Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - ej medhold

J.nr. 24-50222

En mand (klager), der var diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADHD, klagede over et idrætscenter (indklagede 1) og et fitnesscenter (indklagede 2).

Manden mente, at idrætscenteret og fitnesscenteret havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at begge to gav ham afslag på at medbringe sin servicehund i fitnesscenteret.

Klagen over idrætscenteret

Idrætscenteret havde gjort gældende, at idrætscenteret ikke var rette indklagede i sagen, da idrætscenteret udlejede lokalerne til fitnesscenteret.

På baggrund af sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at det var fitnesscenteret, som var ansvarlig for fitnesslokalerne.

Det var herefter nævnets vurdering, at idrætscenteret ikke var rette indklagede i sagen.

Nævnet afviste derfor at behandle denne del af klagen.

Klagen over fitnesscenteret

Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet havde herved lagt vægt på, at fitnesscenteret tilbød manden at komme forbi for en besigtigelse af mulighederne for at træne i fitnesscentret.

Dette tilbud tog manden tilsyneladende ikke imod.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede idrætscenter (indklagede 1) gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i fitnesscenteret.

Derudover angår klagen påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede fitnesscenter (indklagede 2) gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i fitnesscenteret.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede 2 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i fitnesscenteret.

Nævnet afviser at behandle klagen over indklagede 1.

Sagsfremstilling

Klager har fremlagt en speciallægeerklæring af 22. oktober 2013, hvoraf fremgår bl.a., at han har Aspergers syndrom og ADHD.

Klager har derudover fremlagt et id-kort udstedt af en udbyder af servicehundetræning og et ledsagekort udstedt af Danske Handicaporganisationers Brugerservice.

Klager har fremlagt en udateret SMS-korrespondance med centerlederen af indklagede 1, hvoraf fremgår bl.a.

Klager

”vi snakkede før angående det med servicehund i jeres fitness center og ville bare lige høre om du kan bekræfte på skrift at jeg ikke kan tilgå jeres lokaler på baggrund af min servicehund?

”

Centerleder

”I vores fælles offentlige arealer er både du og din servicehund rigtig meget velkommen.

I de 2 fitnesslokaler, som ikke er offentligt tilgængelig, er du velkommen uden hund, men der er fint mulighed for at have hunden lige uden for lokalerne og tæt på, når du træner i fitness.

Vi kommer til at udelukke andre medlemmer med eks allergi, hvis du har hunden med ind i lokalet.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, men det kan kun blive ud fra ovenstående forudsætninger.

Du velkommen til at kigge forbi for en besigtigelse af mulighederne.

”

Klagen over indklagede 1 blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. maj 2024.

Klagen over indklagede 2 blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. oktober 2024.

Klager har fremlagt en udtalelse af 1. oktober 2025, som er udarbejdet af en medarbejder på klagers kollegie, hvoraf fremgår bl.a.

”[Klager] har en services hund, som følger ham døgnet rundt.

Han har haft services hund i 8 år.

Dette har han for at hjælpe ham i sin hverdag.

Services hunden er tryghedsskabende, og har en beroligende effekt på [klager].

[Klager] kan ikke færdes på egen hånd uden for sit hjem.

Han har altid sin services hund samt et personale med sig.

[Klager] er presset så snart han skal bevæge sig uden for sit hjem.

Services hunden er altafgørende for at han kan komme ud at handle mm.

Services hunden er special trænet til at varetage opgaven omkring [klager].

Dette for at stress nedsætte og berolige ham så han kan bevare fokus på opgaven.

Vi oplever det er en nødvendighed for [klager] ,at have en services hund for at kunne fungere i hverdagen.

”

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 12.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager fik at vide, at han ikke vil blive lukket ind i fitnesscenteret med sin servicehund.

Klager kan ikke være et sted uden sin servicehund.

Indklagede 1 gør gældende, at de ikke er rette indklagede i sagen.

Det er indklagede 2, som definerer ordensreglerne for anvendelse af fitnessarealerne.

Indklagede 1 understøtter indklagede 2 med udlejning af lokalerne til indklagede 2’s aktiviteter, men indklagede 1 har ikke noget med den daglige drift at gøre udover at sikre rengøring og vedligehold og hjælpe de medlemmer, som har praktisk brug for det.

Indklagede 2 har medlemmer, som er allergisk over for hunde.

Derudover er alle ikke trygge ved en hunds tilstedeværelse.

Indklagede 2 har ikke fremsat bemærkninger for nævnet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klagen over indklagede 1

Indklagede 1 har gjort gældende, at indklagede 1 ikke er rette indklagede i sagen, da indklagede 1 udlejer lokalerne til indklagede 2.

På baggrund af sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at det er indklagede 2, som er ansvarlig for fitnesslokalerne.

Det er herefter nævnets vurdering, at indklagede 1 ikke er rette indklagede i sagen.

Nævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.

Handicapbegrebet

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager er diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADHD.

Klager er derudover indehaver af et ledsagekort udstedt af Danske Handicaporganisationers Brugerservice, ligesom klager har en servicehund.

Nævnet vurderer herefter, at klager har godtgjort, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Efter en samlet vurdering finder nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede tilbød klager at komme forbi for en besigtigelse af mulighederne for at træne i fitnesscentret.

Dette tilbud tog klager tilsyneladende ikke imod.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde