Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

J.nr. 24-45304

En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som sygeplejerske under graviditet.

Da kvinden blev afskediget under graviditet, var det arbejdsgiveren, der skulle godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i graviditeten.

Arbejdsgiveren havde oplyst, at kvinden blev afskediget på grund af mangelfuld patientpleje.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at kvindens graviditet ikke indgik i beslutningen om at afskedige hende.

Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Det lægges som ubestridt til grund, at kvinden den 13. februar og den 6. marts 2024 oplyste om sin graviditet til to oversygeplejersker, og at arbejdsgiveren således var bekendt med kvindens graviditet.

Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en enkeltstående hændelse, og at kvinden ikke tidligere havde modtaget påtaler eller advarsler.

Nævnet lagde desuden vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde oplyst hvorfor det var nødvendigt at skride til afskedigelse, inden Styrelsen for Patientsikkerhed havde foretaget en vurdering af sagen.

Det er nævnets vurdering, at arbejdsgiveren ikke har løftet bevisbyrden for, at den manglende tillid til kvinden var årsagen til afskedigelsen.

Nævnet har lagt vægt på, at kvinden ikke tidligere havde modtaget påtaler eller advarsler, og at der var tale om en enkeltstående hændelse.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 285.000 kr. svarende til 9 måneders løn.

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som sygeplejerske under graviditet.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 285.000 kr. med procesrente fra den 15. april 2024, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev med virkning fra den 1. august 2021 ansat som sygeplejerske i en tidsbegrænset stilling, der havde ophør den 30. juni 2022.

Fra den 1. oktober 2021 blev klager ansat i en tidsubegrænset stilling.

Klager oplyste to oversygeplejersker om sin graviditet henholdsvis den 13. februar 2024 og den 6. marts 2024.

Indklagede har oplyst, at den afdeling, hvor klager var ansat er en afdeling, der yder observation, pleje og behandling til patienter med neurologiske sygdomme og lidelser i både den akutte, rehabiliterende samt ambulante fase af patientforløbet.

Den 10. marts 2024 havde klager en dagvagt, hvor hun havde ansvaret for at tilse en patient, som var blevet opereret i hjernen.

Klager tilså patienten og vurderede, at patienten sov, og at patienten skulle forblive sovende på grund af behov for søvn.

Efter nogle timer tilså en læge patienten og konstaterede, at patienten var i kritisk tilstand, og at patienten skulle genopereres for en hjerneblødning.

Den 11. marts 2024 havde klager og chefsygeplejersken på klagers afdeling en opklarende samtale om hændelsesforløbet den 10. marts 2024.

Det fremgår af referatet af samtalen, at chefsygeplejersken vurderede, at klager ikke havde udført god nok sygepleje.

Det fremgår desuden, at klager erkendte, at hun begik en fejl.

Chefsygeplejersken oplyste klager, at klager ville blive indkaldt til en yderligere samtale.

Den 12. marts 2024 blev klager indkaldt til en tjenstlig samtale den 15. marts 2024.

Det fremgår af indkaldelsen, at et muligt resultat af samtalen kunne være, at klager blev påtænkt afskediget.

Den 15. marts 2024 blev den tjenstlige samtale afholdt, hvor klager blev oplyst, at indklagede påtænkte at afskedige klager.

Klager blev fritaget for tjeneste under partshøringen om den påtænkte afskedigelse.

Den 18. marts 2024 modtog klager en påtænkt afskedigelse, hvoraf følgende fremgår

”…

Begrundelse for påtænkt afgørelse om opsigelse

Begrundelsen for den påtænkte opsigelse er, at afdelingsledelsen finder, at du ikke lever op til de forventninger, som de med rette kan have til en sygeplejerske.

Dette er begrundet i, at din patienthåndtering som ansvarlig og primær plejer for en patient har været mangelfuld, og har givet anledning til en patientfarlig situation.

Sagsfremstilling

Den 10. marts 2024 havde du vagt fra kl.

7.00 til kl.

15.00, og her var du ansvarlig for den primære patientpleje af en konkret patient i sengeafsnittet ved Hjerne- og Nervesygdomme.

Denne patient var kommet tilbage fra [hospital] efter at have fået foretaget en operation i hjernen.

En af de primære opgaver i denne vagt for dig var at sikre observation af patienten i forlængelse af operationen.

I [Region] findes der en tværregional retningslinje (det somatiske område), hvorefter der skal gennemføres TOKS på alle indlagte patienter fra morgenstunden.

Det er således ikke en forudsætning, at dette er ordineret.

TOKS står for ”tidlig opsporing af kritisk sygdom”.

Ifølge retningslinjen er formålet

”Formålet er at højne patientsikkerheden ved at sikre

Det er således afgørende, at der gennemføres TOKS på patienten.

Der angives ligeledes i retningslinjen faste rammer for reaktioner på de resultater, der fremkommer ved disse målinger.

Erfaringer har vist, at målingerne sikrer tidlig opdagelse af forværringer i en patients tilstand, hvilket betyder, at der kan ske en hurtigere reaktion.

Det er alene en læge, der kan afvige fra kravet om TOKS, men afvigelserne kan også kun ske under særligt angivne forhold.

Det fremgår ydermere specifikt af retningslinjen, at hvis andet vælges af lægen, skal dette journalføres.

Der er intet journalført om, at en læge skulle have afveget fra kravet om, at der skulle udføres en TOKS.

Du har erkendt, at det er korrekt, at du ikke gennemførte TOKS eller drøftede denne afvigelse med lægen.

Du har også erkendt, at du intet har journalført omkring dette, og du har heller ikke mundtligt over for ledelsen angivet, hvad dine overvejelser var, for ikke at gennemføre TOKS, ud over at du ønskede at prioritere patientens søvn.

Patienten var fra lægen på [hospital] ordineret højdosis Prednisolon.

Denne medicin er væsentlig i et postoperativt forløb efter operation i hjernen.

Du gav imidlertid ikke patienten denne medicin.

Du har erkendt, at du ikke gav patienten denne medicin, og at du heller ikke drøftede dette med den ansvarlige læge på [indklagede].

Du har ligeledes erkendt, at du intet har journalført omkring dette, og du har heller ikke mundtligt over for ledelsen angivet, hvad dine overvejelser var, for ikke at give denne medicin.

Herudover er patienten diabetiker, og får således medicin for dette.

Den ordinerede medicin er ikke ordineret i forbindelse med det operative indgreb, men er en fortsat lægeordineret behandling.

Denne medicin har du ligeledes erkendt, at du ikke har givet patienten.

Heller ikke dette forhold har du journalført, ligesom du ej heller mundtligt over for ledelsen har angivet, hvad dine overvejelser herfor var.

Du har selv fortalt, at når du tilså patienten i din vagt, oplevede du, at hun var velbefindende og sov roligt.

Du erkender dog, at du ikke kunne vække patienten, men at hun reagerede på smertestimuli, og du lod hende derfor sove videre.

Den ansvarlige læge den 10. marts 2024 har oplyst, at han fra morgenstunden efterspurgte, om I skulle gå stuegang på patienten, her havde du oplyst, at du gerne ville prioritere patientens søvn, hvilket han indvilligede i.

Lægen har over for ledelsen ligeledes oplyst, at han igen omkring kl.

11 opsøgte dig og spurgte til stuegang.

Her havde du oplyst, at patienten havde tisset i sengen, og at du skulle have det ordnet, inden I kunne gå stuegang.

Lægen har oplyst, at han omkring kl.

13 besluttede, at han ikke ønsker at udskyde stuegangen yderligere, og derfor valgte at gå ind til patienten.

Dette faldt sammen med, at du og kollegaer også gik ind på stuen.

Lægen har oplyst, at da patienten blev tilset på dette tidspunkt, havde patienten det dårligt, at de fandt patienten klamt svedende med anstrengt respiration, og at hun var ukontaktbar og med lysstive pupiller.

Patienten blev akut TOKS’et, scannet og overflyttet intuberet til [hospital] med en GCS 4 til reoperation.

Lægen oplyste også, at han ikke på noget tidspunkt i vagten blev tilkaldt for at tilse patienten.

Den koordinerende sygeplejerske er også den sygeplejerske, som tager imod opkald som måtte indgå til afdelingen.

Den sygeplejerske, som var koordinerende i den pågældende vagt, har oplyst, at hun fik opkald fra patientens mor tre gange.

De to første gange var omkring kl.

8.30 og kl.

11.00.

Begge disse gange viderestillede koordinatoren telefonen til dig, så du kunne fortælle patientens mor om status for patienten.

Den tredje gang moderen ringede var omkring kl.

12.45.

Her var moderen tydeligt bekymret og stillede sig undrende og spørgende over, hvorfor hendes datter fortsat sov.

Koordinatoren besluttede sig på det tidspunkt for, at nu ville hun hen til dig, så I sammen kunne gå ind på patientstuen og tilse patienten.

Dette fortalte koordinatoren til moderen, og koordinatoren lovede, at moderen herefter ville få en tilbagemelding.

Da koordinatoren kom over til dig, og oplyste dig, at I sammen kunne gå ind på stuen, var både lægen og du på vej derind.

Koordinatoren gik med ind på stuen og koordinatoren har oplyst, at patienten blev fundet kold og dækket af urin, koordinatorens vurdering var, at denne urin ikke var frisk, og at denne også var mere end et par timer gammel.

Vejrtrækningen var dårlig og patienten var ukontaktbar.

Det kunne konstateres, at patienten havde fået en reblødning i hovedet, hvilket var kritisk, hvorfor patienten akut blev overflyttet til [hospital] til reoperation.

Koordinatoren har også oplyst, at du havde afviklet både formiddags- og frokostpause, idet du havde kontaktet hende forud for hver pause.

Ledelsen kunne også konstatere, at du på intet tidspunkt i vagten havde lavet notater i journalen.

Du havde efterladt vagten uden at notere noget i journalen.

I den efterfølgende aftenvagt konstaterede både en læge og en sygeplejerske dette, og du blev telefonisk kontaktet.

Efter du havde fået to telefoniske opkald, vagte du selv at køre ind på sygehuset og journalføre.

Du udførte din journalisering af hændelserne i vagten omkring kl.

18.30.

I journalnotatet har du beskrevet, at du kl.

12 fandt patienten våd, men at hun var sovende og velbefindende.

Da ledelsen mandag den 11. marts 2024 fik vished omkring forløbet til morgenkonferencen, begyndte denne at undersøge forholdene nærmere.

Ledelsen blev her kontaktet af både lægen fra dagvagten, den koordinerende sygeplejerske og en anden sygeplejerske, som havde behov for at oplyse ledelsen om deres oplevelser i vagten den 10. marts 2024.

Du havde ikke selv taget kontakt til ledelsen i løbet af mandagen.

Men som led i ledelsens undersøgelser blev du inviteret ind til en opklarende samtale, som blev afviklet kl.

14 mandag den 11. marts 2024.

Under denne opklarende samtale fortalte du, at du ikke havde sovet om natten, og generelt havde det dårligt.

Du vidste ikke, hvordan du skulle forholde dig, og du havde derfor været afventende i løbet af mandagen.

Du oplyste også, at du var rigtig ked af det og vred på dig selv, fordi du godt vidste, du ikke havde udført god nok sygepleje.

På forespørgsel kunne du dog ikke forklare dine handlinger.

Du blev også spurgt ind til, hvad du tænkte, når du løftede dynen, og brugte dit kritiske blik til at gennemføre observationer.

Hertil svarede du, at du ikke havde løftet dynen, men alene havde set på patienten, og observeret at du fandt hende roligt sovende og til at virke velbefindende.

Du blev ligeledes spurgt ind til, om du havde haft det okay i vagten, eller om der havde været forhold, som influerede på din præstation.

Dette afviste du, ligesom du heller ikke kunne forklare, hvorfor du handlede som du gjorde.

Da ledelsen fandt, at dine handlinger var en grov forsømmelse af din forpligtelse som sygeplejerske, og du derved havde skabt en patientfarlig situation, blev du indkaldt til en tjenstlig samtale idet, du påtænkes opsagt fra din stilling.

Den tjenstlige samtale blev afviklet fredag den 15. marts 2024.

Under denne samtale bekræftede du endnu en gang, at det er korrekt, at du ikke gennemførte TOKS af patienten, at du ikke havde givet den ordinerede medicin, væske eller ernæring til patienten i den periode du havde ansvaret for patienten fra kl.

7.00 – 15.00 den 10. marts 2024.

Du erkendte også, at du ikke havde journalført før kl.

18.30, efter du var blevet telefonisk kontaktet af aftenvagten.

Du havde ingen bemærkninger ud over, at du ikke kunne genkende lægens udlægning, hvorved at du havde fundet patienten våd kl.

11.00.

Som du havde journalført, havde du først fundet hende våd kl.

12.

Her drøftede du dette med en kollega, som havde foreslået, at I gik til frokost, og I så efterfølgende sammen kunne hjælpes med at tilse patienterne.

Dette indvilligede du i under forudsætning af, at I tog din patient først.

At du først kom ind til din patient kl.

13 var fordi, du fik en anden akut opgave med at sikre en patient i en låneseng.

Din bisidder som er kollega og AMIR i afdelingen fremførte, at tidstro journalføring ikke betyder, at der bliver journalført umiddelbart efter en handling.

At det var hende der ringede hjem til dig i aftenvagten, men at hun også havde fået afklaret, at [hospital] ikke havde behov for, at der akut blev journalført.

Din anden bisidder, familiemedlem fremførte, at han ikke fandt opsigelsessanktionen var proportional, idet der ikke forud foreligger en advarsel eller tidligere har været udtalt kritik af dig.

Han fremførte, at han i stedet kunne mistænke ledelsen for, at opsigelsen var begrundet i angst for journalistiske henvendelser eller måske brugte anledningen til at opsige en medarbejder, som netop havde oplyst, at hun er gravid.

[Indklagedes] bevismæssige og retlige vurdering

[Indklagede] vurderer, at du i patientforløbet den 10. marts 2024 har handlet kritisabelt og under fagligt niveau for en sygeplejerske.

[Indklagede] lægger i den sammenhæng til grund, at du har handlet i strid med gældende lovgivning, retningslinjer, lægeordinationer, du har tilsidesat basale neurologiske observationer, og du har skabt en patientfarlig situation.

Der er tale om forhold, hvor der hverken kan eller må foretages et skøn eller en konkret vurdering.

Det er i stedet handlinger som skal foretages, og det er disse handlinger, du har tilsidesat med en patientfarlig situation til følge.

[Indklagede] finder derfor, at du ikke har udført sin sygeplejegerning med den omhu og samvittighedsfuldhed som både kræves og kan forventes.

Det bemærkes at [Indklagede] har foretaget en proportionalitetsafvejning ved valget af sanktion og har fundet, at en advarsel ikke er den rette sanktion.

Som følge heraf påtænker vi at opsige dig fra din stilling.

…”

Den 22. marts 2024 indgav indklagede en underretning om klager til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den 25. marts 2024 indgav klager et høringssvar, hvoraf følgende fremgår

”…

[Indklagede] har som begrundelsen for den påtænkte afsked bl.a. henvist til, at jeg i patientforløbet den 10. marts 2024 handlede kritisabelt og at jeg dermed har skabt en patientfarlig situation.

Jeg skal i den forbindelse bemærke, at jeg løbende drøftede den manglende TOKS med sygeplejerske [navn] og en læge ([navn]), der havde behandlingsansvaret, og at også min koordinator [navn] blev taget med i overvejelserne.

I den forbindelse kan jeg bl.a. oplyse, at jeg om morgenen den pågældende dag drøftede spørgsmålet om at TOKS patienten med [sygeplejerske] og [læge], og vi blev sammen enige om, at det af hensyn til patientens behandling var bedre at lade den pågældende sove.

Samme drøftelse havde jeg med [sygeplejerske] i løbet af formiddagen, hvor [sygeplejerske] fortsat var enig i min vurdering af, at vi skulle lade patienten sove.

Også spørgsmålet om diabetes blev drøftet med [sygeplejerske], og jeg kan huske at vi sammen afvejede spørgsmålet om enten at lade patienten sove eller vække patienten med henblik på at give vedkommende noget at spise og drikke, og drøftelsen førte til, at vi lod patienten sove.

Omkring middagstid den pågældende dag nævnte jeg for [sygeplejerske], at jeg gerne ville have patienten soigneret, og da vi skulle være to til opgaven, spurgte jeg [sygeplejerske] om hun ville hjælpe.

[Sygeplejerske] foreslog i den forbindelse, at vi skulle udsætte soigneringen til efter frokosten, hvorfor vi lod patienten sove.

Som det er fremgået, har overvejelserne om den manglende TOKS og medicinering løbende været drøftet med andre sygeplejersker og ikke mindst med den læge, der havde det lægefaglige ansvar for patienten.

Sygeplejerskerne og lægen havde således en række gange haft mulighed for at omgøre beslutningen om ikke at TOKS og medicinering.

Den manglende TOKS og behandling er dermed ikke en så alvorlig fejl, at den i sig selv kan begrunde en afsked, hvilket netop underbygges af, at bl.a. den behandlingsansvarlige læge ikke omgjorde beslutningen under forløbet.

Det er derfor i klar modstrid med proportionalitetsprincippet, når [indklagede] påtænker at vælge den mest indgribende foranstaltning.

Selvom jeg var ansvarlig for den primære patientpleje, må det på baggrund af det ovenfor anførte også lægges til grund, at ansvaret for den manglende TOKS og behandling også må tillægges ikke mindst den behandlingsansvarlige læge, men også de nævnte sygeplejersker, der alle løbende indgik i drøftelserne om patientens behandling.

Det er derfor tale om usaglig forskelsbehandling, når ansvaret for behandlingsforløbet alene ses at være rettet mod mig.

Det bemærkes i endeligt, at den manglende TOKS og behandling ikke konkret medførte en forværring af patientens tilstand, og at jeg ikke tidligere i mit arbejde som sygeplejerske har været udsat for kritik, men at jeg derimod under min seneste MUS blev rost for min indsats.

Alle disse forhold er ikke belyst i [indklagedes] sagsfremstilling, og [indklagede] har derfor efter officialmaksimen en forpligtelse til at søge disse forhold belyst, inden der træffes afgørelse i sagen.

Som det endvidere er [indklagede] bekendt, oplyste jeg senest den 6. marts 2024 til oversygeplejerske [navn] at jeg er gravid.

Det følger af ligebehandlingslovens § 9, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær.

Ligeledes følger det samme lovs § 16, stk. 4 og stk. 5, at det påhviler arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke skyldes disse forhold (omvendt bevisbyrde), og at lønmodtageren har krav på en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen.

Selvom dette spørgsmål blev rejst af min bisidder under den tjenstlige samtale, har [indklagede] end ikke forholdt sig til spørgsmålet om min graviditet, herunder ikke mindst det særlige begrundelseskrav, hvorfor jeg må lægge til grund, at [indklagede] ikke er uenig i, at min graviditet har indgået i begrundelsen for min påtænkte afsked.

Hvis [indklagede] træffer afgørelse i overensstemmelse med den påtænkte afsked, vil jeg derfor straks indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet med påstand om godtgørelse i overensstemmelse med nævnets praksis på området (12 måneders løn).

Sammenfattende er det således min opfattelse, at den påtænkte afsked er en disproportional reaktion på en fejl bl.a. den behandlingsansvarlige læge og andre sygeplejersker havde medansvaret for, og at den påtænkte afsked indebærer en overtrædelse af ligebehandlingsloven, hvilket [indklagede] ikke har bestridt.

Endelig er det min opfattelse, at [indklagedes] dispositioner i sagen er udtryk for en usædvanlig hårdhændet, uempatisk og ufleksibel håndtering, der i den grad er præget af en uordentlighed, der næppe vil medvirke til at tiltrække nye medarbejdere til sundhedsvæsnet.

Denne opfattelse bestyrkes af det forhold, at [indklagede] ikke har imødekommet min anmodning om udsættelse af partshøringsfristen til mere end 8 dage.

Dette er ikke sagligt begrundet, og det må derfor antages, at et usagligt hensyn til overskridelsen af den sidste dag i måneden for at spare en måneds løn i forbindelse med den påtænkte opsigelse har indvirket i beslutningen.

Hvis man skal kunne tiltrække medarbejdere til sundhedsvæsenet, skal man som arbejdsgiver opføre sig ordentligt.

Også, når der er en tjenstlig sag, hvor man har noget at bebrejde medarbejderen.

Jeg har i forhold til den personalepolitiske dimension af sagen derfor valgt at orientere formanden for [Regions] sundhedsudvalg via min bisidder.

…”

Den 26. marts 2024 blev klager afskediget med samme begrundelse som angivet i den påtænkte afskedigelse.

Om klagers partshøringssvar fremgår følgende

”…

[Indklagedes] bemærkninger

Dine bemærkninger har været forelagt ledelsen.

Fra [indklagedes] side har vi følgende kommentar til de fremsendte bemærkninger.

For så vidt angår dine tilkendegivelser om, at du havde inddraget dine kollegaer i dine overvejelser, så henvises der til referatet fra det opklarende møde.

Du oplyste på det opklarende møde den 11. marts 2024, dagen efter den omtalte vagt, at du ikke kunne huske detaljerne, men at du mente, at du havde sparret med flere kollegaer under vagten.

Du kunne dog ikke erindre hvem eller hvad I talte om.

Under den tjenstlige samtale kommenterede du heller ikke på denne del, men refererede alene til soigneringen af patienten.

De omtalte kollegaer har over for ledelsen beskrevet deres oplevelse af vagten.

Koordinatoren har i sit notat fra vagten skrevet, at hun modtog opkald fra moderen til patienten.

Det andet opkald viderestillede hun til dig, da hun regnede med at patienten var vågen, og at moderen blot ikke havde fået besked.

Da det tredje opkald fra moderen tilgik hende omkring kl.

13, valgte hun at gå over til dig for at følge op på patienten.

Koordinatorens tilkendegivelse er således modstridende din tilkendegivelse, idet hun ikke har været med i dine løbende overvejelser for behandlingen af patienten.

Den behandlingsansvarlige læge har over for ledelsen fortalt, at han var i dialog med dig fra morgenen omkring kl.

8.30, hvor han ønskede at gå stuegang.

Her havde I været i dialog omkring hvorvidt, der kunne udføres stuegang på patienten, og han indvilligede i at lade patienten sove.

Herudover var han først i dialog med dig omkring kl.

11, hvor han på ny efterspurgte stuegang.

Denne gang blev han oplyst om, at patienten havde tisset i sengen og patienten skulle vaskes.

Lægen var ikke bekendt med, at patienten ikke var vågen, ikke var blevet TOKS’et eller havde fået sin medicin.

Lægens udlægning af forløbet er således modstridende med din tilkendegivelse om, at du løbende havde dialog med vedkommende omkring TOKS.

Din sygeplejerske kollega har ligeledes beskrevet forløbet.

Du oplyser om formiddagen din kollega om patientens tilstand, både at hun er tungt sovende, og at du har svært ved at vække hende, men du skyder det selv hen med, at patienten lige er blevet overflyttet til afdelingen fra [hospital].

Din kollega tænkte således ikke nærmere over det.

Din kollega har ikke oplevet, at der var tale om en reel sparring på din håndtering af patienten, og da hun selv var optaget af sine egne patienter, havde hun ikke reflekteret nærmere over dine tilkendegivelser.

Din beskrivelse af dine drøftelser med dine kollegaer, kan ingen af dem genkende, ligesom der af dig intet er journalført omkring disse overvejelser.

[Indklagede] lægger derfor de tre kollegaers uafhængige beskrivelser af forløbet til grund.

[Indklagede] afviser, at denne opsigelse er begrundet i at du er gravid.

Din opfattelse af, at [indklagede] ikke har forholdt sig til dette er forkert.

Da [indklagede] blev præsenteret for denne påstand under den tjenstlige samtale, kommenterede ledelsen, at de anfægtede denne påstand, og fortsatte med at beskrive, at de som ledelse skal kunne stå på mål for fagligheden i afdelingen og patienternes sikkerhed.

Der henvises til tidligere fremsendt referat.

Det bemærkes hertil, at der alene findes forbud mod at afskedige på grund af graviditet eller forhold knyttet hertil.

Fra [indklagedes] side fastholdes det, [indklagede] med det fremførte har godtgjort, at afskedigelsen ikke skyldes din graviditet, men alene er begrundet i, at du ikke lever op til de forventninger, som ledelsen med rette kan have til en sygeplejerske, idet din patienthåndtering som ansvarlig og primær plejer for en patient har været mangelfuld, og har givet anledning til en patientfarlig situation.

Slutteligt skal det i forhold til anmodningen om fristudsættelsen som findes ubegrundet og usaglig bemærkes, at der i anmodningen om fristudsættelse blev angivet en henvisning til forvaltningslovens § 9, stk. 1, hvorefter en sag skal udsættes indtil der er givet adgang til at gøre dig bekendt med sagens dokumenter og en henvisning til en praksis for frist på 14 dage, som du mente der var fastsat mellem overenskomstens parter.

Aktindsigten blev imødekommet dagen efter partshøringen blev fremsendt, med en bemærkning om, at der ikke foreligger en praksis for partshøringsfrister fastsat mellem overenskomstens parter.

Fra [indklagedes] side kan vi tilføje, at der i forhold til fristfastsættelsen også har indgået overvejelser om, at du har havde været præsenteret for kritikpunkterne både under den opklarende samtale den 11. marts 2024 og den tjenstlige samtale den 15. marts 2024.

[Indklagede] finder derfor tidsfristen på 8 dage giver en rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold.

Afgørelse om opsigelse

[Indklagede] vurderer, at du i patientforløbet den 10. marts 2024 har handlet kritisabelt og under fagligt niveau for en sygeplejerske.

[Indklagede] lægger i den sammenhæng til grund, at du har handlet i strid med gældende lovgivning, retningslinjer, lægeordinationer, du har tilsidesat basale neurologiske observationer, og du har skabt en patientfarlig situation.

Der er tale om forhold, hvor der hverken kan eller må foretages et skøn eller en konkret vurdering.

Det er i stedet handlinger som skal foretages, og det er disse handlinger, du har tilsidesat med en patientfarlig situation til følge.

[Indklagede] finder derfor, at du ikke har udført sin sygeplejegerning med den omhu og samvittighedsfuldhed som både kræves og kan forventes.

Det bemærkes at [indklagede] har foretaget en proportionalitetsafvejning ved valget af sanktion og har fundet, at en advarsel ikke er den rette sanktion.

Som følge heraf opsiger vi dig fra din stilling.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. april 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Den 8. maj 2024 lukkede Styrelsen for Patientsikkerhed klagers sag.

Af afgørelsen fremgår følgende

”…

Vi skriver til dig, fordi vi har lukket din tilsynssag.

Vi modtog den 22. marts en indberetning fra din arbejdsgiver med bekymring om din faglighed som sygeplejerske.

Du var til samtale i Styrelsen for Patientsikkerhed den 2. maj 2024, hvor du redegjorde for forløbet og generelt om dine overvejelser på baggrund af hændelsen.

Du erkendte at have begået fejl.

Styrelsen for Patientsikkerhed finder herefter ikke, at der er grundlag for at vurdere, at du udgør en fremadrettet øget risiko for patientsikkerheden i dit arbejde som sygeplejerske.

Vi forudsætter, at du fremadrettet vil være opmærksom på dine sygeplejefaglige kerneopgaver og i øvrigt følge gældende regler og relevante vejledninger, og at du i øvrigt udfører dit arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed.

Vi foretager os derfor ikke yderligere.

…”

Indklagede har fremlagt telefonnotater af samtaler mellem chefsygeplejersken og klagers kollegaer og lægen på den pågældende vagt om hændelsen den 10. marts 2024.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som sygeplejerske under graviditet.

Klager oplyste to oversygeplejersker om sin graviditet henholdsvis den 13. februar 2024 og den 6. marts 2024.

Indklagede har som begrundelse for opsigelsen navnlig henvist til, at klager efter indklagedes opfattelse ikke lever op til de forventninger, indklagede mener at kunne have til en sygeplejerske.

Indklagede har i den forbindelse henvist til, at klagers patienthåndtering i ét tilfælde har været mangelfuld, og at håndteringen efter sygehusets opfattelse gav anledning til en patientfarlig situation.

Det bemærkes i den forbindelse, at klager ikke tidligere sit ansættelsesforløb har modtaget kritik, men at klager derimod under den seneste udviklingssamtale er blevet rost for opgaveløsningen, hvilket ikke er bestridt af indklagede.

Den konkrete patienthåndtering blev løbende i forløbet drøftet med blandt andet den behandlingsansvarlige læge, der således ville have haft mulighed for tidligt at ændre håndteringen, og at håndteringen heller ikke bevirkede en ændring af patientens tilstand, hvilket heller ikke er bestridt af sygehuset.

Den konkrete håndtering var tilsyneladende ikke så alvorlig, at indklagede fandt anledning til af egen drift at orientere Styrelsen for Patientsikkerhed, og heller ikke dette er bestridt af indklagede.

Den konkrete behandling udgjorde derfor ikke en så alvorlig fejl, at den i sig selv kan begrunde en afskedigelse, og det må derfor lægges til grund, at oplysningen om klagers graviditet har været afgørende for indklagedes afgørelse om afskedigelse.

Indklagede har heller ikke på anden måde godtgjort, at afskedigelsen ikke skyldtes klagers graviditet.

Klager blev efter klagens indgivelse indkaldt til et møde med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen traf afgørelse om at lukke tilsynssagen med klager, og klager blev ikke sanktioneret.

Indklagede har ikke ført nogen form for bevis for, at afgørelsen om at afskedige klager ikke var disproportional.

Klager havde ikke modtaget advarsler eller tjenstlige sanktioner i forbindelse med udførelsen af sit arbejde.

Dette understøttes af, at afgørelsen for Styrelsen for Patientsikkerhed endte med, at klager ikke blev pålagt sanktioner eller modtog forbehold i forbindelse med klagers fortsatte virke som sygeplejerske.

Klager er blevet ansat som sygeplejerske et andet sted uden klager eller anmærkninger.

Det er først i indklagedes bemærkninger til nævnet, at klagers adfærd betegnes som "grove forsømmelser”.

Denne nye bedømmelse og skærpelse af retorikken må antages at være opdigtet for at understøtte indklagedes anbringender.

Indklagedes anbringende om fritstilling ikke tillægges vægt, fordi det er sædvanligt i sager om diskretionært ansvar, fordi parter ellers ofte sygemelder sig.

Fritstillingen blev ikke under den tjenstlige samtale begrundet i sagens karakter.

Som det ses af referatet fra ”sindetsamtalen”, begrundes fritstillingen slet ikke.

Altså igen et forsøg på at skærpe retorikken i forhold til det faktiske hændelsesforløb, som det blev beskrevet oprindelig.

Indklagede har ikke bestridt, at lægen havde behandlingsansvaret, og at koordinatoren spillede en rolle.

Indklagede har dermed ikke dokumenteret, at ansvaret alene kan tilregnes klager.

Det bemærkes i den forbindelse, at referaterne fra sundhedspersonerne ikke kan tillægges bevismæssig værdi, fordi referaterne kan ses som udtryk for efterrationaliseringer for at få fakta til at passe til jus, og fordi oplysningerne kommer fra personer, der potentielt selv kan være medansvarlige.

I modsætning til indklagedes formulering i afskedigelsen, anvender indklagede nu udtrykket “alvorlig og grov pligtforsømmelse”, hvorved indklagede forsøger at “reparere” på afskedigelsesgrundlaget, så afgørelsen fremstår mindre disproportional.

Styrelsen for Patientsikkerhed behandlede i øvrigt sagen efter henvendelse fra indklagede, og man kan i den forbindelse overveje, hvorvidt indklagedes motiv for indberetningen har været et ønske om at etablere et sagligt grundlag for afskedigelsen – altså at indklagede med rette kunne have betænkeligheder ved at lade klager fortsætte sit virke som sygeplejerske.

Styrelsens afgørelse har ikke bekræftet dette saglige grundlag – tværtimod.

Indklagede påstår frifindelse.

Om hændelsesforløbet

Klager blev ansat som sygeplejerske i første omgang i en tidsbegrænset stilling med virkning fra den 1. august 2021 i afdelingen Hjerne- og Nervesygdomme.

Fra den 1. oktober 2021 blev klagers tidsbegrænsede stilling ændret til en fastansættelse.

Klager var ansat i en delestilling, hvor hun arbejdede 50 % i afdelingens ambulatorie og 50 % i afdelingens sengeafsnit.

Det var oversygeplejersken i ambulatoriet, som havde personaleledelsen over for klager.

Alle medarbejderne i sengeafsnittet følger afsnittes instruks om døgnrytme, hvor den enkelte medarbejder er bekendt med, hvilke plejeopgaver der skal udføres, og i hvilken prioriteret rækkefølge disse opgaver skal udføres i.

Søndag den 10. marts 2024 havde klager en dagvagt i sengeafsnittet i tidsrummet fra kl.

7.00 til kl.

15.00.

Under vagten var klager ansvarlig og primær plejer for de patienter, hun var tilknyttet, herunder en konkret patient, som har betydning for denne sag.

En af klagers primære opgaver som ansvarlig var at observere patienten i forlængelse af en operation i hjernen.

I forbindelse med denne observation skulle klager følge en tværregional retningslinje fra det somatiske område.

I henhold til retningslinjen skal sygeplejersker sørge for at gennemføre TOKS (Tidlig opsporing af kritisk sygdom) på alle indlagte patienter fra morgenstunden.

TOKS indebærer, at indlagte patienter systematisk får målt vitale værdier, temperatur, blodtryk, puls, vejrtrækning, bevidsthedsniveau og ilt i blodet.

TOKS tallene er med til at vurdere patientens almene tilstand, herunder også bevidsthedsniveau, og de har også til formål at sikre tidligst mulig opdagelse af ændringer af en patients tilstand, så der kan ske en hurtig reaktion.

Yderligere angiver retningslinjen faste rammer for reaktioner på de resultater, der fremkommer ved TOKS-målinger.

I den forbindelse har erfaringerne vist, at TOKS-målingerne sikrer en tidlig opdagelse af forværring i en patients tilstand, således at der kan ske en hurtig reaktion.

Klager valgte alene at tilse patienten med sit kliniske blik, hvor klager efter eget udsagn havde noteret sig, at patienten sov roligt, men at klager ikke kunne vække patienten ved smertestimuli.

Herudover havde den vagtbærende læge flere gange adspurgt klager, om de skulle gå stuegang på patienten.

Første gang var omkring kl.

8.30 hvor klager havde oplyst, at hun ønskede at prioritere patientens søvn frem for stuegang.

Anden gang omkring kl.

11.00 hvor klager over for lægen havde tilkendegivet, at patienten havde tisset i sengen, og klager derfor ønskede at vaske patienten inden stuegang.

Klager har redegjort for, at lægen ikke kommenterede yderligere på, at klager ønskede at udskyde stuegang på patienten.

Samarbejdet mellem sygeplejerskerne og lægerne er baseret på et tillidsfuldt samarbejde.

Sygeplejerskerne har det primære ansvar for at observere patienterne, og videregive valide og grundige beskrivelser af deres observationer, således at lægen kan vurdere, om det er nødvendigt, at denne skal tilse patienten, eller om en stuegang kan udskydes.

Der er i den forbindelse en klar forventning om, at læger kan have tillid til, at en sygeplejerske har overholdt gældende retningslinje om TOKS, samt at sygeplejersken har givet patienten den lægeordinerede medicin.

Klager oplyste ikke lægen om, at der ikke var udført TOKS, eller at klager havde valgt ikke at give patienten den lægeordinerede medicin, hvilket anses for at være afgørende og relevant i plejen af patienten og i forhold til oplysninger for, at lægen kunne have handlet i sagen.

Klagers kollega, som havde funktionen som koordinator den 10. marts 2024, blev kontaktet af patientens mor 3 gange, idet moren ønskede at få at vide, hvordan patienten havde det.

Som koordinator tager man imod alle opkald til afdelingen og sørger for at viderestille opkaldene til de medarbejdere, der skal besvare henvendelsen.

De første to opkald fra patientens mor var i løbet af formiddagen, hvor koordinator stillede telefonen om til klager i henhold til normal procedure.

Ved det tredje opkald omkring kl.

13.00 udtrykte patientens mor bekymring for og det unormale i, at patienten fortsat sov.

Koordinatoren valgte derfor at tage imod en besked fra patientens mor, hvorefter hun gik ned til klager og stillede sig undrende over, om patienten fortsat var sovende.

Klager og koordinator gik herefter ind til patienten, hvor lægen kort forinden ligeledes var ankommet til stuen, da han havde vurderet, at stuegangen ikke kunne vente længere.

Patienten blev fundet i en kritisk tilstand, ligesom det blev konstateret at klager ikke havde skiftet patienten og sengetøj, efter patienten havde haft vandladning i sengen ved 11-tiden.

Patienten blev herefter akut overført til et andet hospital, hvor patienten blev reopereret grundet ny blødning i hjernen.

Efter at klager var taget hjem, kunne klagers kollegaer konstatere, at klager ikke havde overholdt journalføringspligten, da klager intet havde journalført i patientens journal.

Kollegaer kontaktede klager og spurgte ind til klagers oplysninger.

Dette fik klager til at køre ind på afdelingen, hvor hun ud fra sin erindring skrev i journalen.

Journalføring er en helt elementær sygeplejeopgave, som alle sygeplejersker ved, de skal udføre.

Klager havde blandt andet noteret i journalen, at hun kl.

10.00 havde tilset patienten, hvor klager ikke kunne vække patienten, men at patienten reagerede på smertestimuli.

Som sygeplejefaglig ledelse forventer indklagede, at man som færdiguddannet sygeplejerske formår at koble observationer med faglig viden.

At observere bevidsthedsniveau er en grundlæggende kompetence for en sygeplejerske og dermed også at reagere, når bevidstheden afviger fra det normale.

Patienter skal kunne vækkes ved tiltale, kald og let berøring.

Det er ikke normalt ikke at kunne vækkes, og det er ikke normalt, at man kun kan fremkalde en reaktion fra en patient, når man fysisk udøver smertestimulering.

Som sygeplejerske og tilmed sygeplejerske, som har gennemført afdelingens introduktion og undervisning i neurologiske sygdomme, er man klædt fagligt på til at vide, at der er tale om en unormal tilstand i hjernen, når man ikke kan vækkes.

Klagers observation burde derfor have gjort klager bekymret, ligesom klager burde have inddraget lægen i en vurdering af patientens tilstand.

Ledelsen blev i dagene efter hændelsen den 10. marts 2024 kontaktet af flere medarbejdere, der var rystede og bekymrede over klagers mangelfulde håndtering af patienten.

Da ledelsen blev bekendt med klagers handlinger under vagten den 10. marts 2024, blev der afholdt en afklarende samtale med klager den 11. marts 2024.

Under samtalen erkendte klager, at hun havde udført en dårlig sygepleje og havde fejlet både i forhold til sin observation af patienten og i forhold til ikke at have givet patienten sin medicin, ligesom hun ikke havde journalført i patientens journal før efter vagtens ophør, og efter klager var blevet kontaktet hjemme.

Yderligere kunne klager ikke redegøre nærmere for, hvorfor hun havde handlet, som hun havde gjort.

Grundet klagers dårlige sygepleje, som var under standard, samt at dette havde medført en patientfarlig situation, valgte ledelsen at indkalde klager til en tjenstlig samtale, idet ledelsen påtænkte at opsige klager fra hendes stilling som sygeplejerske.

Den 15. marts 2024 blev den tjenstlig samtale afholdt, hvor ledelsen igen forholdt klager, hvilke fejl hun havde begået under sin vagt den 10. marts 2024.

Ledelsen forklarede, at de fandt, at klagers sygepleje af patienten var under standard, og at det blev anset som grov forsømmelse af patienten.

Klagers bisidder påpegede, at en opsigelse ikke var proportional, men vedkommende mistænkte ledelsen for at handle grundet manglende ønske om mediehenvendelse, eller grundet at klager forinden hændelsen havde oplyst, at hun var gravid.

Ledelsen afviste under den tjenstlig samtale, at deres valg om opsigelse var begrundet i frygt for mediehenvendelse eller klagers graviditet.

Ledelsen understregede hertil, at ledelsen skal kunne stå på mål for fagligheden og patientsikkerheden, samt at de ikke længere havde tillid til klager.

Klager blev efter samtalen fritaget fra tjeneste.

Den 26. marts 2024 traf indklagede beslutning om at opsige klager.

Opsigelsen tog højde for klagers indsigelser, herunder indsigelse om, at klager fandt, at årsagen til opsigelsen skyldtes klagers graviditet.

Om forskelsbehandling

Indklagede bestrider, at afskedigelsen af klager var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Klagers oplysning om sin graviditet den 13. februar og den 6. marts 2024 var uden betydning for afskedigelsen af klager.

Indklagede har godtgjort, at afskedigelsen af klager ikke skyldtes klagers graviditet.

Det fremgår af afskedigelsen af 26. marts 2024, at begrundelsen for afskedigelsen af klager alene skyldtes, at klager ikke levede op til de forventninger, som afdelingsledelsen med rette kan have til en sygeplejerske.

Dette blev yderligere begrundet med, at klagers patienthåndtering som ansvarlig og primær plejer for patienten den 10. marts 2024 havde været mangelfuld, samt at dette havde givet anledning til en patientfarlig situation.

Hertil gøres det gældende, at klagers mangelfulde patientpleje ikke alene skyldtes ét enkeltstående tilfælde som anført af klager, men flere tilfælde, som fandt sted under en vagt på 8 timer, herunder: manglende overholdelse af gældende retningslinje, som havde til hensigt at sikre tidlig sporing af ændringer hos patienten, manglende observation af patienten, uagtet klager var velvidende om, at patienten var nyopereret i hjernen, manglende medicinhåndtering, hvor klager ikke gav patienten den påkrævede medicin og manglende journalføring.

Det ene medicinpræparat var netop medvirkende til, at der ikke skulle forekomme hævelser i patientens nyopererede hjerne, og det var derfor meget afgørende for patienten.

Det bestrides, at klagers konkrete håndtering ikke anses som alvorlige fejl.

Klagers håndtering medførte en patientfarlig situation.

Det bestrides, at klager har rådført sig med sine kollegaer.

Klager har ikke på noget tidspunkt godtgjort, at hun detaljeret har angivet patientens tilstand, således at kollegaerne kunne give klager den fornødne sparring vedrørende patienten.

Hertil kommer, at klager alene har oplyst, at patienten var sovende.

Klager var som primær ansvarlig for patienten nærmest til at oplyse læger og andre kollegaer om bekymringer, samt at dette skete på et fyldestgørende grundlag, hvilket klager ikke har kunnet grundet tilsidesættelse af de retningslinjer, som klager var forpligtet til at følge.

Klager har egenrådigt besluttet ikke at udføre TOKS på patienten, samtidig med at klager havde undladt at give patienten lægeordineret medicin, herunder medicin, som var af væsentlig betydning for patientens postoperative indgreb.

Klagers kollegaer havde en forventning om, at dette var gjort, således at klager ville have været bekendt med eventuelle kritiske forhold, når hun henvendte sig til sine kollegaer.

Hertil har klager selv erkendt, at hun begik fejl, ligesom klager på intet tidspunkt har redegjort for, hvad årsagen var til hendes mangelfulde sygepleje af patienten.

Til yderligere støtte for, at opsigelsen af klager ikke skyldes hendes graviditet, henvises der til, at indklagede fritog klager for tjeneste i høringsperioden og fritstillede klager i hendes opsigelsesperiode, da indklagede netop havde vurderet, at indklagede ikke havde tillid til, at klager skulle arbejde i sin opsigelsesperiode på baggrund af patientsikkerheden.

Det bestrides, at indklagede ikke af egen drift anmeldte klager for hendes mangelfulde sygepleje, da indklagede fremsendte en orientering til Styrelsen for Patientsikkerhed den 22. marts 2024, hvilket ligeledes understøtter alvoren i klagers grove forsømmelse i sin sygepleje den 10. marts 2024.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at indklagedes håndtering af sagen understøtter, at afskedigelsen af klager ikke skyldes klagers graviditet, men alene er begrundet i klagers grove forsømmelser i sine sygepleje, som anses at være langt under standard, ligesom indklagede ikke skulle tåle at lade klager fortsætte i sit arbejde grundet mistet tillid til klagers sygepleje samt af hensyn til patientsikkerheden.

Som følge af den alvorlige og grove pligtforsømmelse har indklagede ikke tillid til, at klager ville være i stand til at løfte patientplejen på forsvarlig vis.

Dette uagtet, at klager ikke tidligere havde modtaget en tjenstlig sanktion under sin ansættelse.

Ved valget af sanktion har indklagede vurderet, at en tjenstlig sanktion i form af advarsel ikke ville sikre patientsikkerheden fremadrettet.

Indklagede fastholder, at klagers adfærd var en grov forsømmelse i udførelsen af hvervet som sygeplejerske, idet klagers håndtering, som tidligere beskrevet, både var patientfarlig og i strid med gældende lovgivning.

Indklagede bestrider, at ordvalget ”grov pligtforsømmelse” er opdigtet med det formål at forsøge at understøtte indklagedes anbringender.

Indklagede fastholder, at fritstillingen er en naturlig følge af den manglende tillid, ledelsen havde til klagers opgavevaretagelse og dermed patientsikkerheden.

Denne tillid fandt indklagede heller ikke kunne være til stede under opsigelsesvarslet.

Klager var ansvarlig for den primære pleje af de patienter, hun havde fået tildelt under sin vagt.

Indklagedes kritik går på klagers udøvelse af sygeplejen, herunder blandt andet overholdelse af gældende retningslinjer vedr.

TOKS samt at følge den af lægerne fastsatte behandlingsplan og medicinering.

Indklagede fastholder, at ansvaret for den primære pleje var klagers og ikke lægen eller den koordinerende sygeplejerskes ansvar.

Indklagede fastholder, at indklagedes opsigelse af klager ikke var begrundet i klagers graviditet, men alene er begrundet i klagers grove forsømmelser i sin sygepleje, som anses at være langt under sygeplejefaglig standard.

Indklagede skal ikke tåle at lade klager fortsætte i sit arbejde grundet mistet tillid til klagers grundlæggende sygeplejefaglige standard og dermed af hensyn til patientsikkerheden.

Det er indklagedes ansvar at sikre patientsikkerheden, og en tilsidesættelse af indklagedes skøn i denne konkrete sag i forhold til, hvornår patientsikkerheden er i fare, ville reelt hindre indklagedes muligheder for at foretage ansættelsesretlige sanktioner over for gravide medarbejdere.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Det lægges som ubestridt til grund, at klager den 13. februar og den 6. marts 2024 oplyste om sin graviditet til to oversygeplejersker, og at indklagede således var bekendt med klagers graviditet.

Det er herefter indklagede, der skal godtgøre, at klagers graviditet ikke indgik helt eller delvist i beslutningen om at afskedige klager.

Indklagede har oplyst, at afskedigelsen var begrundet i klagers mangelfulde patientpleje den 10. marts 2024, hvor klager under sin pleje af en patient, der var opereret i hjernen, ikke foretog en TOKS-undersøgelse, ikke gav patienten sin medicin og ikke foretog sig yderligere, da klager konstaterede, at patienten kun reagerede på smertestimuli.

Da den vagthavende læge flere timer senere tilså klagers patient, fandt lægen patienten i kritisk tilstand på grund af en ny hjerneblødning, som medførte, at patienten skulle genopereres.

Indklagede har også oplyst, at indklagede fritog klager for tjeneste under høringsprocessen om den påtænkte afskedigelse, og at klager blev fritstillet i sin opsigelsesperiode, fordi indklagede ikke havde tillid til klager.

Indklagede havde desuden anmeldt klager til Styrelsen for Patientsikkerhed på baggrund af hændelsen.

Det er nævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at den manglende tillid til klager var årsagen til afskedigelsen.

Nævnet har lagt vægt på, at klager ikke tidligere havde modtaget påtaler eller advarsler, og at der var tale om en enkeltstående hændelse.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at indklagede ikke har oplyst hvorfor det i den konkrete situation, hvor klager var fritaget for tjeneste, var nødvendigt at skride til afskedigelse, inden Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering forelå.

Indklagede har derfor ikke godtgjort, at klagers graviditet ikke indgik i beslutningen om at afskedige hende.

Klager får herefter medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 285.000 kr., svarende til omkring 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 285.000 kr. til klager med procesrente fra den 15. april 2024, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

-

systematisk observation og måling af vitalparametre hos alle indlagte patienter

-

tidlig identifikation af patienter, hvis tilstand forværres iværksættelse af relevante pleje- og behandlingstiltag med henblik på hurtig indgriben for at forebygge og opspore kritisk sygdom, organsvigt og hjertestop”

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

•

§ 16, stk. 2 og 3, om godtgørelse

•

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde