Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - sundhed - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - sundhed - medhold

J.nr. 24-82086

En kvinde (klager) klagede over sit forsikringsselskab (indklagede).

Kvinden mente, at forsikringsselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at forsikringsselskabet gav hende afslag på at dække en skade, som kvinden pådrog sig under fødsel.

Forsikringsselskabet havde begrundet afslaget med, at skaden skete under kvindens barns vej ud i fødselsforløbet, og at der derfor var tale om en ”indefra kommende” indvirkning.

Nævnet vurderede på den baggrund, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Det var herefter forsikringsselskabet, der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Nævnet vurderede, at forsikringsselskabet ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Nævnet lagde vægt på, at forsikringsselskabets anvendelse af den traditionelle ulykkesdefinition i dette tilfælde reelt fremstod som en dækningsundtagelse for skader sket under fødsel.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 15.000 kr.

Sagen blev behandlet principielt.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab afslog at anerkende klagers skade i forbindelse med fødsel.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligestillingsloven, at klager fik afslag på forsikringsdækning.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 15.000 kr.

Sagsfremstilling

Klager fødte sit barn den 15. juni 2012.

Den 17. juni 2012 blev klager henvist til et rehabiliteringsteam på et sygehus.

Det fremgår af henvisningen, at klager var blevet diagnosticeret med en sårruptur i fødselsvejen.

Klager har fremlagt journal af 14. november 2023, hvoraf følgende fremgår

”…

Beskrivelse: 52-årig para to, sidste fødsel for 12 år siden med grad lllb sfinkterruptur.

Patienten henvist af egen læge pga.

tiltagende analinkontinens.

Patienten er generet af urgency men runding tegn på ca. 2 minutter.

Endvidere generet af komplet flatus en kontinens.

Afføring x 1 dagl Bristol type 4.

Kan opleve en smule soiling ca. x 1 ugentlig, bruger konstant bind pga.

dette.

Ingen rectumobstipation.

Den nedsatte warning time er den største gene.

Ingen gener vedrørende urininkontinens.

…

Gynækologisk undersøgelse

Beskrivelse: Vulva med lukket introitus, noget pigment tab over slimhinder og hud.

Let lichenisering i perineum.

Ingen adhærencer.

Perineum udtyndet.

indtrukket kl.

11, maks.

højde på 1 cm.

Vagina med grad II cystocele, portio naturlig, bagvæggen ligeledes naturlige.

Vaginaleksploration: Naturlig levatorspalte, knibekraft styrke 2-3.

Rektovaginaleksploration:perineum består kun af cikatrice og ganske få fibre af eksterne sphinkter.

Højde og fylde på sfinkterapparatet absolut udtyndet fortil.

Transvaginal UL-undersøgelse af genitalia feminina

Beskrivelse: Stor cikatrice i eksterne sphinkter kun få mm's overlap i midtlinjen.

Interne sphinkter tilsyneladende intakt omend udtyndet.

…”

Den 16. november 2023 anmeldte klager sin skade til indklagede, og anførte bl.a.

”Ved vaginal fødsel brister jeg ualmindelig meget og lukkemuskel bliver ødelagt.

Man forsøger at sy bristningen sammen og resultatet bliver nogenlunde ok.

Jeg har dog problemer med at holde på luft.

Nu er der gået 11 år og nu begynder jeg at mærke generne for alvor.

Jeg har problemer med at holde på afføring da min lukkemuskel er reduceret til 10%”.

Den 23. november 2023 afslog indklagede at anerkende klager skade.

Af indklagedes afgørelse fremgår bl.a.

”

Personskade sket den 15.06.2012

Vi har modtaget din anmeldelse vedrørende personskade sket den 15.06.2012, mens du var i fødsel.

Desværre må vi afvise, at gå yderligere ind i sagen, da dit krav om erstatning er forældet i henhold til Forældelsesloven § 3.

Forældelse indtræder 3 år efter skadedato, og dit krav om erstatning er derfor forældet pr. 15.06.2015.

Herefter må vi samtidig meddele, at der på grundlag af oplysningerne i din anmeldelse, ikke er tale om et ulykkestilfælde.

I henhold til de forsikringsbetingelser der var gældende på skadetidspunktet, skal et ulykkestilfælde forsikringsmæssigt forstås som

"En tilfældig, af den forsikredes vilje uafhængig, pludselig, udefrakommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge".

Denne betingelse er ikke opfyldt ved din tilskadekomst, da den ikke er sket på grund af en udefra kommende indvirkning på legemet.

Af din anmeldelse fremgår det, at din personskade skete under dit barns vej ud i fødselsforløbet.

Da dette er en indefra kommende indvirkning på din krop, er det ikke dækket af ulykkesforsikringen.

På baggrund af ovennævnte kan vi derfor ikke anerkende, at yde erstatning for din personlige tilskadekomst og sagen er hermed afvist og afsluttet.

…”

Den 4. december 2023 klagede klager over indklagedes afslag på anerkendelse.

Af klagen fremgår følgende

”…

Angående forældelse.

I forbindelse med fødslen og fødselsskade d. 15-06-2012, blev jeg ladt i den tro at skaderne/generne kunne afhjælpes senere med en operation.

Efter de seneste år at have opleverede tiltagende gener, har jeg søgt lægehjælp.

Først efter en undersøgelse d. 14-11-2023 af specialister fra [hospital], er jeg blevet gjort bekendt med skadens art, omfang og at denne er permanent.

Jeg er først nu blevet bekendt med skadens fulde omfang.

Jeg mener derfor ikke anmeldelsen er forældet.

Jeg kan selvfølgelig dokumentere ovennævnte påstand og vha.

bl.a. min sygejournal.

Angående at der ikke skulle være tale om et ulykkestilfælde, er jeg uforstående overfor.

Min fødsel var alt andet end normal.

Det er yderst sjældent at kvinder oplever bristninger som i mit tilfælde.

I de fleste tilfælde bliver man syet og behandlet, så man ikke får men i fremtiden.

I mit tilfælde er jeg i meget høj grad hæmmet af skaden og [hospitals] læger kan, efter for nylig undersøgelse, bekræfte denne påstand.

Jeg er blevet gjort opmærksom på at der de senere år være flere sager ved domstolene, hvor fødselsskader er blevet anerkendt.

…”

Den 20. juni 2024 anmodede klager indklagede om at gennemgå klagers skadesanmeldelse igen.

Indklagede besvarelsen henvendelsen den 21. juni 2024 og anførte bl.a.

”

Ligebehandlingsnævnet har gennem de sidste par år, i flere tilfælde taget stilling til, om forsikringsselskaber ulovligt har diskrimineret fødende kvinder.

Dette særligt fordi mange selskaber havde en bestemmelse i forsikringsbetingelserne, der direkte undtog skader sket under en fødsel, men også fordi selskaberne henviste til tidligere ankenævnspraksis, hvorefter en skade sket under en fødsel, ikke tidligere kunne betragtes som et ulykkestilfælde, i forsikringsbetingelsernes forstand.

I de forsikringsbetingelserne der var gældende på tidspunktet for din skade den 15. juni 2012, var der ikke en dækningsundtagelse for fødselsskader.

På dette tidspunkt skulle man opfylde følgende ulykkesdefinition, for at kunne opnå anerkendelse af en anmeldt skade

”En tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig, pludselig, udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af legemet til følge”.

Den 16.11.2023 anmeldte du følgende til os

”Ved vaginal fødsel brister jeg ualmindelig meget og lukkemuskel bliver ødelagt.

Man forsøger at sy bristningen sammen og resultatet bliver nogenlunde ok.

Jeg har dog problemer med at holde på luft.

Nu er der gået 11 år og nu begynder jeg at mærke generne for alvor.

Jeg har problemer med at holde på afføring da min lukkemuskel er reduceret til 10%”.

Denne hændelse kan ikke betragtes som en udefrakommende indvirkning på legemet.

Din skade er således hverken afvist med henvisning til en fødselsundtagelse i betingelserne – da en sådan slet ikke fandtes – men den er heller ikke afvist med henvisning til, at en fødsel ikke kan betragtes som et ulykkestilfælde.

Der er derfor i nærværende sag, ikke sket diskrimination.

Jeg bemærker samtidig og for god ordens skyld, at kravet først og fremmest er afvist, da der er indtrådt forældelse og henviser i det hele til vores breve af 23.11.2023 og 18.01.2024.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. juli 2024.

Klager fremsatte den 5. december 2024 en påstand om betaling af en godtgørelse på 1 kr. Den 11. marts 2025 ændrede klager sin påstand til en godtgørelse efter nævnets skøn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun fik afslag på anerkendelse af den skade, hun pådrog sig under fødsel.

Indklagede mener, at der kun kan være tale om en ulykke, når påvirkningen sker som en ”udefrakommende indvirkning på legemet”.

Da en ulykke under fødsel sker ”indefra”, og da det kun er kvinder, der kan føde, er der sket kønsdiskrimination.

Alle ulykkestilfælde under fødsler ville anses som ikke værende en ulykke.

Skaden var af klagers vilje uafhængigt, da det var en uforudset komplikation og ikke en bevidst handling fra klagers side.

Klager henviser til FED.

1998.36Ø, hvor der tages afstand fra et accept af risiko-synspunkt.

Skaden var pludselig, idet den skete momentant under pressefasen og ikke som en gradvis udvikling.

Der henvises i øvrigt til U.

1982.585H, hvor en personskade opstod flere timer efter indvirkningen, men alligevel blev anerkendt som en pludselig skade.

Endelig kan der indiskutabelt påvises en beskadigelse af legemet, der følger af barnets passage.

Tilbage står den sidste betingelse, der jf. ulykkesdefinitionen skal være opfyldt for, at en bristning under fødsel kan anerkendes som en ulykke;

at skaden skal skyldes en udefra kommende indvirkning på legemet.

Indklagede henviser til det faktum, at barnet er på vej ud af den fødendes krop.

Det er klagers opfattelse, at skader, der opstår ved en fødsel, hverken skyldes en sygdom eller følger af en indre kropslig proces uden ydre påvirkning.

Dermed opfylder klagers skade indklagedes dagældende betingelser om, hvornår der er sket en ulykke.

Klager levede i en årrække med de gener, der opstod i forbindelse med fødslen.

Der var ikke en mulighed at anmelde klagers fødselsskade til sit forsikringsselskab på daværende tidspunkt.

Klager blev først klar over, hvor stor skaden var, da klager blev udredt af specialister.

Specialisterne oplyste klager, at skaderne er uoprettelige, og at klagers mén kun vil forværres med tiden.

Ved fødslen blev klagers bristning vurderet til at være nogenlunde vellykket syet, og først mange år senere er det blevet klart, hvor invaliderende følgerne faktisk er.

Det er urimeligt at forvente, at man i en akut og sårbar situation straks skal kunne vurdere, hvorvidt en skade vil få livsvarige konsekvenser og dermed straks anmelde den til forsikringen.

Efter fødslen var klager måske bare taknemmelig for at have fået en velskabt datter og anså sine gener som en naturlig, men uheldig konsekvens af sin fødsel.

Først senere, da klager oplevede tiltagende problemer, blev det klart for klager, at der i 2012 faktisk skete en ulykke, som har givet klager varige mén.

Hvis klager havde anmeldt skaden i 2012, ville forsikringsselskabet have afvist den med begrundelse, at fødselsskader ikke opfylder ulykkesdefinitionen.

Klager står altså i en situation, hvor klager på den ene side ikke anmeldte skaden i tide, fordi klager ikke forstod dens alvor, og på den anden side ville en rettidig anmeldelse næppe have gjort nogen forskel.

Det er udelukkende kvinder, der risikerer at få alvorlige gener og mén efter en fødsel, og det er derfor dybt problematisk, at forsikringsselskaberne definitioner af en ulykke ofte udelukker hændelser som kan have vidtrækkende følger for den enkelte kvinde resten af livet.

Dette betyder reelt, at en hel gruppe af forsikringstagere – fødende kvinder – på forhånd er udelukket fra dækning.

Når en kvinde føder, er hendes primære fokus ofte på barnets velbefindende.

Mange kvinder oplever smerter og fysiske gener efter en fødsel, men det kan være svært at skelne mellem normale eftervirkninger og egentlige skader, der kan have varige konsekvenser.

Skader som alvorlige bristninger opdages ikke altid umiddelbart efter fødslen.

Mange kvinder får at vide, at deres symptomer er "normale" efter en fødsel og først senere viser det sig, at de har varige mén.

I mange tilfælde bliver skaden først tydelig, når kroppen ikke heler som forventet, eller når symptomer som f.eks. inkontinens forværres over tid.

Klager var klar over, at hun bristede under fødslen, men mange kvinder oplever smerter og midlertidig inkontinens efter en fødsel.

Det er først med årene – i klagers tilfælde 11 år senere – at det stod klart, at lukkemusklen er 90% ødelagt, og at skaden er varig og invaliderende.

Med alderen er generne forværret, og prognosen er dårlig.

Det er netop karakteristisk for fødselsskader, at mange først for alvor forstår omfanget og varigheden af deres skade, når kroppen begynder at svækkes naturligt.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Om hændelsesforløbet

Klager anmeldte den 16. november 2023 til indklagede, at hun den 15. juni 2012 pådrog sig en bristningsskade i forbindelse med fødslen af sin datter.

Ved brev af 23. november 2023 samt mail af 18. januar 2024 og 21. juni 2024 afviste indklagede dækning af skaden under ulykkesforsikringen med henvisning til, at forsikringsbetingelsernes ulykkesdefinition ikke var opfyldt, og idet et muligt krav under forsikringen var forældet.

Med henvisning til forsikringsaftalelovens § 29 og forældelseslovens §§ 2 og 3 gjorde indklagede gældende, at den 3-årige forældelsesfrist måtte regnes fra ulykkestidspunktet, hvorfor der var indtrådt forældelse den 15. juni 2015.

Indklagede anførte endvidere, at der under fødslen ikke var nogen udefra kommende indvirkning på legemet, der forårsagede bristningen, hvorfor ulykkesdefinitionen ikke var opfyldt, og selskabet kunne derfor ikke anerkende dækning under ulykkesforsikringen.

Om ulykkesforsikringen

I henhold til betingelserne for den på tidspunktet for fødslen gældende ulykkesforsikring var et ulykkestilfælde defineret som ”en tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig, udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af legemet til følge.

” Dette er den såkaldte ”traditionelle ulykkesdefinition”, som alene gælder for en begrænset andel af ulykkesforsikringer på det danske marked.

Det er således et krav for dækning, at selve skaden er forårsaget af en af en sikredes vilje uafhængig udefra kommende indvirkning, og det er forsikringstager, der skal løfte denne bevisbyrde.

Antages det således, at den direkte årsag til bristningen er en uforholdsmæssig størrelsesorden mellem barnets hoved og fødselsåbningen, så vil dette være en skade, der skyldes et ”indefra kommende” forhold.

Dermed vil den traditionelle ulykkesdefinition, hvorefter det er et krav, at skaden er forårsaget af en udefra kommende påvirkning, ikke være opfyldt.

Det er grundlæggende selskabets opfattelse, at gravide og fødende i forhold til spørgsmålet om ulykkesforsikringens ulykkesdefinition ikke kan anses for at befinde sig i en særlig situation, som ikke lader sig sammenligne med andre situationer, og som dermed skulle være beskyttet efter ligebehandlingsloven på en måde eller i et omfang, hvorved indklagede skulle være afskåret fra at gøre gældende, at den for forsikringen gældende ulykkesdefinitionen ikke er opfyldt.

Som følge heraf er det også indklagedes opfattelse, at selskabets påberåbelse af den traditionelle ulykkesdefinition - der er hele grundlaget for forsikringsaftalen med klager – ikke kan anses for diskriminerende, uanset at det per definition alene er fødende kvinder, der kan pådrage sig en bristning under en fødsel som følge af forløsningen af barnets hoved.

I relation hertil kan bl.a. henvises til Ligebehandlingsnævnets afgørelser i sagerne 22-28283, 23-24893, 23- 94624, 23-41110, 23-6263, 23-15017 og 23-20236.

I alle de nævnte afgørelser finder nævnet, at selskabets påberåbelse af dækningsundtagelse for følger af lægelig behandling, der ikke er nødvendiggjort af et forudgående ulykkestilfælde, ikke er udtryk for diskrimination pga.

køn, men derimod er baseret på en saglig forsikringsretlig begrundelse.

Nævnets afgørelser må forstås således, at selvom gravide og fødende befinder sig i en særlig situation, der ikke lader sig sammenligne med andre situationer, så kan det ikke anses for udtryk for forskelsbehandling pga.

køn, når forsikringsselskabet påberåber sig et forsikringsretligt sagligt grundlag for vurderingen af den konkret under fødslen indtrådte skade.

Dermed må det tillige anses for en forsikringsretlig saglig begrundelse, når selskabets påberåber sig, at den ulykkesdefinition, som forsikringen er omfattet af, også finder anvendelse i fødselsskadesager helt på linje med alle andre sager.

Dette uagtet, at forsikringen er omfattet af den traditionelle ulykkesdefinition, som efterhånden er sjælden på det danske marked.

Skader indtruffet under fødsel skal behandles på lige fod med alle andre skader, der anmeldes under ulykkesforsikringen, og dermed gælder der også i nærværende sag et krav om en udefra kommende indvirkning på legemet.

Det fremhæves herved, at selvom Ligebehandlingsnævnet har afgjort flere sager om forskelsbehandling på grund af køn i relation til ulykkesforsikringer for så vidt angår skader opstået under fødsel, så har nævnet på intet tidspunkt anført, at et forsikringsselskabs påberåbelse af selve ulykkesdefinitionen skulle være udtryk for forskelsbehandling pga.

køn.

Ankenævnet for Forsikring har i nyere foreliggende praksis på området da heller ikke anført/bemærket, at selve ulykkesdefinitionen skulle være diskriminerende i relation til fødselsskader – heller ikke sager, hvor den traditionelle ulykkesdefinition har gjort sig gældende - og det må have formodningen imod sig, at Ankenævnet skulle have undladt at inddrage dette forhold, hvis det måtte være Ankenævnets opfattelse, at den retsanvendelse, som Ankenævnet har skulle tage stilling til, reelt var udtryk for et lovbrud (i strid med Ligestillingsloven).

Ligebehandlingsnævnet har gennem de seneste år i flere tilfælde taget stilling til, om forsikringsselskaber ulovligt har diskrimineret fødende kvinder på baggrund af køn.

Dette særligt, idet mange af selskabernes dagældende forsikringsbetingelser direkte undtog dækning for skader sket i forbindelse med fødsel.

Baggrunden for nogle forsikringsselskabers tidligere dækningsundtagelse for ulykkestilfælde i forbindelse med graviditet og fødsel var udtryk for en præcisering af, at fødsler i henhold til tidligere fast praksis fra Ankenævnet for Forsikring ikke udgjorde et ulykkestilfælde i forsikringsbetingelsernes forstand.

Denne antagelse blev der dog gjort op med i Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sag 21-6355, der slog fast, at forsikringsselskabernes hidtidige praksis var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn.

Det fremhæves i den forbindelse, at de gældende forsikringsbetingelser på skadestidspunktet i nærværende sag ikke indeholdt dækningsundtagelser for skader indtrådt som følge af graviditet og fødsel.

Det er indklagedes opfattelse, at gravide og fødende i forhold til spørgsmålet om ulykkesforsikringens ulykkesdefinition ikke kan anses for at befinde sig i en særlig situation, som ikke lader sig sammenligne med andre situationer, og som dermed skulle være beskyttet efter loven, hvorved selskabet – reelt – skulle være afskåret fra at gøre ulykkesdefinitionen gældende.

Som følge heraf er det også indklagedes opfattelse, at selskabets afvisning af dækning ved påberåbelse af ulykkesdefinitionen - der udgør kernen i forsikringsaftalen med klager – ikke kan anses for diskriminerende, uanset at det alene er fødende kvinder, der kan pådrage sig en bristning under en fødsel som følge af forløsningen af barnets hoved.

Fødselsskader skal i forsikringsretlig henseende behandles på lige fod med alle andre skader, og det er i nærværende sag således et krav for dækning, at selve skaden er forårsaget af en af den sikredes vilje uafhængig udefra kommende indvirkning, hvilket ikke var tilfældet, da der ikke foreligger en udefrakommende begivenhed.

Endelig gør indklagede gældende, at klagers krav er forældet pr. den 15. juni 2015, idet der efter selskabets vurdering ikke foreligger ”særlige omstændigheder”, som kan medføre, at udgangspunktet, at alene ukendskab til faktiske forhold kan begrunde suspension af forældelsesfristen, skulle fraviges.

Det kan ikke anses for at være udtryk for forskelsbehandling pga.

køn, at selskabet gør forældelse gældende.

Ligebehandlingsnævnet tager alene stilling til spørgsmålet om forskelsbehandling på baggrund af køn.

Kompetencen til at behandle sagens materielle spørgsmål, herunder om betingelserne i den gældende ulykkesdefinition er opfyldt, og der således foreligger et dækningsberettiget ulykkestilfælde, ligger hos Ankenævnet for Forsikring og domstolene.

Således vil indklagede heller ikke kommentere på de forhold i klagers indlæg, der vedrører sagens materielle spørgsmål, herunder om skaden opstået under fødslen opfylder forsikringsbetingelsernes ulykkesdefinition, og dermed om der foreligger et dækningsberettiget ulykkestilfælde.

I nærværende sag vil indklagede alene forholde sig spørgsmålet, om indklagedes afslag på dækning med henvisning til den på tidspunktet for fødslen gældende ulykkesdefinition, hvor et ulykkestilfælde var defineret som ”en tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig, udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af legemet til følge” – den såkaldte traditionelle ulykkesdefinition – udgør diskrimination på grund af køn.

Indklagede er fortsat af den opfattelse, at selskabets påberåbelse af ulykkesdefinitionen – der er hele aftalegrundlaget for forsikringsaftalen med klager – ikke kan anses for diskriminerende, uanset at det pr. definition alene er fødende kvinder, der kan pådrage sig en bristning under en fødsel.

Indklagede finder ikke, at gravide og fødende i forhold til spørgsmålet om ulykkesforsikringens ulykkesdefinition kan anses for at befinde sig i en særlig situation, som ikke lader sig sammenligne med andre situationer, og som dermed skulle være beskyttet efter loven, hvorved selskabet – reelt – skulle være afskåret fra at gøre ulykkesdefinitionen gældende.

Indklagede henviser til Ligebehandlingsnævnets faste praksis, herunder afgørelserne i sagerne 22-28283, 23-24893, 23-94624, 23-41110, 23-6263, 23-15017 og 23-20236, hvorefter selskabets påberåbelse af dækningsundtagelse for følger af lægelig behandling, der ikke er nødvendiggjort af et forudgående ulykkestilfælde, ikke findes at være udtryk for diskrimination på baggrund af køn, men derimod baseret på en saglig forsikringsretlig begrundelse.

Med afgørelserne finder Ligebehandlingsnævnet også, at selvom gravide og fødende befinder sig i en særlig situation, der ikke lader sig sammenligne med andre situationer, så kan det ikke anses for udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, når forsikringsselskabet påberåber sig et forsikringsretligt sagligt grundlag for vurderingen af den konkret under fødslen indtrådte skade.

På samme vis må det anses for en forsikringsretlig saglig begrundelse, når selskabet påberåber sig, at den ulykkesdefinition, som forsikringen er omfattet af, også finder anvendelse i fødselsskadesager helt på linje med alle andre sager.

Dermed kan indklagedes afslag på dækning af klagers fødselsskade ved påberåbelse af selve ulykkesdefinitionen heller ikke anses at være udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Om forældelse

Indklagede har også afvist dækning af klagers fødselsbetingede skade, idet kravet er forældet.

Indklagede er opmærksom på, at Ligebehandlingsnævnet ved principafgørelser af 1. marts 2023 har slået fast, at eventuel retsfortabende passivitet eller forældelse i relation til godtgørelseskrav ikke afskærer klageren fra at få prøvet spørgsmålet, om den pågældende har været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Retsfortabende passivitet og forældelse vil dog fortsat have betydning for, om klager i tilfælde af ulovlig forskelsbehandling har krav på en godtgørelse.

Det følger af forsikringsaftalelovens § 29 stk. 5 og forældelseslovens §§ 2 og 3, at den almindelige forældelsesfrist for klagers krav er 3 år, som skal regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor klageren kunne kræve fordringen opfyldt.

Efter praksis anses dette for tidspunktet, hvor skaden har vist sig på en sådan måde, at der er rimelig anledning til at anmelde skaden til selskabet.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 2, at var klageren ubekendt med fordringen, regnes forældelsesfristen først fra den dag, da klageren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Det er både i teorien og praksis det helt klare udgangspunkt, at alene uvidenhed om faktiske forhold og ikke juridiske/retlige forhold kan begrunde suspension.

Indklagede henviser til U 2000.1953H og U 2019.2762 H.

Der er efter indklagedes vurdering ikke særlige omstændigheder i sagen, som kan medføre, at udgangspunktet, at alene ukendskab til faktiske forhold kan begrunde suspension af forældelsesfristen, skulle fraviges.

Det fremhæves i den forbindelse, at klagers bristning var så voldsom, at lukkemusklen blev ødelagt.

Samtidig bemærkes, at der på intet tidspunkt har været noget til hinder for, at klager i perioden fra fødslen i 2012 og frem skulle/kunne have anmeldt skaden og herefter have opnået en vurdering fra selskabet.

Dette særligt, idet forsikringsbetingelserne ikke indeholdt undtagelser for skader indtrådt som følge af graviditet og fødsel, som eventuelt kunne have begrundet suspension af forældelsesfristen.

Der kan herved henvises til Ankenævnet for Forsikrings kendelse af 11. december 2024 i sag nr. 100933, hvor Ankenævnet udtrykkeligt angav, at retsvildfarelse i forhold til dækning af en fødselsskade under ulykkesforsikringen, ikke suspenderer forældelsen af forsikringstagers mulige krav.

Klagers bristning var så voldsom, at lukkemusklen blev ødelagt, hvorfor hun ikke kunne/burde være uvidende om det faktiske grundlag for et eventuelt krav.

Dette uanset klagers angivelser af, at hun først flere år efter fødslen blev bevidst om skadens omfang og varige karakter, hvortil selskabet må henvise til klagers egne angivelser om, at hun ”umiddelbart efter min datters fødsel oplevede jeg gener som smerter og midlertidig inkontinens, men det tolkede jeg som ”normale konsekvenser” af en fødsel.

”

Der var således allerede på dette tidspunkt rimelig anledning til at anmelde skaden, og der har på intet tidspunkt været noget til hinder for, at klager i perioden fra fødslen i 2012 og frem skulle/kunne have anmeldt skaden og herefter have opnået en vurdering fra selskabet

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger (forsikringsligebehandlingsloven).

Forsikringsligebehandlingsloven finder blandt andet anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Ved forsikring og lignende finansielle ydelser forstås sådanne ydelser, som ikke er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt den skade, som klager fik i forbindelse med fødslen den 15. juni 2012, er dækket af klagers private ulykkesforsikring.

Der er således tale om en forsikringstype, der er omfattet af lovens definition af forsikring og lignende finansielle ydelser.

Det følger af forsikringsligebehandlingslovens § 4, stk. 3, og af § 4, stk. 1 og 2, modsætningsvist, at alene lovens kapitel 4 a finder anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Lovens kapitel 4 a indeholder alene en bestemmelse om forbud mod brug af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Nævnet lægger herefter til grund, at spørgsmålet om kønsdiskrimination i relation til privattegnede forsikringer, bortset for spørgsmål om beregning af ydelsen mv., henhører under ligestillingsloven.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, en betingelse eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager fødte sit barn den 15. juni 2012.

Under fødslen pådrog klager sig en grad 3 sfinkterruptur.

Den 23. november 2023 afslog indklagede at anerkende klagers skade med den begrundelse, at skaden skete under klagers barns vej ud i fødselsforløbet, og at der derfor var tale om en ”indefra kommende” indvirkning.

Den 21. juni 2024 fastholdt indklagede afslaget.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde.

Nævnet har lagt vægt på, at indklagedes anvendelse af den traditionelle ulykkesdefinition i dette tilfælde reelt fremstår som en dækningsundtagelse for skader sket under fødsel.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Indklagede har med henvisning til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, og forældelseslovens §§ 2 og 3, gjort gældende, at klagers krav er forældet, idet forældelsesfristen på 3 år skal regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor klager kunne kræve fordringen opfyldt.

Nævnet finder, at forældelsesfristen for godtgørelseskrav efter ligestillingsloven skal regnes fra det tidspunkt, hvor forskelsbehandlingen fandt sted.

I den foreliggende sag skal forældelsesfristen derfor regnes fra det tidspunkt, hvor klager blev bekendt med indklagedes afslag på forsikringsdækning.

Fristen for forældelse af klagers krav skal derfor regnes fra den 23. november 2023.

Da fristen for forældelse er afbrudt ved klage til Ligebehandlingsnævnet, der fandt sted den 23. juli 2024, er klagers krav på godtgørelse efter ligestillingsloven ikke forældet.

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 15.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 15.000 kr. til klager.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

•

§ 3 c om godtgørelse