Legislator Case Law & Legislation
W20260938825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - national oprindelse - sagsbehandling - afvisning

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9388 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - national oprindelse - sagsbehandling - afvisning

KEN#LOKDOK23 2026 9388 Valid

J.nr. 25-126021

En kvinde (klager), der kom fra Bosnien-Hercegovina, klagede over en uddannelsesinstitution (indklagede).

Kvinden mente, at uddannelsesinstitutionen havde forskelsbehandlet hende på grund af national og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med uddannelsesinstitutionens vejledning.

Under kvindens erhvervspraktik i forbindelse med sit studie, havde praktikstedet ophævet kvindens praktik på grund af kvindens manglende danskkundskaber.

Uddannelsesinstitutionen havde vejledt kvinden om, at hun kunne melde sig ud af studiet, forbedre sine danskkundskaber, og genoptage sit studie herefter.

Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national og/eller etnisk oprindelse.

Nævnet lagde vægt på uddannelsesinstitutionernes referater, hvor det fremgik, at kvinden var blevet vejledt om flere mulige udfald i forbindelse med, at praktikstedet stoppede kvindens praktik.

Nævnet lagde desuden vægt på kvindens oplysning om, at andre tosprogede studerende og studerende med en anden etnisk oprindelse end dansk gennemførte deres eksamen.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.

KEN#LOKDOK23 2026 9388 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af national og etnisk oprindelse i forbindelse med indklagedes sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.

Sagsfremstilling

Klager, som er fra Bosnien-Hercegovina, var studerende på uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator hos indklagede.

I perioden fra den 2. februar til den 7. april 2025 var klager som led i sin uddannelse i et praktikforløb på et sygehus.

Den 17. februar 2025 holdt klager og klagers studievejleder fra praktikstedet en statussamtale om klagers praktikforløb.

Det fremgår af referatet af samtalen, at studievejlederen vurderede, at klager havde sproglige udfordringer i forbindelse med klagers notater.

Den 20. februar 2025 blev der holdt endnu et statusmøde mellem klager og klagers studievejleder fra praktikstedet.

Det fremgår af referatet af samtalen, at studievejlederen havde bekymringer i forhold til klagers sproglige udfordringer, og at der på den baggrund blev planlagt et møde med uddannelseskonsulent og studievejleder hos indklagede.

Den 12. marts 2025 blev der holdt et møde mellem klager, klagers studievejleder og koordinerende sundhedsadministrativ leder fra praktikstedet samt uddannelseskonsulent og studievejleder hos indklagede.

Af referatet fremgår følgende

”…

En beskrivelse af problemstillingen

Som opfølgning på statussamtaler trin 1 udtrykker praktikvejleder, at hun stadig er bekymret for [klagers] sproglige udfordringer i dansk og dermed forståelse af det dikterede i de notater, hun skriver samt hendes it-mæssige vanskeligheder i forhold til at navigere i hospitalets it-systemer.

Der er stadig alt for mange rettelser ved alt det skrevne, og [klager] har lidt svært ved at forstå indholdet af opfølgningsopgaverne ud fra sine notater, hvilket alt sammen kan få konsekvenser for patientsikkerheden.

Vejleder er bekymret for, om [klager] opnår læringsudbytterne.

Forløbet af samtalen

[Klager] synes selv, at det er svært med alle de mange nye ord (dansk sammen med medicinsk fagsprog).

Nogle gange har hun svært ved at forstå meningen i det, hun hører i diktaterne.

[Klager] synes også selv, at brugen af it-systemerne på hospitalet er svære at have overblikket med.

Men synes dog selv, at det er gået bedre den sidste uge.

Praktikvejleder er dog bekymret, da fremskridtene er sparsomme, og hun tør ikke fylde nye opgaver på [klager] lige nu.

Plan for det videre forløb og ny mødedato

Det aftales, at [klager] frem til næste opfølgningsdato (31.3.25) skriver tidligere skrevne notater inde i Word før rettelse, således at der ikke bliver overført ukorrekte notater over i patientens sundhedsjournal, og hun arbejder med forståelse af opfølgningen af notaterne.

…”

Den 31. marts 2025 blev der holdt et endnu møde mellem klager, klagers studievejleder og koordinerende sundhedsadministrativ leder fra praktikstedet samt uddannelseskonsulent og studievejleder hos indklagede.

Af referatet fremgår følgende

”…

En beskrivelse af problemstillingen

[Klager] har siden sidst kun skrevet tidligere skrevne notater i Word, som er blevet rettet af vejleder, og efterfølgende har vejleder og studerende talt om korrekt registrering og opfølgning af notaterne.

Dette tiltag begrundet i fare for konsekvenser for patientsikkerheden med ukorrekte notater direkte i sundhedsjournalen.

Som opfølgning på statussamtaler trin 2 udtrykker praktikvejleder, at hun stadig er bekymret for [klagers] sproglige udfordringer i dansk, at der fortsat er for mange rettelser i det skrevne, så [klager] har ikke rykket sig til, at hun må arbejde i [program].

Vejleder er desuden meget bekymret for, om [klager] kan opnå læringsudbytterne, da fokus har været på skrivningen, og [klager] mangler at blive sat ind i en hel del arbejdsopgaver endnu for at kunne opfylde disse, og for at blive klar til at arbejde selvstændig til den praktiske eksamen.

Forløbet af samtalen

[Klager] udtrykker, at hun er glad for studiet og gerne vil gøre den færdig.

[Klager] synes dog stadig, at hun med dansk som andetsprog har det svært med alle de mange nye ord (dansk sammen med medicinsk fagsprog).

Mange gange kender hun ikke ordene og må slå mange op på internettet.

[Klager] synes, at skrivning fylder rigtig meget i arbejdsdagen, hvilket vejleder og leder må give hende ret i.

Skrivning er stadig en stor del af arbejdsopgaverne.

[Klager] giver udtryk for, at hun synes, at vejleder har høje forventninger til hende.

Vejleder fortæller, at hendes forventninger er i forhold til en 4. semesterstuderende.

Da fremskridtene i det skrevne er sparsomme, tør praktikvejleder stadig ikke fylde flere opgaver på [klager] eller lade hende skrive i [program].

Hendes bekymringer også, at [klager] næsten er halvvejs i praktikforløbet.

Personaleansvarlig leder udtrykker, at hun er bekymret for patientsikkerheden i forhold til [klagers] skrive- og forståelsesfejl i det skrevne.

Studievejleder ridser mulighederne for en løsning op.

1.

Hun forklarer, at der er mulighed for at afbryde 4. semester, lære mere dansk og vende tilbage til studiets 4. semester, når hendes danskkundskaber er forbedret.

2.

Anden mulighed er, at [klager] fortsætter sit praktikforløb, og vejleder fylder flere opgaver på i forsøget på at opfylde læringsudbytterne.

At det er muligt at gå til den praktiske eksamen op til 3 gange, hvis den ikke bestås.

Bestås den ikke 3. gang, har man ikke flere muligheder for at blive sundhedsadministrativ koordinator.

3.

Personaleansvarlig leder har mulighed for at afbryde samarbejdet i praktikken grundet fare for patientsikkerheden.

Plan for det videre forløb og ny mødedato

Både studievejleder, vejleder, leder og uddannelsesansvarlig mener, at den bedste løsning for [klagers] udfordringer er, at hun afbryder studiet, lærer intensivt dansk i en periode og vender tilbage til studiet til sundhedsadministrativ koordinator og en ny praktik på 4. semester.

Det aftales, at [klager] skal tænke over sine valgmuligheder, og det aftales, at alle mødes igen til en opfølgningssamtale med beslutning af valg (7.4.25).

Indtil da fortsætter [klager] med at skrive tidligere skrevne notater inde i Word før rettelse, så der ikke bliver overført ukorrekte notater over i patientens sundhedsjournal, og hun arbejder med forståelse af opfølgningen af notaterne.

Desuden vil vejleder overveje, om [klager] kan nå at arbejde med flere nye opgaver inden mødet.

…”

Den 7. april 2025 blev der holdt et endnu møde mellem klager, klagers bisidder, klagers studievejleder og koordinerende sundhedsadministrativ leder fra praktikstedet samt uddannelseskonsulent og studievejleder hos indklagede.

Af referatet fremgår følgende

”…

En beskrivelse af problemstillingen

Udfordringen er fortsat, at [klagers] danske ordforråd og forståelse af betydningen af det dikterede i forbindelse med opgaverne i arbejdet som sundhedsadministrativ koordinator, hvilket kan få konsekvenser for patientsikkerheden med ukorrekte notater i sundhedsjournalen og misforståelser i opfølgningen herpå.

[Klager] skulle som opfølgning på forrige samtale i sidste uge tænke over sine valgmuligheder i forhold til at komme til en løsning af hendes udfordringer.

Forløbet af samtalen

[Klager] udtrykker, at hun er glad for studiet og vil stadig gerne fortsætte.

Hun synes selv, at hun er blevet bedre.

Hun udtrykker, at hun ikke synes, at en pause fra studiet er en løsning.

Er bange for at glemme meget af det lærte.

[Klager] kender konsekvenserne af dette valg, at hun kan ende med ikke at bestå praktikken.

Praktikvejleder mener stadig, at status udviklingsmæssigt i forhold til det skrevne er den samme som ved sidste samtale, og det går meget langsomt med skrivningen, og der er stadig mange fejl i notaterne.

Hun tør ikke lade [klager] arbejde i [program].

Der er for mange udfordringer i forhold til patientsikkerheden med den manglende breddeforståelse af det danske sprog.

[Klager] har siden sidste samtale haft en enkelt dag, hvor hun har siddet ude ved skranken ved siden af en anden sekretær og observeret opgaverne der med modtagelse af patienter.

Her udtrykker vejleder også sin bekymring, om [klager] i forhold til mundtlige kommunikationsopgaver ved direkte patientkontakt eller telefonisk kontakt med patienter (hvilket hun ikke har haft endnu) og andre samarbejdspartnere vil være i stand til at kunne forstå og/eller kommunikere et budskab ud eller forstå opfølgningen på en samtale, igen grundet den manglende breddeforståelse af det danske sprog koblet med den medicinske fagterminologi, hvilket også kan være til fare for patientsikkerheden.

Personaleansvarlig leder siger, at såfremt [klagers] valg er et ønske om at fortsætte 4. semester, bliver hun nødt til at stoppe hende i praktikken grundet patientsikkerheden i forhold til det danske sprog, da afdelingen ikke tør lade hende arbejde i [program].

Lederen udtrykker, at hun er ked af, at [klager] ikke selv tager valgmuligheden at tage en pause fra studiet og bruge tiden til at lære mere dansk og derefter vende tilbage til studiet for at færdiggøre det.

Studievejleder ridser igen fordelen ved muligheden at afbryde studiet, lære mere dansk og vende tilbage til studiets 4. semester, når hendes danskkundskaber er forbedret - fremfor at det er den personaleansvarlige leder, som stopper hende i praktikken.

Med denne løsning vil en udskrivelsesprocedure startes op foranlediget af personaleansvarlige leder i afdelingen, og hun ikke kunne vende tilbage til praktikken.

Plan for det videre forløb og ny mødedato

Både studievejleder, vejleder, leder og uddannelsesansvarlig mener, at den bedste løsning for [klagers] udfordringer er, at hun afbryder studiet, lærer intensivt dansk i en periode og vender tilbage til studiet til sundhedsadministrativ koordinator og en ny praktik på 4. semester.

En måde at øge sit ordforråd kan være at få sig et job, fx i butik, hvor man taler dansk med mange

Derudover anbefales [klager] at læse danske bøger og skrive løs på dansk.

Det aftales, at [klager] stopper i praktikken i dag og går hjem og tænker endnu engang over, om hun selv vil stoppe studiet.

Det aftales, at [klager] mødes med studievejleder tirsdag 8.4.25, hvor de kan tale om beslutningen.

…”

Klager har fremlagt et udateret brev fra indklagede, hvoraf følgende fremgår

”…

I forbindelse med, at dit praktiksted [hospital] besluttede at bringe din praktik hos dem til ophør og du umiddelbart herefter selv udmeldte dig fra sundhedsadministrativ koordinatoruddannelsen, har du efterspurgt en skriftlig afgørelse i sagen med begrundelse og klagevejledning.

Du har bedt om et møde med undertegnede uddannelsesleder, som blev afholdt d. 25. april 2025, hvor du, din bisidder og undertegnede deltog.

På dette møde redegjorde jeg for, at årsagen til, at [indklagede] ikke har truffet en formel afgørelse med begrundelse, hjemmelsangivelse og klagevejledning i sagen, er, at du selv udmeldte dig fra uddannelsen, forinden [indklagede] kunne nå frem til at træffe afgørelse i sagen.

Jeg sender dig her en opfølgende mail med angivelse af årsagen til, at [indklagede] ikke har truffet en formel afgørelse i sagen, - og derfor heller ikke vil kunne sende dig en sådan afgørelse.

Det fremgår af eksamensbekendtgørelsens § 5 stk. 1, at en studerende har ret til ét tilbud om praktikplads pr. praktikforløb.

Videre fremgår det af stk. 2, at det er en forudsætning for at blive indstillet til eksamen, at uddannelsesinstitutionen vurderer, at praktikken er gennemført.

Institutionen fastsætter i studieordningen kriterier for vurdering af hvilke forhold, der skal være opfyldt for, at praktikken er gennemført.

Den studerende, der får sit praktikforløb afbrudt af praktikstedet, vil have brugt sit ene tilbud om praktikplads.

Det næste skridt i sagen vil være, at [indklagede] varsler den studerende udmeldt på grund af opbrugt tilbud om praktikplads og i samme skrivelse vejleder den studerende om mulighed for at søge om dispensation til yderligere praktikplacering jf. Eksamensbekendtgørelsens § 5 stk. 3.

Den studerende vil her blive partshørt og få mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger til sagen.

Som led i oplysning af sagen, vil såvel praktiksted som den studerende få mulighed for at fremkomme med bemærkninger til sagen

Efter at have partshørt den studerende og i øvrigt oplyst sagen, vil [indklagede] træffe afgørelse i sagen.

Afgørelsen vil naturligvis være begrundet, indeholde hjemmelsangivelse og indeholde klagevejledning, sidstnævnte såfremt afgørelsen ikke giver den studerende fuldt ud medhold i sagen.

Dette har imidlertid ikke fundet sted i din sag, af den årsag at du, umiddelbart efter at praktikstedet beslutter at afbryde dit praktikforløb hos dem, selv melder dig ud af uddannelsen, hvorved sagen afsluttes.

Det vil i sagens natur ikke give mening af varsle en studerende udmeldt fra den uddannelse, som vedkommende ikke længere er indskrevet på grundet egen udmeldelse.

Ligesom det heller ikke vil give mening på et tidspunkt, hvor den studerende har udmeldt sig og derfor ikke længere er indskrevet på uddannelsen, at vejlede om muligheden for at søge om dispensation til yderligere praktikplacering.

Det er vores opfattelse, at du forud for din egen udmeldelse fra uddannelsen er blevet vejledt om de forskellige udfald af sagen – såvel i forbindelse med de bekymringssamtaler, der har fundet sted på praktikstedet, - som i forbindelse med vejledningsmøde med [indklagedes] vejleder.

Jeg håber, at jeg med ovenstående, har bidraget til en forståelse af, hvorfor [indklagede] ikke har truffet en formel afgørelse i sagen, og derfor heller ikke vil kunne fremsende en sådan afgørelse til dig.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. oktober 2025.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 24.122 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med indklagedes vejledning.

Klager blev ikke vejledt om muligheden for sproglig støtte eller brug af hjælpemidler.

Klagers studievejleder informerede ikke klager om, at det var uddannelsesstedet, der skulle udmelde klager af uddannelsen.

Klager blev vejledt til at udmelde sig selv fra uddannelsen under trussel om, at klager ellers aldrig kunne vende tilbage til uddannelsen.

Klager modtog ikke tilstrækkelig rådgivning og støtte i processen.

Klager fulgte denne vejledning, hvilket har medført et betydeligt tab for klager.

Denne beslutning blev truffet uden skriftlig afgørelse, hvilket har frataget klager muligheden for at klage.

Andre studerende med en anden etnisk baggrund fik lov til at gennemføre deres praktik og gå til eksamen.

Denne mulighed blev klager nægtet.

To andre studerende med dansk som andetsprog fik lov til at gennemføre deres praktik og gå til eksamen.

Klager gennemførte praktik et andet sted, hvor det ikke blev vurderet, at klagers sproglige kompetencer var utilstrækkelige.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af national eller etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af national og/eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt national og/eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har gjort gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med indklagedes vejledning af klager om, at klager skulle melde sig ud af studiet, da klagers praktiksted stoppede klagers praktik.

Nævnet vurderer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national og/eller etnisk oprindelse.

Nævnet har lagt vægt på referaternes indhold, hvor det fremgår, at klager er blevet vejledt om flere mulige udfald i forbindelse med, at praktikstedet stoppede klagers praktik.

Nævnet har desuden lagt vægt på klagers oplysning om, at andre tosprogede studerende og studerende med en anden etnisk oprindelse end dansk gennemførte deres eksamen.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2026 9388 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2026 9388 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →