Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - afvisning
Statutory Text (4 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - afvisning
J.nr. 25-91484
En kvinde (klager) havde anmodet om genoptagelse af sin klage over en restaurant (indklagede), hvor nævnet den 25. juni 2025 ikke gav kvinden medhold i, at hun var blevet forskelsbehandlet på grund af handicap.
Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at restauranten den 24. juli 2023 gav kvinden afslag på at medbringe sin servicehund.
Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse eller sket sagsbehandlingsfejl, som kunne medføre genoptagelse.
Efter nævnets faste praksis var der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Sagen angår, om der efter anmodning fra klager er grundlag for at genoptage sagen om forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Klager indbragte den 4. august 2023 en klage for Ligebehandlingsnævnet.
Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede restaurant den 24. juli 2023 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i restauranten.
Ligebehandlingsnævnet traf den 25. juli 2025 afgørelse i sagen.
Sagen blev behandlet under sagsnr.
23-74968.
Ved afgørelsen fastslog nævnet, at det ikke var i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede den 24. juli 2023 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i restauranten.
Af afgørelsens sagsfremstilling fremgik følgende
Af en lægelig udtalelse om klager af 14. september 2018 fremgår bl.a.
følgende
”Det vurderes sammenfattende at være tale om vanskeligheder s.v.t.
diagnosen DF84.
10 Atypisk autisme, atypisk mht.
begyndelsesalderen.
Der beskrives en grundlæggende ængstelse og aktuelt en del angstsymptomer primært knyttet til situationer, hvor hun presses eller hvor der stilles forventninger til hende.
Det vurderes, at symptomerne i høj grad er relateret til ovenstående diagnose, men har en tyngde og et omfang, som ligger udover det forventede ift.
en gennemgribende udviklingsforstyrrelse.
Herfor stilles diagnosen DF41.
8 Andre angsttilstande.
”
Den 26. april 2023 blev klager bevilliget et tilskud til en servicehund af sin bopælskommune.
Klager har fremlagt et kort, hvoraf fremgår bl.a., at servicehunden er certificeret af en udbyder af servicehundetræning.
Den 24. juli 2023 ankom klager sammen med sin servicehund og familie til indklagede restaurant.
En medarbejder hos indklagede afviste, at klagers servicehund kunne medbringes i restauranten.
Indklagede har fremlagt fotokopi af restaurantens indretning ved buffetområdet.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. august 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.”
Det fremgår af nævnets bemærkninger og konklusion
”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Handicapbegrebet
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.
2018.830H og U.
2018.853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Klager er diagnosticeret med atypisk autisme og angst.
Den 26. april 2023 blev klager bevilliget tilskud til en servicehund af sin bopælskommune.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Om afslaget på at medbringe sin servicehund
Efter sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at indklagede den 24. juli 2023 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i restauranten.
Videre lægger nævnet til grund, at afslaget var begrundet i, at indklagede ikke tillader dyr i restauranten.
Nævnet vurderer herefter, at indklagede har påvist faktiske omstændigheder, som tyder på, at hun er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har oplyst, at restauranten har et åbent buffetområde, hvorfor afslaget var begrundet i et ønske om at sikre fødevarehygiejnen.
Nævnet vurderer herefter, at indklagede har godtgjort, at forskelsbehandlingen af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre fødevarehygiejnen i restauranten.
Spørgsmålet bliver herefter, om forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå formålet, og om der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.
Efter en samlet vurdering finder nævnet, at indklagede har godtgjort, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig for at opnå det saglige formål, og at der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.
Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede restaurant var indrettet som en åben buffet, hvor det ikke var muligt at holde klagers servicehund adskilt fra maden og tallerknerne.
Klager får derfor ikke medhold i sin klage.
”
Den 30. august 2025 henvendte klager sig til Ligebehandlingsnævnet med anmodning om genoptagelse af sagen.
Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af indklagede i forbindelse med anmodningen om genoptagelse.
Klagers bemærkninger
Klager har anmodet om, at sagen genoptages.
Klager har til støtte for anmodningen anført, at nævnets afgørelse af 25. juni 2025 indeholder en række væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Klager har gjort gældende, at der er fejl i gengivelsen af klagers udsagn om godtgørelse.
Klager mener, at ordvalget ”påstand” kan være misvisende og give indtryk af et udokumenteret krav.
Nævnets afgørelse tager ikke stilling til en række faktiske omstændigheder.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.
En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.
Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.
Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.
Nævnet vurderer, at der ikke er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse eller sket sagsbehandlingsfejl, som kan medføre genoptagelse.
Efter nævnets faste praksis er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 10 om genoptagelse
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling