Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - sundhed - afvisning
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - sundhed - afvisning
J.nr. 24-99823
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med dobbeltsidigt perceptivt høretab, klagede over et hospital (indklagede).
Kvinden mente, at hospitalet havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at hun fik afslag på at medbringe tegnsprogstolk på hospitalet.
Kvinden havde oplyst, at receptionisten på hospitalet mente, at kvinden skulle anvende en tegnsprogstolk fra B, og derfor ikke måtte bestille en tegnsprogstolk fra A, hvilket beroede på en misforståelse.
Hospitalet havde oplyst, at der opstod en misforståelse i forbindelse med rekvirering af tegnsprogstolk, men at kvinden havde en tegnsprogstolk med under behandling på hospitalet.
Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold i sagen.
Der var ikke oplysninger i sagen, som tydede på, at kvinden i forbindelse med rekvireringen af tegnsprogstolk var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede herefter, at det var åbenbart, at der ikke kunne gives kvinden medhold i sagen.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe tegnsprogstolk på indklagede hospital.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Nævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Klager er diagnosticeret med dobbeltsidigt perceptivt høretab.
Klager har oplyst, at receptionisten hos indklagede gav klager afslag på at medbringe sin tegnsprogstolk i forbindelse med behandling hos indklagede.
Indklagede har oplyst, at der var en tegnsprogstolk til stede under behandlingen.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 20. september 2024.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager havde bestilt en tegnsprogstolk fra A, som er en del af hospitalssektoren.
Receptionisten gav klager afslag, da receptionisten mente, at der kun må bestilles tegnsprogstolk fra B, hvilket er en misforstået oplysning.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Der var en tegnsprogstolk til stede under behandlingen.
Der findes retningslinjer, der skal sikre, at kommunikation mellem døve og/eller hørehæmmede patienter eller pårørende til mindreårige kan foregå frit og ubesværet.
I den konkrete sag opstod en misforståelse i forhold til det praktiske i forbindelse med rekvirering af tolk.
Indklagede var ikke uenig i, at der skulle være en tolk til stede i forbindelse med behandlingen.
Den relevante afdeling har fulgt op på forløbet med klager og talt episoden igennem med klager.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Klager har oplyst, at receptionisten hos indklagede mente, at klager skulle anvende en tegnsprogstolk fra B og derfor ikke måtte bestille en tegnsprogstolk fra A, hvilket beroede på en misforståelse.
Indklagede har oplyst, at der opstod en misforståelse i forbindelse med rekvirering af tegnsprogstolk, men at klager havde en tegnsprogstolk med under behandling hos indklagede.
Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.
Der er ikke oplysninger i sagen, som tyder på, at klager i forbindelse med rekvireringen af tegnsprogstolk er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderer herefter, at det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.
Nævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde