Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-07280
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-07280
Ikke kritik for at omtale kildes fulde navn
KøbenhavnLIV bragte i foråret 2025 en artikel, som omhandlede en persons oplevelser i forbindelse med at have modtaget en parkeringsbøde.
Personen, der var omtalt ved sit fulde navn og med billede, klagede over, at KøbenhavnLIV havde bragt hans fulde navn uden hans samtykke.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at oplysningerne i artiklen stammede fra klager selv, der frivilligt medvirkede i artiklen herunder også med et billede af ham selv, som han havde fremsendt til mediets journalist til brug for offentliggørelse.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at omtalen af hans navn i sammenhæng med artiklens emne ikke kunne betragtes som værende krænkende eller skadelig for ham, og at KøbenhavnLIV ikke på baggrund af korrespondancen med klager havde haft grund til at betvivle, at klager ønskede at optræde med sit fulde navn.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Lykkeligt uvidende parkerede [Klager] bilen - da han åbnede postkassen tre uger senere, fik han et chok ” bragt den 19. april 2025 på kobenhavnliv.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at mediet har bragt hans efternavn uden udtrykkeligt samtykke, og at mediet har afvist at anonymisere eller slette artiklen.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
KøbenhavnLIV bragte den 19. april 2025 artiklen ” Lykkeligt uvidende parkerede [Klager] bilen - da han åbnede postkassen tre uger senere, fik han et chok ” på kobenhavnliv.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”[Klager] ville bare dele en croissant med sin kæreste ved havnen.
Tre uger senere lå der et uventet brev i hans postkasse.
Tilsynsmyndighed kalder brevet ulovligt.
”
Der er i artiklen indsat to billeder, hvoraf billedet til venstre er et portrætfoto af [Klager], mens billedet til højre er et skærmbillede af en kontrolafgift/parkeringsbøde.
Af billedteksten fremgår
”[Klager] opdagede først brevet tre uger senere.
”
Af artiklen fremgår
”En forårsdag i marts besluttede [Klager] og hans kæreste sig for at købe en croissant fra bageriet Juno og sætte sig ned til vandet for at nyde den.
Lykkeligt uvidende parkerede de bilen ved Kalvebod Brygge, og knap 20 minutter senere forlod de stedet igen.
Tre uger senere fik [Klager] sig noget af et chok, da han tjekkede sin postkasse.
Her lå en parkeringsbøde på 970 kroner.
[Klager] havde holdt på en parkeringsplads med automatisk nummerpladesystem, hvor bilens nummerplade registreres af kameraer på pladsen.
- Jeg var chokeret, da jeg åbnede postkassen og fandt brevet.
Jeg anede ikke, at der var kameraer, for mig lignede det en helt almindelig parkeringsplads, siger [Klager], der kommer fra [Land A] og har boet i København i ti år.
Han var især overrasket over størrelsen på bøden.
- Jeg holdt der i 17 minutter, og jeg var forbløffet over, at bøden var så høj, siger han.
Pladsen var udstyret med sorte parkeringsskilte, der forklarer reglerne, som [Klager] dog ikke havde set.
Er det ikke dit eget ansvar at læse skiltene?
[Teksten er fremhævet med kursiv, Pressenævnet ]
- Jo, det skulle jeg have gjort, og jeg vidste også godt, at jeg tog en risiko.
Men jeg anede slet ikke, at sådanne kameraer eksisterede, siger han og tilføjer, at skiltene kun var på dansk.
Det undrede også [Klager], at han modtog parkeringsbøden fysisk og ikke i e-boks.
- Danmark er så digitaliseret, og bøden var oven i købet digital, så for mig giver det ingen mening, at den ikke kommer i e-boks, siger [Klager], der først opdagede bøden i postkassen to dage efter deadline for betaling.
Ulovlig praksis
Det seneste stykke tid har der været stor diskussion om denne form for automatisk p-afgiftssystem.
Flere mener nemlig, at den type bøde, [Klager] har modtaget, er ulovlig.
- Ifølge reglerne, skal man anbringe kontrolafgiften synligt på køretøjet eller give den til føreren, siger [Stillingsbetegnelse A] hos Forbrugerombudsmanden [Person A].
Der er kun én undtagelse til reglen.
- Hvis køretøjet fjernes, før det har været muligt at give afgiften, så kan man eftersende den, siger hun.
Men den undtagelse træder ifølge Forbrugsombudsmandens tolkning af reglerne ikke i kraft på de parkeringspladser, som har et automatisk nummerpladesystem.
- Firmaerne har valgt at bygge deres system op på den måde.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse støttes det af forarbejderne til reglerne, at undtagelsen er tiltænkt tilfælde, hvor det er uden for parkeringsselskabets kontrol, og det er det jo ikke i de her tilfælde, siger [Person A].
- Vi får en del henvendelser fra folk, som klager over det.
Lige nu har vi ingen verserende sager, men vi følger området tæt.
Og vi har før konkluderet, at vi vurderer, det har været ulovligt med en eftersendt, elektronisk parkeringsafgift, siger hun.
Bliver ikke håndhævet
Også forbruger- og interesseorganisationen FDM har været ude og kritisere systemet.
- Med modellen fratages bilisten muligheden for at tage sine forholdsregler – for eksempel at tage billeder af forholdene – i forbindelse med udstedelse af afgiften, da man først gøres bekendt med afgiften dage eller uger senere, siger [Person B], der er [Stillingsbetegnelse B] i FDM.
Men på trods af at Forbrugerombudsmanden vurderer, at det er ulovligt, har det ikke den store effekt i praksis for de mange firmaer, som anvender parkeringssystemet.
- Vores vurdering er, at det er ulovligt, men vi kan ikke sikre, at firmaerne følger vores vurdering, medmindre vi fører en retssag.
Og det har vi ikke ressourcer til at gøre i alle sager, siger [Person A].
Så det har ingen konsekvenser for parkeringsvirksomhederne, når I har vurderet, at det er ulovligt?
- Nej, ikke rent juridisk, hvis de ikke ønsker at følge vores vurdering.
Men hvis en domstol er enig, så vil virksomhederne måske ændre praksis.
Så vil kontrolafgifterne givet under det system formentlig være ugyldige - i hvert fald i de konkrete sager, der vurderes af retten, afslutter hun.
”
[Klager] rettede den 24. april 2025 henvendelse til KøbenhavnLIV, som senest den 14. maj 2025 afviste at slette eller anonymisere artiklen.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 12. juni 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Jeg klager over, at mit fulde navn er blevet offentliggjort i ovennævnte artikel uden mit udtrykkelige samtykke, og at redaktionen nægter at fjerne mit efternavn, selv efter min udtrykkelige anmodning.
Jeg deltog i interviewet, men det blev ikke oplyst forud for offentliggørelsen, at mit fulde navn ville blive brugt.
Jeg har ikke givet samtykke til dette.
Da jeg blev opmærksom på, at mit navn fremgik af artiklen, kontaktede jeg redaktionen og bad om at få mit efternavn fjernet.
Jeg fik afslag med begrundelsen, at det anses som “implicit samtykke” ved deltagelse.
Jeg mener, at offentliggørelsen af mit efternavn uden tydelig forudgående oplysning og uden mit samtykke strider mod god presseskik, da
• Brug af mit fulde navn ikke er nødvendigt for historiens troværdighed eller offentlighedens interesse
• Jeg har en legitim interesse i at beskytte mit privatliv
• Jeg straks har anmodet om anonymisering og er blevet afvist uden saglig begrundelse
Påstand
Jeg anmoder om, at Pressenævnet udtaler kritik af mediets navnebrug og efterfølgende afslag på anonymisering, og at mit efternavn fjernes fra den offentliggjorte artikel.
”
[Klager] har som svar på KøbenhavnLIVs udtalelse til Pressenævnet anført blandt andet
”Jeg har gennemgået mailen fra KøbenhavnLIV af 19. juni 2025 og ønsker at fremkomme med følgende bemærkninger
Som tidligere anført deltog jeg i interviewet uden at blive informeret om, at mit fulde navn ville blive brugt i den offentliggjorte artikel.
Jeg har aldrig givet mit udtrykkelige samtykke til offentliggørelse af mit efternavn, og det fremgår heller ikke, at dette har været en forudsætning for deltagelsen.
Et Facebook-opslag ændrer ikke på dette forhold, og kan ikke udgøre et samtykke.
Tværtimod har jeg – straks efter offentliggørelsen – henvendt mig til redaktionen med ønske om at få mit efternavn fjernet.
Redaktionen har afvist min anmodning med henvisning til, at der skulle foreligge "implicit samtykke", hvilket jeg ikke finder sagligt begrundet.
Det er min klare opfattelse, at mediet er bekendt med, at de ikke har modtaget et reelt samtykke, men alligevel vælger at fastholde offentliggørelsen af mit navn.
Jeg skal understrege, at min opfattelse fortsat er, at mit efternavn bør fjernes fra artiklen, da det er blevet offentliggjort uden mit samtykke.
Navnebrugen har ingen væsentlig betydning for historiens indhold, men har stor betydning for mig personligt og privat.
”
2.2 KøbenhavnLIVs synspunkter
KøbenhavnLIV har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende
”[Klager] har klaget over tilsidesættelse af god presseskik og manglende sletning af sit efternavn i forbindelse med en artikel, som KøbenhavnLIV publicerede den 19. april 2025.
Artiklen ” Lykkeligt uvidende parkerede [Klager] bilen – da han åbnede postkassen tre uger senere, fik han et chok ” blev skrevet med afsæt i et offentligt Facebook-opslag, som [Klager] selv stod bag.
Han delte et opslag fra sin egen profil, hvori han beskrev sin oplevelse og stod frem med sit fulde navn og foto.
Med afsæt i Facebook-opslaget kontaktede KøbenhavnLIVs journalist [Klager] og aftalte et interview med henblik på at bringe en artikel om sagen.
Hele korrespondancen og kontakten foregik meget åbenhjertigt [KøbenhavnLIV har fremsendt kopi af en Messenger-korrespondance mellem [Klager] og mediets journalist, Pressenævnet ].
[Klager] havde intet problem med at stå frem med sit fulde navn, og han fremsendte selv et portrætfoto til artiklen.
På intet tidspunkt i løbet af den ret omfangsrige kontakt med journalisten, nævnte [Klager], at han ikke ville stå frem med sit fulde navn.
Det skete først efter artiklens publicering.
Vi mener naturligvis ikke, at vores journalist eller KøbenhavnLIV som medie har handlet i strid med Retningslinjer for God Presseskik.
Han valgte selv at stå frem med navn og foto på Facebook, han lod sig interviewe og fremsendte selv foto til artiklen.
At han efterfølgende skiftede mening og ønskede sit efternavn fjernet, mener vi ikke, er en gyldig grund til at ændre i den faktuelt korrekte journalistik, vi har produceret.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen
God presseskik
[Klager] har klaget over, at KøbenhavnLIV har bragt hans fulde navn uden hans samtykke.
Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. B.
1.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at KøbenhavnLIVs journalist kontaktede [Klager] på baggrund af et offentligt opslag – som [Klager] havde lagt op på Facebook – om modtagelsen af en parkeringsbøde/kontrolafgift, og at [Klager] herefter var i skriftlig såvel som telefonisk kontakt med KøbenhavnLIVs journalist.
Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] fremsendte et billede af sig selv til brug for artiklen, og at [Klager] ikke på noget tidspunkt i korrespondancen med mediets journalist frabad sig brugen af sit fulde navn.
Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysninger hentet på en ”åben” Facebook-profil eller et åbent Facebook-opslag er at betragte som offentligt tilgængelige, dog kan der være tale om et brud på de presseetiske retningslinjer, hvis en opdatering tages fra en åben profil, men anvendes i en sammenhæng,
Pressenævnet finder, at omtalen af [Klager]s fulde navn i den påklagede artikel ikke kan anses for at indebære en krænkelse af hans privatliv.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at oplysningerne i artiklen stammer fra [Klager] selv, der frivilligt medvirkede i artiklen herunder også med et billede af ham selv, som han fremsendte til mediets journalist til brug for offentliggørelse.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at omtalen af hans navn i sammenhæng med artiklens emne ikke kan betragtes som værende krænkende eller skadelig for ham, og at KøbenhavnLIV ikke på baggrund af korrespondancen med [Klager] har haft grund til at betvivle, at [Klager] ønskede at optræde med sit fulde navn.
Nævnet bemærker, at [Klager] forud for artiklen havde lagt et offentligt opslag om parkeringsbøden på Facebook.
Pressenævnet finder på denne baggrund, at KøbenhavnLIV ikke har handlet i strid med god presseskik ved ikke at have indhentet et samtykke fra [Klager] forud for offentliggørelsen af artiklen.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Sletning og anonymisering – punkt D.
1
[Klager] har klaget over, at KøbenhavnLIV har afvist at anonymisere ham ved at fjerne hans efternavn eller slette artiklen.
Generelt om punkt D.
1
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.
Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.
1.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.
1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklen indeholder omtale af [Klager]s oplevelse i forbindelse med modtagelsen af en kontrolafgift/parkeringsbøde.
Det er Pressenævnets opfattelse, at omtalen af [Klager] ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for klager.
Pressenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at kritisere KøbenhavnLIV
for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om anonymisering eller sletning.
Afgjort den 17. februar 2026