Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - chikane - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - chikane - afvisning

J.nr. 25-133058

En kvinde (klager) klagede over sin faglige organisation (indklagede).

Kvinden mente, at den faglige organisation havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med den faglige organisations sagsbehandling.

Kvinden havde en seksuel chikanesag mod sin arbejdsgiver, hvor den faglige organisation havde ydet bistand.

Kvinden gjorde gældende, at den faglige organisation ved sin håndtering af kvindens sag havde modvirket en reel behandling af kvindens sag om seksuel chikane, og dermed havde begrænset kvindens mulighed for at søge ligebehandling.

Nævnet vurderede, at kvinden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at den faglige organisation havde udsat kvinden for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sin håndtering af kvindens sag.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.

Sagsfremstilling

Den 22. maj 2025 kontaktede klager indklagede faglige organisation i forbindelse med, at klager mente at være blevet udsat for seksuel chikane på sin arbejdsplads.

Den 10. juni 2025 var klager til sundhedssamtale hos sin arbejdsplads.

Til samtalen deltog en medarbejder fra indklagede.

Klager har oplyst, at der den 19. september 2025 blev afholdt forhandlingsmøde mellem indklagede og klagers arbejdsgiver.

Klager var også til stede på mødet.

Klager har oplyst, at hun den 26. september 2025 modtog et forhandlingsforslag indeholdende et forlig på 8.000 kr. og en skriftlig undskyldning.

Klager har også oplyst, at indklagede den 17. oktober 2025 ringede til klager og forslog et forlig på 15.000 kr.

Klager har fremlagt sms-korrespondance mellem klager og indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

Klager

”…

Jeg har nu haft mulighed for at tænke jeres forslag igennem – og jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke synes, at det står mål med situationens alvor.

Det tilbudte beløb og undskyldningen er ganske enkelt ikke nok, især ikke når der ikke nogen sikkerhed for løn under sygdom frem til raskmelding.

Derfor vælger jeg at sende sagen videre til Ligebehandlingsnævnet, så det kan blive vurderet udefra.

Jeg håber selvfølgelig stadig, at vi kan have et godt samarbejde omkring det videre forløb – både ift.

de nødvendige dokumenter og den støtte, der måtte være behov for.

…”

Indklagede

”…

Det er selvfølgelig din beslutning og den respektere vi.

Jeg sender dit svar videre til [medarbejder].

Selvfølgelig hjælpet vi dig med det vi kan men når du sender sagen videre uden for vores regi kan vi kun hjælpe dig med praktiske ting.

Det ændre intet i forhold til din arbejdsskade sag.

…”

Klager

”Hvis jeg skriver under, kan jeg så stadig den videre til anden instans bagefter, eller er der en klausul?

”

Indklagede

”Der er ingen klausul, behandlingen i det fagretlige system er slut men det forhindrer dig ikke i at tage den til eks.

Ligebehanlings nævnet det ændre heller ikke på din arbejdsskade sag.

…”

Klager

”Vil du ikke sende aftalen til mig på mail, så jeg kan læse den igennem”

Indklagede

”Jeg har ikke nogen der skrives når man er enig”

Klager

”Jeg kan ikke gå med til det forlig.

…”

Indklagede

”Det er helt ok, så giver jeg [medarbejder] besked, han meddeler til [indklagedes faglige organisation] og så lukkes sagen.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. oktober 2025.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 18.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengivet delvist.

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes sagsbehandling.

Indklagede førte klagers seksuelle chikanesag på klagers vegne.

Indklagede foreslog imidlertid et forlig på 15.000 kr. kontant uden nogen form for sikkerhed for lønudbetaling under klagers sygdomsforløb.

Klager mener ikke, at dette forslag står mål med sagens alvor eller følger gældende praksis for godtgørelse i sager om seksuel chikane.

Indklagede var med til klagers første sygefraværssamtale hos klagers arbejdsgiver.

Efter mødet talte klager med indklagede, som fortalte, at indklagede ville komme til at have svært ved at løfte sagen, da indklagede ikke havde fået klagers arbejdsgiver til at skrive i referatet fra mødet, at grunden til klages sygemelding var seksuel chikane.

Klager blev derefter indkaldt til et forhandlingsmøde af indklagede på klagers arbejdsplads.

Indklagede orienterede klager om, at uden vidner var det påstand mod påstand.

Indklagede anbefalede, at klager tog videre til en højere instans end indklagede, da sagen ikke kunne løftes af indklagede.

Klager og indklagede gik fra mødet uden nogen aftale, da klagers arbejdsplads ikke ville anerkende den seksuelle chikane.

Den 26. september 2025 ringede indklagede til klager og sagde, at klager skulle overveje, hvad hun ville, for hun havde ingen sag.

Indklagede sagde også, at klager havde to muligheder.

Enten kunne klager uden skriftligt tilsagn fortsætte det, som klager kunne på sygeløn hos sin arbejdsgiver, da indklagede ikke kunne vinde sagen, eller også skulle klager køre sagen videre til Organisationsmøde.

Så ville klager ende med en lille ”sjat” penge, men så ville sagen om seksuel chikane blive anerkendt.

Samme dag fik klager et forhandlingsforslag om, at klager kunne godkende et forlig på 8.000 kr. og en skriftlig undskyldning for dårlig håndtering af situationen, men ingen anerkendelse af den seksuelle chikane.

På grund af det sendte klager en mail til indklagede.

Indklagede anbefalede klager at finde et vidne, sms eller lignende.

Klager ringede til sin kollega og optog samtalen.

Kollegaen anerkendte i samtalen, at han havde været vidne til nogle af episoderne, hvor klager var blevet udsat for seksuel chikane.

Klager sendte optagelsen til indklagede, hvor indklagede svarede tilbage, at der var en meget stærkere sag.

Men intet ændrede sig, og indklagede oplyste, at optagelsen ikke kunne bruges.

Den 17. oktober 2025 ringede indklagede til klager og gav klager et nyt forslag på et forlig, der var 15.000 kr. og stadigvæk ingen anerkendelse af den seksuelle chikane.

Indklagede fortalte, at det ikke kunne forhandles yderligere, da indklagede ikke kunne løfte sagen.

Klager spurgte indklagede under samtalen, hvorfor optagelsen af vidnet ikke kunne bruges.

Indklagede svarede, at ”det er en vag” udtalelse.

Indklagede mente altså, at vidneforklaringen ikke var stærk nok.

Efter at klager afviste at indgå i forlig med sin arbejdsgiver, ringede indklagede til klager og fortalte, at indklagede syntes, at klager skulle tage imod forliget, da alternativet var ingenting.

Efter at klager oplyste, at klager ville sende sagen til Ligebehandlingsnævnet, oplyste indklagede, at sagen blev lukket hos indklagede.

Igennem hele sagen har der været mange uklarheder og meget lidt vejledning fra indklagedes side.

Indklagedes håndtering har efter klagers opfattelse haft karakter af en hindring for, at klager kunne forfølge sine rettigheder i sin sag om seksuel chikane.

Indklagede sagde direkte til klager, at hun skulle tage imod forliget, da indklagede ikke kunne løfte bevisbyrden.

Denne udtalelse faldt, selvom indklagede var i besiddelse af en lydoptagelse af vidnets forklaring, som netop støttede klagers beskrivelse af den seksuelle chikane.

På grund af udsagnet følte klager sig presset til at acceptere et meget lavt forlig, og klager fik det klare indtryk, at indklagede ikke ville forfølge sagen fagretlig på klagers vegne, uanset dokumentationen.

Klager oplevede udtalelsen som forhåndsafgørende, nedtonende i forhold til den seksuelle chikanes alvor og som et pres for at acceptere et forlig, der ikke afspejlede sagens karakter.

Dette har klager opfattet som hæmmende for klagers adgang til at benytte den lovmæssige klageadgang i sager om kønsbaseret chikane.

Klagen over indklagede handler derfor ikke om generel utilfredshed, men om konkrete udtalelser og handlinger, der efter klagers opfattelse har modvirket en reel behandling af klagers sag om seksuel chikane, skabt et pres for at acceptere et forlig og begrænset klagers mulighed for at søge ligebehandling.

At indklagede oplyste klager, at indklagede ville trække sig fra sagen, hvis klager indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, oplevede klager som et pres for, at klager skulle undlade at bruge sin lovlige klageadgang og som en trussel om at stå uden faglig bistand, hvis klager gik videre med sagen.

Udsagnet påvirkede klager stærkt, og gav klager indtrykket af, at klager ikke måtte søge en uvildig vurdering af sagen.

Dette bidrog til, at klager følte sig begrænset i klagers adgang til ligebehandling.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har gjort gældende, at indklagede ved sin håndtering af klagers sag har modvirket en reel behandling af klagers sag om seksuel chikane mod sin arbejdsgiver og dermed har begrænset klagers mulighed for at søge ligebehandling.

Nævnet vurderer, at klager ikke med det oplyste har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sin håndtering af klagers sag.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Sagens oplysninger

Sagen er behandlet på grundlag af

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

•

Klagen af 22. oktober 2025 med bilag

•

Klagers bemærkninger af 5. november 2025 med bilag

•

Klagers bemærkninger af 2. december 2025 med bilag

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

•

§ 2 a om chikane