Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - lejeaftale - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - lejeaftale - medhold
J.nr. 24-53935
En mand (klager), der havde et udenlandskklingende navn, klagede over en virksomhed (indklagede).
Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af etnisk oprindelse, hudfarve og race i forbindelse med, at han fik afslag på at leje en bolig hos virksomheden.
Manden havde for nævnet fremlagt mailkorrespondance, hvori manden dels skrev i eget navn og dels skrev med det fiktive, danskklingende navn ”Jens”.
Manden blev alene tilbudt en lejebolig hos virksomheden, da han henvendte sig under det fiktive navn ”Jens”.
Henvendelserne skete nogenlunde samtidig og omhandlede samme lejemål.
Nævnet vurderede, at der på den baggrund var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med sin henvendelse til virksomheden om et lejemål, var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin race og/eller etniske oprindelse.
Det påhvilede herefter virksomheden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Det var nævnets vurdering, at virksomheden ikke med sine mere overordnede oplysninger omkring tildeling af lejemål havde løftet denne bevisbyrde.
Manden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 10.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager fik afslag på at leje en bolig hos indklagede.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede boligselskab gav klager afslag på at leje en bolig.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 10.000 kr. med procesrente fra den 15. maj 2024, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager skrev den 8. maj 2024 følgende til indklagede
”Hej [indklagede]
Vi skriver for at udtrykke vores store interesse i et af jeres ledige rækkehuse på [vejnavn] i [by].
Vi er et par på 27 år med en lille dreng på 1 år.
Jeg arbejder til daglig som konsulent i [arbejdsplads], mens min kæreste for nylig er blevet færdig med sin barsel og er i gang med at søge job efter at have afsluttet sit speciale i [uddannelse] på [universitet].
Vi er et stille og roligt par, der i øjeblikket bor på [vejnavn og by], men vi leder efter noget større i nærheden.
Derfor virker [vejnavn] som det perfekte sted for os.
Vi ser frem til at høre fra jer og håber på en positiv tilbagemelding.
Mvh
[klagers og klagers kærestes navn]”
Indklagede besvarede klagers henvendelse den 13. maj 2024.
Af svaret fremgik følgende
”Hej [klager]
Tak for din mail.
Begge rækkehuse er desværre blevet udlejet efter fremvisning.
Er I interesseret i at komme på vores interesseliste?
”
Den 13. maj 2024 besvarede klager henvendelsen med ønske om at komme på interesselisten.
Den 14. maj 2024 meddelte indklagede, at klager var skrevet på interesselisten.
Klager har tillige fremlagt en mailkorrespondance af 14. maj 2024 mellem indklagede og klager.
Her henvendte klager sig imidlertid under pseudonymet ”Jens Bryld Hansen” (JBH).
Af mailkorrespondancen fremgår bl.a. følgende
”Fra: [klager som JBH]
Til: [indklagede]
Sendt: kl.
13:14 den 14. maj 2024
Hej
Jeg er meget interesseret i at leje et af jeres rækkehus på [vejnanvn], jeg bor i øjeblikket til leje i [bynavn] og ønsker at bo inde i [by] med min kone og vores fælles barn.
Tak på forhånd
Mvh
Jens Bryld Hansen
Fra: [indklagede]
Til: [klager som JBH]
Sendt: kl.
13:26 den 14. maj 2024
Hej Jens
Tak for din mail.
Vi har et ledigt på [vejnavn] pr. 15. juli 2024.
Vil I ud og se det?
…
Fra: [klager som JBH]
Til: [indklagede]
Sendt: kl.
13:32 den 14. maj 2024
Hej [indklagede]
Det vil jeg meget gerne, hvilket tidspunkt i morgen?
:)
…
Fra: [indklagede]
Til: [klager som JBH]
Sendt: kl.
13:37 den 14. maj 2024
Hej Jens
Det er nuværende lejer der viser frem.
Så du skal kontakt [lejer] på telefon [nummer] for at lave en aftale.
Det er [adresse]
.
.
.
Fra: [klager som JBH]
Til: [indklagede]
Sendt: kl.
13:43 den 14. maj 2024
Jeg kontakter [lejer] for at lave en aftale om fremvisning
og vender tilbage med et svar, hvornår er sidste svarfrist?
Samt er jeg nummer et i køen eller er der andre der foran
på denne bolig?
Hilsen Jens
…
Fra: [indklagede]
Til: [klager som JBH]
Sendt: kl.
13:45 den 14. maj 2024
Hej Jens
Vi sender løbende nogen ud og se det.
Så du skal vende retur snarest muligt.
Der er ikke som sådan kø, hvis flere har set den og ønsker den, beslutter vi hvem der får den tilbudt.
…
Fra: [klager som JBH]
Til: [indklagede]
Sendt: kl.
13:49 den 14. maj 2024
Det modtaget, jeg får det set og vender tilbage hurtigst
muligt
go dag :)
…”
Klager sendte herefter en mail til indklagede under sit rigtige navn, som han i starten havde henvendt sig under.
Parterne udvekslede i den forbindelse bl.a. følgende mailkorrespondance
” Fra: [klager]
Til: [indklagede]
Sendt: kl.
14:14 den 14. maj 2024
Kære [indklagede]
Nu når jeg er på jeres interesseliste, henvender I jer selv når der ledige bolig?
ps, er der muligvis nogle der hoppet fra og i har nogle ledige boliger i øjeblikket eller i den nærmeste fremtid?
Fra: [indklagede]
Til: [klager]
Sendt: kl.
08:26 den 15. maj 2024
”Hej [klager]
I vil blive kontaktet, såfremt vi får nogle ledige.
Det er svært at sige om vi får nogle ledige, da det kræver at nogle fraflytter deres lejemål.
Vi kan derfor ikke love noget.
Vi har andre boliger ledige på andre adresser.
Du kan se vores ledige lejemål på nedenstående link
[link til boligportal]
Der er ikke hoppet nogle fra.
God dag.
”
Klager har desuden fremlagt et skærmprint fra en boligportal, hvoraf fremgår to annoncer med udleje af et rækkehus på den vej, som klager henvendte sig til indklagede om.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. maj 2024.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager fik afslag på at leje en bolig hos indklagede.
Klager, som har et udenlandskklingende navn, er blevet stillet ringere end en anden person ville være blevet, fordi han ikke hedder ”Jens”.
Afslaget har haft følelsesmæssige konsekvenser for klager.
Klager har følt sig mindreværdig og afvist, hvilket har givet ham stress og angst for sin fremtid og sine muligheder.
Klager ønsker udelukkende at leje en bolig på den vej, som klager har henvendt sig om.
Derfor er det irrelevant, at klager blev henvist til andre boliger, som indklagede administrerer.
Indklagede hævder, at udlejningen er baseret på ”timing” og ”tilfældigheder”.
Imidlertid sendte klager, under dæknavnet ”Jens”, den 14. maj 2024 klokken 13:43 en mail, hvori klager specifikt spurgte ind til sin position i køen.
Indklagede svarede klokken 13:45, at de ”løbende sender folk ud.
” Dette var årsagen til, at klager kontaktede indklagede fra sin oprindelige mail samme dag klokken 14:14.
Indklagede svarede dagen efter den 15. maj 2024 kl.
08:26, at der ikke var ledige boliger, men at klager ville blive kontaktet, hvis noget blev ledige.
Det skete dog ikke til trods for, at klager var på interesselisten og havde udtrykt et specifikt ønske om rækkehuset på den pågældende vej.
”Jens” blev tilbudt boligen, trods Jens ikke havde svaret på, om han ønskede boligen.
I stedet henviste indklagede klager til øvrige ledige boliger.
”Jens” havde på dette tidspunkt ikke besluttet sig til rækkehuset.
Det skærmbillede, klager har vedlagt fra en boligportal, viser, at begge boliger på den pågældende vej stadig var tilgængelige den 15. maj 2024 kl.
18:12.
Opslag på boligportaler bliver fjernet, så snart boligen er udlejet, hvilket gør det tvivlsomt, at boligerne på dette tidspunkt var lejet ud.
Såfremt klager havde fået mulighed for at se rækkehuset, som ”Jens” fik mulighed for, og det efterfølgende blev lejet ud til en anden, ville klager have accepteret dette uden problemer.
I denne situation fik klager imidlertid slet ikke chancen til trods for, at ”Jens” stadig ikke havde svaret.
Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har forskelsbehandlet klager.
Lejemålene var reserveret til personer, som havde været til fremvisning, hvorfor korrespondancen herom er retvisende.
Det ene lejemål endte med ikke at blive udlejet, hvorfor korrespondancen med ”Jens” den 14. maj 2024 er retvisende.
Der var kommet et ledigt lejemål.
Det beror på tilfældigheder og det begrænsede tidsrum mellem den 13. og 14. maj 2024, at der ikke blev rettet henvendelse til personerne på interesselisten om lejemålet, der blev ledigt efter klagers første henvendelse.
Indklagedes bemærker, at der er tale om en interesseliste, og ikke en venteliste, hvor personer på listen har forlejeret eller tilbydes ledige lejemål før andre.
De pågældende lejemål er populære og udlejes hurtigt.
Udlejningen og korrespondancen om ledige lejemål varetages manuelt af forskellige medarbejdere, som det også fremgår af den fremsendte korrespondance.
Hvem lejemålene udlejes til handler i høj grad om tilfældigheder og timing i forhold til, hvornår lejemålene konkret bliver ledige og reserverede.
Klager blev henvist til indklagedes øvrige ledige lejemål, hvilket klart viser, at indklagede ikke ønskede at fravælge klager som lejer.
Indklagede tager kraftig afstand fra, at indklagede på nogen måde forskelsbehandler eller i øvrigt diskriminerer potentielle lejere på baggrund af navn og etnicitet.
Indklagede fører ikke registreringer eller fortegnelser over deres lejeres etnicitet eller andre forhold som seksualitet, nationalitet og trosretning mv. Det er på denne baggrund ikke muligt at oplyse, hvilken ”etnisk” sammensætning, der er blandt lejerne.
Uagtet, at det forekommer grotesk overhovedet at skulle forholde sig til, kan det i relation til denne klage oplyses, at der blandt lejerne i de ejendomme, indklagede administrerer, forekommer en variation af navne, der kan opfattes som værende af forskellig ”etnisk oprindelse”, så som ”nordisk-, asiatisk-, og mellemøstligklingende” navne.
Indklagede er garant for høj faglighed og saglighed i forhold til administration af ejendomme og generel ordentlig behandling af lejere, og indklagede er aldrig tidligere blevet mødt med klager om forskelsbehandling eller diskrimination.
Klagen forekommer at være udtryk for klagers ærgrelse over ikke at have fået tilbudt det ønskede lejemål, og den har intet med forskelsbehandling eller diskrimination at gøre.
Indklagede bestrider, at det ved vurderingen af sagen skal tages i betragtning, at klager alene var interesseret i den specifikke ejendom på den pågældende vej.
Det er således ikke irrelevant, at indklagede henviste klager til øvrige ledige lejemål.
Opslag på boligportalen markeres først som ”reserveret”, når der foreligger en underskrevet lejekontrakt.
Dette betyder, at et lejemål kan fremstå ledigt, selvom der er sendt en lejekontrakt til en potentiel lejer.
Opslagene på boligportalen nedtages først, når lejekontrakten er underskrevet, og der er sket indbetaling af depositum.
Dette er indklagedes sædvanlige procedure.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.
Klager har for nævnet fremlagt mailkorrespondance, hvori klager dels skriver i eget navn og dels skriver med det fiktive, danskklingende navn ”Jens”.
Klager blev alene tilbudt en lejebolig hos indklagede, da han henvendte sig under det fiktive navn ”Jens”.
Henvendelserne skete nogenlunde samtidig og omhandlede samme lejemål.
Nævnet vurderer, at der på den baggrund er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med sin henvendelse til indklagede om et lejemål, er blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin race og/eller etniske oprindelse.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det er nævnets vurdering, at indklagede ikke med sine mere overordnede oplysninger omkring tildeling af lejemål har løftet denne bevisbyrde.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 10.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 10.000 kr. til klager med procesrente fra den 15. maj 2024, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
•
§ 1, stk. 1 og 5, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om delt bevisbyrde
•
§ 9 om godtgørelse