Legislator Case Law & Legislation
W20260934225 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06100

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9342 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06100

KEN#LOKDOK23 2026 9342 Valid

Kritik af Ekstra Bladet for at omtale menig medarbejder ved navn (Dissens)

Ekstra Bladet bragte i maj 2025 en artikel og en podcastepisode, der blandt andet omtalte, at en person var blevet tilkendt en erstatning for de skader, han havde pådraget sig i forbindelse med, at han var blevet stoppet på knallert af en færdselsbetjent.

Den pågældende betjent var omtalt ved navn, og omtalen indeholdt henvisninger til tidligere omtale bragt af Ekstra Bladet.

Den omtalte tidligere færdselsbetjent klagede til Pressenævnet over blandt andet, at omtalen indeholdt ukorrekt og krænkende information.

To af nævnets medlemmer (herunder formanden) fandt grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for at have omtalt færdselsbetjenten ved navn.

De to øvrige nævnsmedlemmer fandt det ikke kritisabelt, at Ekstra Bladet havde bragt færdselsbetjentens navn.

Da der var stemmelighed, var formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtalte herefter kritik af Ekstra Bladet.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af de øvrige klagepunkter.

KEN#LOKDOK23 2026 9342 Valid

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

Ekstra Bladet har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, mediet havde med [Klager] forud for offentliggørelsen.

Den 10. april 2025 sendte Ekstra Bladet følgende mail

”Til [Klager]

Som sagt vil jeg gerne lave et interview om dine metoder som færdselsbetjent.

Ekstra Bladet har fået adgang til oplysninger fra DUP-efterforskningen, som ikke tidligere har været fremme i offentligheden.

Men grundet påske, ferie og yderligere research på sagen, så har jeg først mulighed for at lave interviewet omkring 2. maj. Men jeg vil gerne forelægge det i god tid.

Følgende oplysninger vil indgå som præmis for interviewet

Det fremgår af en video, som jeg har fået tilsendt, at du er betjenten i denne sag, hvor en 13-årig dreng fik knust lårbenet efter at være blevet jagtet af dig.

[Der er i mailen indsat et link til artiklen ” Betjent frikendt i knallertsag ” bragt på tv2.dk den 20. oktober 2009, Pressenævnet ]

Ifølge tv2.dk’s opfølgende dækning mente Statsadvokaten ikke at kunne føre bevis for, at dine handlinger var strafbare.

Men statsadvokaten mente, at din adfærd med at skubbe til knallerten havde været kritisabel.

I 2016 var du til tjenstlige samtaler, fordi der var problemer med kvaliteten – du kalder det selv ”sjusket” - med ni fartmålinger.

Ifølge din tidligere kollega [Person 1]s vidneudsagn i retten, var du så optaget af den nye lov om vanvidsbilisme, at du beslaglagde en bil, tre dage før loven trådte i kraft i 2021.

Samme tidligere kollega, sagde under vidneansvar, at han opfattede dig som utroværdig.

Som nævnt har Ekstra Bladet fået adgang til oplysninger fra DUP-efterforskningen, som i 2021 blev indledt vedrørende dine metoder.

Det kan nævnes at: Ud af 14 videooptagelser, som indgik i sagen, mente DUP’en, at du havde fusket med de 12.

Forstået på den måde, at du ifølge DUP’en havde overtrådt gældende retningslinjer, selvom du flere gange har fået retningslinjerne indskærpet.

Ifølge alle 12 vidner, som blev afhørt af DUP’en, så havde du fremprovokeret færdselsovertrædelser.

En dommer var så bekymret over flere beretninger fra tiltalte (i sager han havde dømt) om, at du pressede folk til at køre for stærkt/overtræde loven, at han advarede anklageren og bad denne om at bringe bekymringen videre.

Jeg håber, det bliver muligt med et interview.

Som nævnt gerne den 2. maj. Venlig hilsen [Journalist 1]”

[Klager] besvarede mailen samme dag

”En dreng på 13 på kørte slalom foran mig for at spærre, og for at undgå at jeg kunne standse ham, jeg havde derfor et par gange min højre fod på venstre bagskærm, for at undgå han kørte ind i mig.

På et tidspunkt drejede han til højre og jeg kørte lige ud.

Han væltede med ca. 25-30 km/t, hvilket jeg ikke så, men hørte.

Jeg havde ikke sparket til ham.

Der skulle have været 9 målinger i 2016, hvor [Person 1], mente jeg havde målt forkert, men jeg har kun set 2, hvor den ene, havde jeg målt afsluttet stopuret ca. ½ meter for tidligt.

Den anden troede [Person 1] jeg havde målt forkert, men det havde jeg ikke.

Den sidste 7 sager har jeg ikke set, elle fået oplyst noget om.

Jeg beslaglagde en bil i marts 2021, de nye regler var trådt i kraft, dog kunne man først beslaglægge køretøjet den 31. marts 2021, men straffe om frakendelse og fængsel var gældende.

Man skal ikke i vores videobiler havde videoen tændt hele tiden, men det er bedst, at have så meget kørsel med som muligt.

Jeg mødte oftest når det var mørkt, hvorfor jeg tit havde slukket for videooptager, og først skulle tænde video, og ikke altid fik de første 15-20 meter med af kørslen.

Via DUP, havde [Person 1] sagt at man skulle havde videoen tændt hele tiden, men det skal man ikke.

Har talt med min advokat.

Vi kan ikke personlig mødes i maj 2025, da de ting i har skrevet om mig 31. januar 2025 og i februar, og podcast, er forkerte, og jeg har klaget over jeg til pressenævnet.

Mvh.

[Klager]”

Den 30. april 2025 besvarede Ekstra Bladet mailen

Hej [Klager]

Kan du så stille op til interview over telefonen?

Gerne i morgen eller senest fredag.

Meld gerne tilbage hvornår det passer.

Jeg vil som nævnt for dig, da vi talte i telefon sammen, skrive yderligere om dine metoder som færdselsbetjent.

Dels at byretsdommeren i sagen mod [Person 3] (dom afsagt den 22. marts 2023) advarede anklageren om, at han havde haft flere sager, hvor du havde sigtet personer efter vanvidskørselsparagraffen – og hvor de tiltalte gav enslydende forklaringer om at du havde presset dem til at køre for stærkt/overtræde loven.

Dommeren bad anklageren om at bringe bekymringen videre, hvilket førte til, at ledelsen hos [Politikredsen] 17. april 2023 anmeldte endnu en sag til DUP’en.

Altså oven i den anmeldelse som blev indgivet 26. juni 2021.

Her viser oplysninger fra DUP’en, at det var politiklagemyndighedens opfattelse, at alle 12 afhørte vidner har forklaret, at du fremprovokerede færdselsovertrædelser.

At DUP’en lægger til grund, at 12 ud af 14 videooptagelser i sagen var klippet/optaget i strid med retningslinjerne – og at du gentagne gange har fået indskærpet disse retningslinjer.

Der er herefter DUP’ens opfattelse, at du har overtrådt de gældende retningslinjer for håndtering af videobil samt sagsbehandling og redigering af materialet.

Dertil kommer altså de tjenstlige samtaler i 2016 om ni tilfælde af mangelfuld betjening af udstyret/mangelfulde fartmålinger, som for nylig blev nævnt af forsvarsadvokat [Person 4] i Retten i [Bynavn B].

Og sidst men ikke mindst, at der 10. januar 2017 ved Retten i [Bynavn A] blev afsagt dom i sag nr. [Sagsnummer]: [Person 2] mod Justitsministeriet.

Her underkender retten din forklaring om hvordan den kun 13-årige dreng knuste lårbenet og fik varige mén.

Ifølge dommen sparkede du mindst tre gange til knallerten, som blev ført af et barn under den kriminelle lavalder.

Du ville altså ikke engang kunne have givet ham en bøde, men i stedet påførte dine handlinger ham et langt sygeforløb og livsvarige skader.

Ifølge dommen har du dermed afgivet falsk forklaring om sagen med den 13-årige.

Både til Politiklagenævnet i sin tid og som vidne i retssagen mod Justitsministeriet.

Og dermed også da du udtalte dig til TV 2, som i 2009 dækkede sagen.

Herunder har jeg indsat uddrag af dommen afsagt 10. januar 2017 ved Retten i [Bynavn A].

Rettens begrundelse og afgørelse

”Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer og de fremlagte fotos, lægger retten følgende hændelsesforløb til grund: [Person 2], der dengang var 13 år gammel, kørte på knallert.

Han anvendte styrthjelm.

Politiassistent [Klager] ønskede at stoppe knallerten, idet han ville undersøge, om knallerten burde være forsynet nummerplade.

Politiassistenten anvendte udrykningssignaler og kørte bagved og ved siden af [Person 2] og forsøgte at få [Person 2] til at standse.

Kørslen foregik på Prinsessevænget, der er asfalteret og har et lige forløb.

Politiassistenten sparkede under eftersættelsen mindst 3 gange til knallerten, som herefter væltede, og [Person 2] ramte et vejskilt og brækkede lårbenet.

Justitsministeriet har stadfæstet Rigspolitiets afgørelse om, at politiet som udgangspunkt er ansvarlig for den skade, som [Person 2] pådrog sig i forbindelse med uheldet.

Thi kendes for ret: Justitsministeriet skal inden 14 dage til [Person 2] betale 274.408,52 kr. forrentet med procesrente fra den 29. januar 2013.

Justitsministeriet skal inden 14 dage til Statskassen betale sagsomkostninger med 63.685,32 kr.

Det er i korte træk, hvad jeg vil interview dig om.

Håber at høre fra dig.

Venlig hilsen [Journalist 1]”

[Klager] besvarede mailen samme dag

”Hej.

.

Er blevet afhørt af DUP.

.

Mindst 4 gange da de hele tiden havde glemt sager.

.

Alt er annulleret af statsadvokat da jeg ikke gjorde noget forkert.

Jf. Tidligere svar ønsker jeg ikke at deltage i interview efter anmodning fra advokat.

Stoppede i øvrigt med at køre patrulje i nov.

2022 Fra [Klager]”

Påklaget artikel

Ekstra Bladet bragte den 5. maj 2025 artiklen ” Dom: Betjent lemlæstede 13-årig knallertdreng ” på eb.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Det fik ikke konsekvenser hos [Politikredsen], at en omstridt politimand ifølge en dom mod Justitsministeriet sparkede til en kørende knallert og løj om det i retten.

I stedet fik han nøglerne til Danmarks hurtigste civile politibil”

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].

Af billedteksten fremgår: ”Som motorcykelbetjent sparkede han en 13-årig ned, så drengens ben brækkede.

Det viser en dom, som ikke før har været omtalt.

Efter dommen blev [Klager] 'belønnet' med Danmarks hurtigste civile politibil.

”

Af artiklen fremgår

”Med begrundelsen 'modstridende forklaringer' har Statsadvokaten flere gange ladet den kendte [Region] færdselsbetjent [Klager] slippe for tiltale i sager om potentielt strafbare handlinger og tjenestemisbrug.

Hos Statsadvokaten tæller en betjents ord nemlig mere end et dusin vidner.

Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet har indsigt i.

En af sagerne endte dog alligevel i retten som en erstatningssag mod Justitsministeriet.

Her fastslår dommen, at [Klager] som motorcykelbetjent har sparket mindst tre gange til en 13-årig dreng på knallert, som herefter væltede ind i et vejskilt og fik et alvorligt lårbensbrud.

Dommen fra 2017 har hidtil ikke været omtalt i offentligheden - og kaster derfor nyt lys over episoden, som oprindeligt blev omtalt på TV 2.

Sagen drejer sig altså om politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder.

Men dommen stempler også [Klager]s forklaringer i sagen som utroværdige.

Uvildigt vidne.

Han har nemlig hele tiden påstået, at han ikke sparkede til knallerten, som angiveligt kørte slalom foran ham og af sig selv kørte ind i skiltet.

Ifølge [Klager]s vidneudsagn satte han blot sin fod på knallertens bagskærm for at holde afstand, hvilket ifølge betjenten ikke fik knallerten til at vælte.

”

Der er i artiklen indsat et billede af et uddrag af en dombog, hvor følgende tekst er markeret med gul: ”Retten har herved lagt til grund, at uheldet skete, fordi motorcykelbetjenten under kørslen sparkede til knallerten, hvorefter [Person 2] mistede herredømmet over knallerten og stødte ind i vejskiltet”.

Af billedteksten fremgår: ”[Person 2] var under den kriminelle lavalder og kunne end ikke få en bøde.

Men mødet med en dansk betjent gav ham en livsvarig straf i form af fysiske mén.

(uddrag af dommen)”

Af artiklen fremgår videre

”Men den forklaring afviste Retten i [Bynavn A] efter bevisførelsen.

Et uvildigt vidne havde set betjenten sparke til knallerten flere gange.

Dermed bakkede hun op om forklaringerne fra den på ulykkestidspunktet 13-årige [Person 2] og hans fætter, som fortalte, at betjenten sparkede hårdt til knallerten mellem tre og fem gange.

Betjent løj i retten

Dermed har den nyligt pensionerede betjent [Aldersangivelse 1] [Klager] ikke bare løjet, da han i sin tid blev afhørt af Statsadvokaten.

Han har også løjet i retten, da han i 2017 selv vidnede i den erstatningssag, som [Person 2] havde anlagt mod Justitsministeriet.

Og han løj ligeledes over for tv2.dk [Ordet ”tv2.dk” udgør et link til artiklen: ”Betjent: Jeg sparkede ikke til knallerten” offentliggjort den 20. oktober 2009 på tv2.dk, Pressenævnet .

], som helt tilbage i 2009 beskrev sagen.

Dengang mente Politiklagenævnet, at der skulle rejses en straffesag mod [Klager].

Men det afviste Statsadvokaten, som dog kaldte betjentens 'skub' på knallerten for 'kritisabel adfærd'.

”

Der er i artiklen indsat en tekstboks, hvoraf følgende fremgår

” - Jeg fik ret, men han gik alligevel fri

– Det er jo fuldstændig grotesk.

Efter dommen havde jeg ikke regnet med, at han skulle køre mere som færdselsbetjent.

Lige indtil jeg fik at vide, at sagen var strafferetligt forældet.

Det var jeg meget skuffet over.

At jeg kunne få fuldstændig ret, og så kunne han alligevel gå helt fri.

Det er skræmmende og gør, at man mister tilliden til retssamfundet, siger i dag [Aldersangivelse 2] [Person 2].

Han tog som 13-årig sin storebrors knallert og mødte kort efter daværende motorcykelbetjent [Klager], som ifølge byretsdommen sparkede til [Person 2] mindst tre gange, så han knuste benet mod et vejskilt.

Det har kostet store smerter, månedsvis på krykker og fire operationer, hvor lårbensknoglen er blevet sat sammen med marvsøm og skruer.

– Han er jo ansat til at beskytte borgerne og uddannet til at passe på dem.

Også en 13-årig knægt, der dumt og ulovligt kører på knallert, mener [Person 2].

Ulykken gjorde hans ene ben 1,5 cm kortere.

Følgesmerter i knæ og ryg betød, at han blev kasseret som soldat og måtte afbryde sin uddannelse som smed.

Den blev dog gennemført efter nogle års pause.

Siden har han skiftet boldgade og driver sammen med sin kone en tandteknikerklinik med flere ansatte.

”

Af artiklen fremgår videre

” 354.000 i erstatning

Ifølge et brev fra Justitsministeriet udløste afgørelsen ingen disciplinær reaktion fra arbejdsgiveren, [Politikredsen].

Alligevel var [Klager] utilfreds og sagde til TV 2, at han så frem til en eventuel erstatningssag fra den 13-årige [Person 2].

- Jeg glæder mig til at kunne afgive min forklaring i retten, for jeg er ikke helt tilfreds med, at jeg har fået kritik i Statsadvokatens afgørelse.

Der står, at jeg skubbede, men det har jeg aldrig sagt, lød det dengang fra betjenten [Teksten ”lød det dengang fra betjenten” udgør et link til artiklen: ”Betjent: Jeg sparkede ikke til knallerten” offentliggjort den 20. oktober 2009 på tv2.dk, Pressenævnet .

]

Dokumenter i sagen viser, at Justitsministeriet i 2015 beklagede over for [Person 2]s advokat, at tvisten om erstatning var blevet trukket i langdrag.

Dommen, som pålægger Justitsministeriet at betale 354.000 kroner i erstatning inklusive renter plus sagsomkostninger, blev derfor først afsagt i 2017.

”

Der er i artiklen indsat et billede af et uddrag af en dombog.

Af billedteksten fremgår: ”Inklusive cirka 79.000 kroner i renter skulle staten betale 354.000 kroner til [Person 2] plus knap 64.000 kroner i sagsomkostninger.

”

Af artiklen fremgår videre

”Året før havde [Klager] været til en disciplinær samtale med ledelsen hos [Politikredsen] i en anden anledning.

Nemlig om fejl og sjusk han havde begået med bevismateriale i sager mod borgere.

Ifølge oplysninger, som for nyligt kom frem under et retsmøde, drejede det sig om ni sager, hvor [Klager] havde lavet forkerte fartmålinger.

Til Ekstra Bladet oplyser [Klager], at der kun var tale om to sager.

Belønnet med fartmaskine ¬Ledelsen hos [Politikredsen] vil ikke stille op til interview.

Det er derfor ikke muligt at fortælle, hvorfor en erfaren færdselsbetjent - der ifølge en dom har sparket mindst tre gange til et barn på en knallert, så drengen væltede, knuste lårbenet og fik livsvarige mén og derefter har løjet om det i årevis - ikke på en eller anden måde blev fjernet fra de danske veje.

”

Der er i artiklen indsat et billede af et uddrag af en dombog, hvor følgende tekst er markeret med gul: ”Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder retten, at [Person 2] ikke har medvirket til skaden ved en så grov uagtsomhed, at der er grundlag for at nedsætte erstatningen.

Retten har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at motorcykelbetjenten mindst tre gange sparkede til knallerten under kørslen og på, at [Person 2] førte knallerten på en asfalteret vej med et lige forløb”.

Af billedteksten fremgår: ”Uddrag af dommen: 13-årige må ikke køre på knallert på offentlig vej.

Men motorcykelbetjente må ikke sparke dem ned, medmindre der foregår alvorlig kriminalitet.

”

Af artiklen fremgår videre

”Tværtimod blev [Klager] efter de kritisable fartmålinger i 2016 og dommen i 2017 udstyret med nøglerne til det, som han selv i en reportage i Kristeligt Dagblad [Teksten ”Kristeligt Dagblad” udgør et link til artiklen: ”Med i bilen: Hvordan står det til med færdselsetikken på de danske veje?

” offentliggjort den 12. juni 2020 på kristeligt-dagblad.dk, Pressenævnet .

] fra 2020 har kaldt Danmarks hurtigste civile politibil.

Undercover-Golfen med tonede ruder skal med overlæg ligne en såkaldt 'bøllebil', hvilket har fået stribevis af bilister til at associere den kronragede betjent med bande- og rockertyper i stedet for lovens lange arm.

[Teksten ”hvilket har fået stribevis af bilister til at associere den kronragede betjent med bande- og rockertyper” udgør et link til artiklen: ”Står frem: Nye anklager mod kendt fartstrisser” offentliggjort den 25. februar 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet .

]

Ekstra Bladet havde en aftale med [Klager] om et interview.

Men efter rådgivning fra sin advokat aflyste han det, blandt andet fordi han har klaget til Pressenævnet over Ekstra Bladets dækning.

Anmeldt af chefen ”

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].

Af billedteksten fremgår: ”[Klager] blev beskyldt for at provokere og true folk til at køre for stærkt i sin civile politibil, men har også brugt politiets videoudstyr forkert, ifølge DUP'en.

”

Af artiklen fremgår videre

”I sommeren 2021 anmeldte ledelsen hos [Politikredsen] [Klager] til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) [Teksten ”anmeldte ledelsen hos [Politikredsen] [Klager] til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP)” udgør et link til artiklen: ”Ny afsløring: Dommer advarede mod omstridt betjent” offentliggjort den 6. maj 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet .

]

Arbejdsgiveren mistænkte, at han i talrige tilfælde havde brugt 'bøllebilen' til at fremprovokere fartovertrædelser og samtidig havde fusket med videomateriale i sager [Teksten ”fremprovokere fartovertrædelser og samtidig havde fusket med videomateriale i sager” udgør et link til artiklen: ”Kendt fartstrisser under anklage: Fusker med video-beviser” offentliggjort den 31. januar 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet .

], hvor trafikanter havde fået frataget kørekortet eller fået konfiskeret deres køretøj.

Samme mistanke havde en af politiets førende eksperter i videomålinger, den nu pensionerede [Person 1] - og anklagerne blev ifølge DUP'ens efterforskning bakket op af et tocifret antal vidner.

I sagen indgik også cirka 12 videooptagelser, som ifølge DUP'ens næsten 900 sider lange efterforskningsrapport var klippet i strid med politiets retningslinjer.

I ni af videoerne manglede netop den del, som kunne have afsløret, om [Klager] havde presset eller provokeret bilister til vanvidskørsel.

Statsadvokaten valgte dog at droppe sagen i 2023 - blandt andet med henvisning til 'modstridende forklaringer'.

Altså påstand mod påstand.

Ifølge Rigsadvokaten var dele af sagen også forældet, fordi man havde glemt at sigte [Klager] rettidigt.

”

Påklaget podcast

Ekstra Bladet bragte den 8. maj 2025 episoden ”Fartstrisser anklaget for at presse borgere til vanvidskørsel” i podcastserien ”Afhørt” på eb.dk.

Af programbeskrivelsen fremgår følgende

”Vi dykker ned i den opsigtsvækkende sag om den nyligt pensionerede betjent [Klager].

Ekstra Bladets journalist [Journalist 1] er i studiet for at fortælle om de absurde metoder, [Klager] beskyldes for at bruge mod borgere i trafikken.

Metoderne inkluderer en sort Golf med tonede ruder og et politikamera.

[Klager] nægter alt og bakkes op af Statsadvokaten.

”

I podcastepisoden fortæller journalist, [Journalist 1], der står bag Ekstra Bladets historier om [Klager], blandt andet, at Ekstra Bladet har givet [Klager] navnet ”fartstrisseren”, og at han tit har optrådt i medierne som færdselsbetjent, hvor han har jagtet ”færdselssyndere”.

[Journalist 1] fortæller, at sagen om [Klager] er usædvanlig, blandt andet fordi det er ledelsen i [Politikredsen], der har meldt ham til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og fordi en af hans mangeårige kollegaer, der også er en af politiets førende eksperter i videomåling, deler mistanken om, at [Klager] fremprovokerer fartovertrædelser og ”fusker” med videomaterialet.

[Journalist 1] fortæller endvidere, at han via adskillige kilder og retsdokumenter kender til flere episoder med bilister og motorcykellister, der har følt sig presset af [Klager] til at køre for hurtigt, og man hører et klip med en bilist, der er dømt for vanvidsbilisme, og som fortæller om sin oplevelse med [Klager].

Politiets retningslinjer for videooptagelser omtales også, herunder at man skal kunne se optakten til en færdselsforseelse, og at denne del mangler i flertallet af de af [Klager]s videooptagelser, der har været en del af sagen hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Herudover omtales tidligere sager, der har været mod [Klager], herunder blandt andet en tidligere sag om videomateriale, en sag om en dreng, der væltede på sin knallert og knuste sit ene ben i forbindelse med et møde med [Klager], samt en sag, der også endte hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvor en byretsdommer havde udtrykt bekymring over [Klager], efter at byretsdommeren havde haft flere sager om vanvidsbilisme, hvor bilisterne havde følt sig presset af [Klager].

[Journalist 1] opsummerer afslutningsvis, at statsadvokaten ikke har valgt at rejse tiltale i sagen mod [Klager], da der er tale om påstand mod påstand, og at man ikke vil kunne dømme ham.

Det oplyses i udsendelsen, at [Klager] nægter sig skyldig i anklagerne mod ham, og at han ikke er dømt i nogen af de sager, der har været imod ham.

Øvrige oplysninger

Ekstra Bladet har til Pressenævnet indsendt dom afsagt den 10. januar 2017 ([Person 2] mod Justitsministeriet).

Af afsnittet ”Rettens begrundelse og afgørelse” fremgår blandt andet

”Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer og de fremlagte fotos,¬lægger retten følgende hændelsesforløb til grund:¬[Person 2], der dengang var 13 år gammel, kørte på knallert.

Han anvendte styrthjelm.

Politiassistent [Klager] ønskede at stoppe knallerten, idet han ville undersøge, om knallerten burde være forsynet nummerplade.

Politiassistenten anvendte udrykningssignaler og kørte bagved og ved siden af [Person 2] og forsøgte at få [Person 2] til at standse.

¬Kørslen foregik på Prinsessevænget, der er asfalteret og har et lige forløb.

Politiassistenten sparkede under eftersættelsen mindst 3 gange til knallerten, som herefter væltede, og [Person 2] ramte et vejskilt og brækkede lårbenet.

¬[…]

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder retten, at [Person 2] ikke har medvirket til skaden ved en så grov uagtsomhed, at der er grundlag for at nedsætte erstatningen.

Retten har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at motorcykelbetjenten mindst tre gange sparkede til knallerten under kørslen og på, at [Person 2] førte knallerten på en asfalteret vej med et lige forløb.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 9. maj 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

”Den 11. marts 2025 indgav vi på vegne af forhenværende politiassistent [Klager] en klage over Ekstra Bladets artikler af 31. januar og 25. februar 2025 om [Klager] samt klage over Ekstra Bladets podcast ”Afhørt”, episode 285, den 4. februar 2025, med titlen ” Fartstrisser anklaget for bevisfusk ”, hvor lignende beskyldninger, som dem fremsat i de to nævnte artikler, er gentaget.

Ekstra Bladet har efterfølgende i en artikel på netavisen den 5. maj 2025 med overskriften: ” Dom: Betjent lemlæstede 13-årig knallertdreng ” på ny omtalt [Klager], hvor bl.a. de beskyldninger mv., som er omfattet klagen af 11. marts 2025, gentages.

I artiklen linkes der således til bl.a. til de artikler, som klagen til Pressenævnet angår, herunder artiklen af 25. februar 2025 ” Står frem: Nye anklager mod kendt fartstrisser ” og podcasten af 4. februar 2025.

Det anføres endvidere i artiklen, at ”Med begrundelsen 'modstridende forklaringer' har Statsadvokaten flere gange ladet den kendte [Region] færdselsbetjent [Klager] slippe for tiltale i sager om potentielt strafbare handlinger og tjenestemisbrug.

” Formuleringen mere end antyder, at [Klager] er skyldig i de omtalte handlinger og tjenestemisbrug, men at Statsadvokaten altså har ladet ham ”slippe”, for hos ”Statsadvokaten tæller en betjents ord nemlig mere end et dusin vidner.

” Statsadvokaten har imidlertid vurderet, at der ikke var beviser for, at [Klager] var skyldig i tjenesteforsømmelse eller tjenestemisbrug, og at der derfor ikke var grundlag for at rejse tiltale mod ham.

[Klager] er med andre ord ”frifundet” for de anklager, som Ekstra Bladet altså vedholdende fortsætter med at fremsætte mod ham både i den trykte avis, på netavisen og nu i to podcasts, jf. nærmere nedenfor.

Det må efter min opfattelse anses som en skærpende omstændighed, at de urimelige beskyldninger mod [Klager] nu gentages af Ekstra Bladet på flere platforme på trods af, at Ekstra Bladet er helt bekendt med, at der er indgivet en klage til Pressenævnet.

I artiklen af 5. maj 2025 fremsætter Ekstra Bladet endvidere nye alvorlige anklager mod [Klager] vedrørende en sag fra december 2008, hvor [Klager] standsede en ung mand på knallert for overtrædelse af færdselsloven.

Den unge mand styrtede desværre på knallerten og kom alvorligt til skade.

Der kørte angiveligt efterfølgende en erstatningssag mod Justitsministeriet ved Retten i [Bynavn A], hvor den unge mand ved rettens dom i 2017 skulle være blevet tilkendt en erstatning for skaden.

Vi og [Klager] er ikke i besiddelse af dommen eller retsbøger fra Retten i [Bynavn A], men ifølge Ekstra Bladet lagde retten til grund, at uheldet skete, fordi en motorcykelbetjent ([Klager]) sparkede til knallerten, hvorved manden mistede herredømmet over knallerten.

[Klager] selv har den opfattelse, at han satte sin fod på knallertens bagskærm for at holde afstand til knallerten, hvilket var nødvendigt for at undgå, at knallerten ramte ind [Klager]s motorcykel, hvorved de begge ville vælte.

I Ekstra Bladets artikel anføres det i omtalen af sagen fra 2008, der blev afgjort i 2017, bl.a., at sagen drejer sig om ”politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder”, og under overskriften ”Betjent løj i retten” anfører Ekstra Bladet, at [Klager] ”ikke bare har løjet, da han i sin tid blev afhørt af Statsadvokaten”, men at han ”også [har] løjet i retten, da han i 2017 selv vidnede” i sagen i retten, og at ”han løj ligeledes over for tv2.dk, som helt tilbage i 2009 beskrev sagen.

”

Dette er selvsagt en meget alvorlig beskyldning, som, hvis den var rigtig, ville kunne indebære en ubetinget fængselsstraf.

Der har imidlertid på intet tidspunkt været en sag mod [Klager] for falsk forklaring i retten, og beskyldningerne er både urigtige og særdeles grove.

Derudover har Ekstra Bladet lavet en ny Podcast den 8. maj 2025 i serien ”Afhørt”, episode 332, hvor de beskyldninger mv. mod [Klager], som klagen omfatter, gentages og suppleres med nye: Podcast – Ekstra Bladet Podcasten har overskriften ” Fartstrisser anklaget for at presse borgere til vanvidskørsel ”, og på hjemmesiden beskriver Ekstra Bladet podcasten således: ”Vi dykker ned i den opsigtsvækkende sag om den nyligt pensionerede betjent [Klager].

Ekstra Bladets journalist [Journalist 1] er i studiet for at fortælle om de absurde metoder, [Klager] beskyldes for at bruge mod borgere i trafikken.

Metoderne inkluderer en sort Golf med tonede ruder og et politikamera.

[Klager] nægter alt og bakkes op af Statsadvokaten.

”

I Podcasten beskrives det bl.a. på ny, at [Klager] kørte i en ”bøllebil”, ”rocker-bande bil” mv. med ”tonede ruder”, og at han er ”anklaget” for at have ”presset, truet og provokeret” bilister til at køre for stærkt.

[Klager] omtales i podcasten som ”en stor mand”, der er ”kronraget”.

Efter min opfattelse kan denne omtale af [Klager] – ligesom Ekstra Bladets øvrige omtale af [Klager] i den trykte avis, på netavisen og i podcasts – kun opfattes som et forsøg på karaktermord.

I podcasten gentager Ekstra Bladets journalist [Journalist 1] endvidere også journalistens anklager mod [Klager] om, at han i forbindelse med færdselsstraffesagen mod knallertføreren i 2008 forklarede falsk under vidneansvar i retten.

Som anført ovenfor udgør dette en meget alvorlig beskyldning, som, hvis den var rigtig, ville kunne indebære en ubetinget fængselsstraf.

Der har imidlertid som nævnt på intet tidspunkt været en sag mod [Klager] herom, og beskyldningerne er både urigtige og særdeles grove.

Idet vi i øvrigt henviser til det anførte i klagen af 11. marts 2025, skal vi bede Pressenævnet om at inddrage Ekstra Bladets nye omtale af [Klager] og det ovenfor anførte i behandlingen af klagen.

”

Af klagen af 11. marts 2025, som [Klager] henviser til i nærværende klage, fremgår blandt andet

”Det er Civitas’ opfattelse, at Ekstra Bladet har overtrådt de vejledende regler for god presseskik punkt A.

1, A.

2, A.

3 og A.

4.

Det er endvidere Civitas’ opfattelse, at selv hvis Pressenævnet vurderer, at Ekstra Bladet ikke har overtrådt punkt A.

1, A.

2, A.

3 og A.

4, så har Ekstra Bladet under alle omstændigheder overtrådt de vejledende regler for god presseskik punkt B.

1.

[…]

Det er Civitas’ opfattelse, at [Klager] har været genstand for en helt urimelig og chikanøs omtale i Ekstra Bladet, der er i strid med sagens faktiske omstændigheder, og som går klart ud over, hvad man skal tåle som (forhenværende) offentligt ansat polititjenestemand.

[…]

Artiklernes og podcastens omfattende alvorlige, uberettigede og udokumenterede beskyldninger mv. mod [Klager] fylder i hvert fald 2/3 af indholdet, mens [Klager]s egen forklaring og gengivelsen af Statsadvokatens afgørelse i sagen fylder meget lidt og må anses som helt ufyldestgørende.

Dette misforhold efterlader i sig selv det primære fokus på de anførte uberettigede beskyldninger og insinuationer og giver et indtryk af, at [Klager] er skyldig i de anførte forhold, og at han må betragtes som utroværdig.

Hertil kommer, at [Klager] nævnes ved navn, ligesom der er flere billeder af ham i artiklerne.

[…]

Selv hvis Pressenævnet mod forventning skulle vurdere, at Ekstra Bladet ikke har overtrådt punkt A.

1, A.

2, A.

3 og A.

4, er det som nævnt Civitas’ opfattelse, at Ekstra Bladet under alle omstændigheder har overtrådt punkt B.

1. i reglerne for god presseskik, hvorefter det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, ligesom privatlivets fred ikke må krænkes.

Det er Civitas’s opfattelse, at der ikke er nogen klar almen interesse i de alvorlige beskyldninger og insinuationer, som Ekstra Bladet fremsætter i sine artikler og i podcasten, allerede fordi Statsadvokaten har truffet afgørelse om, at der ikke er nogen rimelig formodning om, at [Klager] har begået noget strafbart forhold.

[…]”

[Klager] har som svar på Ekstra Bladets udtalelse af den 26. maj 2025 anført, at

”Jeg har modtaget Ekstra Bladets svar af 26. maj 2025, hvor Ekstra Bladet fastholder, at man i alle henseender har ageret i overensstemmelse med god presseskik.

Heroverfor fastholder jeg det anførte i mine klager, herunder senest klagen af 9. maj 2025.

Ekstra Bladet fortsætter således sin kampagne med særdeles grove beskyldninger mod min klient [Klager], og man benytter altså nu tillige en sag vedrørende en episode i 2008, der blev afgjort af retten i 2017, til at underbygge og udbygge sine personangreb mod min klient – nu også med anklager om ”politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder”, og om at [Klager] ”løj i retten” mv.

I Ekstra Bladets høringssvar af 26. maj 2025 forsvarer man bl.a. dette med

”Udtrykket ’politibrutalitet’ defineres ifølge Den Danske Ordbog på ordnet.dk som ”vold begået af en eller flere politibetjente i forbindelse med en anholdelse eller anden tjenstlig handling”.

Ifølge domstolenes praksis udgør spark til personer i trafikken, så de vælter, vold.

Ekstra Bladets anvendelse af formuleringen ”politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder” har således dækning i de faktuelle omstændigheder og fremstår klart som Ekstra Bladets kommentar dertil.

”

Hertil bemærkes det, at politiets magtanvendelse ikke som anført af Ekstra Bladet kan karakteriseres som ”vold”, medmindre der er tale om en magtanvendelse, som går meget klart ud over den magtanvendelse, som politiet i medfør af reglerne i politiloven har hjemmel til at anvende.

Ekstra Bladet kan altså ikke med rette forsvare sin beskrivelse af [Klager]s adfærd som ”politibrutalitet”, medmindre det med sikkerhed kan lægges til grund, at [Klager] er gået meget klart ud over sine magtbeføjelser i et så væsentligt omfang, at der var tale om strafbar vold.

Der er ingen holdepunkter herfor, og dermed er dette endnu et eksempel på, at Ekstra Bladet uberettiget fremsætter særdeles grove beskyldninger om strafbart forhold mod min klient.

Dette gør sig tilsvarende gældende for Ekstra Bladets nye beskyldninger om, at [Klager] for ca. 8 år siden skulle have løjet i retten og dermed også herved have begået et strafbart forhold.

Kravet om, at Ekstra Bladet har sikre holdepunkter for så grove og alvorlige beskyldninger, må i øvrigt skærpes i lyset af, at der er tale om oplysninger fra en sag, som ligger adskillige år tilbage.

”

2.2 Ekstra Bladets synspunkter

Ekstra Bladet har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende

”Ekstra Bladet har modtaget supplerende klage af 9. maj 2025 fra [Klager] v/ advokat Rasmus Blaabjerg (herefter ”Klager”) over artiklen ”Dom: Betjent lemlæstede 13-årig knallertdreng” samt podcastafsnittet ”Afhørt: Fartstrisser anklaget for at presse borgere til vanvidskørsel” bragt hhv.

den 5. maj 2025 og den 8. maj 2025 på ekstrabladet.dk.

Klagen vedrører Ekstra Bladets fortsatte dækning af Klagers arbejdsmetoder som færdselsbetjent, som også er omdrejningspunktet for klagen i Pressenævnets sag nr. 2025-03303.

Klagen og denne udtalelse samt de dertil vedlagte bilag og litrering heraf skal således læses i sammenhæng med Ekstra Bladets tidligere omtale af Klager samt Ekstra Bladets udtalelser af 2. april 2025 og 14. april 2025, der indgår i Pressenævnets sag nr. 2025-03303.

Ifølge Klager indeholder artiklen og podcastafsnittet ukorrekte og krænkende oplysninger om Klager.

Der klages derudover, at Ekstra Bladet via links henviser til Ekstra Bladets tidligere omtale af Klager.

Ekstra Bladet afviser klagepunkterne.

Ekstra Bladet afviser også, at Ekstra Bladets fortsatte omtale af Klager, efter modtagelse af klagen til Pressenævnet, udgør en skærpende omstændighed.

Klager til Pressenævnet afskærer følgelig ikke medierne fra fortsat at omtale personer eller sager, der er genstand for en klage til Pressenævnet.

Dette ville være yderst indgribende i mediernes informations- og ytringsfrihed, herunder mediernes mulighed for at agere public watchdog og formidle historier af samfundsmæssig interesse.

En sådan regel eller fortolkning findes heller ikke i hverken medieansvarsloven eller de presseetiske regler.

Et eventuelt forbud mod Ekstra Bladets fortsatte omtale af Klager skal søges fuldbyrdet efter forbudsreglerne i retsplejeloven og henhører således under domstolenes kompetence.

Det bemærkes indledningsvis, at artiklen og podcasten omtaler en erstatningssag fra 2017, hvori Justitsministeriet blev dømt til at betale erstatning for en personskade, som Klager – i sit virke som færdselsbetjent – pådrog en 13-årig dreng.

I sagen lagde Retten i [Bynavn A] til grund, at Klager tre gange sparkede til den 13-årige dreng på knallert, som væltede ind i et vejskilt og fik alvorligt lårbensbrud.

Skaden har medført et årelangt sygdomsforløb med livsvarige mén for drengen.

Det fremgår også af artiklen og podcastafsnittet, at Retten i [Bynavn A] afviste Klagers forklaring.

Derudover gengiver både artiklen og podcastafsnittet oplysninger fra Ekstra Bladets tidligere omtale af Klager og henviser via links til de pågældende artikler.

Som det fremgår af udtalelserne af 2. april og 14. april 2025 i Pressenævnets sag nr. 2025-03303, er Klager en offentligt kendt færdselsbetjent, der adskillige gange har optrådt i medierne og udtalt sig om sit arbejde og sine kontroversielle arbejdsmetoder.

Ekstra Bladets fortsatte omtale af netop Klagers arbejdsmetoder og den rejste kritik og efterforskning heraf har utvivlsomt offentlig interesse.

Det gælder særligt, når der – som det fremgår af artiklen og podcastafsnittet – er fremkommet nye oplysninger om, at Klagers arbejdsmetoder har været omdrejningspunktet i en dom fra 2017, og hvori Klagers forklaring blev afvist af retten, og når Ekstra Bladet samtidig tidligere har afdækket, hvordan Statsadvokaten i flere tilfælde har stoppet efterforskningen mod netop Klager på grund af modstridende forklaringer.

Det afvises således, at Ekstra Bladet med omtalen af Klager begår karaktermord.

Det bemærkes i den forbindelse, at Ekstra Bladet naturligvis ikke er afskåret fra at omtale sager af offentlig interesse vedrørende myndighedspersoner, blot fordi Statsadvokaten har valgt ikke at rejse tiltale mod disse.

En sådan omtale medfører ikke, at Ekstra Bladet begår karaktermord.

Ligesom offentligheden har en interesse i at blive gjort bekendt med civilretlige og strafferetlige sager, der enten (uanset årsag) opgives, henlægges, trækkes tilbage eller afvises, har offentligheden også en væsentlig interesse i at blive gjort bekendt med efterforskning af og sager rejst mod konkrete politifolk og deres arbejdsmetoder.

Det gælder, selvom sagerne på offentliggørelsestidspunktet er blevet droppet, og særligt, når antallet af sager rejst mod Klager og den rejste kritik af Klagers arbejdsmetoder har et så markant omfang, som Ekstra Bladet har afdækket.

Klage over omtale af tjenestemisbrug

Det er Klagers opfattelse, at Ekstra Bladet insinuerer, at Klager er skyldig i tjenestemisbrug, og at Statsadvokaten har ladet ham ”slippe”.

Klager henviser i den forbindelse til følgende afsnit i artiklens brødtekst: ”Med begrundelsen 'modstridende forklaringer' har Statsadvokaten flere gange ladet den kendte [Region] færdselsbetjent [Klager] slippe for tiltale i sager om potentielt strafbare handlinger og tjenestemisbrug.

”Hos Statsadvokaten tæller en betjents ord nemlig mere end et dusin vidner.

Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet har indsigt i.

” Klager anfører i den forbindelse, at Statsadvokaten har vurderet, at der ikke var beviser for, at Klager var skyldig i tjenestemisbrug, og at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod Klager, og at Klager derfor er frifundet i de pågældende sager, Ekstra Bladet har afdækket.

Klager anfører også, at ”[Klager] selv har den opfattelse, at han satte sin fod på knallertens bagskærm for at holde afstand til knallerten, hvilket var nødvendigt for at undgå, at knallerten ramte ind [Klagers] motorcykel, hvorved de begge ville vælte.

”

Ekstra Bladet konkluderer imidlertid ikke, hverken med formuleringen ovenfor eller i den øvrige del af artiklen, at Klager er skyldig i tjenestemisbrug.

Ekstra Bladet har i artikelserien, som denne klage og klagen i Pressenævnets sag nr. 2025-03303 vedrører, nævnt tre sager, der alle omhandler Klagers arbejdsmetoder og lovligheden heraf.

Som det fremgår af udtalelserne af 2. april og 14. april 2025, er Ekstra Bladets omtale af Klagers arbejdsmetoder baseret på adskillige skriftlige og mundtlige kilder, herunder retsdokumenter, oplysninger og citater fra åbne retsmøder, dokumenter fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Statsadvokaten og Rigsadvokaten, skriftlige svar fra [Politikredsen] og Statsadvokaten samt interviews med både navngivne og anonymiserede kilder med kendskab til Klager og de sager, som Klager har været involveret i.

Af dokumenterne fremgår, at politiledelsen hos [Politikredsen] på eget initiativ anmeldte Klager til Den Uafhængige Politiklagemyndighed for at fremprovokere færdselslovsovertrædelser og for at overtræde politiets egne retningslinjer for videodokumentation, der blev brugt som bevis i sager om fartovertrædelser.

Det fremgår også, at politiets egen ekspert i fartmålinger, [Person 1], til både Den Uafhængige Politiklagemyndighed og i en retssag har udtalt, at Klager fremprovokerede færdselslovsovertrædelser og klippede/optog videoerne i strid med retningslinjerne.

Af Bilag B i Pressenævnets sag nr. 2025-03303 fremgår, at 12 vidner har forklaret til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, at Klager begik tjenestemisbrug.

Det fremgår også, at en dommer overfor anklageren i en sag, hvori Klagers videodokumentation indgik, udtrykte bekymring over, at tiltalte i flere forskellige sager har forklaret, at Klager har presset tiltalte til at overtræde fartgrænserne.

I de sager, Ekstra Bladet har omtalt, afviste Statsadvokaten imidlertid at rejse tiltale mod Klager bl.a. grundet modstridende forklaringer, og da videomaterialet ikke med tilstrækkelig sikkerhed understøttede, at Klager havde overtrådt straffeloven eller anden lovgivning.

Statsadvokatens beslutning om ikke at rejse tiltale mod Klager og begrundelsen herfor fremgår klart af artikelserien og podcastafsnittene, herunder også den påklagede artikel og podcastafsnittet i denne sag.

Ekstra Bladet har således taget de nødvendige forbehold og tydeligt deklareret sagens aktuelle stadie, hvorfor det må stå klart for læseren, at Klager ikke er blevet dømt for tjenestemisbrug.

Med formuleringen ”Statsadvokaten […] har ladet [Klager] slippe for tiltale” menes blot, at der ikke er blevet rejst tiltale mod Klager, hvilket må stå klart for læseren.

Formuleringen fremstår derudover tydeligt som Ekstra Bladets kommentar til de faktuelle forhold, omtalt i artiklen.

Det samme gælder formuleringen om, at Klagers ord ”tæller […] mere end et dusin vidner” hos Statsadvokaten.

Formuleringen henviser til de mere end 12 (dusin) vidner, der i de forskellige sager har kritiseret Klagers arbejdsmetoder og omtalt dem som tjenestemisbrug.

Formuleringen henviser også til, at Statsadvokaten og Den Uafhængige Politiklagemyndighed lagde til grund, at Klager havde lavet videomaterialet i strid med politiets retningslinjer, og at Statsadvokaten anbefalede [Politikredsen] at igangsætte en disciplinærsag mod Klager (Bilag B).

På trods af de mange vidneforklaringer og Statsadvokatens anbefaling om en disciplinærsag valgte Statsadvokaten ikke at rejse tiltale mod Klager.

Ekstra Bladets formulering fremstår dermed klart som Ekstra Bladets kommentar hertil og udgør en vurdering, der har dækning i de faktuelle forhold, og som efter Ekstra Bladets opfattelse har været berettiget.

Ekstra Bladet skal i øvrigt afvise, at Klager er blevet frifundet for tjenestemisbrug af Statsadvokaten, som ellers påstået af Klager.

Det fremgår heller ikke af Statsadvokatens afgørelser.

Ekstra Bladet bemærker, at oplysningerne om Klager er blevet forelagt for Klager via mail den 10. april 30. april og 8 maj 2025, og Klagers svar er loyalt medtaget i artiklen og podcastafsnittet.

Ekstra Bladets forelæggelse for Klager er vedlagt som Bilag C.

Det er således Ekstra Bladets opfattelse, at oplysningerne er korrekte.

Klage over omtale af falsk forklaring Klager anfører, at oplysningerne om, at Klager har afgivet falsk forklaring og har løjet, er ukorrekt, idet der ikke har været rejst en sag mod Klager for falsk forklaring.

Klager henviser i klagen til følgende afsnit i artiklens brødtekst: ”Sagen drejer sig altså om politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder.

Men dommen stempler også [Klagers] forklaringer i sagen som utroværdige.

” […] ”Betjent løj i Retten i [Bynavn A] Dermed har den nyligt pensionerede betjent [Aldersangivelse 1] [Klager] ikke bare løjet, da han i sin tid blev afhørt af Statsadvokaten.

Han har også løjet i Retten i [Bynavn A], da han i 2017 selv vidnede i den erstatningssag, som [Person 2] havde anlagt mod Justitsministeriet.

Og han løj ligeledes over for tv2.dk, som helt tilbage i 2009 beskrev sagen.

” Som det fremgår af retsdokumenterne, Ekstra Bladet er i besiddelse af, var drengen, der pådrog sig et alvorligt lårbensbrud, 13 år gammel og dermed et barn under den kriminelle lavalder.

Udtrykket ’politibrutalitet’ defineres ifølge Den Danske Ordbog på ordnet.dk som ”vold begået af en eller flere politibetjente i forbindelse med en anholdelse eller anden tjenstlig handling”.

Ifølge domstolenes praksis udgør spark til personer i trafikken, så de vælter, vold.

Som det fremgår af dommen fra 2017, der er omdrejningspunktet for artiklen og podcastafsnittet, fastslog Retten i [Bynavn A], at Klager sparkede til knallerten mindst tre gange, så den 13-årige mistede herredømmet, kørte ind i et skilt og fik knust lårbensknoglen.

Det fremgår også af retsdokumenterne, at Klager under sit vidneudsagn erkendte, at det er farligt at sparke til knallerten eller føreren af knallerten – og at det er et magtmiddel, som betjente, kun skal bruge, ”hvis der var tale om en meget alvorlig forbrydelse.

” Dommen er vedlagt som Bilag D.

Ekstra Bladets anvendelse af formuleringen ”politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder” har således dækning i de faktuelle omstændigheder og fremstår klart som Ekstra Bladets kommentar dertil.

For så vidt angår Ekstra Bladets oplysning om, at Klager har afgivet falsk forklaring/løjet i Retten i [Bynavn A] samt løjet overfor TV2 i 2009, bemærker Ekstra Bladet, at Klager til både TV2 i 2009, i forbindelse med Den Uafhængige Politiklagemyndighed og i forbindelse med vidneafhøringen under erstatningssagen har forklaret, at han ikke hverken har sparket eller skubbet til den 13-årige dreng på knallert, ligesom han har forklaret, at den 13-årige dreng havde kørt slalomkørsel foran ham, og at Klager på sin politimotorcykel var kørt 8-10 meter forbi knallerten, da han hørte et skrald og herefter så, at knallerten var smadret.

Klager har dermed både offentligt og overfor Retten i [Bynavn A] nægtet ethvert ansvar.

Dette fremgår også af artiklen og podcastafsnittet.

Ifølge Ekstra Bladets dokumentation vurderede Politiklagenævnet efter afslutningen af efterforskningen af Klager, at der skulle rejses tiltale mod Klager.

Statsadvokaten valgte imidlertid at stoppe efterforskningen mod Klager med henvisning til, at der var tale om modstridende forklaringer, og at Klager alene havde skubbet til knallerten, hvilket Statsadvokaten dog anså for at være kritisabelt.

Ifølge dommen fra 2017 udtalte flere vidner imidlertid, at Klager sparkede til knallerten mindst 3 gange.

På baggrund af vidneforklaringerne og den fremlagte dokumentation lagde Retten i [Bynavn A] følgende til grund: ”Politiassistenten sparkede under eftersættelsen mindst 3 gange til knallerten, som herefter væltede, og [Person 2] ramte et vejskilt og brækkede lårbenet.

” ”Retten i [Bynavn A] har herved lagt til grund, at uheldet skete, fordi motorcykelbetjenten under kørslen sparkede til knallerten, hvorefter [Person 2] (den 13-årige dreng) mistede herredømmet over knallerten og stødte ind i vejskiltet.

” ”Retten i [Bynavn A] har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at motorcykelbetjenten mindst tre gange sparkede til knallerten under kørslen og på, at [Person 2] førte knallerten på en asfalteret vej med et lige forløb.

” Retten i [Bynavn A]s konklusion fremgår også af artiklen.

På baggrund af Statsadvokatens udtalelse om, at Klager skubbede til den 13-åriges knallert og på baggrund af dommen fra 2017, hvor det fastslås, at Klager sparkede til den 13-åriges knallert, er det Ekstra Bladets opfattelse, at der er et tilstrækkeligt grundlag for at omtale, at Klager har løjet over for Statsadvokaten, TV2 og i Retten i [Bynavn A] i forbindelse med erstatningssagen.

Oplysningen om at Klager har løjet, fremstår i øvrigt klart som Ekstra Bladets kommentar til de faktiske omstændigheder.

Ekstra Bladet har forud for publiceringen af artiklen og podcastafsnittet via mail den 10. april 30. april og 8 maj 2025 grundigt forelagt den kritik, der fremsættes deri, jf. Bilag C, og Klagers svar fremgår loyalt af artiklen og podcastafsnittet.

Det bemærkes, at Klager i sit svar ikke forholder sig til den fremsatte kritik om at have løjet overfor TV2, Statsadvokaten eller i Retten i [Bynavn A].

Klager er således blevet forholdt den kritik, der fremsættes mod ham og har haft mulighed for at komme til orde.

Klage over henvisning via links til Ekstra Bladets øvrige omtale

Ekstra Bladet forstår klagen sådan, at den også angår Ekstra Bladets henvisning via links til den øvrige omtale af Klager, der også er en del af Pressenævnets sag nr. 2025-03303.

Eftersom artiklen indgår som en fortsat afdækning af Klagers arbejdsmetoder, fandt Ekstra Bladet det relevant for den samlede forståelse af sagen at henvise til Ekstra Bladets øvrige artikler, der omhandler Klagers arbejdsmetoder, herunder via links.

Det er almindelig praksis for netmedier at henvise til andre artikler via linking, og Ekstra Bladets links til artiklerne er tydeligt fremhævet.

Ekstra Bladet bemærker i den forbindelse, at Pressenævnet i sin kendelse i sag nr. 15-70-00856 ikke udtalte kritik af et medies henvisning til andre artikler via links, idet de pågældende links var tydeligt fremhævede og derfor ikke kunne opfattes som en del af den påklagede artikel.

Ekstra Bladet er dermed af den opfattelse, at henvisningen til de øvrige artikler om Klager via links er i overensstemmelse med god presseskik.

Klage over ukorrekte oplysninger i podcastafsnittet

Klager anfører, at podcastafsnittet indeholder ukorrekte oplysninger om Klager.

Klager henviser i den forbindelse til omtalen af, at Klager har afgivet falsk forklaring i Retten i [Bynavn A], at Klager kørte i en ”bøllebil”, ”rocker-bande bil” med ”tonede ruder”, og at Klager er ”anklaget” for at have ”presset, truet og provokeret” bilister til at køre for stærkt.

Klagen angår også Ekstra Bladets omtale af, at Klager er ”en stor mand”, der er ”kronraget”.

For så vidt angår omtalen af Klagers forklaring i Retten i [Bynavn A], herunder at Klager har afgivet falsk forklaring, henvises der til Ekstra Bladets besvarelse ovenfor.

Oplysningerne om, at Klager kørte i en bøllebil med tonede ruder, og at Klager er en stor mand, der er kronraget, og som fremstod som en rockertype, er alle blevet brugt i Retten i [Bynavn A] til at beskrive den civile politibil, som Klager har kørt i.

Vidnerne og Ekstra Bladets kilder har således fortalt, at der bag de tonede ruder sad en mand, der var skaldet/kronraget, og som lignede en rockertype.

Det fremgår også tydeligt af sammenhængen (tidskode 00:00-03:05), og det må således stå klart for lytteren, at der er tale om subjektive vurderinger baseret på Klagers udseende og bil, og som er dokumenteret i retdokumenterne og via billede- og videomateriale.

Der henvises i øvrigt til Ekstra Bladets udtalelser af 2. april og 14. april 2025.

For så vidt angår klagen over Ekstra Bladets omtale af, at Klager er ”anklaget” for at have ”presset, truet og provokeret” bilister til at køre for stærkt, henvises der til Ekstra Bladets udtalelser af 2. april og 14. april 2025.

Samlet er det Ekstra Bladets opfattelse, at artiklen og podcastafsnittet er i overensstemmelse med god presseskik.

Ekstra Bladet har til klagers bemærkninger af 2. juni 2025 supplerende anført blandt andet

Ekstra Bladet fastholder i det hele udtalelsen af 26. maj 2025 og har derudover følgende bemærkninger.

Som det fremgår af udtalelsen af 26. maj 2025, fokuserer den påklagede artikel – ligesom Efter Ekstra øvrige omtale af Klager – på Klagers arbejdsmetoder som færdselsbetjent.

Klagers erstatningssag fra 2017, hvori retten lagde til grund, at Klager havde påført en 13-årig dreng en alvorlig personskade med store konsekvenser til følge, har en klar og relevant sammenhæng med Ekstra Bladets øvrige afdækning af Klagers arbejdsmetoder og har utvivlsom offentligt interesse.

Det gælder uanset, at sagen blev afgjort i 2017.

Det bemærkes i den forbindelse, at Klager som kendt færdselsbetjent, der har optrådt adskillige gange i medierne, og hvis videodokumentation og vidneforklaringer er blevet tillagt afgørende vægt i et utal af straffesager mod borgere, har bestridt et særligt betroet erhverv.

Dette har også været tungtvejende i sagerne mod Klager, hvor der har været tale om modstridende forklaringer.

Ekstra Bladets afdækning beskriver imidlertid, at Klagers arbejdsmetoder og forklaringer flere gange er blevet kritiseret af bl.a. borgere, tidligere kolleger (herunder en ekspert), en dommer samt en anklager.

Dertil kommer, at Retten i [Bynavn A] afviste Klagers forklaring om ikke at have sparket til den 13-årige dreng, idet det fandtes bevist, at Klager mindst tre gange netop havde sparket til den 13-årige på knallert.

Ifølge Ekstra Bladets dokumentation kan der således sås kraftigt tvivl om Klagers troværdighed og pålideligheden af Klagers forklaringer, herunder forklaringer afgivet overfor myndighederne.

Det bemærkes i øvrigt, at Klager selv til TV2 i 2009 udtalte sig om netop sagen mod den 13-årige dreng: " Jeg glæder mig til at kunne afgive min forklaring i retten, for jeg er ikke helt tilfreds med, at jeg har fået kritik i Statsadvokatens afgørelse.

Der står at jeg skubbede, men det har jeg aldrig sagt.

Jeg pressede ham væk for at undgå styrt. " Det fremgår også af udtalelsen af 26. maj 2025.

Pr. e-mail: sekr@pressenaevnet.dk Pressenævnet Landgreven 4, 4. sal 1301 København K Klage fra [Klager] over Ekstra Bladet (Pressenævnets sag nr. 2025-06100) 2.

For så vidt angår Ekstra Bladets brug af udtrykket ”politibrutalitet” mod den 13-årige dreng, bemærker Ekstra Bladet, at udtrykket tydeligt fremstår som Ekstra Bladets vurdering af de faktiske omstændigheder, herunder at Klager, ifølge Retten i [Bynavn A], sparkede mindst tre gange til den 13-årige, imens han kørte sin knallert, så den 13-årige væltede og knuste sin lårbensknogle.

Den 13-årige fik varige mén som følge heraf.

Dertil kommer, at Klager selv under vidneforklaring i retten har udtalt, at spark til en knallert udgør et farligt magtmiddel.

Det står således klart for læseren, hvilket grundlag udtrykket ”politibrutalitet” hviler på, og at Ekstra Bladet med udtrykket vurderer, at Klagers arbejdsmetoder under de pågældende omstændigheder har været voldsomme/brutale.

Det bemærkes i øvrigt, at den påklagede artikel ikke indeholder oplysninger om, at Klager skulle have udøvet vold mod den 13-årige.

Der henvises i øvrigt til udtalelsen af 26. maj 2025.

Samlet er det Ekstra Bladets opfattelse, at artiklen og podcastafsnittet er i overensstemmelse med god presseskik.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

God presseskik

Korrekt information, forelæggelse og henvisning til tidligere omtale

[Klager] har klaget over blandt andet, at artiklen indeholder ukorrekt information og henvisninger til tidligere krænkende omtale.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.

Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger.

Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

1, A.

3, A.

4, A.

5, og A.

6.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.

Artiklen ” Dom: Betjent lemlæstede 13-årig knallertdreng ” har følgende underrubrik

”Det fik ikke konsekvenser hos [Politikredsen], at en omstridt politimand ifølge en dom mod Justitsministeriet sparkede til en kørende knallert og løj om det i retten.

I stedet fik han nøglerne til Danmarks hurtigste civile politibil”

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].

Af billedteksten fremgår: ”Som motorcykelbetjent sparkede han en 13-årig ned, så drengens ben brækkede.

Det viser en dom, som ikke før har været omtalt.

Efter dommen blev [Klager] 'belønnet' med Danmarks hurtigste civile politibil.

”

Af artiklen fremgår blandt andet

”Med begrundelsen 'modstridende forklaringer' har Statsadvokaten flere gange ladet den kendte [Region] færdselsbetjent [Klager] slippe for tiltale i sager om potentielt strafbare handlinger og tjenestemisbrug.

Hos Statsadvokaten tæller en betjents ord nemlig mere end et dusin vidner.

Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet har indsigt i.

En af sagerne endte dog alligevel i retten som en erstatningssag mod Justitsministeriet.

Her fastslår dommen, at [Klager] som motorcykelbetjent har sparket mindst tre gange til en 13-årig dreng på knallert, som herefter væltede ind i et vejskilt og fik et alvorligt lårbensbrud.

Dommen fra 2017 har hidtil ikke været omtalt i offentligheden - og kaster derfor nyt lys over episoden, som oprindeligt blev omtalt på TV 2.

Sagen drejer sig altså om politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder.

Men dommen stempler også [Klager]s forklaringer i sagen som utroværdige.

Uvildigt vidne.

Han har nemlig hele tiden påstået, at han ikke sparkede til knallerten, som angiveligt kørte slalom foran ham og af sig selv kørte ind i skiltet.

Ifølge [Klager]s vidneudsagn satte han blot sin fod på knallertens bagskærm for at holde afstand, hvilket ifølge betjenten ikke fik knallerten til at vælte.

[…]

Men den forklaring afviste Retten i [Bynavn A] efter bevisførelsen.

Et uvildigt vidne havde set betjenten sparke til knallerten flere gange.

Dermed bakkede hun op om forklaringerne fra den på ulykkestidspunktet 13-årige [Person 2] og hans fætter, som fortalte, at betjenten sparkede hårdt til knallerten mellem tre og fem gange.

Betjent løj i retten

Dermed har den nyligt pensionerede betjent [Aldersangivelse 1] [Klager] ikke bare løjet, da han i sin tid blev afhørt af Statsadvokaten.

Han har også løjet i retten, da han i 2017 selv vidnede i den erstatningssag, som [Person 2] havde anlagt mod Justitsministeriet.

Og han løj ligeledes over for tv2.dk [Ordet ”tv2.dk” udgør et link til artiklen: ”Betjent: Jeg sparkede ikke til knallerten” offentliggjort den 20. oktober 2009 på tv2.dk, Pressenævnet .

], som helt tilbage i 2009 beskrev sagen.

Dengang mente Politiklagenævnet, at der skulle rejses en straffesag mod [Klager].

Men det afviste Statsadvokaten, som dog kaldte betjentens 'skub' på knallerten for 'kritisabel adfærd'.

[…]

354.000 i erstatning

Ifølge et brev fra Justitsministeriet udløste afgørelsen ingen disciplinær reaktion fra arbejdsgiveren, [Politikredsen].

Alligevel var [Klager] utilfreds og sagde til TV 2, at han så frem til en eventuel erstatningssag fra den 13-årige [Person 2].

- Jeg glæder mig til at kunne afgive min forklaring i retten, for jeg er ikke helt tilfreds med, at jeg har fået kritik i Statsadvokatens afgørelse.

Der står, at jeg skubbede, men det har jeg aldrig sagt, lød det dengang fra betjenten [Teksten ”lød det dengang fra betjenten” udgør et link til artiklen: ”Betjent: Jeg sparkede ikke til knallerten” offentliggjort den 20. oktober 2009 på tv2.dk, Pressenævnet .

]

Dokumenter i sagen viser, at Justitsministeriet i 2015 beklagede over for [Person 2]s advokat, at tvisten om erstatning var blevet trukket i langdrag.

Dommen, som pålægger Justitsministeriet at betale 354.000 kroner i erstatning inklusive renter plus sagsomkostninger, blev derfor først afsagt i 2017.

[…]

Året før havde [Klager] været til en disciplinær samtale med ledelsen hos [Politikredsen] i en anden anledning.

Nemlig om fejl og sjusk han havde begået med bevismateriale i sager mod borgere.

Ifølge oplysninger, som for nyligt kom frem under et retsmøde, drejede det sig om ni sager, hvor [Klager] havde lavet forkerte fartmålinger.

Til Ekstra Bladet oplyser [Klager], at der kun var tale om to sager.

Belønnet med fartmaskine.

Ledelsen hos [Politikredsen] vil ikke stille op til interview.

Det er derfor ikke muligt at fortælle, hvorfor en erfaren færdselsbetjent - der ifølge en dom har sparket mindst tre gange til et barn på en knallert, så drengen væltede, knuste lårbenet og fik livsvarige mén og derefter har løjet om det i årevis - ikke på en eller anden måde blev fjernet fra de danske veje.

[…] Tværtimod blev [Klager] efter de kritisable fartmålinger i 2016 og dommen i 2017 udstyret med nøglerne til det, som han selv i en reportage i Kristeligt Dagblad [Teksten ”Kristeligt Dagblad” udgør et link til artiklen: ”Med i bilen: Hvordan står det til med færdselsetikken på de danske veje?

” offentliggjort den 12. juni 2020 på kristeligt-dagblad.dk, Pressenævnet .

] fra 2020 har kaldt Danmarks hurtigste civile politibil.

Undercover-Golfen med tonede ruder skal med overlæg ligne en såkaldt 'bøllebil', hvilket har fået stribevis af bilister til at associere den kronragede betjent med bande- og rockertyper i stedet for lovens lange arm.

[Teksten ”hvilket har fået stribevis af bilister til at associere den kronragede betjent med bande- og rockertyper” udgør et link til artiklen: ”Står frem: Nye anklager mod kendt fartstrisser” offentliggjort den 25. februar 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet .

]

Ekstra Bladet havde en aftale med [Klager] om et interview.

Men efter rådgivning fra sin advokat aflyste han det, blandt andet fordi han har klaget til Pressenævnet over Ekstra Bladets dækning.

Anmeldt af chefen ”

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].

Af billedteksten fremgår: ”[Klager] blev beskyldt for at provokere og true folk til at køre for stærkt i sin civile politibil, men har også brugt politiets videoudstyr forkert, ifølge DUP'en.

”

Af artiklen fremgår videre

”I sommeren 2021 anmeldte ledelsen hos [Politikredsen] [Klager] til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) [Teksten ”anmeldte ledelsen hos [Politikredsen] [Klager] til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP)” udgør et link til artiklen: ”Ny afsløring: Dommer advarede mod omstridt betjent” offentliggjort den 6. maj 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet .

]

Arbejdsgiveren mistænkte, at han i talrige tilfælde havde brugt 'bøllebilen' til at fremprovokere fartovertrædelser og samtidig havde fusket med videomateriale i sager [Teksten ”fremprovokere fartovertrædelser og samtidig havde fusket med videomateriale i sager” udgør et link til artiklen: ”Kendt fartstrisser under anklage: Fusker med video-beviser” offentliggjort den 31. januar 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet ], hvor trafikanter havde fået frataget kørekortet eller fået konfiskeret deres køretøj.

Samme mistanke havde en af politiets førende eksperter i videomålinger, den nu pensionerede [Person 1] - og anklagerne blev ifølge DUP'ens efterforskning bakket op af et tocifret antal vidner.

I sagen indgik også cirka 12 videooptagelser, som ifølge DUP'ens næsten 900 sider lange efterforskningsrapport var klippet i strid med politiets retningslinjer.

I ni af videoerne manglede netop den del, som kunne have afsløret, om [Klager] havde presset eller provokeret bilister til vanvidskørsel.

Statsadvokaten valgte dog at droppe sagen i 2023 - blandt andet med henvisning til 'modstridende forklaringer'.

Altså påstand mod påstand.

Ifølge Rigsadvokaten var dele af sagen også forældet, fordi man havde glemt at sigte [Klager] rettidigt.

”

De i artiklen fremsatte beskyldninger er i det væsentlige gentaget i den påklagede podcastepisode ”Fartstrisser anklaget for at presse borgere til vanvidskørsel” i podcastserien ”Afhørt”

Podcastepisoden er gengivet under punkt 1.

Sagsfremstilling.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i den omtalte sag fra 2008 stoppede den 13-årige knallertfører, og at knallertføreren i 2017 fik tilkendt en erstatning for skader opstået i den forbindelse.

Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt omtalen af [Klager]s adfærd i den omtalte sag fra 2008 og om, hvorledes han stoppede den 13-årige knallertfører, er korrekt eller ej.

Nævnet kan ikke tage stilling til, hvilken udlægning der er den rigtige.

- overskriftens dækning og omtale af [Klager]s adfærd

[Klager] har klaget over, at der i omtalen, fremsættes grove beskyldninger om strafbare forhold mod ham og har i den forbindelse henvist til formuleringen af overskriften om at ”Betjent løj i retten” samt omtalen af, at han ”ikke bare har løjet, da han i sin tid blev afhørt af Statsadvokaten”, men at han ”også [har] løjet i retten, da han i 2017 selv vidnede” i sagen i retten, og at ”han løj ligeledes over for tv2.dk, som helt tilbage i 2009 beskrev sagen.

”.

[Klager] har også klaget over omtalen af, at sagen drejer sig om ”politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder”.

Pressenævnet finder, at omtalen af, at [Klager] har ”løjet” samt omtalen af ”politibrutalitet mod et barn under den kriminelle lavalder” fremstår som Ekstra Bladets subjektive udlægning og fortolkning af resultatet af den omtalte erstatningssag, og rettens afgørelse og begrundelse.

Uanset, at beskyldningerne om, at han skulle have ”løjet” i retten, isoleret set kan fremstå som beskyldninger mod [Klager] om strafbare forhold, finder Pressenævnet, at det for læseren er tilstrækkelig tydeligt, at der er tale om Ekstra Bladets vurdering af hans forklaringer, og ikke faktiske oplysninger om, at han skulle være blevet anklaget for at afgive falsk forklaring.

Pressenævnet finder herefter, at Ekstra Bladets subjektive beskrivelse af den omtalte sag samt ordvalget i den forbindelse har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold, og at de påklagede formuleringer ligger inden for mediets redigeringsret.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- omtale af [Klager]s fremtoning

[Klager] har klaget over omtalen af, at ”undercover-Golfen med tonede ruder skal med overlæg ligne en såkaldt 'bøllebil', hvilket har fået stribevis af bilister til at associere den kronragede betjent med bande- og rockertyper i stedet for lovens lange arm”.

Det er Pressenævnets opfattelse, at det fremgår af omtalen, at der er tale om mediets subjektive vurderinger af [Klager]s fremtoning og den omtalte bil, han kørte i.

Nævnet finder herefter, at omtalen og ordvalget ligger inden for mediets redigeringsret og således ikke udgør en tilsidesættelse af god presseskik.

- omtale af afgørelserne fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, statsadvokaten og Rigsadvokaten

[Klager] har klaget over Ekstra Bladets udlægning af Den Uafhængige Politiklagemyndigheds undersøgelse af sagen og den efterfølgende behandling af sagen hos statsadvokaten og Rigsadvokaten er ukorrekt, idet han er ”frifundet” for de anklager, der blev fremsat mod ham.

[Klager] har i den forbindelse blandt andet henvist til formuleringen om, at ”Med begrundelsen 'modstridende forklaringer' har Statsadvokaten flere gange ladet den kendte [Region] færdselsbetjent [Klager] slippe for tiltale i sager om potentielt strafbare handlinger og tjenestemisbrug”, og at formuleringen mere end antyder, at [Klager] er skyldig i de omtalte handlinger og tjenestemisbrug, men at Statsadvokaten har ladet ham ”slippe”, og har i den forbindelse henvist til formuleringen ”hos Statsadvokaten tæller en betjents ord nemlig mere end et dusin vidner.

”

I forhold til klagen over Ekstra Bladets udlægning af undersøgelserne og afgørelserne skal Pressenævnet bemærke, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til korrektheden af omtalen af mediets udlægning af resultatet af de omtalte afgørelser, herunder hvorvidt [Klager] er ”frifundet” af statsadvokaten eller ej.

Det er imidlertid Pressenævnets opfattelse, at Ekstra Bladets omtale af sagens behandling i Den Uafhængige Politiklagemyndighed, statsadvokaten og Rigsadvokaten ud fra en presseetisk vurdering ses at have tilstrækkelig dækning, samt valg og fravalg af information i forbindelse med gengivelsen af de omtalte afgørelser ligger inden for mediets redigeringsret.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- efterprøvelse og angreb og svar i sammenhæng

[Klager] har – med henvisning til den tidligere indgivne klage – klaget over, at angreb og svar ikke er bragt i sammenhæng.

Nævnet finder, at Ekstra Bladets omtale af erstatningssagen, herunder Ekstra Bladets subjektive vurderinger i den sammenhæng, samt den øvrige omtale af de undersøgelser, der har været af [Klager], indeholder beskyldninger, der kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager], og at der derfor er tale om oplysninger, der skal efterprøves, herunder ved forelæggelse, således at angreb og svar kan bringes i sammenhæng.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] forud for offentliggørelsen blev bekendt med de beskyldninger, der er rejst mod ham i den påklagede omtale, og at han fik mulighed for at komme til orde i sammenhængen.

Af artiklen fremgår det, at ”Ekstra Bladet havde en aftale med [Klager] om et interview.

Men efter rådgivning fra sin advokat aflyste han det, blandt andet fordi han har klaget til Pressenævnet over Ekstra Bladets dækning”.

I podcasten omtales det, at han nægter sig skyldig i anklagerne mod ham, og at han ikke er dømt i nogen af de sager, der har været imod ham.

Forholdene omkring Ekstra Bladets efterprøvelse, herunder mediets forsøg på at forelægge og lade [Klager] komme til orde i sammenhængen ses ikke at være bestridt, og nævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at [Klager] efter at have rådført sig med sin advokat ikke ønskede at kommentere beskyldningerne mod ham i artiklen.

Nævnet finder derfor efter en konkret vurdering ikke anledning til at kritisere Ekstra Bladet for ikke at bringe angreb og svar i sammenhæng.

Henvisning til tidligere omtale og privatlivets fred

[Klager] har klaget over, at der i den påklagede omtale er indsat links til tidligere omtale af ham, selv om Ekstra Bladet var bekendt med, at den omtale, der er henvist til, er genstand for en klagesag i Pressenævnet, hvor han i den forbindelse har klaget over, at omtalen krænkede privatlivets fred ved at omtale ham ved navn og vise et billede af ham.

Ekstra Bladet har henvist til, at [Klager] er en offentlig kendt færdselsbetjent, at han i 2009 til TV 2 offentligt har udtalt sig om sagen om den 13-årige knallertfører, og at omtalen af hans arbejdsmetoder og den rejste kritik af ham har offentlig interesse.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. B.

1.

Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at klage over omtale indgivet til Pressenævnet ikke afskærer det indklagede medie fra at omtale sagen eller at henvise til tidligere omtale, mens sagen er under behandling i Pressenævnet.

Nævnet bemærker i den forbindelse videre, at henvisning til tidligere påklaget omtale, hvor nævnet har udtalt kritik, efter omstændighederne kan udgøre en tilsidesættelse af god presseskik.

Det er Pressenævnets opfattelse, at offentlige myndigheder i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.

Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at medier som udgangspunkt bør være tilbageholdende med i forbindelse med kritisk omtale af myndigheders arbejde at omtale eller vise ikke-ledende medarbejdere på en sådan måde, at de ud fra mediets oplysninger kan identificeres.

I den påklagede omtale er [Klager] omtalt ved navn og som blandt andet ”færdselsbetjent”, ligesom der i den påklagede artikel er bragt billeder af ham.

Pressenævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at [Klager] var ansat i politiet som polititjenestemand i en stilling uden ledelsesansvar under de omtalte episoder.

To medlemmer – formand Martin Lavesen og John Meinert Jacobsen – udtaler

Uanset, at omtalen har klar almen interesse, finder vi, at Ekstra Bladet – uden at det ville have påvirket den samlede fremstilling – kunne have omtalt sagen uden at nævne [Klager]s navn og bringe billede af ham.

På denne baggrund – og henset til beskyldningernes karakter, [Klager]s stillingsniveau, og at sagen er afsluttet uden yderligere tjenstlige konsekvenser for [Klager] – finder vi grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for krænkelse af privatlivets fred.

Det kan ikke ændre herpå, at [Klager] tidligere har optrådt offentligt i andre medier i forbindelse med udførelsen af sit arbejde som polititjenestemand.

For så vidt angår henvisningerne til tidligere omtale finder vi, henset til, at nævnet har udtalt kritik af artiklen ” Kendt fartstrisser under anklage: Fusker med video-beviser ”, bragt den 31. januar 2025 på eb.dk, episode 285 ” Fartstrisser anklaget for bevisfusk ” i podcastserien ” Afhørt ”, bragt den 4. februar 2025 på eb.dk, samt artiklen ” Står frem: Nye anklager mod kendt fartstrisser ”, bragt 25. februar 2025 på eb.dk (Pressenævnets sag nr. 2025-03303), at henvisningerne til tidligere omtale – på linje med Pressenævnets afgørelse i sagen 2025-03303 – udgør en tilsidesættelse af privatlivets fred.

To medlemmer – Hans Peter Blicher og Lene Sarup – udtaler

Vi finder efter en samlet vurdering af sagen, hvor beskyldningerne mod [Klager] er rettet mod ham i forbindelse med hans udførelse af hvervet som polititjenestemand og ikke rettet mod ham som privatperson, at hensynet til den almene interesse overstiger hensynet til [Klager].

Uanset, at beskyldningerne ikke måtte have medført tjenstlige eller disciplinære konsekvenser for [Klager], finder vi således, at indholdet af beskyldningerne var af en sådan karakter, at Ekstra Bladet var berettiget til at omtale også identiteten på [Klager] i forbindelse med omtale af hans varetagelse af en betroet stilling som polititjenestemand og færdselsbetjent.

Vi har i den konkrete sag lagt vægt på, at [Klager] også offentligt har optrådt i medierne i sin egenskab af polititjenestemand og færdselsbetjent, og at han således ved offentligt at stå frem som led i sin tjeneste har åbnet op for, at hans myndighedsudøvelse og hans person kunne have offentlig interesse.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler herefter kritik af Ekstra Bladet for at omtale [Klager] ved navn og billede.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse – de påklagede artikler

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet

[underrubrik]

Ekstra Bladet får kritik for at omtale navn på ikke-ledende medarbejder

[tekst]

Ekstra Bladet bragte i maj 2025 omtale af en erstatningssag, hvor en knallertfører var blevet tilkendt en erstatning for skader, han havde fået i forbindelse med, at en færdselsbetjent havde stoppet ham.

I omtalen var den pågældende betjent omtalt ved navn, og der var bragt et billede af ham.

Færdselsbetjenten klagede til Pressenævnet over blandt andet, at omtalen udgjorde en krænkelse af privatlivets fred, og at omtalen indeholdt henvisninger til tidligere omtale af ham, hvor han ligeledes var omtalt ved navn.

Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for at identificere den omtalte færdselsbetjent ved navn og billede.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at der var tale om en ikke-ledende medarbejder, og at Ekstra Bladet – uden at det ville have påvirket den samlede fremstilling – kunne have omtalt sagen uden at nævne pågældendes navn og bringe et billede af ham.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse i den digitale udgave

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, som der er indgivet en klage over, og som er anmeldt til Pressenævnet, og hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i den øverste kategori i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse – podcasten

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i en tilsvarende udsendelse på samme tidspunkt som den kritiserede udsendelse og bringes i følgende udformning

Speakeren oplyser

”Pressenævnet har udtalt kritik af en udsendelse, vi bragte i episode 332 i podcastserien ” Afhørt ” den 8. maj 2025.

Episoden har overskriften ” Fartsstrisser anklaget for at presse borgere til vanvidskørsel ”.

Herefter oplæser speakeren følgende om nævnets kendelse

”Udsendelsen handlede blandt andet om, at en færdselsbetjent fra flere sider var blevet beskyldt for blandt andet at fremprovokere færdselsforseelser og ”fuske” med beviser.

I omtalen var pågældende omtalt ved navn.

Færdselsbetjenten klagede til Pressenævnet over blandt andet, at omtalen udgjorde en krænkelse af privatlivets fred.

Pressenævnet er enig med færdselsbetjenten om, at han ikke burde have været omtalt ved navn.

Nævnet har lagt vægt på, han ikke indtog en ledende stilling, og at Ekstra Bladet – uden at det ville have påvirket den samlede fremstilling – kunne have omtalt sagen uden at nævne hans navn.

Pressenævnet har derfor udtalt kritik af Ekstra Bladet for at omtale navnet på vedkommende.

Endvidere oplyser speakeren

”Hele Pressenævnets kendelse kan ses på Pressenævnets hjemmeside, www.pressenaevnet.dk”

Den selvstændige udsendelse med Pressenævnets kritik skal prioriteres, f.eks. med placering på forsiden af mediets on demand-platform i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.

Er udsendelsen fortsat tilgængelig via en internetside eller lignende, skal indslaget, der indeholder Pressenævnets kritik, på tilsvarende vis gøres tilgængelig.

Det skal ske på en sådan måde, at man ikke kan tilgå den kritiserede udsendelse uden først at have hørt indslaget, der indeholder Pressenævnets kritik.

Endvidere skal der ved udsendelsen (om muligt) være et link med teksten: ”Pressenævnet har udtalt kritik af udsendelsen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk.

Hvis udsendelsen fortsat er tilgængelige via en on-demand audiovisuel medietjeneste, skal der alternativt indsættes en URL ved udsendelsen.

Afgjort den 17. marts 2026

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →