Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06106

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06106

Fyens Stiftstidende får kritik for omtale af straffesag

I en artikel bragt i maj 2025 omtalte Fyens Stiftstidende en straffesag, hvor en person i byretten blev idømt en fængselsstraf for seksuelt overgreb mod sin steddatter.

I artiklen havde Fyens Stiftstidende gengivet detaljerede beskrivelser af forholdene fra anklageskriftet.

Den omtalte steddatter klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Fyens Stiftstidende ikke havde udvist hensyn til hende som offeret i den omtalte straffesag.

Pressenævnet kritiserede Fyens Stiftstidende for ved at have gengivet de detaljerede beskrivelser af forholdene fra anklageskriftet ikke at have udvist størst muligt hensyn til offeret i den omtalte straffesag.

Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det er nævnets opfattelse, at medier bør overveje særlig varsomhed ved ordvalget i omtale af straffesager om seksuelle overgreb mod børn.

Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.

[Klager] ved [Fuldmagtshaveren] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Mand voldtog sin syvårige steddatter: Ti år senere skal han i fængsel” , som blev bragt af Fyens Stiftstidende den 6. maj 2025 på fyens.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende ikke har udvist hensyn til hende som offeret i den omtalte straffesag.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede artikel

Fyens Stiftstidende bragte den 6. maj 2025 kl.

13.00 artiklen ”Mand voldtog sin syvårige steddatter: Ti år senere skal han i fængsel” på fyens.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”En 48-årig mand er fundet skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med sin dengang syvårige steddatter.

Retten lagde vægt på én bestemt ting.

”

Af artiklen fremgik følgende

”[Området]: En 48-årig mand skal i fængsel, efter der er faldet dom i en voldtægtssag fra [Området].

Offeret var hans dengang syvårige steddatter, som i foråret 2015 blev udsat for både seksuelt overgreb og blufærdighedskrænkelse.

Sagen kørte for nylig i Retten i Odense, hvor den 48-årige stedfar var tiltalt for tre forskellige ting.

[Oprindelig formulering 1].

[Oprindelig formulering 2].

Manden, der i retten nægtede sig skyldig, blev dømt skyldig i alle tre punkter, fortæller sagens anklager [Anklageren] til Fyens Stiftstidende.

Anmeldt sidste år

Voldtægten blev politianmeldt i 2024, og anklageren lagde i sin procedure vægt på, at episoden har fyldt hos pigen de seneste år, og nu var hun nødt til at komme ud med det.

Ifølge anklageren styrker det troværdigheden i, at voldtægten har fundet sted.

Derudover lagde [Anklageren] vægt på en besked, som pigen sendte til sin stedfar.

I beskeden forklarede hun, at hun blev nødt til at fortælle om overgrebet for at få hjælp, og hans reaktion var, at så måtte det anmeldes til politiet

- Jeg lagde vægt på, at manden ikke undrede sig over, hvad hun mente, der måtte være sket, fortæller anklageren.

Ubetinget fængsel

Retten i Odense fandt som nævnt, at den 48-årige mand er skyldig i voldtægten fra 2015.

Straffen blev et års ubetinget fængsel, oplyser [Anklageren].

Manden har efterfølgende anket dommen med påstand om frifindelse.

Ifølge anklageren har retten begrundet sin beslutning med, at pigen i sin forklaring til både kommune, politiet og i retten har været troværdig, og at detaljegraden har været den samme.

Udover fængselsstraffen er den 48-årige blevet dømt til at betale 33.000 kroner i erstatning til pigen.

”

Til artiklen er indsat en faktaboks med overskriften ”Derfor nævner vi ikke navnet” .

Af faktaboksen fremgår følgende

”Normalt skriver vi navne på dømte, hvis de får mindst et års ubetinget fængsel.

I denne sag har vi valgt ikke at gøre det af hensyn til offeret, som vil kunne blive identificeret, da hun er steddatter til den dømte mand.

”

Efter offentliggørelsen

[Klager] skrev efter offentliggørelsen af artiklen med Fyens Stiftstidende via mail om sine indsigelser mod omtalen.

Pressenævnet har modtaget kopi af korrespondancen.

Den 8. maj 2025 kl.

18.03 rettede [Klager] første gang henvendelse til Fyens Stiftstidende via mail og var herefter i skriftlig korrespondance med lokalredaktør [Lokalredaktøren].

Fyens Stiftstidende foretog herefter den 9. maj 2025 kl.

11.46 rettelser i artiklens brødtekst, hvor sætningen ”[Oprindelig formulering 2]” blev rettet til ”Derudover havde han ifølge anklageskriftet rørt pigen intimt, ligesom han fik steddatteren til at røre ved ham”.

Fyens Stiftstidende foretog den 9. maj 2025 kl.

12.43 yderligere rettelser i artiklens brødtekst, hvor sætningen ”[Oprindelig formulering 1]” blev rettet til ”Han havde først og fremmest spurgt den dengang syvårige pige, om de skulle have sex, hvilket skulle have krænket hendes blufærdighed”.

Samme dag indsatte Fyens Stiftstidende følgende note øverst ved artiklens brødtekst fremhævet med kursiv

”Rettelse den 9. maj 2025: Fyens Stiftstidende har efter udgivelse af denne artikel slettet enkelte mere konkrete beskrivelser af overgrebet, som i første omgang fremgik af artiklen.

Det har vi gjort af hensyn til offeret.

”

Øvrige oplysninger

Pressenævnet har fra Fyens Stiftstidende modtaget kopi af Fyns Politis anklageskrift af 19. december 2024.

Det fremgår af anklageskriftet, at den i artiklen omtalte 48-årige mand blev tiltalt ved Retten i Odense for overtrædelse af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med stedbarn under 12 år efter straffelovens § 216, stk. 2, jf. § 223, stk. 1, jf. § 225, og blufærdighedskrænkelse af barn under 15 år efter straffelovens § 232, stk. 1.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 10. maj 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] ved [Fuldmagtshaveren] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet

”Jeg vil gerne klage over Fyens Stiftstidendes artikel ”Mand voldtog sin syvårige steddatter: Ti år senere skal han i fængsel” på vegne af [Klager].

[Klager] har været udsat for et overgreb fra sin papfar og han er nu dømt i sagen.

Efterfølgende skrev Fyens Stiftstidende en artikel, som [Klager] blev meget berørt af, fordi det fremgik hvilke overgreb hun havde været udsat for.

Samtidig bor hun i et lille lokalsamfund i [Bynavn], hvor alle kender til sagen.

Hun forsøgte at få journalisten og lokalredaktøren til at slette eller ændre ordlyden, men kun med begrænset held.

Klagen her tager afsæt i nedenstående punkter i ”Adfærd i strid med god presseskik” fra Pressenævnet.

For [Klager] er et ungt menneske, der har fået ødelagt sit liv af den her sag, og det er ikke i offentlighedens interesse at vide, hvilke overgreb hun har været udsat for.

Det handler om [Klager]s personlige anseelse og privatliv.

Det her ripper op i et sår, som var ved at hele.

Der har ikke været udvist hensynsfuldhed eller takt.

Slet ikke når hun desperat har prøvet at få redaktør og journalist til at tage artiklen ned eller rette i den.

1.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale.

2.

Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn.

Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede.

Ved indsamling og formidling af billeder og kommentarer skal der vises hensynsfuldhed og takt.

Der fordres skærpet opmærksomhed ved formidling i realtid”

[Klager] har supplerende anført blandt andet

”Jeg har læst chefredaktørens svar i sagen.

For selv om der argumenteres med presseetik og offentlighedens interesse, mangler der efter min mening en grundlæggende forståelse for, hvad det vil sige at være mennesket bag sagen – at være offeret.

Der bliver sagt, at man bringer visse detaljer om overgrebet, for at læserne ikke skal misforstå sagens karakter.

Men samtidig vælger man at skrive ”voldtog sin syvårige steddatter” i overskriften – et ordvalg, der netop fremkalder stærke følelser, chok og overskrifter snarere end forståelse og oplysning.

Hvis man virkelig vil undgå misforståelser, hvorfor vælger man så en så hård og entydig formulering, når det ikke er det der er sket?

Der argumenteres også med, at dækningen er nødvendig for at sikre offentlighedens indsigt i retssystemet – så man kan holde øje med, om domstolene fungerer korrekt og undgå justitsmord.

Det er selvfølgelig vigtigt.

Men det er ikke det, artiklen handler om.

Den er ikke en analyse af retspraksis, og den nævner ikke noget om processen, bevisbyrden eller retssikkerhed.

Artiklen er ikke skrevet til at dokumentere, hvordan retssystemet fungerer – den er skrevet for at fortælle en voldsom historie.

Der bliver også sagt, at omtalen kan være med til at advare voksne om, hvordan overgreb kan foregå, og hvilke tegn man skal være opmærksom på hos et barn.

Det mener jeg ærligt talt ikke holder.

Artiklen nævner ikke ét eneste tegn, som forældre eller omsorgspersoner bør holde øje med.

Der er intet konkret, intet informativt i den retning.

At hævde, at artiklen tjener dette formål, virker mere som en efterrationalisering end en egentlig begrundelse.

Man forsvarer også detaljegraden med, at det hele er kommet frem i et åbent retsmøde, og at oplysningerne dermed ikke kun tilhører privatlivet.

Men jeg vil gerne understrege: Det er stadig mit liv.

Min historie.

Min krop.

Det, at det bliver sagt højt i en retssal, betyder ikke, at det er frit tilgængeligt for hele Danmark.

Det betyder ikke, at man uden videre kan skrive det i avisen – især ikke uden at tale med mig først.

Det burde være almindelig respekt og medmenneskelighed at spørge: ”Hvordan har du det med, at vi omtaler det her?

” Måske havde jeg haft noget at sige.

Måske ikke.

Men jeg blev aldrig spurgt.

Det nævnes, at man har vist hensyn ved ikke at nævne stednavn eller navnet på gerningsmanden.

Det er selvfølgelig noget.

Men det er ikke nok.

For i små lokalsamfund som det, jeg kommer fra, er meget få oplysninger nok til, at folk gætter, hvem det handler om.

Når man skriver, at det er sket i ”[Området]”, og nævner familiære relationer og tidsperspektiv, er det slet ikke så anonymt, som man måske tror.

Det er som om man kun vurderer anonymitet ud fra, hvad hele landet ved – ikke, hvad naboen, familie, klassekammeraten eller folk i supermarkedet kan regne ud.

Og selvom man siger, at man har udeladt detaljer, så er det jo næsten alt, der er lagt på bordet.

I forhold til den oprindelige version af artiklen er der næsten ikke noget, der ikke stadig står der.

Der er ingen reel sløring af historien – kun en smule mindre udpensling i den nye udgave.

Jeg mener helt ærligt, at det havde været muligt at dække sagen uden at bringe detaljer overhovedet.

Det er en vigtig pointe: Man kan godt formidle alvoren i en sag om overgreb uden at gengive, hvordan det konkret foregik.

Man kunne f.eks. skrive, at der var tale om seksuelle overgreb uden samtykke – eller bruge betegnelser som blufærdighedskrænkelse eller seksuel omgang med barn under 12.

Det havde været nok.

Jeg vil gerne understrege: Det er min historie at fortælle.

Hvis og når jeg bliver klar.

Ikke før.

Og ikke af nogen andre.

Fyens beslutning om at bringe historien uden mit samtykke fratager mig kontrollen over min egen fortælling – og det gør ondt.

Det føles, som om mit traume bliver brugt til at bevise en pointe, jeg ikke selv har valgt at stå frem med.

Jeg stiller mig derfor uforstående overfor, at mediet mener, de har levet op til god presseskik.

For mig handler det ikke kun om, hvorvidt man teknisk set har lov til at skrive noget – men om, hvorvidt man burde.

Det handler om etik, respekt og ansvar.

Og det føler jeg ikke, der er blevet udvist her.

”

[Klager] har afsluttende anført blandt andet

”Jeg forstår, at mediet henviser til, at formuleringen i overskriften – ”voldtog sin syvårige steddatter” – er dækket af den juridiske terminologi i straffelovens § 216, og at gerningsmanden er dømt for voldtægt.

Men netop her mener jeg, at der opstår en presseetisk problematik, som ikke kan reduceres til et spørgsmål om juridisk dækning alene.

For der er en afgørende forskel på at skrive, at en person er dømt for voldtægt – og på at skrive, at vedkommende voldtog et andet menneske.

Den ene formulering gengiver dommen nøgternt.

Den anden er en konkluderende og konstaterende påstand, som går videre end blot at referere til en juridisk afgørelse.

I mine øjne er det en sproglig forenkling, der skaber et dramatisk udtryk og samtidig efterlader et stærkt og stigmatiserende indtryk – både for offentligheden og for mig som forurettet.

Jeg anerkender, at juridiske begreber skal kunne gengives i pressen.

Men der er en grænse mellem at videreformidle en dom og at udlægge den på en måde, der bliver til et følelsesladet og konkluderende blikfang.

Mediets valg af formulering i rubrikken fremstår netop ikke som en neutral gengivelse, men som en dramatisk overskrift, der først og fremmest vækker chok og skaber opmærksomhed.

Det handler ikke kun om, hvad der må skrives – men om, hvordan og med hvilket hensyn det gøres.

At overskriften forklares nærmere i underrubrikken, ændrer ikke ved, at rubrikken ofte står alene: på sociale medier, i nyhedsfeeds og i folks hukommelse.

Den bliver den primære fortælling, og det ved mediet udmærket godt.

Jeg savner, at man fra redaktionens side viser omtanke for, hvad den slags formuleringer betyder for det menneske, sagen handler om.

Jeg er ikke blevet hørt i, hvordan det påvirker mig at se min oplevelse reduceret til en sensationsoverskrift.

Når redaktionen forsvarer sig med, at formuleringen ligger inden for redigeringsretten, fremstår det for mig som et redaktionelt fripas – ikke som et udtryk for presseetisk ansvarlighed.

Hvis hensigten virkelig er at videreformidle dommens resultat, findes der mere nøgterne og hensynsfulde måder at gøre det på – f.eks. ”Stedfar dømt for voldtægt”.

Det ville være korrekt, men mindre stigmatiserende.

I stedet har man valgt en formulering, der faktisk ikke passer, og heller ikke passer efter det juridiske.

Jeg beder ikke om særbehandling.

Jeg beder om omtanke og respekt.

Det handler ikke kun om jura, straffelovens paragraffer, og hvad man teknisk set må, men om presseetik, menneskelighed og ansvar.

Jeg oplever ikke, at mediet har levet op til god presseskik – ikke i formuleringen, ikke i tonen og ikke i den måde, min historie er blevet fortalt uden min stemme.

Jeg ønsker derfor at fastholde min klage og gøre det klart, at jeg ikke mener, mediets formulering lever op til god presseskik, og at den ikke lever op til de hensyn, der bør tages i dækning af sager som denne.

”

2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter

Fyens Stiftstidende har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet anført blandt andet

”[Fuldmagtshaveren] fremfører to påstande i sin klage

Påstand 1: Krænkelse af privatlivets fred

[Fuldmagtshaveren] mener, at sagen omhandler offerets personlige anseelse og privatliv.

Der er ganske rigtigt tale om følsomme oplysninger, men når de kommer i et åbent retsmøde uden begrænsninger fra rettens side i forhold til, hvad der må videreformidles, er der ikke længere udelukkende tale om oplysninger, der hører privatlivet til.

I det omfang, dette måtte være tilfældet, vurderer Fyens Stiftstidende imidlertid jævnfør stk. B1 i Retningslinjer for God Presseskik, at almen interesse berettiger offentlig omtale.

Uanset dette er der i omtalen naturligvis udvist store hensyn til offeret.

Grundlæggende er det vigtigt at forstå, at Fyens Stiftstidende ikke dækker sager ved landets domstole for at give læserne underholdning eller, som det antydes i klagen, at sælge aviser.

Vi oplyser derimod offentligheden om, hvad der sker ved domstolene, fordi vi har en grundlovssikret offentlighed i retsplejen, så borgerne kan holde øje med, at domstolene fungerer efter hensigten, at der ikke begås justitsmord og så videre.

Hvad angår sager om sædelighedsforbrydelser er der også et klar behov for oplysning til offentligheden.

Som medie anser Fyens Stiftstidende det som sin opgave er være med til at kaste lys på sager, som ellers aldrig ville komme frem.

Seksuelle overgreb foregår tit i det skjulte, og ofte følger der både skyld og skam med.

Når Fyens Stiftstidende dækker enkeltstående retssager om seksuelle overgreb, gør vi det således for at udbrede viden om en alvorlig og tabubelagt forbrydelse og for at advare voksne om, hvordan sådanne forbrydelser kan foregå, og oplyse om, hvilke tegn hos et misbrugt barn, man som forældre eller omsorgspersoner skal holde øje med for at få en antydning af, at der måske er sket en krænkelse.

Ikke mindst de seneste år har sager om seksuelle overgreb været på dagsordenen i de fleste medier.

Det gælder også sager, der har fundet sted for flere år siden.

Det samme gør sig gældende for denne sag.

At selv seksuelle overgreb begået for 10 år siden kan føre til domsfældelse, gør sagen yderligere væsentlig at bringe frem til offentligheden.

Påstand 2: Ofre for ulykker og forbrydelser skal vises størst muligt hensyn

[Fuldmagtshaveren] anfører desuden i sin klage, at Fyens Stiftstidende ikke har udvist hensyn til offeret i forbindelse med omtalen.

Det afviser Fyens Stiftstidende, da vi har udvist adskillige og væsentlige hensyn.

Fyens Stiftstidende har først og fremmest undladt at skrive oplysninger, der kan føre frem til offerets identitet i brede kredse.

Eksempelvis nævner vi ikke byens navn, men bruger blot betegnelsen ”[Området]”, som er et geografisk meget udstrakt område med et femcifret antal indbyggere.

Vigtigst er dog, at vi heller ikke nævner den dømtes navn på trods af, at dommen på ét års ubetinget fængsel ifølge Fyens Stiftstidendes egne presseetiske retningslinjer ellers udløser navns nævnelse.

Vi undlader således stedfarens navn alene af hensynet til offeret, som vi ikke ønsker skal kunne identificeres i kraft af deres relation.

Fyens Stiftstidende udelader samtidig langt flere meget detaljerede oplysninger om overgrebet, som kommer frem i forbindelse med retssagen, end vi medtager.

Fyens Stiftstidende beskriver overgrebet overordnet og med enkelte detaljer af hensyn til læserne, som skal kunne forstå omfanget og karakteren af forbrydelsen.

Samme dag, som artiklen udkom, henvendte [Klager] sig med et ønske om, at Fyens Stiftstidende helt skulle fjerne beskrivelsen af selve overgrebet.

Redaktionen valgte af hensyn til offeret delvist at imødekomme hendes ønske ved at tone detaljegraden yderligere ned.

Fyens Stiftstidende fastholder imidlertid, at det er væsentligt for offentligheden at kende til karakteren af så alvorlig en forbrydelse, som et overgreb er, og hvordan disse mere konkret kan foregå.

Derfor har Fyens Stiftstidende ikke kunnet imødekomme ønsket om at fjerne yderligere af beskrivelsen af overgrebet eller slette artiklen helt.

På denne måde mener vi fuldt ud at have levet op til stk. B3 i Retningslinjer for God Presseskik.

”

Fyens Stiftstidende har i mediets afsluttende bemærkninger anført blandt andet

”[Fuldmagtshaveren] spørger, hvorfor der står voldtægt i overskriften.

Svaret er, at det skyldes, at manden var anklaget og blev dømt for voldtægt (og blufærdighedskrænkelse).

Helt konkret blev han dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med stedbarn under 12 år.

Det blev han efter straffelovens paragraf 216 stk. 2, jf. paragraf 223 stk. 1, jf. paragraf 225.

Da manden er dømt efter voldtægtsparagraffen, er der fuld dækning for formuleringen i overskriften, da ordet ”voldtægt” anvendes i det juridiske sprog, selv om der ikke har været tale om samleje.

Selve den sproglige formulering må ligge inden for redaktørens redigeringsret.

Jeg ønsker desuden at tilføje, at allerede i underrubrikken bliver overskriften nuanceret, idet det her uddybes, hvad manden er dømt for: ”En 48-årig mand er fundet skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med sin dengang syvårige steddatter.

”

Fyens Stiftstidende fastholder derudover det tidligere svar.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jørgen Steen Sørensen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Søs Lykke Sloth.

God presseskik

Hensyn til ofre

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende ikke har udvist hensyn til hende som offeret i den omtalte straffesag.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale.

Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn.

Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede, jf. punkt A.

1, A.

6, B.

1 og B.

3.

Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at de under A og B anførte almindelige presseetiske retningslinjer også gælder for retsreportagen.

Der skal i videst muligt omfang følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes.

En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet, jf. punkt C.

1 og C.

6.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, den i artiklen omtalte 48-årige mand i maj 2025 ved Retten i Odense blev idømt en ubetinget fængselsstraf på et år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med stedbarn under 12 år efter straffelovens § 216, stk. 2, jf. § 223, stk. 1, jf. § 225, og blufærdighedskrænkelse af barn under 15 år efter straffelovens § 232, stk. 1.

Nævnet lægger endvidere til grund, at den 48-årige mand efterfølgende har anket dommen med påstand om frifindelse.

Fyens Stiftstidende bragte den 6. maj 2025 kl.

13.00 artiklen ”Mand voldtog sin syvårige steddatter: Ti år senere skal han i fængsel” på fyens.dk med omtale af straffesagen.

[Klager] er i artiklen omtalt som den dengang ”syvårige steddatter” og ”pigen”.

Efter henvendelse fra [Klager] til Fyens Stiftstidende den 8. maj 2025 kl.

18.03 foretog Fyens Stiftstidende den 9. maj 2025 kl.

11.46 rettelser i artiklens brødtekst, hvor sætningen ”[Oprindelig formulering 2]” blev rettet til ”Derudover havde han ifølge anklageskriftet rørt pigen intimt, ligesom han fik steddatteren til at røre ved ham”.

Fyens Stiftstidende foretog den 9. maj 2025 kl.

12.43 yderligere rettelser i artiklens brødtekst, hvor sætningen ”[Oprindelig formulering 1]” blev rettet til ”Han havde først og fremmest spurgt den dengang syvårige pige, om de skulle have sex, hvilket skulle have krænket hendes blufærdighed”.

Samme dag indsatte Fyens Stiftstidende følgende note øverst ved artiklens brødtekst fremhævet med kursiv

”Rettelse den 9. maj 2025: Fyens Stiftstidende har efter udgivelse af denne artikel slettet enkelte mere konkrete beskrivelser af overgrebet, som i første omgang fremgik af artiklen.

Det har vi gjort af hensyn til offeret.

”

Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse.

Det er Pressenævnets opfattelse, at medier bør overveje særlig varsomhed ved ordvalget i omtale af straffesager om seksuelle overgreb mod børn.

Dette gælder eksempelvis brugen i overskrifter af betegnelsen ”voldtægt”, som – uanset at det efter straffeloven er korrekt terminologi – kan være egnet til give et misvisende indtryk af overgreb i form af fuldbyrdet samleje.

Pressenævnet finder imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Fyens Stiftstidende ved anvendelsen af formuleringen ”Mand voldtog sin syvårige steddatter” i artiklens overskrift har tilsidesat god presseskik.

Nævnet har lagt vægt på, at den konkrete formulering har dækning i anklageskriftet og som anført også i straffeloven.

Nævnet har også lagt vægt på, at Fyens Stiftstidende allerede i artiklens underrubrik og brødtekst har gengivet det nærmere indhold af de bestemmelser, som manden blev tiltalt og dømt for overtrædelse af.

Efter en samlet vurdering finder Pressenævnet imidlertid, at Fyens Stiftstidende i den øvrige dækning af straffesagen ikke har udvist størst muligt hensyn til [Klager] som offer i den omtalte straffesag.

Nævnet har lagt vægt på, at artiklen indeholdt formuleringer om de begåede seksuelle overgreb, der må opfattes som krænkende for [Klager].

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens karakter, herunder at der er tale om en sædelighedsforbrydelse mod et stedbarn, og at [Klager] var mindreårig såvel i gerningsperioden som på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen.

Nævnet finder således, at det ikke som led i den almindelige omtale af straffesagen var nødvendigt for Fyens Stiftstidende at gengive de detaljerede beskrivelser af forholdene fra anklageskriftet i omtalen af straffesagen, som ville kunne gengives på anden vis med størst muligt hensyn over for [Klager].

De detaljerede beskrivelser i artiklen har efter nævnets opfattelse ikke en nyheds- og informationsværdi, som bidrager til dækningen af den konkrete straffesag, og som kan berettige en offentliggørelse heraf.

Det er herefter nævnets vurdering, at hensynet til [Klager]s krav på beskyttelse ud fra en presseetisk betragtning må veje tungere end hensynet til mediets adgang til at referere fra og omtale straffesagen.

Det forhold, at Fyens Stiftstidende har fjernet de pågældende formuleringer fra artiklen, kan ikke føre til en anden vurdering.

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Fyens Stiftstidende for ikke at have udvist størst muligt hensyn til [Klager] som offer i den omtalte straffesag.

For så vidt angår Fyens Stiftstidendes angivelse af ”[Området]”, den familiære relation mellem offeret og den dømte samt oplysninger om gerningsperioden finder nævnet, at oplysningerne vanskeligt kan tjene til identificering af [Klager].

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyens Stiftstidende for at bringe disse oplysninger.

Fyens Stiftstidende er en del af mediekoncernen JFM, som har fastsat etiske regler for egne medier.

De etiske regler er gjort tilgængelige for Fyens Stiftstidendes læsere på mediets hjemmeside.

Af afsnittet ”Retsreportage” i Fyens Stiftstidendes etiske regler fremgår blandt andet følgende

”Vi viser hensyn til ofrene for forbrydelser og udviser særligt i reportage om seksualforbrydelser tilbageholdenhed med i detaljer at udpensle forbrydelsens karakter.

”

Nævnet bemærker, at Fyens Stiftstidende i den konkrete sag ved gengivelsen af de detaljerede beskrivelser af forholdene fra anklageskriftet ikke har fulgt en klar saglig linje i forhold til egne etiske regler, hvorefter der skal udvises tilbageholdenhed med i detaljer at udpensle forbrydelsens karakter i reportage om seksualforbrydelser.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Fyens Stiftstidende at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Fyens Stiftstidende

[underrubrik]

Fyens Stiftstidende får kritik for omtale af straffesag

[tekst]

Fyens Stiftstidende bragte i maj 2025 en artikel med omtale af en straffesag, hvor en person i byretten blev idømt en fængselsstraf for seksuelt overgreb mod sin steddatter.

I artiklen havde Fyens Stiftstidende gengivet detaljerede beskrivelser af forholdene fra anklageskriftet.

Den omtalte steddatter klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende ikke havde udvist hensyn til hende som offeret i den omtalte straffesag.

Pressenævnet kritiserer Fyens Stiftstidende for ved at have gengivet de detaljerede beskrivelser af forholdene fra anklageskriftet ikke at have udvist størst muligt hensyn til offeret i den omtalte straffesag.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i den øverste kategori i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 20. januar 2026