorefter klagers løn blev forhøjet.

I sommeren 2022 blev klager gravid.

Den 24. april 2023 fødte klager sit barn.

Den 25. maj 2023 blev klager og en række andre medarbejdere virksomhedsoverdraget til indklagede i forbindelse med, at selskab 1 gik konkurs.

Den 3. september 2023 havde klager og indklagede en sms-korrespondance, hvoraf fremgår

Indklagede

”…

Jeg sendte dig en mail tidligere men kunne forstå at du ikke havde set den så her lige et oplæg til at mødes hvis du er interesseret eller har spørgsmål til processen omkring [indklagede].

[emoji]

…”

Klager

”…

Ahh jeg har ikke været inde på min arbejdsmail og da jeg prøvede i går, havde den ændret min kode og jeg kunne ikke resette det jo.

Jo det ville nok være meget godt.

Hvornår tænker du?

”

Den 11. september 2023 havde klager og en chef hos indklagede en samtale.

Den 31. oktober 2023 blev klager afskediget.

Af afskedigelsesbrevet fremgår bl.a.

”…

Det er med beklagelse, at jeg kan oplyse, at du opsiges fra din stilling som leder af postproduktionsafdelingen i [indklagede].

Du opsiges i henhold til funktionærloven med 3 måneders varsel til fratræden ved udgangen af januar måned 2024.

Baggrunden for opsigelsen er at mindre aktivitet i virksomheden betyder at stillingen nedlægges.

…”

Klagers partsrepræsentant og indklagede havde efterfølgende følgende mailkorrespondance

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Til: [Indklagede]

Dato: 7. november 2023

…

Dernæst noterer jeg mig, at I begrunder opsigelsen med, at ".

.

.

mindre aktivitet i virksomheden betyder at stillingen nedlægges."

[Klager] er som bekendt på barselsorlov, og derfor er bevisbyrden for, at det er nødvendigt at afskedige lige præcis [klager], jeres.

Og jeg skal gøre opmærksom på, at der i henhold til retspraksis stilles store krav til denne bevisbyrde.

Jeg skal derfor venligst bede jer om i detaljer at redegøre for, hvordan arbejdet i prostproduktionen er tilrettelagt hos jer, hvilke medarbejdere, som er ansat til at udføre hvilke opgaver, hvilke kvalifikationer og hvilken anciennitet de pågældende har.

Jeg har muligvis flere spørgsmål, men i første omgang vil jeg meget gerne modtage svar på disse.

…”

” Fra: [Indklagede]

Til: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 9. november 2023

…

Virksomhedens aktivitetsniveau og sammensætning betyder, at der ikke længere er behov for drift af postproduktion internt i virksomheden.

Tekniske opgaver omkring postproduktion er ikke længere forankret i virksomheden og der er derfor ikke længere tilknyttet postfolk eller teknikere internt i virksomheden.

…”

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Til: [Indklagede]

Dato: 28. november 2023

…

Dog skal jeg dertil bemærke, at spørgsmålet om virksomhedens aktivitet efter vor opfattelse må anskues noget mere nuanceret, end hvad du forholder dig til nedenfor.

Således er det for os oplyst, at man hos [koncern] for så vidt angår postproduktion har "slået pjalterne sammen" om man så må sige - forstået på den måde, at den samlede postproduktion foretages i en samlet enhed for alle produktioner i koncernen.

Da [klager] havde møde med dig omkring tilbagevenden den 11. september 2023, var udgangspunktet således også klart og tydeligt, at hun skulle tilbage fra barsel i netop den samlede afdeling.

Så vidt jeg er oplyst, er du da også ansat i [selskab 2] og ikke i [indklagede].

Under alle omstændigheder har du med e-mailadresse og signatur fra [selskab 2] opsagt [klager].

Det understøtter jo tilsvarende, at I heller ikke selv i hverdagen i praksis sondrer mellem selskaberne i koncernen, i hvert fald i forhold til postproduktionen.

Der er, så vidt vi i [klagers partsrepræsentant] er orienteret, i din afdeling fortsat postproduktion.

Og der bliver i øvrigt også arbejdet på produktioner hidhørende fra [indklagede].

Jeg skal derfor venligst bede dig om at besvare mine spørgsmål i lyset heraf samt i øvrigt forklare mig, hvad der er sket siden den 11. september 2023, hvor du havde en drøftelse med [klager] omkring hendes tilbagevenden efter barsel, og til nu, som har afstedkommet behovet for hendes afskedigelse.

…”

” Fra: [Indklagede]

Til: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 14. december 2023

…

Det er helt rigtigt at [klager] besøgte os i september med henblik på en snak med mig om hvordan tingene fungerede i forhold til postproduktion i [selskab 2], på den måde vi har bestykket den.

Vi aftalte ikke noget konkret om opgaver på det pågældende møde, men aftalte derimod at vi først ville kigge på muligheder og opgaver senere på året, når vi var klogere på situationen.

Siden [klager] og jeg mødtes har [indklagede] måtte lukke sine aktiviteter ned på [adresse] og er med de tilbageværende produktioner flyttet ind i [adresse] og har outsourcet sin postproduktion til [selskab 2].

[Indklagede] har ikke længere behov for en fastansat til opgaver omkring postproduktion og i omtalte postproduktion i [selskab 2], er der ikke andre fastansatte tilknyttet i dag end mig selv.

Mine opgaver spænder over et større område end postproduktionen i Danmark og som du selv bemærker også over flere virksomheder på gruppeplan, hvilket også understreger at vi ikke har mulighed for at tilknytte en fastansat fuldtidsstilling til postproduktion med vores nuværende aktivitet og det omfang [indklagede] ser ind i.

Vi har kigget efter andre muligheder i gruppen, hvor tiderne dog dikterer at vi skærer ned på vores omkostninger, og desværre ikke fundet andre funktioner der kunne matche [klagers] kvalifikationer.

…”

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Til: [Indklagede]

Dato: 19. december 2023

…

Jeg bad i min mail af 7. november 2023 om at få oplyst, hvordan arbejdet i prostproduktionen er tilrettelagt hos jer, hvilke medarbejdere, som er ansat til at udføre hvilke opgaver, hvilke kvalifikationer og hvilken anciennitet de pågældende har.

Du har endnu ikke svaret mig herpå, idet du alene har svaret, at der ikke er andre fastansatte i postproduktionen, end dig selv.

Vi har kendskab til flere ansatte i postproduktionen, som har været ansat i årevis.

Vi har i sagens natur ikke indsigt i den måde de er ansat på - men det er jo netop det, som jeg beder dig om at oplyse os.

Jeg skal altså gentage mine spørgsmål, idet jeg også gerne vil have oplyst, på hvilke måde de er ansat.

Derudover skal jeg bemærke, at din og [klagers] snak i september netop var foranlediget af, at [selskab 1] skulle flytte fra [adresse] og "sammen med" [selskab 2] - flytningen var altså ikke en efterfølgende omstændighed, men et faktum som I også forholdt jer til under samtalen.

Du oplyser også, at I har vurderet mulighederne for at [klager] kunne omplaceres til andre opgaver, men at der ikke er funktioner, som matcher [klagers] kvalifikationer.

Hvilke kvalifikationer vurderer du, at [klager] har?

Og hvilke funktioner mener du, ville kunne matche disse?

Jeg hæfter mig nemlig ved, at du/I ikke kender [klager], alene har mødt hende en gang i denne proces til et møde i september, og end ikke er i besiddelse af hendes CV.

…”

” Fra: [Indklagede]

Til: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 4. januar 2024

…

Vi har i postproduktionen i [selskab 2] en deltidsansat med et handicap (flexordning) som varetager loaden.

Det er korrekt at han har været tilknyttet posten i en længere årrække.

Væsentlig længere end jeg selv.

Derudover beskæftiger posten en periodeansat tekniker på fuld tid.

Yderligere tilknyttes timelønnede efter behov, hovedsageligt til load.

Vi bruger ikke klippeassistenter men baserer os mest muligt på hjælp til selvhjælp og automatiserede systemer.

Jeg er ikke enig i at samtalen i september var på foranledning af den efterfølgende flytning fra [adresse].

Samtalen var alene et forsøg på at imødekomme [klagers] behov for information om situationen vi var i, fordi jeg synes hun stod lidt isoleret i det hele.

Vi aftalte ikke noget ud over at vi ville konkretisere mulighederne senere, når vi vidste mere.

Det er ikke korrekt at jeg kun har mødt [klager] den ene gang.

Jeg har mødt [klager] i andre arbejdsrelaterede situationer tidligere og har også her snakket med [klager] i faglige sammenhænge.

Desuden har jeg i det seneste halve år haft ansvaret for arbejdet med at afvikle de systemer [klager] har haft ansvaret for i det tidligere [selskab 1], ligesom vi har haft adgang til [klagers] arbejdsbeskrivelse og ansættelseshistorik.

Alt sammen informationer vi har kunne gøre brug af i evalueringen af [klagers] ansættelse.

…”

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Til: [Indklagede]

Dato: 24. januar 2024

…

Så vidt vi ved, så er der udover dig selv 5 medarbejdere fast tilknyttet postproduktionen, herunder den beskrevne medarbejder på deltid.

Hvorledes de pågældende er ansat/tilknyttet ved vi i sagens natur ikke, men det er vores indtryk, at de er tilknyttet i et fast og omfattende omfang.

Det er tillige vores vurdering, at gruppen af medarbejdere har travlt, og at der således ikke er mangel på opgaver i teamet.

Samlet kan vi altså ikke genkende beskrivelsen af funktionen, som den fremgår af din mail.

I forhold til din og [klagers] samtale i september, så var den foranlediget af lige præcis flytningen, ganske som jeg tidligere har beskrevet.

Det er korrekt, at I har talt sammen før, forstået på den måde, at [klager] oplyser, at I har mødt i hinanden i alt 4 gange, og at jeres samtaler i den sammenhæng - bortset fra ganske overordnet i september - ikke har handlet om [klager] og hendes erfaring og kompetencer.

så med mindre, du/I egenhændigt har foretaget en grundig og tilbundsgående research om [klager], hendes tidligere beskæftigelse og uddannelse m.v., så kan I ikke have haft et oplyst grundlag at foretage jeres vurdering på baggrund af.

I den forbindelse vil jeg i øvrigt også gerne høre, hvordan bemandingen på [indklagede] egentlig ser ud i dag og har set ud siden virksomhedsoverdragelsen.

Jeg er bekendt med, at der er sket opsigelser.

Men er der også sket ansættelser?

Jeg vil i det hele taget meget gerne høre, hvilke medarbejdere – i alle tænkelige former for tilknytning - der er blevet ansat på/tilknyttet [indklagede] i den eneste tid?

Måske var det en overvejelse, om vi talte sammen på telefonen eller mødtes, så vi kunne drøfte disse ting?

I forhold til opsigelsen i øvrigt har I ikke forholdt jer til, hvad der skal ske med [klager] indtil hun fratræder.

Hun er ifølge aftale på ferie lige nu og i den kommende tid.

Men eftersom hun først fratræder ultimo februar 2024 skal jeg høre, om I ønsker at gøre brug af hendes arbejdskraft, når hun er retur fra sin rejse?

…”

” Fra: [Indklagede]

Til: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 14. februar 2024

…

Vi kan fortsat ikke genkende den sammenhæng du omtaler.

I vores postproduktion er vi som tidligere beskrevet bestykket med de omtalte poster.

Altså mig selv i et omfang ledelsesmæssigt, en fast loader på deltid, en tidsbegrænset ansat postproduktionstekniker på fuldtid og en ekstra

loader/tekniker på deltid efter behov.

De sidste rester af særligt tilknyttet assistance i [indklagede] er afviklet med afslutningen af de projekter vi overtog.

Opstår behovet omkring særligt vanskelige projekter, tilknytter projekterne selv fra tid til anden klippeassistenter i korte perioder, men vi bruger ikke klippeassistenter fast i huset og vi har ikke andre roller i posten end de omtalte.

I må derfor meget gerne uddybe, hvem og i hvilke roller de resterende personer skulle være?

Opfattelsen af samtalen i [adresse] i september må jeg også igen udtrykke, at jeg ikke kan genkende.

Mødet var fra min side alene informativt af hensyn til [klager], der i sagens natur ikke fik de samme informationer som de resterende folk i [indklagede], hvorfor jeg tilbød [klager] at mødes.

[Klager] havde på mødet naturligvis mange spørgsmål til sammensætningen efter [indklagede], men vi aftalte ikke noget på mødet ud over at vi ville kigge på situationen igen senere.

Jeg mener at jeg har formået at danne mig et passende billede af [klagers] kompetencer fra forskellige kilder.

Ud over de omtalte interaktioner med [klager], har jeg gennem hele [indklagedes] levetid fulgt både virksomheden og arbejdet omkring post og teknik i virksomheden, herunder også [klager].

Jeg har haft ansvaret for gennemgang og kvalitetssikring af de systemer og processer som [klager] har haft det endelige ansvar for og har haft adgang til [klagers] ansættelseshistorik og dokumentation, i tillæg til [klagers] detaljerede CV på linkedin, der tilsammen har givet et godt overblik over uddannelse, erfaring og kompetencer.

I [indklagede] er der siden oktober opsagt tre fastansatte tilrettelæggere samt en fastansat producent.

I samme periode er der ansat en tidsbegrænset producent, en tidsbegrænset tilrettelægger, en tidsbegrænset tilrettelægger/caster samt en tidsbegrænset produktionschef.

…”

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Til: [Indklagede]

Dato: 19. april 2024

…

Jeg har noteret mig dine bemærkninger, som vi drøftede dem i telefonen mv. Men hvis du i øvrigt har bemærkninger til sagen, så send dem endelig til mig.

Jeg påregner at udarbejde klage til Ligebehandlingsnævnet i løbet af den kommende tid.

Vi kan i øvrigt se, at I søger en teknisk supporter, hvilket er en stilling som i ret høj grad efter beskrivelsen indeholder en række funktioner, som de [klager] løste i sin ansættelse.

Opslaget og ansættelsen i det hele taget harmonerer derfor ikke godt med de oplysninger, som vi indtil videre har fået omkring organiseringen af post produktionen og begrundelsen for opsigelsen af [klager] i øvrigt.

…”

” Fra: [Indklagede]

Til: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 26. april 2024

.

.

.

I forhold til stillingen som tekniske supporter omkring vores IT drift i [selskab 2], ser vi ikke en sammenhæng.

Stillingen bliver åben, da vores dedikerede IT medarbejder med specifikke kompetencer omkring drift af større systemer både i DK og i gruppen forlader os til juli.

Hans arbejde omfatter, ud over brugersupport af husets office IT og user management, ligeledes driftsopgaver i systemer der kræver særlig specialiseret viden om Active Directory, Google identity service, Microsoft Azure, Microft 365 og Google backend, samt storage systemer, netværk, UPS, cybersikkerhed og andet specialiseret IT drift.

Stort set alt sammen opgaver i systemer der enten ikke eksisterede eller

var udliciteret til eksterne leverandører i [indklagede].

Skønt vi selvfølgelig tilskynder et samarbejde, er teknisk support af postproduktion og IT to helt forskellige profiler og postproduktionen er bestykket helt som beskrevet tidligere.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. juni 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling.

Klager blev ansat som postproduktionsleder i september 2020 hos selskab 1, der siden er gået konkurs.

Postproduktionen er den del af processen i forbindelse med udarbejdelse af film og tv, hvor lyd- og billedoptagelser samles for at skabe den endelige film og tv-udsendelse.

I postproduktionen foretages der således redigering af lyd- og billedmateriale, ligesom der udarbejdes grafik, indarbejdes musik mv. Det er også her filmen eller udsendelsen klippes og i det hele taget, hvor den færdiggøres til distribution.

Alle film- og tv-udsendelser behandles i postproduktion, der altså er en helt fast integreret del af processen omkring udarbejdelse af film og tv.

Klager havde i stillingen som postproduktionsleder ansvaret for al ledelse og struktur af postafdelingen, herunder ansvaret for alt udstyr til både kontor og produktion.

For så vidt angår det personalemæssige ansvar havde klager ansvaret for to elever (film- og tv-produktionsteknikerelev) og en klippeassistent, samt klippere, grafikere, lydarbejdere mm.

Klager stod for at facilitere aflevering til broadcaster, alt IT-support, serverarbejde, arkivering af programmer og alt materiale.

Klager blev sammen med en række øvrige medarbejdere virksomhedsoverdraget med en aftale formidlet til hende den 25. maj 2023, hvorefter hendes ansættelsesforhold overgik til indklagede.

Indklagede virksomhed er ejet af selskab 2.

Ud over film- og tv-produktion i eget navn har indklagede også aktiviteter i selskab 3, der også er et produktionsselskab.

Efter virksomhedsoverdragelsen valgte indklagede at samle postproduktionen i den enhed, som også før købet af selskab 1, servicerede ikke kun produktioner i regi af selskab 2, men også selskab 3.

Postproduktionsenheden fungerede - og fungerer efter klagers viden fortsat - i øvrigt på den måde, at medarbejderne tilknyttet funktionen sidder sammen og består af lederen af teamet samt både faste og formentlig tidsbegrænset ansatte medarbejdere.

Så vidt klager er orienteret, så har postproduktionsenheden i øvrigt travlt.

Efter sommerferien i 2023 kontaktede klager teamlederen for postproduktionsenheden, som, hun havde fået oplyst, ville blive hendes nye leder efter virksomhedsoverdragelsen med et ønske om en snak om både klagers tilbagevenden efter barsel og i anledning af, at indklagede skulle flytte adresse.

Parterne havde et kort møde den 11. september 2023, hvor udgangspunktet for parternes samtale var, at klager skulle vende tilbage fra barsel til opgaver netop i den nu samlede enhed for postproduktionen.

Den 31. oktober 2023 blev klager afskediget.

Klager var på barsel i hele perioden fra konkursen, virksomhedsoverdragelsen og indtil afskedigelsen den 31. oktober 2023.

I perioden 7. november 2023 til 28. maj 2024 havde klagers partsrepræsentant og indklagede en løbende mailkorrespondance.

Det bemærkes, at beslutningen om at opsige klager blev truffet på et tidspunkt, hvor man hos indklagede slet ikke havde mødt, endsige arbejdet sammen med klager endnu på grund af hendes fravær grundet barsel, ligesom man i øvrigt heller ikke forud for opsigelsen var gået i dialog med hende med henblik på at afklare, hvilke kvalifikationer hun var i besiddelse af for at vurdere, om der kunne være andre opgaver, som klager kunne løse, når hun vendte tilbage fra barsel.

Klager bemærker hertil, at klager og teamlederen ud over mødet den 11. september 2023 kun havde udvekslet få bemærkninger til hinanden i forskellige tilfældige sammenhænge, idet de ikke tidligere har arbejdet sammen.

Teamlederen har ikke på noget tidspunkt spurgt klager ind til klagers erfaring og kompetencer.

Det har således formodningen imod sig, at indklagede har kunnet foretage en oplyst, saglig og velfunderet vurdering af, hvorvidt klager, der endnu ikke var tilbage fra barsel, havde kvalifikationer og forudsætninger for at kunne varetage funktioner hos indklagede i en situation som den pågældende, hvor man altså endnu ikke havde nået at danne sig et personligt indtryk af klager og hendes arbejde, uden at man forhørte sig hos hende selv.

Indklagede angiver om klagers arbejde hos indklagede, at hun havde til opgave at servicere og koordinere klippeassistenterne og være blæksprutte, og at de lidt mere teknisk tunge og komplicerede opgaver forbundet med backend systemer og IT alene bestod i at koordinere med to andre medarbejdere.

Det er ikke korrekt.

Ud over klagers almindelige postproduktionsledelses- og office manager-opgaver, varetog hun også al maskine- og systemvedligeholdelse og opsætning.

Hun sørgede for al IT-support i det daglige, herunder rensning af computere, reparationer, vedligeholdelse, undervisning i programmer m.v.

Hun havde også ansvaret for test af nye produkter og for at vurdere, hvilke programmer som ville være optimale for de forskellige produktioner, forlaget og podcast.

Klager satte systemerne op for forlaget, podcast mv. Da man på et tidspunkt skulle facilitere en produktion og en klipper, var det også klager, som opsatte systemet og fik det til at køre.

Klagers opgaver bestod således ikke blot i at koordinere klippeassistenterne og så i øvrigt at agere ”blæksprutte” og ”lettere IT-opgaver”.

Klager bestrider, at klager ikke skulle være kvalificeret til andre stillinger hos indklagede.

Indklagede har slet ikke forholdt sig til klagers øvrige kompetencer.

Det bemærkes i den forbindelse, at klager har været beskæftiget i film- og tv-branchen siden 2006, og at hun har mange forskellige kompetencer.

Således har klager arbejdet med produktionsledelse både før og efter ansættelsen i indklagede, og hun kunne uden problemer havde varetaget sådanne funktioner også hos indklagede.

Klager har tilsvarende både uddannelse indenfor og erfaring med facility og facilitering, ligesom hun utvivlsomt også kunne have varetaget eventuelle administrative opgaver hos indklagede.

Indklagede har anført, at indklagede foretog en analyse af klagers arbejde med postproduktionen hos indklagede og nåede frem til, at der var løsninger, der ikke levede op til nutidens compliance og sikkerhedsstandarder, hvilket skulle illustrere klagers kompetenceniveau.

Klager bemærker, at dette er udokumenteret og bestrider det anførte af indklagede.

Det fastholdes, at klager har gode faglige kompetencer, og at de opgaver, som løftes i postproduktionen hos indklagede, også kunne løftes eller tillægges af klager.

Hun ville ligeledes kunne have påtaget sig andre former for opgaver hos indklagede.

At indklagede har haft en strategi for postproduktionen hos selskab 1, som har været anderledes, end den er hos indklagede, er ikke dokumentation for, at klager ikke er tilstrækkeligt kvalificeret til at arbejde i postproduktionen hos indklagede.

Klager gør gældende, at indklagedes beskrivelse af postproduktionen hos selskab 1 for det første er ukorrekt, men dernæst i øvrigt heller ikke beskrivende for klagers kompetencer.

Klager havde både indsigt i og erfaring med arbejde i AI og machine learning løsninger og den måde, som opgaverne konkret måtte være tilrettelagt hos indklagede, kunne klager i sagens natur have tilegnet sig viden og erfaring omkring, hvis hun altså havde fået muligheden herfor.

For så vidt angår indklagedes beskrivelse af de ansatte i postproduktionsenheden hos indklagede, skal klager bemærke, at den omtalte ansatte på fuld tid oprindeligt var blevet oplært af klager i selskab 1, og at han altså ikke besidder særlige evner eller en viden, som klager ikke også har eller kunne få efter en indføring i eventuelle nye systemer eller lignende.

I april 2024 slog indklagede en stilling op indeholdende en række af de opgaver, som klager forud for sin barsel løste som en del af sin ansættelse.

Det gøres gældende, at afskedigelsen af klager var i strid med ligebehandlingslovens § 9, og at indklagede har bevisbyrden for, at opsigelsen af klager ikke var begrundet i hendes graviditet og barsel.

Det fremgår af afskedigelsen, at indklagede opsagde klager, fordi hendes stilling blev nedlagt på grund af mindre aktivitet i virksomheden.

Det kan dog ikke lægges til grund, at der ikke længere skulle udføres postproduktionsopgaver hos indklagede, og begrundelsen fremstår allerede af den grund usaglig.

Det kan derimod lægges til grund, at der fortsat var travlt i teamet og mange postproduktionsopgaver, som skulle løses.

En nedgang i aktivitetsniveauet efter sommerferien i 2023 i den pågældende situation, hvor man havde overtaget aktiviteterne i selskabet ultimo maj 2023, var altså ikke ensbetydende med, at der ikke var opgaver til udførelse – eller ville blive det.

Klagers stilling blev dermed ikke overflødig og nedlagt, da der helt åbenlyst fortsat er postproduktion i regi af indklagede virksomhed.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Afskedigelsen af klager var alene begrundet i nedlæggelsen af klagers stilling som følge af svigtende aktivitetsniveau i indklagede virksomhed.

Indklagede gør gældende, at klagers kvalifikationer er taget i betragtning i forhold til øvrige relevante stillinger i indklagede virksomhed samt i koncernforbundne selskaber.

Klager blev ikke fundet kvalificeret i forhold til disse øvrige relevante stillinger.

Indklagede gør således gældende, at afskedigelsen af klager er sket på et sagligt grundlag, og at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Den 23. maj 2023 overtog selskab 2 væsentlige dele af aktiviteterne i det konkursramte selskab 1.

Aktiviteterne blev overdraget til det nyetablerede selskab, indklagede, der er 100 % ejet af selskab 2.

Det var fra starten meningen, at indklagede skulle fortsætte i de oprindelige lokaler som en selvstændig kreativ enhed med eget postproduktionsset-up.

I forbindelse med overdragelsen blev der således indgået en ny aftale om lejemålet, ligesom klager var blandt de medarbejdere, der ønskedes overdraget fra konkursboet.

På omtrent samme tid ramte en større krise for alvor TV-produktionsbranchen.

Kunderne (broadcasterne og streamingtjenesterne) efterspurgte væsentligt mindre nyt indhold end tidligere forventet.

Efter sommerferien 2023 blev det tydeligt, at aktivitetsniveauet blev væsentligt lavere end forventet, ikke bare i indklagede men også i selskab 2’s øvrige produktionsselskaber.

I indklagede var der siden overtagelsen intet nyt solgt i selskabet.

Det var samtidig også tydeligt, at denne nedgang ikke var forbigående.

Ledelsen igangsatte på denne baggrund en stribe initiativer for bl.a. at tilpasse omkostningsbasen til det nye aktivitetsniveau.

Det blev besluttet at opsige lejemålet på indklagedes tidligere adresse og lade indklagede flytte sammen med selskab 2’s øvrige danske selskaber.

Videre blev indholdspersonale opsagt, der ikke var belagt eller kunne belægges med

produktion, og det besluttedes at nedlægge klagers stilling, der ved sammenflytningen blev overflødig.

Det kan oplyses, at indklagede kom ud af 2023, efter 7 måneders drift, med et resultat efter skat på godt -1,2 mio. kr. I juni 2024 besluttede bestyrelsen i selskabets moderselskab på baggrund af den fortsatte lave omsætning og manglende udsigt til positiv drift i selskabet at fusionere selskabet sammen med moderselskabet.

I forlængelse heraf blev udviklingschef og tidligere ejer af indklagede opsagt.

Klagers stilling blev nedlagt som en direkte konsekvens af det lave aktivitetsniveau, der desværre umuliggjorde, at indklagede kunne køre videre som oprindeligt tiltænkt som en selvstændig kreativ enhed på egen lokation med eget postproduktionsset-up.

Ved sammenflytningen med selskab 2’s øvrige danske produktionsselskaber kom indklagedes få igangværende produktioner naturligt til at benytte husets fælles postproduktions faciliteter.

Klagers stilling blev som følge heraf overflødig og nedlagt.

I de fleste danske produktionsselskaber med egen postproduktion er opgaverne fordelt på separatkørende projekter med klippeassistenter tilknyttet de enkelte projekter og med dertil enkeltvis tilpassede arbejdsgange baseret på projekternes egne valg til metoder, formater m.m., som postproduktionen må løse ad hoc fra gang til gang.

Klippeassistenterne loader, konverterer og arbejder generelt med materialet manuelt og servicerer klipperne i deres arbejde samt står for al intern aflevering og ofte også aflevering til broadcaster.

I indklagede brugte man en variant af samme model med klippeassistentfunktion til projekterne og skalerede op på assistentposten efter behov.

I selskab 2 bruger man en anden tilgang, hvor automatiserede processer løser opgaverne mere systemisk i samarbejde med projekterne.

Indklagede gør ikke brug af klippeassistenter og har i stedet opbygget systemer, der varetager mange af de dele, der andre steder varetages manuelt og har fordelt andre opgaver mere lineært i workflowet, så de mange servicefunktioner undgås.

Når optagelser (råmateriale) tages ind i selskab 2, er processen i stort omfang baseret på systemer, der selv træffer beslutninger om materialet på baggrund af en automatisk teknisk analyse og tilpasser og konverterer selv materialet efter den mest hensigtsmæssige metode på baggrund af denne.

Selskab 2’s load proces er derfor begrænset til mindst mulig hands-on af materialet og varetages derfor kun af én deltidsansat og timelønnede studerende.

Da selskab 2’s tekniske workflows er mere integrerede og kører på tværs af alle projekter, er det også muligt at overlade flere opgaver direkte til klipperne selv, hvilket f.eks. betyder, at de selv står for at aflevere deres projekter videre i processen, hvorfor der således heller ikke er behov for assistenter til denne opgave.

Selskab 2’s postproduktionsmiljø er baseret på specialiserede IT-løsninger.

Der arbejdes med AI og Machine Learning som udgangspunkt for hele tiden at øge omfanget af automatisering i postproduktionen.

Selskab 2 gør brug af specialiserede storage systemer og andre systemer omkring videoproduktion samt udvikler og vedligeholder selv systemer til øget automatisering af opgaverne omkring postproduktionen.

Selskab 2 har løbende udviklere tilknyttet disse opgaver og varetager også selv opgaver omkring udvikling.

Selskab 2 har en tidsbegrænset ansat, Postproduction Specialist, til at varetage de tekniske opgaver omkring postproduktionen samt vejlede klippere og produktioner generelt omkring postproduktion for bedst muligt flow.

Denne ansatte har særlig viden om indklagedes systemer og processer omkring automatisering.

Klager har stillet spørgsmål til sammensætningen af selskab 2’s produktionsenhed.

Indklagede kan oplyse, at indklagede har fem ansatte i produktionsenheden.

Der er ansat en tidsbegrænset ansat Postproduction Specialist på fuld tid, som har været ansat siden februar 2021.

Han har et indgående kendskab til postproduktion og de specialiserede systemer, der benyttes i selskab 2.

Han har også været med til at udvikle mange af de unikke systemer og processer, der benyttes i selskab 2’s postproduktion, og han har stor erfaring med de specifikke dele af postproduktionen, der gør produktionerne i selskab 2 i stand til at udnytte den bedst muligt.

Der er ansat en fastansat loader på flextid i 20 timer.

Han har været ansat siden 2011 og har gennem en årrække specialiseret i sig ingest-delen af postproduktionen.

Han har som tidligere klippeassistent stor erfaring med postproduktion generelt og er i dag kernen i selskab 2’s ingest-funktion.

Der er desuden fastansat en Head of Postproduction & Technology på fuld tid.

Han har været ansat siden april 2008, oprindeligt i selskab 3.

Han har omfattende erfaring med postproduktion i TV- og filmproduktion gennem arbejdet i og med postproduktionshuse og produktionsselskaber i både danske og internationale sammenhænge over mere end 21 år.

Han har en meget dybdegående forretningskritisk viden om postproduktionssetupppet og samspillet med produktion og facility.

I tillæg til teamet på tre personer har indklagede en studerende ansat, som er ansat som timelønnet loader 5-10 timer om ugen til at dække behov for load ud over loaderen ansat på 20 timer om ugen.

Desuden var ansat en klippeassistent fra det tidligere selskab 1 i perioden august 2023 til maj 2024 på deltid og i en tidsbegrænset stilling.

Dette var hovedsageligt for at bistå overgangen af projekter fra det tidligere selskab 1 til det nye samt afslutning af flere af dem, der krævede særlig viden om projekterne.

Klager har påpeget, at postproduktionsenheden har travlt.

Selskab 2’s postproduktionsenhed har altid travlt, da der er få mennesker til opgaverne, men i perioden ikke mere travlt end i andre perioder, snarere tværtimod.

Klagers opgaver hos indklagede var at servicere og koordinere en klippeassistentfunktion og være blæksprutte for alle mulige andre opgaver i huset.

Klagers opgaver omkring backend systemer og IT bistod i at koordinere med to medarbejdere fra andre selskaber, der reelt varetog indklagedes Google løsning og IT-backend rent opsætningsmæssigt og administrativt.

Klagers arbejdsopgaver i indklagede bestod med andre ord hovedsageligt af klippeassistent og koordineringsopgaver samt lettere IT-opgaver.

Indklagede vurderede klagers kvalifikation i forhold til teamet i selskab 2’s postproduktionsenhed.

Ved vurdering af klagers kvalifikationer i forhold til selskab 2’s postproduktionsteam og IT er det nødvendigt at forholde sig til, at klager kom fra et lille set-up i selskab 1 uden f.eks. en specialiseret IT-afdeling – et set-up, hvor den samme ressource (klager) måtte varetage mange vidt forskellige opgaver, hvilket naturligt også betød, at der ikke var den samme mulighed for fagtung specialisering, sådan som det er muligt i selskab 2, hvor der f.eks. er en specialiseret IT-afdeling.

I tillæg kom klager fra et meget manuelt set-up i selskab 1, der var baseret på brugen af en klippeassistentfunktion til at betjene klipperne til et yderst automatiseret set-up i selskab 2, hvor der ikke er klippeassistenter ansat.

Klager havde i selskab 1 driftet og supporteret et ældre postproduktions-/IT-set-up, der var gennemtænkt og opsat af andre.

Helt præcist var selskab 1’s postproduktionsset-up oprindelige bygget af selskab 2’s Head of Postproduction & Technology tilbage i selskab 3 (som selskab 1 oprindelig udsprang fra).

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at da selskab 2 overtog fra konkursboet, kunne Head of Postproduktion & Technology konstatere, at selskab 1’s postproduktions-/IT-set-up over årene var blevet mere manuelt end det oprindeligt var.

Klager har anført, at klagers kompetencer ikke blev italesat ved samtalen den 11. september 2023.

Dette er ikke korrekt.

Der blev under mødet talt frem og tilbage om netop, hvad selskab 2’s postproduktionsteam laver, og hvad klager lavede i selskab 1.

Det var således en samtale om opgaver, der i sagens natur også afdækkede konkrete erfaringer og kompetenceniveau i stillingen.

Indklagede vurderede videre klagers kvalifikationer i forhold til selskab 2’s øvrige relevante funktioner, herunder IT, Facility, produktionsledelse og administration.

Det er faktuelt forkert, når klager skriver, at indklagede ikke har forholdt sig til klagers øvrige kompetencer.

Klager blev ikke fundet kvalificeret/relevant i forhold til nogen af indklagedes andre stillinger.

Det fastholdes, at i forhold til de opgaver, der løftes i postproduktionen hos indklagede, har klager ikke kompetencer på det krævede niveau og kunne ikke inden for rimelig tid tillære dette på samme niveau, som det har taget år for den nuværende postteknikker.

Klager har anført, at det hele tiden var planen, at de to postproduktioner skulle sammenlægges i forhold til selskab 1 og selskab 2.

Dette er ikke korrekt.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at klager blev opsagt alene som følge af nedgang i aktivitetsniveau, der desværre med al tydelighed ser ud til at fortsætte, og at klagers stilling som følge heraf blev overflødig og dermed nedlagt

Indklagede har undersøgt, om der var andre opgaver, som klager var kvalificeret til at kunne løse, når hun vendte tilbage fra barsel, hvilket der ikke var.

Afskedigelsen af klager er således sket på et sagligt grund og at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Såfremt en afskedigelse finder sted under afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Det er ubestridt, at klager på afskedigelsestidspunktet var fraværende efter barselsloven.

Det er således den omvendte bevisbyrde, der finder anvendelse.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at afskedigelsen af klager ikke helt eller delvist var begrundet i klagers barsel.

Klager blev afskediget fra sin stilling som postproduktionsleder den 31. oktober 2023 med henvisning til, at der var mindre aktivitet i virksomheden, hvilket betød, at klagers stilling blev nedlagt.

Det ses af udskrift fra CVR-registeret, at der i oktober 2023 var 17 ansatte i indklagede.

Indklagede har oplyst, at TV produktionsbranchen i slutningen af 2023 blev ramt af en større krise.

Kunderne efterspurgte væsentligt mindre nyt indhold.

Det betød blandt andet, at man opsagde indklagedes lejemål og flyttede aktiviteterne over til selskab 2, hvorfra flere selskaber i koncernen havde aktiviteter.

Indklagede havde i regnskabsperioden 25. maj – 31. december 2023 et underskud på godt 1,2 mio. kr. efter skat.

Indklagede har oplyst, at klager blev valgt til afskedigelse, da klagers stilling efter flytningen af postproduktionsenheden til selskab 2 blev overflødiggjort, da produktionsenheden var tilrettelagt på en anden måde end i indklagede, hvor der ikke var opgaver til en postproduktionsleder.

Indklagede har desuden oplyst, at klager ikke havde kvalifikationerne til at varetage opgaverne i postproduktionsenheden eller i andre stillinger hos indklagede.

Klager har bestridt, at klager ikke havde kvalifikationerne til at løse opgaverne i postproduktionsenheden eller bestride andre stillinger hos indklagede.

Klager har desuden bestridt indklagedes oplysninger om tilrettelæggelsen af postproduktionen hos selskab 2.

Der er for nævnet tvivl om blandt andet hvilken aktivitet, der konkret var i indklagede i oktober 2023, hvor klager blev afskediget, herunder hvilke andre medarbejdere, der var ansat i indklagede og deres kvalifikationer.

Der er i den forbindelse videre tvivl om karakteren og omfanget af de opgaver i indklagede, der muligt blev løst i andre selskaber i koncernen.

Der er videre tvivl om, hvilke arbejdsopgaver klager havde i stillingen som postproduktionsleder, og hvorvidt klager var kvalificeret til at varetage de arbejdsopgaver, der var i indklagede efter virksomhedsoverdragelsen.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2026 9398 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2026 9398 Valid

-

§ 1 om lovens anvendelsesområde

-

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

-

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →