Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - national oprindelse - kompetence - kommuner - afvisning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - national oprindelse - kompetence - kommuner - afvisning
J.nr. 24-99732
En mand (klager), klagede over en kommune (indklagede).
Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hans barn på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en pædagogs adfærd over for mandens barn.
Manden gjorde gældende, at pædagogen, der havde en indisk national oprindelse, tog parti for børn med indisk national oprindelse, samt ignorerede og talte ned til mandens barn, som ikke har indisk national oprindelse.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at denne del af klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Da nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse, afviste nævnet at behandle denne del af klagen.
Ligebehandlingsnævnet vurderede desuden, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at mandens barn var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Efter nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor også at behandle denne del af klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af national og etnisk oprindelse i forbindelse med en pædagogs adfærd over for klager.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle den del af klagen, der handler om national oprindelse.
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle den del af klagen, der handler om etnisk oprindelse.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Klager er elev hos en skole i den indklagede kommune.
Den 26. juni 2024 sendte klagers far følgende mail til indklagede
”…
Desværre oplever vi, at vores søn [klager] gentagne gange bliver diskrimineret af en pædagog, som favoriserer sine egne landsbørn.
Pædagogen truer desuden [klager] med at sende en e-mail til forældrene, hvis han ikke gør, som hun siger, og hun beskylder ham for at lyve, selvom hun ikke har overværet nogen af de hændelser, de taler om.
Vi ønsker derfor at indgive en diskriminationklage direkte til kommunen, da ledelsen i [skole] ikke tager vores henvendelser alvorligt og ligeledes vil vi gerne bede [indklagede] om bistå/hjælpe [skole] i at udarbejde en handlingsplan for at stoppe de voldelige handlinger imod [klager] i forbindelse med hans ophold som er startede alle disse episoder.
…”
Den 5. juli 2025 sendte indklagede følgende brev til klagers far
”…
På baggrund af skolens redegørelse og din klage, er det vores vurdering, at der i børnegruppen omkring [klager] er behov for ekstra fokus i forhold til konflikthåndtering og følelsesregulering, hvilket [skole] er opmærksomme på.
Mindre konflikter er en naturlig del af børns udvikling og noget, som personalet håndterer, men det må ikke føre til mistrivsel hos børnene.
Ud fra redegørelsen vurderer vi ikke, at der er tegn på diskrimination rettet mod [klager].
Ledelsen har sat en undersøgelse i gang i forhold til at undersøge børnefællesskabet i [klagers] klasse, dette for at hjælpe børnene med at lære at håndtere konflikter.
På baggrund af undersøgelsen vil der blive lagt en plan og iværksat de nødvendige indsatser.
Vi vil anmode [skole] om at kontakte jer mhp.
at få arrangeret et nyt møde på den anden side af sommerferien, hvor I kan få talt om, hvordan jeres samarbejde om [klagers] trivsel og udvikling kan styrkes.
…”
Den 29. august 2024 blev der holdt et møde mellem klagers forældre, skolen og indklagede, hvor samarbejdet mellem klager, klagers forældre og skolen blev drøftet.
I et udateret tillæg til referatet fra mødet den 29. august 2025 udarbejdet af klagers far fremgår følgende
”…
Jeg bemærker dog, at voldshandlingerne er nedtonet i dette referat, og jeg mener, at det bør afspejle virkeligheden mere præcist.
Der har været mange episoder, hvor [klager] er kommet hjem med næseblod efter et overfald, han er blevet taget i kvælertag, der er hoppet på hans nakke efter at være skubbet ned på jorden, og han er blevet truet med at få halsen skåret over med en saks - listen er lang.
Vores datter har ligeledes modtaget den samme trussel og fjernede saksen fra samme barns hånd i [skole].
[Klager] er desuden kommet hjem med mærker på hals og arm.
Vi sender gerne billeder, hvis det ønskes.
Jeg er uenige i den bløde formulering vedrørende, at [klager] ikke bliver hørt.
Det er en kombination af, at [klager] generelt ikke bliver hørt, og at der foregår diskrimination fra den nævnte medarbejder.
Det fremgår heller ikke af referatet, at vi fastholder diskriminationsklagen.
…”
Den 18. september 2025 sendte indklagede følgende brev til klagers forældre
”…
Du spørger om, hvad [indklagede] foretager sig herfra i forhold til diskriminationsanklagen fra jer.
Vi vil gerne igen understrege, at vi tager anklager om diskrimination meget alvorligt, ligesom klager om andre forhold.
[Indklagede] fastholder fortsat vores vurdering fra 5. juli 2024, som svar på din klage af 25. juni 2024.
Vi ser ikke tegn på diskrimination i hverken jeres klage eller den redegørelse, vi modtog fra [skolen].
Vi ser dog tegn på, at der er behov for ekstra fokus på konflikthåndtering og følelsesregulering.
Du skriver til [indklagede] den 5. juli 2024, at du ikke er tilfreds med vores svar og ønsker partshøring.
[Pædagogisk konsulent] skriver bl.a. til dig den 10. juli 2024, at forvaltningens vurdering er, at løsningen bedst findes i samarbejde med skolen.
Derfor lægger [pædagogisk konsulent] op til, at der arrangeres et møde mellem jer som familie, [skolen] og hende efter sommerferien.
I tillæg hertil skriver hun, at I har mulighed for at tage jeres diskriminationsanklage videre til Ligebehandlingsnævnet.
Du taler i telefon med [pædagogisk konsulent] den 11. juli 2024.
Her fortæller du, at hverken [klager] eller jer som forældre føler jer hørt af [skolen], og at I oplever at nogle af de andre børn har en voldsom adfærd.
[Pædagogisk konsulent] fortæller om mulighederne for at sætte ind i børnegruppen, og hendes rolle og muligheder som pædagogisk konsulent.
I aftaler, at der skal afholdes et møde efter sommerferien sammen med [skolen].
Mødet mellem jer, [pædagogisk konsulent] og [skolen] afholdes den 29. august 2024 og I modtager referat herfra den 9. september 2024.
På mødet udtrykker I ønske om en handleplan, og skolen oplyser, at den er
udarbejdet.
På mødet aftaler I følgende
Den 9. september 2024, efter referatet er sendt til jer, skriver du til [indklagede], at I forældre fastholder anklagen om diskrimination.
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. september 2024.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en pædagogs adfærd over for klager.
Pædagogen, som har en indisk national oprindelse, har ved utallige episoder taget indiske børns parti ved at trøste dem med kram.
Pædagogen undlod at lytte til klagers opfattelse af tingene, frastødte ham og talte ned til ham.
Klagers søster, der også går på skolen, har været vidne til disse handlinger.
Pædagogen fremsatte en trussel over for klager ved at bede et indisk barn om at hente klager og truede ham med, at hvis han ikke kom ned til centralstationen, ville der blive skrevet hjem til hans forældre.
Klager henvender sig ikke længere til pædagogen, da hun ignorerer ham og aldrig taler til ham.
Pædagogen talte med de andre børn på deres lokale sprog, selvom der skal tales engelsk på skolen.
Det fremgår ikke af referatet af mødet den 29. august 2024, at en af lederne på skolen udtalte, at klagers forældre skulle have fremsat racistiske kommentarer.
Dette var en misforståelse, som lederen efterfølgende undskyldte for.
Det blev også fremført, at klagers forældre blev beskyldt for racistiske udtalelser, da klagers far refererede til den indiske pædagog, fordi hverken klager eller klagers søster kendte hendes navn.
Dette var en praktisk henvisning, således at skolen kunne identificere hende.
Derfor er det også vores opfattelse, at skolen har svært ved at definere kriterierne for racisme.
Når klager tjekker ud fra skolen og siger farvel, svarer alle andre pædagoger, undtagen denne pædagog, som konsekvent ignorerer hans farvel eller anden form for kommunikation.
Dette har stået på, siden klagen blev indgivet.
Denne opførsel kan enten betragtes som et racistisk indslag, hvor hun undlader at svare klager, eller som voldsomt uprofessionel adfærd, der ikke hører til i et skolemiljø.
Klagers søster, der ofte henter klager, har gentagne gange været vidne til denne opførsel.
Klager er et barn, som oplever en gentagen forskelsbehandling i sin hverdag.
Ved at se problemet igennem børnenes øjne bliver det tydeligere, at situationen ikke kun handler om voksne vurderinger af “rigtigt” og “forkert”, men også om en reel, vedvarende utryghed, som bør afhjælpes straks.
Det er trods alt klagers oplevelse, der bør lægges til grund, ellers mister diskriminationsloven sin mening.
Indklagede har anført, at indklagede ikke kan genkende beskrivelsen af de episoder og den adfærd, som klager beskriver.
Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt blot at afvise klagers beskrivelse uden at forholde sig konkret til de episoder, der er beskrevet.
En simpel benægtelse uden en fyldestgørende forklaring skaber ikke gennemsigtighed, men efterlader snarere et indtryk af, at indklagede forsøger at undgå en reel stillingtagen til de konkrete påstande.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Indklagede kan ikke genkende beskrivelsen af de episoder og den adfærd, der beskrives i klagen.
Indklagede afviser på den baggrund, at klager skulle have været udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Om hændelsesforløbet
Klagers far har tidligere henvendt sig til indklagede og klaget over diskrimination, idet han oplevede, at klager blev diskrimineret af en pædagog, som efter hans opfattelse har favoriseret børn af indisk oprindelse.
Klagers far klagede første gang til forvaltningen over diskrimination den 24. juni 2024.
I den forbindelse har indklagede været opmærksom på en række episoder, som klagers far har kontaktet personalet på skolen om.
Sagen blev rejst af klager på skolen den 23. maj 2024 i en telefonsamtale med en af skolens ledere.
På baggrund af beskrivelserne af de pågældende episoder fra henholdsvis klagers far og skolen har indklagede ikke set tegn på, at klager har været udsat for diskrimination.
Dette fremgår af indklagedes klagesvar af 5. juli 2024.
Klager svarede samme dag på indklagedes svar og modtog den 10. juli 2024 et svar fra skolens pædagogiske konsulent om, at hun vil tage initiativ til afholdelse af et møde.
Efterfølgende havde den pædagogiske konsulent en telefonsamtale den 11. juli 2024 med klagers far.
Mødet med klagers forældre, skolen og den pædagogiske konsulent blev afholdt den 29. august 2024, og der blev lavet aftaler om, hvilke indsatser, der skulle iværksættes, så klager kunne føle sig tryg i skolen.
Den 5. september 2024 henvendte klagers far sig til den pædagogiske konsulent og bad om at få at vide, hvad indklagede fortog sig herfra med hensyn til sagen.
Indklagede svarede på denne henvendelse den 18. september 2024.
Om forskelsbehandling
Indklagede kan ikke genkende, at den pædagog, klager henviser til, i højere grad trøster de børn, der er af indisk oprindelse, eller at den pågældende pædagog undlader at høre på klagers opfattelse af situationerne.
Den 23. maj 2024 opstod en konflikt mellem klager og et andet barn i skolen.
I den forbindelse oplevede klager og hans ældre søster, som hentede klager, at personalet kun trøstede den anden dreng, der var involveret i konflikten.
En af skolens ledere var tilfældigvis i nærheden mens pædagogen talte med begge drenge, og lederen observerede, at pædagogen anerkendte klagers oplevelse og talte til begge børn på samme måde.
Lederen blev efter episoden ringet op af klagers far, som beskrev klagers oplevelse af episoden og forklarede, at pædagogen skulle have beskyldt klager for at starte slagsmålet.
Lederen, som havde overværet episoden, forklarede telefonisk, at medarbejderen efter konflikten havde lyttet til begge sider og ladet begge drenge forklare, hvad der var sket, og at de to drenge til sidst gav hinanden en undskyldning.
Lederen aftalte telefonisk med klagers far, at der var behov for at finde ud af, hvordan de voksne bedst hjælper klager, når lignende episoder opstår.
Det blev aftalt, at klagers forældre skulle opfordre klager til at kontakte en voksen for at få hjælp, når han bliver sur eller ked af det, ligesom det blev aftalt, at klagers forældre fremover ville skrive til personalet, hvis klager fremadrettet kom hjem og var ked af det efter en konflikt i skolen.
Indklagede afviser således, at klager i forbindelse med episoden den 23. maj 2024 af pædagogen er blevet behandlet ringere end det andet barn, der var involveret.
Indklagede afviser i øvrigt, at pædagogen alene trøster børn med indisk oprindelse med kram, mens hun undlader at høre på klagers opfattelse af situationerne.
Indklagede kan ikke genkende beskrivelsen af, at pædagogen frastøder klager, at hun truer klager eller taler ned til og ignorerer ham.
Indklagede kan heller ikke genkende beskrivelsen af, at pædagogen taler over hovedet på klager.
Indklagede har på baggrund af de episoder, klagers far har klaget over, vurderet, at der har været behov for ekstra fokus på konflikthåndtering og følelsesregulering.
Handleplanen blev præsenteret for klagers forældre den 11. september 2025.
Inklusionspædagogen, klasselæreren og klassepædagogen var til stede ved mødet.
Under mødet udtrykte klagers far, at klager er glad, og forældrene er tilfredse med klasseteamets arbejde.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
National oprindelse
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Forskelsbehandlingsloven dækker ikke klager over forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet.
Ligebehandlingsnævnet behandler desuden klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.
Lov om etnisk ligebehandling dækker ikke klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Klager gør gældende, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund at etnisk oprindelse i forbindelse med, at en pædagog med indisk national oprindelse tog parti for børn med indisk national oprindelse samt ignorerede og talte ned til klager, som ikke har indisk national oprindelse.
Nævnet vurderer herefter, at klagen reelt angår påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Klagen vedrører en pædagogs adfærd over for klager på klagers skole og omhandler således forhold uden for arbejdsmarkedet.
Ligebehandlingsnævnet har derfor ikke kompetence til at behandle den del af klagen, som omhandler forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
Etnisk oprindelse
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.
På baggrund af oplysningerne i sagen vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Efter nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle den del af klagen, der handler om etnisk oprindelse.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
-
At klasseteamet hurtigst muligt afholder møde med jer forældre omkring handleplanen.
-
Der aftales en systematisk opdatering i forhold til [klagers] trivsel med klasseteamet, så I forældre informeres, helst pr. telefon, hvis [klager] har været involveret i en konflikt.
-
Klassepædagogen laver en plan for [klagers] tilbagevenden til [skole] idet [klager] skal holde sin arm i ro i en periode.
•
§ 1, stk. 1 og 5, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling