Legislator Case Law & Legislation
W20260922825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - fertilitetsbehandling - afskedigelse - ej medhold

17 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (17)

Statutory Text (17 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - fertilitetsbehandling - afskedigelse - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

J.nr. 24-54165

En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at kvinden blev varslet en ændret arbejdstid og senere afskediget, mens hun var i fertilitetsbehandling.

Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn, da der var en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem kvindens oplysning den 26. januar 2024 om et kommende insemineringsforsøg og varslingen om ændring af arbejdstid den 15. februar 2024.

Det var nævnets vurdering, at arbejdsgiveren havde godtgjort, at timeantallet for kvindens stilling som psykolog blev ændret fra 37 timer til 21 timer om ugen på grund af arbejdsgiverens økonomiske situation og ikke fordi, at kvinden var i fertilitetsbehandling.

Der var i øvrigt efter nævnets opfattelse ikke oplysninger i sagen, der indikerede, at arbejdsgiveren ved sin beslutning om afskedigelse af kvinden lagde vægt på kvindens fertilitetsbehandling.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager under fertilitetsbehandling blev afskediget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling.

Sagsfremstilling

Den 20. juni 2021 søgte indklagede en psykolog med ansættelse normeret til 21 timer om ugen.

Den 19. december 2021 søgte indklagede igen en psykolog med ansættelse normeret til 21 timer om ugen.

Det fremgår af ansøgningen, at indklagede også modtog ansøgninger med ønske om et højere timetal.

Den 23. januar 2022 søgte indklagede igen en psykolog.

Stillingen var normeret til 30-37 timer om ugen.

Den 1. maj 2022 blev klager ansat som psykolog hos indklagede med 37 timer om ugen.

Den 18. november 2022 sygemeldte klager sig med stress.

Den 24. februar 2023 opsøgte klager sin egen læge angående ønske om fertilitetsbehandling.

Den 23. marts 2023 startede klager i et fertilitetsforløb hos en gynækolog.

Den 7. juni 2023 havde klager første inseminationsforsøg hos en fertilitetsklinik.

Klager blev efterfølgende gravid.

Den 31. juli 2023 skrev klager en mail til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”…

Indtil for ganske nyligt var jeg gravid.

De sidste par dage af min ferie har jeg haft det skidt, så jeg var til en kontrolscanning imorges, og mit foster gik til grunde for cirka 6 dage siden, da jeg var 8+6.

Jeg skal have en kirurgisk abort i løbet af denne uge.

Da jeg har det både fysisk og psykisk dårligt sygemelder jeg mig fra idag.

Jeg satser på at kunne vende tilbage på mandag, men jeg giver en status til jer på fredag.

Vil I se til, at alle mine aftaler aflyses i denne uge?

…”

Klager og klagers leder, der var chefjordemoder hos indklagede, havde herefter følgende mailkorrespondance

” Fra: [Chefjordemoder]

Til: [Klager]

Dato: 31. juli 2023

…

Mange tanker til dig og rigtig god bedring.

Jeg giver besked videre til [oversygeplejerske] om at aflyse den kommende uges patienter.

Vi ses mandag.

…”

” Fra: [Klager]

Til: [Chefjordemoder]

Dato: 2. august 2023

…

Der er desværre ventetid på en kirurgisk abort på [sygehus], og da jeg har det meget fysisk dårligt, har jeg derfor valgt at få en medcinsk abort imorgen istedet.

Dette kan dog vise sig ikke at være tilstrækkeligt og alligevel kræve en senere kirurgisk udskrabning.

Jeg har drøftet min situation med min læge, og da jeg også er meget psykisk påvirket af situationen, har min læge anbefalet jeg er sygemeldt i alt fire uger indtil mandag den 28/8.

Dette kan selvfølgelig lægeerklæres om nødvendigt.

Det var meningen at jeg skulle opstarte et nyt hold deltagere gruppeterapi på mandag den 7/8, disse patienter bedes få besked om, at gruppeterapiens start udskydes til den 4/9.

Ligeledes bedes alle mine aftaler indtil min raskmelding den 28/8 aflyses.

Jeg skal nok selv sørge for at booke nye tider til de aflyste patienter, og aflysninger i SP kan jeg stadig se via bookinger i Outlook.

Kun telefoniske visitationssamtaler bedes ombookes af sekretariatet til efter den 28/8.

På forhånd tak for forståelsen.

…”

” Fra: [Chefjordemoder]

Til: [Klager]

Dato: 3. august 2023

…

Jeg har ikke svaret endnu fordi jeg egentlig synes det rigtige er at tale i telefon om sådan noget – nu hvor sygemeldingen bliver langvarig.

Og så vil jeg også høre, om der er noget vi kan hjælpe med eller du har brug for en snak?

Rent fagligt er det jo i vores boldgade, må man sige…

…”

” Fra: [Klager]

Til: [Chefjordemoder]

Dato: 3. august 2023

…

Processen omkring den medicinske udskrabning er længere end jeg troede.

Jeg har lige taget Mifegyne og skal så først tage Cytotec om 24 timer.

Derfor tænker jeg det er bedst vi taler sammen idag, hvis det passer dig.

…”

Klager har oplyst, at klager og chefjordemoderen den 3. august 2023 havde en telefonisk samtale, hvor klager blandt andet oplyste, at hun var i fertilitetsbehandling.

Den 10. august 2023 bestilte klager donorsæd til sit andet insemineringsforsøg.

Den 18. august 2023 skrev klager en mail til chefjordemoderen, hvoraf fremgår bl.a.

”…

Hvis du har en travl kalender, er det ikke strengt nødvendigt vi taler sammen idag.

Jeg opdaterer dig lige her istedet, og kan fortælle jeg er ved at blive udredt for mine fysiske symptomer (hovedpine og kvalme) og psykisk går det også stille og roligt fremad med mig.

Det har været helt utroligt rart at tale med dig, og særligt din præcisering af, hvor godt beskyttet et foster er, har givet mig fred og mulighed for at slippe min skyldfølelse.

TAK for det.

Jeg glæder mig til at vende tilbage til mit arbejde i uge 35.

…”

Chefjordemoderen skrev samme dag følgende mail til klager

”…

Det er godt at høre;

-) Vi ser frem til at se dig her igen.

…”

I begyndelsen af september 2023 havde klager og chefjordemoderen følgende mailkorrespondance

” Fra: [Klager]

Til: [Chefjordemoder]

Dato: 1. september 2023

…

Så er jeg tilbage igen, og det har været rigtig rart at vende tilbage til hverdagen.

Jeg kan mærke at det lysner i mit sind og glæden er ved at vende tilbage efter jeg var helt nede og vende over mit tab.

Jeg har netop fået videresendt nedenstående invitation fra [navn] til [instituts] årsmøde den 2-4 november, hvor temaet er voldtægt, og jeg vil enormt gerne deltage.

Kan jeg takke ja til invitationen og få dækket overnatning på [hotel]?

…”

” Fra: [Chefjordemoder]

Til: [Klager]

Dato: 3. september 2023

…

Hvor er det dejligt at høre at du er tilbage og har det bedre!

Glæder mig til snart at se dig.

Kan du booke et møde, så vi lige kan tage en status?

If.

årsmødet, så har vi faktisk besluttet kun at sende [oversygeplejerske] Vi vendte det lige ([cheflæge] [oversygeplejerske] og jeg) og tænker det er en vigtig ledelsesdel i forløbet at få over- og indblik i.

Men selvfølgelig med videreformidling til dig og sygeplejerskerne.

…”

” Fra: [Klager]

Til: [Chefjordemoder]

Dato: 3. september 2023

…

Jeg skal også informere om, at jeg tilmelder mig de sidste kurser til min specialistuddannelse (jf. min ansættelsesaftale), og 2. rate af betalingen til [uddannelse] forfalder ultimo 2023.

Ligeledes skifter jeg snart supervisor, da specialistuddannelsen stiller krav om to supervisorer under gennemførelsen af uddannelsen.

Ift.

invitationen fra [institut] stiller jeg mig undrende overfor jeres fravalg af mig, da jeg netop er afdelingens nøgleperson i [center].

Det ville være en god mulighed for mig at lære mere indenfor mit fagområde og netværke med andre fagpersoner, så vil du venligst begrunde jeres beslutning?

…”

” Fra: [Chefjordemoder]

Til: [Klager]

Dato: 4. september 2023

…

Vi har fået stop for alle kurser grundet regionens økonomi.

I det lys vurderer vi, at det er nok (men også vigtigt) at [oversygeplejerske] deltager.

Der er mange ledelsesaspekter af sporsikringen som vi har brug for at få afklaret.

[Oversygeplejerske] skal nok give dig og sygeplejerskerne en briefing om de væsentligste punkter.

…”

” Fra: [Klager]

Til: [Chefjordemoder]

Dato: 4. september 2023

…

Det er jeg ked af at høre, og jeg synes det er et ærgerligt sted at spare penge.

Jeg håber den økonomiske situation ikke påvirker mig ift.

gennemførelsen af min specialistuddannelse?

Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal tolke din udmelding om kursusstop, så lad mig gerne vide, hvis det betyder at min ansættelsesaftale om finansiering af min specialistuddannelse ikke kan overholdes, da jeg så må rådføre mig med [faglig organisation].

…”

” Fra: [Chefjordemoder]

Til: [Klager]

Dato: 5. september 2023

…

Det har ingen betydning for allerede planlagte kurser(uddannelser, - så havde jeg selvfølgelig sagt det [smiley].

Det er ad hoc kursusaktivitet, som vi skal nøje overveje.

Og ja, man kan synes det er ærgerligt, men det er en regional beslutning, - gældende for alle.

…”

Den 17. september 2023 informerede klager chefjordemoderen via mail, at hun havde tilmeldt sig et kursus i forbindelse med sin specialistuddannelse.

Klager skrev også i mailen, at hun ville tilmelde sig et forskningsmodul og kursus 1.

Chefjordemoderen besvarede mailen med, at det var helt ok.

Den 12. oktober 2023 aftalte klager med sin gynækolog, at hun skulle have udført sit andet insemineringsforsøg ved sin næste cyklus.

Den 19. oktober 2023 sygemeldte klager sig med ondt i halsen.

Den 7. november 2023 sygemeldte klager sig med feber, ondt i halsen og forkølelse.

Af journalnotat af gynækolog af 8. december 2023 fremgår

”…

Recept på Bemfola på receptserveren.

Kontakter os på første menstruationsdag

…”

Den 15. december 2023 fik klager foretaget en øjenoperation.

Klagers andet insemineringsforsøg blev derfor udskudt.

Den 11. januar 2024 skrev klager en mail til chefjordemoderen, hvoraf fremgår bl.a.

”…

Som du kan se i vores mailkorrespondance herunder, gav du mig den 28/9 tilsagn om at jeg kunne tilmelde mig [kursus 1].

Problemet er, at [kursus 1] ikke udbydes hele tiden, så kommer jeg ikke på det til maj, er det på ingen måde givet, at jeg kan deltage i kurset i 2025.

Kurset koster 12.500 kr.

Ift.

kontorskift ønsker jeg et AMR møde desangående.

[oversygeplejerske] er sat i cc.

…”

Klager og chefjordemoderen havde efterfølgende følgende mailkorrespondance

” Fra: [Chefjordemoder]

Til: [Klager]

Dato: 12. januar 2024

…

Ja jeg gav tilsagn den 28/9, men som du har talt med [oversygeplejerske] om, så er der en ny virkelighed i form af besparelser, og I aftalte i det lys, at det var [uddannelse] du skulle koncentere dig om.

…”

” Fra: [Klager]

Til: [Chefjordemoder]

Dato: 16. januar 2024

…

Den 8/1 fik jeg en besked fra [oversygeplejerske] om, at hun og jeg skulle tale sammen samme dag om noget vigtigt.

På en og samme tid får jeg oplyst, at du ikke vil betale for 2. år af min [uddannelse] og jeg skal skifte kontor.

Det er meget information at absorbere på en gang.

Jeg lavede ikke nogen aftale med [oversygeplejerske] andet end at jeg ville undersøge, hvad der kunne udsættes af kurser, og jeg synes faktisk jeg dermed udviste velvilje og forståelse for den økonomiske situation, da det har stor betydning for mig, at jeg forsinkes et helt år i min specialistuddannelse.

Da jeg ikke oplever at trænge igennem med min information om, at [kursus 1] ikke kan udskydes, og jeg tillige oplever, at du faktisk bryder vores aftale, som fremgår sort på hvidt i nedenstående mailkorrespondance, har jeg set mig nødsaget til at involvere min TR [navn].

Efter at have drøftet tingene med [TR], er jeg blevet bekræftet i, at en aftale er juridisk bindende, og den 18/9 gav du mig et tilsagn uden forbehold vedrørende [kursus 1], hvilket jeg ønsker at holde dig op på.

Yderligere vil jeg pointere, at det er utrygt for mig, hvis jeg ikke kan regne med de aftaler vi indgår.

…”

” Fra: [Chefjordemoder]

Til: [Klager]

Dato: 18. januar 2024

…

[Oversygeplejerske] har som din nærmeste leder stafetten.

Ja du har helt ret i at forandringer er utrygge, at de kan komme oven i hinanden – uden varsel.

Jeg synes [oversygeplejerske] har givet dig en rigtig god forklaring på dette.

Brandtilsynets påbud og besparelser af et stort omfang der truer vores daglige drift er desværre ikke noget vi kan forudse og er forhold vi arbejder under.

Den bindende aftale vi har med dig er betaling af din uddannelse, - og det skal vi nok overholde.

Der er mange og store konsekvenser af de besparelser vi har fået pålagt.

I øvrigt er det et topskønt nyt lokale du har fået.

Vi er mange som gerne ville have det som kontor [smiley] (men det må vi ikke ….)

…”

Den 17. januar 2024 havde klager følgende mailkorrespondance med oversygeplejersken

Klager

”…

Jeg er ikke på toppen og må melde mig syg.

Hvis jeg bliver frisk til imorgen torsdag, kan vi måske tage vores møde der?

Alternativt må du oplyse mig om, hvor jeg skal møde ind i næste uge, er det stadig det lokale du viste mig, eller et andet sted jeg er blevet placeret?

Jeg går også ud fra, at alle mine møbler, computer og effekter flyttes fra mit nuværende kontor over i det nye, så jeg ikke selv skal tage hånd om det?

Flere af malerierne og nipsgenstandene er i øvrigt mine egne personlige ejendele, så det er vigtigt for mig, at intet går tabt i flytteprocessen.

…”

Oversygeplejerske

”…

Jeg havde håber vi kunne mødes i dag så du kan se lokalet – [navn] er inviteret med når vi skal se på det, du hun er afdelingens AMR.

Det er et fint lokale med masser af lys og højt til loftet og vi vil selvfølgelig gerne snakke med dig omkring indretning mm.

[Navn] vil få styr på alle de krav der foreligger ift.

dit fysiske arbejdsmiljø.

Hvis du er frisk igen i morgen, kan vi finde tid til at se på det sammen.

Jeg ved desværre ikke mere pt.

Omkring processen ift.

flytningen.

Så snart jeg ved noget, skal jeg nok skrive til dig.

Det sidste jeg fik fortalt er d. 22/1, men heg gør intet før alt er bekræftet og der er en endlig plan.

Vi skal også sammen drøfte hvor dine patienter skal vente – men det tager vi når du er retur.

Jeg er også cc på din mail omkring [center] og jeg er lidt forvirret.

Du gav selv udtryk for at foretrække at vente med alle andre kurser end [uddannelse].

Således at [uddannelse] var det eneste kursus du kom på i 2025.

Nu vil du hellere på [center] og vente med [uddannelse] - eller hvordan?

Jeg synes det er fint at du inddrager [TR] - jeg tænker vi indkalder til et møde hvor [TR] også kan deltage, så kan vi få alt nedskrevet og så er der ingen tvivl.

Hér kan vi måske også drøfte supervision og det øget antal ift.

den oprindelige aftale.

…”

Klager

”…

Hvor ligger mit kommende kontor?

[Kursus 1] ikke [center].

Og [uddannelse] kan ikke afmeldes, så det er stadig [uddannelse] og så [kursus 1] i fem dage til maj.

Det er fint I indkalder til et møde hvor [TR] kan deltage, for det hele er også blevet forvirrende for mig nu.

…”

Oversygeplejerske

”…

Det ligger på samme etage – vi gik kort derover sammen d. 8/1?

Vi så det selvfølgelig kun udefra.

Der vil blive sat film på glasruderne og spartlet huller og malet, tænker jeg.

Og der er helt roligt på gangen, der er langt mindre aktivitet end ved dit nuværende kontor.

Beklager, der står [kursus 2] på den faktura jeg har fået.

[Kursus 1] og [uddannelse].

Jeg er ikke helt enig med dig, men lad os drøfte det til mødet.

Jeg indkalder.

…”

Den 22. januar 2024 sendte indklagede en mail ud til alle i den afdeling, hvor klager var ansat.

Af mailen fremgår bl.a.

”…

Afdelingen har – ligesom andre afdelinger på sygehuset – fået til opgave at komme i såkaldt ”økonomisk balance” i 2024.

Det betyder selvfølgelig at vi skal overholde vores budget.

Vi er i vores afdeling både blevet tilført midler og underlagt en generel besparelse.

Udover besparelsen er det vigtigt, at vi undgår det (store) overforbrug vi havde sidste år – et overforbrug som i høj grad var drevet af overarbejde og FEA.

Økonomisk balance er derfor ikke et entydigt begreb i dette tilfælde.

Besparelser og idéer til generelt økonomisk mådehold har været drøftet med afsnitsledelserne i gynækologi og obstetrik og ved et ekstraordinært MED udvalgsmøde mandag den 15/1.

Hvad kommer det til at betyde?

Vores vigtigste opgave er at minimere overarbejde – at bruge vores tid så klogt som muligt og forsøge at nedsætte behovet for overarbejde.

MED udvalget har derfor besluttet, at vi skal sikre en tilstrækkelig normering på læge-, SSA og jordemoderside, så overforbruget kan mindskes.

Det vil gavne ift arbejdsbelastning og økonomien.

Udover dette største og vigtigste tiltag bliver processen ”mange bække små”.

Vi ser kritisk på både dyre udgifter/undersøgelser og på hvad vi bruger vores tid til.

Føde-svangre-barsel - Jordemødre/SSA

MED og ledergruppen følger løbende økonomien, muligheden for at dække de nye vagter, samt behovet i forhold til om vi har det antal jordemødre, der skal til.

Gynækologien - sygeplejeside.

Sekretærside.

Lægeside.

I øvrigt.

Som nævnt er vi ude i strategien ”mange bække små”.

Følgende har vi eller er vi i gang med at spare på

Vi prøver samtidig at have blik for en bæredygtig tilgang.

Hvis der kan komme en snert af win-win eller synergieffekt, vil det jo være lykkeligt.

Der bliver arbejdet på de ideer I er kommet med, ligesom vi ser på hvilke positive erfaringer, der allerede er rundt omkring.

Vi ved at ovenstående kan skabe bekymring, ikke mindst fordi tilgangen til en vis grad er at ”se an og passe til, hvis det ikke går”.

Omvendt vil vi jo heller ikke fare for hurtigt og måske unødigt frem, hvis nu vi f.eks lykkes flot med at nedbringe mængden af overarbejde.

Tag endelig fat i nærmeste leder, hvis ovenstående skaber uro og bekymring!

…”

Den 25. januar 2024 skrev klager en mail til oversygeplejersken om, at hun var generet af ventilationsstøj på sit nye kontor.

Den 26. januar 2024 var klager til omsorgssamtale med oversygeplejersken.

Af referatet af samtalen fremgår bl.a.

”…

[Klager] er indkaldt til omsorgssamtale grundet 3 fraværsperioder på 3 måneder.

[Klager] har siden oktober haft 23 sygedage registreret.

I december blev [klager] opereret og derfor var den del af sygefraværet (9 dage) forventet og planlagt.

Vi fastholder dog at drøfte mængden af fravær da vi vurderer at der er flere hensyn.

[Klager] medgiver at der har været meget sygdom på det seneste og synes ikke selv at det ”ligner hende”.

[Klager] anerkender også selv at den sidste sygemelding kunne være forsaget af høj belastning grundet de samtaler vi har omkring fremmøde og kursusaktivitet.

[Klager] er i gang md en specialistuddannelse som afdelingen betaler.

Set i lyset af det høje sygefravær, er vi bekymrede over den høje uddannelsesaktivitet, både ift.

Belastning men også ift.

fremmøde i afdelingen – altså kliniktimer.

Vi ønsker forsat at [klager] fastholder ikke at planlægge flere end 4 samtaler dagligt, som anbefalet – og selv vurderer om kompleksiteten af/i samtalerne, enkelte dage kan betyde at hun må planlægge med færre end 4.

Ved behov for sparring eller støtte ønsker vi at [klager] kommer mere i [ambulatorium].

Hér har hun en masse kollegaer og vi drøftede kort hvilken effekt det kan have at mødes kortvarigt med andre.

Der kan måske være lidt energi i det relationelle og interkollegiale.

[Klager] giver udtryk for at dette til tider er svært, dels at finde tid til, men også grundet hendes professionelle relation i tidligere samarbejde med enkelte kollegaer.

…”

Den 26. januar 2024 holdt klager og oversygeplejersken hos indklagede ligeledes en samtale omkring uddannelse og kursusaktivitet.

Af referatet af samtalen fremgår bl.a.

”…

[Klager] er indkaldt til mødet da hendes supervision, uddannelses- og kursusaktivitet er meget højt.

Vi ønsker at drøfte omfanget, så det er rimeligt og foreneligt med driften.

Derudover skal der spares i afdelingen og vi ønsker derfor ikke at [klager] tilmelder sig yderligere kurser/uddannelser i år.

Dvs. [klager] er tilmeldt [uddannelse] og afslutter [center], i 2024 (begge allerede betalt).

Start januar havde vi en dialog omkring besparelser og tilmelding til yderligere kurser under specialistuddannelsen.

Hér gav [klager] selv udtryk for at hun ville foretrække at forsætte på [uddannelse] og ”rykke” alt andet aktivitet til 2025.

Efterfølgende fastholder [klager], at hun vil forsætte på [kursus 1] (13000kr) og mener at vi er juridisk forpligtet til at efterleve dette.

Dette er [TR] ved at undersøge ved HR.

Vi afventer er svar.

Til samtalen drøftes der flere punkter

[Klager] medgiver selv at det er et meget højt aktivitet og giver udtryk for at forstå at det ikke efterlader meget tid til at se patienter i afdelingen.

Der er dog uenighed omkring rimeligheden i at være så meget væk grundet uddannelse og supervision.

Jeg overtog ledelsen i oktober og havde da en drøftelse med [klager] omkring hvor høj en kursusaktivitet hun selv vurderede at have;

angav hun at have 1 dag hver 2. uge i gennemsnit.

Dette er ikke sammenligneligt med virkeligheden.

Med dette udgangspunkt bør der nu være en periode hvor [klager] har meget lav kursusaktivitet – det fremgår ikke sådan når jeg ser ind i [klagers] kalender fremadrettet.

Vi havde en drøftelse af om hvilke opgaver [klager] laver når hun arbejder hjemme og at der er flere ”tomme” dage hvor der ikke er booket patienter.

[Klager] gav udtryk for at føle sig overvåget og kontrolleret og angiver ikke at se mening i at blive ”mikro-managed” på dén måde.

Hér er der stor uenighed i graden af gennemsigtighed i planlægningen af arbejdet.

Vi havde en snak om at min opgave er at sikre driften og det kan jeg ikke nå i mål med når det ikke er tydelig for mig hvad [klager] laver, både de dage hun er i afdelingen, arbejder hjemme og har supervision.

Vi havde en drøftelse af [klagers] opgave med erklæringer – om det er et arbejde der tilhører afdelingen.

Ikke at vi blindt skal afvise at lave dem, men bør der faktureres andetsteds når [klager] udarbejder materiale for andre virksomheder/myndigheder?

Dette skal vi undersøge nærmere.

Det skal fremgå tydeligt når [klager] laver erklæringer, herved kan vi se hvor meget tid hun bruger på det.

Vi ønsker at [klager] skal være mere til stede i afdelingen og vi ønsker at arbejde mod et tættere samarbejde omkring patienterne i [center].

Mængden af dage til uddannelse, kurser og supervision skal reduceres så det er foreneligt med driften i [center] og det omkringliggende arbejde, fx supervision og oplæring af sygeplejersker og sekretærer der har første kontakt med patienterne.

Vi ser gerne at [klager] har i gennemsnit 1

kursusdag/uddannelsesdag hver 2. uge.

Vi skal også sammen se på mængden af supervision.

Der er supervision der hører sig til den enkelte uddannelsesmodul eller kursus og supervision der er obligatorisk i forbindelse med hele uddannelsen.

Vi har behov for et overblik, så vi rationelt sammen kan planlægge mængden, så det igen, er foreneligt med driften.

Vi har en forventning om at [klager] loyalt bidrager til at vi sammen finder en løsning, der kan tilgodese afdelingen drift og støtter [klager] i sin uddannelse.

…”

Klager har oplyst, at hun til samtalen den 26. januar 2024 oplyste oversygeplejersken, at hun i henhold til sin fertilitetsbehandling, planmæssigt skulle insemineres i min næste cyklus.

Den 30. januar 2024 sendte klager følgende mail til oversygeplejersken

”…

Hej [oversygeplejerske] - og tak for sidst, jeg har ikke glemt vores aftale om, at jeg skal sende dig uddannelsesplaner, og skal nok få det gjort snarest.

Jeg er endnu ikke helt afklaret med, hvornår jeg holder ferie, er der en frist for hvornår jeg skal melde det tilbage til dig?

Da jeg, som jeg nævnte i fredags, er i fertilitetsbehandling beror mine ferieplaner på hvordan min behandling udvikler sig.

I øvrigt vil jeg lige oplyse, at jeg har reserveret 3 på hinanden følgende mandage til at komme igennem senhenvenderlisten, med start allerede den 12/2.

…”

Den 5. februar 2024 skrev klager følgende mail til fertilitetsklinikken

”…

Inden jeg starter op på bemfola i min næste cyklus, tænker jeg at det måske ville være godt, at jeg kommer til en undersøgelse hos dig for at tjekke op på forholdene i mit underliv?

…”

Den 7. februar 2024 sendte klager en mail til indklagede med sine kommentarer til referaterne af samtalerne den 26. januar 2024.

Af mailen fremgår bl.a.

”…

I perioden fra oktober til januar skriver du, at jeg har haft 28 dage på uddannelse, det stemmer ikke.

Jeg har jeg haft 24 dage på uddannelse i form af enten kursusdage eller hele dage med gruppesupervision på følgende datoer

4/10, 5/10, 9/10, 10/10, 11/10, 12/10, 23/10, 24/10, 25/10, 30/10, 31/10, 1/11, 22/11, 24/11, 4/12, 5/12, 14/12, 2/1, 3/1, 4/1, 5/1 11/1, 12/1, 16/1

I perioden fra oktober til januar skriver du jeg har haft 23 sygedage, det stemmer heller ikke, da jeg har haft 22 sygedage på følgende datoer, og du må gerne dobbelttjekke, hvilken dato du har registreret ekstra

19/10, 20/10, 7/11, 8/11, 9/11, 10/11, 13/11, 14/11, 15/12, 18/12, 19/12, 20/12, 21/12, 22/12, 27/12, 28/12, 29/12, 17/1, 18/1, 19/1, 22/1, 23/1

Det betyder, at jeg har haft 38 dage i drift hvor jeg har passet mit arbejde.

Hvordan får du det til 19 dage?

På hjemmearbejdsdage har jeg visitationssamtaler med nye patienter, telefonsamtaler med patienter der af forskellige grunde ikke kan fremmøde til fysiske samtaler samt administrative opgaver i form af erklæringer, journalisering mv, disse dage er således også dage, hvor jeg drifter.

Dertil er det også en del af min drift som psykolog, at jeg skal superviseres individuelt 2-4 timer om måneden, da det er et krav, at psykologer modtager supervision, og af de 52 supervisionstimer der blev fastlagt ved min ansættelse, har jeg indtil nu brugt 36 timer, og der er ikke faktureret for individuel supervision til mig siden december.

Jeg vil bede dig bekræfte, at jeg kan fortsætte min individuelle supervision som hidtil.

Til vores samtale den 8/1, gik jeg med til at udsætte kursusaktivitet, som kunne udsættes, det kan [kursus 2] men ikke [kursus 1], da det ikke udbydes i 2025.

Vi afventer hvad HR vurderer ift.

det skriftlige tilsagn på tilmelding til EFT, som jeg fik fra [chefjordemoder] den 18/9.

Vi aftalte desuden, at allerede tilmeldte kurser, fortsætter jeg på som hidtil, hvor jeg har tjenestefri med løn på kursusdage, dette vil jeg også bede dig bekræfte.

Jeg sendte dig den 31/1 mine kursusplaner for [kursus 3] og [uddannelse], hvor datoerne for undervisning og gruppesupervision fremgår.

Dertil har jeg fået en ekstra dato på [uddannelse] den 24/9 som erstatning for en sygedag, da der er tale om obligatorisk undervisning.

Slutteligt ift.

omsorgssamtalen, er min aftale med [chefjordemoder], at jeg på dage med nye patienter, kan holde mig til 3 samtaler om dagen for at minimere belastningsgraden og risikoen for omsorgstræthed.

Ellers er det i udgangspunktet 4 samtaler dagligt jeg har, undtagen på fredage, hvor dagen primært består af visitationssamtaler.

På de øvrige [centre] er det i øvrigt fastsat, at psykologer kun har 3 samtaler dagligt.

…”

Den 8. februar 2024 blev det aftalt med gynækolog, at klager ved næste cyklus skulle begynde hormonbehandling.

Den 15. februar 2024 modtog klager en partshøring om ændrede ansættelsesvilkår.

Af brevet fremgår bl.a.

”…

[Indklagede] skal som tidligere oplyst i mail af 22. januar 2024 foretage en rammebesparelse med henblik på at komme i økonomisk balance i 2024.

Det betyder konkret, at der i 2024 skal ske en rammebesparelse på ca. 1,5 mio., ligesom det vil være nødvendigt med løbende budgettilpasning.

I [afdeling]vil det blandt andet være nødvendigt at foretage en række tilpasninger i form af ændringer i vagttilrettelæggelsen, nedlæggelse af vakante stillinger samt ændringer i arbejdstid m.v.

…

Du er i dag ansat som psykolog i [afdeling] på fuld tid.

Ledelsen påtænker at ændre din ansættelse, således at du overgår til en ansættelse på 21 timer pr. uge i dagvagt.

Der vil således ske en forholdsmæssig nedgang i din nuværende månedsløn, svarende til timetallet på 21 timer.

Dermed vil din fremtidige løn udgøre 28.543,21 kr. pr. måned.

Dine øvrige løn- og ansættelsesvilkår forbliver uændret.

Væsentlig vilkårsændring

Den påtænkte ændring af din ugentlige arbejdstid vurderes at være en væsentlig vilkårsændring, og skal derfor meddeles med et varsel svarende til dit opsigelsesvarsel i henhold til overenskomsten, som for dit vedkommende er på 3 måneder.

…

Hvis du ikke ønsker at tage imod tilbuddet om ansættelse på de anførte ændrede vilkår, er dette brev samtidig en meddelelse om, at vi påtænker at afskedige dig fra din stilling.

…”

Den 19. februar 2024 skrev klager til fertilitetsklinikken, at hun grundet stress efter modtagelsen af varslingen om ændring af ansættelsesvilkår ønskede at udskyde næste insemineringsforsøg til marts 2024.

Den 21. februar 2024 skrev klagers faglige organisation følgende mail til indklagede

”…

For god ordens skyld vedhæfter jeg kopi af det oprindelige stillingsopslag, hvoraf det tydeligt fremgår, at stillingen ikke var slået op med 21 t/u.

Jeg holder fortsat fast i, at Koncern HR i [indklagede] ikke kan gøre gældende, at det danner sagligt grundlag, da [indklagede] i foråret 2022 selv traf et valg om at tilbyde ansættelse på 37 t/u – hvilket jo også er i overensstemmelse med stillingsopslaget.

Jeg har naturligvis den skriftlige dokumentation for, at [klager] har meddelt nærmeste leder [oversygeplejerske], at hun er i fertilitetsbehandling.

Men som nævnt telefonisk er det min opfattelse, at det HR ved [indklagede], der skal oplyse Koncern HR om sagens faktiske omstændigheder.

Er det ikke muligt, skriver du blot, og jeg fremsender dokumentation for, at orienteringen om fertilitetsbehandlingen blev meddelt før varsling om ændrede stillingsvilkår.

Slutteligt er [klager] udredt, hvilket medfører, at hun er beskyttet medarbejder på lige fod med en gravid arbejdstager.

Dvs. det er min opfattelse, at arbejdsgiver skal løfte bevisbyrden for, at [klager] ikke varsles ned i tid pga.

fertilitetsbehandling, herunder at omplaceringsforpligtelsen er iagttaget, hvis ingen andre medarbejdere kan varsles ned i tid.

…”

Den 23. februar 2023 skrev indklagede følgende mail til klagers faglige organisation

”…

Højesteret har i U 2007.537 H stadfæstet, at ledelsen i en situation, hvor det drejer sig om gennemførelse af generelle besparelser, har en vid skønsbeføjelse.

I forhold til jobopslaget har jeg fået oplyst, at afdelingen havde 3 jobopslag på under 1 år, se nedenfor.

Da det ikke lykkedes at tiltrække kandidater på 21 t/ugl, fik afdelingen ”dispensation” fra [ledelsen] til at ansætte over budget.

Uanset den økonomiske ramme forud for ansættelsen, så ændrer det ikke ved, at det er et udslag af ledelsesretten at beslutte, indenfor hvilke områder en budgetreduktion skal gennemføres.

Afdelingen har i 2024 et krav om besparelser og budgetbalance, hvilket har medført en række nødvendige tiltag, herunder

Varslingen af [klager] er således ét blandt flere tiltag, for at opnå de nødvendige besparelser.

Varslingen er som tidligere nævnt begrundet i arbejdspladsens forhold og [indklagede] bestrider, at varslingen sker som følge af den igangværende fertilitetsbehandling.

Det er i samme forbindelse oplyst overfor Koncern HR, at ledelsen allerede i august 2023 – under [klagers] sygemelding – oplyses om den igangværende fertilitetsbehandling.

Den iværksatte besparelse foreligges det lokale MED-udvalg primo januar måned 2024, og der er således intet grundlag for at antage, at afdelingsledelsens i forbindelse med den konkrete varsling skulle have disponeret ud fra, at [klager] var i fertilitetsbehandling.

Tværtimod er der tale om en saglig begrundet vurdering, der er nødvendig på grund af [centers] økonomiske situation.

I forhold til omplaceringspligten, er dette alene gældende indenfor samme overenskomst- og virksomhedsområde, hvilket i dette tilfælde er [sygehus].

På nuværende tidspunkt, er der desværre ingen ledige psykologstillinger på indenfor [sygehus] virksomhedsområde.

…”

Den 27. februar 2024 sendte klagers faglige organisation et høringssvar til varslingen om ændringen af klagers ansættelsesvilkår.

Den 29. februar 2024 blev klager afskediget fra sin stilling.

Af afskedigelsesbrevet fremgår bl.a.

”…

Du er i brev af 15. februar 2024 partshørt om en væsentlig vilkårsændring, som du har valgt ikke at svare på.

Vi har derfor lagt til grund, at du har valgt ikke at acceptere ændringen, jf. partshøringsskrivelsen af 15. februar 2024.

Det betyder, at vi desværre er nødt til at afskedige dig.

…

[Klagers faglige organisation] har den 28. februar 2024 afgivet partshøringssvar på vegne af dig.

…

Det fremgår af partssvaret, at det i mailen af 22. januar 2024 til alle medarbejdere ikke fremgår, at der skal ske varslinger af væsentlige vilkårsændringer/ personalereduktioner.

Til dette bemærker [indklagede], at medarbejderrepræsentanter blev orienteret om og var med i en drøftelse af den økonomiske situation på MED mødet den 15. januar 2024, samt at det i sidste ende er et udslag af ledelsesretten at beslutte hvordan og hvornår de konkrete besparelser skal effektueres/udmøntes.

I mailen af 22. januar 2023 orienteres alle i afdelingen om den økonomiske situation, og i begrebet ”besparelser” ligger også implicit, at der kan være tale om personalereduktioner.

Det fremgår af partsvaret, at beslutningen om at ændre din arbejdstid skal ses i lyset af nødvendigheden af besparelser og en løbende budgettilpasning i 2024.

Stillingen som psykolog i [center] er budgetteret til 21 timer ugentligt, hvilket også afspejles i stillingsopslaget, samt i de bevillinger som [center] har modtaget.

Det har ikke været muligt for afdelingen at opnå samme bevillinger som tidligere, hvorfor det er nødvendigt at reducere arbejdstiden til det oprindeligt budgetterede.

Af partssvaret fremgår det, at [klagers faglige organisation] stiller spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem varslingen af væsentlig vilkårsændring og dine samtaler med nærmeste leder omkring din arbejdstilrettelæggelse.

Hertil understreges det, at samtaler vedrørende arbejdsplanlægningen sker som led i den almindelige ledelsesopfølgning, og der er således ingen sammenhæng mellem denne ledelsesopfølgning og varslingen.

Af partssvaret fremgår det, at [klagers faglige organisation] vurderer, at beslutningen om personalereduktioner er truffet efter det ekstraordinære MED møde den 15. januar 2024.

Hertil bemærkes det, at en ledelse altid vil træffe beslutninger om konkrete budgettilpasninger efter at situationen har været orienteret om og drøftet på et MED møde.

Såfremt ledelsen havde besluttet sig forud for MED mødets afvikling, ville afviklingen af MED mødet ske pro forma, idet MED mødet ville have være uden reelt indhold eller formål.

Af partssvaret fremgår det endvidere, at du er i fertilitetsbehandling.

[Indklagede] bestrider ikke viden om dette.

Din personlige situation ændrer dog ikke ved, at det er nødvendigt grundet budgettilpasninger at varsle dig væsentlige vilkårsændringer i form af reduceret arbejdstid.

Begrundelse

[Indklagede] skal som tidligere oplyst i mail af 22. januar 2024 foretage en rammebesparelse med henblik på at komme i økonomisk balance i 2024.

Det betyder konkret, at der i 2024 skal ske en rammebesparelse på ca. 1,5 mio., ligesom det vil være nødvendigt med løbende budgettilpasning.

I [afdeling] vil det blandt andet være nødvendigt at foretage en række tilpasninger i form af ændringer i vagttilrettelæggelsen, nedlæggelse af vakante stillinger samt ændringer i arbejdstid m.v.

Som følge af ovenstående, er det ledelsens vurdering, at det er nødvendigt at reducere din ugentlige arbejdstid til det oprindeligt budgetterede, hvilket er 21 timer ugentligt.

Da du ikke positivt har tilkendegivet at du accepterer den varslede ændring, er vi nødsaget til at afskedige dig.

…”

Den 18. marts 2024 blev der afholdt forhandling mellem klagers faglige organisation og indklagede.

Parterne opnåede ikke enighed om sagen.

Den 29. april 2024 havde klager sit andet insemineringsforsøg.

Den 19. maj 2024 slog indklagede en stilling som psykolog op.

Stillingen var normeret til 21 timer om ugen.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. maj 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 627.624,56 kr. svarende til 12 måneders løn samt 15.625 kr. som kompensation for et tilbagetrukket kursus.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget, mens hun var i fertilitetsbehandling.

Klager var ansat som psykolog hos indklagede.

Da det blev kendt, at klager var i fertilitetsbehandling, skabte indklagede et fjendtligt, ubehageligt og nedværdigende arbejdsmiljø for klager.

Da dette ikke førte til, at klager selv opsagde sin stilling, blev klager varslet ned i tid fra 37 timer til 21 timer, og to uger efter bliver klager afskediget.

Afskedigelsen var begrundet i økonomi, men indklagede har imidlertid ikke redegjort for, at den økonomiske situation på arbejdspladsen nødvendiggjorde timereduktion/opsigelse af netop klagers stilling som den eneste i hele afdelingen.

Klager blev ansat som psykolog hos indklagede den 1. maj 2022.

Klager var den eneste psykolog i afdelingen og havde siden sin ansættelse haft 142 patienter i forløb.

Klager blev ansat på 37 timer.

Indklagede oplyser, at klagers stilling var underfinansieret fra starten.

Det fremgår imidlertid ikke af ansættelseskontrakten, at klagers ansættelse skulle være betinget af eksterne bevillinger eller tilførsel af ekstra midler.

Stillingen var heller ikke tidsbegrænset.

I efteråret 2022 mærkede klager presset over den store arbejdsmængde, hvilket klager adresserede over for ledelsen.

Dette førte til, at der indførtes et midlertidigt tiltag, hvor ikke akutte patienter kom på ventelisten.

I februar 2023 påbegyndte klager fertilitetsudredning.

Den 4. februar 2023 opsøgte klager sin egen læge, og fertilitetsbehandlingen blev iværksat.

Klager opstartede den 23. marts 2023 sit fertilitetsforløb hos en gynækolog og havde sit første inseminationsforsøg på en fertilitetsklinik den 7. juni 2023.

Klager blev gravid ved dette forsøg.

Klager havde på dette tidspunkt ikke nævnt for indklagede, at klager var i fertilitetsbehandling, da klagers leder ved flere møder havde italesat, at der var mange barsler blandt de ansatte, hvilket forstyrrede driften.

Den 31. juli 2023 var klager til scanning, hvor det konstateredes, at fosteret var dødt.

På grund heraf skrev klager til sin leder og informerede om den mislykkedes graviditet og nødvendigheden af, at klager sygemeldte sig.

Dette var således første gang, at klager informerede indklagede om sin graviditet og implicit klagers fertilitetsbehandling.

Den 2. august 2023 sygemeldte klager sig i fire uger efter samtale med sin læge.

Den 3. august 2023 talte klager i telefon med sin leder angående fertilitetsbehandling og klagers ønske om at blive mor.

Da klager vendte retur fra sin sygemelding den 1. september 2023, havde klager en mailkorrespondance med chefjordemoderen.

Klager anførte i sin mail om det opfølgende møde den 25. september 2023 en bekymring over, at hendes afslag på, at klager kunne deltage i et retsmedicinsk årsmøde, skulle tolkes som et generelt stop af kurser relateret til klagers uddannelse i psykotraumalogi, men dette afkræftede chefjordemoderen.

Det faktum, at klager ikke fik lov til at deltage i et retsmedicinsk årsmøde om voldtægtsofre, fik klager for første gang i sit ansættelsesforløb til at føle sig devalueret, idet klager netop var afdelingens eneste ansatte til at varetage behandlingen af voldtægtsofre.

Klager påpegede dette over for chefjordemoderen, som holdt fast i, at det kun var oversygeplejersken, der skulle deltage i mødet, selvom hun ikke varetog behandlingen af patienterne.

Dermed fik klager oplevelsen af at blive kørt ud på et sidespor og ikke blive fagligt anerkendt, og i og med beslutningen om at udelukke klager fra det retsmedicinske årsmøde var så ulogisk og uden saglig argumentation, var det klagers oplevelse, at chefjordemoderen og oversygeplejersken allerede på dette tidspunkt planlagde at udfase klager ved at reducere klagers muligheder for medindflydelse på driften.

På mødet den 25. september 2023 mellem klager og chefjordemoderen kom de ind på klagers graviditet og abort, og chefjordemoderen oplyste, at det var kommet som en overraskelse for hende, at klager havde et ønske om at få børn.

Der blev talt om klagers situation, herunder klagers overvejelser om, at klager qua sin alder havde besluttet at ville være solomor, da klager biologisk havde travlt.

Klager oplyste også om sin fortsatte fertilitetsbehandling.

Chefjordmoderen bød ind med sin faglige viden om området, men klager havde svært ved at afkode, om chefjordemoderen så klagers fertilitetsbehandling som et problem for klagers ansættelse, og klager var ikke helt tryg ved situationen.

Klager fik også at vide, at chefjordemoderen ikke fremadrettet ville være klagers nærmeste leder, da klager i stedet skulle referere til oversygeplejersken.

Klager udtrykte sin bekymring over, at hun fremadrettet skulle ledes af en medarbejder, der både var nyansat og ellers kun ledte medarbejdere fra sin egen faggruppe.

I de følgende måneder gjorde oversygeplejersken det meget svært for klager at trives i sit arbejdsliv, da hun var meget optaget af, hvad klager foretog sig, herunder at klager driftede og viste resultater i form af registreringer og behandling af så mange patienter som muligt.

Desuden modsatte oversygeplejersken sig den uddannelsesaftale, som klager indgik ved sin ansættelse.

Klager fik blandt andet afslag på at deltage i et kursus.

Klagers arbejdsvilkår blev stærkt forringet, idet klagers nye leder havde et stort behov for at overvåge klagers arbejde og bede klager om at redegøre for klagers kalender og indholdet i klagers arbejdsopgaver.

Den 8. januar 2024 blev klager under et møde oplyst om, at hun skulle skifte kontor og fremadrettet sidde i en anden afdeling end den, klager var ansat på, og at der skulle ske ændringer i forhold til klagers uddannelsesaftale.

Klager fik afslag på at deltage i et uddannelsesbetinget kursus af oversygeplejersken, som chefjordemoderen den 18. september 2023 havde givet tilsagn til, at klager kunne deltage i.

Chefjordemoderen skrev dog i en mail, at klager havde lavet en ny aftale med oversygeplejersken, hvilket er faktuelt forkert.

At klager fik afslag på at deltage i et kursus, som klager tidligere havde fået godkendt, gjorde klager for alvor utryg i sit arbejde.

Klager oplevede stress ved, at hendes kontor blev flyttet til en anden afdeling, som klager ikke var ansat på, og som derved var længere væk fra klagers kollegagruppe.

Dette oplevede klager som en kraftig forringelse af sine arbejdsvilkår.

Klagers nye kontor var mindre og havde ventilationsstøj.

Klagers gamle kontor skulle fremadrettet bruges som venteværelse for fødende patienter.

Klager gjorde indsigelse mod det nye kontor, men det blev fejet hen.

Det faktum, at klagers indsigelser i forhold til at blive flyttet til en anden afdeling ikke blev taget til efterretning, gav klager en oplevelse af eksklusion og manglende anerkendelse af at være en del af afdelingen, og klager oplevede at blive mødt med et tyndbenet og irrelevant svar på sine indvendinger.

Ud over generne på kontoret med ventilationsstøj fik klager desuden mistillid til chefjordemoderen, da hun brød aftalen om, at klager kunne komme på et kursus, selvom hun havde givet tilsagn hertil.

Klager fik oplevelsen af, at chefjordemoderen ikke ville gå imod oversygeplejerskens beslutning, og klager oplevede situationen på sit arbejde så betænt, at hun søgte rådgivning hos sin faglige organisation.

Det faktum, at situationen spændte til på klagers arbejde, hvor klager skulle bruge unødigt meget energi på at drøfte fastholdelsen af allerede indgåede aftaler om kurser og forholde sig til et uønsket kontorskift, stressede klager og tappede klager for energi, og klager havde en sygemelding i perioden 17.

– 23. januar 2024.

Den 22. januar 2024 udsendtes der på vegne af ledelsen en fællesmail til afdelingen, hvor der orienteredes om, at afdelingen skulle spare 1,5 mio. kr., hvilket man ønskede at gøre via ’mange bække små’.

Det fremgår ikke af fællesmailen, at der er medarbejdere, der skal skæres ned i tid eller afskediges.

Dog bliver det i mailen pointeret, at det kostede afdelingen dyrt i 2023, at flere medarbejdere gik på barsel: ’I 2023 blev sammenhængen udfordret af fødsler fra [sygehus], og fordi vi havde mange kollegaer, der gik på barsel’.

Dette understøttede tidligere nævnte bekymring, klager havde i forhold til at berette om sin graviditet i sommeren 2023, da chefjordemoderen flere gange gjorde opmærksom på, at afdelingen var under pres, fordi så mange af de ansatte blev gravide og gik på barsel.

Desuden bemærkedes det i fællesmailen, at man havde besluttet ikke at besætte et barselsvikariat, hvilket kunne indikere, at man også ville have svært ved at overskue en fremtidig barsel fra klagers side, hvor der vel og mærke krævedes en barselsvikar, da klager var afdelingens eneste psykolog og dermed den eneste til at varetage behandlingen af patienterne.

I samme fællesmail oplystes desuden: ’Omvendt vil vi jo heller ikke fare for hurtigt og måske unødigt frem, hvis vi nu f.eks. lykkes med flot med at nedbringe mængden af overarbejde’.

Denne udmelding harmonerede dårligt med, at klager 24 dage senere fik varslet valget imellem ændrede stillingsvilkår eller afskedigelse, da dette om noget må anskues at være hurtig fremførsel.

Den 26. januar 2024 var klager til omsorgssamtale med oversygeplejersken.

Det var et meget ubehageligt møde, og der fremgik også flere faktuelle fejl af referatet, som klager påpegede bagefter, herunder antallet af klagers sygedage og antallet af kursusdage.

Klager fik aldrig svar på sine bemærkninger, hvilket i sig selv oplevedes som arrogant og ubehageligt, når klager blev anklaget på et faktuelt forkert grundlag.

Dertil bar referaterne præg af den chikanøse adfærd, klager mødtes med under oversygeplejersken.

I klagers optik skete der i efteråret 2023 en ændring i klagers ansættelsesforhold, hvor indklagede begyndte at overvåge klagers person i forhold til at finde kritisable forhold ved klagers arbejde.

Oversygeplejersken understregede på mødet den 26. januar 2024, at hun mente, at klager driftede for lidt og havde for meget kursusaktivitet, og hun pressede på med, at klager skulle tage hånd om en lang venteliste med patienter, hvis overgreb lå langt tilbage i tiden, til trods for, at klager havde svært ved at følge med presset i forhold til den kontinuerlige tilgang af akutte patienter.

Det skal bemærkes, at klager ikke tidligere har modtaget kritik af sit arbejde.

Derimod er klager ofte blevet komplimenteret af sin tidligere leder.

Den 15. januar 2024 blev der holdt MED-møde.

Det fremgår ikke af referatet, at det på dette møde blev besluttet at ændre klagers stillingsvilkår.

Det fremgår derimod, at knap en halv stilling var underfinansieret, og at der var rejst sag i regionen, da klientgrundlaget var dobbelt så stort som oprindeligt budgetteret med.

Med andre ord var psykologstillingen bundet op på så stort et patientgrundlag, at det ikke harmonerede med, hvis stillingen ændredes fra fuldtid til deltid.

Den 26. januar 2024 orienterede klager oversygeplejersken til mødet, at klager i henhold til sin fertilitetsbehandling planmæssigt skulle insemineres i sin næste cyklus.

Dette fremgår ikke af referatet.

Dermed bestyrkes klagers mistanke om, at oversygeplejersken ønskede at presse klager ud af ansættelsesforholdet, da hun bevidst undlod at tage klagers fertilitetsbehandling til referat, hvilket ellers ville have givet mening under omsorgssamtalen.

Det var øjensynligt, fordi hun var klar over, at klagers fertilitetsbehandling gjorde klager til en beskyttet medarbejder.

Efter mødet var stemningen yderligere anspændt på arbejdet.

Oversygeplejersken fortsatte sin meget kontrollerende ledelsesstil, og klager bliver mere og mere bekræftet i, at hun forsøgte at presse klager til selv at opsige sin stilling.

Den 15. februar 2024 modtog klager et brev, hvor det fremgår, at indklagede påtænkte at ændre klagers stillingsvilkår til 21 timer ugentlig eller afskedige klager, hvis klager ikke accepterede timereduktionen.

Klager sygemeldte sig herefter.

Det hænger i øvrigt dårligt sammen, at klager på den ene side den 26. januar 2024 fik formanet, at hun arbejdede for lidt og skulle være til stede i afdelingen, og at indklagede så pludseligt syntes, at klagers arbejde kunne udføres på 21 timer ugentligt.

Klager var desuden den eneste psykolog på afdelingen.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at klager var den eneste, der fik ændret sine stillingsvilkår, især henset til, at indklagede skulle spare 1,5 mio. kr.

Dertil bestyrkedes klagers mistanke om, at klagers afskedigelse skyldes klagers fertilitetsbehandling, da chefjordemoderen specifikt fremhævede barsler i afdelingen som en udgiftspost, hvor man om nødvendigt ikke ville ansætte barselsvikariater.

Ydermere er det opsigtsvækkende, at chefjordemoderen fremhævede ’fremmødereduktion’ som en ’dårlig idé’, når det af samme orienteringsmail netop fremgår, at klagers stilling skulle fremmødereduceres.

Klager har hele vejen igennem savnet et sagligt argument for, at indklagede ville skære i klagers stilling, der om nogen krævede flere ressourcer.

Ledelsen var vidende om, at der i klagers ansættelsesforhold ville være udsigt til en barsel, og da netop dette fremhæves som en udgiftspost, er der et tydeligt sammenfald i den efterfølgende afskedigelse af klager.

Den 29. februar 2024 blev klager afskediget med begrundelse i, at klager ikke havde besvaret høringsbrevet af 15. februar 2024.

Klagers faglige organisation havde dog besvarede partshøringen på klagers vegne, hvilket også fremgår af afskedigelsesbrevet.

Af brevet fremgår, at indklagede ikke bestrider kendskabet til klagers fertilitetsbehandling.

Det fremgår også, at indklagede begrunder stillingsændringen med, at klagers stilling var budgetteret til 21 timer ugentlig.

Dette er faktuelt forkert, da klagers stilling var opstået som en fuldtidsstilling.

Det har heller aldrig været en præmis i klagers ansættelse, at denne var betinget af bevilgede midler.

Det var også klart fra starten af klagers ansættelse, at klager kun ønskede stillingen, hvis det var en fuldtidsstilling.

I forlængelse af den chikanøse adfærd klager havde oplevet, efter klager i august 2023 orienterede om sin fertilitetsbehandling, opfatter klager derfor den varslede stillingsændring med en timereduktion til 21 timer ugentligt som et endeligt og afgørende led i at presse klager ud af ansættelsesforholdet.

Klager gør gældende, at hendes fertilitetsforløb ikke har været afbrudt eller pauseret, da donorsæden til det næste forsøg efter aborten blev indkøbt den 10. august 2023.

Processens forsinkelse har skyldtes, at det har taget tid for klagers livmoder at blive klar til en ny graviditet, sammenholdt med, at der har været en række faktorer i klagers arbejdsliv, hvor klagers trivsel blev så forringet, at klagers immunsystem blev påvirket, ligesom klager måtte gennemgå en øjenoperation og tandbehandling med antibiotika.

En række biologiske faktorer har således forsinket klagers muligheder for at få et nyt inseminationsforsøg, men klager har hele tiden været i fortsat fertilitetsbehandling.

Den 29. april 2024 fik klager sit andet inseminationsforsøg på fertilitetsklinikken.

Desværre konstaterede klager, at hun ikke blev gravid efter inseminationsforsøget.

Vestre Landsret tog i en afgørelse af 26. februar 2013 (B-1493-11) stilling til, om en medarbejder, der var påbegyndt egentlig fertilitetsbehandling, var omfattet af beskyttelsen i ligebehandlingslovens § 9.

Afgørelsen omhandler en medarbejder, der i efteråret 2008 gennemgik en fertilitetsbehandling.

Medarbejderen gennemgik herefter yderligere en fertilitetsbehandling i januar 2009.

Medarbejderen fik ikke hormonbehandlinger mellem behandlingerne, men en overlæge oplyste, at der var lagt en plan efter det andet fertilitetsforsøg.

Medarbejderen havde under fertilitetsbehandlingen et lidt højere sygefravær end almindeligt, hvorfor hendes salgstal var lavere end tidligere.

Den 25. februar 2009 blev medarbejderen opsagt grundet de lave salgstal.

Medarbejderen gennemgik en ny fertilitetsbehandling i april 2009.

Landsretten fastslog, at medarbejderen på opsigelsestidspunktet var i et egentligt fertilitetsbehandlingsforløb, der var omfattet af ligebehandlingslovens § 9, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, da hendes lave salgstal var begrundet i sygefravær grundet fertilitetsbehandlingerne, og at arbejdsgiveren ikke kunne dokumentere, at opsigelsen ikke var begrundet i fertilitetsbehandlingen.

I tråd med Vestre Landsret afgørelse af 26. februar 2013 anser klager sig som beskyttet af ligebehandlingslovens § 9, da klager var i et egentligt fertilitetsbehandlingsforløb på opsigelsestidspunktet, idet klager blev insemineret den 7. juni 2023 og opnåede graviditet, men desværre fik en uønsket abort, hvorefter en ny insemination blev planlagt i efteråret 2023. men af forskellige årsager måtte udskydes.

Det faktum, at klager orienterede oversygeplejersken om sin fertilitetsbehandling den 26. januar 2024 og igen skriftligt den 30. januar 2024 og under 3 uger senere modtog en parthøringsskrivelse vedrørende ændring af klagers ansættelsesforhold den 15. februar 2024, er en faktisk omstændighed, der indikerer, at klagers afskedigelse var begrundet i klagers fertilitetsbehandling.

Ligeledes er det en faktisk omstændighed, at klagers arbejdsvilkår allerede forringedes efter, at klager den 3. august 2023 orienterede cheflægen om sin fertilitetsbehandling, idet klager herefter degraderedes og fik en ny leder, oversygeplejersken, så klager fremover var to niveauer under sin tidligere leder, chefjordemoderen.

Herefter påbegyndte oversygeplejersken sine chikanøse tiltag.

Klagers fertilitetsforløb har været sammenhængende, og indklagede har kendt til klagers ønske om at få et barn og klagers fertilitetsbehandling siden den 31. juli 2023, hvor klager orienterede om sin abort, og den 3. august 2023 mundtligt orienterede cheflægen om klagers fortsatte fertilitetsbehandling.

Beslutningen om at afskedige klager er således truffet efter, at klager den 3. august 2023 oplyste om sin fertilitetsbehandling, hvilket indikerer, at afskedigelsen er begrundet i klagers forhold som medarbejder i fertilitetsbehandling og ikke begrundet i virksomhedens forhold.

Hertil kommer, at klager ikke mener, at indklagede har redegjort for de økonomiske omstændigheder i form af manglende bevillinger, der ligger til grund for, at netop klagers stilling skulle varsles ned i tid.

En reduceret lønomkostning fra 37 til 21 timer er trods alt en minimal besparelse for en sådan virksomhed.

Ligeledes er det et yderst mistænkeligt sammenfald, at klagers stilling er den eneste i hele afdelingen, der blev besluttet reduceret.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at indklagede pointerede de økonomiske udfordringer i klagers ansættelsesforhold efter, at klager den 26. januar 2024 mundtligt og den 30. januar 2024 skriftligt gjorde oversygeplejersken opmærksom på klagers kommende inseminationsforsøg.

Yderligere pointeres det i mailen af 22. januar 2024, at den økonomiske ubalance ses forårsaget af mange barsler i afdelingen, hvilket indikerer, at der er økonomiske udgifter forbundet med barsler.

Dertil slog indklagede den 19. maj 2024 en ny psykologstilling på 21 timer ugentligt med start den 1. september 2024 op.

Der var på tidspunktet, hvor klager stoppede, en stadig voksende gruppe af patienter, der havde udsigt til lang ventetid på behandling.

At indklagede slog en stilling op på 21 timer, vil betyde, at der vil opstå en markant diskrepans imellem arbejdsmængde og arbejdsressource, når en ny psykolog skal tiltræde klagers stilling pr. 1 september 2024.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager blev den 1. maj 2022 ansat som psykolog på 37 timer ugentligt.

Som en del af lønforhandlingen accepterede afdelingen at betale for en specialistuddannelse til en samlet værdi på cirka 250.000 kr.

Den 15. februar 2024 blev klager varslet en væsentlig vilkårsændring i form af reduktion af timetal, fra 37 timer om ugen til 21 timer ugentligt.

Som følge af, at klager ikke accepterede den væsentlige vilkårsændring, blev hun opsagt den 29. februar 2024 til fratrædelse med udgangen af maj måned 2024.

Centeret hos indklagede blev etableret i 2014 og er organisatorisk placeret under klagers afdeling.

Centeret består af en psykolog og bemandes herudover af de faste sygeplejersker i ambulatoriet.

Ved opstart af centeret var der alene afsat midler til ansættelse af en psykolog på 21 timer.

Fra 2019 til 2021 blev der givet en national ekstrabevilling til drift af centeret over hele landet, hvilket muliggjorde, at centeret i en periode havde to psykologer på hver 21 timer ansat.

Den ene stilling var dog tidsbegrænset og udløb, og da den anden medarbejder gik på pension, skulle afdelingen ansætte en ny psykolog.

I juni og december 2021 søgte afdelingen efter en ny psykolog på 21 timer, dog uden held.

Som følge af rekrutteringsudfordringen samt den tiltagende patienttilgang til centeret besluttede afdelingsledelsen, efter aftale med sygehusledelsen, at opslå psykologstillingen på 30-37 timer.

Til finansiering af de resterende timer anvendte afdelingen midler fra det øvrige budget, men ansøgte samtidig om en regional budgetbevilling, der skulle imødekomme det øgede behov.

Stillingen var således på 37 timer om ugen, da klager blev ansat.

Ansættelsen var derfor ikke tidsbegrænset, hvilket var årsagen til, at klager ikke blev orienteret herom.

Den økonomiske situation ændrede sig desværre senere hen, da prognosen for budget 2024 viste behov for en massiv budgettilpasning.

Som følge af dette samt den manglende politiske vilje til at finansiere centeret i overensstemmelse med patienttilgangen, så afdelingsledelsen sig nødsaget til at varsle stillingen ned på de 21 timer om ugen i overensstemmelse med den oprindelige bevilling.

Finansieringen af centeret harmonerede ikke med antallet af patienter.

Den oprindelige forudsætning var, at der ville være 75 patienter om året, men en opgørelse viste, at der i 2021 var 161 patienter.

Funktionen var dermed underfinansieret.

I efteråret 2023 var afdelingen, ligesom resten af sygehuset, blevet pålagt at anvende et nyt fremmødesystem, hvorefter afdelingen skulle sætte alle vagter ind i et program, som herefter udregnede den økonomiske udgift ved brug af det indtastede antal vagter og heraf medarbejdere.

Dette fremmødesystem viste, at afdelingen i 2024 ville have et massivt overforbrug på ca. 6.500.000 kr.

Afdelingsledelsen sendte herefter en mail til sygehusledelsen indeholdende forskellige forslag til, hvordan afdelingen kunne spare de 6.500.000 kr.

Af denne mail fremgår der blandt andet følgende forslag til budgettilpasning: Centeret lukkedes helt, afskedigelser og/eller friholdelse af vakante stillinger i alle faggrupper.

Da konsekvensen af de forslåede besparelser ville være, at afdelingen reelt ikke fortsat kunne bestå, blev konklusionen efter et møde med sygehusledelsen, at afdelingen skulle afvente med at tage det nye fremmødesystem i brug samt ”håndholde” besparelser og følge situationen yderst tæt.

Den 15. januar 2024 blev der afholdt et ekstraordinært MED-møde.

Den 22. januar 2024 udsendte afdelingsledelsen en mail til personalet, hvori der blev oplyst om den økonomiske situation i afdelingen.

Som følge af, at der alene var én psykolog i centeret, omtaltes reduktionen af denne funktion ikke, grundet diskretionshensyn.

Derimod nævnes nedlæggelse af farforberedelse, en ½ sygeplejestilling og sekretærstillingen, der ikke skulle besættes under barsel.

Klager fremhæver i sine bemærkninger, at det findes mærkværdigt, hvis hendes varsling om nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 21 timer om ugen i sig selv kunne bringe den økonomiske situation i afdelingen i balance.

Indklagede gør i den forbindelse opmærksom på, at det ikke forholder sig sådan, at det alene var klagers stilling, der blev reduceret.

Sygeplejefunktionen i ambulatoriet blev ligeledes reduceret med en halv stilling.

Konkret førte denne reduktion dog til omplacering til en anden afdeling.

Denne løsning medførte, at afdelingen undgik afskedigelser i sygeplejegruppen.

Dertil mange andre tiltag, heriblandt at holde stillinger vakante, hvor det kunne lade sig gøre.

Klager har i sin klage henvist til, at indklagede i mailen af 22. januar 2024 nævnet et ”pres” på afdelingen og manglende ansættelse af barselsvikariat.

Indklagede finder, at afdelingsledelsen i mailen af 22. januar 2024 til personalet nuanceret beskriver den situation, afdelingen havde i 2023, og samtidig gør opmærksom på vigtigheden af, at ”tingene hænger sammen”, så patientsikkerhed og personale ikke belastes.

Afdelingsledelsen gør endvidere opmærksom på, at det er Føde-svangre-barsel og jordemoder/SSA-gruppen, der er tale om i forhold til belastning.

For sekretærgruppen var beslutningen ikke at ansætte i et barselsvikariat.

Dette er en helt almindelig strategi, når der skal spares, og afdelingsledelsen er herefter i dialog med afsnitsledelsen om, hvordan man får opgaver og ressourcer til at passe sammen, så personalet ikke belastes unødigt.

Klager har i sin klage henvist til, at hun fik tildelt et nyt kontor.

Afdelingsledelsen fik med kort varsel besked om, at afdelingens venterum, der benyttes af centerets klienter, fødende og andre planlagte og akutte henvendelser til fødeafsnittet, skulle flyttes væk fra opholdsarealet lige uden for fødeafsnittet, grundet krav fra brandmyndighederne.

Dette krav var begrundet i, at arealet definitorisk var et trappeareal.

Som følge af, at langt størstedelen af de henvendelser, en fødegang modtager, er akutte og forekommer hele døgnet, var det vurderingen, at det var mest hensigtsmæssigt, at et nyt venterum var placeret så tæt på fødeafsnittet som muligt.

Klagers kontor var netop placeret tæt på fødegangen, og valget faldt derfor på dette lokale.

Det lykkedes at finde et andet kontor til klager beliggende ca. 20 meter fra det tidligere kontor.

Kontoret blev malet, og der blev sat diskretionsfilm på vinduerne, således det blev klar til brug.

Afdelingslederne forsøgte at finde en god løsning for alle, både patienterne og ikke mindst klager.

Klager fik tilbud om at få afdelingens arbejdsmiljørepræsentant til at se på det nye kontor, herunder de problematikker klager oplevede med ventilation.

Afdelingsledelsen var i dialog med klager om, at denne lokalerokering ikke var noget, de selv havde ønsket, men derimod bundede i kravet fra brandmyndighederne, samt at de fandt, at de med hjælp fra driftsafdelingens fik en løsning, der var bedre, end de havde turde håbe på, den generelle lokalemangel taget i betragtning.

I efteråret 2023 fik klager en ny leder.

Oversygeplejersken er personale- og driftsleder for ambulatoriet, hvorunder center-funktionen er placeret.

Oversygeplejersken har således, sammen med sin lægekollega, ansvaret for den daglige drift af centeret, herunder personaleansvaret for de sygeplejersker og sekretærer, der varetager center-funktionen.

Ledende chefjordemoder havde fra starten af klagers ansættelse fungeret som hendes nærmeste leder, men planen var, at oversygeplejersken skulle overtage, idet det er mest hensigtsmæssigt, at personale og funktion er samlet under samme ledelse.

Dertil kommer, at en ledende chefjordemoder almindeligvis alene er leder for underordnede

ledere.

Grundet ansættelse af en ny oversygeplejerske i foråret 2023 blev det først muligt at lave dette skifte i efteråret 2023.

Klager har henvist til, at hun fik afslag på at deltage i kursus.

Som allerede nævnt var afdelingens økonomiske situation yderst alvorlig, hvorfor afdelingsledelsen, som det også fremgår af diverse mails, fik krav om mådehold med hensyn til kursusaktivitet.

I klagen omtales et specifikt kursus, som klager er meget forundret over, at hun fik afslag på at deltage i.

Det var afdelingsledelsens vurdering, at det var mest hensigtsmæssigt, både af hensyn til økonomien samt kursets indhold, alene at sende én afsted på det kursus.

Kurset omhandlede de somatiske retsmedicinske undersøgelser i forbindelse med overgreb.

Disse retsmedicinske undersøgelser var netop et forhold, som, afdelingsledelsen vurderede, var værdifuldt at få belyst.

Afdelingsledelsen besluttede derfor at prioritere dette kursus ved at lade én leder deltage.

Valget faldt på oversygeplejersken, der som leder af centeret var leder for de sygeplejersker, der følger op på de somatiske undersøgelser i forbindelse med overgreb.

Generelt udbydes mange gode og relevante kurser og seminarer, men af hensyn til økonomien er det helt almindeligvis praksis, at der alene sendes få, og nogle gange kun én, af sted på et eller flere af disse, og at dem, der har været af sted, efterfølgende videndeler med kollegaerne.

Som det fremgår, blev der oplyst om, at oversygeplejersken ville give et referat af kurset til klager og hendes kolleger.

Angående klagers specialistuddannelse blev det som nævnt i forbindelse med klagers ansættelse aftalt, at afdelingen skulle betale for hendes specialistuddannelse.

Specialistuddannelsen består af en række kurser.

Det var på forhånd ikke aftalt, hvor hurtigt denne specialistuddannelse skulle tages.

Grundet den alvorlige økonomiske situation var afdelingsledelsen i efteråret 2023 i dialog med klager herom, idet der fra afdelingsledelsens side var et ønske om at vente med nogle af kursusforløbene.

Som det tydeligt fremgår af mails, var afdelingsledelsen opsat på at overholde aftalen om betaling af specialistuddannelsen, men ønskede en dialog om tempoet i uddannelsen.

I efteråret 2023 blev det tiltagende vanskeligt at holde rede i uddannelsesprocessen, og antallet af uddannelsesdage var ved nærmere øjesyn vigtigt at få styr på, også af hensyn til driften.

Det var en svær proces, som samtidig tydeliggjorde, at der var behov for ledelse tættere på og med føling for driften på en anden måde end ved afdelingsledelsen/chefjordemoder.

Det er indklagedes vurdering, at ovenstående redegør for, at beslutningen om at varsle klager ned i tid, alene er begrundet i økonomiske forhold.

Indklagede bestrider ikke, at klager i sommeren 2023 orienterede afdelingsledelsen om, at hun var i et fertilitetsforløb, men det bestrides, at beslutningen om at varsle klager ned i tid er begrundet i hendes fertilitetsbehandling.

Afdelingsledelsens beslutning om at spare i center-funktionen var begrundet i en nødvendig prioritering grundet de økonomiske forhold.

Funktionen er underfinansieret, og der var ikke politisk vilje til at finansiere funktionen i overensstemmelse med den reelle patienttilgang.

Hertil kommer, at det er muligt, selvom det på ingen måde er optimalt eller hensigtsmæssigt, at sætte patienter i centeret på venteliste.

Dette er ikke muligt at gøre med fødende kvinder.

Afdelingsledelsen har forsøgt at se meget bredt i forhold til sparetiltag, hvilket bemærkningen om ”mange bække små” reelt dækker over.

Foruden nedlæggelse af den halve psykologstilling er en halv sygeplejestilling ligeledes nedlagt, ligesom et barselvikariat ikke blev besat.

Herudover er farforberedelse nedlagt.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingslovens § 9, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Højesteret fastslog i dom af 12. december 2002 i sag 72/2001 (U 2003.603H), at ligebehandlingslovens § 9 efter sit formål må forstås således, at den tillige omfatter afskedigelser, som er begrundet i, at den afskedigede forsøger at blive gravid ved kunstig befrugtning.

Ligebehandlingslovens § 9 omfatter således også forbud mod afskedigelser, som er helt eller delvis begrundet i fertilitetsbehandling.

Det fremgår af Højesterets dom af 29. marts 2012 i sag 259/2010 (U 2012.2133H), at beskyttelsen mod afskedigelse i ligebehandlingslovens § 9 ikke omfatter den udredningsfase, hvor der foretages undersøgelser med henblik på at afklare, hvilken graviditetsfremmende behandling der eventuelt skal tilbydes den ufrivilligt barnløse kvinde.

Klager begyndte i marts 2023 fertilitetsbehandling ved en fertilitetsklinik.

Den 7. juni 2023 blev klager insemineret, hvilket medførte, at klager blev gravid.

Den 31. juli 2023 blev det konstateret, at graviditeten var mislykket.

Den 10. august 2023 bestilte klager donorsæd til et nyt insemineringsforsøg.

Det blev planlagt, at klager skulle insemineres i november 2023.

Da klager var syg, blev inseminationsforsøget udskudt til december 2023.

Da klager skulle have udført en øjenoperation i december 2023, blev insemineringsforsøget igen udskudt.

Den 8. februar 2023 aftalte klager med sin gynækolog, at hun skulle have hormonmedicin i sin kommende menstruationscyklus.

Den 19. februar 2023 udskød klager insemineringsforsøget grundet stress.

Det er nævnets vurdering, at klager på afskedigelsestidspunktet var i gang med et konkret behandlingsforløb, hvorfor afskedigelsen af klager er omfattet af ligebehandlingslovens § 9.

Da klager ikke var gravid på afskedigelsestidspunktet, finder ligebehandlingslovens regel om delt bevisbyrde anvendelse.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager oplyste den 3. august 2023 indklagede, at hun var i fertilitetsbehandling.

Klager har oplyst, at hun mundtligt den 26. januar 2024 informerede indklagede om, at hun skulle insemineres ved sin kommende cyklus.

Indklagede ses ikke at have bestridt dette.

Nævnet vurderer, at der en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem klagers oplysning om det kommende insemineringsforsøg og varslingen om ændring af arbejdstid den 15. februar 2024, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Det påhviler herefter indklagede at godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har gjort gældende, at klagers stilling blev ændret til 21 timer om ugen for at tvinge klager til at sige sin stilling op, da klager var i fertilitetsbehandling.

Indklagede har oplyst, at klagers stilling blev ændret til en 21 timers stilling på grund af den økonomiske situation hos indklagede og deraf følgende behov for besparelser.

Indklagede iværksatte i den forbindelse flere andre tiltag.

Indklagede har desuden oplyst, at stillingen som psykolog hos indklagede oprindeligt var normeret til 21 timer om ugen, og at det derfor blandt andet var klagers stilling, der blev ændret i forbindelse med besparelserne.

Det er nævnets vurdering, at indklagede har godtgjort, at timeantallet for klagers stilling som psykolog blev ændret fra 37 timer til 21 timer om ugen på grund af indklagedes økonomiske situation og ikke fordi, at klager var i fertilitetsbehandling.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at stillingen som psykolog tidligere var slået op som en stilling på 21 timer om ugen, og at indklagede efter afskedigelsen af klager søgte en psykolog i en stilling på 21 timer om ugen.

Dette understøtter, at indklagede reelt ændrede stillingen som psykolog hos indklagede til kun at være 21 timer om ugen.

Der er i øvrigt efter nævnets opfattelse ikke oplysninger i sagen, der indikerer, at indklagede ved sin beslutning om afskedigelse af klager har lagt vægt på klagers fertilitetsbehandling.

Det er derfor nævnets vurdering, at indklagede har løftet sin bevisbyrde for, at afskedigelsen af klager ikke helt eller delvist var begrundet i klagers fertilitetsbehandling.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

•

På føde-svangre-barsel er målet, at opgaver og fremmøde skal harmonere, - uanset udfordringer.

I 2023 blev sammenhængen udfordret af fødsler fra [sygehus] og fordi vi havde mange kolleger, der gik på barsel.

Men i efteråret var det primært sygdom, der var årsag til for lavt fremmøde ift.

opgavemængde.

Fødetallet er – i denne sammenhæng – heldigvis let faldende med 116 fødsler i gennemsnit pr måned indtil august, mod et ”normalt” gennemsnit på ca. 125 fødsler pr måned.

Strukturelt har vi besluttet at oprette en hel dagvagt til gravidmodtagelsen (tidligere [navn]) alle ugens 7 dage.

Dette skal gerne lette tempoet og flowet.

Dertil oprettes en ekstra nattevagt på barselsafsnittet, og når muligt en 3.

”flex” jordemoder mandag-torsdag.

Vi kan blive nødt til at reducere i det planlagt ambulante arbejde for at sikre tilstrækkeligt fremmøde på fødegang og svangre/barsel.

Målet er som sagt at nedbringe mængden af overarbejde ved at øge fremmødet på føde-svangre-barsel.

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

•

Her er dialog om omlægning af en halv stilling på sygeplejeside.

Det er timer vi har haft ”for meget” – ikke ift.

driften, men ift.

den økonomiske fremmødeprofil.

Derfor skal vi også i gyn amb se på og prioritere sygeplejerskernes opgaver.

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

•

Her har vi undladt at besætte et barselsvikariat, hvilket også betyder fokus på prioritering af opgaver.

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

•

Her mangler vi faktisk pt.

en speciallægestilling (afdelings- eller overlæge) og har stillingsopslag ude

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

•

Mad til indlagte fædre (stor besparelse ift 2023)

•

Opsigelse af app i [center] ([app])

•

Farforberedelse pr. februar 2024 (vi ser om vi fælles regionalt kan oprette et tilbud, hvor [navn] igen kan komme på banen)

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

1.

Vi fastholder at [klager] ikke skal tilmeldes flere kurser/uddannelsesmoduler i 2024, grundet besparelser.

Vi afventer svar fra [TR] og HR.

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

2.

Mængden af tjenestefri med løn til uddannelse er uforeneligt med driften i [center].

Til mødet gennemgår vi fremmødet for oktober-januar og der er i alt (fraset sygdom) 28 kursusdage/supervision og kun 19 dage i fremmøde til drift.

Dette er uacceptabelt og kan ikke forsætte.

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

3.

[Klager] skal fremlægge/sende uddannelsesplan for alt kursusaktivitet, uddannelsesaktivitet og supervision, inkl.

Tidspunkter.

Det aftales at [klager] sender dette til mig hurtigst muligt.

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

4.

Vi har en liste af senhenvendere i [center].

Denne liste aftaler vi at [klager] kontakter i februar, så de kan blive visiteret og evt.

få tilbudt samtaler.

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

•

[Center] skal tilpasses til det antal timer afdelingen oprindeligt havde budget til

•

I [ambulatorium] flyttes ca. ½ sygeplejestilling til svangre-barselsafsnittet.

Det er korrekt, at der er opslået en stilling som sygeplejerske i ambulatoriet, grundet en efterfølgende opsigelse - dette af hensyn til driften i ambulatoriet.

Når en medarbejder opsiger sin stilling, er det i øvrigt at udslag af ledelsesretten at beslutte, indenfor hvilken faggruppe en stilling evt.

skal opslås.

•

På sekretærsiden har afdelingen undladt at genbesætte et barselsvikariat

•

På jordemodersiden er der flere manglende stillingsbesættelser frem mod efteråret.

•

Derudover er der sket en reduktion i anvendelse af det timelønnede personale

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2026 9228 Valid

•

§ 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →