Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - reklamer - afvisning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - reklamer - afvisning
J.nr. 24-90366
En mand (klager), der var diagnosticeret med aspergers syndrom, klagede over et rejsebureau.
(indklagede).
Manden mente, at rejsebureauet havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at manden skulle betale et tillæg for at medbringe sin servicehund på en rejse til Portugal.
Manden skulle betale et tillæg på 8.600 kr. for en bestemt værelsestype, ligesom manden skulle betale 20 euro pr. dag for ekstra rengøring.
Det var hotellet i Portugal, der stillede krav om et tillæg for ekstra rengøring.
Det var ligeledes hotellets beslutning, hvilke værelser, hotellet benyttede til gæster med hunde.
Rejsebureauet kunne derfor ikke påvirke hotellets krav om ekstra rengøring og et bestemt hotelværelse, som medførte en højere pris for rejsen.
På den baggrund vurderede nævnet, at rejsebureauet ikke var rette indklagede.
Det var herefter åbenbart, at der ikke kunne gives manden medhold i klagen.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at det indklagede rejsebureau oplyste klager om, at klager skulle betale et tillæg for at medbringe sin servicehund på en rejse.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Den 23. september 2021 blev klager diagnosticeret med aspergers syndrom.
Af lægeerklæring af 23. september 2021 fra en speciallæge i psykiatri fremgår bl.a.
”[Klager] føler, at hans humør er rimeligt stabilt.
Han har altid følt sig lettere depressiv af natur, men mærker sig over de seneste år tiltagende tungsindig og med udfordringer med at fastholde glæden ved aktiviteter.
[Klager] har ikke nogen stor lyst til at være sammen med andre mennesker,
…
[Klager] har en border collie, som han har stor gavn af, da den hjælper ham til at ”skabe kontakt” når han er ude samtidig med at den kan mærke når han er ved at blive overbelastet, hvorefter den fysisk placerer sig imellem ham og de andre.
Dette har gjort mange ting lettere for [klager] og han har den altid med sig, hvorved den hindrer, at han isolerer sig.
Konklusion
Det vurderes på det foreliggende samt samtale at [klager] opfylder kriterierne for Aspergers Syndrom, hvilket han livslangt har været udfordret af i større eller mindre grad.
Det er vigtigt at [klager]fremadrettet forstås i lyset af denne diagnose, som betyder at han har brug for forudsigelighed og ”ordentlighed” for at være i trivsel.
Diagnoser
F84.
5 Aspergers Syndrom”
Den 6. oktober 2022 bevilgede klagers bopælskommune klager et samtræningskursus af klagers hund til servicehund.
Den 1. august 2024 kontaktede klager indklagedes kundeservice med forespørgsel på en tre ugers pakkerejse til Algarve i Portugal.
Klager ønskede at medbringe sin servicehund.
Klager har oplyst, at han havde set en reklame for rejsen online, hvor der fremgik en pris på 11.000 kr.
Indklagede har fremlagt prisinformationen fra rejsen.
Af prisinformationen fremgår bl.a.
” Rejsens pris
Fra kr. 16.498,- pr. person i delt dobbeltværelse.
…
Tillæg for enkeltværelse
Hotellets priser på enkeltværelser er forholdsvis høje, da alle enkeltværelser er dobbeltværelser, som hotellet ville kunne sælge til to personer.
Standardværelse som enkeltværelse: kr. 4.300,-
Ønsker man andre værelsestyper tilkommer tillæg som ovenfor x 2.
…
Opgradering af hotelværelse
Delt dobbeltværelse med skrå havudsigt
Prestige suites with lateral sea view: kr. 1.600,- pr. Person
Delt dobbeltværelse med havudsigt
Deluxe suites with frontal sea view: kr. 2.500,- pr. Person
…
Prisen inkluderer ikke
…
Indklagede har oplyst, at de kontaktede hotellet for at høre, om det ville være muligt for klager at bo på hotellet med sin servicehund.
Hotellet krævede ud fra sikkerhedshensyn, at klager skulle bo på et værelse, der var beliggende tæt på elevatoren, og da disse var af en højere kategori end standardværelserne, skulle klager betale et tillæg.
Derudover krævede hotellet et tillæg på 20 euro pr. dag for ekstra rengøring.
Klager har fremlagt en udateret mail fra indklagede.
Af mailen fremgår bl.a.
”Som lovet sender jeg dig denne mail, hvor jeg nærmere begrunder de oplyste pristillæg, der ville have været gældende, hvis du havde ønsket at fastholde din bestilling af rejsen til Portugal.
Samtidig skal jeg bekræfte overfor dig, at vi efter ønske fra dig, i dag har annulleret din forespørgsel på rejsen.
Som oplyst er det et sikkerhedskrav fra hotellet, at gæster, der medbringer en servicehund skal bo på den nævnte kategori værelse, da disse er beliggende tæt på elevator.
Hotellet må gerne stille et sådant krav, da dette er begrundet i sikkerhed og dermed et sagligt krav, og vi kan som rejsearrangør derfor heller ikke ændre på dette.
Værelsestillægget på i alt DKK 8.600,- opkræves ikke på grund af servicehund, men grundet, at alle hotellets værelser, som udgangspunkt er dobbeltværelser, og hvor prisen for disse derfor er beregnet ud fra den forudsætning, at der betales for 2 personer pr. værelse.
Når værelset imidlertid kun benyttes af 1 person, opkræver hotellet et enkeltværelsestillæg, der for standardværelser lyder på DKK 4.300,- mens tillægget på andre værelsestyper, som eksempelvis et værelse med havudsigt, beliggende tæt på elevator, fordobles til DKK 8.600,-.
Dette fremgår af vores beskrivelse af rejsen på [link til indklagedes hjemmeside]
Der opkræves således nøjagtig samme enkeltværelsestillæg på DKK 8.600,- af alle hotellets gæster, der måtte bo 1 person på et værelse med havudsigt, og der er dermed ikke tale om forskelsbehandling af hotellets gæster, uanset om de måtte medbringe en servicehund eller blot bo 1 person på værelset.
Det daglige tillæg på 20 € er betaling for den ekstra rengøring, der kræves som følge af hund på værelset.
Tillægget er ligeledes tilladt, da det opkræves ud fra en saglig begrundelse om ekstra behov for rengøring af værelset.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. august 2024.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagede reklamerede for rejsen i Ekstra Bladet.
I reklamen var prisen oplyst til 11.000 kr.
Da klagede ønskede at rejse med sin servicehund steg prisen med cirka 10.000 kr., fordi klager skulle booke et specielt værelse til 8.600 kr. og betale 20 euro pr. dag for ekstra rengøring.
Klagers kontakt med indklagede har delvist foregået telefonisk, hvorfor der er begrænset dokumentation.
Klager kender ikke lovgivningen i Portugal vedrørende servicehunde.
I Danmark er der ofte et en gang for alle tillæg for at medbringe en hund på et hotel.
Ikke et dagligt tillæg.
I Danmark kan der ikke stilles krav, da der er tale om et personligt hjælpemiddel.
Det er forskelsbehandling, når der stilles krav om specifikke dyrere værelser, fordi der medbringes en servicehund.
Indklagede har påstået, at klagers forespørgsel gik specifikt på rejsen til Portugal.
Klagers bedste mening har været, at forespørge på rejsen til Andalusien.
Det er denne forespørgsel, som klager henholder sig til.
At indklagede så pludselig ændrede feriemålet, kan klager ikke forholde sig til.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling.
Klager har oplyst, at den pågældende rejse skulle være annonceret til 11.000 kr. Rejsens grundpris udgjorde, som det fremgår prisinformationen for rejsen, 16.498 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.
Indklagede har ikke annonceret den pågældende rejse i Ekstra Bladet.
Rejsen har kun været annonceret i Jysk Fynske Medier til en frapris på 16.998 kr.
Indklagede formoder, at klager har forvekslet rejsen med indklagedes tre ugers rejse til Andalusien, da rejsen til Andalusien har været annonceret i Politiken til en frapris på 11.998 kr.
Det fremgår også af prisinformationen, at der for personer, der rejste alene, tilkom et enkeltværelsestillæg på 4.300 kr. for standardværelse.
Hvis der var tale om andre typer enkeltværelser end standard, opkrævede hotellet to gange 4.300 kr. svarende til 8.600 kr.
Der tilkommer enkeltværelsestillæg, når en gæst skal bo alene på et værelse, og tillægsprisen for sådan et værelse skal ses på baggrund af det faktum, at værelserne alle er dobbeltværelser, som normalt sælges til to personer.
Eftersom klager ikke skulle rejse sammen med en anden person, ville han derfor under alle omstændigheder skulle betale minimum 4.300 kr. i tillæg for et standardværelse oveni den oplyste grundpris på 16.498 kr., altså i alt minimum 20.798 kr.
Umiddelbart efter, at klager havde rettet henvendelse til indklagede med forespørgsel på den pågældende rejse, kontaktede indklagede hotellet for at høre, om det ville være muligt for klager at bo på hotellet med sin servicehund.
Hotellet bekræftede, at klager og hans servicehund uden problemer ville kunne bo på hotellet.
Hotellet krævede dog ud fra sikkerhedshensyn, at klager skulle bo på et af de værelser, der var beliggende tæt på elevatoren, og da disse er af en højere kategori end standardværelserne, ville enkeltværelsestillægget, som oplyst i rejsens program, blive fordoblet og dermed udgøre i alt 8.600 kr.
Dertil kom et tillæg, som klager skulle afregne direkte med hotellet under sit ophold.
Tillægget var begrundet i den ekstra rengøring, der var nødvendig, når en hund skulle opholde sig på værelset.
Tillægget beløb sig til 20 euro pr. dag.
Denne information fremgår endvidere af hotellets hjemmeside.
Det er hotellet, der har stillet krav om et tillæg for at medbringe hund på værelset.
Indklagede kan som rejsearrangør ikke påvirke tillægget, men alene videreformidle til kunden.
Det er ligeledes hotellets egen beslutning, hvilke værelser, hotellet benytter til gæster med hunde.
Heller ikke dette kan indklagede som rejsearrangør blande sig i, men indklagede kan alene informere kunden om, hvilke værelsestyper, der vil være til rådighed, når kunden ønsker at medbringe hund på hotellet.
Det fremgår også af hotellets hjemmeside, at alle gæster med hund, uanset, om der er tale om en servicehund eller en ”almindelig” hund, ikke selv kan vælge værelsestype, men at hotellet bestemmer, hvilke værelser, de har allokeret til gæster med hund.
Hotellets krav om opkrævning af de nævnte tillæg var alle begrundet ud fra saglige forhold som sikkerhedshensyn og nødvendig ekstra rengøring.
Indklagede må derfor afvise, at tillæggene på nogen måde skulle være udtryk for diskrimination.
Det opkrævede enkeltværelsestillæg ville således også være gældende for enhver anden enkeltrejsende kunde for den pågældende type værelse.
At rejsen koster mere end, hvad klager havde forventet ud fra den annoncerede pris, er således ikke udtryk for, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap, men alene fordi der ville have været tale om, at han som alene rejsende skulle betale enkeltværelsestillæg for at bo på et værelse, der normalt sælges til to personer.
Samtidig har hotellet af sikkerhedsmæssige grunde et krav om, at gæster, der medbringer servicehunde, skal bo nær elevator i tilfælde af brand eller anden form for opstået nødsituation.
Med henvisning til ovenstående finder vi derfor ikke, at der er tale om forskelsbehandling på grund af handicap, idet der gælder samme vilkår for alle hotellets gæster, der medbringer hund uanset årsag.
På denne baggrund må vi afvise klagers påstand om, at han skulle være blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Det følger af bekendtgørelse af forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet, at klager skal angive, hvem der klages over.
Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.
Klager har oplyst, at han ønsker at klage over det indklagede rejsebureau.
Indklagede har oplyst, at det var hotellet i Portugal, der stillede krav om et tillæg for ekstra rengøring.
Det var ligeledes hotellets egen beslutning, hvilke værelser, hotellet benyttede til gæster med hunde.
Indklagede kunne derfor ikke påvirke hotellets krav om ekstra rengøring og et bestemt hotelværelse, som medførte en højere pris for rejsen.
På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede ikke er rette indklagede.
Det er herefter åbenbart, der ikke kan gives klager medhold i sagen.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
-
Tillæg for enkeltværelse”
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om afvisning
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 17, stk. 2, nr. 2, om oplysning om hvem der klages over.
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling