Legislator Case Law & Legislation
W20260935325 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06229

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9353 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06229

KEN#LOKDOK23 2026 9353 Valid

Ekstra Bladet får ikke kritik for citathistorie om straffesag

Ekstra Bladet bragte i februar 2025 en citathistorie fra Ritzau, som handlede om sigtelserne mod en journalist for stalking og identitetsmisbrug.

I artiklen udtalte den forurettedes bistandsadvokat sig om konsekvenserne for ofre i sager om digital vold og krænkelser.

Den omtalte journalist klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklens overskrift var misvisende, idet overskriften, som blev bragt sammen med et billede af journalisten, henviste til, at forurettede havde modtaget hadefulde og krænkende beskeder.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det tilstrækkelig klart fremgik af underrubrikken, der var placeret over billedet, at forurettede blev kontaktet af privatpersoner, og at det således var præciseret, at det var andre end journalisten, der var afsendere af de omtalte beskeder.

KEN#LOKDOK23 2026 9353 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Advokat: [Klager]-offer har modtaget hadefulde og krænkende beskeder” bragt den 21. februar 2025 på ekstrabladet.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at overskriften er misvisende samt manglende forelæggelse.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

- henvendelser til [Klager]

Ekstra Bladet har til Pressenævnet indsendt skærmbilleder af de kontaktforsøg, mediet rettede til [Klager] forud for offentliggørelsen.

Den 17. februar 2025 kl.

10.10 sendte Ekstra Bladet følgende besked til [Klager] via Instagram

”Hej [Klager],

Vi kan godt forstå, at du nu har tilstået i den sag, hvor du er blevet sigtet for i en længere periode i sommeren 2024 at have chikaneret en kvinde og udsat hende for identitetstyveri.

Det fremgår blandt andet af Se og Hør og B.

T.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, hvis det er en lidt betændt sag for dig og din familie i øjeblikket, men jeg vil alligevel høre, om du eventuelt kunne have lyst til at give en kommentar til sagen.

Hvordan har du oplevet forløbet, og hvordan har du det med, at du skal i retten?

Hvis du har lyst kan du også fange mig på [telefonnummer].

Bedste hilsner [Journalist A], Ekstra Bladet.

”

Den 17. februar 2025 kl.

13.16 forsøgte Ekstra Bladet at kontakte [Klager] telefonisk.

Det fremgår af det indsendte skærmbillede, hvilket telefonnummer det udgående opkald blev foretaget til, samt at opkaldet varede 8 sekunder.

Den 17. februar 2025 kl.

13.17 sendte Ekstra Bladet en besked til [Klager] via iMessage.

Af denne fremgår

”Hej [Klager], jeg har forsøgt at skrive til dig på Ekstra Bladets Instagram uden held, og jeg vil derfor lige forsøge dig her.

Jeg skriver, fordi vi på flere medier kan se, at du har tilstået i sagen om stalking og identitetsmisbrug.

I den forbindelse – og i lyset af, at du via dit tidligere dokumentarprogram selv har beskæftiget dig med emnet – påtænker vi at skrive dit navn i en opfølgende artikel, hvor vi beskriver sagen, og hvad der står i retsmødebegæringen.

Vi vil dog naturligvis gerne høre, om du kunne være interesseret i at stille op til et interview eller give en kommentar om forløbet.

Bedste hilsner [Journalist A], Ekstra Bladet.

”

Den 17. februar 2025 kl.

13.20 sendte Ekstra Bladet endnu en besked via Instagram

”Hej [Klager]

Jeg tillader mig lige at skrive igen.

Jeg henvender mig, fordi vi på flere medier kan se, at du har tilstået i sagen om stalking og identitetsmisbrug.

I den forbindelse – og i lyset af, at du via dit tidligere dokumentarprogram selv har beskæftiget dig med emnet – påtænker vi at skrive dit navn i en opfølgende artikel, hvor vi beskriver sagen, og hvad der står i retsmødebegæringen.

Vi vil dog naturligvis gerne høre, om du kunne være interesseret i at stille op til et interview eller give en kommentar om forløbet.

Bedste hilsner [Journalist A], Ekstra Bladet.

”

- henvendelser til [Klager]s advokat, [Advokat A]

Ekstra Bladet har til Pressenævnet indsendt skærmbilleder af den kontakt, der var mellem mediet og [Klager]s advokat forud for offentliggørelsen.

Den 17. februar 2025 kl.

13.24 kontaktede [Klager]s advokat Ekstra Bladet.

Det fremgår af det indsendte skærmbillede, at det indgående opkald varede 11 minutter.

Den 17. februar 2025 kl.

14.48 kontaktede Ekstra Bladet [Klager]s advokat.

Det fremgår af det indsendte skærmbillede, at Ekstra Bladet foretog to udgående opkald af henholdsvis 4 og 9 sekunders varighed.

Den 17. februar 2025 kl.

14.49 sendte Ekstra Bladet følgende tekstbesked til [Klager]s advokat

”Hej [Advokat A],

Jeg har forsøgt at ringe dig op.

Vil du ringe ved lejlighed?

Bh [Journalist A], Ekstra Bladet”

Den 18. februar 2025 kl.

15.22 kontaktede Ekstra Bladet igen [Klager]s advokat telefonisk.

Parterne havde herefter en korrespondance via iMessage.

Af denne fremgår

” Advokaten : Beklager, jeg kan ikke tale nu.

Ekstra Bladet : Hej [Advokat A], det er [Journalist A] fra Ekstra Bladet.

Jeg vil høre, om du har tid til et kort kald på et tidspunkt?

Advokaten : Sidder i retsmøde – hvad vil du spørge til?

Ekstra Bladet : Jeg vil blot høre, om du har mulighed for at sætte et par ord på, hvad I går efter i retten i forhold til straf.

Eller om meldingen fortsat lyder, at du ikke ønsker at kommentere det.

”

Advokaten : Kære [Journalist A].

Som meddelt i går har jeg ingen kommentarer.

Vi tager det i retten.

Bh.

[Advokat A].

Ekstra Bladet : Det er i orden.

Tak for svar.

”

Påklaget artikel

Ekstra Bladet bragte den 21. februar 2025 artiklen ”Advokat: [Klager]-offer har modtaget hadefulde og krænkende beskeder” på ekstrabladet.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Kvinden, som angiveligt blev stalket af tv-vært, er blevet kontaktet af privatpersoner efter Instagram-opslag.

Det fortæller kvindens advokat”

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].

Af billedteksten fremgår: ”Tv-vært [Klager] fortalte mandag, at hun var sigtet i en stalkingsag.

Den store opmærksomhed på sagen har været meget voldsom for offer, lyder det fra bistandsadvokat.

”

Af artiklen fremgår

”Efter at tv- og radiovært [Klager] har skrevet om en sag, hvor hun er sigtet for stalking, har det formodede offer oplevet at få krænkende henvendelser og kommentarer på nettet.

Det oplyser forurettedes bistandsadvokat [Bistandsadvokaten] til Ritzau.

- Som i andre sager om digital vold og krænkelser, hvor sigtede går ud med oplysninger og detaljer, og medierne videregiver dem - også om forurettede, så bliver konsekvenserne ofte, at dem, der læser det, føler sig berettigede til at undersøge, hvem forurettede er, og også endda skrive injurierende, krænkende og hadefuldt til og om forurettede, siger hun.

Ifølge advokaten har offeret oplevet den store opmærksomhed på sagen som meget voldsom.

Nogle af kommentarerne kan ende med at få strafferetlige konsekvenser.

- Vi holder øje med, hvad der bliver skrevet og delt.

Vi bevissikrer det.

Vi indrapporterer det til de platforme, det bliver delt på, og så kommer vi til at tage stilling til, om der er noget af det, der skal anmeldes til politiet, eller hvordan det skal håndteres, siger hun.

Gennem mere end en måned i løbet af sommeren sidste år krænkede [Klager] ifølge sigtelsen sit offer ved at indtaste offerets personoplysninger i 81 formularer.

”

Der er i artiklen indsat en video, som indeholder Ekstra Bladets konfrontationsoptagelse af [Klager] og [Ægtefællen].

I videoen ses journalist [Journalist B] opsøge [Klager] og [Ægtefællen] på gaden.

Af artiklen fremgår videre

” Grænseoverskridende og ubehageligt

Mandag aften bekræftede tv- og radioværten selv, at det var hende, der var sigtet, i et opslag på Instagram.

Fænomenet med, at folk interesserer sig for retssager, som får stor offentlig omtale, er tidligere set i [Person A]-sagen.

En lokalpolitiker har fortalt, at han blev forvekslet med den mand, som siden blev dømt, i tiden efter anholdelsen.

Men opmærksomheden bør ikke være en præmis, som man skal acceptere, lyder det fra bistandsadvokaten.

- En ting er, at man som forurettet har oplevet noget ekstremt grænseoverskridende, ubehageligt og voldsomt i situationen.

Men når sådan noget pludselig lander i offentligheden på den her måde, så bliver det hele reaktiveret, siger hun.

[Bistandsadvokaten] kan for nuværende ikke sige, om der er noget, som man vil politianmelde eller retsforfølge på anden vis.

Hun understreger, at både injurierende og hadefulde kommentarer, men også opslag på nettet, hvor der deles private oplysninger om hendes klient, kan være strafbare.

Advokaten mener, at selve sagen, hvor [Klager] ventes at tilstå, er alvorlig, og at den bør afgøres af retssystemet fremfor folkedomstolen.

[Bistandsadvokaten] oplyser, at hendes klient ingen kommentarer har til sagen, og at hun ikke ønsker at udtale sig om den.

”

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager] og [Ægtefællen].

Af billedteksten fremgår: ”[Klager] er gift med tv- og radioværten [Ægtefællen].

”

Af artiklen fremgår videre

” Voldsom chikane

Ekstra Bladet kunne mandag afsløre [Teksten ”Ekstra Bladet kunne mandag afsløre” udgør et link til artiklen: ”Tv-kendis [Klager] sigtet for stalking og identitetstyveri” offentliggjort den 17. februar 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet ], at den kendte journalist og vært, der er sigtet for stalking og identitetstyveri, er [Klager].

Anklager, som tv-kendissen forventes at tilstå, fremgår det af en retsmødebegæring, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

[Klager], der er gift med tv- og podcastværten [Ægtefællen], skal ifølge retsmødebegæringen i en periode fra midt-juli til 23. august sidste år have udsat sagens offer for omfattende og systematisk chikane i form af stalking og have misbrugt hendes identitet.

”

Der er i artiklen indsat en faktaboks, hvoraf fremgår

” Stod bag program om identitetstyveri

[Klager] har en fortid som radio- og tv-vært ved DR.

Her stod hun bag programserien [Programserien], som paradoksalt nok handlede om identitetstyveri på nettet.

Igennem seks afsnit undersøgte [Klager], hvordan og hvorfor mennesker får stjålet deres identitet, og hun indleder programmet på følgende måde

- Jeg vil begive mig ud på en mega nervepirrende rejse for at prøve at forstå, hvordan det er at miste kontrollen over sit liv på nettet.

Hvad er motiverne bag, og kan du selv gøre noget, hvis din identitet bliver stjålet og misbrugt?

, lyder det fra hende, mens hun efterfølgende begiver sig ud i konkrete historier, som hun kalder 'fuldstændig fucked'.

Journalisten har desuden siddet bag mikrofonen på en stribe radioprogrammer på P3 og P4.

I 2014 vandt hun sammen med en håndfuld P3-kolleger prisen for Årets Nyhed/Aktualitet ved Prix Radio for programmet [Radioprogram A].

Efterfølgende har hun medvirket i flere underholdningsprogrammer, heriblandt deltog hun i 2023 i TV 2-hittet [Underholdningsprogrammet].

”

Af artiklen fremgår videre

”Det er blandt andet sket ved, at hun har brugt det kvindelige offers private oplysninger til at tilmelde hende eksempelvis nyhedsbreve, ligesom hun har lavet reservationer på flere restauranter i hendes navn.

Det resulterede ifølge retsmødebegæringen i, at offeret efterfølgende modtog bookingbekræftelser, telefonopringninger og beskeder.

Den danske journalist er sigtet efter straffelovens paragraf 242, som handler om stalking, og straffelovens paragraf 264, som handler om identitetsmisbrug.

Mandag aften gik [Klager] selv til tasterne og indrømmede anklagerne i et opslag på Instagram.

”

Øvrige oplysninger

Ekstra Bladet har til Pressenævnet indsendt det i artiklen omtalte Facebook-opslag, skrevet af [Person B] den 18. februar 2025.

I opslaget er indsat skærmbilleder af det omtalte Instagramopslag fra [Klager].

Ekstra Bladet har herudover indsendt skærmbilleder fra [Klager]s Instagram-profil, hvor hun blandt andet har lagt billeder ud af sin private bolig samt skærmbilleder af en Instagramprofil med navnet [Profilnavnet].

Af profilen fremgår ”Følg med i tanker, renoveren og jammer – når vi flytter ind i vores drømmehus kh [Brugernavn 1] og [Brugernavn 2]”.

Af det indsendte materiale fremgår det, at parret bor i [Boligbebyggelsen], ligesom der er flere billeder af huset.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 9. maj 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

” Samlede klager over Ekstra Bladet

Ekstra Bladet har i perioden 17. februar til dags dato skrevet over 30 artikler - plus en liveblog fra mit retsmøde - om mig, [Klager], derudover også om min medklager (og mand) [Ægtefællen].

De har henvendt sig tre gange på SMS til [Klager] - og så en enkelt gang med rullende kameraer (se klage 3.).

Til sammenligning er min mand - og medklager - [Ægtefællen] blevet forelagt citater, oplysninger og har fået gentagne opkald, beskeder og mails om de artikler, der omhandlede ham.

Her er der klart blevet gjort noget for at forelægge ham de oplysninger, som de gerne vil have kommentarer på.

Jeg har fået tre beskeder samlet.

Jeg har blokeret Ekstra Bladet på sociale medier inden denne sag, men de har stadig haft adgang til at kontakte mig via telefon og mail.

Hvilket de som bekendt har benyttet sig af tre gange via sms.

Der er derudover et (1) ubesvaret opkald fra samme nummer kl.

13:16 den 17/2.

¬Alle er fra [Journalist A].

Der er derudover blevet spurgt, om jeg havde nogen kommentarer på vej ind til mit retsmøde den 26. marts 2025.

Jeg ved ikke, hvem den person var.

[Klager] har herefter i forhold til den påklagede artikel anført følgende

”Ekstra Bladet laver en overskrift og bruger mit billede til en artikel om, hvordan forurettede i min sag modtager hadefulde og krænkende beskeder.

Det insinueres med brug af mit billede og overskrift, at det er mig, der gør det, mens det forklares i artiklen, at det er andre mennesker, som begår disse handlinger.

Jeg synes, at det er et misvisende brug af både billede og overskrift, at der sammenkobles hadefulde beskeder til forurettede og så mit ansigt.

Jeg har aldrig sendt hadefulde beskeder til forurettede.

Derudover har jeg ikke fået denne artikel til forelæggelse, for jeg ville gerne have sagt, at jeg synes det er komplet åndssvagt, at man gør sådanne ting.

”

[Klager] ved advokat [Advokat B] har som svar på Ekstra Bladets udtalelse anført blandt andet, at

[…] Ekstra Bladet har afvist klagen.

Det er derimod stadig Klagers klare opfattelse, at der er tale om et misvisende brug af både billede og overskrift, når hadefulde beskeder til forurettede sammenkobles med Klagers ansigt.

¬Ved denne sammenkobling, vil det kunne insinuere at Klager selv sender, accepterer eller ligefrem har opfordret privatpersonerne til at skrive hadefulde beskeder til forurettede.

Det følger af retningslinjer for god presseskik punkt A.

6, at præsentation af redaktionelt indhold i billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse.

Det bestrides at der er dækning i artiklen til at anvende Klagers billede.

Dette skal ses i sammenhæng med, at Klager har den klare holdning, at hun synes, det er komplet åndssvagt at skrive sådanne ting til forurettede.

I udtalelsen af 6. juni, anfører Ekstra Bladet, at artiklen ikke i øvrigt indeholder nye oplysninger om Klager, der påkræver efterprøvelse.

Dette forhold bestrides ligeledes, da en insinuation om accept eller opfordring skal forelægges for Klager.

”

2.2 Ekstra Bladets synspunkter

Ekstra Bladet har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende

”[…] Generelt om Klager, det påklagede indhold og dialogen med Klager

Klager er en dansk prisvindende journalist, forfatter, klummeskribent, moderator og radio- og tv-vært, som bl.a. er kendt fra Radio 100, P3 og P4 samt en række tv-programmer bragt på DR og TV2, herunder senest bl.a. som podcastvært på [Podcastserie A] fra 2022, [Podcastserie B] fra 2024 og som medvirkende i tv-programmet [Underholdningsprogrammet] fra 2023.

Klager er derudover kendt for at være gift med [Ægtefællen], der også er en dansk journalist, influencer, podcast-, radio- og tv-vært, og som er særligt kendt for radioprogrammerne [Radioprogram B] og [Podcastserie C].

Klagers offentlige Instagramprofil har pt.

over 38.000 følgere, hvorfra klager deler oplysninger og billeder fra sit privatliv og erhvervsliv, ligesom Klager sammen med sin ægtefælle har en offentlig Instagramprofil med over 29.000 følgere, der indeholder opslag om renovering af deres private bolig.

Klager og Klagers ægtefælle har desuden i 2024 udtalt sig om deres privatliv og parforhold i podcasten [Podcastserie D].

Klager har derudover været vært på tv-programmet [Programserien], bragt på DR3 i 2017.

Programmet satte fokus på identitetstyveri og konsekvenserne heraf for de mennesker, der udsættes for forbrydelsen.

Programmer satte også fokus på, hvilke typer af personer, der begår identitetstyveri, samt hvad der får dem til at misbruge andres identitet online.

Ekstra Bladet arbejdede i februar 2025 på en historie om sigtelsen af Klager for identitetstyveri og stalking, der omfattede systematisk chikane af en kvinde og misbrug af kvindens identitet i mere end 81 tilfælde.

Ekstra Bladet bragte den 17. februar 2025 klokken 10.23 artiklen ”Medier: Dansk kendis sigtet for stalking og identitetsmisbrug”, hvori Klager ikke identificeres.

Artiklen er en citathistorie fra B.

T.

og Se & Hør, som på daværende tidspunkt ikke havde identificeret Klager.

Ekstra Bladet havde på tidspunktet for citathistorien endnu ikke modtaget retsmødebegæringen fra Københavns Byret, og Ekstra Bladet havde på publiceringstidspunktet for citathistorien ikke haft mulighed for at verificere oplysningerne deri.

Det bemærkes, at artiklen ikke er en del af ovennævnte klagesager.

Efter modtagelse af retsmødebegæringen bragte Ekstra Bladet samme dag kl.

16.24 artiklen ”Tv-kendis [Klager] sigtet for stalking og identitetstyveri” (sag nr. 2025-06215), hvori Ekstra Bladet identificerede Klager som sigtet i sagen.

Det fremgår af artiklen, at sagen ifølge retsmødebegæringen var planlagt som en tilståelsessag.

Den 17. februar 2025 bragte Klager et opslag på Instagram, hvor Klager omtaler sagen og sin involvering deri.

Efter publiceringen af artiklen ”Tv-kendis [Klager] sigtet for stalking og identitetstyveri” (sag nr. 2025- 06215) bragte Ekstra Bladet en række andre artikler, der satte fokus på Klagers sag, herunder forskellige mediepersoners reaktioner på og udtalelser om sagen, samt eksperters udtalelser om identitetstyveri generelt (sagerne nr. 2025-06218, 2025-06221, 2025-06223, 2025-06228, 2025-06229 og 2025-06231).

Ekstra Bladet satte også fokus på sagen mod Klager i to afsnit af Ekstra Bladets samtalepodcast ”Bare mellem os” (sagerne nr. 2025-06233 og 2025-06235).

Ekstra Bladet har forud for omtale af Klagers tilståelsessag, herunder Klagers egne udtalelser herom, adskillige gange forsøgt at indhente en kommentar fra Klager om sagen ved at kontakte Klager og Klagers advokat flere gange via SMS, telefoniske opkald og sociale medier.

Klager og Klagers advokat har imidlertid afvist at kommentere på sagen og har heller ikke besvaret flere af Ekstra Bladets henvendelser.

Klager blev den 26. marts 2025 idømt 30 dages betinget fængsel for forholdene i henhold til sigtelsen.

Klager ankede ikke dommen.

Klagerne

Generel klage over manglende forelæggelse (alle sagsnr.)

Klagerne i sag nr. 2025-06215/-06218 /-06221/-06223/-06228/-06229/-06231/-06233 og -06235 indeholder alle en klage over manglende forelæggelse og utilstrækkelige forelæggelsesbestræbelser.

Klager oplyser i den forbindelse, at Ekstra Bladet alene har forelagt for Klager tre gange via SMS, én gang telefonisk og én gang via fysisk fremmøde.

Dette er imidlertid ikke korrekt.

Ekstra Bladet har under de relevante sagsnumre besvaret Ekstra Bladets forelæggelsesbestræbelser i relation til de konkrete oplysninger og historier, som Ekstra Bladet har bragt, og der henvises derfor til de konkrete sager for en gennemgang heraf.

[…]

Ekstra Bladet har i forhold til den konkrete klagesag anført følgende

” Sag nr. 2025-06229

[…] Klager anfører, at Ekstra Bladets valg af rubrik og billede i sammenhæng med artiklens brødtekst er misvisende.

Derudover klages der over manglende forelæggelse.

Ekstra Bladet afviser klagen.

Ekstra Bladet bemærker indledningsvis, at der er tale om en citathistorie fra Ritzau Bureau, som indeholder et interview med advokat [Bistandsadvokaten], der repræsenterer den kvinde, som er offer for Klagers strafbare forhold.

Det fremgår af artiklen, at [Bistandsadvokaten] til Ritzau Bureau har udtalt, at offeret, efter Klagers Instagramopslag, har oplevet at få krænkende henvendelser og kommentarer på nettet fra privatpersoner.

Det fremgår tydeligt af underrubrik, billedtekst og af brødteksten: ”Advokat: [Klager]-offer har modtaget hadefulde og krænkende beskeder.

Kvinden, som angiveligt blev stalket af tv-vært, er blevet kontaktet af privatpersoner efter Instagram-opslag.

Det fortæller kvindens advokat” Under billedet af Klager fremgår følgende: ”Tv-vært [Klager] fortalte mandag, at hun var sigtet i en stalkingsag.

Den store opmærksomhed på sagen har været meget voldsom for offer, lyder det fra bistandsadvokat.

(Arkivfoto).

[…]”

Af brødteksten fremgår bl.a. følgende: ”Efter at tv- og radiovært [Klager] har skrevet om en sag, hvor hun er sigtet for stalking, har det formodede offer oplevet at få krænkende henvendelser og kommentarer på nettet.

Det oplyser forurettedes bistandsadvokat [Bistandsadvokaten] til Ritzau.

- Som i andre sager om digital vold og krænkelser, hvor sigtede går ud med oplysninger og detaljer, og medierne videregiver dem - også om forurettede, så bliver konsekvenserne ofte, at dem, der læser det, føler sig berettigede til at undersøge, hvem forurettede er, og også endda skrive injurierende, krænkende og hadefuldt til og om forurettede, siger hun.

”

Efter Ekstra Bladets opfattelse fremgår det klart af sammenhængen, at de hadefulde og krænkende beskeder kommer fra privatpersoner, og ikke fra Klager.

Ekstra Bladet påstår eller insinuerer ikke hverken direkte eller indirekte, at disse henvendelser kommer fra Klager, eller at Klager er skyld i offerets modtagelse af henvendelserne, og Ekstra Bladet skal således afvise, at artiklen, rubrikken og billedet af Klager er misvisende.

Billedet af Klager er bragt i overensstemmelse med Ekstra Bladets redigeringsret og valgt, eftersom artiklen netop omhandler Klagers offer, og billedet af Klager har således en relevans for historien.

For så vidt angår overskriften/rubrikken ”Advokat: [Klager]-offer har modtaget hadefulde og krænkende beskeder” bemærker Ekstra Bladet, at overskrifter har til formål at sammenfatte en pointe, som kan medføre en meningsforstærkning.

En sådan meningsforstærkning giver ikke i sig selv anledning til kritik, så længe overskriften har dækning i artiklen.

Det er tilfældet her.

Overskriften udgør netop Ekstra Bladets sammenfatning af [Bistandsadvokaten]s udtalelser.

Overskriften har dermed klart dækning i artiklens indhold og de faktiske forhold, ligesom der allerede i underrubrikken gøres klart for læseren, at Klager ikke er afsender af de hadefulde og krænkende beskeder til offeret.

Det er på den baggrund Ekstra Bladets opfattelse, at overskriften er i overensstemmelse med god presseskik, hvilket også understøttes af Pressenævnets praksis, herunder fx Pressenævnets kendelser i sagerne 16-70-00944, 16-70-00936, 2019-80-0401 og 2019-80-0382.

I sagen 16-70-00936 udtalte Pressenævnet ikke kritik af overskriften ”’HAN SKAL I FÆNGSEL’”, som var baseret på udtalelsen fra en medvirkende om, at ”han [Klager] skal i fængsel for ikke at have åbnet munden før nu”, ligesom Pressenævnet i sagen 2019-80-0401 heller ikke udtalte kritik af overskriften ”Dansk fodboldspiller involveret i millionsvindel”, der fremstod som mediets sammenfatning og vurdering af historiens pointer.

Artiklen indeholder ikke i øvrigt nye oplysninger om Klager, der påkræver efterprøvelse, eller oplysninger som ikke tidligere er blevet forelagt eller forsøgt forelagt for Klager.

Der henvises i den forbindelse til Ekstra Bladets gennemgang heraf under sag nr. 2025-06215 og 2025-06218.

Artiklen indeholder derudover Klagers svar på den forelagte kritik, ligesom artiklen indeholder henvisninger via links til Ekstra Bladets tidligere artikler om sagen, herunder Ekstra Bladets gengivelse af Klagers Instagramopslag omhandlende sagen.

13.

Det er således Ekstra Bladets opfattelse, at artiklen er i overensstemmelse med god presseskik.

”

Ekstra Bladet har til [Klager]s bemærkninger af 23. juni 2025 supplerende anført blandt andet

”Som nævnt i udtalelsen af 6. juni 2025 fremgår det klart af sammenhængen, at de hadefulde og krænkende beskeder, som offeret har modtaget, kommer fra privatpersoner, og ikke fra Klager.

Artiklen indeholder ingen påstande om, at Klager har sendt eller har accepteret eller opfordret privatpersoner til at sende hadefulde beskeder til offeret, som ellers påstået af Klager.

Brugen af billedet af Klager skyldes artiklens fokus på Klagers offer, og brugen kan ikke anses for krænkende for Klager.

Eftersom artiklen ikke indeholder faktuelle oplysninger om Klager, der kan anses for krænkende, og som påkræver særlig efterprøvelse, har Ekstra Bladet ikke været forpligtet til at forelægge artiklens indhold for Klager.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.

Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

God presseskik

Korrekt information og forelæggelse

[Klager] har klaget over, at overskriften er misvisende samt manglende forelæggelse.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.

Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger.

Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

1, A.

3, A.

4, A.

5 og A.

6.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Pressenævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift.

Det forhold, at en artikel oprindeligt er offentliggjort af Ritzau ændrer således ikke Ekstra Bladets ansvar for at overholde god presseskik.

Ekstra Bladet skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder.

Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at medier, som bringer citathistorier, som udgangspunkt selvstændigt bør søge at indhente en kommentar fra den, de krænkende oplysninger vedrører.

Artiklen ”Advokat: [Klager]-offer har modtaget hadefulde og krænkende beskeder” har følgende underrubrik

”Kvinden, som angiveligt blev stalket af tv-vært, er blevet kontaktet af privatpersoner efter Instagram-opslag.

Det fortæller kvindens advokat”

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].

Af billedteksten fremgår: ”Tv-vært [Klager] fortalte mandag, at hun var sigtet i en stalkingsag.

Den store opmærksomhed på sagen har været meget voldsom for offer, lyder det fra bistandsadvokat.

”

Af artiklen fremgår blandt andet

”Efter at tv- og radiovært [Klager] har skrevet om en sag, hvor hun er sigtet for stalking, har det formodede offer oplevet at få krænkende henvendelser og kommentarer på nettet.

Det oplyser forurettedes bistandsadvokat [Bistandsadvokaten] til Ritzau.

- Som i andre sager om digital vold og krænkelser, hvor sigtede går ud med oplysninger og detaljer, og medierne videregiver dem - også om forurettede, så bliver konsekvenserne ofte, at dem, der læser det, føler sig berettigede til at undersøge, hvem forurettede er, og også endda skrive injurierende, krænkende og hadefuldt til og om forurettede, siger hun.

Ifølge advokaten har offeret oplevet den store opmærksomhed på sagen som meget voldsom.

Nogle af kommentarerne kan ende med at få strafferetlige konsekvenser.

- Vi holder øje med, hvad der bliver skrevet og delt.

Vi bevissikrer det.

Vi indrapporterer det til de platforme, det bliver delt på, og så kommer vi til at tage stilling til, om der er noget af det, der skal anmeldes til politiet, eller hvordan det skal håndteres, siger hun.

Gennem mere end en måned i løbet af sommeren sidste år krænkede [Klager] ifølge sigtelsen sit offer ved at indtaste offerets personoplysninger i 81 formularer.

[…]

Af artiklen fremgår videre

” Grænseoverskridende og ubehageligt ¬Mandag aften bekræftede tv- og radioværten selv, at det var hende, der var sigtet, i et opslag på Instagram.

Fænomenet med, at folk interesserer sig for retssager, som får stor offentlig omtale, er tidligere set i [Person A]-sagen.

En lokalpolitiker har fortalt, at han blev forvekslet med den mand, som siden blev dømt, i tiden efter anholdelsen.

Men opmærksomheden bør ikke være en præmis, som man skal acceptere, lyder det fra bistandsadvokaten.

- En ting er, at man som forurettet har oplevet noget ekstremt grænseoverskridende, ubehageligt og voldsomt i situationen.

Men når sådan noget pludselig lander i offentligheden på den her måde, så bliver det hele reaktiveret, siger hun.

[Bistandsadvokaten] kan for nuværende ikke sige, om der er noget, som man vil politianmelde eller retsforfølge på anden vis.

Hun understreger, at både injurierende og hadefulde kommentarer, men også opslag på nettet, hvor der deles private oplysninger om hendes klient, kan være strafbare.

Advokaten mener, at selve sagen, hvor [Klager] ventes at tilstå, er alvorlig, og at den bør afgøres af retssystemet fremfor folkedomstolen.

[Bistandsadvokaten] oplyser, at hendes klient ingen kommentarer har til sagen, og at hun ikke ønsker at udtale sig om den.

”

[…]

” Voldsom chikane

Ekstra Bladet kunne mandag afsløre [Teksten ”Ekstra Bladet kunne mandag afsløre” udgør et link til artiklen: ”Tv-kendis [Klager] sigtet for stalking og identitetstyveri” offentliggjort den 17. februar 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet ], at den kendte journalist og vært, der er sigtet for stalking og identitetstyveri, er [Klager].

Anklager, som tv-kendissen forventes at tilstå, fremgår det af en retsmødebegæring, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

[Klager], der er gift med tv- og podcastværten [Ægtefællen], skal ifølge retsmødebegæringen i en periode fra midt-juli til 23. august sidste år have udsat sagens offer for omfattende og systematisk chikane i form af stalking og have misbrugt hendes identitet.

[…]

Den danske journalist er sigtet efter straffelovens paragraf 242, som handler om stalking, og straffelovens paragraf 264, som handler om identitetsmisbrug.

Mandag aften gik [Klager] selv til tasterne og indrømmede anklagerne i et opslag på Instagram.

”

Nævnet bemærker indledningsvist, at kunstnere og andre personer, hvis professionelle og private liv gennem mange år har været hyppigt omtalt i medierne, afhængig af de nærmere omstændigheder, må tåle en mere omfattende omtale i medierne.

Det er nævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af sin offentlige optræden og som en person med ca. 35.000 følgere på Instagram, hvor hun blandt andet beskriver sig selv som forfatter, journalist, radio- og tv-vært og podcaster, er en person, der er kendt i offentligheden.

Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger.

- overskriftens dækning

[Klager] har klaget over, at overskriften, som den er bragt med et billede af hende, er misvisende, da den insinuerer, at det er hende, der har sendt hadefulde og krænkende beskeder til offeret.

Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysningerne i overskriften om, at ”[Klager]-offer har modtaget hadefulde og krænkende beskeder” som den er bragt sammen med et billede af [Klager] isoleret set kan forstås som om, at det er [Klager], der kunne være afsender af de omtalte beskeder til offeret.

Pressenævnet finder imidlertid, at det tilstrækkelig klart fremgår af underrubrikken, der er placeret over billedet, at ”Kvinden […] er blevet kontaktet af privatpersoner efter Instagram-opslag”, og at det således er præciseret, at det er andre end [Klager], der var afsendere af de omtalte beskeder.

Pressenævnet finder på baggrund heraf, at overskriften ikke udgør en tilsidesættelse af god presseskik.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- forelæggelse og angreb og svar i sammenhæng

[Klager] har klaget over, at hun ikke har fået forelagt artiklen, idet hun gerne ville have kommenteret, at hun synes, at det er komplet åndssvagt, at man gør sådanne ting.

Det er Pressenævnets opfattelse, at Ekstra Bladet ikke har tilsidesat god presseskik ved ikke at indhente en særskilt kommentar fra [Klager] til advokatens oplysninger.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at oplysningerne, der kommer fra en troværdig kilde, ikke fremstår som en beskyldning mod [Klager], som skal forelægges for hende.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Ekstra Bladet for ikke at forelægge oplysningerne fra advokaten for [Klager].

Afgjort den 17. marts 2026

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →