Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - chikane - ej medhold - medhold
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - chikane - ej medhold - medhold
J.nr. 24-58458
En kvinde (klager) med et østeuropæisk klingende efternavn klagede over en virksomhed (indklagede).
Kvinden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet og chikaneret hende på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at kvinden fik afslag på ansættelse som guide hos virksomheden.
Kvinden sendte en uopfordret ansøgning til virksomheden via mail.
Kvindens efternavn fremgik af kvindens mailadresse.
Kvinden fik afslag samme dag med begrundelsen, at der ikke var ledige stillinger.
Kvinden takkede for svar.
Virksomheden skrev derefter, at virksomheden havde haft dårlige erfaringer med yngre kvinder fra Østeuropa.
Virksomheden skrev, at de yngre kvinder fra Østeuropa ikke kunne levere den service, der var nødvendig i Danmark.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse til en ledig stilling.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden sendte en uopfordret ansøgning, og at det fremgik af virksomhedens første svar, at der ikke var ledige stillinger.
Kvinden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Nævnet vurderede, at virksomhedens bemærkning om kvinder fra Østeuropa var udtryk for chikane.
Nævnet lagde vægt på, at bemærkningen var generaliserende og nedværdigende over for østeuropæiske kvinder, ligesom bemærkningen var fremsat uprovokeret over for kvinden, som allerede havde fået afslag på sin ansøgning.
Virksomheden havde for nævnet oplyst, at virksomheden havde haft en negativ oplevelse med ansøgere fra det sydlige og østlige Europa, hvor flere ikke var mødt til tiden, ikke tilegnet sig de nødvendige minimumskrav, og ikke samarbejdet på lige fod med andre ansatte.
Nævnet vurderede, at virksomheden ikke med disse generelle oplysninger havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Kvinden fik derfor medhold i denne del af klagen og en godtgørelse på 2.500 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling og chikane på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse som guide hos den indklagede virksomhed.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på ansættelse hos indklagede.
Indklagede har udsat klager for chikane på grund af din etniske oprindelse.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 2.500 kr. med procesrente fra den 30. maj 2025, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Den 28. maj 2024 sendte klager, der har et østeuropæisk klingende efternavn, en uopfordret ansøgning til indklagede Klager sendte ansøgningen på mail, og klagers efternavn fremgår af klagers mailadresse.
Af klagers ansøgning og den efterfølgende mailkorrespondance mellem klager og indklagede fremgår bl.a.
Klager
”I am reaching out to you with my unsolicited application because I have always wanted to work as a tour guide.
…
During my gap year in lceland, I worked in hospitality, meeting interesting people from all over the world and sharing the history and culture of lcelandic food with tourists.
When I moved to [by], I worked in creative, fast-paced environments and ran my own business, where responsibility and reliability were essential.
…
I hope you are interested in having me as a colleague, and I am enthusiastically looking forward to hearing from you.
Sincerely,
[Klagers fornavn]”
Indklagede
”Sorry No jobs availabir”
Klager
”Thank you for your answer.
”
Indklagede
“To be very frank with you: We receive around 30 job applications per week
From mostly younger women from the Easter Europe.
We have experience a not very good track record when we have had them on for training.
They all promise and write very
Good about themselves- but none can perform timing of service required in Denmark
And Danish standards.
The guide job take a lot of experience and timing.
Our guides are all well educated in service and history and the guide waiting time is now more than a year,
Thank you for your appreciation- good luck”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. maj 2025.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagedes ansættelsespraksis er udtryk for forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Indklagede anførte eksplicit som svar på klagers ansøgning, at indklagede har en negativ holdning til ansøgere fra Østeuropa, hvilket udgør diskrimination.
Indklagedes svar er udtryk for generalisering og diskrimination imod individer fra Østeuropa, idet indklagede antog, at østeuropæere manglede evner uden at overveje individuelle kvalifikationer.
Dette udgør en overtrædelse af ligebehandlings- og antidiskriminationslove i Danmark.
Indklagede gør gældende, at der ikke var tale om et afslag på andet grundlag end, at indklagede på daværende tidspunkt ikke havde ledige stillinger, hvilket også tydeligt fremgår af indklagedes første mailsvar.
Der kan på den baggrund ikke være tale om forskelsbehandling, da der ikke har været tale om et ansøgnings- eller ansættelsesforløb.
Der var ikke slået en stilling op, og den uopfordrede ansøger var derfor ikke i konkurrence med eller blevet sammenlignet med andre ansøgere.
Alle indklagedes guider er ansat på deltid og på sæsonkontrakter.
Det har aldrig været indklagedes hensigt at diskriminere eller forskelsbehandle personer, uanset nationalitet eller herkomst.
Indklagede kan godt se, at ordlyden i den fremsendte mail til klager kan virke sådan.
Indklagede har mange ansøgninger og en del ansættelses- og oplæringsforløb.
Desværre har indklagede en ret negativ oplevelse med ansøgere fra det sydlige og østlige Europa.
Det er desværre et gennemgående tema og et faktum.
Der har været nogle ret tidskrævende ansættelsesforhold, hvor flere unge ansøgere fra omtalte regioner ikke har kunnet klare enten at møde til tiden, tilegne sig de nødvendige minimumskrav så som kundeservice og lokalhistorie, samt at indgå og samarbejde på lige fod med andre unge i et samlet team.
Dette har betydet spildt tid, tab af penge og ærgrelser fra begge parter.
Indklagede ønsker at have en åben, udadvendt og positiv virksomhed, hvor alle skal gives mulighed for at indgå i et samarbejde.
Indklagede driver en mindre turistvirksomhed med besøgende fra hele verden.
Indklagede arrangerer guidede ture på cykler, til fods og i busser.
Hele indklagedes fundament beror på kunder af alle nationaliteter, hvor alle modtages på lige fod.
Dette gælder både kunder og ansatte.
Service, venlighed, fortælling og rundvisning på højt niveau er indklagedes erklærede mål.
Indklagede er blandt de ti bedst anmeldte turistvirksomheder på flere platforme.
Uden indklagedes dygtige guider kunne dette ikke lade sig gøre.
Indklagedes ansigt udad til beror udelukkende på guidernes dygtighed, pålidelighed, viden og punktlighed.
I de sidste 10 år har indklagede haft mange nationaliteter ansat som guider.
Dette ser indklagede som en vigtig ting for dynamik, mangfoldighed, åbenhed og personlig udvikling.
Alle er velkomne hos indklagede.
Indklagede skal på det allerkraftigste beklage den uheldige ordlyd i mailen til klager.
Hun har følt sig personligt forskelsbehandlet, og det har aldrig været meningen.
Dette sagt, anser indklagede det imidlertid ikke for rimeligt at skulle betale en erstatning på mange tusinde kroner for en uheldig formulering i en opfølgning på et svar på en uopfordret ansøgning til en stilling, der ikke var slået op og derfor ikke eksisterede.
Indklagede henstiller derfor til, at sagen vurderes retfærdigt og rimeligt ud fra begge parters synspunkt.
At krænke eller forskelsbehandle andre mennesker på baggrund af deres oprindelse eller nationalitet ligger ikke til hverken indklagede eller indklagedes ansatte.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling og chikane på grund af national og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Klager har gjort gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Nævnet vurderer, at klagen vedrører potentiel forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Forskelsbehandling
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede gav først klager afslag med den begrundelse, at der ikke var ledige stillinger.
Indklagede uddybede efterfølgende afslaget med, at indklagede tidligere havde haft dårlige oplevelser med yngre kvinder fra Østeuropa, og at der var en ventetid på at blive guide hos indklagede på mere end et år.
Nævnet vurderer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse til en ledig stilling.
Nævnet har herved lagt vægt på, at klager sendte en uopfordret ansøgning, og at det fremgår af indklagedes første svar, at der ikke var ledige stillinger.
Klager får herefter ikke medhold i denne del af klagen.
Chikane
Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons etniske oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Efter indklagedes første afslag til klager skrev indklagede til klager, at indklagede havde haft dårlige erfaringer med yngre kvinder fra Østeuropa, når indklagede havde haft dem til oplæring.
Indklagede skrev, at de yngre kvinder fra Østeuropa ikke kunne levere den service, der var nødvendig i Danmark.
Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun i forbindelse med indklagedes bemærkninger omkring kvinder fra Østeuropa blev udsat for chikane.
Nævnet har i den forbindelse vurderet, at indklagedes bemærkning er udtryk for chikane.
Nævnet har herved lagt vægt på, at bemærkningen er generaliserende og nedværdigende over for østeuropæiske kvinder, ligesom bemærkningen er fremsat uprovokeret over for klager, som allerede havde fået afslag på sin ansøgning.
Det er herefter indklagede, som skal løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede har oplyst, at det ikke var indklagedes hensigt at diskriminere eller forskelsbehandle klager.
Indklagede har også oplyst, at indklagede har haft en negativ oplevelse med ansøgere fra det sydlige og østlige Europa, hvor flere ansøgere fra disse regioner blandt andet ikke er mødt til tiden, ikke har tilegnet sig de nødvendige minimumskrav og ikke har indgået og samarbejdet på lige fod med andre ansatte.
Dette har medført tidsspild og økonomisk tab.
Nævnet vurderer, at indklagede ikke med disse mere generelle oplysninger har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager får herefter medhold i denne del af klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 2.500 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 30. maj 2025, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7, stk. 1, om godtgørelse
•
§ 7 a om delt bevisbyrde