Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - adgangsbegrænsning - afvisning
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - adgangsbegrænsning - afvisning
J.nr. 24-92802
En kvinde (klager), der kom fra Serbien, klagede over en organisation (indklagede).
Kvinden mente, at organisationen havde forskelsbehandlet hende på grund af etnisk oprindelse, hudfarve og race i forbindelse med, at kvinden blev nægtet adgang til en fodboldlandsholdskamp mellem Danmark og Serbien.
Nævnet lagde til grund, at kvinden ved indgangen til stadionets hjemmebaneafsnit var iklædt det serbiske flag, og at kvinden blev nægtet adgang til stadion på grund af dette.
Organisationen havde oplyst, at serbiske fans på baggrund af afgørelse fra UEFA af 24. juli 2024 var udelukket fra at måtte deltage i den pågældende landsholdskamp.
Det var nævnets vurdering, at kvinden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden blev nægtet adgang til stadion, fordi kvinden med sin påklædning udviste tilknytning til det serbiske landshold.
Nævnet lagde herefter til grund, at kvinden blev nægtet adgang til stadion på grund af sin påklædning og ikke på grund af sin etniske oprindelse.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev nægtet adgang til en fodboldlandskamp.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at klager er født og opvokset i Serbien.
Klager har også oplyst, at hun har boet i Danmark i 24 år.
Den 6. juni 2024 købte klager seks billetter til en fodboldkamp mellem Danmark og Serbien, der skulle spilles den 8. september 2024.
Af billetten til kampen fremgår bl.a.
”…
Enhver gæst på stadion, der via påklædning eller opførsel udviser tilknytning til udeholdet andre steder, end ved og på afsnittet for udeholdets tilskuere, kan blive afvist/bortvist uden refusion af billetten.
…”
Den 24. juli 2024 traf UEFA afgørelse over for det serbiske fodboldforbund, som forbød fans af det serbiske landshold at deltage i landskampen mellem Danmark og Serbien den 8. september 2024.
Den 8. september 2024 ankom klager, klagers søn og fire venner til stadionet for at se kampen mellem Danmark og Serbien.
Klagers søn og de fire andre havde danske landsholdstrøjer på, mens klager havde taget det serbiske flag på.
Klager blev nægtet adgang til stadion med den begrundelse, at serbiske fans var udelukket fra at se kampen.
Den 8. september 2024 sendte klager en mail til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
”…
Jeg vil bede jer refundere til mig den ene voksen billet af 6 billetter som jeg har betalt for.
Det er fordi jeg ikke blev lukket ind til kampen fordi jeg havde et serbisk flag med som jeg ikke vidste var forbudt.
Jeg ville gerne have ligget flag til side, men det vil jeres vagter ikke give mig lov til.
Det her er ren chikane og fascisme og jeg vil klage alle steder hvor det er muligt.
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. september 2024.
Den 13. september 2024 modtog klager en mail fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
”…
Vi har forståelse for, at det er frustrerende at blive afvist fra stadion.
Desværre kan vi ikke imødekomme dit krav.
Baggrunden for afvisningen er, at UEFA’s Control, Ethics and Disciplinary Body den 24. juli 2024 traf afgørelse om, at serbiske fans er udelukket fra kampen mellem Danmark og Serbien den 8. september 2024, og dermed hverken har været berettigede til at købe billetter eller deltage til kampen.
[Indklagede] har fulgt denne afgørelse og havde pligt til at sikre, at ingen personer med nogen former for tilhørsforhold til Serbien kom ind til kampen, desuagtet eventuel neutral påklædning.
Til danske landskampe er der desuden ingen neutrale pladser.
Som det fremgår af både [indklagedes] billet- og handelsbetingelser, vil enhver gæst på stadion, der udviser tilknytning til udeholdet andre steder, end ved og på afsnittet for udeholdets tilskuere, kunne afvises/bortvises uden refusion af billetten.
Information om UEFA’s afgørelse og dens konsekvenser har været tilgængelig på [hjemmeside], hvor informationen er givet forud for billetkøbet, ligesom det har fremgået under kampdags info på [hjemmeside] og ved alle indgange og billetsalg på kampdagen.
Informationerne om afgørelsen samt billet- og handelsbetingelserne har således været tilgængelige forud for dit billetkøb, så vi kan, som nævnt, ikke imødekomme dit krav.
Såfremt du kan dokumentere, at du har købt billet til udebanefans afsnittet, før UEFA’s afgørelse om bandlysning af serbiske fans blev truffet, er du dog velkommen til at kontakte os med den nødvendige dokumentation herfor med henblik på eventuel refundering af billetprisen.
…”
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 1.500 kr.
Parternes bemærkninger
Af hensyn til sagens resultat er parternes bemærkninger kun gengivet delvist.
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at hun blev nægtet adgang til en fodboldlandskamp.
Klager er født og opvokset i Serbien, men har indfødsret til Danmark.
Klager har boet i Danmark i 24 år.
Klager skulle til fodboldkamp mellem Danmark og Serbien.
Klager havde inviteret sin søn, tre af hans venner og deres mor.
De tre drenge og deres mor er etniske danskere.
Alle havde danske landsholdstrøjer på, på nær klager, der havde taget det serbiske flag på.
Da klager kom til indgangen, sagde vagterne til klager, at hun ikke måtte komme ind.
Vagterne oplyste klager, at Serbien var blevet straffet, og at fans af landet ikke var velkomne.
Klager sagde, at hun ikke vidste det, og at hun kunne fjerne flaget.
Klager havde også tre andre små danske flag til drengene.
Klager oplyste, at hun havde dansk pas, og at hun havde været til kamp mod Sverige tidligere, hvor klager havde haft en dansk landsholdstrøje på.
Klager oplyste også, at hun ikke gik så meget op i fodbold.
Klager fik stadig ikke lov til at komme ind til kampen, så klagers søn, hans venner og deres mor gik ind på stadion uden klager.
Klager gik derefter lidt rundt om stadion, lagde sit flag et sted og gik tilbage til indgangen.
Klager viste vagterne, at hun ikke havde noget flag i sin taske, men klager måtte stadig ikke komme ind, da klager med flaget havde vist en tilknytning til Serbien, og det var nok til, at klager ikke måtte komme ind.
Klager oplyste igen vagterne, at klager også havde en tilknytning til Danmark, havde boet i Danmark i 24 år, har et dansk barn, dansk pas, og at klager også havde de danske flag med.
Klager har aldrig i Danmark følt sig så udelukket på grund af sin oprindelse.
Klager mener ikke, at det tilladt at sortere folk på baggrund af etnicitet.
Indklagede har forskelsbehandlet en masse fredelige mennesker af afstamning fra Serbien, som blev nægtet adgang til fodboldkampen, selvom de ikke var til fare for nogen.
Klager sagde selv til vagterne flere gange, at klager holdt lige så meget med Danmark som med Serbien, at klager ville lægge det serbiske flag til side, og at klager havde de danske flag med.
Det var dog ikke nok for vagterne, når klager havde vist flaget én gang og var af serbisk afstamning.
Da klager købte billetterne, var Serbien ikke blevet straffet endnu.
Da klager bor i Danmark, kan klager heller ikke købe billetter, der er beregnet til udeholdets fans, som normalt sælges gennem udeholdets fodboldforbund.
Hvis klager var så stor fan af Serbien, ville klager nok have vidst, at serbiske fans var blevet udelukket
Da klager bor i Danmark, havde de danske flag med også og var i selskab med de danske fans, så mener klager, at hun også har haft et fanmæssigt tilhørsforhold til Danmark og dermed blev nægtet adgang uberettiget.
Klager er vidende om andre med serbisk afstamning, som blev chikaneret og nægtet adgang til kampen på grund af deres serbiske tøj, selv om de gerne ville tage tøjet af.
De ”rigtige” serbiske fodboldfans med ”fanmæssigt tilhørsforhold” til udeholdet kom slet ikke til stadion, da de vidste, at de var udelukket og ikke kunne købe billetter til udeholdets pladser, da de billetter ikke var tilgængelige.
Indklagede kunne dermed frit dyrke magtmisbrug blandt danskerne af serbisk afstamning, som ikke går op i fodbold.
Indklagede definition af ”fanmæssigt tilhørsforhold” i forbindelse med nationale kampe er et meget udefinerbart og uheldigt udtryk.
Klager er ikke bekendt med, at der findes en definition af ”fanmæssigt tilhørsforhold” til et land nogle steder i loven.
Klager mener, at klager som dansker med indfødsret har lovligt tilhørsforhold til Danmark.
Ifølge indklagede er ”fanmæssigt tilhørsforhold” at have det serbiske flag med til kampen.
Klager er uforstående over for, at klager ikke bare kunne lægge det serbiske flag til side, således at klager lagde sit ”fanmæssige tilhørsforhold” til side og beholdt sit danske tilhørsforhold ved indfødsret.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Af sikkerhedsmæssige grunde er der behov for at afvikle fodboldkampe under en opdeling mellem fans af de forskellige hold.
Idet klager var iklædt det serbiske flag og på den baggrund udviste et fanmæssigt tilhørsforhold til udeholdet, fastholder indklagede, at det var berettiget at nægte klager adgang til kampen på hjemmebaneafsnittet.
Afvisningen af klager er ikke sket på baggrund af ulovlig forskelsbehandling, og afvisningen har været proportional samt sagligt og objektivt begrundet.
Klagen bør på den baggrund afvises.
I alle tilfælde kan der ikke gives klager medhold i klagen.
Indklagede har det klare mål, at sikkerheden er i top for alle ved afholdelse af fodboldlandskampe.
Det gælder både hjemmeholdets og udeholdets fans samt alt personale og øvrige tilstedeværende.
Grundet det store antal fans er det ikke muligt for vagterne at foretage en individuel risikovurdering af og for hver fans for sig.
Da den største risiko for konflikt imidlertid er mellem fans af forskellige hold, er det derfor hensigtsmæssigt og nødvendigt at opdele fans i forskellige afsnit på stadion og at foretage denne opdeling ud fra, hvilket tilknytningsforhold en fan udviser.
Det understreges, at opdelingen sker både for at forhindre, at der lukkes fans ind på afsnit, hvor de kan være til fare for andre, og i lige så høj grad sker for at sikre, at en fan ikke selv udsættes for fare ved at blive lukket ind på fanafsnit med det andet holds fans.
For kampen mellem Danmark og Serbien den 8. september 2024 var det derfor nødvendigt med en opdeling af fans med tilhørsforhold til det danske herrelandshold og fans med tilhørsforhold til det serbiske herrelandshold.
Sikkerheden for alle fans sikredes ligeledes ved at koordinere indsatsen med dansk politi.
At indklagede har indført regler om opdeling af fans, ses først og fremmest i indklagedes betingelser for billetkøb til en fodboldlandskamp i Danmark.
Det følger af indklagedes handelsbetingelser, som der henvises til forud for ethvert billetkøb, at det er billetkøberens og billetindehaverens ansvar at gøre sig bekendt med betingelserne samt sikre, at der alene er købt billet til det afsnit, der er dedikeret til tilhængere af det landshold, som køberen og indehaveren er tilhænger af.
Indklagedes handelsbetingelser har bl.a. baggrund i artikel 17, 27 og 28 i UEFA Safety and Security Regulations implementeret den 19. maj 2019.
UEFA Safety and Security Regulations gælder for alle fodboldforbund i UEFA.
Reglerne er netop fastsat for at sikre, at der sker en opdeling af fans, hvor dette er nødvendigt bl.a. af hensyn til sikkerheden.
For at understrege vigtigheden af reglen fremgår det desuden af selve fodboldbilletten, at ”Enhver gæst på station, der via påklædning eller opførsel udviser tilknytning til udeholdet andre steder, end ved og på afsnittet for udeholdets tilskuer kan blive afvist/bortvist uden refusion af billetten.
” Dette fremgik også af klagers billet.
Som nævnt er reglen indført af sikkerhedsmæssige hensyn og med baggrund i UEFA Safety and Security Regulations.
Heraf fremgår desuden, at der kan være situationer, som kræver adskillelse af fangrupperinger så langt væk fra stadion som muligt, og hvor det end ikke er tilstrækkeligt for sikkerheden alene at adskille fangrupperingerne ved indgangene til stadion.
UEFA beskriver det som ”the segregation of different groups of spectators”, hvilket understreger, at der er tale om en opdeling af fans.
På samme måde er indklagedes opdeling ikke begrundet i et ønske om at adskille personer med forskellige etniciteter mv., men derimod i et behov for at adskille fans, der udviser tilknytning til forskellige fodboldhold.
Til den pågældende fodboldkamp kunne ingen serbiske fans få adgang til den pågældende fodboldlandskamp, idet udebaneafsnittet, hvortil et modstanderholds forbund normalt har adgang til billetsalg, ikke var tilgængeligt til kampen den 8. september 2024.
Det var således alene muligt at deltage i den pågældende kamp som dansk fan, idet indklagede til den pågældende landskamp var pålagt at sikre, at der ikke blev lukket fans af Serbiens landshold ind på stadion.
UEFA (sammenslutningen af de europæiske nationale fodboldforbund, og som ejer turneringen, landskampen blev spillet under) havde den 24. juli 2024 overfor det serbiske fodboldforbund truffet en afgørelse, der forbød fans af det serbiske landshold at deltage i pågældende landskamp mod Danmark i Parken den 8. september 2024.
Denne sanktion var fra UEFA’s side pålagt det serbiske forbund, fordi serbiske fans i en kamp forinden havde udvist racistisk og diskriminerende adfærd til en landskamp.
Racisme og diskriminerende adfærd er helt uacceptabelt i fodbold, og en sådan adfærd sanktioneres hårdt af både UEFA og indklagede.
Indklagede er underlagt UEFA’s regler i UEFA’s turneringer.
Indklagede blev således med afgørelsen pålagt at afvise adgang til alle fans med forbindelse til Serbien.
I klagers tilfælde medbragte klager et serbisk flag og udviste dermed en tilknytning til kampens udehold, det serbiske herrelandshold.
Uanset klagers kendskab til UEFA’s afgørelse eller ej, har klager, forud for billetkøb, bekræftet at have læst og forstået indklagedes handelsbetingelser samt haft adgang til at læse billetbetingelserne på selve billetten efter billetkøbet.
Det er desuden ubestridt fra klagers side, at klager var mødt op iført et serbisk flag omkring sig ved indgangen til stadion, hvilket på baggrund af ovenstående medførte, at klager blev afvist adgang.
Uanset at klager pakkede det serbiske flag væk efter at være blevet gjort opmærksom på reglen, så har klager fremstået som fan af udeholdet og er derfor retteligt blevet nægtet adgang til hjemmebaneafsnittet.
For at sikre ensartethed i administrationen er opdelingen af fans nødt til at ske ud fra det udviste tilhørsforhold.
Sikkerhedsvagter ved indgangene til stadion hverken kan eller skal foretage en individuel vurdering af hver enkelt fans personlige forhold i vurderingen af, hvorvidt vedkommende har udvist tilknytning til udeholdet ved et hjemmebaneafsnit.
Vagterne securitytjekker tusindvis af fans ved indgangene, og skal og kan i den forbindelse alene forholde sig til, at klager i sin fremtoning med et serbisk flag åbenlyst udviste at være fan af det serbiske landshold og dermed på den baggrund måtte afvises ved indgang til hjemmebaneafsnittet.
På baggrund af ovenstående fastholdes, at klagen må afvises, og at der i alle tilfælde ikke kan gives medhold i klagen.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.
Klager har gjort gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse i forbindelse med, at hun blev nægtet adgang til fodboldlandsholdskampen mellem Danmark og Serbien.
Af billetten til landskampen den 8. september 2024 fremgår, at enhver gæst på stadion, der via påklædning eller opførsel udviser tilknytning til udeholdet andre steder, end ved og på afsnittet for udeholdets tilskuere, kan blive afvist.
Indklagede har desuden oplyst, at serbiske fans på baggrund af afgørelse fra UEFA af 24. juli 2024 var udelukket fra at måtte deltage i den pågældende landsholdskamp.
Nævnet lægger til grund, at klager ved indgangen til stadionets hjemmebaneafsnit var iklædt det serbiske flag, og klager blev nægtet adgang til stadion på grund af dette.
Det er nævnets vurdering, at klager ikke med det oplyste har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.
Nævnet har lagt vægt på, at klager blev nægtet adgang til stadion, fordi klager med sin påklædning udviste tilknytning til det serbiske landshold.
Nævnet lægger herefter til grund, at klager blev nægtet adgang til stadion på grund af sin påklædning og ikke på grund af sin etniske oprindelse.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
•
§ 1, stk. 1 og 5, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om delt bevisbyrde