Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - afvisning

J.nr. 25-105957

En kvinde (klager) klagede over en myndighed (indklagede).

Kvinden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med myndighedens sagsbehandling i kvindens arbejdsskadesag.

Det var nævnets vurdering, at kvinden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at myndigheden i forbindelse med behandlingen af kvindens arbejdsskadessag havde udsat kvinden for forskelsbehandling på grund af handicap.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.

Sagsfremstilling

Klager havde en verserende arbejdsskadesag hos indklagede, hvor klagers arbejdsgiver var modpart.

Den 3. oktober 2025 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår

”…

Vi skriver til dig, fordi din arbejdsgiver ikke kan bekræfte din arbejdsbeskrivelse.

Vi har derfor brug for navne på vidner, der kan bekræfte din beskrivelse af dine arbejdsforhold hos din arbejdsgiver;

[arbejdsgiver].

…

Vidner er vigtige for din sag, fordi de kan være med til at dokumentere den belastning, du har været udsat for.

Hvis du ikke kan finde nogen vidner, kan det desværre betyde, at vi må afvise din sag.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. oktober 2025.

Den 14. november 2025 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår

”…

Vi skal derfor bede dig oplyse, om du ønsker at vi viderebehandler din sag, eller du eventuelt ønsker sagsbehandlingen afsluttet med en henlæggelse af sagen?

Hvis vi ikke hører fra dig, senest den 1. december 2025, fortsætter vi sagsbehandlingen.

…”

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes sagsbehandling.

Klager lider af dokumenteret angst og depression.

Klagen vedrører forskelsbehandling og manglende rimelig tilpasning i sagsbehandlingen.

Klager er blevet udsat for systematisk og grov forskelsbehandling i sin arbejdsskadesag behandlet af indklagede, hvor klagers arbejdsgiver er modpart.

Indklagede har konsekvent vægtet klagers arbejdsgivers udokumenterede oplysninger over klagers lægelige dokumenter mv.

Samtidig stilles klager i praksis over for en bevisbyrde, der er umulig at løfte, da de vidner, som indklagede kræver, fortsat er ansat hos klagers arbejdsgiver.

Indklagede har i mere end 3 år undladt at sikre objektiv og neutral sagsbehandling, ignoreret partshøringspligten og truet med afvisning med henvisning til manglende vidner.

Denne praksis er indirekte forskelsbehandling, hvor klager som borger møder hårdere krav til dokumentation og medvirken, mens klagers arbejdsgiver skånes for enhver kontrol.

I indklagedes brev af 14. november 2025 har indklagede udøvet utilbørligt pres på klager som psykisk sårbar bruger.

Indklagede bad i brevet klager om at oplyse, om hun ønskede sin sag viderebehandlet, eller om klager ønskede sagsbehandlingen afsluttet.

Denne formulering er i sig selv pres, særligt over for en borger med psykisk handicap.

Indklagede har fuld officialpligt i arbejdsskadesager og må ikke stille borgeren i en situation, hvor borgeren indirekte presses til at “vælge”, om sagen skal fortsætte.

Denne form for pres er særligt indgribende over for en person med psykisk handicap, da det forværrer symptomer, skaber tvangsprægede reaktioner og svækker adgang til retfærdighed.

Som psykisk sårbar borger har klager flere gange bedt om tydeligere kommunikation, realistiske krav i forhold til bevis og forståelse for klagers sygdoms indvirkning på processer.

Ingen tilpasninger er foretaget på trods af indklagedes kendskab til klagers tilstand.

Indklagede har tilsidesat og nedvurderet klagers dokumentation og har modsat lagt klagers arbejdsgivers interne, udokumenterede udsagn til grund.

Dette er indirekte forskelsbehandling pga.

handicap, da psykisk dokumentation typisk kræver særlig sensitivitet og vægt – som indklagede ikke udviser.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager har gjort gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes behandling af klagers arbejdsskadesag.

Klager har til støtte for sin påstand henvist til, at indklagede ikke partshørte klager, at indklagede spurgte klager, om hun ønskede at henlægge sagen, at indklagede tilsidesatte klagers dokumentation, og at indklagede ikke foretog rimelig tilpasning i forbindelse med sagsbehandlingen.

Det er nævnets vurdering, at klager ikke med det oplyste har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med behandlingen af klagers arbejdsskadessag har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde