Legislator Case Law & Legislation
W20260937225 DK

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at virksomhedens ansatte var kollektivt sikrede imod nedstyrtning fra tagflade og ca. 15 meter til omgivende terræn, således at arbejdet kunne foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt

8 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (8)

Statutory Text (8 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9372 Valid

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at virksomhedens ansatte var kollektivt sikrede imod nedstyrtning fra tagflade og ca. 15 meter til omgivende terræn, således at arbejdet kunne foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt

KEN#LOKDOK23 2026 9372 Valid

Resume

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet med at renovere og male kviste, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Nævnet vurderede, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da der ikke var etableret kollektiv sikring ved tagarbejdet, der foregik i cirka 15 meters højde over terræn.

Nævnet vurderede, at der hverken var tale om kortvarigt arbejde eller arbejde, hvor brugen af andet, mere sikkert arbejdsudstyr ikke var hensigtsmæssigt eller praktisk muligt.

Afgørelsen blev truffet af et flertal af nævnets medlemmer.

KEN#LOKDOK23 2026 9372 Valid

Afgørelse

I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 14. august 2025 om kollektiv sikring.

Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 24. marts 2026.

Resultatet er

Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet.

På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at I ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet den 5. august 2025 på taget på arbejdsstedet [adresse udeladt], så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Nævnet vurderer, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da der ikke var etableret kollektiv sikring ved tagarbejdet, der foregik i cirka 15 meters højde fra terræn.

Nævnet vurderer, at der hverken var tale om kortvarigt arbejde eller arbejde, hvor brugen af andet, mere sikkert arbejdsudstyr ikke var hensigtsmæssigt eller praktisk muligt.

Hvad er afgørende for resultatet

Det fremgår af sagen, at Arbejdstilsynet den 5. august 2025 var på tilsynsbesøg på arbejdsstedet [adresse udeladt], hvor to af jeres ansatte udførte arbejde på taget.

Nævnet lægger vægt på, at de ansatte under arbejdet opholdt sig på tagfladen i cirka 15 meters højde fra terræn.

Der var ikke etableret nogen form for kollektiv sikring mod nedstyrtning fra tagfladen.

Det fremgår af bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde, at der ved arbejde, hvor der er risiko for nedstyrtning skal etableres kollektive sikkerhedsforanstaltninger.

Kollektive sikkerhedsforanstaltninger kan undlades, hvis arbejdet er kortvarigt og udføres med anvendelse af egnet faldsikringsudstyr.

Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det er oplyst i sagen, at arbejdet på taget ville vare tre-fire dage.

Der var dermed ikke tale om kortvarigt arbejde.

Nævnet lægger hertil vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget har vurderet, at det i forbindelse med udførelsen af det konkrete arbejde både var muligt og forsvarligt at etablere kollektiv sikring mod nedstyrtning.

I anfører i klagen, at udstyret, I anvendte på taget, ikke var simpelt faldsikringsudstyr, men derimod et to-reb-system til erhvervsklatring, hvor det ene reb fungerer som backup, hvis det primære system svigter.

Derudover råder I som erhvervsklatrere over specialudstyr, der adskiller sig markant fra traditionel faldsikring – herunder fuldkropsseler, arbejdsstol/sæde og andet professionelt udstyr, som er en integreret del af erhvervsklatring.

I understreger, at kollektiv sikring ikke pr. definition udgør en mere sikker løsning end erhvervsklatring.

Ved en helhedsorienteret vurdering skal der også tages højde for de risici, der knytter sig til opsætning og nedtagning af stillads samt til redningsmuligheder under arbejdets udførelse.

På disse parametre har I vurderet, at erhvervsklatring i det konkrete tilfælde udgjorde den mest sikre metode.

Hertil bemærker nævnet, at det fremgår af arbejdsmiljøreglerne, at der ved arbejde og færdsel på tage skal træffes kollektive sikkerhedsforanstaltninger mod risikoen for at falde ned.

Det fremgår ligeledes, at kollektiv sikring går forud for individuel sikring, som i øvrigt kun må anvendes ved kortvarigt arbejde.

Om reglerne

Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.

Det følger bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde, at ved arbejde og færdsel på tage, skal der alt efter tagets hældning træffes følgende kollektive sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrtning fra tagkant og tagfod

Taghældning på 15º eller derover: Hvor tagfoden er mere end 2 meter over det omgivende underlag, og der under arbejdets udførelse vil forekomme arbejde eller færdsel i en højde af 5 meter eller derover, skal der, inden arbejdet påbegyndes, ved tagfoden anbringes stillads, skærm, net eller lign., der med sikkerhed kan standse fald af personer.

Hvor tagfoden er mere end 2 meter over det omgivende underlag, og der under arbejdets udførelse vil forekomme arbejde eller færdsel under 5 meters højde, skal der udarbejdes en skriftlig vurdering, jf. § 7, stk. 2, der angiver, om der skal sikres mod nedstyrtning, jf. § 38, stk. 5.

Hvis taget er glat, skal der, uanset hvilken højde, der arbejdes i, anvendes tagstiger, medmindre lægterne forsvarligt kan fungere som sådanne.

Kollektive sikkerhedsforanstaltninger kan undlades, hvis arbejdet er kortvarigt og udføres med anvendelse af egnet faldsikringsudstyr.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde.

På mødet stemmer deltagerne om resultatet.

Afgørelsen er truffet af et flertal på seks ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer.

Et mindretal på fem af nævnets medlemmer finder, at § 115 i bekendtgørelse om tekniske hjælpemidler ikke udelukker brugen af rebunderstøttet arbejdsudstyr for tagarbejde.

Mindretallet finder derfor, at det skal undersøges, om det er hensigtsmæssigt at benytte rebunderstøttet arbejdsudstyr til den pågældende opgave.

Påbuddet skal derfor hjemvises.

Oplysninger i sagen

Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og jeres mail af 17. marts 2026 med bilag.

Regler

Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter.

Love og bekendtgørelser

Om arbejdets udførelse

Om arbejde på tag

Om anvendelse af tekniske hjælpemidler til midlertidigt arbejde i højden

Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen.

I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk

Kopi er sendt til

Lovuddrag

Lov om arbejdsmiljø (arbejdsmiljøloven), senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1108 af 15. september 2025

Kapitel 5

Arbejdets udførelse

§ 38.

Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.

Kapitel 7

Tekniske hjælpemidler m.v.

§ 45 .

Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber, byggevarer, andre tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.

Stk. 2.

Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.

Bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejde

Kapitel 4

Risiko for nedstyrtning, nedskridning og fald m.v.

Sikring mod nedstyrtning og gennemstyrtning ved arbejde og færdsel på tage

§ 38.

Ved arbejde og færdsel på tage, skal der alt efter tagets hældning træffes følgende kollektive sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrtning fra tagkant og tagfod

1.

Taghældning under 15º: Hvor tagkanten er mere end 3,5 meter over det omgivende underlag, skal der langs kanten opsættes rækværk eller anden lige så effektiv sikring.

Hvor tagkanten er mellem 2 og 3,5 meter over det omgivende underlag, skal der udarbejdes en skriftlig vurdering, jf. § 7, stk. 2, der angiver, om der skal sikres mod nedstyrtning, jf. § 38, stk. 5.

Hvis arbejdet kan udføres, uden at det er nødvendigt at komme nærmere end 2 meter til tagkanten, kan rækværket erstattes af en tydelig og holdbar markering af arbejdsstedet.

Færdsel må ikke finde sted uden for markeringen.

2.

Taghældning på 15º eller derover: Hvor tagfoden er mere end 2 meter over det omgivende underlag, og der under arbejdets udførelse vil forekomme arbejde eller færdsel i en højde af 5 meter eller derover, skal der, inden arbejdet påbegyndes, ved tagfoden anbringes stillads, skærm, net eller lign., der med sikkerhed kan standse fald af personer.

Hvor tagfoden er mere end 2 meter over det omgivende underlag, og der under arbejdets udførelse vil forekomme arbejde eller færdsel under 5 meters højde, skal der udarbejdes en skriftlig vurdering, jf. § 7, stk. 2, der angiver, om der skal sikres mod nedstyrtning, jf. § 38, stk. 5.

Hvis taget er glat, skal der, uanset hvilken højde, der arbejdes i, anvendes tagstiger, medmindre lægterne forsvarligt kan fungere som sådanne.

…

Stk. 8.

Kollektive sikkerhedsforanstaltninger kan undlades, hvis arbejdet er kortvarigt og udføres med anvendelse af egnet faldsikringsudstyr.

Bekendtgørelse nr. 428 af 5. april 2022 om anvendelse af tekniske hjælpemidler

Kapitel 7

Supplerende krav til anvendelse af tekniske hjælpemidler til midlertidigt arbejde i højden

Generelle bestemmelser

§ 78.

Foranstaltninger til kollektiv beskyttelse skal gå forud for foranstaltninger til individuel beskyttelse.

Brug af rebunderstøttet arbejdsudstyr (rapelling)

§ 115.

Rebunderstøttet arbejdsudstyr (rapelling) må kun anvendes under omstændigheder, hvor arbejdet ifølge arbejdspladsvurderingen, jf. bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde og §§ 4 og 6 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse, kan udføres sikkert, og hvor brugen af andet, mere sikkert arbejdsudstyr ikke er hensigtsmæssig.

På baggrund af arbejdspladsvurderingen og især under hensyn til arbejdets varighed og de ergonomiske begrænsninger skal der være en passende indrettet stol.

KEN#LOKDOK23 2026 9372 Valid

•

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse med påbud til jer om straks at sikre, at jeres ansatte er kollektivt sikrede imod nedstyrtning fra tagflade og ca. 15 meter til omgivende terræn, således at arbejdet kan foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →