Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold
J.nr. 24-12898
En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).
Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at hun ikke fik tildelt flere tilkaldevikarvagter under sin graviditet.
Kvinden var ansat som timelønnet tilkaldevikar i hjemmeplejen.
Kvinden udførte arbejde i tre forskellige afdelinger, men hovedsageligt i afdeling 1.
Den 12. september 2023 oplyste kvinden sin leder i afdeling 1, at hun var gravid.
Den 25. september 2023 meddelte leder i afdeling 1, at kvinden ikke ville få tildelt flere vagter i aftenvagten.
Lederen i afdeling 1 havde videre oplyst, at kvindens adgang til et vagtplanlægningsprogram den 17. september 2023 blev lukket ned i forhold til vagter i denne afdeling.
Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren herved udsatte kvinden for mindre gunstig behandling.
Da kvinden var gravid på tidspunktet for den mindre gunstige behandling, havde arbejdsgiveren bevisbyrden for, at behandlingen ikke helt eller delvist var begrundet i klagers graviditet.
Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde løftet denne bevisbyrde.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at der var en nær tidsmæssig sammenhæng mellem kvindens oplysning om sin graviditet og beslutningen om at reducere kvindens mulighed for at tage vagter i aftenvagten, hvor kvinden havde sin primære tilknytning.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 105.000 kr. svarende til 9 måneders løn.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke fik tildelt flere vagter som tilkaldevikar under sin graviditet.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager ikke fik tildelt flere vagter som tilkaldevikar under sin graviditet.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 105.000 kr. med procesrente fra den 24. januar 2024, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Den 1. august 2022 blev klager ansat som ufaglært timelønnet tilkaldevikar i hjemmeplejen hos indklagede.
Klager udførte arbejde i tre forskellige afdelinger hos indklagede, hovedsageligt i område x, aften.
Den 21. og 22. august samt den 3. september 2023 var klager graviditetsbetinget sygemeldt.
Den 31. august 2023 sendte leder i afdeling 2 følgende sms-besked til klager
”…
Jeg har ringet for at høre om du er rask igen?
…”
Den 1. september 2023 havde klager følgende sms-korrespondance med leder i afdeling 2
” Klager
”…
Jeg har ingen nattevagter.
Jeg har fået besked på, at det er lederne ved [afdeling 1], jeg skal kontakte ift mine aftenvagter, som er det eneste jeg har.
Derfor kan jeg ikke forstå, hvad jeg skal vende tilbage med.
Jeg har syntes, det har været meget grænseoverskridende, at der har lagt 3 ledere og ringet til mig næsten hver dag, hvor nogen nærmest skulle høre, hvor høj min termometersmåler siger i feber.
Jeg kan ikke forstå, i ikke snakker mere sammen, så jeg ikke konstant skal spammes ned, når jeg ligger med hovedet […]
…”
Leder i afdeling 2
”…
Din seneste vagt hvor du var syg var i min afdeling derfor er jeg forpligtet til at følge op.
Jeg sidder sammen med [leder i afdeling 1] som er leder for aftenvagten og hun vil selvfølgelig gerne vide om du er klar til din næste vagt som er en aftenvagt.
I det du tager flere vagter flere steder har du flere ledere og ved sygemelding har man som medarbejder en forpligtelse til dialog med arbejdsgiver jf. Sygefraværspolitikken.
Er du fortsat sygemeldt?
…”
Klager
”Jeg vil gerne meldes syg på [afdeling 1].
Jeg skulle gerne snakke med én leder fra hver afdeling, ellers kan jeg jo ikke blive ved i min sygemelding.
Ikke nok med at jeg skal snakke med flere ledere fra de forskellige afdelinger, har jeg også siddet og skulle forklare, hvordan syg jeg er, hvilket jeg synes, er grænseoverskridende og en privatsag.
Jeg har også fået af vide af flere ledere, at jeg skal ringe og raskmelde mig før i kan regne med, at man kommer igen, så med det giver det slet ikke mening, hvorfor i så bliver ved med at ringe til mig.
…”
Klager
[Skærmbillede af sms fra leder i afdeling 1, hvor klager bliver spurgt, om hun kan tage en vagt.
]
Klager
”…
Jeg har nu modtaget denne besked, selvom i så sent som i dag, har sagt i sidder sammen og jeg har meldt mig syg til jer.
Kan i ikke selv se, der er noget helt galt med informering og kommunikationen i det her?
”
Leder i afdeling 2
”Det er en runde sms du har fået kan jeg se.
Den er sendt ud til alle der er i den gruppe.
”
…”
Den 11. september 2023 havde klager og vagtplanlægger hos indklagede følgende sms-korrespondance
” Vagtplanlægger hos indklagede
”… Jeg holder fri/orlov i dag, prøv [leder i afdeling 1] hvis ikke det kan vente til i morgen [emoji]”
Klager
”Ja, jeg har lige snakket med hende, tak [emoji]”
Den 12. september 2023 kontaktede klager sin leder i afdeling 1 telefonisk og oplyste, at hun var gravid, og at hendes sygefravær den 21. og 22. august 2023 havde været graviditetsbetinget.
Klager og lederen i afdeling 1 aftalte, at klager skulle have stillet en bil til rådighed, da klager tidligere cyklede rundt til de borgere, hun skulle besøge.
Den 12. september 2023 sendte klager følgende sms til vagtplanlæggeren hos indklagede
”…
Jeg skriver lige til dig for en sikkerhedsskyld – Jeg har lavet en aftale med [leder i afdeling 1], at jeg fremover kun får vagter, når der er en bilrute til rådighed, da jeg er gravid og pt ikke ville kunne holde til at cykle rundt i så mange timer [emoji]
…”
Klager har oplyst, at hun efter den 12. september 2023 ikke kunne logge ind på ”Altiplan”, hvor de ansatte hos indklagede kunne tilmelde sig vagter.
Indklagede har oplyst, at klagers adgang til [program] blev lukket den 17. september 2023.
Den 19. september 2023 havde klager og vagtplanlæggeren hos indklagede følgende sms-korrespondance
”Klager
”… Jeg kan ikke logge ind på [program], den siger det er et forkert login, selvom jeg er helt sikker på, det er rigtigt?
…”
Vagtplanlægger hos indklagede
”Jeg prøver lige at sende nyt [emoji]”
…”
Den 20. september 2023 sendte vagplanlæggeren hos indklagede følgende sms-beskeder
”Jeg kan ikke lige gennemskue det på [program], det ser ikke ud som det plejer.
.
skal lige have fat i [leder i afdeling 1], men hun er på kursus i dag”
”Det ser ud til at du er slettet?
Ring til [leder i afdeling 1] efter kl 16 eller I morgen [emoji]”
Den 23. september 2023 sendte klager følgende sms-besked til sin leder
”…
Jeg kan ikke komme ind på [program] og tage vagter?
Den siger bare der er fejl i koden eller brugernavn, selvom jeg er helt sikker på, ag jeg bruger det rigtige?
…”
Den 25. september 2023 svarede leder i afdeling 1 med følgende sms-besked
”…
Der er ikke flere vagter til dig i aftenvagten.
Jeg har svært ved at komme i kontakt med dig og når du ringer har du ikke en særlig pæn retorik over for mig, hvilket bekymrer mig når du er hos borgerne.
Du er derfor blevet afsluttet i alt I plan.
…”
Klager har oplyst, at klagers leder allerede på møde den 22. september 2023 havde oplyst klagers kollegaer om, at klager var blevet afskediget.
Indklagede har ikke bestridt dette.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. januar 2024.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 150.000 kr. Den 12. november 2023 forhøjede klager sin påstand til 250.000 kr.
Klager har fremlagt sms-korrespondance af 25. september 2023 mellem leder i afdeling 1 og en af klagers kollegaer i forbindelse med, at kollegaen sygemeldte sig.
Indklagede har fremlagt sygefraværspolitik for 2022, 2023 og 2024 og en udateret intro-pjece.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun ikke fik tildelt flere vagter som tilkaldevikar under sin graviditet.
Den 12. september 2023 oplyste klager lederen i afdeling 1 om, at hun var gravid.
Leder i afdeling 1 og klager aftalte, at klager fremadrettet skulle have stillet en bil til rådighed, sådan klager ikke skulle cykle under sin graviditet.
I perioden efter den 12. september 2023 kunne klager ikke logge ind på [program].
Klager kunne derfor ikke byde ind på vagter hos indklagede.
Klager oplyste den 23. september 2023 leder i afdeling 1 om, at hun ikke kunne logge ind på [program].
Leder i afdeling 1 svarede den 25. september 2023, at hun havde afsluttet klager i [program] på grund af klagers retorik, og da klager var vanskelig at komme i kontakt med.
Klager har aldrig mødt leder i afdeling 1, idet leder i afdeling 1 var nyansat.
Leder i afdeling 1 havde derfor intet kendskab til klagers person, eller hvordan klager udførte sit arbejde.
I de 13 måneder, som klager har været ansat, har klager aldrig fået en klage fra sine kollegaer eller de borgere, som klager havde ydet pleje for.
Klager fik desuden tilbudt en fuldtidsstilling på dagholdet hos indklagede.
Klager fandt senere ud af, at leder i afdeling 1 den 22. september 2023 havde oplyst klagers kollegaer om, at klager var blevet afskediget.
Leder i afdeling 1 fratog klager sit login til [program], hvilket medførte, at klager ikke kunne tage vagter i andre afdelinger, hvortil klager tillige havde en tilknytning.
Indklagede har valgt at fokusere på afdeling 2 og leder i afdeling 2, hvor klager kun var udlånt til nattevagter.
SMS-korrespondancen af 1. september 2023 var med leder i afdeling 2.
Klager skrev til leder i afdeling 2, at hun ikke havde nogen nattevagter, hvorfor klager ikke sygemeldte sig over for leder i afdeling 2.
Den næste vagt, som klager havde, var en aftenvagt den 3. september 2023.
Leder i afdeling 2 skrev desuden, at: ”… den seneste vagt hvor du var syg var i min afdeling, hvorfor jeg er forpligtet til at følge op…”.
Det er ikke korrekt, da klager senest var syg ved vagterne den 21. og 22. august 2023.
Som det fremgår af sms-korrespondancen af 1. september 2023, havde der været telefonisk kontakt, idet klager beskriver en telefonisk samtale med leder i afdeling 1, som klager oplevede som grænseoverskridende.
Leder i afdeling 1 havde i den pågældende telefonsamtale insisteret på, at klager skulle fortælle, hvad hun havde sygemeldt sig med, og hvorvidt klager havde feber.
Det ønskede klager ikke at oplyse om, hvortil leder hos afdeling 1 oplyste, at hun havde ret til at vide det i henhold til indklagedes sygefraværspolitik, således leder i afdeling 1 havde mulighed for at vide, hvornår klager igen stod til rådighed.
Klager brød grædende sammen efter samtalen.
Klager blev aldrig præsenteret for eller gjort bekendt med den sygefraværspolitik, som leder i afdeling 1 og indklagede nu henviser til.
Klager havde alene fået at vide, at klager skulle ringe til sin leder inden klokken 10 og melde sig syg.
Klager imødekom altid kontakt fra indklagede via telefon eller sms, og hjalp hvis hun kunne.
Klager oplevede det som spam, at klager modtog 14 opkald på sin mobil lige efter, at klager havde sygemeldt sig.
Da klager modtog sms af 1. september 2023 fra leder i afdeling 2, vidste klager ikke, hvorvidt hun ville være syg den 3. september 2023.
På grund af den telefoniske samtale, som klager havde haft med leder i afdeling 1, følte klager sig presset til at melde sig syg til sin vagt den 3. september 2023.
Klager følte sig ligeledes presset til at oplyse leder i afdeling 1 om sin graviditet under den telefoniske samtale den 12. september 2023.
Klager håbede, at det ville blive imødekommet, at klagers fremmøde i en periode ville være ustabil.
Idet klager var tilkaldevikar, var klagers sygdom for klagers egen regning.
Klager havde derfor en interesse i at minimere sit sygefravær.
Det er ikke korrekt, at klager ikke havde telefonisk kontakt med leder i afdeling 1 i en måned.
Klager havde telefonisk kontakt med leder i afdeling 1 den 23. august, den 11. og 12. og 23. september 2023.
Klager havde desuden en aftenvagt den 10. september 2023.
Efter at leder i afdeling 1 afsluttede klager i [program], havde klager ikke adgang til at byde ind på vagter i andre afdelinger hos indklagede.
Klager blev ligeledes ikke kontaktet telefonisk om vagter i andre afdelinger.
Under den telefoniske samtale med leder i afdeling 1 den 12. september 2023 sagde leder i afdeling 1 intet om klagers retorik.
Hvis leder i afdeling 1 var så bekymret for klagers retorik, undrer det klager, at leder i afdeling 1 tillod klager at varetage sin aftenvagt den 10. september 2023.
Den fremlagte korrespondance af 25. september 2023 var mellem klagers kollega og leder i afdeling 1.
Indklagede opdigtede en historie om, at klager havde en vagt, som indklagede skulle forsøge at finde en anden til at dække.
En vagt, som der er budt ind på, skal godkendes.
Klager havde således en vagt den 10. september 2023, da vagten fremgår af klagers arbejdstidsopgørelse.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn, da det ikke var begrundet i klagers graviditet, at klager ikke fik flere tilkaldevagter.
Indklagede kan ikke genkende klagers beskrivelse af sin ansættelse, og afviser at klagers graviditet på nogen måde har spillet ind i beslutningen om at afbryde samarbejdet med klager.
[program] er en app som bruges online af planlæggere og ledere til at lægge vagter ud.
Det er således ikke hverken lønbærende eller kontraktbindende.
Vagter ligges i udbud, hvorefter afløsere kan byde ind på vagter, ud fra hvilke områder de er tilknyttet.
Afløsere er tilknyttet afdelinger efter eget ønske.
De kan ligeledes være tilknyttet flere afdelinger.
Planlægger/leder tilknytter vagter til afløsere ud fra forskellige kriterier og kompetencer samt kendskab til borgere, opgaveløsning, med eller uden kørekort osv. Således har klager været tilknyttet flere forskellige afdelinger hos indklagede.
Klager har været tilknyttet indklagede som timelønnet tilkaldevikar forstået således, at hun for hver enkelt vagt tiltrådte en ansættelse, og når vagten sluttede, afsluttedes ansættelsesforholdet.
Når der dermed er tale en tilknytning som tilkaldevikar, kan afbrydelse af samarbejdet således også ske af begge parter fra gang til gang og uden yderligere varsel.
Klager havde i 2022 vagter som timelønnet i dagvagt i andet distrikt i hjemmeplejen.
Klager blev på dette tidspunkt tilbudt et vikariat i dagvagt med fast timetal, hvilket klager dog takkede nej til, og fortsatte som timelønnet i forskellige afdelinger.
Klager havde i 2023 to ansættelsesforhold i hjemme- og sygeplejen hos indklagede.
Den 23. august 2023 meldte klager sig syg til en aftalt vagt samme dag, hvor leder i afdeling 2 forsøgte at kontakte klager og bad klager om at ringe tilbage.
Til trods for, at ledelsen hos indklagede opfordrede klager til at kontakte ledelsen, og understregede indklagedes sygefraværspolitik, hvorefter medarbejdere og tilknyttede vikarer er forpligtede til at være i dialog med arbejdspladsen, kontaktede klager ikke ledelsen.
Klager svarede dog på sms af 1. september 2023, og svarede på dagen gentagne gange med frustrerede og mindre hensigtsmæssige SMS’er til leder i afdeling 2, uden at der kom en afklaring eller blev udtrykt forståelse for, at årsagen til, at arbejdsgiver har brug for at komme i kontakt med klager, var af hensyn til driften.
Klager gav ligeledes udtryk for manglende forståelse for, at hun skulle være i dialog med flere ledere, hvilket er begrundet i, at klager selv havde valgt at være tilknyttet flere afdelinger, og dermed også havde forpligtet sig til at holde de enkelte ledere underrettet i forhold til sit sygeforløb.
Fra den 23. august frem til den 25. september 2023 forsøgte leder i afdeling 1 at komme i telefonisk kontakt med klager, uden held.
Leder i afdeling 1 valgte herefter at sende en SMS til klager om, at hun ikke ønskede at gøre brug af klagers arbejdskraft som timelønnet tilkaldevikar, når hun ikke kunne komme i kontakt med hende, og idet ledelsen fandt klagers retorik problematisk.
Ledelsen gav i situationen ikke nødvendigvis tydeligt udtryk for, at det var bevæggrundene for at afbryde samarbejdet.
Klager har ikke siden forsøgt at kontakte ledelsen, reageret på denne SMS eller specifik været i dialog med leder i afdeling 1.
Der har således heller ikke været noget, som har givet anledning til, at ledelsen skulle uddybe sms’en eller bevæggrundene yderligere.
Klager har ikke yderligere konkretiseret sin påstand om, at hun er af den klare opfattelse, at det er hendes graviditet, som skulle begrunde samarbejdsophør.
Leder i afdeling 1 er ikke bekendt med, hvorfor klager ikke har kunnet tilgå [program], fra den 12. september 2023, da klagers adgang først blev lukket ned fra den 17. september 2023 i aftenvagten.
Klager er således ikke blevet afgangsført i alle afdelinger hos indklagede, men alene i afdeling 1.
Klager har haft muligheden for at fastholde kontakten til de øvrige ledere hos indklagede med ønsket om arbejde og oprettelse i [program].
Klager blev først afgangsført af en anden leder den 26. marts 2024.
Klager var derfor ansat hos indklagede seks måneder efter, at klager var afsluttet i afdeling 1.
Den 1. september 2023 fulgte leder hos afdeling 2, som er leder for fælles nat, op med klager, da klager havde budt ind på en nattevagt i app’en [program], den 23. august 2023.
Dagene forud for omtalte nattevagt havde klager været syg i aftenvagt, og derfor forsøgte leder i afdeling 2 at komme i kontakt med klager for følge op med henblik på at planlægge kommende vagter.
Når indklagede sætter en vagt i udbud, har de ansatte mulighed for at byde ind på vagterne, hvorefter ledelsen vælger en afløser.
Det kan derfor ikke undre, at klager kan have budt ind på en enkelt vagt den 10. september 2023, uden at ledelsen havde en opfattelse af, at klager var kontaktbar.
Indklagedes sygefraværspolitik er gældende for alle hos indklagede, og den har været praktiseret igennem en årrække.
Det er således ikke den enkelte leders egen tilgang som praktiseres ved evt.
sygefravær, men en samlet politik og praksis hos indklagede gældende for alle områder.
En praksis som medarbejderne kender til og ved tiltrædelse bliver skriftligt orienteret om sammen med det øvrige introduktionsmateriale, der også inkluderer ambulancebrev i tilfælde af ulykke.
Klager har udfyldt ambulancebrevet og er også blevet introduceret til sygefraværshåndteringen.
Sygefraværspolitikken hos indklagede er udarbejdet i indklagedes samarbejdsudvalg og er ikke en personlig tilgang fra den enkelte leder af hverken aftenvagterne eller Fælles nat.
Klagers kommentar og beskrivelse om en nultolerance er ikke i overensstemmelse med hverken tilgangen eller den ovennævnte politik – og dermed ikke et personligt anliggende for lederen.
Derfor er leder i afdeling 1 i dette tilfælde, også bekendt med, hvad man spørger – og ikke spørger ind til, og kan derfor ikke genkende det billede, som klager tegner af situationen.
Derimod spørges der ofte ind til, hvordan det går, modsat klagers opfattelse.
På første sygefraværsdag er man som ansat i dialog med sin leder, uanfægtet hvem medarbejderen ringer til for at melde sig syg.
Hvis ikke det er lederen, medarbejderen ringer til, ringer lederen tilbage samme dag.
Det er endvidere indklagedes opfattelse, at klager er forpligtet til at tale med den leder, der måtte forsøge at kontakte hende.
Lederne hos indklagede supplerer hinanden, og der praktiseres ledelse på tværs.
Det anses derfor også som en helt naturlig ting, at man som leder hjælper i hinandens fravær samt ferier og der er ikke altid praktisk muligt at nå at orientere timelønnede afløsere om, hvilken leder der er på vagt hvilken dag.
Klager var fortsat ansat som timelønnet hos indklagede frem til 26. marts 2023, hvor hun på eget initiativ har kunne kontakte øvrige ledere med henblik på vagter samt at blive oprettet i ”Altiplan”.
Det fremgår af korrespondancen af 25. september 2023, at klager ikke svarede på henvendelser, inden vagten påbegyndes, men én time efter.
I den mellemliggende tid forsøges det at finde en anden til at dække hendes vagt, da alt andet er uforeneligt med driften.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager eller udsætte denne for anden mindre gunstig behandling på grund af graviditet, barsel eller adoption.
Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Såfremt en afskedigelse eller anden mindre gunstig behandling finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen eller behandlingen ikke er begrundet i dette forhold.
Den 12. september 2023 oplyste klager leder i afdeling 1, at hun var gravid.
Efter det oplyste fortalte klager i den forbindelse, at hendes sygefravær den 21. og 22. august 2023 havde været graviditetsbetinget.
Den 25. september 2023 meddelte leder i afdeling 1, at klager ikke ville få tildelt flere vagter i aftenvagten.
Indklagede har videre oplyst, at klagers adgang til ”Altiplan” den 17. september 2023 af leder i afdeling 1 blev lukket ned i relation til vagter i denne afdeling.
Nævnet vurderer, at indklagede herved udsatte klager for mindre gunstig behandling.
Da klager var gravid på tidspunktet for den mindre gunstige behandling, har indklagede bevisbyrden for, at behandlingen ikke helt eller delvist var begrundet i klagers graviditet.
Indklagede har ikke bestridt klagers oplysning om, at hendes kollegaer den 22. september 2022 blev orienteret om, at klager var blevet afskediget.
Som svar på klagers sms-besked af 23. september 2023 om, at hun ikke kunne komme ind på [program] og tage vagter, selv om hun anvendte rigtig kode og brugernavn, svarede leder i afdeling 1 samme dag, at klager ikke kunne få flere vagter i aftenvagten.
Dette begrundede lederen med, at klager var svær at komme i kontakt med, og at klager ikke havde en særlig pæn retorik over for lederen.
Det bekymrede lederen i forhold til borgerne.
Når henses til dette forløb sammenholdt med den nære tidsmæssige sammenhæng mellem klagers oplysning om sin graviditet og beslutningen om at reducere klagers mulighed for at tage vagter i aftenvagten, hvor klager havde sin primære tilknytning, er det nævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet sin bevisbyrde.
Det bemærkes, at der ikke er nærmere oplysninger om den retorik, som blev påtalt over for klager i sms-beskeden af 25. september 2023, en retorik der ikke ses påtalt på et tidligere tidspunkt.
Klager får derfor medhold i sin klage.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 105.000 kr., svarende til omkring 9 måneders løn.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.
Indklagede skal herefter betale 105.000 kr. til klager med procesrente fra den 24. januar 2024, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov
•
§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde
•
§ 16 a om delt bevisbyrde