Legislator Case Law & Legislation
W20260928825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-03918

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9288 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-03918

KEN#LOKDOK23 2026 9288 Valid

Nordjyske får kritik for at offentliggøre navnet på en mistænkt person og for at afvise anonymisering (Dissens)

Nordjyske bragte i februar 2025 en artikel med omtale af politiets ransagninger af en række adresser i tilknytning til blandt andre en nordjysk ejendomsudvikler, som var mistænkt for moms- og skatteunddragelse.

På tidspunktet for artiklens offentliggørelse var der anmodet om navneforbud for den omtalte ejendomsudvikler og herefter nedlagt navneforbud.

Den omtalte ejendomsudvikler klagede til Pressenævnet over, at Nordjyske havde offentliggjort hans navn, og at mediet havde afvist hans anmodning om at anonymisere hans navn.

Pressenævnet udtalte, at der som udgangspunkt påhviler medier en selvstændig presseetisk forpligtelse til ikke at offentliggøre oplysninger, der er egnet til at identificere en sigtet eller tiltalt person, når mediet er bekendt med, at der er anmodet om navneforbud i straffesagen.

Nævnet (flertallet) fandt herefter anledning til at udtale kritik af Nordjyske for at have offentliggjort navnet på personen og undladt at opdatere artiklen efter navneforbuddet samt for ikke at have imødekommet personens anmodning om anonymisering.

Et mindretal fandt på baggrund af personens fremtrædende rolle, historik og den forudgående dækning ikke grundlag for at kritisere Nordjyske.

KEN#LOKDOK23 2026 9288 Valid

[Klager] ved advokat Ann Rask Vang har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Stor politiaktion: Slog til mod nordjysk ejendomsmatador” , som blev bragt af Nordjyske den 3. februar 2025 på nordjyske.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Nordjyske har handlet i strid med god presseskik ved at have overtrådt et navneforbud nedlagt for ham, og at Nordjyske har afvist hans anmodning om at slette artiklen.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

[Klager] blev den 15. januar 2025 sigtet for overtrædelse af straffelovens § 289 ved at have skaffet sig eller andre uberettiget vinding af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen.

Ved brev af 31. januar 2025 til Retten i Aalborg anmodede advokat Nicolai B.

Sørensen om navneforbud for [Klager].

Den påklagede artikel

Nordjyske bragte den 3. februar 2025 kl.

10.01 artiklen ”Stor politiaktion: Slog til mod nordjysk ejendomsmatador” på nordjyske.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Politiet har ransaget flere adresser med forbindelse til en stor byggekoncern, som i efteråret fik ny ejer og derefter gik konkurs.

Kendt erhvervsmand var kortvarigt anholdt”

Af artiklen fremgår følgende

”For et par uger siden mødte Nordjyllands Politi op på en række adresser rundt om i Nordjylland og det øvrige Jylland.

I hånden havde politifolkene en ransagningskendelse baseret på en mistanke om moms- og skattesvindel.

Ved samme lejlighed blev en 54-årig mand kortvarigt anholdt, afhørt og sigtet i sagen.

Det er i store træk, hvad der fra officielt hold er blevet meldt ud.

Nu kan Nordjyske afsløre detaljer om politiaktionen.

Den var rettet mod den kendte og kontroversielle nordjyske byggematador [Klager].

Og mod den person, som [Klager] i efteråret pludselig overdrog sin i dag konkursramte byggekoncern til.

Oplysningen fremgår af to udskrifter af retsbogen, som Nordjyske har fået aktindsigt i ved Retten i Aalborg.

Her fremgår det, at retten 9. januar i år afsagde to ransagningskendelser - rettet mod [Klager] og [Personen], der i efteråret overtog aktierne i [Klager]s [Koncern A].

På Anklagemyndighedens anmodning foregik næsten hele retsmødet - som sædvanligt i denne slags sager - for lukkede døre, men deres navne fremgår af retsbogen vedrørende den del af retsmødet, som foregik, inden dørene blev lukket.

Oplysningen om ransagningsaktionen rettet mod de to understøttes i øvrigt af kilder med kendskab til processen.

Politiet førte ransagningerne ud i livet seks dage senere, den 15. januar om formiddagen.

Her blev fem lokaliteter i Nordjylland og fem i Midtjylland og Østjylland ransaget.

Efterfølgende blev der udsendt en pressemeddelelse.

Her oplyste politiet, at ransagningerne var udsprunget af en henvendelse fra Skattestyrelsen på baggrund af ”en mistanke vedrørende momssvig og skatteunddragelse i en større nordjysk virksomhed”.

Navnet på virksomheden oplyste politiet ikke.

Men i [Koncern A]s seneste årsrapport -regnskabsåret 2022/23, som også endte med at blive det sidste - konstaterede selskabets eksterne revisor, at selskabet havde overtrådt momslovgivningen.

”Ledelsen kan ifalde ansvar”, konstaterede revisor.

Nordjyllands Politi vil af hensyn til sin tavshedspligt og den videre efterforskning ikke uddybe indholdet af den pressemeddelelse, som blev offentliggjort.

Solgte til [Personen]

[Klager] solgte tilbage i september sidste år aktierne i sit livsværk, [Koncern A] [der er indsat et link til artiklen ”Det har kostet mange millioner, hovedbrud og søvnløse nætter.

Nu siger [Klager] stop” bragt den 28. september 2024 på nordjyske.dk, Pressenævnet ].

Han orkede tilsyneladende ikke mere.

- Det har været nogle hårde år i ejendomsmarkedet siden pandemien og efterfølgende inflation og rentestigningerne, sagde han ved den lejlighed.

[Koncern A] var i henhold til sin seneste årsrapport i dyb økonomisk krise med mangel på likvider i kassen.

Den nye ejer af [Koncern A] hed som nævnt [Personen].

Han driver en lille bilvirksomhed med hjemsted i den midtjyske by [Bynavn A] [der er indsat et link til artiklen ”En lille bilforhandler har overtaget stor byggekoncern – nu breder mystikken sig” bragt den 3. oktober 2024 på nordjyske.dk, Pressenævnet ].

- [Personen] ser muligheden i at vende udviklingen i [Koncern A] med en endnu mere intens og fokuseret salgsindsats, sagde [Klager], da han overdrog sine [Koncern A]-aktier.

Men bilhandlerens ejerskab af den kriseramte byggekoncern blev kortvarigt.

[Koncern A] og dets mange datterselskaber blev erklæret konkurs kort før jul [der er indsat et link til artiklen ”Byggekoncern kollapset - kreditorerne har næsten 700 mio. kr. i klemme” bragt den 23. december 2024 på nordjyske.dk, Pressenævnet ].

Solgt til fætter

[Klager] har gennem mange år været en markant og centralt placeret erhvervsmand inden for bygge- og ejendomsbranchen i Danmark.

En mand med en stor millionformue skabt på at opføre og handle med ejendomme.

Går vi tilbage til 2022, var [Klager] involveret i et andet bemærkelsesværdigt frasalg.

Her solgte han på den sidste dag i regnskabsåret anparterne i selskabet [Selskabet] til sin fætter [der er indsat et link til artiklen ”[Klager] solgte selskab til sin fætter og slap af med kæmpetab” bragt den 26. september 2023 på nordjyske.dk, Pressenævnet ].

Efterfølgende offentliggjorde selskabet et tab på 173 millioner kroner - og er i dag sammen med sine datterselskaber for længst konkurs.

[Klager] skrev dengang i en mail til Nordjyske, at han ikke ønskede at besvare spørgsmål om denne transaktion.

Afviklingen af de mange konkursboer i forbindelse med [Selskabet] (der senere skiftede navn til [Nyt selskabsnavn] 2021) og dets datterselskaber, hvor Skat generelt er den største kreditor, har medført, at kurator i flere af disse konkursboer har indstillet [Klager] og hans fætter til konkurskarantæne [der er indsat et link til artiklen ”Nordjysk ejendomsmatador trues af konkurskarantæne” bragt den 21. august 2024 på nordjyske.dk, Pressenævnet ].

Nordjyske har kontaktet både [Klager] og [Personen] for at få en kommentar til ransagningsaktionen, men de er ikke vendt tilbage.

[Klager] har via en advokat hos advokatfirmaet Lundgrens oplyst, at han ikke ønsker at kommentere sagen.

Du kan skabe dig et overblik over Nordjyskes samlede dækning af [Klager]s aktiviteter her [der er indsat et link til en større samling artikler om [Klager] bragt på nordjyske.dk, Pressenævnet ].

”

Der er i artiklen indsat en faktaboks med overskriften ”Samarbejde mellem EjendomsWatch og Nordjyske” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”Denne artikel er et resultat af et redaktionelt samarbejde om research mellem Det Nordjyske Mediehus og erhvervsmediet EjendomsWatch, hvor der i en række artikler vil blive sat fokus på [Klager] og hans aktiviteter.

”

Der er i artiklen endvidere indsat en faktaboks med overskriften ”Derfor bringer vi navne” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”[Klager] og [Personen] er alene mistænkt i tilknytning til moms- og skattesvindel.

Retten i Aalborg har fundet mistanken så bestyrket, at retten 9. januar i år afsagde kendelser, der gav Nordjyllands Politi ret til at ransage en række adresser i tilknytning til de to.

Selv om [Klager] således alene er mistænkt for økonomisk kriminalitet, har vi alligevel valgt at bringe hans navn, da han gennem mange år har været en markant og centralt placeret erhvervsmand inden for bygge- og ejendomsbranchen.

Mistanken om økonomisk kriminalitet knytter sig til [Klager]s selskab [Koncern A], som han for få måneder siden solgte til [Personen], hvorefter selskabet gik konkurs.

Det vil på den baggrund være umuligt meningsfyldt at beskrive sagen uden at nævne [Personen]s navn.

”

Der er i artiklen herudover indsat en faktaboks med overskriften ”[Klager] kort fortalt” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”[Klager] grundlagde [Koncern B] (senere [Koncern A]) i 1996.

På det tidspunkt havde han allerede købt, renoveret og solgt et hav af lejligheder i [Bynavn B] - ved siden af sit fuldtidsjob i [Virksomheden].

I årene efter gik forretningen forrygende.

Men så ramte finanskrisen.

Ejendomspriserne raslede ned, og bankerne lukkede kassen i.

Derudover satte [Klager] en del millioner til på dels en fejlslagen pantebrevsforretning, dels på sit ejerskab af håndboldklubben [Klubben].

Men i modsætning til mange af sine kolleger i byggebranchen gik han ikke konkurs.

Han byggede videre og har gjort det lige siden - på papiret med store fortjenester til følge.

Indtil regnskabsåret 2022/23, hvor [Koncern A] tabte 127 millioner kroner og dermed satte en stor del af sin egenkapital til.

Siden salget af [Koncern A] til en ukendt bilforhandler i Midtjylland har Nordjyske afdækket alt fra mystiske millionoverførsler til ubetalte regninger, tætte relationer mellem [Klager]s rådgiver og køber og en indstilling til konkurskarantæne.

”

Efter offentliggørelsen

Retten i Aalborg afsagde den 14. februar 2025 kendelse om navneforbud for [Klager].

Retsmødet til behandling af begæringen om navneforbud var berammet til den 14. februar 2025 kl.

10.00, men det blev umiddelbart forud for retsmødet konstateret, at retsmødet ikke fremgik af retslisten, idet der var tekniske problemer.

Retsmødet blev flyttet til samme dag kl.

12.00, og dette retsmøde fremgik kl.

10.30 af retslisten.

Journalist [Journalist A] anmodede den 27. februar 2025 på vegne af Det Nordjyske Mediehus og EjendomsWatch om et nyt retsmøde og om ophævelse af det nedlagte navneforbud.

Retten i Aalborg afsagde den 28. februar 2025 kendelse om, at navneforbuddet nedlagt den 14. februar 2025 ikke skulle ophæves.

Øvrige oplysninger

Pressenævnet har fra [Klager] og Nordjyske modtaget supplerende oplysninger og tilhørende bilag, herunder blandt andet udskrifter af retsbogen ved Retten i Aalborg, mailkorrespondancer og oversigt over Nordjyskes dækning af [Klager] fra den 1. januar 2024.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 22. marts 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

”Jeg indgiver herved en formel klage til Pressenævnet over Nordjyske Medier og Ejendomswatch for grov og bevidst tilsidesættelse af både retsplejeloven og god presseskik, herunder en alvorlig overtrædelse af et navneforbud og spredning af usande oplysninger med omfattende skadevirkninger for mig personligt og erhvervsmæssigt.

Baggrund og sagens omfang.

I januar 2025 blev jeg gentagne gange kontaktet af journalist [Journalist B] fra Ejendomswatch, med forespørgsler om kommentarer til forhold, som medierne planlagde at omtale i artikler bragt den 3. og 4. februar 2025.

På baggrund af indholdet og karakteren af disse henvendelser valgte jeg at anmode min advokat, Nicolai B.

Sørensen fra Lundgrens, om at indlevere anmodning til Retten i Aalborg om nedlæggelse af navneforbud.

Dette skete den 31. januar 2025.

Ejendomswatch og den pågældende journalist blev samme dag telefonisk orienteret herom af min advokat.

[Journalist B] bekræftede telefonisk over for min advokat, at han ville viderebringe informationen om den verserende sag til sin chefredaktør.

Givet det nære samarbejde mellem Ejendomswatch og Nordjyske Stiftstidende, må det lægges til grund, at også Nordjyske Medier var bekendt med navneforbudsprocessen senest den 31. januar.

På trods heraf valgte begge medier bevidst at offentliggøre omfattende og skadelige artikler den 3. og 4. februar 2025, hvor mit navn blev nævnt gentagne gange – vel vidende, at anmodningen om navneforbud verserede ved Retten i Aalborg.

Bevidst og alvorlig tilsidesættelse af retsplejeloven.

Begge medier handlede i åbenlys tilsidesættelse af Retsplejelovens § 32 b, stk. 2, der forbyder gengivelse af navne og oplysninger, som må antages at kunne identificere en person, fra det tidspunkt sagen verserer ved retten – hvilket de var fuldt bekendt med.

At offentliggøre artiklerne inden retten nåede at træffe afgørelse, må anses som et kalkuleret forsøg på at omgå navneforbuddet og sikre maksimalt udbytte i form af klik og annonceindtægter – uden hensyn til de personlige konsekvenser for den omtalte.

Dette er ikke blot uetisk, men også retsstridigt.

Spredning af usande oplysninger.

Herudover indeholder mindst én af de publicerede artikler en grov og faktuelt ukorrekt påstand om, at jeg skulle være sigtet i sagen.

Dette er direkte usandt.

Min advokat kan bekræfte, at der ikke foreligger nogen sigtelse, og denne påstand må derfor betragtes som en krænkende og potentielt ærekrænkende udtalelse, som kan være i strid med Straffelovens § 267.

Tilsidesættelse af god presseskik.

Fremgangsmåden fra begge medier demonstrerer en systematisk tilsidesættelse af god presseskik.

Artiklerne er ikke alene skrevet og offentliggjort uden hensyn til sandhed og fairness, men også i åbenlys tilsidesættelse af den personlige skade, som offentliggørelsen forvolder.

Den manglende respekt for det verserende navneforbud og beslutningen om at agere “over dommer” vidner om en alvorlig redaktionel svigt og en kynisk tilgang til journalistisk etik.

Krav.

På denne baggrund anmoder jeg Pressenævnet om at

1.

Konstatere, at Ejendomswatch og Nordjyske Medier har overtrådt god presseskik og retsplejeloven, herunder § 32 b, stk. 2.

2.

Påbyde øjeblikkelig fjernelse og sletning af samtlige artikler bragt den 3. og 4. februar 2025, samt alle afledte publikationer.

3.

Pålægge medierne at offentliggøre en kendelse og/eller berigtigelse på forsiden af deres respektive hjemmesider.

4.

Vurdere spørgsmålet om økonomisk godtgørelse og offentlig undskyldning, herunder erstatningskravet på kr. 10.000.000 for hvert medie for den betydelige skade, der er tilføjet min person, mit omdømme og mit erhverv.

Yderligere overvejes det i samarbejde med min advokat, hvorvidt forholdene også skal politianmeldes efter Straffelovens §§ 264 d og 267.

”

[Klager] ved advokat Ann Rask Vang har supplerende anført blandt andet

”I forhold til de supplerende bemærkninger til min klients klage af 22. marts 2025, så kan jeg henvise til kendelsen med sagsnr.

2023-80-107 ([Link]), som jeg anbefaler, at Pressenævnet inddrager i sin vurdering.

I denne sag var der tale om et tilfælde, hvor mediet bragte en artikel, som indeholdt den sigtedes fulde navn og billede.

Samme dag for offentliggørelsen af artiklen blev sigtede fremstillet i et grundlovsforhør, hvor der blev nedlagt et navneforbud i straffesagen.

Mediet valgte, på trods af navneforbuddet, ikke at fjerne navnet og billedet fra artiklen.

I kendelsen udtalte Pressenævnet kritik af mediet, da mediet havde handlet i strid med god presseskik, fordi man undlod at fjerne oplysningerne.

Jeg finder, at det samme gør sig gældende i min klients tilfælde.

I denne sag har der siden den 14. februar været nedlagt navneforbud, jf. de allerede fremsendte dokumenter, som ikke siden er blevet ophævet.

Men denne viden har Det Nordjyske Mediehus stadig undladt at fjerne min klients oplysninger (fornavn og efternavn) fra artiklen.

Jeg finder derfor, at Det Nordjyske Mediehus har handlet i strid med de presseetiske regler, hvorfor Pressenævnet bør rejse kritik af mediets ageren.

Derfor anmoder jeg Pressenævnet om at rejse kritik af Det Nordjyske Mediehus samt at Det Nordjyske Mediehus bliver pålagt at fjerne oplysningerne om min klient i artiklen.

Der anmodes ikke om genmæle, da det er min opfattelse, at dette blot vil forværre min klients situation.

”

2.2 Nordjyskes synspunkter

Nordjyske har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet anført blandt andet

” Nordjyskes bemærkninger til sagen

Indledningsvist skal det understreges, at det er Nordjyskes påstand i nærværende sag, at der ikke er handlet i uoverensstemmelse med regler for god presseskik, hvilket jeg i det følgende skal uddybe.

Behandling af klagers påstande

1.

Bevidst og alvorlig tilsidesættelse af retsplejeloven

Det gøres gældende, at der ikke forelå noget navneforbud på tidspunktet for offentliggørelsen.

Retsplejelovens § 32 b forbyder offentliggørelse efter, at et navneforbud er nedlagt ved kendelse.

Anmodning om navneforbud eller en verserende anmodning kan ikke skabe offentligretslige begrænsninger for mediernes dækning.

Dette er fastslået i Pressenævnets praksis, herunder sag 2022-80-053 (Jyllands-Posten).

Det fremgår videre af retsbogens udskrift, at retsmødet den 14. februar 2025 ikke fremgik korrekt af retslisten på grund af tekniske fejl.

Nordjyske havde derfor ikke reel mulighed for at gøre indsigelser, hvilket yderligere understreger, at publiceringen var berettiget på tidspunktet.

2.

Spredning af usande oplysninger

Det bestrides, at offentliggørelsen var usand eller i strid med god presseskik.

Dækningen skete på baggrund af oplysninger, som på daværende tidspunkt var tilgængelige fra troværdige kilder, herunder en bekræftelse fra politiet om, at der var rejst sigtelse mod Klager.

Nordjyske videreformidlede disse oplysninger på sædvanlig vis og udviste sædvanlig journalistisk agtpågivenhed.

Pressens ansvar skal vurderes ud fra de oplysninger, der var tilgængelige på publiceringstidspunktet.

På dette grundlag var omtalen journalistisk forsvarlig og skete i overensstemmelse med god presseskik.

3.

Tilsidesættelse af god presseskik

Klager anfører generelt, at offentliggørelsen var i strid med god presseskik.

Dette bestrides.

Dækningen af Klager skete i lyset af en betydelig offentlig interesse, som allerede var dokumenteret gennem omfattende mediedækning det seneste år.

Klager er en offentlig kendt erhvervsaktør, der selv har valgt en fremtrædende profil i offentligheden, hvilket nedsætter beskyttelsen af privatlivets fred.

Klager har siden 1996 været en markant placeret aktør inden for bygge- og ejendomssektoren i Danmark, ligesom Klager ligeledes selv har valgt at have en høj offentlig profil, blandt andet ved at være sponsor for et tv-program på byggeområdet og ved at investere i en håndboldklub.

Nordjyske vurderede derfor, at offentlighedens interesse i sagen klart vejede tungere end hensynet til anonymitet, hvilket stemmer overens med Pressenævnets praksis, herunder sag 2023-80-107 (Frihedens Stemme).

Dækningen blev udført sagligt, loyalt og uden sensationalisme.

Klager blev ikke udstillet, og artiklen blev indplaceret i en bred, sammenhængende journalistisk dækning.

Nordjyskes konkrete redegørelse

Nordjyske har i tidligere svar til Klagers advokat fremhævet

På den baggrund bestrider Nordjyske ethvert anbringende om tilsidesættelse af god presseskik.

Konklusion

Nordjyske har i alle henseender ageret i overensstemmelse med relevant lovgivning og presseetiske principper.

Offentliggørelsen fandt sted før et navneforbud blev nedlagt, og hvilede på en aktuel, relevant og journalistisk berettiget vurdering af offentlighedens interesse i sagen.

Tekniske fejl i retslisterne forhindrede Nordjyske i at tage rettidig stilling.

Klagers fremtrædende offentlige rolle, den betydelige samfundsøkonomiske relevans af sagen og den omfattende forudgående dækning underbyggede offentliggørelsens berettigelse.

Nordjyske har håndteret efterfølgende henvendelser professionelt og i overensstemmelse med god presseskik.

Der foreligger derfor ingen grundlag for kritik.

På denne baggrund anmoder Nordjyske Pressenævnet om at frifinde mediet uden kritik.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og retningslinjer for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmålet om, hvorvidt mediet har overtrådt navneforbuddet efter reglerne i retsplejeloven eller straffelovens bestemmelser, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Pressenævnet er dog bekendt med, at Østre Landsret i en dom af 3. september 2014 (UfR 2015.114) har fastslået, at der i en konkret sag ikke var grundlag for efter retsplejelovens § 32 b, stk. 2, jf. § 31, at straffe en journalist og en chefredaktør i anledning af offentliggørelse af en omtale af sigtede på nettet, hvor der dagen efter i grundlovsforhør blev nedlagt navneforbud.

Landsretten lagde i den forbindelse til grund, at nedlæggelse af et navneforbud ikke medfører, at den ansvarlige for en tidligere offentliggjort avisartikel dermed pålægges en strafsanktioneret handlepligt og skal foranledige, at indholdet af den tidligere offentliggjorte artikel bringes i overensstemmelse med det nedlagte navneforbud.

God presseskik

Retsreportage

[Klager] har klaget over, at Nordjyske har handlet i strid med god presseskik ved at have overtrådt et navneforbud nedlagt for ham.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. punkt B.

1.

Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at de under A og B anførte almindelige presseetiske retningslinjer også gælder for retsreportagen.

Der skal i videst muligt omfang følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes.

En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet, jf. punkt C.

1 og C.

6.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 15. januar 2025 blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 289 ved at have skaffet sig eller andre uberettiget vinding af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen.

Ved brev af 31. januar 2025 til Retten i Aalborg anmodede advokat Nicolai B.

Sørensen om navneforbud for [Klager].

[Klager] har over for Pressenævnet oplyst, at hans advokat Nicolai B.

Sørensen samme dag den 31. januar 2025 telefonisk oplyste [Journalist B], journalist ved EjendomsWatch, om, at han havde indleveret en anmodning om navneforbud for [Klager] til Retten i Aalborg, og at [Journalist B] oplyste, at han ville drøfte dette forhold med sin redaktør.

Oplysningen herom er ikke bestridt af Nordjyske, som havde indgået et redaktionelt samarbejde om research med EjendomsWatch om dækningen af [Klager] og hans aktiviteter.

Nordjyske bragte den 3. februar 2025 kl.

10.01 artiklen ”Stor politiaktion: Slog til mod nordjysk ejendomsmatador” på nordjyske.dk.

Retten i Aalborg afsagde den 14. februar 2025 kendelse om navneforbud for [Klager].

Et retsmøde til behandling af begæringen om navneforbud var berammet til den 14. februar 2025 kl.

10.00, men det blev umiddelbart forud for retsmødet konstateret, at retsmødet ikke fremgik af retslisten, idet der var tekniske problemer.

Retsmødet blev flyttet til samme dag kl.

12.00, og dette retsmøde fremgik kl.

10.30 af retslisten.

Journalist [Journalist A] anmodede den 27. februar 2025 på vegne af Det Nordjyske Mediehus og EjendomsWatch om et nyt retsmøde og om ophævelse af det nedlagte navneforbud.

Retten i Aalborg afsagde den 28. februar 2025 kendelse om, at navneforbuddet nedlagt den 14. februar 2025 ikke skulle ophæves.

Det er Pressenævnets opfattelse, at der som udgangspunkt påhviler medier en selvstændig presseetisk forpligtelse til ikke at offentliggøre oplysninger, der er egnet til at identificere en sigtet eller tiltalt person, når mediet er bekendt med, at der er anmodet om navneforbud i straffesagen.

Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at der påhviler medier en selvstændig presseetisk forpligtelse til at opdatere artikler eller udsendelser i overensstemmelse med et nedlagt navneforbud.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at det er nævnets opfattelse, at en eventuel overtrædelse af et navneforbud ikke i sig selv indebærer en overtrædelse af retningslinjerne for god presseskik.

Pressenævnet finder, at [Klager] i kraft af sit virke som ejendomsudvikler og leder i det private erhvervsliv er en person, som offentligheden har kendskab til.

Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer i højere grad end privatpersoner i almindelighed må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet.

Tre medlemmer – formand Jesper Rothe, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen – udtaler

Vi finder, at Nordjyske har handlet i strid med god presseskik ved at have offentliggjort [Klager]s navn og ved efterfølgende at have undladt at fjerne oplysningerne i artiklen, som gør det muligt at identificere [Klager] som den mistænkte person.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på sagens tidlige stadie, herunder at Nordjyllands Politi på tidspunktet for artiklens offentliggørelse havde foretaget ransagninger af en række adresser i tilknytning til blandt andre [Klager], og at [Klager] på dette tidspunkt alene var mistænkt og efterfølgende sigtet for moms- og skatteunddragelse.

Vi har endvidere lagt vægt på, at Nordjyske allerede den 31. januar 2025 – inden offentliggørelsen af artiklen den 3. februar 2025 – via [Klager]s advokat blev bekendt med, at der var anmodet om navneforbud for [Klager] i straffesagen, og at Retten i Aalborg herefter den 14. februar 2025 nedlagde navneforbud for [Klager].

Vi har i denne forbindelse lagt vægt på, at navneforbudsreglerne varetager et væsentligt og legitimt hensyn til privatlivets fred, og at det hører under domstolenes kompetence at foretage en konkret afvejning af hensynet til den sigtede eller tiltalte over for hensynet til offentlighedens interesse i sigtedes eller tiltaltes identitet i bedømmelsen af, hvorvidt navneforbud skal nedlægges.

Vi finder herefter, at det ikke som led i Nordjyskes omtale af ransagningerne og mistanken af [Klager], som utvivlsomt har offentlig interesse, var nødvendigt at offentliggøre [Klager]s navn, og at artiklen i sin nuværende, uændrede form – navnlig under henvisning til sagens tidlige stadie – vil kunne indebære en unødvendig krænkelse af [Klager].

Det er således vores vurdering, at der i den konkrete situation påhvilede Nordjyske en selvstændig presseetisk forpligtelse til ikke at offentliggøre oplysninger, der er egnet til at identificere [Klager] samt til at opdatere artiklen, så den bringes i overensstemmelse med det nedlagte navneforbud.

På denne baggrund finder vi anledning til at udtale kritik af Nordjyske.

Et medlem – Hans Peter Blicher – udtaler

Uagtet sagens tidlige stadie var det, grundet [Klager]s fremtrædende rolle, historik og den forudgående dækning relevant at nævne hans navn.

Henset til den åbenlyse offentlige og samfundsmæssige interesse, er der efter min vurdering ud fra en samlet betragtning ikke grundlag for at udtale kritik i den konkrete sag.

Der afsiges kendelse efter flertallet.

Pressenævnet udtaler herefter kritik af Nordjyske for at have offentliggjort [Klager]s navn og for efterfølgende at have undladt at opdatere artiklen efter navneforbuddet.

Sletning – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at Nordjyske har afvist hans anmodning om at slette artiklen.

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen indeholder omtale af Nordjyllands Politis ransagninger af en række adresser i tilknytning til blandt andre [Klager], som er mistænkt for moms- og skatteunddragelse.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 15. januar 2025 blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 289 ved at have skaffet sig eller andre uberettiget vinding af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen.

Nævnet lægger endvidere til grund, at Retten i Aalborg den 14. februar 2025 afsagde kendelse om navneforbud for [Klager], og at Retten i Aalborg den 28. februar 2025 afsagde kendelse om, at navneforbuddet nedlagt den 14. februar 2025 ikke skulle ophæves.

Tre medlemmer – formand Jesper Rothe, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen – udtaler

Det er vores opfattelse, at artiklen fra 2025 på nordjyske.dk med omtale af mistanken om økonomisk kriminalitet indeholder personoplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager].

På baggrund af sagens karakter og alvor, som er af klar offentlig interesse, finder vi ikke anledning til at udtale kritik af Nordjyske for at afvise [Klager]s anmodning om sletning af artiklen.

Vi finder imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville være rimeligt at hindre tilgængeligheden af artiklen ved at foretage anonymisering af [Klager]s navn.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at nævnet har udtalt kritik af Nordjyske for tilsidesættelse af god presseskik for at have offentliggjort [Klager]s navn og ved efterfølgende at have undladt at fjerne oplysningerne i artiklen, efter Retten i Aalborg nedlagde navneforbud i sagen, der er omtalt i den påklagede artikel.

Vi finder derfor anledning til at udtale kritik af Nordjyske for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om anonymisering af artiklen.

Et medlem – Hans Peter Blicher – udtaler

Det er min opfattelse, at artiklen fra 2025 på nordjyske.dk med omtale af mistanken om økonomisk kriminalitet indeholder personoplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager].

Jeg finder imidlertid efter en samlet vurdering, at der ikke er særlige grunde til, at artiklen skal slettes, eller at [Klager]s navn skal anonymiseres.

Jeg har lagt vægt på, at [Klager] har indtaget en fremtrædende rolle som ejendomsudvikler og leder i det private erhvervsliv.

Jeg har også lagt vægt på sagens karakter og aktualitet, herunder at det er ubestridt, at [Klager] er mistænkt og sigtet for moms- og skattesvindel, og at omtalen angår [Klager]s erhvervsmæssige forhold og aktiviteter.

Det er min opfattelse, at oplysningerne er af væsentlig interesse for offentligheden.

På denne baggrund finder jeg ikke anledning til at udtale kritik af Nordjyskes afvisning af at slette eller anonymisere artiklen.

Der afsiges kendelse efter flertallet.

Pressenævnet udtaler herefter kritik af Nordjyske for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om anonymisering af artiklen.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Nordjyske at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Nordjyske

[underrubrik]

Nordjyske får kritik for at offentliggøre navnet på en mistænkt person og for at afvise anonymisering

[tekst]

Nordjyske bragte i februar 2025 en artikel med omtale af politiets ransagninger af en række adresser i tilknytning til blandt andre en nordjysk ejendomsudvikler, som var mistænkt for moms- og skatteunddragelse.

På tidspunktet for artiklens offentliggørelse var der anmodet om navneforbud for den omtalte ejendomsudvikler og herefter nedlagt navneforbud.

Den omtalte ejendomsudvikler klagede til Pressenævnet over, at Nordjyske havde offentliggjort hans navn, og at mediet havde afvist hans anmodning om at anonymisere hans navn.

Pressenævnet kritiserer Nordjyske for at have offentliggjort navnet på personen og undladt at opdatere artiklen efter navneforbuddet samt for ikke at have imødekommet personens anmodning om anonymisering.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, som der er indgivet en klage over, og som er anmeldt til Pressenævnet, og hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i den øverste kategori i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

¬ Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 17. februar 2026

KEN#LOKDOK23 2026 9288 Valid

-

At artiklen blev publiceret på baggrund af relevante og samtidige oplysninger.

-

At anmodningen om navneforbud ikke fremgik af retslisterne grundet tekniske fejl, hvilket umuliggjorde rettidig reaktion.

-

At offentliggørelsen fandt sted i forlængelse af en omfattende mediedækning af Klagers erhvervsmæssige forhold.

-

At Klager selv har haft en fremtrædende offentlig profil, hvilket underbygges i kæreskrivelsen til Vestre Landsret.

-

At selektiv ændring eller fjernelse af oplysninger efterfølgende ville stride mod princippet om helhed og sammenhæng i journalistisk dækning.

-

At offentliggørelsen blev fulgt op af relevant intern behandling, hvor anmodninger om sletning blev vurderet sagligt og korrekt afvist.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →