Legislator Case Law & Legislation
W20260907225 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9072 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2026 9072 Valid

J.nr. 23-94584

En mand (klager), der var diagnosticeret med diabetes, klagede over en myndighed (indklagede).

Manden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at manden fik udstedt et chaufførkort med en gyldighed på tre år.

Det fremgik ikke af sagens oplysninger, at mandens diabetes havde medført en langvarig begrænsning, som havde hindret manden i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Manden havde selv oplyst, at mandens diabetes var velbehandlet.

Ligebehandlingsnævnet vurderede på den baggrund, at manden ikke havde godtgjort, at han havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2026 9072 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling og chikane på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede styrelse udstedte et chaufførkort med en gyldighed på tre år til klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede udstedte et chaufførkort med en gyldighed på tre år til klager.

Sagsfremstilling

Klager, som lider af diabetes, fik i 2018 udstedt et chaufførkort med en gyldighed på fem år.

Den 7. september 2022 gennemførte klager uddannelsen i ajourføring af chauffører i offentlig servicetrafik og bestod den afsluttende certifikatprøve.

Klager fik herefter udstedt et nyt chaufførkort, som var gyldigt til den 17. januar 2026.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. oktober 2023.

Den 24. oktober 2023 fremsatte klager påstand om betaling af en godtgørelse på 300.000 kr.

Klager har fremlagt et lægenotat af 25. juli 2024.

Af notatet fremgår bl.a.

”behov for optimering af BG kontrol - ked af insulin, da han af og til køre FlexTrafik.

.

cresc inj Ozempic 2 mg x1 /uge”

Klager har også fremlagt sit medicinkort pr. 17. september 2025.

Af medicinkortet fremgår bl.a., at klager har fået lægemidlet Tresiba 100 Flextouch mod diabetes siden den 24. januar 2023 samt lægemidlet Ozempic mod type 2 diabetes siden 26. juli 2024.

Klager har endvidere fremlagt sine blodprøveresultater fra september 2019 til december 2023.

Indklagede har fremlagt taxibekendtgørelsens bilag 1, afsnit E, om diabetes.

Af afsnittet fremgår bl.a.

”1) I de følgende afsnit defineres alvorlig hypoglykæmi som en tilstand, der kræver assistance fra en anden person.

En person anses for at lide af recidiverende hypoglykæmi, når den pågældende har haft mere end ét tilfælde af alvorlig hypoglykæmi inden for en periode på 12 måneder.

Gruppe 1

2) Chaufførkort kan kun udstedes eller fornyes for ansøgere med diabetes på grundlag af en udtalelse fra egen læge eller speciallæge i intern medicin med særlig kendskab til diabetes.

3) Chaufførkort udstedes eller fornyes for ansøgere med diabetes, som behandles med medicin, med vilkår om individuelt fastsat tidsbegrænsning på højst fem år.

En ansøger, som behandles med medicin, der medfører risiko for fremkaldelse af hypoglykæmi, skal godtgøre, at den pågældende forstår risikoen i forbindelse med hypoglykæmi og er i stand til at kontrollere sygdommen på en tilfredsstillende måde.

Chaufførkort kan hverken udstedes eller fornyes for førere med utilstrækkelig erkendelse af tilstanden.

4) Chaufførkort kan kun udstedes eller fornyes for ansøgere, der lider af recidiverende alvorlig hypoglykæmi, på baggrund af en udtalelse fra egen læge eller speciallæge i intern medicin med særlig kendskab til diabetes og med vilkår om individuelt fastsat tidsbegrænsning.

For ansøgere med alvorlig recidiverende hypoglykæmi i vågen tilstand kan chaufførkort først udstedes eller fornyes tre måneder efter sidste tilfælde.

5) I særlige tilfælde kan chaufførkort udstedes eller fornyes, hvis det er behørigt begrundet af en lægelig vurdering og med vilkår om individuelt fastsat tidsbegrænsning med henblik på løbende at sikre, at personen er i stand til sikker kørsel under hensyntagen til virkningerne af den medicinske tilstand.

Gruppe 2

6) Chaufførkort kan udstedes eller fornyes for ansøgere med diabetes, som ikke behandles med medicin, der medfører risiko for hypoglykæmi, efter reglerne for gruppe 1, jf. pkt. 2-5.

7) Chaufførkort kan udstedes eller fornyes for ansøgere med diabetes, som behandles med medicin, som medfører risiko for fremkaldelse af hypoglykæmi (dvs. insulin og/eller evt.

anden medicin), på baggrund af en udtalelse fra speciallæge i intern medicin med særligt kendskab til diabetes eller egen læge, hvis det er denne, som behandler og kontrollerer ansøgerens eller førerens diabetessygdom.

8) Ved udstedelse eller fornyelse af chaufførkort efter pkt. 7 skal der fastsættes vilkår om individuelt fastsat tidsbegrænsning på op til tre år og under følgende betingelser

a) Der har ikke været tilfælde af hypoglykæmi inden for de seneste 12 måneder.

b) Ansøgeren kan erkende og reagere på advarselssymptomer på tilstedeværelsen af hypoglykæmi,

c) Ansøgeren kan ved lægeundersøgelsen godtgøre, at pågældende er i stand til at kontrollere sygdommen ved regelmæssige målinger af blodsukkerniveauet, mindst to gange om dagen og på tidspunkter, hvor vedkommende skal køre.

d) Ansøgeren kan ved lægeundersøgelsen godtgøre, at pågældende forstår risikoen i forbindelse med hypoglykæmi.

e) Der er ikke andre komplikationer (f.eks. synssvækkelse, neuropati eller kognitiv svækkelse) i forbindelse med diabetessygdommen, som kan medføre betydelig risiko for færdselssikkerheden.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik udstedt et chaufførkort med tre års gyldighed i stedet for fem års gyldighed.

Klager fik i 2018 udstedet et chaufførkort med en gyldighed på fem år samtidig med, at det var kendt, at klager led af diabetes.

Ved fornyelsen fik klager blot chaufførkort for tre år.

Klager har tidligere kørt fem år med diabetes, ligesom klager har betalt fuld pris for chaufførkortet og har alle de påkrævede kurser.

Klagers diabetes er velreguleret.

Der bliver hele tiden taget blodprøver, og klager går til opfølgning på et diabetescenter.

Der har ikke været tegn på hypoglykæmi i klagers blodprøver.

Klagers blodprøveresultater viser, at klager er bekendt med og i stand til at kontrollere sin sygdom.

Klager har ikke oplevet hypoglykæmi.

Personer uden diabetes kan også rammes af hypoglykæmi.

Indklagedes fordomme om, at klager er i større risiko for at få hypoglykæmi, er diskriminerende.

Den læge, der lavede en helbredsattest på klager til indklagede, var ny og havde ikke nærmere kendskab til klager.

Helbredsattesten var hemmelig og blev sendt til indklagede i lukket kuvert.

Klager modtog ikke selv kopi af helbredsattesten, hvorfor klager ikke kunne kontrollere eller gøre indsigelse mod attesten.

Klager kan ikke finde et incitament til, hvorfor indklagede har udstedt et chaufførkort for tre år frem for fem år som normalt.

Klager oplever en forskelsbehandling, når der bliver spurgt ind til, hvorfor chaufførkortet kun er gyldigt i tre år.

Indklagede har udsat klager for chikane.

Den omstændighed, at klager kun fik udstedet et chaufførkort for tre år, har haft den virkning, at klager ikke får kørsel fra kørselskontoret.

Da klager havde chaufførkort med fem års gyldighed, modtog klager kørsel i minimum otte timer dagligt.

Ved at begrænse chaufførkortet til tre år, har indklagede begrænset klagers muligheder for at tjene penge.

Klager har mistet sit job på grund af indklagedes regler.

Klager har krav på en betydelig godtgørelse, da klager har mistet sit levebrød.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling.

Når det bliver oplyst i lægeattesten, at man som ansøger lider af diabetes som behandles med en medicintype som kan give hypoglykæmi gives der op til tre års udstedelse af chaufførkort.

Dette sker for at sikre at en chauffør med diabetes, som er i behandling med en medicin som kan give hypoglykæmi, løbende følger behandlingen og er i stand til at håndtere sygdommen, så chaufførens helbredstilstand ikke udgør nogen unødig risiko for passagerer.

Har chaufføren diabetes, som ikke behandles med en medicin type som kan give hypoglykæmi, så kan chaufføren efter omstændighederne få et chaufførkort for fuldtid, altså fem år.

Det er altså grundlæggende medicintypen, der giver begrænsninger, ikke sygdommen.

Det juridiske grundlag for den medicinske sagsbehandling udgøres af bilag 1 til taxibekendtgørelsen.

Den egentlige hjemmel er taxilovens § 7, stk. 2, nr. 7, og taxibekendtgørelsens § 9, hvorefter man skal opfylde nærmere fastsatte helbredskrav i taxibekendtgørelsens bilag 1, afsnit E, nr. 8, litra a)-e).

Den lovfastsatte tidsbegrænsning for ansøgere med diabetes, som er i behandling med medicin, som medfører risiko for fremkaldelse af hypoglykæmi, sker for at sikre passagerernes sikkerhed, og er et objektivt kriterie.

Der er ligebehandling for alle ansøgere, som falder under ovenstående helbredsmæssige kategori.

Hvilken medicin en ansøger bruger, er ikke noget indklagede har indflydelse på.

Det er egen læge, som vurderer om der er behov for medicin, som medfører risiko for fremkaldelse af hypoglykæmi, eller om der kan vælges andre former for diabetes behandling.

Indklagede foretager alene en vurdering af, om en ansøger opfylder helbredskravene ud fra de helbredsoplysninger, indklagede modtager.

Det faktum, at klager ikke fik begrænsning i sit chaufførkort i 2018, skyldes ikke en anden vurdering, men at indklagede på daværende tidspunkt ikke var oplyst om klagers diabetes eller om behandlingen af denne sygdom.

Gebyrets størrelse er på 1.700 kr. pr. sagsbehandling.

Prisen er den samme om man får udstedt chaufførkort for et eller fem år.

Gebyret er fastsat i Bekendtgørelse om gebyrer og afgifter på indklagedes område § 4, jf. § 33 i Taxiloven.

Såfremt man får afslag, skal man ikke betale gebyret.

Et afslag kan være med baggrund i ansøgers helbredstilstand.

Princippet er, at man betaler pr. sagsbehandling ikke pr. år.

Gebyret går til at dække indklagedes omkostninger, som er forbundet med ordningen, herunder sagsbehandlingen af alle indklagedes modtagne ansøgninger om nyudstedelse, fornyelse og erstatning af chaufførkort.

Gebyret skal endvidere dække øvrige omkostninger forbundet med ordningen.

Særligt de krav, der er til ansøgers helbred, vandel og god skik, kan, alt efter den enkelte sags indhold, kræve en mere omfattende sagsbehandling, ligesom der udarbejdes både juridiske og lægefaglige vurderinger i de pågældende sager, hvilket betyder, at udgifterne til disse sager øges væsentligt.

Indklagede er ikke bekendt med, at der generelt diskrimineres i forhold til taxichauffører med kortere udstedelsesperioder end fem år.

Indklagede opfatter selve klagens indhold som et forhold mellem ansat og arbejdsgiver, hvori indklagede ikke kan være en part, da det er en sag, som skal løses privatretligt.

Indklagede har ikke indflydelse på, hvem der får kørsler gennem kørselskontoret og hvor ofte.

Indklagede administrerer alene reglerne, herunder for tilladelse til at drive kørselskontorer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager har oplyst, at han lider af diabetes, og at han også led af diabetes, da han i 2018 fik udstedt chaufførkort med en gyldighed på fem år.

Det fremgår af klagers medicinliste, at han har fået lægemidlet Tresiba 100 Flextouch mod diabetes siden den 24. januar 2023 samt lægemidlet Ozempic mod type 2 diabetes siden 26. juli 2024.

Det fremgår ikke af sagens oplysninger, at klagers diabetes har medført en langvarig begrænsning, som har hindret klager i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Klager har selv oplyst, at klagers diabetes er velbehandlet.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har godtgjort, at han har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2026 9072 Valid

•

§ 1, stk. 1, og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2026 9072 Valid

•

§ 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →