Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

J.nr. 23-53133

En mand (klager), der efter afskedigelsestidspunktet blev diagnosticeret med PTSD, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at arbejdsgiveren den 18. september 2019 afskedigede manden.

I juni og juli 2019 blev manden udsat for truende adfærd under sit virke som parkeringsservicemedarbejder.

Manden blev efterfølgende sygemeldt.

Den 18. september 2019 blev manden afskediget fra sin stilling.

På det foreliggende grundlag vurderede nævnet, at manden ikke havde godtgjort, at han havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i lovens forstand på afskedigelsestidspunktet.

Nævnet havde herved lagt vægt på, at manden ikke havde tilvejebragt lægelige oplysninger om sin tilstand forud for afskedigelsestidspunktet.

Nævnet bemærkede, at det ikke kan føre til et andet resultat, at manden senere blev diagnosticeret med PTSD.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede virksomhed den 18. september 2019 afskedigede klager fra sin stilling som parkeringsservicemedarbejder.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede den 18. september 2019 afskedigede klager fra sin stilling som parkerings-servicemedarbejder.

Sagsfremstilling

Klager blev den 15. april 2019 ansat som parkeringsservicemedarbejder hos indklagede.

I juni og juli 2019 blev klager udsat for truende adfærd i forbindelse med sit arbejde som parkeringsservicemedarbejder.

Klager blev efterfølgende sygemeldt.

Den 18. september 2019 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Det er med beklagelse, at vi herved må opsige dig pga.

virksomhedens forhold pr. d. 18-09-19 med fratrædelse d. 25-09-19.

”

Klager har fremlagt en speciallægeerklæring af 18. december 2021, hvoraf fremgår bl.a.

”Efter nærværende undersøgelse kan det konkluderes, at [klagers] syptomatologi er kompleks, idet han både lider af en emotionel ustabil personlighedsstruktur af impulsiv og borderline type F60.

30 og F60.

31 samt PTSD F43.

1.

…

[Klager] har efter overfaldende i sommeren 2019 udviklet PTSD F43.

1.

Tilstanden kompliceres af, at flere af hans barndomstraumer er reaktiverede og forværret efter hændelserne.

”

Den 20. februar 2023 modtog klager en afgørelse fra arbejdsmarkedets erhvervssikring, hvor klagers varige mén blev fastsat til 15 %.

Klagers varige mén blev senere nedsat til 10 % ved arbejdsmarkedets erhvervssikrings afgørelse af 3. oktober 2023.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. juni 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 6-12 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengives delvist.

Klager har fremsat påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 6-12 måneders løn.

Klager har gjort gældende navnlig, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede den 18. september 2019 afskedigede klager fra sin stilling som parkeringsservicemedarbejder.

Speciallægeerklæringen af 18. december 2021 godtgør, at klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand, uagtet det forhold at speciallægeerklæringen i tid ligger efter afskedigelsestidspunktet.

Klager blev afskediget kort tid efter, at han blev udsat for truende adfærd under udførslen af sit arbejde.

Indklagede har fremsat påstand om afvisning af klagen.

Indklagede har gjort gældende navnlig, at sagen ikke er egnet til behandling ved nævnet og derfor skal afvises.

Sagen kræver vidneafhøring af bl.a. tidligere medarbejdere hos indklagede samt klagers psykiater.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

I juni og juli 2019 blev klager udsat for truende adfærd under sit virke som parkeringsservicemedarbejder.

Klager blev efterfølgende sygemeldt.

Den 18. september 2019 blev klager afskediget fra sin stilling.

På det foreliggende grundlag vurderer nævnet, at klager ikke har godtgjort, at han havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i lovens forstand på afskedigelsestidspunktet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager ikke har tilvejebragt lægelige oplysninger om sin tilstand forud for afskedigelsestidspunktet.

Nævnet bemærker, at det ikke kan føre til et andet resultat, at klager senere blev diagnosticeret med PTSD.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling