Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-05456

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-05456

Klage over Berlingskes handlemåde afvises

En person klagede til Pressenævnet over, at Berlingske havde undladt at publicere en artikel, som omhandlede personens oplevelser med grænseoverskridende adfærd i flere brancher, efter at avisens journalist havde forelagt artiklen for de implicerede parter.

Klager gjorde i den forbindelse gældende, at Berlingske havde lovet klager, at artiklen ville blive publiceret uanset, hvad de implicerede parter ville svare.

Klager henviste i den forbindelse til, at klager aldrig ville have tilladt Berlingske at henvende sig til de pågældende kritiserede parter, hvis klager havde vidst, at der på nogen måde var tvivl om, hvorvidt artiklen ville blive offentliggjort.

Pressenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at Berlingske – uanset hvad forelæggelsen måtte resultere i – havde forpligtet sig til at bringe artiklen.

Da der ikke var sket offentliggørelse, og da Berlingske havde handlet inden for mediets redigeringsret, afviste nævnet sagen som åbenbart grundløs.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over Berlingskes beslutning om ikke at bringe en artikel, hvor [Klager] er blevet interviewet om oplevelser med grænseoverskridende adfærd, efter at artiklen er blevet forelagt for implicerede personer/selskaber, idet hun mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

Sagsfremstilling

Det fremgår af sagens oplysninger, at [Klager] den 20. februar 2025 blev interviewet af journalist ved Berlingske [Journalist] om [Klager]s oplevelser med grænseoverskridende adfærd i hendes tidligere arbejde i [International organisation] samt i hendes nuværende kapacitet som [Stillingsbetegnelse A].

Efter det oplyste var [Klager] herefter i perioden mellem 13.-19. marts 2025 i telefonisk kontakt med Berlingskes journalist [Journalist] om artiklen.

Af sagens oplysninger fremgår endvidere, at [Klager] den 19. marts 2025 modtog første udkast til artiklen, og at [Klager] i perioden mellem den 20.-25. marts 2025 herefter havde en skriftlig korrespondance med [Journalist] om diverse kommentarer og rettelser til artikeludkastet, som det forelå forud for forelæggelsen for de implicerede parter.

Pressenævnet har modtaget kopi af denne del af korrespondancen mellem [Klager] og [Journalist].

Det fremgår af det senest reviderede artikeludkast fremsendt til [Klager] den 24. marts 2025, at der i teksten er indsat links til blandt andet Berlingskes øvrige dækning om grænseoverskridende adfærd i [Branche].

Det fremgår videre af denne mail af 24. marts 2025, at Berlingske den følgende torsdag [28. marts 2025] ville sende en fotograf til [Klager]s bopæl.

Nævnet lægger herefter til grund, at [Klager] er blevet fotograferet [til brug for artiklen] af Berlingskes fotograf.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 1. april 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet

”Jeg er af Berlingske blevet interviewet om MeToo i [Branche] og har givet indgående prekære detaljer med megen dokumentation over et langt interview og i mange efterfølgende mails.

Havde fået klar lovning på, at interviewet (som jeg har læst og har kopi af) ville blive bragt i den kommende weekend - med eventuelle kommentarer fra nævnte (men anonymiserede) parter;

og i den forståelse gik jeg med til at der blev rettet henvendelse til disse parter, også mit indeværende [Virksomhedstype].

I dag får jeg så at vide, at Berlingskes topchef har besluttet at interviewet ikke skal bringes, da det ikke er godtgjort, at de pågældende har et sådant MeToo adfærdsmønster mere generelt, og at interviewet derfor ikke 'har offentlighedens interesse'.

Ikke-publicering er selvfølgelig avisens ret.

Men jeg havde jo aldrig tilladt dem at henvende sig til mit indeværende [Virksomhedstype] med min detaljerede (og i øvrigt meget dokumenterede) MeToo historier, hvis jeg på nogen måde havde været gjort opmærksom på, at der kunne være tvivl om artiklens publicering.

For nu er mit videre samarbejde med [Virksomhedstype] umuliggjort - uden at jeg får den offentlige debat om MeToo i [Branchen]s verden, som artiklen skulle lede til, og som jeg med dette store og risikable whistleblower-skridt på Berlingske's journalists løfter vovede mig ud i.

Dette mener jeg må være en klar overskridelse af god presse-etik - og i hvert fald af denne presse etiske regel i Nævnets regelsæt: ”Ved indsamling eller offentliggørelse af information bør andres tillid .

.

.

ikke udnyttes.

”

[Klager] har i forbindelse med klagen fremsendt en oversigt over forløbet med Berlingske

”FORLØB BERLINGSKE INTERVIEW

Journalist [Journalist] med [Stillingsbetegnelse A] [Klager]

20. februar: Personligt interview på Berlingske med journalist [Journalist].

(ca. to timers samtale – med fortælling af meget personlige MeToo hændelser, forløb, fremlæggelse af diverse dokumentation, breve, e-mails, kontrakter og aftaler.

Flere gange nævnt at det drejer sig om meget magtfulde mennesker, og at jeg derfor er nervøs for at tale, men får at vide at man vil behandle disse oplysninger helt fortroligt, og der er intet at være nervøs for, ingen får lov at gribe ind i artiklens trykning)

-[Journalist] skulle lige lave en anden artikel færdig, ville så fokusere på dette interview, derfor går der et par uger, før vi går videre med yderligere uddybende forklaringer og dokumentation.

13/14/15/18/19. marts : Telefonsamtaler, hvor jeg på [Journalist]s spm., uddyber forklaringer, samt flere gange gør opmærksom på, hvor nervøs jeg er for at fortælle disse historier, fordi det drejer sig om meget magtfulde folk – (og også fordi en mindre del drejer sig om mit indeværende [Virksomhedstype]).

13/14/15/18/19. marts : Fremsendelse af diverse gamle e-mails med kommunikation med de involverede samt anden dokumentation.

19. marts: Modtager første udkast til artikel.

19/20/21/24. marts: Smårettelser til artikel frem og tilbage per e-mail.

25. marts: Endelig godkendelse af artikel per mail.

31. marts kl.

11.58 : Opringning fra [Journalist] med eksakt plan om fremlæggelse

for [Virksomhed A] og [Person A] kl.

13 og at de vil få 24 timers svar varsel.

31. marts kl.

12.12: Jeg ringer tilbage til [Journalist] og forklarer min nervøsitet pga.

tidligere erfaringer omkring [Person A]’ evne til at få artikler standset ved at få andre magtfulde venner til at gribe ind.

Hun siger, jeg ikke skal være urolig, det vil ikke

ske.

Artiklen er sat på til den kommende weekend, og det vil ikke ændre sig, uanset hvad der svares.

De vil blot få mulighed for at få deres kommentarer inkluderet i artiklen.

1. april kl.

12.49: Opringning fra [Journalist] med besked om, at interviewet alligevel ikke vil blive bragt pga.

topledelsens beslutning om, at der ikke var et mønster i de pågældendes adfærd, og derfor havde historien ikke offentlighedens interesse

Mit svar er, at dette jo ikke er anderledes end fra starten af historien, og for mig lyder det jo til en typisk indgriben fra nogle af de omtalte magtfulde mennesker.

Men jeg får at vide, at det slet ikke er tilfældet, og at det er en beslutning af [Chefredaktøren] selv.

Da jeg insisterer på at intet jo er ændret end, hvad der har været på vej i hele perioden, får jeg så at vide, at der også er noget med at de konkrete fysiske episoder jo ikke er dokumenterede.

Men det havde jeg jo sagt fra starten, gentager jeg –

fysiske overtrædelser er jo i sagens natur sjældent specifikt dokumenterbare – og det er heller ikke nyt.

Jeg har jo dog dokumenteret, at jeg har været med personen

på stedet på den pågældende dag/tidspunkt – og mails til udenforstående om disse forløb – og så kan jeg dokumentere de efterfølgende forløb (opsigelser osv.),

som jeg jo egentlig synes er vigtigere.

Og jeg siger at jeg sikkert kan dokumentere via yderligere gamle mailudvekslinger med venner, helt nøjagtigt hvad der fysisk

fandt sted – og ellers er det for mig også fint at fokusere artiklen kun på de klart dokumenterbare overtrædelser/følger.

Men får at vide at det ikke vil kunne ændre beslutningen om artiklen.

(Dermed står det for mig klart, at der er tale om en magt-indgriben fra en eller flere af de pågældende, og ikke om nogen ’mangel på

dokumentation’.)

For mig er problemet med Berlingskes fremfærd allermest, at artiklen bliver fremlagt for de implicerede magtfulde personer – inklusive mit nuværende [Virksomhedstype] – på trods af, at artiklen ifølge Berlingske selv ikke ville kunne blive trykt.

Dermed har man ødelagt min relation til mit [Virksomhedstype], uden at jeg kan få den diskussion om MeToo i branchen, som var hele grunden til, at jeg fortalte disse meget personlige og prekære historier.

Og det mener jeg simpelthen ikke kan være presseetisk acceptabelt.

”

[Klager] har som svar på Berlingskes udtalelse anført blandt andet

”Det er med stor undren, at jeg har læst [Chefredaktøren]s svar.

Allerførst burde han vel i kraft af sin stilling kende PRESSENÆVNETS ’Retningslinjer for god presseskik’ godt nok til at vide – eller i hvert fald have genlæst dem, inden han svarede – at der i disse netop er godt grundlag for at behandle min klage under Retningslinjernes punkt B.

6, der siger

”Adfærd i strid med god presseskik

6.

Ved indsamling eller offentliggørelse af information må andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring … ikke udnyttes.

”

Og det er jo netop på dette grundlag, at jeg har indberettet min klage.

Derudover, som jeg har gjort opmærksom på helt fra starten – er det selvfølgelig ikke Berlingskes ret til at træffe beslutning om, de vil trykke et interview eller ej, som jeg anfægter.

Men det faktum, at jeg gennemførte interviewet, fortalte om meget personlige hændelser, videresendte dybt personlige mails og dokumenter til Berlingskes journalist, og mest prekært for en sådan historie, lod Berlingske henvende sig med det indsamlede materiale til de pågældende – på journalistens klare lovning om, at artiklen ville blive trykt (og på det pågældende tidspunkt var det sat på til den følgende weekend, 5-6 april 2025), uanset hvad de implicerede parter ville svare, og at disses svar blot ville blive inddraget i det omfang, det ville være relevant.

Da [Chefredaktøren] ikke har ført de pågældende samtaler med mig, ved jeg ikke, hvordan han kan udtale sig om, hvad jeg har fået at vide.

Hvis hans journalist ikke har haft hjemmel til at love mig, hvad jeg blev lovet – så ligger problemet måske der.

Så når han skriver: ’I dette tilfælde ville vi ikke etisk kunne stå på mål for den pågældende artikel.

’ Hvis dette var tilfældet, så kunne de uden at have forvoldt skade, have trukket artiklen tilbage, når som helst inden fremlæggelsen for de implicerede.

Det siger sig selv, at jeg ikke på nogen måde ville kunne ønske at mine historier blev fremlagt for de pågældende, og slet ikke mit indeværende [Virksomhedstype] [Virksomhed A], hvis jeg havde troet, at der kunne være den mindste chance for at interviewet ikke ville blive trykt.

Ingen person ved deres fulde fem ville jo have nogen som helst interesse i at give sig ud i et opgør med meget mere magtfulde personer end dem selv, og ødelægge deres væsentligste samarbejdsrelationer, på et tvivlsomt grundlag og uden at være sikker på at kunne få den offentlige debat, der ville være formålet med at tale offentligt om et så prekært emne.

[Chefredaktøren] kan i hans position heller ikke være i tvivl om, at det er én ting at klage internt på et [Virksomhedstype] over en [Stillingsbetegnelse B], og noget ganske andet at gøre det til en sag i fuld offentlighed.

Det første havde jeg og [Virksomhed A] for længst fået løst.

Men når jeg var villig til at tale offentligt, var det jo netop fordi tidligere ansatte var gået frem med MeToo historier om [Virksomhedstype], og så mange markante [Stillingsbetegnelse A] var gået imod den fortælling, som jeg jo vidste så anderledes ud.

Men samtidigt var det lige så vigtigt for mig at fortælle om mine endnu værre MeToo erfaringer fra andre store [Virksomhedstype] – fordi der er et problem i hele branchen og ikke kun på [Virksomhed A], som det fremstod på det tidspunkt i medierne.

Var det færdige interview blevet trykt, som lovet, havde [Virksomhed A] kunnet se, at jeg talte om andre [Virksomhedstype] og branchen som helhed, og ikke kun dem.

Og det havde givet mig en mulighed for at gå videre som et eksempel på, at vi er nødt til som [Stillingsbetegnelse A]e – med de omkostninger det har - at tale højt også om de [Virksomhedstype], vi er på, for at det fremover kan blive bedre i branchen.

Derved kunne det også have været muligt for mig, at tage en ærlig dialog med [Virksomhed A], fordi de ville kunne se, at jeg ikke bare tog sigte på dem, men har et ønske om at få en åbenhed om og et opgør med, hvad der foregår i hele branchen.

Og dette kunne forhåbentligt have ledt til, at andre [Stillingsbetegnelse A] ville turde stå frem med deres oplevelser – også på deres nuværende [Virksomhedstype].

For det er jo markant, at [Branche] efterhånden er den eneste branche, hvor MeToo bliver lukket ned, hver gang der kradses lidt i overfladen.

[Stillingsbetegnelse A] tør ikke tale.

(Tror vi i alt er tre eller fire [Stillingsbetegnelse A], der nogensinde har turdet sige noget højt om dette emne.) Se på ’de 17 [Stillingsbetegnelse A]es [Stillingsbetegnelse A]brev’ – hvordan det ikke bare er [Virksomhedstype], men også vægtige [Stillingsbetegnelse A]e, der presser MeToo overlevere til ikke at tale højt.

Sådan er det i den branche.

[Virksomhedstype] [ejer] jo rettighederne til [Stillingsbetegnelse A]s [Produkter] i mange år, uanset om vi flytter os videre eller ej – og dermed bestemmer de også i høj grad over [Produkterne]s skæbner.

Det giver et overvældende afhængighedsforhold, som gør at få [Stillingsbetegnelse A] tør gå op mod et nuværende - eller tidligere [Virksomhedstype].

Derfor får pressen ikke MeToo historier om [Branchen]s verden.

Det var det, jeg havde taget mig mod til at gøre op med.

Fuldt bevidst om hvilken magtbastioner – og hvilke kollegiale tavshedsskyttegrave – jeg ville gå op imod.

Og derfor var det også med stor omhu, at jeg under hele forløbet med Belingskes journalist – en i øvrigt dygtig og velanskrevet journalist, som jeg ikke havde nogen som helst grund til ikke at tro på – sørgede for at opnå de nødvendige forsikringer for fremgangsmåden og behandlingen af oplysningerne.

Det er svigtet af de løfter, jeg blev givet – af den tillid jeg viste Berlingske på grundlag af disse løfter – som denne sag handler om.

Det kan ikke være rigtigt, at et vægtigt dansk dagblad kan smadre en persons vigtigste arbejdsrelation, uden at skulle påtage sig et ansvar for dette.

Jeg understreger slutteligt, at sagen ikke på nogen måde handler om, hvorvidt Berlingske har ret til ikke at trykke et interview.

Havde Berlingske besluttet ikke at trykke interviewet helt frem til om formiddagen mandag den 30.marts – inden forelæggelsen af oplysningerne til de implicerede – havde det været træls for mig med spild af tid (og følelser), men ikke mere end det.

Når Berlingske i stedet trak det interviewet tilbage 24 timer senere – det selvsamme interview, som var blevet godkendt til tryk tidligere - med begrundelser, der intet havde med de pågældendes udtalelser eller nye oplysninger (det er først pludselig kommet til her senere, efter jeg har gjort indsigelser), så er det til gengæld dybt problematisk.

Så har Berlingske på et helt og aldeles falsk grundlag, gjort skade på mit professionelle virke.

Og ifølge Pressenævnets regel B.

6, bør det ikke ske, og derfor mener jeg, det bør have konsekvenser for Berlingske.

Til slut vil jeg gerne tilføje, at jeg synes, det er mærkværdigt, at jeg ikke på noget tidspunkt har kunnet få forelagt, om der var fremkommet oplysninger og i så fald hvilke, som jeg ville kunne svare på?

Det ville være normalt presseskik, at hvis min (ret grundige) fortælling var blevet troværdigt modsagt, så ville jeg kunne få lov til at svare på dette.

Men da journalisten på telefonen den 1. april var meget klokkeklar om, at Berlingskes beslutning intet havde at gøre med nye oplysninger eller de impliceredes svar, og det først er noget der blev argumentet senere, men jeg stadig ikke har kunnet få at vide, hvori en sådan modsigelse består, så gør Berlingske/[Chefredaktøren] nu skaden dobbelt.

Og også dette håber jeg Pressenævnet vil tage med i overvejelserne.

For det er i mine øjne dybt problematisk, at en Chefredaktør for et væsentligt dagblad, fra sin meget magtfulde position uden nogen som helst dokumentation eller bare den mindste flig af en forklaring, med bred pensel forsøger at underminere en enkeltpersons (i høj grad veldokumenterede) troværdighed.

Så på dette grundlag håber jeg at Pressenævnet vil være enig med mig i, at den behandling Berlingske har udsat mig for i dette forløb, og den skade de har gjort på mit professionelle virke, er en væsentlig overtrædelse af Pressenævnets regler punkt B.

6.

”

2.2 Berlingskes synspunkter

Berlingske har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet

”Indledningsvist er der grund til fra Berlingskes side at undre sig over, at Pressenævnet optager denne klage til behandling.

Der er tale om et forløb og en sag, som ikke leder til publicering i Berlingske.

Med andre ord er intet offentliggjort.

Det må være ganske grundlæggende, at medier har ret til på ethvert tidspunkt at beslutte, om journalistik, man har arbejdet på, skal offentliggøres eller ikke.

Der vil derfor kun være to mulige konsekvenser af en kendelse i denne sag: Enten at Berlingske ikke får kritik, eller at Berlingske får kritik for ikke at have offentliggjort en historie, vi ikke indholdsmæssigt eller presseetisk til sidst kunne stå inde for at publicere.

Derfor opfordres Pressenævnet til at genoverveje, om denne klage bør afvises som grundløs.

Til det konkrete klagepunkt har Berlingske tre grundlæggende synspunkter, som i tilfælde af en substantiel behandling i Pressenævnet bør føre til, at Berlingske ikke bør kritiseres

1.

Berlingske valgte sent i processen ikke at bringe historien om [Klager], fordi forelæggelsen skabte tvivl om historiens substans.

Vi blev i forelæggelsesprocessen præsenteret for oplysninger, vi ikke kendte tidligere i forløbet og traf derfor den redaktionelle beslutning ikke at bringe historien.

Berlingske bestræber sig altid på at give alle kilder en god behandling, men i sidste ende er vi forpligtet af de presseetiske regler - og naturligvis af sandheden.

I dette tilfælde ville vi ikke etisk kunne stå på mål for den pågældende artikel.

Der var altså ikke tale om en “magtindgriben” og en “beslutning truffet alene af [Chefredaktør]”, som [Klager] i sin klage beskriver det.

Det var en beslutning begrundet i en redaktionel vurdering af holdbarheden i den pågældende historie efter grundig research og forelæggelse.

Berlingske genkender heller ikke [Klager]s udlægning af, at hun har fået “klar lovning” på, at artiklen ville blive publiceret.

Berlingske genkender heller ikke [Klager]s gengivelse af et telefonopkald 1. april, hvor Berlingskes journalist skulle have sagt, at publicering vil ske, “uanset hvad der svares”.

Det er heller ikke korrekt gengivet af [Klager], at artiklen ikke bringes, fordi de fysiske episoder ikke kunne dokumenteres.

Om Berlingske publicerer en artikel vil altid afhænge af de informationer, vi har til rådighed, også efter forelæggelsen for kritiserede parter.

2.

Forelæggelsen for [Virksomhedstype] [Virksomhed A] omfattede udelukkende den del af artiklen, [Virksomhedstype] var nævnt i.

Kritikken drejede sig om en klage over en konkret [Stillingsbetegnelse B], som [Virksomhedstype] allerede var bekendt med, da klagen var blevet sendt til en person i [Virksomhedstype] ledelse af [Klager] selv.

Desuden nævnes det i artiklen, at [Klager] var enig i de beskyldninger om en “seksualiseret” kultur på [Virksomhedstype], der i forvejen var fremsat i en række artikler i både Berlingske og andre medier.

Forelæggelsen indeholdt altså ikke kritikpunkter, som [Virksomhed A] ikke i forvejen var bekendt med.

3.

Både i den konkrete sag og principielt ville det være stærkt problematisk, hvis medier ikke havde mulighed for at undlade at publicere en historie efter forelæggelse.

Det ville give Berlingske og andre medier store problemer med at leve op til sit publicistiske og etiske ansvar, hvis den redaktionelle beslutningsfrihed fjernes på et så vitalt punkt.

”

Berlingske har den 26. maj 2025 supplerende anført [blandt andet]

”Berlingske har nogle få uddybende kommentarer i forbindelse med klagers replik i denne sag

● Når man som journalist og medie tager fat på at researche en historie, man er blevet opmærksom på, så sker det naturligvis altid med den indbyggede hensigt, at man håber på, at sagen til syvende og sidst kan bære en offentliggørelse.

● Men det kan aldrig være sådan, at et medie er forpligtet til offentliggørelse af en historie, heller ikke selv om man har interviewet kilder.

● Berlingske har i denne sag ikke garanteret nogen offentliggørelse.

Når en kilde oplyses et påtænkt offentliggørelsestidspunkt, sker det alene for at give en tidshorisont for, hvornår kilden kan forvente, at der kommer offentlig interesse for den sag, kilden udtaler sig om.

Naturligvis altid under forudsætning af, at sagen til sidst journalistisk og presseetisk kan bære en offentliggørelse.

● I den forbindelse er det afgørende, at forelæggelsen er en del af den samlede research i en sag.

Forelæggelse for kilder, der udgør en kritiseret part, er en kerne i de presseetiske regler.

Men forelæggelsen udgør også en afgørende del af researchen i en sag og kan - og vil - i mange tilfælde derfor have betydning for, om et medie vælger at bringe en historie eller ej.

Og - hvis historien bringes - i hvilken form og med hvilke oplysninger.

● I denne sag var forelæggelsen medvirkende til, at Berlingske samlet set ikke fandt, at der var en tilstrækkelig offentlig interesse til, at vi presseetisk og journalistisk kunne stå inde for at offentliggøre historien.

Derfor valgte vi ikke at gøre det og orienterede straks klager herom.

Det er ganske afgørende, at der ikke bliver sat en præcedens for, at medier ikke frit kan vælge at undlade at publicere historier, uanset hvornår i researchprocessen denne beslutning måtte blive taget.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

[Klager] har klaget over, at Berlingske undlod at publicere en artikel, som omhandlede hendes oplevelser med grænseoverskridende adfærd i blandt andet [Branche], efter at avisens journalist havde forelagt artiklen for de implicerede parter.

[Klager] har i den forbindelse anført, at Berlingske havde lovet hende, at artiklen ville blive publiceret uanset, hvad de implicerede parter ville svare, og har henvist til, at hun aldrig ville have tilladt Berlingske at henvende sig til de pågældende kritiserede parter, hvis hun havde vidst, at der på nogen måde var tvivl om, hvorvidt artiklen ville blive offentliggjort.

Det er Pressenævnets opfattelse, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen.

Det bemærkes dog generelt, at en avis (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.

Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Berlingske – uanset hvad forelæggelsen måtte resultere i – havde forpligtet sig til at bringe artiklen om [Klager]s oplevelser med grænseoverskridende adfærd i [Branche].

Det forhold, at [Klager] – forud for mediets beslutning om ikke at offentliggøre den påtænkte artikel – var blevet interviewet og havde fået udkast til artiklen til gennemsyn samt fotograferet til artiklen, kan ikke føre til et andet resultat.

Da der ikke er sket offentliggørelse, og Berlingske har handlet inden for mediets redigeringsret, afvises sagen derfor som åbenbart grundløs i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

Afgjort den 17. februar 2026