Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - sagsbehandling - chikane - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - sagsbehandling - chikane - afvisning

J.nr. 25-67093

En mand (klager) klagede over en kommune (indklagede).

Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i form af chikane i forbindelse med en kommunal sagsbehandlers udtalelser.

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 28. maj 2025 afgørelse om at afvise mandens klage.

Sekretariatet vurderede, at det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Sekretariatet lagde vægt på, at manden trods anmodning herom ikke havde godtgjort at have et handicap, der er omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Manden klagede til Ligebehandlingsnævnet over sekretariatets afgørelse.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde godtgjort, at han på tidspunktet for den påstående forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Nævnet lagde herved vægt på, at manden ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at han havde et handicap i lovens forstand.

Det var herefter åbenbart, at der ikke kunne gives manden medhold i klagen.

Nævnet tiltrådte derfor sekretariatets afgørelse om at afvise behandlingen af klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i form af chikane i forbindelse med en kommunal sagsbehandlers udtalelser.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet tiltræder sekretariatets afvisning af sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.

Sagsfremstilling

Den 5. februar 2014 blev klager tilkendt førtidspension.

Af brevet herom fremgår bl.a.

”…

Ansøgningen har været behandlet af kommunens Pensionsnævn, der traf følgende beslutning

Du er berettiget til førtidspension, idet din arbejdsevne anses for varigt nedsat, og du ikke er i stand til at opnå selvforsørgelse.

…”

Klager har oplyst, at klager siden midten af 2021 har haft en sag hos indklagede kommune.

Klager har fremlagt udsnit af en udateret skriftlig udtalelse, som ifølge klager er udarbejdet af en sagsbehandler hos indklagede.

Af udtalelsen fremgår bl.a.

”…

Som nævnt tidligere, har [klager] et kompliceret diagnostisk billede, der skaber flere udfordringer.

Primært er [klager] påvirket af paranoid personlighedsstruktur, som medfører, at [klager] ofte er mistroisk over for andre menneskers handlinger og bevæggrunde og opfatter dem som værende fjendtlige.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. december 2024.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Den 28. maj 2025 traf sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet afgørelse om at afvise sagen.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.

Afgørelsen var begrundet i, at klager trods anmodning herom ikke havde godtgjort at have et handicap, der er omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Ved brev af 15. juni 2025 indbragte klager sekretariatets afgørelse for Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

En sagsbehandler hos indklagede har gang på gang med sine grænseoverskridende bemærkninger krænket klagers grænser ved at bruge begrebet ”paranoid” og den slags både ved personligt fremmøde samt på skrift.

Sagsbehandleren har trådt klager på tæerne i lang tid med disse udtalelser.

Klager er på grund af PTSD tildelt førtidspension.

Dette må dog ikke give anledning til, at sagsbehandleren gentagne gange kan kalde klager paranoid og lignende.

Hvis klager er paranoid eller lider af en eller anden sygdom, så er det fagpersoner såsom psykolog eller psykiater, der skal afgøre dette og komme med en diagnose.

Det ligger uden for sagsbehandlerens kompetence at diagnosticere borgerne.

Klager kan på ingen måde genkende det, som sagsbehandleren har anført om klager i sin skriftlige udtalelse.

Klager har ikke kunne finde noget relevant for sit handicap hos sin praktiserende læge.

Sekretariatets afvisning af 28. maj 2025 er ikke velbegrundet.

Det er tydeligt, at sagsbehandleren har krænket klager gennem sine udtalelser, og det kan ses af det udklip, klager har fremsendt, at sagsbehandleren beskrev klager som paranoid.

Dette var åbenbart ikke tilstrækkeligt bevis for, at klager er blevet krænket og har fået overskredet sine grænser.

Man får tildelt førtidspension på grund af sit handicap, og det sker efter kommunens og lægelige vurderinger, og det er også sket i klagers tilfælde.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Handicapbegrebet

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager har oplyst, at han har PTSD og er førtidspensionist.

I den forbindelse har klager fremlagt en afgørelse fra kommunen, hvoraf fremgår, at klager er berettiget til førtidspension, da hans arbejdsevne anses for varigt nedsat.

Klager har trods nævnets opfordring ikke fremsendt yderligere dokumentation for sit handicap.

Klager har oplyst, at der ikke findes noget relevant for klagers handicap hos hans praktiserende læge.

Nævnet vurderer, at klager ikke har godtgjort, at han på tidspunktet for den påstående forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at han har et handicap i lovens forstand.

Det er Ligebehandlingsnævnet, der i den konkrete sag skal vurdere, om der ud fra de foreliggende oplysninger foreligger et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Når sådanne oplysninger ikke foreligger, kan nævnet allerede af den grund ikke behandle klagen.

Det er herefter åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold i klagen.

Nævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse om at afvise behandlingen af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde